august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kidnapning’

Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Vellykket og velskrevet krimi for alle med smag for gode historier og interessante personer

Margit Vesterlund er præst og enlig mor. En barsk barndom, hvor begge forældre døde, førte til et narkomisbrug, som hun dog er kommet ud af. Nu bryder hun sig kun om portvin, sønnen Jake og hunden Mandinka, og udfører som oftest sin præstegerning med tømmermænd.

Men en søndag dukker fortiden op under gudstjenesten i form af en nedbrudt onkel Holger. Han fortæller, at Margits grandniece, Augusta, er forsvundet og søger både hjælp, men også aflad for de mange år der er gået, siden kontakten mellem Margit og familien endte i bitterhed. Trods sin vrede tilbyder hun alligevel modvilligt sin hjælp. Margit har nemlig en god bekendt i politiet, som hun håber kan give nogle svar. Men politiet er nærmest helt uden spor.

Overraskende for Margit selv berører Augustas forsvinden hende dybt, så hun beslutter sig for at undersøge sagen. Heldigvis står hun ikke helt alene. Kirkens graver Kaj Brønds blev enkemand for et par år siden, og han og Margit har udviklet et godt venskab, trods hendes aversion mod mennesker generelt. Med en baggrund som pensioneret politimand har han både viden og forbindelser, og det umage par kaster sig ud i at løse mysteriet.

Men de få spor peger i mærkelige retninger, og snart forsvinder Augustas far også – kort efter at Margit har talt med ham. Er det den samme, der står bag begge kidnapninger? Og i givet fald – er Margit så også i fare?

Som en eksplosion tændtes lyset. Augusta hev hænderne op foran øjnene. Lettelsen løb gennem hendes bryst. Manden havde ændret sine besøgstider. Der gik længere tid mellem dem. Det følte hun, selvom der intet ur var i rummet. Og hun kunne ikke lide det. Han var hendes eneste faste holdepunkt. Hendes unge hjerne forstod ikke, hvad der foregik. Der var intet, hvormed hun kunne omfavne det, som var sket siden kidnapningen. Hun levede med sin rædsel. Hun fjernede hænderne og missede op mod lyset. Langsomt – som hver gang han kom – vænnede hun sig til lyset, og han blev tydelig. – Sulten? spurgte han muntert.”

Lars Thomassen debuterede i 2015 med novellesamlingen Når månen titter gennem ruden, som spændte fra krimi over spænding til horror. Jeg var rigtig begejstret for Thomassens noveller. Derfor var jeg ret spændt på, om han kunne transformere sit talent fra noveller til romanformen. Og her er virkelig tale om et spring, for med sine 565 sider er Han kender det som er i mørket en ordentlig moppedreng.

Der udgives rigtig mange krimier, men det er langt fra dem alle, der er værd at læse. Så lidt flov må jeg indrømme, at selvom jeg var spændt på at læse Han kender det som er i mørket, så lod jeg den alligevel ligge i bogstakken en uges tid på grund af tykkelsen. Men – jeg havde ingen grund til at frygte sidetallet. Ligeså snart jeg begyndte at læse, blev jeg hvirvlet ind i historien, og siderne nærmest vendte sig selv.

Han kender det som er i mørket er både spændende, overraskende, velskrevet og med et vellykket persongalleri. Både den alkoholiserede præst med en traumatisk fortid og den pensionerede politimand, som lider af stressrelateret inkontinens og må gå med voksenble, er interessante personligheder, som man får lyst til at lære nærmere at kende. Så udover at man læser for at finde ud af, hvad der er sket med Augusta, så er udfoldningen af Margit og Kaj og deres fortid også spændende læsning.

Plottet er ligeledes godt skruet sammen. Det er ikke klart fra starten af, hvad motivet til kidnapningen er, og undervejs kommer vi både omkring familieproblemer, pædofili, misbrug, organiseret kriminalitet og voldtægt. Jeg gættede livligt med undervejs, men som Thomassen også gjorde i sin debut, så twister han historien til allersidst. Så det, jeg troede, jeg vidste, bliver vendt på hovedet i en nervepirrende spændende finale, som udspiller sig delvist i sneglefart. Det er super godt skrevet. I det hele taget skriver Lars Thomassen godt, og Han kender det som er i mørket giver mindelser om både Psycho og Maniac, og er alligevel helt sin egen.

