Pigen med det regnvåde hår af Teddy Vork

Pigen med det regnvåde hår af Teddy Vork

Gustavs forældre er blevet skilt, og nu skiftes han til at bo hos dem. Faren er lige flyttet ind i en ny lejlighed i en opgang, hvor der ikke bor andre børn. Men da Gustav får fri fra skole, står der en dag en drivvåd pige i opgangen. Hun står helt stille og stirrer ind i døren uden et ord. Det skræmmer livet af Gustav, for pigen føles bare helt forkert.

Da han et par dage efter har vennen Elijah med hjem, står pigen der igen. Og nu står hun på første sal! Det er dog først da veninden Becca følger med de to drenge, at det for alvor bliver uhyggeligt, for Becca kan ikke se pigen. Hvad vil den våde pige, og hvorfor bevæger hun sig hele tiden op mod Gustavs lejlighed?

Pigen med det regnvåde hår er en stemningsfuld spøgelseshistorie for de +12-årige. Men det er også en fortælling om at være barn midt i en skilsmisse. Om altid at savne den ene forælder og frygten for at det gør den anden forælder ked af det. Om hvordan hele ens verden pludselig vendes op og ned, uden at man har nogen indflydelse på det. Og om venskab og spirende kærlighed.

For mig passede temaet perfekt til [gyser]genren, da den centrale figur, genfærdet, ud over at være rædselsvækkende også symboliserer fortiden, splittelsen mellem to verdener og ikke hører naturligt hjemme nogen steder, lidt som et skilsmissebarn kan føle det.” (Teddy Vork)

Forfatter Teddy Vork er eminent til at beskrive de svære følelser, samtidig med at han fortæller en spændende historie. Og så tegner han nogle yderst troværdige personer. Portrættet af Gustav er simpelthen så fint, og jeg kom virkelig til at føle med ham. Han vil kun sine forældre det godt, men inderst inde drømmer han stadig om at de finder sammen igen. Der er også en fin passage om Gustavs ven Elijah og forældrenes reaktion på ham. Man skal jo være inkluderende, men ønsker samtidig kun det bedste for ens børn.

På sin Facebook-side fortæller Vork, at idéen til historien, slog ned som et lyn fra en klar himmel. I forbindelse med sin egen skilsmisse flyttede han i lejlighed, og da sønnen spurgte efter andre børn i opgangen, var svaret nej.

”I samme nu røg det så ud af mig: “Men har du set hende pigen med det regnvåde hår, der står helt oppe ad døren nede i stueetagen?”
“Stop, far,” sagde August. Det gjorde jeg, men lige dér vidste jeg, der var en historie. Det er første gang, jeg har prøvet at få en idé på den måde, som et meteornedslag.” (Teddy Vork)

Historien fortælles kronologisk gennem Gustav, og teksten er opsat med stor, læsevenlig skrift. Men da Gustav og vennerne begynder at søge efter, hvem pigen er, er teksten pludselig opstillet som avisartikler. Og når man ved, at Marbæk Plantage ved Esbjerg var scene for et uopklaret mord i 1970’erne, bliver det ekstra creepy. Andre steder står teksten som sms-beskeder, og der er i det hele taget arbejdet med formen.

En anden layoutmæssig lækkerbisken er det lille emalje nummerskilt, som indleder hvert kapitel. Endelig er jeg også nødt til at rose Pigen med det regnvåde hår for den atmosfærefyldte forside tegnet af Christian Guldager. Jeg elsker, når en bogs indhold og udseende går op i en højere enhed, og det gør det her.

I 2021 udgav Teddy Vork den lidt sørgmodige coming-of-age fortælling/gyser De døde husker. Pigen med det regnvåde hår lægger stemningsmæssigt op ad denne og kan ligeså varmt anbefales.

Uddrag af bogen:

Gustav kneb øjnene sammen, idet han fik øje på noget ved gulvet ved siden af støttebenet.

Vand. En lille pyt. Nej, mere et vådt fodspor.

Loftslampen spejlede sig i fodaftrykket. Han kunne se de tynde riller fra sålen. Havde han selv trådt i en vandpyt? Men der havde ikke været nogen, havde der? Han kiggede sig over skulderen.

Lyset glinsede i fire-fem fodtryk hele vejen hen til døren, hvor han var kommet ind. Gustav løftede foden. Hans Vans havde et diamantformet mønster, ikke riller. Han satte foden på gulvet igen. Og ved siden af mønsteret på gulvet, på hver side … var der to tynde, fugtige spor, som fra regnorme.

I det samme gik lyset ud.

Mørket styrtede ind over Gustav som et jordskred. Han stødte mod sin cykel, som væltede med et brag. Han fægtede med armene. Det ville få lyset til at slå til, det var sådan en slags lys, var det ikke? (side 15)

Reklame: Tak til forlaget Calibat der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Pigen med det regnvåde hår:

Udgivelsesår: 14.08.2023
Forlag: Calibat, 247 sider
Omslag: Christian Guldager

Læs også:

De døde brødre af Nick Clausen
Med døden til følge af Lars Daneskov
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Pigen der elskede Tom Gordon af Stephen King
Imitator af Patrick Leis
Sådan overlever man alt af Ewan Morrison
Scrapbogen af Karsten Mungo Madsen
Hundene af Allan Stratton
De døde husker af Teddy Vork

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.