Fantasyfestival 2024 i Esbjerg

Fantasyfestival 2024 er slut. Det har været en fantastisk weekend fyldt med spændende foredrag, gode film, søde mennesker og flotte kostumer.

Igen i år havde Esbjerg bibliotek tilrettelagt et overdådigt program med noget for enhver smag. Jeg nåede langt fra omkring alle de foredrag og events, jeg gerne ville have oplevet, men jeg fik alligevel snust til magien.

Fredag

Fredag stod programmet på ‘Fantastiske cocktails og magiske fortællinger’.

Det overordnede tema for Fantasyfestival 2024 var portaler, og trolddomshistoriker og Ph.D. i historie Maria Østerby Elleby tog os på en spændende rejse gennem portalen til Helvede mod Avalons kyster for at ende i Narnia, mens vi drak lækre cocktails kreeret til lejligheden af de dygtige bartendere.

Eventet blev afholdt på Sigma Vin- og Cocktailbar, og det var en rigtig hyggelig aften.

Lørdag

Første programpunkt lørdag for mit vedkommende var åbningstalen for Fantasyfestival 2024 kl. 10.30.

Efter projektleder Jacob Krogsøes velkomst, overtog først Esbjergs borgmester mikrofonen, og dernæst hele to forfattere: britiske Taran Martharu og danske Anne-Marie Vedsø Olesen.

 

Spejlportaler i horrorfilm

Herefter blev verden vendt på vrangen, da altid veloplagte Nicolas Barbano tog os en tur igennem spejlportaler i horrorfilm.

En af grundene til, at spejle er så uhyggelige, er at de viser en optisk illusion. At se sig selv udefra er ikke naturligt, og langt de fleste dyr kan f.eks. ikke genkende sig selv i et spejl. Barbano nævnte, at det endda kan føles som en dødsoplevelse. Mange, som har været døde og er blevet genoplivet, fortæller hvordan de så sig selv udefra, mens de var væk. Altså ligesom når vi ser os i et spejl.

Derudover kan spejle ind i mellem afsløre noget, vi ellers ikke kan se. Eller endda undlade at vise os noget. Tænk bare at stå foran spejlet uden at kunne se sig selv!

Spejle har været brugt i fiktionen længe før filmmediet. For eksempel eventyret om Snehvide hvor den onde dronning har et troldspejl, hun vækker med ordene “mirror mirror on the wall“. H. C. Andersens eventyr Snedronningen, hvor snedronningens troldspejl splintres, og en splint rammer Kay i hjertet, og gør ham ond. Eller Lewis Carrolls fortsættelse til Alice i Eventyrland fra 1865: Bag spejlet, der udkom i 1871, hvor Alice går gennem spejlet til en anden verden.

På film blev spejlet første gang brugt i en horrorfilm tilbage i 1910 i J. Searle Dawleys Frankenstein. I en scene mod slutningen stiller Victor Frankenstein sig  foran et spejl, men i stedet for sit eget spejlbillede ser han monstret.

Også i Studenten fra Prag fra 1913 spiller spejle en betydelig rolle. Filmen er en Faust-historie, hvor djævelen får studentens spejlbillede i bytte, men det går selvfølgeligt galt. Den blev i øvrigt genindspillet i både 1926 og 1935.

I 1931 vinder Fredric March en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin dobbeltrolle som Doktor Jekyll & Mr Hyde. Her vises Jekylls forvandling til Hyde i spejlet. Barbano fortalte, hvordan Hydes makeup var fremstillet som en neanderthaler, for at vise hvordan Jekyll vendte tilbage til ‘det naturlige menneske’ fremfor det civiliserede.

Vi så også nøgleværket Dead of Night fra 1945. Dead of Night er en antologifilm, hvor især segmentet med en bugtalerdukke er kendt. Barbanos yndling er dog segmentet ‘The Haunted Mirror’, om en mand der får et spejl af sin forlovede. Problemet er bare, at han ikke ser sit eget værelse bag sig, når han kigger ind i spejlet. Den scene er siden kopieret i et utal af film.

