september 2020
M Ti O To F L S
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kidnapning’

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Allerede i 2018 da Dyndkongens datter udkom på dansk, anbefalede en kollega mig at læse den. Hun kaldte den for en “superspændende ødemarksthriller” som man ikke slipper, før sidste side er vendt. Hun havde helt ret.

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Fra forlagets hjemmeside:

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig. Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr. Uden nogensinde at møde andre mennesker. Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort. Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet. Helena begiver sig ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham. Men hvem jagter i virkeligheden hvem?

Jeg blev lynhurtigt grebet af romanen, som fortælles i første-person af Helena. Vi starter i nutiden, hvor Helena er voksen og netop har fundet ud af, at hendes far er flygtet fra fængslet og har slået flere betjente ihjel undervejs.

Så springer vi i tiden via Helenas minder, til hendes barndom. En barndom som nok var ualmindelig men ikke uden lykkelige stunder. Dengang tilbad Helena sin far og gjorde alt i sin magt for at blive som ham. Til gengæld anså hun sin mor som svag, og havde ikke noget nært forhold til hende.

Men på et tidspunkt indhenter virkeligheden familien, og Helena og moren vender tilbage til civilisationen. Det er dog ikke en ubetinget lykke for Helena, som intet aner om, hvordan man opfører sig blandt andre.

Karen Dionne skriver godt. Historien flyder som en film for ens indre øje, og beskrivelserne af Michigans vildmark er både betagende og skræmmende. Naturen er nærmest en karakter på linje med personerne i bogen.

Skildringen af Helenas modsætningsfyldte forhold til faren og de psykologiske konsekvenser af årene i vildmarken er overbevisende og stærk. Det er voldsomt at læse om, hvad både mor og datter udsættes for. Men Helena har aldrig kendt til andet.

Dyndkongens datter er fremragende læsning. Jeg har set den omtalt som en blanding af filmene The Room og The Revenant. Det er ikke helt skævt. Under alle omstændigheder får den en stor anbefaling herfra.

Anmelderne mener …:

Lars Poulsen, Bogrummet:
Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen.”

Jan Findal, Krimifan:
Jeg tror ikke, at de, der læser denne bog, glemmer den lige med det samme. Den er spændende og anderledes. Jeg har ikke kendskab til andre bøger af Karen Dionne, men jeg læser gerne mere fra hendes hånd, hvis bøgerne har samme kvalitet som denne.”

National Post, Canada:
Karen Dionne takes a standard story involving the kidnapping of a woman and the life she experiences with her captor and elevates it to a new level in “The Marsh King’s Daughter.” […] Dionne has written a book that invokes raw emotion mixed in with the turning of pages.”

Crime Fiction Lover:
It is a tense thriller which will have you nervously peering around the darker corners of your room while turning the pages ever faster. It is also a thoughtful story about the limits of parental love, escaping the past and being at peace with one’s heritage. It is a fantastic book, bursting out of all the artificial constraints the publisher marketing wants to box it in.

Om Dyndkongens datter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 303 sider
Omslag: eyelab.dk
Originaltitel: The Marsh King’s Daughter, 2017
Oversætter: Kim Langer

Besøg Karen Dionnes hjemmeside

Læs også:

Vores endeløse dage af Claire Fuller
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva

Sort arv af David Garmark

Sort arv af David Garmark

November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.

Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)

Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.

Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.

Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.

Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.

Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.

Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.

Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.

Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.

Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.

“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.

En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.

“Maximilian, du kom.”

“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)

Om Sort arv:

Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Krimiserien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020

Besøg David Garmarks hjemmeside

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski

De udstødte af Elly Griffiths

De udstødte af Elly Griffiths

Ruth Galloway, arkæolog med speciale i biologisk antropologi, har under en udgravning i Norwich fundet skelettet af en kvinde med en krog i stedet for den ene hånd. Kvinden var en af Norfolks mest berygtede mordere og gik under navnet Moder Krog. Hun blev hængt i 1867 og begravet udenfor kirkegården. Og nu har Ruth fundet hendes lig.

