december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘kidnapning’

Perfekte dage af Raphael Montes

Perfekte dage af Raphael MontesEn sociopat er kendetegnet ved bl.a. at være ligeglad med love og sociale spilleregler og ikke føle skyld og fortrydelse. Teo er sociopat, og han er dybt betaget af Clarice.

Den indadvendte Teo er under uddannelse som læge. Han bor alene med sin handicappede mor, og det nærmeste han har været på et forhold med en kvinde, var da han som teenager skrev sammen men en jævnaldrende pige, der boede langt væk. Så er der selvfølgelig Gertrude – liget som de medicinstuderende øver sig i at dissekere på. Gertrude og Teo har haft mange gode stunder sammen, men nu er det slut.

Til en fest som hans mor har trukket ham med til, møder Teo den sprudlende Clarice. Hun skriver på et filmmanuskript, ryger og drikker, og er på alle måder helt anderledes frimodig og selvsikker end Teo. Alligevel bliver han dybt betaget af hende, og sætter sig for at de skal være sammen. Så Teo stalker Clarice, og ender med at hjælpe hende en aften hun har fået alt for meget at drikke og er faldet om på gaden.

Men i stedet for at se hvor godt de passer sammen, ønsker Clarice ikke at have spor med Teo at gøre. I affekt slår Teo hende bevidstløs, putter hende i en kuffert og tager hende med på et roadtrip. Clarice skal overbevises om, at Teo er manden for hende. Uanset hvad.

Brasilianske Raphael Montes er advokat og forfatter med en række romaner og noveller bag sig. Perfekte dage er hans første udgivelse på dansk, og her er tale om en spændende og anderledes thriller.

Dels er Teo en anderledes hovedperson. Han er godt selv klar over, at han er anderledes end andre mennesker. Ikke desto mindre gør han sit bedste for at passe ind i samfundet og følge normerne. Selvom han f.eks. ikke elsker sin mor, så er han alligevel på alle måder en pligtopfyldende søn, og kysser hende hver dag godmorgen.

Dels er selve plottet så helt anderledes end en almindelig thriller. Teo kidnapper Clarice, men han forstår slet ikke, at han overskrider nogen grænser ved at gøre det. Tværtimod er han sikker på, at når først Clarice ser, hvor god han er for hende, så vil de blive lykkelige sammen. At hun så modarbejder ham undervejs er kun normalt. For et forhold går jo op og ned.

Endelig lader Raphael Montes også plottet tage en uventet drejning mod slutningen af bogen, ligesom slutningen så igen går i en ny og overraskende retning. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad der var i vente.

Perfekte dage er fascinerende og foruroligende læsning. Jeg sad hele tiden og forventede det værste, når den manipulerende Teo endnu en gang bedøver Clarice, når hun ikke gør som han ønsker. Samtidig udspiller der sig et intenst psykologisk spil imellem Teo og Clarice, som er nervepirrende og uforudsigeligt. Så selvom her ikke er tale om en thriller, hvor siderne drypper af blod med et mord på hver side, så er fortællingen alligevel både ond og brutal.

Jeg kom til at tænke på John Fowles nyklassiker fra 1963, Offer for en samler, og jeg er sikker på, at Raphael Montes også kender den. For mon ikke det er en homage, at han lader Clarice være kunststuderende ligesom Miranda er i John Fowles roman?

Sproget flyder let, og Raphael Montes lader os komme helt ind i hovedet på Teo. Det er godt, ondt og morbidt, og med en understrøm af sort, sort humor. Perfekte dage er absolut en bog der er værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Perfekte dage:

Udgivelsesår: 07.06.2017
Forlag: Gyldendal, 285 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet
Originaltitel: Dias perfeitos

Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Vellykket og velskrevet krimi for alle med smag for gode historier og interessante personer

Margit Vesterlund er præst og enlig mor. En barsk barndom, hvor begge forældre døde, førte til et narkomisbrug, som hun dog er kommet ud af. Nu bryder hun sig kun om portvin, sønnen Jake og hunden Mandinka, og udfører som oftest sin præstegerning med tømmermænd.

