februar 2018
M T O T F L S
« jan    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘slasherfilm’

Torso

I Giallo-serien udgivet af Another World Entertainment er film nummer tre “Torso” af Sergio Martino, som bl.a. sælges på slaglinjen: “Træd ind i det psykoseksuelle sinds bizzare verden”. Og ja, når italienere viser sex-scener, så er det væsentlig mere explicit end i amerikanske film.

Filmen følger en gruppe piger, der studerer kunsthistorie. En aften bliver en af dem kvalt og bagefter skåret op af en ukendt morder, som tager hende og kæresten i at dyrke sex i bilen. Kort efter bliver endnu en af pigerne dræbt, og politiet beder de studerende om hjælp til at fange morderen. De har fundet tørklædet, der blev brugt til at strangulere det ene offer, og nu håber de at nogen kan huske at have set det før.

Daniela er sikker på, at den medstuderende, Stefano, har haft et sådan tørklæde, men veninden Jane overbeviser hende om, at hun tager fejl. Stefano kan ikke være morderen, mener hun. I stedet tager de to sammen med to andre veninder væk for en tid. De rejser til Danielas onkels villa ude på landet. Men morderen er fulgt efter dem, og snart dukker han op for at gøre sit arbejde færdigt.

Jeg var en lille smule skuffet over “Torso”. Historien virker til tider temmelig rodet, og jeg synes ikke, at personerne gjorde noget særligt indtryk. Filmen virker lidt som en undskyldning for at vise smukke nøgne kvinder have sex, og så smider man en morder ind for at gøre det til en thriller fremfor en erotisk film. Det er selvfølgelig en del af Giallo-konceptet, men jeg synes, at andre instruktører har gjort det langt mere elegant.

På nogen måder minder “Torso” lidt om slasherfilm som “Halloween” og “Friday the 13th”, der fik stor succes som serier op gennem 1980’erne. I “Torso” er det nemlig de seksuelt aktive kvinder/piger, der myrdes, mens jomfruen får lov at overleve, og det er jo typisk for en amerikansk slasherfilm, men måske ikke så typisk i europæisk sammenhæng.

Afsløringen af morderen var heller ikke den store overraskelse, selvom Martino forsøger at spille flere mulige emner på bordet, og vi helt frem til slutningen kun ser de sorte handsker og et maskeret ansigt, når morderen arbejder. 

Det, der efter min mening fungerede bedst, er i slutningen af filmen, hvor en af pigerne gemmer sig på husets første sal. Morderen ved ikke, at der er flere piger i huset og er i gang med at skaffe de øvrige lig af vejen. Her lykkes det at skabe en vis suspense, mens vi spekulerer på, om det kan lykkes pigen at slippe væk uset.

Instruktør: Sergio Martino
Udgivelsesår: 1973
Originaltitel: I corpi presentano tracce di violenza carnale

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

My Bloody Valentine (2009)

I 1981 udkom “My Bloody Valentine” første gang. Filmen blev instrueret af George Mihalka, og jeg har ikke selv set originalen, men den blev berygtet for at være så blodig og voldelig, at MPAA forlangte hele 9 minutter skåret væk. Først i 2009 lykkedes det at udgive en uncut version af den. Patrick Lussiers 2009 udgave er også temmelig blodig, og så er den efter sigende den første R-ratede film, der udkom i 3D.