Institutleder og Ruths chef, Phil Trent, øjner straks en mulighed, da tv-serien “Kvinder der dræber” ønsker at lave et afsnit om fundet. Så snart er Ruth involveret i tv-optagelser, som hun allerhelst var fri for.

Sideløbende følger vi vicekriminalkommisær Nelson og hans kollegaer i forsøget på at opklare forbrydelser i nutiden. Ægteparret Donaldson har netop mistet deres tredje barn til vuggedøden, og Nelson mistænker moren for at stå bag.

Oveni bliver en lille dreng kidnappet, og politiet må sætte alle ressourcer ind for at finde ham, før det er for sent.

Jeg kan bare rigtig godt lide Elly Griffiths krimier om Ruth Galloway, og De udstødte er ingen undtagelse. Hele universet omkring Ruth er velkonstrueret med interessante personligheder og et landskab, der nærmest er en karakter i historien på linje med personerne.

Samtidig er jeg vild med blandingen af historiske facts ind i krimi-plottet. Denne gang får vi noget at vide om gravrøvere, og om de udstødte døde der blev begravet udenfor kirkegården.

Jeg har tidligere kaldt Elly Griffiths krimier for charmerende puslespils-krimier, men nu er jeg blevet introduceret for begrebet “Cosy Crimes”, og det er en perfekt beskrivelse af De udstødte. For nok handler det om død og bortførte børn, men det hele fortælles varmt og med fokus på personerne fremfor forbrydelsen, og det gør besøget i Norfolk til en hyggelig og underholdende fornøjelse.

Har du ikke læst bøgerne om Ruth Galloway endnu, vil jeg anbefale at starte med bind et: Pigen under jorden. Og er du helt opdateret i serien, så sæt dig godt til rette i din lænestol og nyd det sjette kapitel i serien: De udstødte.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af De udstødte:

Da vicekriminalkommisær Harry Nelson kommer hjem den dag, har han det, som om han har været vågen i flere år. Da han ser sin kones bil holde i indkørslen, tænker han, måske for første gang nogensinde, at han ville ønske Michelle var ude med veninderne eller på besøg hos sin mor i stedet for at vente på ham med varm mad og spørgsmål om hans dag.

Hvad kan han sige? Jeg har afhørt en ung mor, en kvinde, der ikke var så forskellig fra dig – tiltrækkende, uafhængig, begavet – og spurgt om hun har lagt en pude hen over munden på sine tre børn og kvalt dem. Jeg har spurgt en kvinde, som lige har mistet sit tredje barn, om hun i virkeligheden er rendyrket morder. (side 16)

Om De udstødte:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Gads forlag, 360 sider
Omslag. Anders Timrén
Originaltitel: The Outcast Dead
Oversætter: Lærke Pade

Ruth Galloway-serien:

Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Familiens synder af Cara Hunter

Sharon og Barry Masons datter forsvinder sporløst under en havefest. Politiet med kriminalinspektør Adam Fawley i spidsen starter en omfattende efterforskning, men i første omgang uden nogen resultater. Som dagene går, og chancen for at finde den 8-årige Daisy i live bliver mindre, dukker flere familiehemmeligheder frem i lyset, og politiet må revurdere deres opfattelse af sagen.

Familiens synder er første bind i Cara Hunters serie om Adam Fawley. Serien udspiller sig i universitetsbyen Oxford, og forlaget sammenligner bøgerne med tv-serien Broadchurch. Den må jeg indrømme, at jeg ikke har set, men måske bør jeg det, for jeg blev i hvert fald fanget ind af Familiens synder .

Romanen er bygget op i to spor. Det ene udspiller sig i nutiden og fortælles skiftevis af Adam Fawley og de øvrige politifolk, krydret med opslag på Twitter hvor naboer (og fremmede) giver deres mening tilkende om sagen.

Det andet spor bevæger sig rykvist baglæns i tiden, startende med dagen før Daisy forsvandt, tilbage til 79 dage før hendes forsvinden. Jeg har ikke læst en bog med helt samme opbygning som denne før, men jeg må sige, at det fungerer overraskende effektivt. Oplysninger, vi får i nutiden, har pludselig en helt anden betydning, når vi får baggrunden med, og det giver en helt særlig spænding i historien.

