Skumringstid / red. Bjarke Friis Kristensen

Skumringstid er nyeste udgivelse fra forlaget Afkom, som denne gang tager læserne med på en tur med de skræmmende væsener fra nordiske sagn og myter.

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret af det lille undergrundsforlag Afkom, der drives af Anders Fjølvar. Igen i år har Afkom udgivet en række titler lige fra mindre hæfter som Slagtersvinet – kødkaos i kredsløb af Peder Riis, over Nmaars provokerende serie Sort Nadver, til digre værker som Videovold 2 og Skumringstid. De to sidstnævnte er begge blevet finansieret via kickstarter-kampagner.

Men selvom her er tale om undergrund og nichegenrer, så finder du ingen hjemmeflikkede A4-hæfter her. Udgivelsernes kvalitet er i top på trods af de lave udsalgspriser (og nej, jeg bliver ikke betalt af forlaget for at skrive det).

Vi på FORLAGET AFKOM har samlet både nye talenter og mere garvede kræfter til tegneserie-antologien SKUMRINGSTID, der bringer 13 unikke og dansksprogede fortællinger om nordiske sagnvæsener til live på godt 130 sider i et fuldfedt A4-format.

SKUMRINGSTID tager på gysende grum vis således favntag med en række historier om diverse nordiske sagn, det med bidrag fra en række af landets mest ivrige, interessante og inspirerende tegnere og forfattere.

Man møder i udgivelsen alt fra væsner som slattenpatten, nøkken og kirkelammet, videre til tupilakken, lygtemanden og skiftningen samt ellepigen, lindormen og helhesten med flere.

Vores ambition med SKUMRINGSTID er – udover at fortælle om og holde liv i en række nordiske sagn – samtidig at vise og fremme tegneseriens kunstneriske kvaliteter med historier, der stadig vækker genklang her mange år senere.

Det er historier og væsner, som vi ikke må glemme, da de er en vigtig del af vores kulturarv. Nå ja, og så er disse væsner og fortællinger ganske enkelt også bare pissefede, skræmmende og aldeles underholdende! (fra forlagets kickstarter beskrivelse)

Som forlaget skriver, består Skumringstid af 13 fortællinger. Som altid i antologi-udgivelser er der stor forskel på de forskellige tegnestile, og nogle tegneres æstetik vil altid falde mere i smag end andres. Jeg synes dog ikke, at nogen af historierne falder igennem, selvom jeg har et par favoritter.

Skal jeg komme med en anke, kunne jeg godt ønske, at alle fortællingerne havde en kort introduktion til det valgte sagnvæsen. Flere af tegnerne har selv skrevet det ind i historien, men det kunne have været rart med en samlet oversigt sidst i hæftet. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en flot samling, der absolut er værd at kaste sig over.

Nøkken af Nicolai Hvidberg Jørgensen

Nøkken er et mandligt væsen, der bor i vandløb og søer og er kendt over det meste af Europa. I dansk folketradition kaldes han ofte for åmanden og frygtes for sine krav om menneskeofre (Lex.dk).

Nicolai Hvidberg Jørgensen kender jeg fra flere historier i Absurd-serien. Derudover har han skrevet de vidunderlige Zap-historier i Videovold hæfterne samt naturligvis den fine En valravn i maj en ‘black out poetry’ udgivelse. Her i ‘Nøkken’ lader han en lille dreng møde Nøkken, og det ender ikke godt.

Tegnestilen er tydelig og blød, holdt i grålige toner, med ens opsætning af billedrammerne på hver side og et monster der gav mig mindelser til Creature From the Black Lagune. Den klassiske stil passer fint til den klassiske historie.

Kirkelammet af Rebekka “Bennizone” Myttersen

Kirkelammet er en kirkevare. Det vil sige et dyr, der blev levende begravet ved en kirkes opførelse. Efter folketroen går det igen og varsler dødsfald i sognet (Lex.dk)

Det er første gang, jeg støder på Rebekka Myttersens streg, men forhåbentlig ikke sidste. I historien er fortælleren ude at gå tur med sin hund. På vejen ser hun en skikkelse, der ligger på en bænk, tydeligvis syg. Men hun fortsætter sin tur ind på kirkegården, hvor det ender med, at hun ser kirkelammet.

