Historien handler om 4 unge mennesker, der i 1970’erne er på road trip i USA. Her besøger de alle de skøre og skæve forlystelser og udstillinger der findes, for at samle materiale til en bog om hvilke seværdigheder man finder langs USA’s highways. Nærmest ved et tilfælde falder de over Kaptajn Spauldings Museum for mordere og monstre. Spaulding fortæller dem legenden om Doktor Satan. En læge der udførte uortodokse hjerneoperationer på sindslidende patienter, og i øvrigt gav sig af med tortur og mord. De unge bestemmer sig for at prøve at finde Doktor Satans grav, men i stedet for ender de hos den bizzare familie Firefly, der holder meget af halloween.
Der er ingen tvivl om, at Rob Zombie har været stærkt inspireret af den originale Motorsavsmassakren, da han skrev og instruerede House of 1000 Corpses., Det gør dog ikke filmen dårlig. Her er tværtimod tale om en meget interessant gyser, der virkeligt arbejder med billedsiden og indlægger flotte visuelle scener ind i mellem historien. Lydsiden er ligeledes fremragende, og skuespillet er såmænd heller ikke dårligt. Historien er ikke så overraskende, men der er alligevel gode gys i, så absolut værd at se!
Rob Zombie hedder oprindeligt Robert Bartleh Cummings og blev født 12. januar 1965. Udover at være filminstruktør er han også sanger i heavy metal-bandet White Zombie. Han debuterede som instruktør med ”House of a 1000 Corpses” i 2003. Inden da havde han instrueret en række musikvideoer.
Udover at være inspireret af Tobe Hoopers Motorsavsmassakren fra 1974 fortæller Rob Zombie i Eli Roth’s dokumentarserie History of Horror at også The Rocky Horror Picture Show (Jim Sharman, 1975) har været en stor inspirationskilde. Zombies film er da også voldelig og samtidig sært komisk.
Cirka midtvejs ændrer historien sig. Første halvdel er forholdsvis lige til, hvor familien Firefly piner og dræber de unge. Men så flytter fortællingen ned under jorden, og pludselig føler man sig nærmest hensat til en syg udgave af ”Alice i Eventyrland”. For under huset befinder sig et labyrint med et laboratorium, hvor den mystiske Dr. Satan holder til, og i filmens sidste halvdel er historien så surrealistisk, at man bliver helt i tvivl om, hvorvidt de unge er døde, er blevet sindssyge, eller hvad der sker.
Da filmen udkom, fik den ikke den store succes. I løbet af nogle år fik folk dog øjnene op for familien Firefly og filmens kvaliteter, og i dag er det en kultfilm med to efterfølgere: The Devil´s Rejects i 2005 og 3 From Hell i 2019. Sidstnævnte har jeg endnu ikke set, men jeg må indrømme, at jeg ikke var særligt begejstret for The Devil’s Rejects.
Den oprindelige idé til House of a 1000 Corpses bygger på en ’haunted house’-forlystelse, som Rob Zombie lavede for Universal Studios Hollywood.
Firefly klanen er delvist inspireret af Manson familien. F.eks. siger Otis (Bill Moseley) til sine ofre i The Devil’s Rejects: “I am the Devil, and I am here to do the Devil’s work.” Det samme sagde Charles “Tex” Watson, Charles Mansons højre hånd, før han begik de berygtede Tate-mord.
En anden inspirationskilde til Firefly klanen er familien Bender fra 1870’ernes Midtvest. Den tilsyneladende gæstfrie familie inviterede rejsende på mad, men slog dem ihjel for at stjæle deres værdier. Familien distraherede gæsten, mens husets overhoved, John Bender, eller hans søn, John Bender, Jr., sneg sig om bag et gardin, der delte stuen fra soveværelset, og slog gæsten bevidstløs med en hammer. Herefter blev ofrets hals skåret over. Formentlig havde de færreste forbipasserende på Osage Trail noget af værdi, så historikere antager, at Benders fortsatte deres mordtogt for den rene spænding ved drabet. (Læs mere her)
Om House of 1000 Corpses:
Instruktør: Rob Zombie
Udgivelsesår: 2003
Pingback: Gyseren » The Devil’s Rejects
Pingback: Gyseren » Halloween (2007)
Pingback: Halloween II (2009)
Hold da op, hvor blev jeg overrasket, da jeg først filmen rullede hen over skærmen. Totalt gennemsyret af gyser-genrens mest effektive elementer, banker ‘House of 1000 corpses’ derudaf, og byder i bogstaveligste forstand velkommen til helvede.
Jeg har set en del gyser-film gennem flere årtier nu, men denne hører helt klart til i den gode ende.
Hvis man kan tale om kunst i forhold til at visualisere mareridtsagtige grusomheder, så er der ingen tvivl om, at filmen her er stor kunst. Jeg gyste og væmmede mig, men jeg nød faktisk filmen i fulde drag.
Den husker jeg også, at jeg var positivt overrasket over. Havde nok skruet forventningerne ned, fordi jeg tænkte, at Rob Z er lidt for karikeret, men det var en god film. Måske tid til et gensyn 🙂
Jeg var i hvert fald vældig positivt overrasket over den og tænker ind i mellem på at snuppe et gensyn med den. Men er lidt bange for om den pludselig forvandles til “The Devils Rejects” 🙂
Pingback: Natterend af Niels Kjærgaard - Gyseren