Det er heller ikke tit, at jeg har læst en bog med så usympatiske ofre. Hverken Barry Mason eller hustruen Sharon virker særligt behagelige, og det er svært at have ondt af dem, selvom deres datter er forsvundet. Måske derfor er folkedomstolen på twitter også hurtig til at dømme dem uden at have nogen beviser. Den del af historien kan jeg desværre genkende alt for let fra tastaturkrigerne på Facebook osv., der er mere end parate til at dømme andre uden at sætte sig ind i sagen.

Jeg var lynhurtigt fanget ind af Familiens synder, som både er spændende og overraskende. Jeg havde i hvert fald ikke gennemskuet plottet. Cara Hunter skriver levende, og den specielle opbygning af historien skaber en stadigt stigende suspense, så jeg nærmest ikke kunne slippe bogen, da jeg først gik i gang.

Samtidig er Adam Fawley en interessant hovedperson. Vi fornemmer fra starten, at han har en tragedie i bagagen, men hvilken afsløres først langt inde i bogen. Alligevel er han dybt professionel, og har samtidig en medfølende og venlig side der adskiller ham fra mange af tidens krimi-skikkelser. Men han har også sine personlige meninger, som ind i mellem skinner igennem i snakken med kollegaerne. Det er med til at gøre hans karakter troværdig, og jeg ser frem til at lære ham bedre at kende i kommende bind.

Cara Hunter besøger Krimimessen i Horsens d. 28.-29. marts, hvor hun vil fortælle om Familiens synder. I den forbindelse har Krimimessen spurgt hende, hvordan inspirationen til bogen opstod. Til det fortæller hun om sin fascination af ”at tage temaer op, der er blevet betydningsfulde emner både inden for den virkelige verdens kriminalitet og i fiktionens verden, og se på dem fra uventede vinkler”. I Familiens synder vender hun således rundt på ordsproget om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Her kræver det i stedet et samfund at miste et barn.

En absolut læseværdig og underholdende historie, hvis anderledes opbygning er med til at holde læseren fanget til sidste side. For alle der holder af gedigne og overraskende krimier med et drys domestic noir.

Uddrag af Familiens synder:

Jeg nikker. ”Det er klart. Jeg kan se, at haven støder op til kanalen. Er der en låge, som fører ud til trækstien?”
Barry ryster på hovedet. ”Som om! Det vil kommunen aldrig give lov til. Han kan umuligt være kommet ind den vej fra.”
”Han?”
Barry ser væk igen. ”Hvem det så end var. Det svin, som har taget hende. Det svin som har taget min lille Daisy.”
Jeg skriver ’min’ i notesbogen og sætter spørgsmålstegn bagefter. ”Men du så faktisk ikke en mand?”
Han tager en dyb indånding, som ender i en hulken, og så ser han væk, da tårerne igen begynder at trille. ”Nej, jeg så ikke nogen.”
Jeg bladrer i mine papirer. ”Jeg har billedet af Daisy, som I har givet kriminalassistent Davis. Kan I fortælle mig, hvad hun havde på af tøj?”
Der bliver stille.
”Vi holdt udklædningsfest,” sagde Sharon til sidst. ”For børnene. Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt. Daisy var klædt ud som sit navn.”
”Undskyld, jeg er ikke helt med …”
”Daisy betyder tusindfryd. Hun var klædt du som en tusindfryd.”
Jeg fornemmer Gislinghams reaktion, men kigger ikke på ham. ”Nu forstår jeg. Og det vil sige …”
”Grøn nederdel, grønne strømpebukser og grønne sko. Og en hat med hvide kronblade og gult i midten. Vi fandt kostumet i den der butik på Fontover Street. Det kostede en formue bare at leje det. Og vi blev nødt til at betale depositum.”
Hun går i stå og gisper. Så knytter hun nævne og presser den mod munden med bævende skuldre. Barry lægger armen rundt om hende. Hun vugger klynkende frem og tilbage og siger til ham, at det ikke er hendes skyld – hun vidste ikke noget – og han stryger hende over håret. (side 14-15)

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Familiens synder:

Udgivelsesår: 20.02.2020
Forlag: Gads Forlag, 354 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Close to home, 2018
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist

Pigen som ikke var der af Nick Clausen

Pigen som ikke var der af Nick ClausenNick Clausen tager denne gang læseren med til ‘X-files’-land kombineret med Stephen King’ske børneportrætter fortalt i et letlæst sprog. Med andre ord er Pigen som ikke var der en glimrende ungdomsthriller, der også kan læses af voksne.