Tegnestilen er flydende og uden mange detaljer eller faste billedrammer. I stedet snor illustrationerne sig ind og ud af hinanden, ligesom tekstboblernes placering er med til at drive historien frem. Jeg er ret imponeret over, hvordan Rebekka Myttersen får fortalt myten om kirkelammet i ganske få billeder formet nærmest som et glasmaleri.

Slattenpatten af Brian Dall Schyth

Slattenpatten kendte jeg ikke på forhånd. Hun er en ellekvinde, der føder sine unger i vand og på et tidspunkt rager uklar med kong Volmer (Lex.dk).

Brian Dall Schyth kendte jeg derimod fra historien ‘Ånder ombord’ i Videovold og 80er snask. Her i Skumringstid fortæller han en historie om Slattenpatten, der stjæler de nyfødte børn og udskifter dem med hendes egen haletudseyngel. En doktor bliver tilkaldt for at tilse en syg kvinde, og på vejen møder han og kusken slattenpatten. Det lykkes dem at undslippe hende og komme hen til den syge kvinde, der i stedet viser sig at være gravid. Sygdommen fandt manden på for at snyde slattenpatten. Men lykkes det?

Tegningerne er klare og stringente, og selvom der leges med antallet af billedrammer på hver side, er hver enkelt billedramme oftest tydeligt afgrænset fra de øvrige. Der er en humoristisk tone i historien, hvor sproget også er bevidst altmodisch.

Tupilakken af Pelle Gedtek

Tupilak er navnet på en figur lavet hos inuit, som ved hjælp af trolddom fik liv og blev sendt af sted for at forvolde ondt (Religion.dk)

Pelle Gedtek er en af de tegnere, jeg altid finder interessant at læse. Hans streger er vilde og tegningerne kan fremstå rodede. Men når man studerer billederne nærmere, siver de ind i en og efterlader et varigt indtryk.

Pelles historie handler om en ældre dame, der får nye overboer. Normalt er opgangen stille og rolig, men den nye overbo spiller høj musik fra morgen til aften og nægter at skrue ned. Men en drøm giver Juliane svaret.

Pelle Gedtek lader en lille faktaboks indsat i fortællingen, forklare hvad en tupilak er.

Ellepigen af Michael L. Larsen

Ellepiger er ifølge folketroen overnaturlige væsener, der kendes fra folkelige overleveringer overalt i Europa. De bor i skove og moser, men kan også bo i høje og under huse. Ellepiger er smukke forfra, men hule i ryggen, og hvis man lader sig lokke til at danse med dem, kan man risikere at dø (Lex.dk).

Michael L. Larsen fortæller her i Skumringstid en historie om en ung mand, der trodser sin mors formaninger og går ud for at drikke øl på kroen, selvom det er fuldmåne. Men han skulle nok have lyttet, for på vejen hjem møder han en smuk ung pige.

Tegningerne er enkle, nærmest naive stregtegninger uden baggrundsfyld. Siderne har hovedsageligt faste billedrammer, men beskæringen af illustrationerne er med til at skabe dynamik i fortællingen.

Fossegrimmen af Frederik Schock og Malthe Martens

Fossegrimmen er endnu et af de sagnvæsener, som jeg ikke kendte på forhånd. Fossegrimmen er et overnaturligt væsen eller en vette, der ifølge norsk folketro bor ved elve og især ved vandfald og møller. Hvis Fossegrimmen føler sig dårligt behandlet, kan han stige op af vandet i en skræmmende form (Wikipedia.no).

Frederik Schock og Malthe Martens lader i deres historie en munk forsøge at få byens beboere til at lytte til hans advarsler. Han fortæller om folket, der vrimler under fødderne på dem. Grimme alfer og smukke huldrefolk, og om Fossegrim der holder til hvor troen er svagest.

Malthe Martens har lavet illustrationerne, der er holdt i grålige toner med drys af sort, tegnet i bløde streger, mens Frederik Schock har skrevet historien.

Lindormen af Lauge Eilsøe-Madsen

Lindormen er en menneskeædende slange eller drage, der i nordisk tradition er særlig kendt for sin kamp mod kristendommen. Der findes flere sagn hvor lindormen dæmoniserer et sogn ved at lægge sig rundt om kirken (Lex.dk).

Det er også denne kamp Lauge Eilsøe-Madsen tager udgangspunkt i i sin historie. Her forsøger landsbyen at få lindormen væk ved at opdrætte en kæmpestor tyr til at slås mod den.

Jeg har efterhånden læst en del fortællinger af Lauge Eilsøe-Madsen, og som oftest med stor fornøjelse. Det er det også her i Skumringstid, hvor hans tegninger nærmest er tableauer holdt i sort/hvid. Lindorme fungerer som billedrammer for fortællingen, der undervejs eksperimenterer med æstetikken og blandt andet lader fraværet af farve skabe billedet.

Skiftningen af Bjarke Friis Kristensen

Nyfødte var udsatte i gamle dage, og blandt andet bjergfolk var meget interesserede i at stjæle menneskebørn. Havde de heldet med sig, lagde de et af deres egne – grimme – børn i stedet. Et sådan barn blev kaldt en ”skifting” og ville aldrig udvikle sig normalt (HistorieOnline).

Bjarke Friis Kristensen er også et navn, jeg er stødt på nogle gange efterhånden. I ‘Skiftningen’ fortæller han historien om et forældrepar, hvis barn bliver byttet ud med en skiftning. Forældrene forsøger desperat at få deres søn igen, men kan det lykkes?

Bjarke har en helt særlig tegnestil fuld af symbolik og uden forsøg på realisme. Resultatet er ret effektivt, og det er det også her i ‘Skiftningen’. Nogle billeder fylder hele siden, men lader små historier udspille sig indeni den store. Andre sider er inddelt i atypiske billedrammer. Fælles for illustrationerne er, at kontrasten mellem sort og hvidt i høj grad skaber billedsiden.

Klokkedybet af Anders Fjølvar

Klokkedybet er Åmandens bolig, og er blandt andet blevet beskrevet af H.C. Andersen i hans eventyr af samme navn. Åmanden er i sagnhistorien en personificering af åens stærke kræfter, og han er kendt for at kræve ofre (HC Andersen.dk).

Anders Fjølvar drysser lidt H.C. Andersen over sin fortælling om Åmanden, der lokker sine ofre ud i åen og dræber dem. Men han er også tro mod de gamle sagn, når han lader Åmanden kalde: “Nu er tiden kommen, men manden er endnu ikke kommen“. Og ikke mindst er han tro mod sig selv og slashergenren, når han lader Åmanden flænse to drenge, der letsindigt befinder sig i nærheden af åen.

Jeg har tidligere sammenlignet Anders’ tegnestil med Rune T. Kidde, en anarkistisk, løs streg med masser af humor, og det synes jeg også passer her i Skumringstid.

Varulven af Søren Hjortkær

Varulven en europæisk opfindelse med mere end 30.000 år på bagen. Varulven er altid en mand, som nogle gange – ofte ved fuldmåne – forvandles til en blodtørstig ulv. Det eneste, der kan ophæve varulveforbandelsen, er, hvis varulven flår hjertet ud af et drengefoster eller drikker dets blod (Religion.dk)

I Søren Hjortkærs historie lader han en varulvejæger være fortælleren. Jægeren starter med at forklare, hvad en varulv er. Herefter fortæller han om en sag, hvor en ung kvinde forsøgte at undgå fødslens smerte, hvilket medførte at hendes barn blev en varulv. Det lykkedes ham at fange varulven, men ikke før den havde dræbt en masse mennesker.

Tegningerne er holdt i sort og hvid og er skiftevis meget mørke og meget lyse, ligesom tegningernes æstetik skifter mellem rene streger og fyldte rammer. Søren sender undervejs en hilsen til den tyske kunstner Lucas Cranach den Ældre, der omkring 1510 lavede et berømt træsnit af en varulv, der æder et spædbarn.

Helhesten af Kasper Adsbøll

Helhesten er ifølge folketroen en trebenet, undertiden hovedløs hest, som varsler død. Førsteleddet “Hel” er betegnelsen på det gamle nordiske dødsrige. Helhesten nævnes første gang i Danmark 1672 (Lex.dk).

