Fantasyfestival 2023 i Esbjerg arrangeres af Esbjerg bibliotek og er blevet afholdt siden 2015. I år var temaet monstre og magiske væsner. Det gav – heldigt for mig – plads til en del foredrag med en horrorvinkel. Jeg deltog for første gang en enkelt dag sidste år, men i år købte jeg billetter til begge dage + til arrangementet ‘Fantastiske cocktails og magiske fortællinger’ i Huset om fredagen.
Weekenden var et sandt overdådighedshorn af spændende foredrag og paneldebatter udover alle de andre spændende programpunkter. I år var programmet ekspanderet, så der var events i hele Esbjerg midtby hen over weekenden.
På forhånd havde jeg lagt en plan for, hvad jeg gerne ville opleve. Alligevel var der mange ting, jeg missede. Der foregik konstant flere spændende ting samtidig, så jeg måtte prioritere benhårdt. Det betød også, at jeg ikke brugte så meget tid i Riddersalen, hvor alle forlagene og de øvrige boder holdt til, og hvor der var fyldt med glade mennesker og udklædte væsener, de gange jeg hurtigt smuttede igennem. Derfor fik jeg ikke hilst på så mange i år, og det beklager jeg, men jeg håber, at I alle havde en god festival.
Her følger et lille udpluk af mine oplevelser.
Fantastiske cocktails og magiske fortællinger
Første punkt på mit program var fredag aften med Fantastiske cocktails og magiske fortællinger. Her fortalte trolddomshistoriker og museumsinspektør Marie Østerby Elleby fra HEX! Museum of Witch Hunt om tre arketypiske væsner. Til hvert væsen havde bartendere fra Sigma opfundet en unik cocktail, som vi fik meget stilfuldt serveret.
Mens vi nød vores cocktails, fortalte Marie Østerby Elleby spændende om enhjørningen, drager og ellefolk. Blandt andet fik vi at vide, at enhjørningen er et meget gammelt væsen fra Indien, som er beskrevet for over 2000 år siden. At den er et ædelt væsen, men også kan være en vild kriger. At den er nævnt i biblen, men sikkert på grund af en fejloversættelse af ordet urokse. Og at enhjørningen aldrig rigtig blev en del af den skandinaviske folklore, på nær troen på at dens horn havde en helbredende virkning. Således kunne man købe pulver af enhjørningehorn på apotekerne helt op til slutningen af 1700-tallet.
Om dragen hørte vi, at de er kendt over hele verden. At den i Skandinavien ofte blev kaldt orm eller lindorm. At dragen under kristendommen blev et symbol på Djævlen. At kinesiske drager er ædelmodige og stærke, ofte associeres med vand og bringer held. Og at en klassisk drage har fire ben og to vinger, mens en wyvern har to ben og to vinger. Dermed blev det afsløret, at dragerne i Games of Thrones i virkeligheden er wyverns.
Til slut fortalte Marie Østerby Elleby om ellefolket, der også er kendt som elvere, de underjordiske og feer. Hun fortalte blandt andet, at ellefolket er højt og elegant. At ellepiger er smukke forfra, men hule set fra ryggen. At udtryk som ellevild og bjergtaget er opstået i forbindelse med ellefolket. At man skal passe på sit hyldetræ, for hvis man ikke gør, tager ellefolket hævn. Og at H.C. Andersen var god til at bruge den gamle, danske folklore i sine eventyr, blandt andet i Hyldemor.
Monstre vi elsker at frygte ved Jakob Stegelmann
Lørdag på Fantasyfestival 2023 startede i en fuld sal i Musikhuset Esbjerg. Her fortalte Jakob Stegelmann om monstre vi elsker at frygte.
Selvom de nye CGI monstre bestemt kan være flotte, har Stegelmann et blødt punkt for de fysiske monstre, dukkerne og stop-motion monstrene. I foredraget fortalte han om nogle af sine yndlingsmonstre startende med dragen fra Nibelungens Ring af Wagner, som Fritz Lang filmatiserede tilbage i 1924.
Herfra sprang vi frem til 1954 og Jack Arnolds film Creature from the Black Lagoon, som ifølge Stegelmann i virkeligheden er en ulykkelig kærlighedshistorie. Her har monstret fået sjæl og stærke følelser, og der er noget tragisk og melodramatisk over det.