Andy elsker at læse. Så da han en dag på vej hjem fra skolen vil ind på biblioteket for at låne en bog med hjem, beder han lillesøsteren Rebekka om at vente på ham. Han er kun væk kort tid, men da han kommer ud igen, er hun væk.

Først tror Andy, at lillesøsteren bare driller ham. Men som tiden går, og hun ikke dukker op igen, går det op for ham, at hun virkelig er forsvundet. Så starter den helt store eftersøgning, men politiet finder ingen spor af Rebekka.

Andy føler, at det er hans skyld, så han starter sin egen eftersøgning. Og her får han hjælp fra en uventet hjælper på biblioteket. Men hvad er der egentligt sket med Rebekka?

Nick Clausen er en dygtig fortæller, og Pigen som ikke var der er underholdende fra først til sidst. Jeg blev hurtigt grebet af historien, som skiftevis er skræmmende og sørgelig. For nok er her tale om en thriller, men Clausen lader også historien ramme lidt dybere ved at lade familiens sorg over den forsvundne datter fylde i handlingen. Og så giver slutningen også lige lidt ekstra kant på den rigtig gode måde.

Pigen som ikke var der har en spændende opbygning, der er med til at øge suspensen. Bogen er opdelt i kapitler, der dag for dag beretter historien. Men så sker der et skift, og som læser får vi pludselig et nyt fokus. Det er rigtig fint lavet, og jeg vil ikke afsløre for meget for ikke at spolere overraskelsen.

Nick Clausen er en produktiv forfatter som alene i 2019 udgav tre romaner (Dødt kød – dag 2, Dødt kød – dag 3 og Pigen som ikke var der). Jeg er imponeret over hans fantasi men også over, at kvaliteten af historierne kan vedblive at være så høj. Jeg har i hvert fald følt mig utroligt godt underholdt uanset om Clausen fortæller om zombie-apokalypse eller gule varevogne og forsvundne piger.

Uddrag af romanen:

I søvne drager Andy til de canadiske skove for at jage elge. Pludselig får han øje på Rebekka mellem træerne. Hun står med ryggen til. Andy løber mod hende. Det er svært at bevæge benene rigtigt. Han kommer kun langsomt nærmere.

“Bekka!” kalder han. “Bekka, jeg kommer nu!”

Rebekka drejer hovedet til siden, som om hun hører ham. Men der er noget galt med hendes øjne. Hun græder. Nej, det er ikke tårer, der løber ned over kinderne. Det er blod.

Andy gisper. 

Så træder wendigoen frem fra træet, hvor den har stået skjult. Den er endnu mere gruopvækkende end beskrivelsen i bogen. Den ligner lidt et menneske, men alligevel ikke. Den er højere og tyndere, huden er askegrå og sidder stramt over knoglerne. Øjnene er små og dybtliggende, læberne er sprukne og blodige. 

Andy kan kun se til i rædsel, mens væsenet går hen og tager Rebekkas hånd. Hun lader sig lydigt føre med. Andy vil skrige, men kan ikke få en lyd frem.

Netop da Rebekke forsvinder ud af syne, sætter Andy sig op med et halvkvalt skrig. Han glor rundt i værelset. Hans hjerte føles, som om det sidder oppe i halsen.

“Wendigoen tog Bekka,” hvisker han hæst. “Det var wendigoen …” (side 19-20)

Tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Pigen som ikke var der:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Facet, 276 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 23

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Drømmeland af Nick Clausen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Let bytte af Carina Evytt
Dukkehuset af D. S. Henriksen
Små onde svin af John Kenn Mortensen

Og så var hun væk af Lisa Jewell

Og så var hun væk af Lisa Jewell15-årige Ellie har livet foran sig. Hun er dygtig i skolen, dater en sød kæreste og er vokset op i en stabil og kærlig familie. Men en dag forsvinder hun sporløst.

