Arkivet for ‘Film’ Kategorien

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

Hvis du mikser “The Amityville Horror“ med “The Shining” og smider lidt “Poltergeist” ind over, så har du stort set historien i “7 days to live”. Det er dog ikke ensbetydende med, at “7 days to live” er en decideret dårlig film, blot at den hverken er særligt overraskende eller nytænkende.

Ægteparret Ellen og Martin Shaw flytter efter deres søns tragiske død langt ud på landet i et ensomt beliggende hus. Martin er forfatter, og han håber på at kunne begynde at skrive igen, mens de sammen kommer sig over dødsfaldet. Men de har ikke boet i huset længe, før Ellen begynder at få varsler om sin snarlige død.

I begyndelsen afviser hun det som synsbedrag og hallucinationer, men da hændelserne bliver ved, forsøger hun til sidst at tale med Martin om det. Han afviser hende dog fuldstændig, og bebrejder hende også at hun er gået til lægen med sine spekulationer.

Mens Ellen trækkes længere og længere ind i frygten, opdager hun, at Martin langsomt ændrer sig. Han bliver mere aggressiv og vil ikke lade hende komme ned i husets kælder, hvor han efterhånden opholder sig længere tid ad gangen. Samtidig går det dog rigtig godt med at skrive på hans nye roman, men da Ellen ser, hvad han skriver, åbenbarer den grusomme sandhed om hendes varsler sig.

Amanda Plummer, som spiller Ellen, er udmærket, mens Sean Pertwee, der spiller Martin, er oppe imod hårde odds, fordi man ikke kan lade være med at sammenligne ham med Jack Nicholson i “The Shining”, og den sammenligning taber de fleste. Han gør dog et ihærdigt forsøg, og det lykkes ham at vise en personlighedsændring fra normal til psykopatisk på en rimelig overbevisende måde.

Som sagt bliver historien dog ret forudsigelig, ligesom der er en del “tilfældigheder”, som virker lige vel usandsynlige, men som sørger for at plottet hænger sammen. Alt i alt er det dog en film, som er hurtigt set og sikkert lige så hurtigt glemt igen.

Instruktør:  Sebastian Niemann
Udgivelsesår: 2000

Jeg har længe gået og luret på “Trick’r Treat”, hvis forside med den lille figur med sækkehovedet virker stærkt fascinerende på mig. Desværre synes jeg ikke, at indholdet levede helt op til forsiden.

“Trick’r Treat” er en antologifilm a la “Creepshow“, og det er tydeligt, at instruktør og manuskriptforfatter Michael Dougherty er inspireret af de gamle film og EC comics. Men i modsætning til de gamle film, hvor historierne er individuelle og kædes sammen af en rammefortælling, så væver de fem fortællinger i “Trick’r Treat” sig ind i hinanden undervejs i fortællingen, som springer i tid og sted.

Første fortælling er om det unge par, hvor kvinden ikke er særlig vild med Halloween og slukker græskarlampen før tid. Anden fortælling handler om gymnasielæreren der har sine helt egne Halloween-traditioner. Tredje fortælling handler om en gruppe børn, som laver en practical joke der løber helt af sporet. Fjerde historie handler om jomfru-lillesøsteren, som tager med sin storesøster til fest og endelig slipper af med mødommen – men på en lidt anderledes måde. Og femte historie handler om den gamle vrede mand, der hjemsøges af Halloween-ånden.

I ekstra-materialet fortæller Dougherty, at han altid har været fascineret af Halloween, og at han i sin film har ønsket at sætte fokus på baggrunden for Halloween og de traditioner, der er forbundet hermed. Undervejs kommer personerne da også med små oplysninger flettet ind i historien, men jeg må indrømme, at jeg først fangede de fleste af dem, da jeg så ekstra-materialet.