Japanerne kunne også noget særligt. Blandt andet med filmene om Gojira eller Godzilla som vi kalder monstret i Vesten, hvor monstret i den grad var fysiske, når de trampede igennem storbyer og smadrede dem. Men også et monster som Daimajin fra Kimiyoshi Yasudas film fra 1966 har gjort et stort indtryk på Stegelmann. Daimajin var en slags beskytter i stil med den hebræiske Golem, og slog kun de onde ihjel.
Vi fik også eksempler på monstre, der ikke var så vellykkede. Her nævnte han Godmonster of Indian Flats fra 1973, hvis monster er et mystisk udseende muteret får. (For god fåre-horror kan jeg i stedet anbefale den new zealandske film Black Sheep fra 2006. Den er virkelig underholdende.)
Et andet monster, der måske heller ikke var helt vellykket, men som alligevel holder 100% er Jabberwocky’en fra Terry Gilliams film med den skrækkelige danske titel Stakkels Dennis. Terry Gilliam havde ikke råd til at bygge et rigtigt monster, men ved hjælp af klipningen, uskarpe skift og anden filmmagi, lykkedes det alligevel at gøre monstret overbevisende.
Jakob Stegelmann nævnte mange flere film og kom også med en hyldest til Ray Harryhausen. Harryhausen brugte stop-motion og blev især kendt for filmen Sinbads 7. rejse fra 1958, hvor man for første gang så mytologiske væsner som drager og kykloper optræde side om side med levende skuespillere som livagtige, tredimensionale væsner. Harryhausen har været en stor inspiration for senere generationer af filmskabere, og blandt andet er Rancor monsteret i Star Wars: Return of the Jedi George Lucas’ hyldest til Ray Harryhausen.
Jakob Stegelmann er altid underholdende at høre på. Han havde da også alle 600 publikummer i sin hule hånd. Husk i øvrigt at du kan lytte til Troldspejlet som podcast HER, og at du kan se Troldspejlet special på DRtv.
Hvis du vil læse mere om monstre, kan jeg anbefale John Landis bog Monsters in the Movies fra 2011, som er fyldt med flotte illustrationer.
Dracula i nye klæder med Kenneth Bøgh Andersen og Jakob Levinsen
Og så til et af de måske mest ikoniske monstre i den vestlige verden – Dracula.
Kenneth Bøgh Andersen begyndte i 2021 sin genfortælling af de tre store horror-klassikere: Mary Shelleys Frankenstein, Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde og Bram Stokers Dracula. Sidstnævnte er netop udkommet som Dracula genfortalt. Ligesom i de to første har Kenneth Bøgh Andersen lagt et stort arbejde i sin research for at holde genfortællingen tro mod originalen, samtidig med at historien bliver gjort levende for en nutidig læser.
Til Fantasyfestival 2023 blev Kenneth Bøgh Andersen interviewet af Jakob Levinsen om arbejdet med Dracula genfortalt. Her fortalte han blandt andet, at Dracula har været sværere at gendigte end både Frankenstein og Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Bram Stokers roman var lang og ustruktureret, og da den nærmest fortælles som et epistolarium, opbygget af breve, dagbøger, avisudklip m.m. er noget af spændingen taget ud, fordi man ser hele historien i bakspejlet.
KBA fortalte, hvordan han udover en modernisering af sproget også har strammet historien op ved at fjerne nogle af de mange gentagelser. Derudover har han fjernet en række plothuller og ualmindelige heldige tilfældigheder ved blandt andet at skabe sammenhænge til personernes forhistorier. Og så lader han også greven selv få ordet en enkelt gang.
Kenneth Bøgh Andersen og Jakob Levinsen talte yderligere om, hvordan de tre bøger kan ses som et fundament for al moderne horror. Frankenstein er det tragiske monster, der reflekterer over sin skæbne. Mr. Hyde er monstret indeni os, og Dracula er det udefrakommende monster. Og i Dracula genfortalt er der bestemt heller ikke noget tragisk over greven. Han er uhyrlig og sadistisk og fremstår som et fuldbyrdet monster.
Endelig fik vi også en lille anekdote fra KBAs research. Han fandt nemlig ud af, at Bram Stoker i første omgang ville kalde Dracula for Count Vampire. Det er vi nok mange, der er glade for at han droppede igen 🙂
Jeg er selv lige gået i gang med at læse Dracula genfortalt, og indtil videre er Kenneth Bøgh Andersen lykkes med sin mission – at gøre historien om Dracula spændende fra første side.
Frankenstein genfortalt udkom i 2021.
Jekyll og Hyde genfortalt udkom i 2022.
Middelalderen vs. Fantasy – Monstre og Magi ved Kristoffer Jacob Andersen
Kristoffer Jacob Andersen er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger om alt fra spøgelser og monstre til fantasy og Cthulhu mythos inspirerede historier. Jeg har tidligere læst blandt andet Operation blå Beluga af ham.
I dagens foredrag så han nærmere på, hvad man rent faktisk troede på i Middelalderen, og hvad der er virkeligt i fantasy universerne.
På kun en halv time kom Kristoffer Jacob Andersen omkring mange interessante facts fortalt med et glimt i øjet. Vi fik for eksempel at vide, at Middelalderens monstre var bange Jesus, så hvis man sagde hans navn, forsvandt de. Derfor var det vigtigt at blive døbt i Jesu navn. Monstrene var også bange for jern og stål, så for at beskytte nyfødte børn der endnu ikke var blevet døbt, lagde man ofte knive og sakse i barselssengen.
En anden sjov detalje var om vampyren. Når man hamrede en pæl igennem en vampyrs hjerte, var det nemlig ikke for at slå den ihjel. Den var allerede død, så man kunne ikke dræbe den igen. I stedet gravede man vampyren op og hamrede en pæl igennem den og ned i jorden for at holde den fast, så den ikke kunne forlade sin grav.
Kristoffer Jacob Andersen kom også ind brugen af magi. Modsat i fantasy troede man ikke på, at troldmænd kunne kaste ildkugler og lignende efter folk. I stedet var det mere hverdagsmagi. For eksempel kunne man gå til en klog kone efter en kærlighedseliksir, eller en heks kunne stjæle ens smørlykke.
Endeligt afsluttede han med, at man ikke så på livet som en kamp Gud mod Djævelen. Gud var nemlig almægtig, og kirken det ultimative forsvar mod det onde. Djævelen kunne forsøge at lokke mennesker til sig, men mod Gud stod Djævelen ikke en chance.
Hvorfor bliver vi bange med A. Silvestri, Mathias Clasen og Thomas Therkildsen
Lørdagens næstsidste programpunkt for mit vedkommende var panelsnakken ‘Hvorfor bliver vi bange?’. Oprindeligt var den tredje deltager forfatter Martin Wangsgaard Jürgensen, men han var desværre blevet syg. Som en fuldgod erstatning stillede neuropsykolog Thomas Therkildsen op sammen med horrorforsker og leder af Recreational Fear Lab Mathias Clasen med forfatter A. Silvestri som moderator.
Recreational Fear Lab havde stillet an med en monster workshop i Gildesalen, hvor paneldebatten fandt sted, så omgivelserne var yderst stemningsfulde!
Det blev til en virkelig spændende snak, hvor jeg nærmest ikke havde tid til at tage noter, så desværre er mit referat meget nødtørftigt.
A. Silvestri kunne i præsentationen afsløre, at Mathias Clasens tænkepause Monstre er udkommet i et oplag på 27.000!
Af små finurligheder fortalte Mathias Clasen, at han måtte gå halvvejs igennem filmen Sleepwalkers, da han så den i biografen med nogle kammerater i 1992. Til gengæld var den noget af en skuffelse, da han genså den som voksen.
Thomas Therkildsen fortalte meget spændende om, hvordan man måler frygt. Blandt andet havde Recreational Fear Lab lavet et forsøg, hvor de inviterede folk ind for at demoteste et nyt horrorspil, mens de var tilkoblet måleinstrumenter. Midt i spillet var indlagt et spørgeskema, og mens folk svarede på det, sprang et monster frem på skærmen. Efterfølgende svarede folk, at de ikke var blevet bange, men målingerne viste, at jo mere koncentrerede de havde været, jo mere forskrækkede blev de.
Mathias Clasen kom med sit bud på en frygtpyramide, og Thomas Therkildsen kunne tilføje væmmelse til bunden. For mod al logik i forhold til de biologiske reaktioner er det lettere at få folk til at føle frygt, hvis de først føler væmmelse. Måske derfor er fantasiens monstre ofte slimede, ufærdige eller ulækre på anden vis.
En anden interessant detalje var snakken om, hvordan forskning har vist, at der findes et sweet spot for nydelsen af frygt. Det er nemlig ikke sådan, at jo mere bange vi bliver, jo sjovere er det. Hvis man bliver så bange, at man iværksætter forsvarshandlinger, er nydelsen ikke ligeså høj. Det er blandt andet viden, som spil-designere kan bruge i udviklingen af horrorspil.
Endelig fortalte de også om et nyopstartet samarbejde med Forsvaret, om recreational fear kan hjælpe PTSD-ramte soldater? Et studie under COVID19 viste nemlig, at folk der så flere horrorfilm, klarede sig bedre igennem lockdown. Måske fordi de gennem en selvpåført eksponeringsterapi har trænet sig til at lukke den uønskede frygt ned.
Det var med andre ord en yderst interessant time. Skulle du have lyst til mere viden om horror og recreational fear holder Mathias Clasen et online foredrag onsdag d. 28. oktober, som man kan tilmelde sig gratis HER.
Occidentens Stjerne og Lovecrafts tentakler ved Benni Bødker
Benni Bødker blev sidste stop for mig lørdag på Fantasyfestival 2023. Han fortalte om sin roman Occidentens stjerne, og om tegneserierne Homunculus som han har lavet sammen med Rune Ryberg. De to fortællinger tilhører nemlig samme univers, selvom historierne ikke har noget med hinanden at gøre. Epilogen til Homunculus var oprindeligt skrevet som prolog til Occidentens stjerne, men Benni Bødker endte med at klippe den ud.
Jeg blev blandt andet fascineret af Bødkers fortællinger fra Paris’ katakomber, som i virkeligheden ikke er katakomber. En katakombe er en underjordisk gang med gravkamre, som man kender det fra Rom.
Men de underjordiske gange under Paris blev ikke bygget som gravkamre. I stedet opstod de, fordi man brugte stenene i undergrunden til at bygge med over jorden. Da så byens kirkegårde med tiden blev overfyldte, gravede man de fattiges knogler op og smed dem ned i gangene. I nogle områder er knoglerne med tiden blevet anbragt mere kunstfærdigt, men andre steder ligger knoglerne stadig hulter til bulter. Læs mere HER.
Det gik jeg glip af lørdag på Fantasyfestival 2023
Det vil blive en hel roman, hvis jeg skulle beskrive alle de spændende programpunkter, jeg ikke nåede lørdag. Her kommer alligevel ganske kort et par overskrifter.
Jeg fik ikke hørt Lars Thomas fortælle om kryptozoologi. Efter at have fulgt Mikala Rosenkildes podcast De Mystiske Dyr i flere sæsoner er jeg ellers blevet ret bidt af disse ofte skræmmende skabninger.
Jeg gik desværre også glip af æresgæsten Jim Butcher. Jim Butcher har skrevet serien om Harry Dresden. Stormfront, der er første bind i Dresden-filerne, udkom oprindeligt på dansk i 2009 på forlaget Tellerup. I 2022 overtog forlaget Superlux forfatterskabet, og indtil videre er de første fire bind blevet oversat til dansk.
Nicolas Barbano er altid interessant at høre, og lørdag holdt han foredrag om Blodbaronessen. Jeg hørte ham fortælle om Elizabeth Báthory til Skrækfest i Odense, men siden da har han besøgt hendes slot, så det kunne have været interessant at høre mere. Men det nåede jeg desværre ikke.
Det kunne også have været spændende at have hørt om monstre i dansk folketro, eller opleve en halv monstertime med A. Silvestri, eller høre om Donaldismens møde med fantasy, eller komme til koncert med Esbjerg Ensemble med introduktion af Mogens Høegsberg og Gabriella Bergman, eller opleve Anne-Marie Vedsø Olesen fortælle om sin bestseller-serie Vølvens vej, eller …
Næste år må jeg lære at klone mig selv, men heldigvis var der også masser af lokkende programpunkter på Fantasyfestival 2023 om søndagen. Læs om dem HER
Find hele programmet HER
Læs mere om Fantasyfestival 2023 i Esbjerg HER