For familien bliver intet nogensinde det samme igen. Særligt moren Laurel er knust, for Ellie var hendes øjesten, og i de følgende år falder familien langsomt fra hinanden. Laurel og Paul bliver skilt, og Laurel mister næsten kontakten med ældste datter Hanna og sønnen Jake.

Så – efter 10 år – ringer politiet. De har fundet Ellie.

Næsten samtidig møder Laurel den charmerende matematiker Floyd på en café. For første gang siden Ellie forsvandt, føler Laurel igen noget. Floyd slår benene helt væk under hende, og snart er han og datteren Poppy en fast bestanddel af Laurels liv. Men hvem er Floyd egentlig? Og hvad skete der den dag for 10 år siden, da Ellie forsvandt?

Og så var hun væk er det første jeg har læst af Lisa Jewell, som på dansk tidligere har udgivet Den fremmede gæst. Jeg havde derfor ingen forventninger, men jeg skal love for, at jeg blev positivt overrasket. Nærmest fra første side blev jeg fanget af historien, og jeg læste stort set bogen i et stræk.

Og så var hun væk er inddelt i fem overordnede kapitler, som hver især fortælles fra forskellige vinkler og i forskellige tider. De skiftende fortællestemmer er med til at øge suspensen, og giver samtidig læseren mulighed for at høre den samme historie set fra de forskellige personer. Det føjer hele tiden nye lag til fortællingen, som ender med at være både uhyggelig og hjerteskærende på samme tid. Det er fremragende skrevet.

Plottet virker umiddelbart enkelt med historien om den forsvundne pige og forsøget på at finde ud af, hvad der er sket. Den del fungerer rigtig godt, og er spændende i sig selv. Men romanen er så meget mere. Det er nemlig også en fortælling om sorg, og om hvordan sorgen nærmest kan opløse et menneske.

Lisa Jewell er en dygtig fortæller, der får personerne til at stå lyslevende for læseren. Vi føler med Laurel hvis smerte over sit forsvundne barn får hende til at trække sig fra alle andre, og dermed ender med at ødelægge sin familie. Alligevel ved vi, at hun ikke har ønsket at gøre andre ondt, og den viden får vi brug for senere. For hvornår er folk nogensinde onde med vilje?

Jeg blev fascineret af Jewells leg med tilfældigheder i romanen. Personerne føres af tilfældigheder ad forskellige stier, og set i bagspejlet ved de ofte, hvor de skulle have skiftet bane. Men livet leves forlæns, som Kierkegaard sagde, og nogle valg kan bare ikke laves om.

Og så var hun væk er en stærk roman. Det er en vellykket psykologisk thriller i domestic noir genren, men det er også en fascinerende roman om mennesker og valg. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Uddrag af Og så var hun væk:

Og så en skønne morgen forlod hendes pige, hendes lille engel, hendes yngste, hendes baby, hendes sjælefrænde, hendes stolthed, hjemmet og kom ikke tilbage.

Og hvad havde hun følt de første pinefulde timer? Hvad havde hun fyldt sit hoved og sit hjerte med i stedet for alle de sædvanlige små bekymringer? Rædsel. Desperation. Sorg. Skræk. Smerte. Frygt … Ingen af de beskrivende ord, hun kendte, hvor dramatiske de end var, slog til.

“Hun er nok hjemme hos Theo,” havde Paul sagt. “Prøv at ringe til hans mor.”

Allerede før hun ringede, vidste hun, at hun ikke var hos Theo. Hendes datters sidste ord, inden hun gik, var: “Jeg kommer hjem til frokost. Er der noget lasagne tilbage?”

“Der er nok til en.”

“Du må ikke give det til Hanna. Heller ikke til Jake! Du skal love det, mor!”

“Det lover jeg.”