Men en søndag dukker fortiden op under gudstjenesten i form af en nedbrudt onkel Holger. Han fortæller, at Margits grandniece, Augusta, er forsvundet og søger både hjælp, men også aflad for de mange år der er gået, siden kontakten mellem Margit og familien endte i bitterhed. Trods sin vrede tilbyder hun alligevel modvilligt sin hjælp. Margit har nemlig en god bekendt i politiet, som hun håber kan give nogle svar. Men politiet er nærmest helt uden spor.

Overraskende for Margit selv berører Augustas forsvinden hende dybt, så hun beslutter sig for at undersøge sagen. Heldigvis står hun ikke helt alene. Kirkens graver Kaj Brønds blev enkemand for et par år siden, og han og Margit har udviklet et godt venskab, trods hendes aversion mod mennesker generelt. Med en baggrund som pensioneret politimand har han både viden og forbindelser, og det umage par kaster sig ud i at løse mysteriet.

Men de få spor peger i mærkelige retninger, og snart forsvinder Augustas far også – kort efter at Margit har talt med ham. Er det den samme, der står bag begge kidnapninger? Og i givet fald – er Margit så også i fare?

Som en eksplosion tændtes lyset. Augusta hev hænderne op foran øjnene. Lettelsen løb gennem hendes bryst. Manden havde ændret sine besøgstider. Der gik længere tid mellem dem. Det følte hun, selvom der intet ur var i rummet. Og hun kunne ikke lide det. Han var hendes eneste faste holdepunkt. Hendes unge hjerne forstod ikke, hvad der foregik. Der var intet, hvormed hun kunne omfavne det, som var sket siden kidnapningen. Hun levede med sin rædsel. Hun fjernede hænderne og missede op mod lyset. Langsomt – som hver gang han kom – vænnede hun sig til lyset, og han blev tydelig. – Sulten? spurgte han muntert.”

Lars Thomassen debuterede i 2015 med novellesamlingen Når månen titter gennem ruden, som spændte fra krimi over spænding til horror. Jeg var rigtig begejstret for Thomassens noveller. Derfor var jeg ret spændt på, om han kunne transformere sit talent fra noveller til romanformen. Og her er virkelig tale om et spring, for med sine 565 sider er Han kender det som er i mørket en ordentlig moppedreng.

Der udgives rigtig mange krimier, men det er langt fra dem alle, der er værd at læse. Så lidt flov må jeg indrømme, at selvom jeg var spændt på at læse Han kender det som er i mørket, så lod jeg den alligevel ligge i bogstakken en uges tid på grund af tykkelsen. Men – jeg havde ingen grund til at frygte sidetallet. Ligeså snart jeg begyndte at læse, blev jeg hvirvlet ind i historien, og siderne nærmest vendte sig selv.

Han kender det som er i mørket er både spændende, overraskende, velskrevet og med et vellykket persongalleri. Både den alkoholiserede præst med en traumatisk fortid og den pensionerede politimand, som lider af stressrelateret inkontinens og må gå med voksenble, er interessante personligheder, som man får lyst til at lære nærmere at kende. Så udover at man læser for at finde ud af, hvad der er sket med Augusta, så er udfoldningen af Margit og Kaj og deres fortid også spændende læsning.

Plottet er ligeledes godt skruet sammen. Det er ikke klart fra starten af, hvad motivet til kidnapningen er, og undervejs kommer vi både omkring familieproblemer, pædofili, misbrug, organiseret kriminalitet og voldtægt. Jeg gættede livligt med undervejs, men som Thomassen også gjorde i sin debut, så twister han historien til allersidst. Så det, jeg troede, jeg vidste, bliver vendt på hovedet i en nervepirrende spændende finale, som udspiller sig delvist i sneglefart. Det er super godt skrevet. I det hele taget skriver Lars Thomassen godt, og Han kender det som er i mørket giver mindelser om både Psycho og Maniac, og er alligevel helt sin egen.

Endelig er jeg også vild med forsiden, som er skabt af forfatteren selv. Vi ser ryggen af en mandsperson, som har et hul i ryggen, hvor vi ser ryggen af en mandsperson med hul i ryggen, hvor vi ser … Forsiden er som en babushka dukke, der – yderst virkningsfuldt – giver en forsmag på de mange lag af hemmeligheder og løgne, som Han kender det som er i mørket indeholder.