Af andre spejlfilm blev bl.a. nævnt Poltergeist (1982), Evil Dead II (1987), Poltergeist III (1988), Candyman (1992), Mirrors (2008), The Unborn (2009) samt endnu en antologifilm From Beyond the Grave, hvor segmentet ‘The Gatecrasher’ også omhandler et besat spejl. I rollen som antikvitetshandleren ses Peter Cushing.

Og så anbefalede Barbano i øvrigt denne kortfilm af Sam Evenson: The Changing Room. En anbefaling jeg kun kan tilslutte mig.

 

H. P. Lovecraft som fantasyforfatter

Martin Wangsgaard Jürgensen har netop udgivet Drømmenes pris om H. P. Lovecraft og hans forfatterskab. I den anledning besøgte han Fantasyfestival 2024 for at fortælle om Lovecraft som fantasyforfatter. Det blev en spændende snak, selvom jeg må indrømme, at det handlede om de Lovecraft historier, jeg holder mindst af.

I begyndelsen af sit forfatterskab var Lovecraft stærkt inspireret af Edgar Allan Poe. Hans noveller var Poe pasticher og elsket i samtiden. I 1919 hører han Lord Dunsany holde foredrag i Boston. Dunsany var yderst populær for sine teaterstykker, men havde også skrevet nogle historier om The Gods of Pegana. Det bliver inspirationen til Lovecrafts drømmefortællinger, der begynder med The White Ship i 1919 og afsluttes med The Other Gods, som han skrev i 1921. Lovecraft genbesøger dog drømmefortællingerne i 1926 med The Silver Key, der dybest set handler om Lovecrafts ærgrelse over, hvordan Dunsanys forfatterskab har udviklet sig.

Fælles for Lovecrafts drømmefortællinger er motivet tab samt en stemning af vemod. Karaktererne i historierne går hele tiden videre for at lære mere. Men med viden opstår tabet af magien. Et motiv Lovecraft også bruger i sine senere historier, hvor karakterne ofte bliver sindssyge, når de opnår den viden de søger.

Som det også ses gennem Lovecrafts forfatterskab, fortalte Martin, har han en tendens til at skrive ‘den samme historie’ igen og igen. Han gentager sit motiv, indtil han er tilfreds. Så går han videre med en ny idé. Det gør han også med drømmefortællingerne, da han når til erkendelsen, at den moderne maskinalder har gjort det umuligt at skrive om det heroiske, drømmene, heltemodet. I stedet vil han skrive om det realistiske og den virkelige verden.

Slutteligt kom Martin også ind på begrebet worldbuilding. Det gjorde Lovecraft ikke selv i sine fortællinger. Men i eftertiden har andre formaliseret drømmefortællingerne i et setting, og på den måde har Lovecraft også fået betydning for denne væsentlige del af fantasygenren.

Magiske portaler og videnskabelige gennembrud

Sidste foredrag lørdag for mit vedkommende var Stig W. Jørgensen, der fortalte om portaler/døre, der åbner ind til en ny verden. Han indledte med at bruge garderobeskabet i C. S. Lewis’ Narnia-univers (1949-1954) som et eksempel på en portal.

Men allerede de gamle grækere og romere havde portaler. For dem kunne grotter og huller i jorden være portaler til andre steder. Det var f.eks. gennem dem, at man nåede dødsriget Hades, det underjordiske rige som de døde kom til.

I 1749 lader Ludvig Holberg sin hovedperson studenten Niels Klim falde ned i et dybt klippehul. Da han endelig lander, er det på en planet i Jordens indre kaldet Nazar, hvor han møder en række besynderlige samfund.

Og Lewis Carroll lader Alice krybe gennem et kaninhul og ender i en anden verden i 1865.