Og så gik døren i med det karakteristiske lille klik, og lydniveauet i huset faldt en anelse, som det altid gør i et hus, når et menneske forlader det. Og så var der en opvaskemaskine, der skulle fyldes, et telefonopkald, der skulle overstås, en kop te, der skulle bæres op til Paul, som var forkølet, og som hun dengang oplevede, som det mest belastende i hendes liv.

“Paul er forkølet.”

Hvor mange mennesker havde hun sagt det til i løbet af de seneste par dage, efterfulgt af et dybt suk og en himlen med øjnene? “Paul er forkølet.” Mit kors. Mit liv. Ynk mig.

Men hun ringede alligevel til Theos mor. (side 13)

Tak til Gads Forlag som har foræret mig Og så var hun væk til anmeldelse

Om Og så var hun væk:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gads Forlag, 334 sider
Omslag: Anders Timrén
Originatitel: Then She Was Gone
Oversætter: Johnnie McCoy

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Enken af Fiona Barton
Lille pige af Sarah Engell
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Skygger af Henriette Rostrup

Den tavse dreng af Andrew Taylor

Den tavse dreng af Andrew TaylorParis 1702, midt under revolutionen. En lille dreng løber blodig gennem gaderne efter at have overværet mordet på sin mor. Han bærer på en hemmelighed, som han har lovet aldrig at afsløre. Ikke med et eneste ord…

Den tavse dreng af Andrew Taylor er en selvstændig fortsættelse til hans fremragende Færten af død, der udkom på dansk i 2013. Jeg har personligt ventet i spænding på at læse mere om kontoristen Edward Savill, og det har heldigvis været ventetiden værd.

Savill er vendt tilbage fra New York og bor nu i London sammen med sin søster, der er blevet enke, samt datteren Elizabeth. En dag bliver han kontaktet af sin tidligere chef, mr. Rampton. Hans niece Augusta, som også var Savills hustru, er død.

For mange år siden forlod Augusta Edward til fordel for en elsker. De blev dog aldrig skilt, og han er således i lovens forstand hendes nærmeste slægtning. Og det er derfor Rampton kontakter ham. Augusta har nemlig fået sønnen Charles, og nu ønsker hendes onkel at adoptere drengen.

Af forskellige årsager ønsker Rampton dog ikke, at hans navn figurerer i sagen, så derfor beder han Savill om at opsøge Count de Quillon, der påstår at være Charles’ far, og har taget ham med til England, da de flygtede fra Frankrig. Savill er ikke overbevist om Ramptons intentioner, men erklærer sig villig til at opsøge greven og få overdraget drengen. Om Charles så skal bo sammen med sin halvsøster eller hos Rampton, vil han efterfølgende tage stilling til.

I første omgang går alt efter planen. Savill ankommer til Charnwood Court ved landsbyen Norbury og fremfører sit ønske. Men en tandpine sætter ham ud af spillet i flere dage, og da han endelig kommer til sig selv igen, forsvinder Charles. Savill er i tvivl om, hvorvidt de Quillon er involveret, så han sætter jagten ind på at finde Charles. Spørgsmålet er, hvem der har interesse i at bortføre den nu stumme dreng? Og hvilken hemmelighed er det han gemmer på?

Den tavse dreng er en fornem tilføjelse til Andrew Taylors forfatterskab. Her er tale om en velskrevet historisk krimi, der på den ene side er en spændende historie, og samtidig er den et fremragende portræt af en dreng, der har været udsat for et ubærligt traume. Jeg skulle ikke læse mange sider, før jeg var helt fanget ind.