Generelt er filmen teknisk flot lavet, og det er ganske morsomt at sidde og holde øje med personer og lyde fra de andre historier undervejs. Når det er sagt, så blev jeg dog lidt skuffet over “Trick’r Treat”, som aldrig bliver rigtig overraskende eller skræmmende, og heller ikke indeholder den sorte humor, som fx “Creepshow” gjorde. Det hele er lidt for poleret og pænt efter min smag, men Janus skriver ganske pænt om den på Horrorsiden.dk, og jeg kan også se, at den har scoret 6,9 på IMDB, så det er sikkert bare mig, som er lidt for negativ igen igen.

Instruktør: Michael Dougherty
Udgivelsesår: 2007

For lidt mere Halloween-info se her

Jeg har længe gået og luret på Rodrigo Cortés “Buried” med Ryan Reynolds i hovedrollen, og trods jævnt gode anmeldelser havde jeg alligevel lidt svært ved at tro på, at det kunne blive så god en oplevelse. Men jeg må overgive mig. Reynolds, som jeg ellers mest kender fra humoristiske roller, fylder i den grad kisten ud. Og setuppet med 95 minutter kun filmet i en kiste holder også vand. Kun på ét tidspunkt tænkte jeg, at nu kammede det lidt over, og det er altså ret godt gået på halvanden time.

Paul Conroy er lastbilchauffør, som kører transporter i Irak. En dag bliver hans konvoj angrebet, og da han kommer til sig selv, befinder han sig begravet i en kiste. Med sig har han fået en mobiltelefon, og nu begynder hans kamp for at få hjælp. Han ringer hjem, til sit firma, til FBI osv., men det er svært for ham at få nogen overbevist om alvoren i hans situation.

Så ringer bortføreren ham op. Han vil have 5 millioner dollars, ellers får han lov at dø i kisten. Paul ved, at det ikke vil ske, for USA forhandler ikke med terrorister. Alligevel forsøger han, og endelig lykkes det at få kontakt med en kidnapningsekspert i Irak, Dan Brenner. Men kan han overhovedet hjælpe?

Filmen er for det første utrolig godt filmet. Her er ikke sjusket med lyset, så vi pludselig kan se mere end realistisk kan forklares. I stedet starter filmen med sort skærm, hvor vi bare høre Paul stønne, indtil han finder sin lighter. Så ser vi hvor han befinder sig – en kiste, hvor han knap kan dreje sig. Senere finder han også en lygte, så der bliver anderledes lyssætning, men igen er det holdt på et plausibelt plan.

Ryan Reynolds overrasker også yderst positivt. Han bærer hele filmen som den eneste skuespiller udover stemmer i telefonen, og han brænder totalt igennem lærredet. Skiftevis er han bange, vred, opgivende eller fuld af håb, og det er imponerende gjort i betragtning af, at han bare kan ligge på sin ryg under hele filmen.

Jeg har ikke set andre film af instruktør Rodrigo Cortés, men med “Buried” er han blot endnu et bevis på, at spaniolerne kan noget ganske særligt når det kommer til horror. Sjældent har jeg set sådan en slutning i en film med en superstjerne i hovedrollen.

Instruktør: Rodrigo Cortés
Udgivelsesår: 2010

Darren Shan er en helt almindelig dreng, ja faktisk lidt af et dydsmønster. Men en dag sniger han sig sammen med sin bedste ven Steve til at besøge et omrejsende freakshow, og herfra ændres hans liv fuldstændig. Han bliver nemlig så betaget af edderkoppen Octa, at han stjæler den fra en vampyr, der optræder i cirkusset.

Men edderkoppen slipper væk og bider Steve, og for at redde Steves liv må Darren indgå en aftale med altovervældende konsekvenser. Og som om det ikke var nok, er begge drenge nu kommet i Mr. Tinys søgelys, og Mr. Tiny har en plan …

Filmen “The Vampire’s Assistant” bygger på børnebogsserien om drengen Darren Shan, og det er da også en børnefilm fremfor en decideret gyser. Men den var nu ganske underholdende, og jeg er altid vild med John C. Reilly, som spiller Mr. Crepsley – vampyren der gør Darren til sin assistent.