Endelig er jeg også vild med forsiden, som er skabt af forfatteren selv. Vi ser ryggen af en mandsperson, som har et hul i ryggen, hvor vi ser ryggen af en mandsperson med hul i ryggen, hvor vi ser … Forsiden er som en babushka dukke, der – yderst virkningsfuldt – giver en forsmag på de mange lag af hemmeligheder og løgne, som Han kender det som er i mørket indeholder.

Siderne drypper ikke i blod. Her er ingen superhelte og hverdagens daglige trummerum med indkøb, rengøring osv. beskrives også. Ikke desto mindre er Han kender det som er i mørket en intens læseoplevelse. Netop fordi setuppet er troværdigt, bliver spændingen reel, og jeg kun kan anbefale den til alle, der holder af en kringlet krimi, man ikke lige regner ud. Og det allerbedste er, at det måske ikke er sidste gang vi læsere får fornøjelsen af makkerparret. I efterordet lukker Lars Thomassen nemlig op for muligheden af en fortsættelse. Det bliver et Ja Tak herfra 🙂

Om Han kender det som er i mørket:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Månen, 565 sider
Omslag: Lars Thomassen
Udgivet: 10. juli 2017

Besøg Lars Thomassens hjemmeside

 

Ægtemanden af Dean Koontz

Mitch Rafferty er en ganske almindelig gartner, hvis liv handler om hans tomands-firma, hustruen Holly som han elsker over alt på jorden, og deres lille men dejlige bungalow i Orange County, Californien.

Men en dag får han en ualmindelig opringning. Hans hustru er blevet kidnappet, og kidnapperne vil have 2 millioner dollars, ellers slår de hende ihjel. 2 millioner er langt udenfor Mitchs økonomiske formåen, men kidnapperne har en plan, og skridt for skridt trækkes Mitch længere ind i et mareridt, hvor det snart ikke længere kun er Hollys liv, som er på spil.

Dean Koontz hører til blandt verdens mest sælgende forfattere, og selvom jeg ind i mellem kan få nok af hans bøger, så hører “Ægtemanden” til i den gode ende af forfatterskabet. Her er tale om en hæsblæsende thriller, hvor siderne er fyldt med action, og hvor det er heltens mod og kærlighed til hustruen, som fører til succes eller fiasko, og ikke et overordnet Forsyn der redder dagen med guddommelig indgriben.

Slutningen vil nok ikke overraske nogen, men undervejs fører Koontz helten ad vilde og uforudsigelige veje, og jeg kunne glæde mig over, at Koontz denne gang faktisk snød mig mht. en af personerne, som ellers ofte kan være temmelig forudsigelige i Koontz romaner.

Ifølge Filmz er Ole Bornedal blevet hyret af det amerikanske filmselskab Focus Features til at instruere en filmatisering af “Ægtemanden”. Bornedal skal skrive et nyt udkast af manuskriptet, der oprindeligt blev skrevet af Glenn Gers. Nyheden er fra 2009, men står stadig på Focus Features hjemmeside så det bliver spændende at se, om der engang kommer en film ud af det. Jeg kan i hvert fald levende forestille mig, at “Ægtemanden” kunne blive en rigtig spændende film. Og så er der den ekstra krølle, at Koontz optræder nærmest live til årets krimimesse i Horsens, når DR transmitterer et interview med ham lørdag eftermiddag.

Udgivelsesår: 2008
Omslag: stoltzedesign

Plague Town

En amerikansk familie forsøger at knytte bånd ved at besøge Irland, hvor faderen stammer fra. Det er en lille by langt ude på landet, og desværre for dem misser de den sidste bus og må nu finde et sted at overnatte. Men da de endelig finder mennesker, viser det sig, at lige præcist denne landsby har været ramt af en underlig pest, og nu vil de gøre, hvad der skal til for at rense ud…

På papiret ser ”Plague Town” rigtig lovende ud, og der er bestemt også flere fede effekter og scener. Ikke mindst location i både skoven og landsbyen virker overbevisende på en ond eventyragtig måde, ligesom børnene er sminket fantastisk og gør det godt. Mindre godt gør hovedrollerne det, og jeg fatter ikke, hvorfor manuskriptet skal være så fuldt af klichéer. Der er nærmest ingen af personerne, der kommer til at betyde en døjt for tilskueren, og dermed er man også fuldstændig ligeglad med, om de dør eller overlever, hvilket igen fører til, at slutningen slet ikke bliver nær så grum, som instruktøren formentlig har ønsket det.

Filmen varer 88 minutter, men føles meget længere, og det er en skam, for jeg tror, at der kunne være blevet en fed film ud af historien. Måske ikke en epokegørende, overraskende film, men trods alt en film der kunne få tilskuerne ud af sædet et par gange. Det opnåede David Gregory desværre overhovedet ikke her.

”Plague Town” er så vidt jeg kan se David Gregorys første spillefilm. Til gengæld har han lavet en masse dokumentarfilm om andre horrorfilm, bl.a. “Texas Chain Saw Massacre: The Shocking Truth”, ”Curse of Blood from the Mummy’s Tomb”, ”To the Devil… the Death of Hammer”, ”Discovering Evil Dead” og ”Portrait: The Making of Henry”.

Instruktør: David Gregory
Udgivelsesår: 2008

De navnløse aka Los sin nombre

De Navnløse aka Los sin nombreLigesom en bølge af asiatiske gysere har ramt resten af verden, har jeg opdaget, at Spanien faktisk også kan levere nogle rigtig gode gysere. Derfor lod jeg mig straks friste af Los sin nombre, med den danske titel De Navnløse, da jeg så den på biblioteket.

En 6-årig pige er forsvundet, og da liget af en pige i den alder findes – fuldstændig uigenkendelig bortset fra et armbånd med hendes navn og det faktum, at hendes højre ben er kortere end det venstre – går politiet og forældrene ud fra, at det er deres datter, Angela. Man finder ikke morderen, og livet går videre.

Historien springer 5 år frem i tiden. Claudia er blevet skilt fra sin mand, og nu lever hun kun for sin karriere. Men en dag ringer telefonen, og en pigestemme siger, at hun er Angela, og at hun lever. Nu begynder Claudia med hjælp fra den tidligere politibetjent Bruno at efterforske sagen igen, og de finder frem til en mystisk sekt De Navnløse, som søger ren ekstase gennem ren ondskab…

De Navnløse er en trøstesløs og yderst effektiv film. Måske snarere en thriller end en gyser, men det skal ikke holdes imod den. Den er filmet i afdæmpet lys, og stemningen er trist og kold hele vejen igennem. Man sidder ikke og hopper yderst på sædet. Derimod kryber filmen ind i én og efterlader én med en ubehagelig følelse i kroppen bagefter. En absolut seværdig film!

Jaume Balagueró har også instrueret [Rec], som Janus har omtalt på horrorsiden.dk samt Fragile, som godt nok ikke lever op til De Navnløse, men som alligevel er en okay film.

Om De Navnløse:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 1999

Læs også omtalen på Planet Pulp

Også omtalt på horrorsiden.dk

Captivity

“Captivity” er en film, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal synes om.

Jennifer Tree er en meget berømt model. Hun bliver konstant brugt i billboard reklamer, i blade osv., og bliver derfor ofte interviewet om alt, lige fra sit kærlighedsliv til sin største frygt. En morgen vågner hun i en kælder, hun er blevet kidnappet, og hun opdager snart, at kidnapperen har øjne og øre overalt og spiller på alle de fobier, hun har fortalt til journalisterne.

Det viser sig, at der befinder sig endnu en person i kælderen med hende, Gary, som også er blevet kidnappet. De to finder en måde at kommunikere på, og det lykkes også Gary på et tidspunkt at komme ind til Jennifer. Men så tager filmen endnu en drejning.