Siderne drypper ikke i blod. Her er ingen superhelte og hverdagens daglige trummerum med indkøb, rengøring osv. beskrives også. Ikke desto mindre er Han kender det som er i mørket en intens læseoplevelse. Netop fordi setuppet er troværdigt, bliver spændingen reel, og jeg kun kan anbefale den til alle, der holder af en kringlet krimi, man ikke lige regner ud. Og det allerbedste er, at det måske ikke er sidste gang vi læsere får fornøjelsen af makkerparret. I efterordet lukker Lars Thomassen nemlig op for muligheden af en fortsættelse. Det bliver et Ja Tak herfra 🙂

Om Han kender det som er i mørket:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Månen, 565 sider
Omslag: Lars Thomassen
Udgivet: 10. juli 2017

Besøg Lars Thomassens hjemmeside

 

Enken af Fiona Barton

Enken af Fiona Barton

Hvor godt kender du nogensinde et andet menneske?

I 2006 forsvinder den 2-årige Bella, sporløst fra familiens have. Moren Dawn har ladet hende være alene derude, mens hun ordnede et par småting, og da hun igen ser efter Bella, er hun væk. Politiet sætter alle kræfter ind på sagen, men sporene er mere end sparsomme.

Indtil et tilfælde fører dem til Glen Taylor. En tidligere bankmand som nu arbejder som chauffør – og, som dagen da Bella forsvandt, havde et ærinde i området. Men Glen er stålsat i sin forklaring om sin uskyld, og ved hans side står hustruen Jean loyalt og støttende. For selvfølgelig kan hendes Glen ikke finde på sådan noget.

I fire år kører sagen om Bellas bortførelse med Glen Taylor som mistænkt, og så omkommer Glen i en ulykke. Politiet håber, at Jean nu endelig vil tale. For hun må da vide, om hendes mand er morder?

Enken er Fiona Bartons debutroman, og det er virkelig en blændende debut. Barton er selv journalist, og hun fortæller i forordet, hvordan hun altid har været fascineret af, hvordan de pårørende til anklagede/dømte forbrydere forholder sig til hinanden bag lukkede døre. Det undersøger hun her, og det er der kommet en vellykket psykologisk thriller ud af.

Romanen er opdelt i kapitler, der dels springer i tid og sted, og dels fortælles fra forskellige vinkler, bl.a. Enken, Journalisten, Kriminalinspektøren og Moderen. På den måde lader Barton oplysningerne sive til læseren, som får en fornemmelse af, at noget er helt galt. Men først til allersidst samles alle trådene, og sandheden kommer frem. Opbygningen er lykkes rigtigt godt, og selvom Enken ikke er en sindsoprivende pageturner, så er atmosfæren i romanen yderst intens. Spændingen opbygges stille og roligt af de små afsløringer, der drypper frem undervejs, og som læser sad jeg fanget til sidste side var vendt.

Udover selve spændingen i opklaringen: Er det nu også Glen Taylor, der står bag? er det også dybt fascinerende at følge pressens dækning af sagen. Hvordan de på den ene side virker som gribbe, der svælger i menneskelig elendighed. Men som alligevel også fungerer som en redningskrans for Dawn.

Endelig er portrættet af Jeans og Glens ægteskab intet mindre end fremragende. Barton beskriver et lykkeligt ægteskab, som et eller andet sted undervejs ændrer karakter. Alligevel holder Jeanie udadtil loyalt fast i den censurerede version, mens hendes egen hemmelige version efterhånden smutter ud mellem linjerne. For hvor godt kender vi nogensinde et andet menneske?

Jeg kan næsten ikke komme med nok superlativer for denne debut, som både er velskrevet, spændende og giver et fascinerende indblik i den menneskelige psyke. Fiona Barton er på vej med sin næste bog ”Hemmeligheder”, der udkommer til september. Indtil da kan jeg kun anbefale at læse Enken, hvis du holder af underspillede psykologiske thrillers.

Om Enken:

Udgivelsesår:
Forlag: Hr. Ferdinand, 385 sider
Omslag: Jon Asgeir
Originaltitel: The Widow

Fanden på væggen af Palle Schmidt

Fanden på væggen af Palle SchmidtFanden på væggen er en rå og kontant krimi-noir hvor selve djævlen kigger forbi og tager læseren med en tur ned i undergrundens dunkle mareridt.