“My Bloody Valentine” starter lige på og hårdt med at genfortælle den omtrentlige handling fra originalfilmen. En mineulykke fanger fem minearbejdere. Da det lykkes redningsmandskabet at finde frem til dem, er kun én – Harry Warden – i live. Det viser sig, at de fire andre minearbejdere er blevet slået ihjel med en hakke af Harry for at spare på luften. Men Harry er i coma og kommer på hospitalet. Et år efter ulykken (på Valentines Day) vågner han dog op, og starter et mordtogt der ender i minen, hvor en gruppe unge holder fest. Lige som han skal til at dræbe Tom Hanninger, der oprindelig var skyld i ulykken, dukker sheriffen dog op og skyder ham. Og det er blot de første 7 minutter …

Så hopper vi 10 år frem. Byen Harmony lider stadig under myten om Harry Warden, og i alle årene har Tom Hanninger holdt sig væk. Nu er han dog han tvunget til at komme tilbage for at sælge minen efter farens død. Han støder både ind i sin gamle rival, Axel, der nu er politimester i byen, og Sarah, som var begge mænds store kærlighed. Nu er Axel gift med Sarah, og han er ikke spor begejstret for, at Tom er tilbage. Tom er på den anden side heller ikke spor begejstret over Axel, som ikke just opfører sig dadelfrit overfor Sarah.

Men alt det bliver snart et mindre problem, for da Valentines dag nærmer sig, dukker Harry Wardens genfærd op, og endnu engang plages Harmony af den morderiske galning, som finder tilfredsstillelse ved at myrde sine ofre med sin hakke.

“My Bloody Valentine” er en underholdende slasherfilm uden de store overraskelser. Allerede i løbet af de første 15 minutter afsløres det stort set, hvem Harry Warden er, og selvom Patrick Lussier forsøger at smide lidt overraskelser ind undervejs, så skal man altså ikke have set mange film for at gennemskue den temmelig tynde psykologiske forklaring. På den anden side så er filmen fyldt af herlige splatterscener, når Harry myrder sine ofre. De bliver hakket i smadder på et utal af måder, og nogen ryger i tørretumbleren, mens andre får hjertet skåret ud og bliver efterladt på stedet. Blodet – og ligene – flyder i rigelige mængder, som det skal i en slasherfilm.

Rigtig uhyggelig synes jeg dog ikke, at “My Bloody Valentine” bliver på noget tidspunkt, og slutningen er desværre af typen, som ligger op til en sequel, hvilket jeg slet ikke synes, filmen kan bære.

Kan man lide en underholdende omgang slasher, så er “My Bloody Valentine” dog et udmærket bud. De tre hovedroller spilles af Jensen Ackles som Tom Hanninger (han er siden slået igennem i serien “Supernatural”), Jamie King som Sarah (“Sin City” og “The Spirit”) og Kerr Smith som Axel Palmer (“Final Destination“). Instruktør Patrick Lussier har tidligere stået bag film som “Dracula 2000” og “White Noise 2 – the Light”.

Jeg købte en dvd-udgave, som både indeholdt en 2D og en 3D udgave af filmen, og selvom jeg startede med at se den i 3D, blev jeg så irriteret over farverne, at jeg skiftede over til 2D i stedet for. Jeg har dog læst anmeldelser, som siger, at 3D effekten er vældig effektiv i filmen, så måske burde man have set den i biografen for det fulde gys.

Instruktør: Patrick Lussier
Udgivelsesår: 2009

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Penny Dreadful

Fobier er langt mere almindelige, end de fleste af os tror, og for den unge kvinde Penny Deerborn er det et reelt problem. Efter at hendes forældre omkom i en bilulykke, da hun var lille pige, har hun udviklet en fobi for biler. Penny var selv med i bilen, og hun har stadig vågne mareridt, hvor ulykken udspiller sig igen og igen.

Frygten lægger en alvorlig dæmper på hendes sociale liv, så hun ikke engang kan gå på dates. For hvad skal hun sige, når fyren tilbyder at hente hende, og hun ikke kan køre med uden at kaste op? Derfor er Penny begyndt at gå hos den anerkendte terapeut, Orianna Volkes, hvis mantra er, at man skal konfrontere sin angst, så de to kvinder begiver sig på en biltur til stedet, hvor ulykken skete. Men undervejs tager de en blaffer op, og det skulle de nok ikke have gjort …

Bagsideteksten lover en “psykologisk gyser i stil med På stop Med En Dræber” og kalder den en “klaustrofobisk gyser“. Jeg vil nu mene, at Rutger Hauer var klasser over psykopaten i “Penny Dreadful”, og rigtig klaustofobisk er filmen ikke. Penny bliver aldrig rigtig en person, jeg kunne bekymre mig om. Hele filmen igennem gennemrystes hun af hysteriske anfald, så tårer og snot flyver over hele skærmen, og jeg blev bare mere og mere træt af hendes hysteri.

