september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘venskab’

Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg

Nikolaj Højberg debuterede i 2009 med novellesamlingen ”Vandringer i mørke”, som året efter blev efterfulgt af endnu en novellesamling ”Lejlighed 42”. Jeg var især begejstret for debuten, men også ”Lejlighed 42” er bestemt værd at læse.

Nu er Højberg også sprunget ud som børnebogsforfatter med romanen ”Anton Salems dukkehus”, som i pressemeddelelsen beskrives at være rettet mod ”… drenge i 10-12 års alderen med hang til action og hurtige fortællinger.” Og her er i hvert fald masser af action!

Robert er lige flyttet til et nyt hus sammen med sine forældre og lillesøsteren Sofia. Sammen med vennen Christian finder de et imponerende dukkehus på loftet lavet af legetøjsmageren Anton Salem i 1929. Sofia overtaler drengene til at hente det ned, så hun kan lege med det.

Om natten har Robert mareridt, og da han vågner, er Sofia væk. Robert er sikker på, at hun er blevet fanget i dukkehuset, og sammen med Christian lykkes det ham at komme ind i huset. Men det er først nu, at mareridtet virkelig begynder, for dukkehuset er fyldt med levende legetøj, og intet af det virker interesseret i at hjælpe drengene med at finde Sofia. Først da de møder spøgelsespigen Katrine, finder de ud af, hvor Sofia er, og nu bliver det et kapløb med tiden i en verden fyldt med ukendte farer.

“Da Robert lidt senere trak gardinerne til side, fik han noget af et chok for hele horisonten brændte med vulkaner, og mellem ham og dem lå en slette gennemskåret af glødende sprækker. Og ikke nok med det: Sletten var også alt andet end flad; den krummede så meget at det svimlede. “Hold da op mand!” gispede Christian. “Prøv lige at tjek den krumning. Vi er jo flere kilometer oppe!” Med dirrende fingre åbnede han et af vinduerne og lænede sig ud. “Der er en afsats vi kan gå på hen til et nedløbsrør, men der er dælme langt ned.” Inden Robert nåede at sige noget, svingede Christian benene ud over vindueskarmen og begyndte at kante sig til højre. “Tag mig med,” sagde Pax. “Jeg kan vise vej.”

Som i sine voksen-fortællinger lader Nikolaj Højberg verden udvikle sig fuldstændigt uforudsigeligt her i ”Anton Salems dukkehus”, som nærmest er en blanding af ”Alice i Eventyrland” møder ”Hans og bønnestagen” peppet op med sværd, magi og masser af action. Dukkehus-universet ændrer sig konstant først med forskellige slags legetøj, og siden, som børnene bevæger sig ud af huset, med både fantasy-elementer og gedigne horrorstrejf.

I og med at det er en børnebog, er her personerne ikke så facetterede, men de fremstår overbevisende nok, og jeg er sikker på, at målgruppen ikke vil kede sig et øjeblik under læsningen, for Højberg putter hele tiden nye twists and turns ind i fortællingen, så spændingskurven holdes stigende hele vejen.

“Anton Salems dukkehus” er med andre ord en underholdende børnebog, der oven i købet er begavet med en virkelig fed forside, som også Emil Blichfeldt bemærker i sin anmeldelse i Weekendavisen. Her skriver han:

Nikolaj Højberg har indtil nu mest udgivet horror for voksne. Horror af den slags der skaber ægte ubehag. Han udgives på forlaget Kandor, der drives af ildsjæle, der kan deres kram. Selvom de ikke har mange penge at rutte med, så er de lige så gode til at lave bøger som de store forlag. Nu har Nikolaj begået sin første ungdomsbog, der nok mest er for drenge. En Dark fantasy roman, hvor der virkeligt sker mange ting, måske lidt for mange ting, men Nikolaj taber ikke tråden undervejs. Han leverer en historie, der både er underholdende og spændende i en dyster verden, hvor kun de færreste kan overleve.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Dusan Kostic

Læs mere på Kandors hjemmeside

Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Inspireret af et indlæg på Horrorsiden om “den uhyggeligste bog i verden” læste jeg fornyligt Bjarne Dalsgaard Svendsens “Khi-ritualet” – og ja, selvom det er en børnebog, er der bestemt gods i til et godt gys.

Anders og David er venner. Sammen med deres 9. klasse skal de på en lejrskole ved Silkeborg, hvor de skal indsamle planter m.m. til en temauge om biologi. Den første dag finder de sammen med pigerne Linda og Eva et gammelt hus midt inde i skoven. Udvendigt ser huset faldefærdigt ud, men indvendigt er det ikke mishandlet – kun støvet og ubrugt. Der hviler dog en uheldsvanger atmosfære over stedet, og da David ser en skikkelse i et af rummene, får de nok og forlader huset. Men Anders har glemt sin hat, så om aftenen tager de tilbage for at hente den …

“Khi-ritualet” er et grusomt okkult ritualt, som kun bruges af de mest forhærdede, så der er lagt op lidt af hvert, da David og de andre bliver involveret i husets hemmelighed.

Jeg synes, Bjarne Dalsgaard Svendsen fortæller sin historie godt og uhyggeligt. Plottet fungerer, og det eneste jeg synes var lidt irriterende var personernes dialog, men det er formentlig, fordi jeg ikke er teenager mere. “Khi-ritualet” er måske nok ikke den uhyggeligste bog, jeg har læst, men den var god underholdning alligevel.

Udgivelsesår: 2002
Omslag: Per Jørgensen

Låt den rätte komma in

Låt den rätte komma inJeg var vildt begejstret for John Ajvide Lindqvists bog Lad den rette komme ind, og netop derfor har jeg haft svært ved at tage mig sammen til at se filmatiseringen, som har lagt på mit natbord i over en måned nu. Men i går tog jeg mig sammen – heldigvis – for Låt den rätte komma in er en fin gengivelse af historien.

Oskar er 12 år og bor alene med sin mor i et socialt boligbyggeri i Sverige. Han ser sin far ind i mellem, og de har det fint sammen – når faren ikke drikker. I skolen går det ikke så godt. Her bliver Oskar mobbet af klassekammeraten Conny og dennes medløbere.

En dag flytter pigen Eli og hendes bedstefar ind i lejligheden ved siden af Oskar. Han møder Eli en aften i gården, og de to bliver venner. Men den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og Eli er ikke en almindelig pige.

Da jeg skrev om bogen her på siden, kaldte jeg den en socialrealistisk vampyr historie. Det kan man også godt kalde filmen. Tomas Alfredson, som har instrueret, har lagt vægten på forholdet mellem Oskar og Eli, og ikke på de mere blodige aspekter der trods alt også er i historien.

Låt den rätte komma in er en meget fint fortalt historie om venskab og kærlighed, og om hvor svært det kan være at være barn og ikke passe helt ind. Billederne glider roligt af sted, og der er pauser undervejs, hvor kameraet dvæler ved detaljer i naturen.

Underlægningsmusik bruges kun sparsomt. Det meste af filmen høres kun de faktiske lyde, og det er med til at holde fokus på personerne. Derfor er det ekstra vigtigt, at de to børneskuespillere fungerer, men det gør de heldigvis utrolig godt. Kåre Hedebrant giver et rørende portræt af den forsømte dreng Oskar, og Lina Leandersson er pragtfuldt overbevisende som Eli.

Låt den rätte komma in er ikke en gyser fyldt med action, blod og forskrækkelser på stribe. Det er en lavmælt fortalt histoire med fokus på personerne og det at være anderledes. Jeg tror, det er en film, som i ligeså høj grad appellerer til ikke-gyserfans, men synes personligt at ingen bør snydes for at se den.

John Ajvide Lindqvist har i øvrigt selv skrevet manuskriptet til filmen.

Om Låt den rätte komma in:

Instruktør: Tomas Alfredson
Udgivelsesår: 2008

Også omtalt på Horrorsiden.dk

The Ruins

The RuinsJeg havde glædet mig til at se The Ruins, som jeg havde hørt var rigtig god, uden egentlig at vide hvad den handlede om. Heldigvis levede den op til rygterne.

4 venner er på ferie i Mexico. Dagen før de skal hjem, bliver de inviteret på en tur ud til et gammelt Mayatempel, som ikke er kendt af offentligheden af tyskeren Mathias, hvis bror er arkæolog og på udgravning ved templet. Men da vennerne kommer frem til templet, bliver de overfaldet af nogle lokale og tvunget til at flygte op på toppen af templet. Nu kan de ikke komme væk, ingen ved hvor de er, og de har snart ikke mere vand og mad tilbage. Og for at gøre situationen endnu værre, kommer Mathias alvorligt til skade.

The Ruins er en utrolig flot film. Den er stort set filmet i højt solskin hele vejen igennem, og det gør effekterne endnu mere skræmmende, for det er meget realistisk lavet. I ekstra-materialerne viser de nogen af de benproteser, der bruges i filmen, og det er vildt imponerende!

Samtidig skal vi et godt stykke ind i filmen, før det går op for én, hvem det virkelige monster er, og det var en fed overraskelse – i hvert fald for mig.

Carter Smith er selv fotograf, og det er måske medvirkende til, at der er lagt så meget arbejde i billedsiden. Samtidig er manuskriptet dog 100 % i orden. Scott B. Smith, som har skrevet romanen, har nemlig også udarbejdet manuskriptet.

Om The Ruins:

Instruktør: Carter Smith
Udgivelsesår: 2008

Læs også Janus omtale af “The Ruins” på horrorsiden.dk

Adrift

“Adrift” er en af de film, jeg købte, fordi den var billig, og så lå den på min hylde i lang tid, og jeg kunne ikke tage mig sammen til at se den, fordi jeg – inderste inde – forventede noget bras. Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at se den, og til glædelig overraskelse for mig synes jeg faktisk rigtig godt om den!

“Adrift” (som på IMDB kaldes “Open water 2: Adrift”) handler om en gruppe venner, som tager ud på en stor yatch for at fejre den enes fødselsdag. Det er fest og fornøjelse, indtil de beslutter sig for en svømmetur. For da de vil ombord igen, opdager de, at de har glemt at hænge stigen ud. Det bliver starten på et sandt mareridt, og vennerne begynder nærmest at vende sig mod hinanden i kampen for at overleve.

“Adrift” påstår at være bygget på en sand historie. Det ved jeg ikke noget om, men jeg ved, at den er yderst effektivt fortalt, og at Hans Horn med sine billeder skaber en klaustrofobisk og skræmmende scene. Skuespillet er i top, og jeg var vildt underholdt. Jeg havde dog nogle idéer til, hvordan man kunne forsøge at komme op i båden, som jeg ikke forstår, de ikke prøvede. Men det er nok også lettere at tænke logisk, når man sidder i sin sofa, end når man kæmper for livet på det åbne hav i en film.

Instruktør: Hans Horn
Udgivelsesår: 2006

Også omtalt på horrorsiden.dk

Fido

Fido. Hentet på www.moviezoo.dkMin gode kollega Janus, som står for horrorsiden.dk, omtalte for længe siden denne herlige perle “Fido” – en zombiefilm, som foregår i en idyllisk forstad i hvad der minder om 1950’ernes USA. Den lille kernefamilie bestående af mor, far og lille Timmy mangler kun en ting for at alt er idyl, og det er en zombie!

Efter den alvorlige zombie-krig er der nu skabt sikkerhed inden bag byernes mure, og alle som er noget, har deres egen zombie til at varte op, slå græs og hvad man ellers ikke selv gider. Far Robinson er dog ikke meget for zombien (som Timmy døber Fido), men mor og Timmy falder snart for Fido, som har tid til at lege med Timmy og danse med moren.

Det går dog galt, da Fido under en parktur bider gamle fru Henderson. Før Timmy får hende begravet, har hun bidt en anden, og snart er en miniaturekrig i gang. Desværre opdager den nye nabo, som er sikkerhedschef hos zom.com, at Fido har noget med sagen at gøre, og han bliver fjernet fra hjemmet. Men Timmy har ikke tænkt sig at lade Fido i stikken…

Jeg havde høje forventninger til “Fido”, og de blev heldigvis indfriet fuldstændig. Jeg morede mig vældigt, og glansbillede-idyllen garneret med halvrådne zombier, som travede rundt med paraplyer og serverede driks, er overdådigt lavet. Og så var det jo også ret morsomt at se Carrie-Anne Moss (fra bl.a. “Matrix” og “Red planet”) som hjemmegående husmor med større opmærksomhed på at Timmys bluse var blevet beskidt, end at den var blevet det, fordi han var blevet overfaldet af bøller i skolen.

Læs også omtalen på horrorsiden.dk

Instruktør: Andrew Currie
Udgivelsesår: 2006

Som en ond drøm af Stephen King

“Som en ond drøm” handler om de fire barndomskammerater Jonesy, Beaver, Pete og Henry. De mødes hvert år til en uges jagt i november, hvor alle problemerne bliver glemt og historierne fra gamle dage genopfrisket.
Som en slags femte mand i gruppen er Duddits, en retarderet dreng, som de hjalp tilbage i barndommen. Men efterhånden som de fire voksede op og flyttede fra byen, har de lidt efter lidt mistet kontakten med Duddits, og da bogen starter, har de ikke set ham i flere år.

Historien begynder på jagtturen i skoven, hvor en mand pludseligt dukker op foran Jonesy, der er lige ved at tage ham for et rådyr. Først i sidste øjeblik ser han, at det er en jæger. Jonesy tager manden med tilbage til hytten, da det går op for ham, at han er syg. Det viser sig dog, at det ikke er en almindelig sygdom, jægeren har. Han er blevet inficeret af et rumvæsen.

Et rumskib er styrtet ned i skoven, og der er flere overlevende rumvæsner. Militæret ved besked og forsøger at afspærre området. De folk, som er så uheldige at befinde sig inden for det inficerede område, bliver holdt i karantæne. Kurtz, som leder operationen, er halvgal, og da tingene kommer ud af kontrol, mister han sin sidste rest af fornuft. Det er nu i et kapløb med tiden og med Kurtz, at de overlevende venner må forsøge at stoppe rumvæsnet, der har besat Jonesy, inden det når at inficere hele Derry by.

King kan noget med ord. Hans beskrivelser af de fire mænds kammeratskab og det tætte bånd, de knytter til Duddits, er utroligt velskrevet. Selve historien er også elementært spændende, og så er hans beskrivelse af Kurtz og den mentalitet, han står for, i en klasse for sig.

Bogen blev filmatiseret i 2003 og har bl.a. Morgan Freeman og Damian Lewis på rollelisten.

Originaltitel: Dreamcatcher
Udgivelsesår: 2000

Det onde af Stephen King

Det onde af Stephen KingByen Derry i Maine er en ganske almindelig by, bortset fra at der med ca. 30 års mellemrum sker en række dødsfald. Nogen gange mord, andre gange ‘uheld’ på fabrikker e.lign. Bag dødsfaldene står ‘Det Onde’ som gerne viser sig for ofrene som klovnen Pennywise.

Syv børn finder sammen en sommer, og før de ved af det er de involveret i kampen mod Pennywise. De vinder – tror de – men efter 30 år begynder det igen, og de syv må samles endnu en gang.

King har med “Det onde” skrevet en fremragende fortælling om børn og venskab. De 7 børn er alle mere eller mindre udstødte af “det normale” samfund, men sammen finder de deres eget univers for en sommer. Da det onde træder ind, giver deres venskab dem en enestående styrke, og det er denne styrke, de skal finde frem, da de som voksne igen må konfrontere det onde.

“Det onde” blev i 1990 filmatiseret til tv, og klarede filmatiseringen nogenlunde. Tim Curry spiller rollen som Pennywise rigtigt godt, men slutningen kan ikke rigtigt laves på film uden at blive nærmest tåbelig. Alligevel indeholder filmen nogle ganske gode gys, og historien om børnenes sammenhold er stadig god.

En ny filmatisering af “It” er undervejs (2017), denne gang med Bill Skarsgaard i rollen som Pennywise. Ifølge Kino.dk bliver den nye film opdelt i to dele, hvoraf den første kommer til at foregå i 1980’erne og kun omhandler børnenes kamp mod Pennywise.

Om bogen:

Originaltitel: It
Originaludgivelse: 1986
Dansk udgivelse: 1996
Forlag: Artia

Dødenkelt af Peter James

Dødenkelt af Peter JamesEn polterabend ryger helt af sporet og får tragiske konsekvenser. De 4 venner begraver Michael i en kiste, mens de er væk et par timer. Men på vej tilbage kører de galt og omkommer, og hvem ved nu, hvor Michael er?

Læs Litteratursidens anbefaling.

Om Dødenkelt:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Dead simple
Forlag: Cicero, 332 sider

Christine af Stephen King

Christine af Stephen KingDennis er en ganske almindelig skoledreng. Hans bedste ven er Arnie Cunningham – en bumset, nervøs og genert dreng uden held med pigerne eller med særligt meget andet. En dag vender heldet dog for Arnie. Han køber drømmebilen – en Plymouth Fury fra 1958 – som dog trænger til en del istandsættelse. Det lader Arnie sig dog ikke gå på af, og snart er han ejer af det gamle lig.

Men Christine – som Arnie døber bilen – er ikke en almindelig bil, og da Arnie møder den søde Leigh og begynder at date hende, er Christine langt fra tilfreds!

Med Christine har Stephen King skrevet en udmærket historie. Idéen om en hjemsøgt bil er velfortalt, men det bedste er efter min mening portrættet af Arnie. Hvordan han udvikler sig fra en genert bumset ung dreng til en kynisk og kold mand, og hvordan venskabet med Dennis forandrer sig undervejs.

John Carpenter står bag filmatiseringen fra 1983, som ikke er noget særligt. Den er dog langt fra så dårlig som f.eks. Firestarter, så se den bare en kedelig hverdagsaften.

Om filmen:

Originaltitel: Christine
Udgivelsesår: 1983