Portaler findes også i moderne science fiction. Her kan de føre til fremmede universer, eller til andre tider, eller måske andre planeter, som f.eks. i filmen Stargate fra 1994. Her opdager man en portal til en fremmed planet styret af mægtige væsener, der minder stærkt om de gamle egyptiske guder.

Stig kom ind på, hvordan det at træde igennem portalen giver en ny erkendelse. Det eksemplificerede han i et gammelt træsnit kaldet Flammarion træsnittet. Her stikker en person hovedet ud gennem himmelkuplen med stjernerne og opdager, at der ligger mange flere galakser derude. Og selvom videnskaben i dag er kommet meget længere end i 1800-tallet, så kender vi stadig kun en delmængde af virkeligheden.

Denne erkendelse definerede Peter Nicholls som et ‘conceptual breakthrough’:

Conceptual breakthrough can best be explained in terms of “paradigms”, as that term is used by philosophers of science. A paradigm is a generally held way of looking at and interpreting the world; it consists of a set of often unspoken and unargued assumptions – for example, before Nicolas Copernicus (1473-1543) the scientific paradigm or world-view saw Earth as the centre of the Universe. All the most exciting scientific revolutions have taken the form of breaking down a paradigm and substituting another. Often the old paradigm is eroded slowly at first, through discovery of lots of little puzzling anomalies, before the new paradigm can take over. Such an altered perception of the world, sometimes in terms of science and sometimes in terms of society, is what sf is most commonly about, and few sf stories do not have at least some element of conceptual breakthrough. (Læs mere)

Til slut kom Stig med en række eksempler på undergrupper af historier, hvor karaktererne opnår et ‘conceptual breakthrough’.

Verden er ikke, hvad den giver sig ud for at være:

• The Matrix-filmene – her er verden en computersimulation.
• I Philip K. Dicks historie Time Out of Joint finder hovedpersonen ud af, at hans idylliske liv er en konstrueret virkelighed designet til at beskytte ham mod den skræmmende kendsgerning, at han bor på en fremtidig Jord, der er i krig mod månekolonister.
• Griske forretningsfolk har i Fredric Pohls novelle Tunnelen under verden kopieret døde menneskers erindringer og personligheder ind i robotter i en miniatureverden, som bliver brugt til at teste reklamekampagners effektivitet.

Vi kender kun til en delmængde af virkeligheden, der omringer os:

• I romanen Non-stop af Brian W. Aldiss ved karaktererne ikke, at det, de tror er verden, blot er et rumskib, der har rejst igennem rummet i generationer.
• En vandpyt bliver et univers i James Blish’s novelle ‘Overfladespænding’ der kan læses i Den Store Science Fiction Bog.
• Da natten endelig falder på efter århundreder med dagslys på planeten Lagash, der har seks sole, opdager videnskabsmændene pludselig universets stjerner i Den lange nat af Isaac Asimov.

 

Willow

Selvom jeg ikke hørte flere foredrag lørdag, var dagen ikke helt slut for mit vedkommende. Kl. 19 viste NFbio Esbjerg Broen filmen Willow fra 1988. Jeg har set den flere gange, men det var første gang, jeg så den i biografen. Og sikke en oplevelse. Jeg synes stadig, den holder 100%

Søndag

Mod, maskulinitet og middelalderisme

Litteraturhistoriker Valdemar Lenschow holdt søndag et virkeligt interessant oplæg om mod, maskulinitet og middelalderisme. Han startede med at beskrive middelalderisme som et forskningsbegreb, der dækker fortolkning, forståelse og reception af Middelalderen efter, at den er overstået. Det vil sige alt fra Star Wars jediriddere til Ribes brug af små vikinger i byens lyskryds.

Middelalderen regnes i europæisk målestok at gå fra ca. år 500 til 1400. Den danske vikingetid ryger således ind under Middelalderen. Det er i denne periode, at de fleste nationalstater blev grundlagt. Det er også her skriftkulturen for alvor får fat, så der efterlades skriftlige kilder til eftertiden.

I 1800-tallet ændrede synet på Middelalderen sig. I stedet for at betragte det som en mørk periode i historien begyndte man (især overklassen) at se på tiden som en simplere, men også mere spændende tid. Her sad man ikke bag et skrivebord hver dag. I stedet drog man på eventyr og udførte heltegerninger.

Der opstod to maskuline figurer som forbilleder: Ridderen og barbaren. Ridderen var høviske, dygtige krigere, modige, adelige og kristne. De var det civiliserede ideal af en mand. Men også barbaren blev et ideal. Han var billedet på den maskuline mand før kristendommen, og gennem ham kunne man få lov til at drømme om de mere brutale sider af livet.

Ingen af de to idealer tog dog hensyn til den historiske virkelighed. F.eks. fortalte Valdemar, at ridder kodekset i virkeligheden startede som et praktisk kodeks med anvisninger på, hvordan man passede på sin våben o.lign. Han fortalte også, at der var et langt mere nuanceret syn på, hvordan en mand skulle opføre sig alt efter hans position. Der var f.eks. helt forskellige forventninger til munkes opførsel end til adeliges. Men det er 1800-tallets fortolkning af Middelalderen, der har farvet den forståelse, vi har i dag.

Den maskuline middelalderisme bruges i dag bl.a. af internetkendissen Andrew Tate, der har sovset sin egen ideologi ind i middelalderismen. Der er også racistiske grupper som Wotansfolk, der bruger maskulinitetsbegrebet som selvportrættering. Heldigvis findes der også positiv brug af den maskuline middelalderisme. F.eks. fik Rådet for Sikker Trafiks kampagne mange flere til at bruge cykelhjelm.

Valdemar gav også eksempler på forskellig brug af den maskuline middelalderisme i bl.a. tv-serien Game of Thrones og Ringenes Herre filmene. Begge kan aflæses både positivt og negativt. Men man skal ikke at være bange for at hylde toksisk maskulinitet ved at bruge middelalderisme. Man skal bare være  opmærksom på, hvordan man bruger det, og at den anden vinkel også findes.

Til slut kom han ind på, at der hele tiden kommer mere diversitet i middelalderismen. Der er f.eks. kommet langt større fokus på kvindernes rolle, og i dag betragtes begrebet maskulin ikke kun som en kønsbetegnelse.

Når træer får nok

Jakob Levinsen blev erklæret Danmarks ekspert i Tolkien, da han i kølvandet på Ringenes Herre filmene skrev to artikler til Berlingske. I hvert fald blev han straks efter kontaktet af forlaget Lindhardt & Ringhof. Det blev til bogen Helte og Hobbitter i 2002, der blev den første danske bog om Tolkiens forfatterskab og dets fascinationskraft. Derudover har Jakob oversat Ringenes Herre trilogien, Hobbitten og flere andre Tolkien værker, så vi var bestemt i gode hænder, da han fortalte om natur og civilisationskritik hos Tolkien.

Han kom bl.a. ind på

• forlaget ville efter Tolkiens debut med Hobbitten i 1937 gerne have flere historier om hobbitter. Men de måtte vente næsten 20 år på Ringenes Herre trilogien.
• Tolkien og C. S. Lewis var en del af samme litterære gruppe kaldet Inklinks, og Lewis nåede at skrive alle bøgerne i Narnia-serien, mens Tolkien læste korrektur på Ringenes Herre.
• Tolkiens baggrund som sprogforsker viser sig ved, at sproget var udgangspunkt for historien fremfor worldbuilding og figurer. Derfor er det også først senere i fortællingen, at naturen får mere plads.
• civilisationskritikken ses bl.a. i Treebeard citatet om Saruman: “He has a mind of metal and wheels; and he does not care for growing things, except as far as they serve him for the moment”
• der er forskelle mellem bøgerne og filmen. F.eks. beslutter Enterne af sig selv at gå i krig mod Saruman i romanen, mens filmen lader hobbitterne ‘narre’ dem ind i krigen ved at vise dem, hvordan Saruman har ødelagt skovene.
• på elversprog Mordor betyder Det Sorte Land og har altså ikke spor at gøre med det latinske ‘mors’, der betyder død