Instruktør: Paul Weitz
Udgivelsesår: 2009

Nu var jeg ikke specielt begejstret for første film “The Messengers“, så når jeg alligevel snuppede toeren med hjem, var det kun fordi, at danske Martin Barnewitz (“Kollegiet”) instruerede. Og selvom jeg stadig ikke er voldsomt imponeret af historien, så synes jeg, at Barnewitz får en rimelig film ud af et forudsigeligt oplæg.

Det går ikke så godt for landmanden John Rollins. Majsen tørrer ud på marken, og kragerne æder løs. Banken truer med tvangsauktion, og på hjemmefronten aner man også, at problemerne lurer i baggrunden. Men så finder John et gammelt fugleskræmsel i laden, og selvom sønnen advarer ham mod at sætte det op, ender det alligevel med at han gør det.

Pludselig vender lykken. Majsene vokser, kragerne dør – og det gør meget belejligt også alle andre som kommer i vejen for John. Men man skal passe på med, hvad man ønsker, for måske får man det …

Som sagt er historien ganske forudsigelig, og selvom manuskriptforfatter Todd Farmer forsøger at lave et twist med en sær nabo og dennes kone, så bliver det aldrig rigtig overraskende.

Hvor jeg synes, at “The Messengers 2″ bliver bedre end første film, er i scenerne ude på majsmarken. For mig er det bare enormt skræmmende, og Barnewitz bruger kameraets bevægelser til at underbygge forvirringen og manglen på retningssans, som personerne oplever herude. Der er også et par drømmesekvenser, som er ganske vellykkede, så selvom “The Messengers 2″ ikke kommer til at gå over i historien som årets horrorfilm, så er det langt fra den værste Hollywood produktion, jeg har set.

Læs også Caspar Vangs anmeldelse på Uncut.dk

Instruktør: Martin Barnewitz
Udgivelsesår: 2009

I år så jeg min første danske zombifilm (Opstandelsen), og nu har jeg så set min første franske. Og selvom danske Casper Haugegaard med garanti ikke har haft ligeså mange penge at gøre godt med som Yannick Dahan og Benjamin Rocher, så synes jeg faktisk, at “Opstandelsen” på sin vis var bedre.

4 betjente er på et personligt hævntogt mod en narkobande, som holder til i toppen af et kondemneringsværdigt højhus. Det går dog helt galt, og de bliver fanget i stedet for, og en af dem myrdes. Men før der kan ske mere, bryder mareridtet ud i fuldt flor. De døde begynder at rejse sig og angribe de levende, og snart må de overlevende betjente slå sig sammen med forbryderne for at forsøge at slippe levende ud af højhuset.

Normalt er jeg ret vild med zombifilm, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor jeg ikke synes “La Horde” fungerer. Zombierne er sådan set gode nok, og personerne er hverken værre eller bedre end i så mange andre zombifilm. Ikke desto mindre var jeg forholdsvis ligeglad med, om de overlevede eller ej og synes nok i virkeligheden, at de var lidt for overspillede allesammen.

På plussiden er slutningen, som lige faldt i min smag, men bortset fra den har jeg set mange zombifilm, som var mere underholdende. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at “La Horde” har fået ros fra andre sider, bl.a. Horrortalk.com, som skriver: “The Horde (La Horde) is not quite as powerful as what some are calling The New Wave of French Extremism, yet still packs a decent punch while delivering a crowd-pleasing action-horror flick.”

Instruktør: Yannick Dahan & Benjamin Rocher
Udgivelsesår: 2009

“End of the Line” var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over “End of the Line”. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da “End of the line” hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose “End of the Line” som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

Hvad får man, hvis man kobler en kærlighedshistorie med spøgelser? Nogen gange en rigtig god historie, andre gange en lidt sær hybrid. Sidstnævnte synes jeg er tilfældet med “In love with the dead”.