Den allerførste scene i filmen er en mand, som ligger fastspændt til et bord og bliver tømt for blod på en ret modbydelig måde, mens han endnu lever. Det gjorde at jeg tænkte torturhorror, men meget mere af den slags bliver det ikke til, udover et par grynede klip af kidnapperens filmsamling over tidligere ofre. Så flytter filmen fokus til betjentene, som er sat på sagen. Der tænkte jeg “ok, måske en slags barsk CSI”, men heller ikke det holdt stik, og da twistet til sidst i filmen (som jeg vil sige, at jeg altså havde luret forinden) udspiller sig, ja så ryger vi over i noget kvindehævneragtig-ting. Og på en måde er alle tre dele udmærket, men sat sammen bliver det alligevel efter min mening til en lidt underlig film, som ganske vist er underholdende et langt stykke hen ad vejen, men som alligevel ikke står som noget særligt til slut.

Instruktør: Roland Joffé
Udgivelsesår: 2007

Blaze af Richard Bachman

Hvordan udfører man den perfekte forbrydelse? Kidnapper en baby for den kan ikke identificerer dig, så du behøver ikke slå den ihjel.

Blaze er en ikke særlig kvik fyr. Efter en rædselsfuld barndom kom han på børnehjem, og her fortsatte tæskene og ydmygelserne. På hjemmet havde Blaze kun én ven, John Cheltzman, en lille ranglet fyr som hjalp Blaze med matematikken. Til gengæld hjalp Blaze John med at holde de store bøller væk. For Blaze var en kæmpe allerede som dreng. Men John dør, og da Blaze endelig slipper ud af børnehjemmet, er han alene i verden.

Pga. sin størrelse bliver Blaze involveret i kriminalitet. Mere held end forstand holder ham ude af fængslet, og så møder han George. George er en småsvindler med langt flere hjerneceller end Blaze. De to slår sig sammen, og Blaze har endelig fået en ven.

George har en drøm om at lave Det Store Kup, som han kan trække sig tilbage og leve af. Han får idéen til at kidnappe en baby, og Blaze er med, som han er med på alt, hvad George siger. Det ender dog med, at Blaze selv må udføre kidnapningen, og som man kan forestille sig går alt galt.

“Blaze” er skrevet i Stephen Kings Bachman-periode, nærmere bestemt i 1973. Siden har den lagt i en skuffe, fordi King ikke syntes, den var god nok til at blive udgivet. Men efter at King i 2005 udgav “The Colorado Kid”, kom han igen i tanke om den, og en omskrivning senere er den nu udkommet til glæde for Kings trofaste læsere.

Historien om Blaze er dels en kidnapningshistorie, og dels er det historien om en dreng, der vokser op under kummerlige kår, og hvad de kår gør ved ham. King beskriver Blaze’s barndom, så man næsten får tårer i øjnene, og jeg fik i hvert fald stor sympati for den “dumme” kæmpe, som bare ønsker at høre til. King skriver selv i sit forord til historien, at han var bange for, at den var for rørstrømsk – og ja, den er trist, men jeg synes, han holder balancen fint. Det bliver aldrig for meget.

Der er ikke gys og gru af den overnaturlige slags i denne roman, men der er masser af den hverdagsagtige gru, som børn over hele verden desværre lever i, med forældre der drikker og slår, børn der mobber, og Systemet som kun ser dem som en sag og ikke mennesker. Det er en barsk roman, men der er dog også lyspunkter ind i mellem. Heldigvis for ellers var den ikke til at holde ud at læse.

Originaltitel: Blaze
Udgivelsesår: 2007 (som Richard Bachman)

Odd for evigt af Dean Koontz

Odd for evigt af Dean KoontzLægen Jessup opsøger Odd Thomas midt om natten – som genfærd. Han er blevet slået ihjel og hans søn bortført. Det er nu op til Odd at finde sønnen, Danny, før også han bliver myrdet.

Dean Koontz introducerede Odd Thomas i romanen af samme navn fra 2004. Odd har den særlige evne, at han kan se de døde. Da de kan fornemme, at han kan se dem, kommer de ofte til ham, hvis de dør en unaturlig død, eller af andre grunde har svært ved at forlade de levende.

Da Odd derfor bliver opsøgt af Jessup midt om natten, er han ikke overrasket. Han er straks klar over, at der er sket noget og tager hen til lægens hus. Undervejs underretter han Politimester Porter, en af de få som kender til Odds særlige evner.