Idéen med at måtte gennemleve sin fobi for at overleve er for så vidt udmærket tænkt, men udførelsen blev bare ikke rigtig løftet op over klichéerne, og filmens blaffer som et nyt horror-ikon holder slet ikke. Han var langt fra uhyggelig nok. Jeg vil dog give Mimi Rogers, et stort cadeau for rollen som Orianna. Hun spiller overbevisende – ikke mindst som død.

Instruktør: Richard Brandes
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på Horrorsiden.dk

My little eye

Fem unge melder sig til en konkurrence, hvor de hver især har muligheden for at vinde en million. De skal blot tilbringe de næste seks måneder i et ensomt beliggende hus fyldt med kameraer, som konstant filmer dem og uploader deres daglige gøren og laden til Internettet, hvor udsendelsens fans trofast følger med døgnet rundt. Reglerne er simple – de skal blive i huset uden kontakt til omverdenen, uanset hvad der sker. Og hvis en forlader grunden, har de alle tabt!

Det hele starter meget godt, men så får Danny besked om, at hans bedstefar, som nærmest har været som en far for Danny, er død, og begravelsen finder sted om to dage. De andre overtaler Danny til at blive, men så sker der andre ting. Emma vågner op med en blodig hammer i sengen ved siden af sig. I stedet for den ugentlige madforsyning får de mursten. Og hvem er det der hele tiden sætter den udendørs alarm i gang?

På nogen måder er “My little eye” ganske uhyggelig. Den er filmet med skæve og kornede kameravinkler, som svarer godt til husets overvågningskameraer, og især Kris Lemche og Laura Regan spiller rigtig godt (henholdsvis Rex og Emma). Men det lykkes ikke helt for instruktør Marc Evans at skabe en overbevisende klaustrofobisk fornemmelse i huset, hvilket man synes burde komme efter 6 måneders indespærring. 

SPOILER Der går derudover også utrolig lang tid, før historien for alvor begynder at blive skræmmende, og det virker altså underligt på mig, at firmaet gør så meget ud af at huse deltagerne så længe, hvis slutformålet hele tiden har været det samme? 

“My little eye” er fra 2002 og er helt tydeligt inspireret af tv-programmer som f.eks. Big Brother. Måske har den været mere uhyggelig lige da den kom frem, fordi konceptet ikke var så kendt endnu. Personlig blev jeg ikke specielt skræmt af historien, og selvom den for så vidt er okay underholdende, så tror jeg ikke, at jeg husker “My little eye” som noget særligt i fremtiden.

Instruktør: Marc Evans
Udgivelsesår: 2002

Mørkeleg

Mørkeleg instrueret af Martin SchmidtMartin Schmidt må være den danske instruktør, som har lavet flest gyserfilm. Året efter hans succesdebut med Sidste time, udkom han med Mørkeleg, som solgte lidt dårligere (96.224) men stadig klarede sig udmærket for en genrefilm. Manuskriptet er igen af Dennis Jürgensen, som siden omskrev det til bogform og udgav det.

Tim har fået fat i spillet Backstabbed, som endnu ikke officielt kan købes i Danmark. Det er en form for rollespil, hvor det gælder om at myrde hinanden. Sammen med vennerne Tine, Alexandra og Jonas mødes de i et dødsbo for at spille.

Men der er en rigtig morder løs. På den lokale bodega bliver Tines veninde Aia myrdet, og politiet frygter, at det er seriemorderen Flænseren, som er taget til provinsen efter sin hærgen i København. I det tomme hus går spillet dog i gang, uden at nogen er klar over begivenhederne ude i virkeligheden. Desværre viser det sig, at morderen befinder sig i huset med dem.

Mørkeleg er en dansk slasherfilm, og når man tænker på, hvor lidt handling og sammenhæng der kan være i plottet på amerikanske slasherfilm, så synes jeg egentlig, at Mørkeleg er en udmærket film. Det bliver ret hurtigt afsløret, hvem der er morderen, så publikum ved mere end hovedpersonen Tine. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, den vurdering var rigtig taget, for for mit vedkommende ville jeg have synes, det var mere uhyggeligt at blive holdt i uvidenhed.

Generelt er filmen dog underholdende, og Tine, som spilles af Line Kruse, spiller godt som den skræmte, men alligevel handlekraftige heltinde (der desværre ikke kan finde ud af at smadre et vindue for at komme ud). Morderen bliver dog lidt for manisk til min smag, og jeg synes, det er dumt at prøve at lade ham forklare, hvorfor han dræber. I slasherfilm er der ingen logik (og tit heller ikke et plausibelt plot), så der er ingen grund til at prøve at gøre mordene troværdige.

Om filmen:

Instruktør: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 1996

Udvalgt filmografi:

Sidste time (1995)
Mørkeleg (1996)
Kat (2001)
Bag det stille ydre (2005)
Monsterjægerne (2009)

 

Sidste time

Sidste time instrueret af Martin SchmidtEfter Nattevagten kom der fart på danske gysere. Allerede året efter udgav Regner Grasten Film Sidste time instrueret af Martin Schmidt med manuskript af Dennis Jürgensen. Filmen blev en biografsucces med 118.496 solgte billetter, og var dermed næsten på højde med film som Batman forever og Stargate. Den eneste danske film, som solgte mere i 1995, var Kun en pige. Filmen blev også solgt til udlandet, og jeg har fundet den tyske trailer, som kan ses i bunden af artiklen.

Syv gymnasieelever skal sidde efter en fredag eftermiddag, men da de kommer til klasselokalet, er der ingen lærer. Og da de forsøger at gå igen, låses døren og vinduerne lukkes hermetisk i. I stedet starter et tv, og en stemme fortæller dem, at der er begået et mord på gymnasiet, og dem der overlever har bestået.

Først er eleverne overbeviste om, at der er tale om en spøg, men da de finder liget af læreren Gerluf Løvholm, går alvoren op for dem. En for en får morderen fat i dem, og mens de kæmper for livet inde på gymnasiet, vises det hele på live tv udenfor…

Sidste time er blevet kaldt alt lige fra en “discountudgave af en gyser” (Gyldendals danske filmguide) til “pinlig dårlig fra start til slut” (Uncut.dk), men jeg er ikke enig. Dels husker jeg stadigvæk, hvordan jeg smed alle mine popcorn, i scenen hvor Ingas lig afsløres, da jeg så filmen i biografen i 1995. Dels synes jeg ikke, at gensynet var nær så tåkrummende som det ofte er, når man ser en ungdomsfilm mange år efter.

Der er naturligvis ting, der ikke er optimale. Ind i mellem er replikkerne lidt lamme, og man kan jo undre sig over, hvorfor personerne i gyserfilm ALTID skal dele sig op, når de ved (!!!!) at der er en morder løs. Men så dumme er de altså. Til gengæld spiller både Lene Laub Oksen og Mette Bratlann efter min mening rigtig godt, og Peter Jorde er rigtig slimet som tv-værten, der bare elsker sit job.

Nogen anmeldere har ærget sig over manglende splatter-effekter og synes, at det kikser fuldstændig med den overnaturlige vinkel, som pludselig kommer ind over historien. Jeg købte det fint, og synes det giver filmen en anden indgang end så mange andre slasherfilm, som jo i virkeligheden ikke er spor mere troværdige. For hvordan kan morderen altid vide hvert et træk, som ofrene gør? Og mht. splattereffekter så er det rigtigt, at filmen ikke drukner i blod. Til gengæld er de scener, der er med, helt ok lavet – og især scenen hvor man finder Iris lig.

Sidste time er lavet på et relativt lille budget, og det betød bl.a., at man ikke havde råd til en masse fancy locations. Derfor er det meste filmet på et gammelt gymnasium, men også det virker helt fint efter min mening. Eleverne løber rundt i gangene, op og ned ad trapper, gennem krybekældre osv. Men de kommer ingen vegne, og det giver en fin klaustrofobisk følelse. Friheden er lige udenfor døren, men de kan ikke komme derud.

Jeg synes absolut, at Martin Schmidt slap godt fra sin spillefilmsdebut, og hyggede mig med et gensyn her 15 år efter jeg så Sidste time første gang.

Om filmen:

Instruktør: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 1995

Udvalgt filmograf:

Sidste time (1995)
Mørkeleg (1996)
Kat (2001)
Bag det stille ydre (2005)
Monsterjægerne (2009)

Rovdyr

RovdyrRovdyr er en norsk slasherfilm, som på mange måder er set før, men ikke nødvendigvis af den grund er en dårlig film.

Vi befinder os i 1974, før mobiltelefonen og Internettet. Fire unge er på vej på ferie, og undervejs stopper de for at få noget at spise på en øde tankstation. Her samler de en ung kvinde op, som har haft motorproblemer og mangler et lift. De har dog ikke kørt længe, før hun bliver dårlig, så de stopper bilen og går ud. Og ud af intet dukker tre mænd op, som skyder kvinden, og også dræber en fra gruppen. De øvrige tre bliver bundet og ført ind i skoven, og da de kommer til sig selv, er de blevet byttedyr i en dødsensfarlig jagtleg.

Historien er som nævnt set før, og der er vist ingen tvivl om, at Patrik Syversen har været stærkt inspireret af Texas Chainsaw Massacre. Jeg tænkte Severance blandet med Wolf Creek blot med norske skuespillere. Men selvom handlingen ikke overrasker, så fungerer den egentlig meget godt. Det hele er filmet med håndholdt kamera (hvilket jeg dog generelt ikke er specielt vild med) og holdt i mørke, grålige toner, og virker på den led ganske realistisk, også set i forhold til den tidsperiode filmen foregår i. Skuespillet var okay, og selvom der er en del voldsomme scener, så svælges der ikke overdrevent i dem, som jeg f.eks. synes det gøres i Wolf Creek. Slutningen er dog en lille smule søgt.

Rovdyr er bestemt ikke en fantastisk og nytænkende gyser, men jeg synes, den var okay. Især når man tænker på, hvor svært det må være at være skræmmende på norsk.

Om Rovdyr:

Instruktør: Patrik Syversen
Udgivelsesår: 2008

The Hills Have Eyes, 1977

The Hills Have Eyes, 1977Så fik jeg også set den originale The Hills Have Eyes fra 1977 og kan konstatere, at Alexandre Ajas remake har været tro mod originalen.

Familien Carter er på vej til Californien. Undervejs beslutter de sig for at besøge en sølvmine, men ender med at køre galt på en grusvej langt væk fra civilisationen. Og det er ikke en gang det værste, for i området bor en ikke helt almindelig familie, og de har tænkt sig at invitere Carterne til middag – som hovedretten!

Sådan kan handlingen i “The Hills Have Eyes beskrives ganske kort. Undervejs er der en del grumme scener, og familien bliver langsomt slagtet en efter en.

The Hills Have Eyes var blot Wes Cravens anden spillefilm. I 1972 slog han sit navn fast med kult-klassikeren Last house on the left, og han var lidt betænkelig ved at begive sig ud i endnu en horrorfilm. Temaet i begge film kan beskrives som civilisationens sammenbrud, når den presses. I Last house on the left tager forældrene en frygtelig hævn over deres datters voldtægtsmænd, og ender på den måde med at være ligeså rå og voldelige som dem. Og i The Hills Have Eyes må også Carter familien bliver ligeså dyriske som kannibal-familien for at overleve.

Wes Craven lod sig overtale af vennen og produceren Peter Locke til at skrive The Hills Have Eyes efter at flere ikke-horrorfilm produktioner faldt til jorden for ham. Og hvor Last house on the left fik voldsomme hug af kritikerne for at være for voldelig og seksuel, så endte The Hills Have Eyes med at få langt bedre anmeldelser. Måske fordi kannibal-familien ikke lignede virkeligheden så meget som voldtægtsmanden Krug fra Last house on the left gjorde? Måske fordi Wes Craven ikke lagde ligeså meget vægt på at gøre voldtægtscenen så realistisk som i Last house on the left?

I 1974 var Tobe Hoopers The Texas Chain Saw Massacre, som også har en kannibalistisk familie i hovedrollen, udkommet, og Wes Craven lod sig inspirere af denne idé, som han mixede med historien om Sawney Bean – en skotsk kriminel fra 1700-tallet, der spiste sine ofre, og led en forfærdelig skæbne, da han blev pågrebet. Rent fysisk lånte Wes Craven også fra The Texas Chain Saw Massacre, idet art director Robert A. Burns også havde været art director på Tobe Hoopers film, så mange af effekterne i kannibal-familiens hule i bjergene stammer fra kannibal-familiens hus i The Texas Chain Saw Massacre.

The Hills Have Eyes blev lavet for blot 230.000 $. Det forekom dog Wes Craven at være et kæmpebudget, for Last house on the left blev indspillet for blot 90.000 $. På rollelisten ses bl.a. Dee Wallace (The Howling) og Michael Berryman, hvis karakteristiske ansigt pryder filmens cover, men også producer Peter Locke har en lille cameo som Mercury, den første af kannibal-familien som dør.

Om filmen:

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1977

The Funhouse

The FunhouseTobe Hoopers film The Funhouse er fra 1981. Amy tager med den upolerede Buzz på date. De besøger et omrejsende tivoli, som Amy ellers har fået forbud mod at tage til, for “der var noget med nogen der forsvandt der i en anden by”. Sammen med Amy og Buzz er vennerne Liz og Richi. Og uden at nogen opdager det, følger også Amys lillebror Joey med.

I tivoliet hygger de unge sig, ryger nogle joints og prøver nogle forlystelser, men da det er ved at være tid til at gå hjem, foreslår Richi, at de bliver og overnatter i spøgelseshuset. Som sagt så gjort, og til at begynde med hygger de unge sig vældigt. Men så hører de spetakel og overværer et mord. Desværre opdager morderen, at nogen er i huset med ham, og nu går jagten ind på de unge. En for en bliver de fanget i spøgelseshuset mange mørke kroge …

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om The Funhouse. På nogle måder er det en sjov idé, og kulisserne i spøgelseshuset er fin baggrund til forfølgelsen og slasherscenerne. Men på andre måder er filmen bare blevet for 80’er agtig. Jeg bliver så irriteret over piger, der bare står og skriger hysterisk, mens fyrene kæmper for livet. Derudover synes jeg også, at optakten er alt for lang, samtidig med at klimaks’et til sidst i filmen ikke er særligt godt lavet. Det virker ikke overbevisende og er alt for “dødt”.

Det var ikke spild af tid at se The Funhouse, men jeg kommer ikke til at huske den som en af Tobe Hoopers bedste film.

Om The Funhouse:

Instruktør: Tobe Hooper
Udgivelsesår: 1981

The Hills Have Eyes 2

hillshaveeyes2Mange af filmene, jeg har set det sidste stykke tid, har enten været middelmådige eller decideret dårlige. Derfor var det en stor fornøjelse at se “The Hills Have Eyes 2”, som i mine øjne er alt det, en god gyser skal være.

Alexandre Aja lavede i 2006 en genindspilning af Wes Cravens film “The Hills Have Eyes” fra 1977. Genindspilningen var yderst vellykket, og filmselskabet ville godt se et manuskript på en efterfølger. Wes Craven og hans søn Jonathan satte sig sammen, og i løbet af en måned skrev de manuskriptet til toeren. Filmselskabet var med på idéen, og Martin Weisz blev bedt om at instruere den. Og er der kommet et supergodt resultat ud af.

“The Hills Have Eyes 2” starter, hvor etteren slutter. Hæren er rykket ind i sektion 16 for at finde ud af, hvem der myrdede familien, og oberst Redding, som står i spidsen for operationen, ønsker at sprænge hele mineområdet i luften og smadrer alt, som endnu måtte leve der. Men han når ikke så langt.

Samtidig er en gruppe unge nationalgardister på øvelse i nærheden. De får besked om at tage omkring oberst Reddings lejr på tilbagevejen, men da de når frem, er lejren tom. Et nødopkald får dem op i bjergene, pånær Napoleon og Amber som bliver i lejren. Her går det dog op for dem at noget er helt galt, og snart er deres vogn stukket i brand, og nogen har taget deres våben. De må forsøge at finde deres kammerater – men også de er i knibe.

Herfra tager filmen os dybere ind i bjergene og langt ned i minerne, og vi ser glimt af det uhyrlige liv, mutanterne lever langt borte fra solens lys.

Jeg synes, det er fantastisk, hvor stor forskel der er på god og dårlig horror. Her følte jeg straks sympati og samhørighed med de unge soldater, hvor jeg i f.eks. “Red Sands” aldrig opnåede en interesse i soldaternes skæbne. Historien er mere sammenhængende, og selvom man jo i bund og grund godt ved, hvad der vil ske, så er udførelsen alligevel så gennemtænkt, at man bliver overrasket og forskrækket gang på gang. Samtidig er der også puttet en god del humor ind i historien, som når en af mutanterne munter vinker bye bye – med en afhugget arm!

Filmens udendørs-scener er optaget i Marokko, og bjerglandskabet er barskt og fantastisk smukt – samtidig med at man ikke er i tvivl om, at her findes dødelig fare, når filmens actionscener går i gang.

I ekstra-materialerne fortæller Wes Craven, at filmen også er en kommentar til den nuværende politiske situation. I “The Hills Have Eyes 2” sendes en gruppe unge soldater ud i en situation, som de er uforberedte på og ingen chancer har for at blive forberedte til. De må kæmpe mod dyriske skabninger, som viser sig at være mennesker – og at være kløgtige endda. Samme situation er de unge amerikanske soldater, der sendes til Afghanistan og skal kæmpe mod folk, der har en helt anden kulturel baggrund og derfor virker uforståelige og dyriske. Jeg tror ikke, jeg havde fanget denne allegori, hvis ikke Wes Craven havde gjort opmærksom på den, og synes også at filmen klarer sig fint uden denne ekstra dimension.

Ekstra-materialerne afslører også, at der er blevet lavet en graphic novel med titlen “The Hills Have Eyes – The Beginning“, som jeg helt sikkert gerne vil have fingre i. Den fortæller historien om sektion 16 de sidste halvtreds år, og her lærer vi baggrunden for mutanternes opståen. Efter sigende skulle den være voldsom og blodig, og de tegninger der blev vist, ser utroligt flotte ud.

Man kan sagtens se denne toer uden at have set hverken originalen (som jeg stadig har til gode) eller Alexandre Ajas genindspilning. Men jeg kan bestemt anbefale ikke at gå glip af den sidste, for den er altså også værd at se.

Læs også Uncuts noget mere forbeholdne omtale.

Instruktør: Martin Weisz
Udgivelsesår: 2007