Bagsiden lover ellers masser af gys med ordene “Pang-brødrene har gjort det igen! Endnu en gang har de kun én mission: at skræmme dig fra vid og sans.” Men i stedet får vi de første 80 minutter et - i øvrigt meget smukt – kærlighedsdrama om det unge par, Ming og Wai.

Wai får kræft og chancerne for helbredelse er ikke gode. I starten holder de humøret oppe, og Ming gør alt for at være så meget sammen med Wai som muligt. Det fører til, at han bliver fyret fra sit job, og i stedet må tage til takke med et noget mindre prestigefyldt arbejde sammen med en tidligere skoleveninde, Ting.

Mens Wai bliver mere og mere syg, får Ming vanskeligere ved at håndtere situationen. Allerhelst vil han være der for Wai hele tiden, men hun trækker sig tilbage og søger alternative måder at blive rask på. Samtidig plages hun af jalousi over, at Ming nu ser Ting hver dag, og det er måske ikke uden grund, for Ting har stadig følelser for Ming.

Så langt så godt – uden et eneste lille gys udover Wais lillesøsters fascination af gysertegneserier. Først i filmens sidste kvarter kommer der lidt horrorstemning ind i filmen. Wai forsvinder, og da hun vender tilbage, trækker hun sig fuldstændig væk fra omverdenen, og imens begynder også Ming at opleve sære hændelser. Slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men den trækker helt klart op i gyserøjne.

Problemet med filmen er, at en bagsidetekst som ovenstående lokker lidt andre seere til, end hvis man beskrev den som det kærlighedsdrama, det reelt er. Samtidig tror jeg dog nok, at de fleste seere til kærlighedsdramaer vil betakke sig for den grumme slutning. Så på den måde bliver “In love with the dead” en sær blanding, som måske nok er både velspillet, underholdende og overraskende til sidst, men som alligevel ikke rigtig fik mig helt op at ringe.

Richard Kuipers kalder “In Love With the Dead” for: “a moody terminal-illness meller that develops into a ghost story with a “Fatal Attraction” kick“, og det er nok ikke helt galt.

Danny Pang står bl.a. også bag den visuelt smukke “Re-cycle“, som ligeledes var en lidt anderledes filmoplevelse.

Instruktør: Danny Pang
Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: Chung oi

Læs omtaler af andre film af Danny Pang

Jeg elsker hule-horror og ville have set “Sanctum” i biografen. Det nåede jeg desværre ikke, men nu har jeg så fået set den på Blueray, og selvom jeg tror, at oplevelsen havde været bedre i biografen, så er her dog alligevel tale om en ganske effektiv thriller.

Milliardæren Carl betaler for udforskningen af et stort hulesystem i Papua Ny Guinea. Nu kommer han selv på besøg med kæresten Victoria for at se, hvad der foregår og få sat skub i udforskningen, som han synes går for langsomt. Lederen i grotten er Frank, som er en utrolig dygtig grottedykker, men ikke er særlig god med mennesker – og slet ikke med sønnen Josh, der meget modvilligt er med i udforskningen.

Men under Carl og Victorias ophold 5 km under jorden i grotten bryder en voldsom storm ud, og gruppen afspærres fra overfladen. Vandet stiger støt, og snart må gruppen forlade det kendte område og forsøge at finde en ny vej til overfladen, hvis de skal overleve.

Historien er set før, men her er nogle virkelig flotte undervandsoptagelser, og flere af grottescenerne er rigtig godt lavet. Persontegningerne er dog noget endimensionelle, og  man kan heller ikke påstå, at plottet byder på mange overraskelser. Jeg gætter på, at hvis man (som mig) holder af hule-horror, så bærer man over med mærkværdighederne i manuskriptet, og lader sig indfange af stemningen i filmen. Så selvom jeg måske ikke ligefrem sad med tilbageholdt åndedræt undervejs, så følte jeg mig dog ganske godt underholdt og kan godt anbefale “Sanctum” til en regnfuld aften.

Instruktør: Alister Grierson
Udgivelsesår: 2011