Palle Schmidt er kendt som tegneserie-tegner. Han har udgivet flere roste albums i krimi noir genren, ligesom han har skrevet flere ungdomsromaner. Nu udgiver han sin første krimi noir for voksne, og jeg skal lige love for, at man får smæk for skillingen. Fanden på væggen er hårdkogt noir, hvor plottets tråde vikler sig ind og ud af hinanden, og nye mørke hemmeligheder dukker op, når man mindst venter det.

For to år siden blev modellen Beatrice Wentzels datter bortført. Både hun og manden var under mistanke, men sagen blev droppet, da politiet ingen spor fandt. Nu har hun modtaget et foto af sin datter med posten og kontakter det lille detektivbureau Jankowski I/S for at få hjælp.

Selvom den tidligere soldat, David, som har bureauet sammen med hustruen Helena, aldrig har haft en sag om kidnapning før, accepterer han alligevel. Det lykkes dem også at opspore manden, som sendte fotoet til Beatrice Wentzel. Men herfra kører sagen helt af sporet, og samtidig kæmper parret også internt med fortidens skygger.

Det er ikke kun sagen om det bortførte barn, der er dyster. Alle bogens personer bevæger sig på kanten, og løgne og fortielser hører til den dysfunktionelle gruppes mindste forseelser. David får sine frustrationer og sin sorg ud ved at agere tæskehold for den tidligere betjent Schebel. Juristen Yasin tjener lidt på sidelinjen ved at hjælpe David og Helena, men kører også en lille afpresnings-gesjæft, som de ikke kender til. Den tidligere stofmisbruger Frank har svært ved at leve med sin fortid. Og Helena har gemt alle følelser helt væk.

Palle Schmidt skriver råt og kontant og fortæller sin historie i korte kapitler, der springer mellem personerne. Der er vold og ondskab, ja selv djævelen kigger forbi i denne brutale, men også voldsomt underholdende, krimi, som tager læseren med en tur ned i undergrundens dunkle mareridt.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 347 sider

Kolonien af Pierre Robert

KolonienDet er altid spændende at få fingre i en ny udgivelse fra Forlaget Valeta, for de udgiver så mange skæve og interessante ting, som de store forlag ikke tør gribe fat i. Et rigtig godt eksempel er Kolonien af Pierre Robert, som ikke er en gyser, ej heller en ‘rigtig’ science fiction roman eller en rejseskildring eller noget andet let genkendeligt. Til gengæld er Kolonien en fascinerende, tankevækkende, velskrevet og spændende fortælling, så derfor omtaler jeg den alligevel her på siden.

Om aftenen d. 10. september 1984 forsvinder den danske maskiningeniør Martin Damgaard på vej hjem fra arbejde. Politiet finder hans bil, hvor nøglerne stadig sidder i. Der er ingen tegn på en forbrydelse, og i 1991 bliver Martin erklæret død. Men hvad skete der egentlig med ham?

Kolonien er Martins fortælling, som den er blevet overleveret af Pierre Robert, der i 2006 dukkede op hos Martins bror og udgav sig for at være Martins søn. Pierre efterlod manuskriptet, og bad om hjælp til at få det udgivet. Hvad enten historien er en fiktiv thriller, eller en rejseskildring hinsides grænserne for vores virkelighed som afslører den skræmmende forklaring på Fermis paradoks, skal jeg ikke sige. Men jeg blev i hvert fald fanget ind fra første side.

Romanen fortæller den fantastiske historie om, hvordan Martin bliver bortført til en fremmed planet, hvor en gruppe mennesker holdes indespærret i noget kaldet Kolonien. Her må de under primitive forhold forsørge sig selv, og med jævne mellemrum hentes de til en forskningsstation, hvor de udsættes for grusomme eksperimenter.

Martin finder sammen med en lille gruppe ligesindede, der ligesom han er villige til at gøre alt for at komme væk fra Kolonien – eller dø i forsøget. Men hvorfor er de overhovedet i første omgang blevet bragt dertil? Og hvordan slipper man væk, når ens vogtere er telepatiske, og når verden udenfor Kolonien er både ukendt og farlig?