Andrew Taylor er en eminent forfatter. Han beskriver fortiden, så den står lyslevende for læseren. Man kan nærmest lugte skidtet og føle Savills tandsmerter, for slet ikke at tale om den angst som Charles gennemlever. Her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet er Den tavse dreng en atmosfærefyldt fortælling, hvor det usagte og skjulte skaber en intens stemning. Dramaet udspiller sig i det små, men er ikke mindre spændende af den grund. En stor anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Den tavse dreng:

Udgivelsesår: 30.08.2018
Forlag: Klim, 365 sider
Omslag: Jill Battaglia, Sofie Poulsen
Originaltitel: The Silent Boy
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Læs også:

Havmanden af Niels Brunse
Mørkets dronning af Susan Caroll
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Færten af død af Andrew Taylor

Pigen under jorden af Elly Griffiths

Pigen under jorden af Elly Griffiths

Et knoglefund i Saltmarsken og en sag om en forsvunden pige er udgangspunktet for 1. bind i serien om arkæologen Ruth Galloway

Ruth Galloway er arkæolog. Hun underviser på University of North Norfolk med speciale i biologisk antropologi og bor alene i et lille hus i udkanten af Saltmarsken med udsigt til en næsten uendelig himmel. Når hun i tankerne beskriver sig selv, er det med ordene: enlig, overvægtig kvinde der bor alene og har to katte. Men egentlig er hun godt tilfreds med sit liv.

En dag bliver hun overraskende kontaktet af politiet i skikkelse af vicekriminalkommisær Harry Nelson. Der er blevet fundet nogle børneknogler i Saltmarsken, og politiet har brug for at finde ud af, om de er nye eller gamle. For ti år siden forsvandt en lille pige ved navn Lucy Downey nemlig fra lokalområdet, og man frygter, at knoglerne tilhører hende.

Det viser sig dog, at knoglerne stammer fra Jernalderen, og altså ikke har noget med politisagen at gøre. Alligevel bliver Ruth involveret i den fortsatte efterforskning, da sagen pludselig trækker tråde ind i arkæologiens verden.

Pigen under jorden er første bind i krimiserien med Ruth Galloway i hovedrollen. I forordet fortæller Elly Griffiths (navnet er i øvrigt et pseudonym for Domenica de Rosa), hvordan idéen til bogen opstod under en vandretur i en saltmarsk med hendes mand – der er arkæolog. Herefter satte hun sig ved computeren og skrev hele romanen ‘i en rasende fart’, og resten er historie, som man siger. Pigen under jorden vandt The Mary Higgins Clark Award 2011, blev rost til skyerne af anmeldere og læsere, og i skrivende stund er der udkommet ni bind om Ruth Galloway.

Jeg kan sagtens forstå begejstringen, for Pigen under jorden er både spændende, velskrevet og med en sympatisk og troværdig hovedperson. Griffiths fortæller levende og får de arkæologiske elementer til at indgå i historien på en naturlig måde, så de bliver en ligeså fascinerende del af plottet som forsøget på at opklare Lucys forsvinden.

Samtidig føler man sig simpelthen i godt selskab med Ruth Galloway, og det er yderst befriende med en kvindelig hovedperson, der rent faktisk føles som et rigtigt levende menneske. Ligeledes har Griffiths i samspillet mellem med den reserverede akademiker Galloway og den bryske betjent Nelson skabt et vellykket makkerpar. De to virker umiddelbart som modsætninger, men viser sig alligevel at have en del til fælles.

Endelig er valget af lokaliteten – den ensomme og barske saltmarsk – lidt af en genistreg. Det er let at forestille sig fortiden rulle ind over nutiden som havgusen med havets bølger, og med sin barske og livsfarlige skønhed er Saltmarsken et sted for mysterier og død, som nærmest bliver en karakter i bogen på linje med Galloway og Nelson.

Pigen under jorden er ikke hæsblæsende action, hvor blodet drypper fra hver en side. I stedet emmer fortællingen af atmosfære på samme måde som f.eks. svenske Johan Theorins Ølands-kvartet gør. Griffiths lokker læseren længere og længere ind i historien uden at man kan slippe den igen. Præcis som lygtemændene lokkede mennesker i døden i mosen. Det er stemningsfyldt og spændende, men også med en lun understrøm af humor og varme.

Jeg ser allerede frem til det næste bind i serien om Ruth Galloway, og glæder mig til at lære den indadvendte og buttede arkæolog endnu bedre at kende.

Tak til forlaget Gad som har sponseret anmeldereksemplaret. Bogen udkommer d. 19. januar og kan købes her.