Fantasygenren efter Tolkien

Mit sidste foredrag søndag var Martin Wangsgaard Jürgensen, der fortalte om fantasygenren efter Tolkien. Han skriver i øjeblikket på en bog om fantasygenren, så foredragets pointer er et uddrag herfra.

Allerførst slog Martin fast, at synet på fantasygenren nødvendigvis må være helikopterperspektiv, hvis man skal finde fællestræk. Det vil altid være muligt at finde eksempler på det modsatte, men foredraget handlede om de store linjer.

Tolkien har haft en kolossal betydning for fantasygenren. Det er, da Ringenes Herre trilogien bliver udgivet som billigbog, at landkortet for genren tegnes.

Tolkien samler elementer fra middelalderismens myter og legender, fra pulp og spændingsfiktionen og fra kunsteventyr og sværmerier i sin fortælling.

Og så mener Martin, at Ringenes Herre affødte tre litterære retninger:

• Feministisk fantasy
• Sword & Sorcery
• Worldbuilding

Den første retning affødte lidt grin blandt publikum, for bøgerne svømmer ikke ligefrem over med kvindelige karakterer, og Tolkien er bestemt ikke kendt som feminist. Men Martin forklarede, hvordan Tolkien ved at bruge de små hobbitter som helte, introducerer en blød magt som modvægt til de traditionelle maskuline helte. Det øger målgruppen af læsere til bøgerne, men fører også til en række nye kvindelige fantasy forfattere. F.eks. bliver Ursula le Guin bedt om at skrive noget á la Hobbitten, hvilket ender med serien om Troldmanden fra Jordhavet, som også bliver en milepæl i fantasygenren med sin mørkhudede troldmand, der foretrækker at bruge blød magt. Her tager le Guin noget centralt fra Ringenes Herre, de magtfulde troldmænd, men giver det sig helt eget spin. Og herfra ruller den feministiske fantasy bølge.

Som modvægt til al denne blødhed søgte Lin Carter, L. Sprague de Champ og Fritz Leiber tilbage til fordums maskuline storhed. Det førte til en genopdagelse af bl.a. Robert Howards Conan fortællinger, men også pulp får en genopblomstring. De maskuline dyder skal tilbage i Sword & Sorcery historierne.

Endelig nævnte Martin worldbuilding som et altoverskyggende element i fantasygenren. Sat på spidsen handler alle fantasy plot, om at helten skal overvinde det onde. Derfor er det vigtigt, at personerne og universet er så interessant, at læserne har lyst til at blive i det. Han kom ind på, hvordan serien Dragonlance pludselig blev mainstream, fordi den formåede at gøre sin worldbuilding så interessant, at også læsere, der ellers ikke normalt læste fantasy, blev grebet af karakternes liv.

Martin fortalte meget mere, og jeg glæder mig i den grad, til han bliver færdig med bogen.

Og alt det andet

Udover foredrag og film var der også musik både på biblioteket og rundt i byen, og så var der naturligvis også en masse stande, hvor man kunne købe sig fattig i gode bøger og lækre sager.

 

 

 

 

 

 

Fantasyfestival 2024

Fantasyfestival 2024 blev arrangeret af Esbjerg bibliotek og deres samarbejdspartnere. I år kunne festivalen fejre 10 års jubilæum, og jeg har læst i avisen, at publikumsantallet slog sidste års rekord, idet man regner med, at der har været ca. 15.000 besøgende i år.

Læs mere om Fantasyfestival HER

Og sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 20. og 21. september 2025, hvis du vil med næste år.