Cynthia Freeland undersøger sin bog, The Naked and the Undead, ondskab og horrors tiltrækningskraft ud fra et feministisk synspunkt. Gennem otte kapitler dykker hun ned i nogle af sine yndlingsfilm og analyserer dem med et feministisk blik. Modsat de mange, der anser horror for at være kvindefjendsk, argumenterer Freeland for, at genren netop i sin spejling af ondskaben sætter spørgsmålstegn ved traditionelle værdier og kønsroller forbundet med patriarkalske institutioner såsom religion, videnskab, jura og kernefamilien.
I det hele taget er Freeland ikke specielt interesseret i en almindelig feministisk teori om ‘the male gaze’ med en sadistisk mandlig tilskuer. Hun er mere interesseret i, hvad filmene siger, hvordan deres struktur præsenterer bestemt indhold. Vises kvinder f.eks. hovedsageligt som ofre, eller fremstilles de også som intelligente og kapable mennesker. Bruges kvinder aktivt til at føre narrativet frem, eller er deres rolle alene at være et offer for ondskaben. Sidst men ikke mindst vurderer Freeland på fortællingens lokalisering af ondskaben, og hvordan ondskaben analyseres eller beskrives i forhold til køn.
Dr. Frankenstein’s Progeny
I første kapitel ser Cynthia Freeland nærmere på Mary Shelleys Frankenstein fra 1818 samt 1931 og 1994 filmatiseringerne. Her konkluderer hun bl.a., at Shelleys roman i høj grad er et feministisk bidrag til horrorgenren. Romanen beskæftiger sig på flere parametre med kvindelige bekymringer lige fra kompleks kønsdynamik til det at tage sig af sit afkom. Oveni stilles spørgsmålet, hvem der i virkeligheden er monstret. For i Shelleys roman lærer væsnet at tale, tænke, håbe og lide, mens videnskabsmanden Frankenstein fremstår selvoptaget med manglende empati.
Seductive Vampires
Vampyren er omdrejningspunktet i tredje kapitel. Her kommer Freeland ind på, hvordan ondskab og det monstrøses natur ofte er et paradoks i klassiske horrorfilm, specielt når det gælder vampyrer. Vampyren er ond, men tiltrækkende og samtidig frastødende. Ondskaben bliver interessant, og det grimme og forvrængede er fascinerende.
I de klassiske horrorfilm driver den mandlige helt handlingen og står som sejrherre, når det monstrøse er overvundet. På den anden side af historien står monstrets og kvindens skæbner. Her opstår paradokset, når tilskuerne på den ene side ønsker, at kvinden skal reddes, men samtidig ønsker at se hvad monstret kan finde på, jævnfør hvordan det grimme kan være fascinerende.
Freeland fortsætter med at diskutere, hvordan vores ambivalens omkring monsteret smitter af på det komplicerede spørgsmål vedrørende vampyrmoral.
What is remarkable is that vampire evil so often amounts to something we can judge in our ordinary mortal terms. Vampire evil might just be killing and using, or it might mean selfish disregard for others. Only rarely does it become truly epic, like the evil of Satan […] Anne Rice’s Lestat is meant to be the most Nietzschean of all vampires, but even he seems somewhat unoriginal in his goals of power, wealth, sex and fame; his pursuit of rock-star fame and fans is a rather disappointing goal that we can scarcely imagine Nietzsche’s Zarathustra would applaud. (Side 159)
Uncanny Horror
Uncanny horror er omdrejningspunkt for kapitel syv, hvor Cynthia Freeland bl.a. ser nærmere på Ondskabens hotel. Modsat de tidligere eksempler fokuserer ‘the uncanny’/monstret her på en mand og far. Modsat sine mandlige ‘forgængere’, der via deres handlinger driver plottet, uanset om de er helte, gale videnskabsmænd eller seriemordere, er Jack truet af monstret og lider under det.
The uncanny is manifested in a set of concerns about masculinity, its powers, expectations, and limitations, all of which are heightened by the experience of fatherhood […] In The Shining, the uncanny seems to show up in a perversion of the paternal figure, now become villain. Only an unnatural and evil father threatens to kill his child. (Side 239)
I Ondskabens hotel er der heller ikke en tilbagevenden til det traditionelle familiemønster, efter at monstret er besejret. Således kan man ifølge Freeland se den som en kritik af de patriarkalske ideologier, idet tomheden af traditionelle værdier og deres uanvendelighed i den moderne verden afsløres.
Grapich Horror
Når det gælder den grafisk udpenslede horror, fortæller Cynthia Freeland, hvordan man allerede fra Murnaus Nosferatu i 1922 benyttede sig af special effects til af skræmme og chokere. Men det var med 1980’ernes mange horror sequels, at det for alvor tog fart.
Der var grafisk gore før, f.eks. i film som Night of the Living Dead, The Exorcist og The Texas Chainsaw Massacre, for ikke at tale om film fra de italienske instruktører som Mario Bava og Dario Argento. Men det var med franchises som Halloween, Fredag d. 13. og A Nightmare on Elm Street at disse effekter nåede vilde selvforstærkende højder.
It would be hard to discuss the modern horror film without talking about scenes in these films (or their many imitators) of over-the-top, ever-escalating graphic violence and gore. It is common to witness gross bloody dismemberments, piles of internal organs, numerous corpses in stages of decay, headless bodies, knives or chainsaws slashing away at flesh, and general orgies of mayhem. In these films, flesh becomes meat, the inside becomes outside, blood pours out, skin is stripped off, viscera exposed, heads detached. People die in any number of creatively disgusting ways. (Side 242)
Hvad der er interessant i disse franchises, fremfører Freeland, er, at de giver publikum en flertydig tilfredsstillelse. Dels den umiddelbare tilfredsstillelse over at retfærdigheden sker fyldest, og de onde får deres straf. Men på et meta niveau er publikum også stærkt investeret i Freddy, Michael og Jason m.fl., og ønsker at monstret skal vende tilbage igen. Det er dog ikke fordi, vi identificerer os med det amoralske og grusomme i monstret:
I myself doubt that this is true, since fans claim to find the numbers or visual spectacles of gore here entertaining and funny rather than seductive and alluring. (Side 267)
Freeland påpeger også, at fans påskønner de tekniske færdigheder bag de mange blodige effekter. Ikke mindst gør hun opmærksom på, at overfladens blodbad i grafisk horror afbødes af en forenklet, til tider nærmest tegneserieagtige behandling af ondskaben i disse film. Det gør Pinhead og Michael til en helt anden type skurk end f.eks. Hannicbal Lecter. Og det gør, at den kreativitet og underholdning, disse film bringer, ikke er foruroligende, fordi filmene:
[…] do not invite audiences to take evil seriously or to identify with it any more than with brutes in cartoons that routinely “blam” and “zap” their victims […] Despite their surface violence, the films of graphic spectacular horror are less unsettling and negative because their celebration of the monster’s evil as creativity is joyous and affirmative. Each monster serves only a kind of formulaic and meaningless evil, one that we need not take seriously. The scenes of graphic horror are så far-fetched that they obviously present a kind of cinematic creativity to be relished. (Side 269)
Epilogue: The Appeal of Horror
Cynthia Freeland ender med at konkludere, at horror både kan understøtte og undergrave vores generelle kønsideologier. I en film som Nosferatu er kvindens rolle at være offer for en maskulin ondskab, og vi følger fascineret og frastødt vampyrens handlinger. I sidste er det dog kvindens offer, der gør en ende på vampyren og genopretter normalen.
Roman Polanskis film Repulsion derimod beskriver mænds mishandling af kvinder for at fordømme og tydeliggøre dens uhyrlighed. I film-serien Alien er det kvinden Ripley, som genopretter normalen både ved hjælp af sin styrke og intellekt, men også med kvindelige følelser som moderlig omsorg. Mens vi i Ondskabens hotel ser den onde far som symbol på de patriarkalske værdiers sammenbrud.
Og i dag kan selv en slasher/splatter film som The Texas Chainsaw Massacre med dens voldelige patriarkalske indavlede familie og Leatherface som symbolet på monstret have en kvindelig helt, der genopretter normalen, og som – modsat i Nosferatu – ikke behøver at ofre sig selv.
Men det er ikke kun kønsrollerne, der har forandret sig i horrorfilmene. Også portrættet af ondskaben har ændret sig gennem tiden. Hvor vampyren var åbenlys ond i Nosferatu og spredte pest og død, er vampyrerne hos Anne Rice forførende. Et monster som Pinhead fra Hellraiser filmene er ikke ond for ondskabens skyld. Den smerte, han tilbyder, er fortjent, og han opfatter sig selv som en slags Lucifer, der straffer snarere end forfører til synd.
I have argued in this book that horror films may present subtle, nuanced, and interesting symbolic visions of evil – that they need not be “stupid” or “juvenile” […] Horror films have appeal because they continue a lengthy tradition of making art, addressing human fears and limitations, forcing confrontations with monsters who overturn the natural order – of life and death, natural/supernatural, or human/nonhuman. They depict vivid threats to our values and concepts, our very bodily and mental integrity. As a cognitivist, I hold that such films, like other cultural artifacts, engage many of our intertwined human abilities. Horror films may aim at producing gut-level reactions such as fear, revulsion, anxiety, or disgust, but they also stimulate more complex emotional and intellectual responses. They provide visions of a world where action may or may not have meaning, where a monster may or may not be sympathetic, where evil people may or may not win out in the end. (Side 273-274)
Vurdering
Cynthia Freeland har skrevet en interessant bog, der har et lidt anderledes blik på horrorfilm, end jeg tidligere er stødt på. Filmene analyseres ud fra en feministisk vinkel, men uden at bevæge sig ud i aggressive angreb på genren. Muligvis fordi Freeland selv er horror fan og er enig i Aristoteles tanker om det sublime. Det hæslige kan godt være æstetisk smukt, så man i stedet for selve det grusomme er tiltrukket af kunstens udførelse.
Hun har tydeligvis også sin research i orden. Bagerst i bogen er indsat et omfattende noteapparat, en filmografi over de nævnte film samt en imponerende bibliografi som kan bruges til yderligere læsning.
I og med at det er 26 år siden The Naked and the Undead udkom, er der selvfølgelig sket meget på både filmfronten og synet på kønsroller, som Freeland af gode grunde ikke har med i sine analyser. Ikke desto mindre fandt jeg overordnet bogen interessant og fuld af tankevækkende overvejelser. Så er du interesseret i, hvad det er ved ondskaben, der tiltrækker os, er Cynthia Freelands bog er udmærket bud.
Om The Naked and the Undead:
Udgivelsesår: 2000
Forlag: Westview Press, 320 sider
Besøg Cynthia A. Freelands web space
Indhold:
Introduction: Evil in Horror Films – A Feminist Framework
Part One
Mad Scientists and Monstrous Mothers
1. Dr. Frankenstein’s Progeny
2. Women and Bugs
3. Monstrous Flesh
Part Two
From Vampires to Slashers
4. Seductive Vampires
5. The Slasher’s Blood Lust
6. Feminist Slashers?
Part Three
Sublime Spectacles of Disaster
7. Uncanny Horror
8. Graphic Horror
Epilogue: The Appeal of Horror
