Har konspirationsteoretikerne ret? Er Jordens elite inficeret af aliens? Og hvem er Oriongruppen? Torben Magnild Husum smider alle brikkerne op i luften i Orion-effekten, bind to om Tom og Ole, privatdetektiver med speciale i det ‘unormale’.
For et par år siden faldt jeg tilfældigt over Thulesingulariteten, som er første bind om det umage par. Jeg var godt underholdt, men lidt skeptisk på plottet og personerne. Det er jeg ikke denne gang. Om det er forlagsskiftet og en ny redaktør, eller om det er større skriveerfaring hos forfatteren ved jeg ikke, men for mig spiller det hele denne gang. Orion-effekten er en hæsblæsende, rablende og fuldstændig ‘over the top’ scifi-thriller, der underholder max.
Historien begynder i Danmark, hvor Tom og Ole er på vej til Sønderjylland efter et tip. Her møder de korncirkelforskerne Winnie og Konrad og deres hund Sommer. Winnie kan fortælle dem om en korncirkel, der er opstået i USA på nøjagtig samme tidspunkt som den i Danmark, og Tom er overbevist om, at der er en sammenhæng. Mens de forsøger at finde den, møder de Roan, en afhoppet kaptajn for et hemmeligt rumprogram som Oriongruppen står bag. For at finde ud af mere om gruppen tager Tom og Ole til Colorado, USA, og herfra udvikler historien sig endnu mere hæsblæsende.
Jeg må indrømme, at jeg er ved at udvikle en svaghed for de to hovedpersoner. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens Tom Eske har et ukueligt godt humør og en viden om det mystiske, det okkulte og konspirationsteorier ud over det sædvanlige. De to udgør et godt makkerpar og tilfører historien en skøn skæv humor.
Orion-effekten er herlig underholdning. Historien er vild og kulørt og minder om 1980’ernes B-film, hvor ‘more is more’. Der er fuld knald på handlingen, og der spildes ikke tid på forklaringer. Plottet er langt ude, men det virker alligevel. Her er ikke tale om et litterært mesterværk, og det er sikkert ikke alle, der vil sætte pris på historiens galskab. Men er du til konspirationer, skæve personer og rum-ramasjang, så grib fat i Orion-effekten. Jeg blev i hvert fald ikke skuffet.
Uddrag af bogen:
Tom gik over for at sætte en ny plade på afspilleren, mens han gestikulerede energisk med armene. Han var nær snublet i en af sine egne bogstakke på gulvet.
“Einstein diskuterede i starten af forrige århundrede med Niels Bohr om det paradoks i kvantefysikken, at en partikel, der er et bestemt sted i tid og rum, tilsyneladende kan påvirke en partikel et helt andet sted. I dag kalder man det: kvantemekanisk sammenfiltring. Det at der er en usynlig sammenhæng mellem de to adskilte partikler.”
“Okay,” sagde jeg. Min hjerne var allerede stået af. “Hvad har det lige med korncirklerne at gøre?”
“Det er tydeligvis et budskab. Kan du ikke se det?” sagde Tom og lo. “Et vink til et af kvantemekanikkens tidlige paradokser, at de er opstået på den her måde, så langt fra hinanden og alligevel med en tydelig forbindelse. Adskilt og dog forbundet.”
“Et budskab fra hvem? Til os?” Min hjerne var ekstra sløv oven på måltidet.
“Det vil jeg da tillade mig at håbe. En livslang drøm,” sagde Tom. “Jeg krydser alle lemmer.”
Jeg tænkte for mig selv, at ingen andre end Tom ville få øje på den løjerlige forbindelse. Det virkede noget flyvsk og rodet på mig. Men måske var det netop derfor, at han var sat på opgaven af Viper2012? Han havde det med at gennemskue forbindelser, som ingen andre nogensinde fik øje på. Han forbandt ofte ting, personer og begivenheder på en spøjs intuitiv måde, som jeg ikke forstod; men jeg måtte medgive, efter mange år i hans selskab og som tilskuer til hans metoder, at han ofte fik ret. Bureauets sager blev gerne løst takket være denne skarpe, intuitive evne. (side 73-74)
Om Orion-effekten:
Udgivelsesår: 09.12.2022
Forlag: Ildanach, 499 sider
Omslag: Benjamin Barrett
Serien om Tom Eske og Ole Knaptorp:
Thulesingulariteten, 2020
Orion-effekten, 2022
Læs også:
Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Fremtidsparadiset af Colin Thompson
Artemis af Andy Weir
Enkemagerne af Rasmus Wichmann
Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann
Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen