Veninderne Sophie og Julie rejser rundt i New Zealand, og i dag er de på vej ud til Fox Glacier med guiden Gary og resten af turistgruppen. Julie og Gary har flirtet med hinanden, og Sophie ender med at gå alene bagerst i gruppen. Så da hun falder lidt bagud ved et højdedrag, lægger ingen mærke til det. Og der er heller ingen, der opdager, da isen pludselig åbner sig under hende.
Da Sophie kommer til sig selv igen, ligger hun på en lille isblok kilet fast imellem væggene af den gletsjerspalte, der opstod lige under hende. Hun er forslået, men ikke kommet alvorligt til skade. Til at begynde med er hun overbevist om, at gruppen snart vil opdage, at hun er væk. Men tiden går, og ingen kommer, og så begynder alvoren at gå op for Sophie. Uden ordentlig udstyr vil kulden slå hende ihjel, når solen går ned. Hvis hun skal overleve, må hun selv sørge for at komme op af spalten og væk fra gletsjeren. Men hvordan? Og hvad er det for et væsen med blå øjne, der lurer på hende i isens mørke?
Gletsjeren er en spændende overlevelsesthriller med et twist. Historien fortælles på skift af Sophie og Julie. Vi følger Sophies kamp for livet, hvor hun midt i udmattelsen tvinges til at konfrontere en hemmelighed i fortiden, som hun har gjort alt for at fortrænge. Sideløbende følger vi Julie, fra hun opdager, at Sophie er forsvundet på gletsjeren. Hvordan hendes dårlige samvittighed plager, og hvordan redningsaktionen sættes i værk i håb om at finde Sophie, før hun dør af kulde.
Sproget flyder troværdigt. Kapitlerne er korte, og efterlader konstant læseren med en cliffhanger. Spændingskurven er støt stigende, og så smider Morten Brunbjerg som sagt et twist ind i historien. For mens Sophie kæmper for at overleve i gletsjerens ishelvede, bliver hun overbevist om, at et væsen sniger sig ind på hende. Et væsen, der – måske – er en manifestation af en hændelse i fortiden. Men som helt sikkert betyder døden, hvis det indhenter hende.
Jeg var godt underholdt af Gletsjeren, der fik mig til at tænke på Pigen, der elskede Tom Gordon af Stephen King. Morten Brunbjerg er en af Danmarks mest eftertragtede computerspilforfattere, og har vundet flere danske og internationale priser. Gletsjeren er hans romandebut, og er du til overlevelsesthrillers, kan du roligt læse med.
Uddrag af romanen:
Luften var kold. Hun rystede. Var det kulde eller panik? Tåbeligt spørgsmål. Hun lå jo ligesom i en dybfryser.
Tag dig nu sammen Sophie. Hjælpen er på vej. De kommer om lidt. Gary har allerede slået alarm og startet eftersøgningen. Der kommer et redningshold med reb, klatreudstyr, helikoptere, hunde, hele møllen, det bliver superpinligt. Men de kommer.
En sort tanke, dybt inde, arbejdede på at punktere scenariet. Måske havde de slet ikke opdaget, at hun var væk. Julie og Gary flirtede på livet løs, og de andre turister lagde næppe mærke til, at der manglede en i geledderne.
Hold op med at tænke sådan. Bliv ved med at råbe.
“Hjælp, hjælp,” fortsatte hun, fordi hun ikke kunne finde på andet. Turde ikke bevæge sig. Hvis hun virkelig lå på en fastkilet isblok midt i en gletsjerspalte, skulle der vel ikke meget til, før den rev sig løs, og hun havde begået fejlen at se ned. (side 14)
Om Gletsjeren:
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Character Publishing, 209 sider
Omslag: Andreas Bech
Læs også:
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Tørke af Per Jacobsen
Pigen, der elskede Tom Gordon af Stephen King
Lyden af stilhed af Rosamund Lupton
Mali af Torben Mathiassen
Faldvand af Mikael Niemi
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Under sneen af Yrsa Sigurðardóttir