Historien fortælles kronologisk af Martin startende med bortførelsen, rejsen, ankomsten osv. med et forord og en efterskrift af hans bror. Her fortælles sagligt om oplevelserne under rejsen, om livet i kolonien og de mange problemer der er med sygdomme, mangel på tøj og sprogbarrierer, men også om det varme venskab der opstår blandt Martin og de øvrige i hans gruppe. Mod slutningen ændrer fortællingen lidt karakter, idet Martin får kendskab til, hvem der har kidnappet dem og hvorfor, så her bliver beretningen mere overordnet men stadig med den menneskelige synsvinkel.

Jeg blev som sagt straks fascineret af fortællingen, og jo længere ind i historien jeg kom, jo mere blev jeg spundet ind i romanens virkelighed. Slutningen er helt uforudsigelig men samtidig troværdig, og efter endt læsning kan man næsten ikke lade være med at spørge som fysikeren Enrico Fermi: Hvis der er intelligent liv i universet udover os, hvor er de så?

Til slut må jeg hellere afsløre, at jeg ikke kendte til Enrico Fermis paradoks, men i pressemeddelelsen foklarer forlaget det heldigvis:

Under en frokost med kolleger, hvor talen faldt på intelligent liv andre steder i vor galakse, spurgte den kendte fysiker og nobelprismodtager Enrico Fermi: Hvor er de? Det spørgsmål er knap så naivt, som man kunne forledes til at tro. Enrico Fermi indså nemlig, at hvis højt udviklede civilisationer jævnligt opstår i vores galakse, ville de på nuværende tidspunkt for længst have spredt sig til hele galaksen, og følgelig burde vi have mødt dem. Spørgsmålet er siden blevet kendt som Fermis paradoks. Enten er intelligent liv langt mere sjældent end selv de mest konservative formodninger antyder, eller også udgør Jorden en slags undtagelse, som af ukendte årsager ikke er forbundet til et galaktisk netværk af civilisationer. Det første er sandsynligt men ikke særligt interessant. Det sidste er usandsynligt, men til gengæld særdeles interessant.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Kaare Bækgaard
Forlag: Valeta, 312 sider

Læs mere på forlaget Valetas hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Ægtemanden af Dean Koontz

Ægtemanden af Dean KoontzMitch Rafferty er en ganske almindelig gartner, hvis liv handler om hans tomands-firma, hustruen Holly som han elsker over alt på jorden, og deres lille men dejlige bungalow i Orange County, Californien.

Men en dag får han en ualmindelig opringning. Hans hustru er blevet kidnappet, og kidnapperne vil have 2 millioner dollars, ellers slår de hende ihjel. 2 millioner er langt udenfor Mitchs økonomiske formåen, men kidnapperne har en plan, og skridt for skridt trækkes Mitch længere ind i et mareridt, hvor det snart ikke længere kun er Hollys liv, som er på spil.

Dean Koontz hører til blandt verdens mest sælgende forfattere, og selvom jeg ind i mellem kan få nok af hans bøger, så hører Ægtemanden til i den gode ende af forfatterskabet. Her er tale om en hæsblæsende thriller, hvor siderne er fyldt med action, og hvor det er heltens mod og kærlighed til hustruen, som fører til succes eller fiasko, og ikke et overordnet Forsyn der redder dagen med guddommelig indgriben.

Slutningen vil nok ikke overraske nogen, men undervejs fører Koontz helten ad vilde og uforudsigelige veje, og jeg kunne glæde mig over, at Koontz denne gang faktisk snød mig mht. en af personerne, som ellers ofte kan være temmelig forudsigelige i Koontz romaner.

Ifølge Filmz er Ole Bornedal blevet hyret af det amerikanske filmselskab Focus Features til at instruere en filmatisering af Ægtemanden. Bornedal skal skrive et nyt udkast af manuskriptet, der oprindeligt blev skrevet af Glenn Gers. Nyheden er fra 2009, men står stadig på Focus Features hjemmeside så det bliver spændende at se, om der engang kommer en film ud af det. Jeg kan i hvert fald levende forestille mig, at Ægtemanden kunne blive en rigtig spændende film. Og så er der den ekstra krølle, at Koontz optræder nærmest live til årets krimimesse i Horsens, når DR transmitterer et interview med ham lørdag eftermiddag.

Om Ægtemanden:

Udgivelsesår: 2008
Omslag: stoltzedesign

Plague Town

En amerikansk familie forsøger at knytte bånd ved at besøge Irland, hvor faderen stammer fra. Det er en lille by langt ude på landet, og desværre for dem misser de den sidste bus og må nu finde et sted at overnatte. Men da de endelig finder mennesker, viser det sig, at lige præcist denne landsby har været ramt af en underlig pest, og nu vil de gøre, hvad der skal til for at rense ud…

På papiret ser ”Plague Town” rigtig lovende ud, og der er bestemt også flere fede effekter og scener. Ikke mindst location i både skoven og landsbyen virker overbevisende på en ond eventyragtig måde, ligesom børnene er sminket fantastisk og gør det godt. Mindre godt gør hovedrollerne det, og jeg fatter ikke, hvorfor manuskriptet skal være så fuldt af klichéer. Der er nærmest ingen af personerne, der kommer til at betyde en døjt for tilskueren, og dermed er man også fuldstændig ligeglad med, om de dør eller overlever, hvilket igen fører til, at slutningen slet ikke bliver nær så grum, som instruktøren formentlig har ønsket det.

Filmen varer 88 minutter, men føles meget længere, og det er en skam, for jeg tror, at der kunne være blevet en fed film ud af historien. Måske ikke en epokegørende, overraskende film, men trods alt en film der kunne få tilskuerne ud af sædet et par gange. Det opnåede David Gregory desværre overhovedet ikke her.

”Plague Town” er så vidt jeg kan se David Gregorys første spillefilm. Til gengæld har han lavet en masse dokumentarfilm om andre horrorfilm, bl.a. “Texas Chain Saw Massacre: The Shocking Truth”, ”Curse of Blood from the Mummy’s Tomb”, ”To the Devil… the Death of Hammer”, ”Discovering Evil Dead” og ”Portrait: The Making of Henry”.

Instruktør: David Gregory
Udgivelsesår: 2008

De navnløse aka Los sin nombre

De Navnløse aka Los sin nombreLigesom en bølge af asiatiske gysere har ramt resten af verden, har jeg opdaget, at Spanien faktisk også kan levere nogle rigtig gode gysere. Derfor lod jeg mig straks friste af Los sin nombre, med den danske titel De Navnløse, da jeg så den på biblioteket.

En 6-årig pige er forsvundet, og da liget af en pige i den alder findes – fuldstændig uigenkendelig bortset fra et armbånd med hendes navn og det faktum, at hendes højre ben er kortere end det venstre – går politiet og forældrene ud fra, at det er deres datter, Angela. Man finder ikke morderen, og livet går videre.

Historien springer 5 år frem i tiden. Claudia er blevet skilt fra sin mand, og nu lever hun kun for sin karriere. Men en dag ringer telefonen, og en pigestemme siger, at hun er Angela, og at hun lever. Nu begynder Claudia med hjælp fra den tidligere politibetjent Bruno at efterforske sagen igen, og de finder frem til en mystisk sekt De Navnløse, som søger ren ekstase gennem ren ondskab…

De Navnløse er en trøstesløs og yderst effektiv film. Måske snarere en thriller end en gyser, men det skal ikke holdes imod den. Den er filmet i afdæmpet lys, og stemningen er trist og kold hele vejen igennem. Man sidder ikke og hopper yderst på sædet. Derimod kryber filmen ind i én og efterlader én med en ubehagelig følelse i kroppen bagefter. En absolut seværdig film!

Jaume Balagueró har også instrueret [Rec], som Janus har omtalt på horrorsiden.dk samt Fragile, som godt nok ikke lever op til De Navnløse, men som alligevel er en okay film.

Om De Navnløse:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 1999

Læs også omtalen på Planet Pulp

Også omtalt på horrorsiden.dk

Captivity

“Captivity” er en film, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal synes om.

Jennifer Tree er en meget berømt model. Hun bliver konstant brugt i billboard reklamer, i blade osv., og bliver derfor ofte interviewet om alt, lige fra sit kærlighedsliv til sin største frygt. En morgen vågner hun i en kælder, hun er blevet kidnappet, og hun opdager snart, at kidnapperen har øjne og øre overalt og spiller på alle de fobier, hun har fortalt til journalisterne.