I huset finder Odd lægens lemlæstede lig, men der er ingen spor af sønnen, Danny. I stedet møder Odd en af bortførerne, som lammer ham med en strømstav. Før han kan gøre mere, bliver bortføreren dog afbrudt af politiets ankomst.

Ind i mellem kan Odd mærke, hvor andre mennesker befinder sig. Han begiver sig derfor af sted efter Danny, og det lykkes ham også at finde frem til et gammelt og nedbrændt casino, hvor Danny holdes skjult.

Men derved er alt ikke idyl, for Dannys bortfører er inkarneret ondskab, og bortføreren har også kendskab til Odds særlige evner!

Med bøgerne om Odd Thomas er Dean Koontz kommet stærkt igen efter nogle mindre gode romaner. Odd er en sympatisk figur, og man føler med ham i hans ønske om at leve et fredeligt liv, der dog hele tiden bliver afbrudt af de stakkels, søgende døde, som ikke forstår, hvad der er sket.

Odd for evigt er velskrevet i den “lige ud af landevejen”-stil, som Koontz også brugte i den første Odd roman. Her er spænding og gys, men også medfølelse og sorg. Koontz er tilbage på sporet som en af gysergenrens bedste.

Odd Thomas-serien:

Odd Thomas, 2004
Odd for evigt, 2006
Broder Odd, 2007
Odds mareridt, 2009

Om Odd for evigt:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: Cicero, 211 sider
Originaltitel: Forever Odd

Terapien af Sebastian Fitzek

Terapien af Sebastian FitzekTerapien er Sebastian Fitzek’s debutroman, og roserne er nærmest væltet ned over tyskeren, hvilket da heller ikke er ufortjent. For her er tale om en både spændende og velskrevet roman med en tvist mod slutningen, som så lige drejer 180 grader igen, bedst som man tror, at man har regnet den ud.

Viktor Larenz er en dygtig og kendt psykiater med speciale i skizofreni. Han er gift med Isabell, en velanset virksomhedsrådgiver, og sammen har de datteren Josy. En dag bliver Josy syg, og ingen kan finde ud af, hvad hun fejler. Viktor opsøger læge efter læge, men Josy bliver bare mere og mere syg. Og så sker enhver forældres mareridt. Viktor tager Josy med til endnu en konsultation hos en læge specialiseret i allergi, men pludselig er hun væk. Forsvundet!

Da romanen starter er Viktor taget ud til en lille Vesterhavsø, hvor familien har et sommerhus. Der er gået fire år siden Josys forsvinden. Viktor har ikke opgivet håber om at finde hende, men han er taget ud til øen for at finde fred.

Det får han dog ikke. En dag dukker den smukke og svagt bekendte børnebogsforfatter Anna Spiegel op, og det viser sig, at hun måske bærer nøglen til, hvad der skete, da Josy forsvandt. Men hun er også skizofren og farlig, og efterhånden som gåden nærmer sig sin løsning, bliver Viktor mere og mere viklet ind i et spind, hvor det nærmest er umulig at skelne mellem sandhed og fiktion.

Forlaget kalder Terapien en psykologisk thriller – og det er den. Den er velskrevet, og Sebastian Fitzek lokker hele tiden læseren fremad med små korte kapitler, som lige løfter sløret lidt, så man må læse videre. Han bruger også overskrifter som ”Parkum – fire dage før sandheden”, der også virker som lokkemad på læseren. Slutningen er overraskende, og som jeg nævnte i indledningen, så overrasker den mere end en gang, så også på den måde holder historien hele vejen igennem.

Skal jeg komme med en anke, er det, at jeg de sidste 30-40 sider alligevel når at blive lidt træt af Fitzek’s lokken videre. Her bliver det lidt for meget, selvom resultatet i sidste ende er godt. Af den grund kan jeg ikke kalde Terapien for årets hidtil bedste roman, men det er helt sikkert en vældig underholdende og ganske uhyggelig historie, som på nogen måder kan minde lidt om den fremragende thriller af Tim Krabbé Det gyldne rum (filmatiseret som Forsvundet sporløst med Jeff Bridges og Kiefer Sutherland i hovedrollerne).

Originaludgave: 2006

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren