Plantagen – Den hvilende ondskab af Steen Langstrup

Den hvilende ondskab - Plantagen 1Det er nok ingen hemmelighed her på siden, at jeg er ret begejstret for Steen Langstrups bøger. Det var derfor også med stor forventning, at jeg kastede mig over Den hvilende ondskab, som er første del i trilogien Plantagen. Og heldigvis blev mine forventninger indfriet til fulde …

Tæt ved Gillsby ligger en skov, som de lokale kalder Den Lukkede Skov. Her er ingen kommet i flere hundrede år, og området er hegnet ind, så man ikke ved et uheld kan gå derind. Anders Kromann har dog fået færten af en ny dyreart, og det lykkes ham at få adgang til skoven hvor han vil forsøge at få et levende eksemplar med hjem.

Samtidig har enkemanden Hans købt en nedlagt plantage ikke langt fra skoven. Han vil åbne en form for sommerlejr for børn, der har det svært i dagligdagen, og han håber på at overtale sin søn og datter til være med i projektet. Derfor har han inviteret dem på et weekendophold.

Men weekenden forløber ikke helt som planlagt, for det lader til, at der er en kerne af sandhed i de gamle sagn, om ondskaben der lurer i skoven …

Steen Langstrup er tilbage i storform med denne skræmmende og velskrevne roman om en lurende ondskab, der langsomt men sikkert indhenter dig, hvis du bevæger dig ind i den lukkede skov. Det kan ikke være let at gøre en dansk skov så uhyggelig, men Langstrup formår at få de små hår til at rejse sig, når Anders Kromann bevæger sig længere og længere ind i mørket.

Langstrup opbygger spændingen stille og roligt. Vi bliver ikke plastret til med bloddryppende ondskab og udpenslede grusomheder. I stedet er det de små ting, som øger uhyggen side for side, til vi til sidst bliver præsenteret for ondskaben fra den lukkede skov. Men heller ikke her forfalder Langstrup til ”more is better”, og slutningen fremstår virkelig grum uden at blive for overdrevet, selvom afsløringen af, hvad det onde er, ikke er en fuldstændig overraskelse.

Sproget flyder let og lokker hele tiden læseren videre, og det er lykkes at skabe nogle troværdige og bekymringsværdige personer, som man virkelig håber det bedste for. En af personerne har en fobi for parkeringskældre, og denne angst beskrives så levende, at jeg fik helt ondt af hende. Det er langt fra hver gang, at det lykkes i en gyser.

Endelig sætter jeg også pris på, at Den hvilende ondskab har et ret lækkert layout. Det er en paperback, men alligevel har Langstrup kælet for detaljerne. Det gør både læseoplevelsen mere interessant, og selvom historien selvfølgelig ikke bliver bedre af et godt layout, så er det nu engang fedt med bøger, hvor der er tænkt en sammenhæng mellem indhold og udseende.

Jeg glæder mig til fortsættelsen, og så er det blot pragtfuldt at konstatere, at det danske gys virkelig blomstrer. Ikke alene har vi garvede forfattere som Steen Langstrup og Patrick Leis, der kan levere varen. Der dukker også nye talenter op som Teddy Vork, Michael Kamp m.fl. som skriver, så det ridsler en koldt ned ad ryggen. Herligt!!!

Læs mere om Plantagen på Mørket

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.