Det viser sig, at der befinder sig endnu en person i kælderen med hende, Gary, som også er blevet kidnappet. De to finder en måde at kommunikere på, og det lykkes også Gary på et tidspunkt at komme ind til Jennifer. Men så tager filmen endnu en drejning.

Den allerførste scene i filmen er en mand, som ligger fastspændt til et bord og bliver tømt for blod på en ret modbydelig måde, mens han endnu lever. Det gjorde at jeg tænkte torturhorror, men meget mere af den slags bliver det ikke til, udover et par grynede klip af kidnapperens filmsamling over tidligere ofre. Så flytter filmen fokus til betjentene, som er sat på sagen. Der tænkte jeg “ok, måske en slags barsk CSI”, men heller ikke det holdt stik, og da twistet til sidst i filmen (som jeg vil sige, at jeg altså havde luret forinden) udspiller sig, ja så ryger vi over i noget kvindehævneragtig-ting. Og på en måde er alle tre dele udmærket, men sat sammen bliver det alligevel efter min mening til en lidt underlig film, som ganske vist er underholdende et langt stykke hen ad vejen, men som alligevel ikke står som noget særligt til slut.

Instruktør: Roland Joffé
Udgivelsesår: 2007

Blaze af Richard Bachman

Blaze af Richard BachmanHvordan udfører man den perfekte forbrydelse? Kidnapper en baby for den kan ikke identificerer dig, så du behøver ikke slå den ihjel.

Blaze er en ikke særlig kvik fyr. Efter en rædselsfuld barndom kom han på børnehjem, og her fortsatte tæskene og ydmygelserne. På hjemmet havde han kun én ven, John Cheltzman, en lille ranglet fyr som hjalp Blaze med matematikken. Til gengæld hjalp han John med at holde de store bøller væk. For Blaze var en kæmpe allerede som dreng. Men John dør, og da Blaze endelig slipper ud af børnehjemmet, er han alene i verden.

Pga. sin størrelse bliver Blaze involveret i kriminalitet. Mere held end forstand holder ham ude af fængslet, og så møder han George. George er en småsvindler med langt flere hjerneceller end Blaze. De to slår sig sammen, og Blaze har endelig fået en ven.

George har en drøm om at lave Det Store Kup, som han kan trække sig tilbage og leve af. Han får idéen til at kidnappe en baby, og Blaze er med, som han er med på alt, hvad George siger. Det ender dog med, at Blaze selv må udføre kidnapningen, og som man kan forestille sig går alt galt.

Romanen er skrevet i Stephen Kings Bachman-periode, nærmere bestemt i 1973. Siden har den lagt i en skuffe, fordi King ikke syntes, den var god nok til at blive udgivet. Men efter at King i 2005 udgav The Colorado Kid, kom han igen i tanke om den, og en omskrivning senere er den nu udkommet til glæde for Kings trofaste læsere.

Historien om Blaze er dels en kidnapningshistorie, og dels er det historien om en dreng, der vokser op under kummerlige kår, og hvad de kår gør ved ham. King beskriver Blaze’s barndom, så man næsten får tårer i øjnene, og jeg fik i hvert fald stor sympati for den “dumme” kæmpe, som bare ønsker at høre til. King skriver selv i sit forord til historien, at han var bange for, at den var for rørstrømsk – og ja, den er trist, men jeg synes, han holder balancen fint. Det bliver aldrig for meget.

Der er ikke gys og gru af den overnaturlige slags i denne roman, men der er masser af den hverdagsagtige gru, som børn over hele verden desværre lever i, med forældre der drikker og slår, børn der mobber, og Systemet som kun ser dem som en sag og ikke mennesker. Det er en barsk roman, men der er dog også lyspunkter ind i mellem. Heldigvis for ellers var den ikke til at holde ud at læse.

Om bogen:

Originaltitel: Blaze
Udgivelsesår: 2007 (som Richard Bachman)

Andre bøger af Richard Bachman:

Blaze, 2007
Regulatorerne, 1996
Manden der blev tyndere, 1984
Den løbende mand, 1982
Dawes sidste kamp, 1981
Den lange vandring, 1979
Amok, 1977