Besøg Elly Griffiths hjemmeside

Om Pigen under jorden:

Udgivelsesår: 19.01.2018
Forlag: Gads forlag, 309 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Crossing Places
Oversætter: Lærke Pade

Serien om Ruth Galloway:

The Crossing Places (Pigen under jorden)
The Janus Stone
The House at Sea’s End
Dying Fall
A Room Full of Bones
The Outcast Dead
The Ghost Fields
The Woman in Blue
The Chalk Pit

Perfekte dage af Raphael Montes

Perfekte dage af Raphael MontesEn sociopat er kendetegnet ved bl.a. at være ligeglad med love og sociale spilleregler og ikke føle skyld og fortrydelse. Teo er sociopat, og han er dybt betaget af Clarice.

Den indadvendte Teo er under uddannelse som læge. Han bor alene med sin handicappede mor, og det nærmeste han har været på et forhold med en kvinde, var da han som teenager skrev sammen men en jævnaldrende pige, der boede langt væk. Så er der selvfølgelig Gertrude – liget som de medicinstuderende øver sig i at dissekere på. Gertrude og Teo har haft mange gode stunder sammen, men nu er det slut.

Til en fest som hans mor har trukket ham med til, møder Teo den sprudlende Clarice. Hun skriver på et filmmanuskript, ryger og drikker, og er på alle måder helt anderledes frimodig og selvsikker end Teo. Alligevel bliver han dybt betaget af hende, og sætter sig for at de skal være sammen. Så Teo stalker Clarice, og ender med at hjælpe hende en aften hun har fået alt for meget at drikke og er faldet om på gaden.

Men i stedet for at se hvor godt de passer sammen, ønsker Clarice ikke at have spor med Teo at gøre. I affekt slår Teo hende bevidstløs, putter hende i en kuffert og tager hende med på et roadtrip. Clarice skal overbevises om, at Teo er manden for hende. Uanset hvad.

Brasilianske Raphael Montes er advokat og forfatter med en række romaner og noveller bag sig. Perfekte dage er hans første udgivelse på dansk, og her er tale om en spændende og anderledes thriller.

Dels er Teo en anderledes hovedperson. Han er godt selv klar over, at han er anderledes end andre mennesker. Ikke desto mindre gør han sit bedste for at passe ind i samfundet og følge normerne. Selvom han f.eks. ikke elsker sin mor, så er han alligevel på alle måder en pligtopfyldende søn, og kysser hende hver dag godmorgen.

Dels er selve plottet så helt anderledes end en almindelig thriller. Teo kidnapper Clarice, men han forstår slet ikke, at han overskrider nogen grænser ved at gøre det. Tværtimod er han sikker på, at når først Clarice ser, hvor god han er for hende, så vil de blive lykkelige sammen. At hun så modarbejder ham undervejs er kun normalt. For et forhold går jo op og ned.

Endelig lader Raphael Montes også plottet tage en uventet drejning mod slutningen af bogen, ligesom slutningen så igen går i en ny og overraskende retning. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad der var i vente.

Perfekte dage er fascinerende og foruroligende læsning. Jeg sad hele tiden og forventede det værste, når den manipulerende Teo endnu en gang bedøver Clarice, når hun ikke gør som han ønsker. Samtidig udspiller der sig et intenst psykologisk spil imellem Teo og Clarice, som er nervepirrende og uforudsigeligt. Så selvom her ikke er tale om en thriller, hvor siderne drypper af blod med et mord på hver side, så er fortællingen alligevel både ond og brutal.

Jeg kom til at tænke på John Fowles nyklassiker fra 1963, Offer for en samler, og jeg er sikker på, at Raphael Montes også kender den. For mon ikke det er en homage, at han lader Clarice være kunststuderende ligesom Miranda er i John Fowles roman?

Sproget flyder let, og Raphael Montes lader os komme helt ind i hovedet på Teo. Det er godt, ondt og morbidt, og med en understrøm af sort, sort humor. Perfekte dage er absolut en bog der er værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Perfekte dage:

Udgivelsesår: 07.06.2017
Forlag: Gyldendal, 285 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet
Originaltitel: Dias perfeitos
Oversætter: Tine Lykke Prado