Kasper Adsbølls historie handler om to børn, der gentagne gange ser en død hest på kirkegården. Forældrene tror ikke på dem, men det kommer de til. Vi får lidt forklaring til helhesten i begyndelsen af historien, hvor to arbejdere påbegynder arbejdet med kirken.

Tegningerne er bløde og tydelige, holdt i gråtoner. Selvom jeg ikke umiddelbart kendte Kaspers tegninger, viste en hurtig søgning, at han udgiver en webcomic på Instagram. Den kan også anbefales. Skumringstid er dog hans første trykte tegneserie.

Gravsoen af Casper Bygum og Bjarke Andresen

Gravso er ifølge folketroen et spøgelsesdyr, som optrådte på kirkegårde. Det varslede død, hvis man mødte gravsoen, som havde gloende øjne og undertiden en knivskarp ryg og strittende børster. Traditionen med gravsoen som dødsvarsel kendes tilbage til 1587, hvor den nævnes af en københavnsk præst (Lex.dk).

Casper Bygum og Bjarke Andresen fortæller en historie om en ung kvinde, der føder et barn udenfor ægteskabet. Hun slår barnet ihjel lige efter fødslen og begraver det udenfor kirkgården. 100 år senere besøger et par kirkegården med utugt i tankerne. Men pludselig dukker gravsoen op med mord i øjnene. Historien afsluttes med et helsides opslag, hvor man får forklaringen på, hvad en gravso er.

Tegningerne er holdt i gråtoner på en sort side. Stregen er blød, og alle flader er udfyldte. Der er en vis humor i fortællingen, samtidig med at skaberne ikke lægger fingrene imellem, når gravsoen flænser en mand fra top til tå. Og så gav selve gravsoen mig mindelser til John Kenn Mortensens streg, hvilket er ment som en stor kompliment.

Lygtemænd af Bjarke Johansen

Lygtemanden er en ondsindet lille mandsling, som hører til de udøde. Ofte er lygtemandens lys det eneste, man kan se ude i mørket. Lyset bruger han til at lede mennesker væk fra vejene og ud i mosens hængedynd for at drukne (Troldfolk.dk)

Sidste fortælling i Skumringstid er tegnet og skrevet af Bjarke Johansen. Hans historie handler om en ung mand, der beslutter sig for at tage en genvej gennem skoven på vejen hjem. Så går hans telefon pludselig ud, og i mørket ser han nogle små mænd sidde omkring et stearinlys. Måske kan de hjælpe ham med at finde vej ud af skoven?

Jeg har tidligere læst forskellige historier af Bjarke med stor fornøjelse, og det er også tilfældet med ‘Lygtemænd’. Her leger han med brugen af skiftevis hvid og sort baggrund, og skifter mellem detaljerede tegninger mod enkle stregskitser. Der er en lethed over tegningerne, men ikke desto mindre har fortællingen en grum slutnig.

Kent Overby Stück

Kent Overby Stück har tegnet den flotte forside til Skumringstid. Han er en garvet illustrator, hvis tegninger kan købes på webshoppen Baestiarium.dk. Desuden deltager han også på forskellige events, og jeg har været så heldig at møde ham på henholdsvis Fantasy Festival i Esbjerg og Skrækfest i Odense. Endeligt har han også illustreret forsider for blandt andre Michael Kamp i hans Nekromathias-serie.

Om Skumringstid:

Udgivelsesår: 02.12.2023
Forlag: Afkom, 131 sider
Omslag: Kent Overby Stück

Indhold:

Nøkken af Nicolai Hvidberg Jørgensen
Kirkelammet af Rebekka “Bennizone” Myttersen
Slattenpatten af Brian Dall Schyth
Tupilakken af Pelle Gedtek
Ellepigen af Michael L. Larsen
Fossegrimmen af Frederik Schock og Malthe Martens
Lindormen af Lauge Eilsøe-Madsen
Skiftningen af Bjarke Friis Kristensen
Klokkedybet af Anders Fjølvar
Varulven af Søren Hjortkær
Helhesten af Kasper Adsbøll
Gravsoen af Casper Bygum og Bjarke Andresen
Lygtemænd af Bjarke Johansen

Læs også:

Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
De udøde af Johan Egerkrans
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack
Mørkets skabninger af Kåre Johannessen
Noget er på vej – 24 fortællinger om nordisk folketro / red. Helle Perrier