november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘asiatisk horror’

Tomie

TomieFor tre år siden var Tsukiko involveret i en ulykke, som hun har fortrængt alt om. Kort efter ulykken skiftede hun skole og flyttede hjemmefra, så ingen omkring hende ved noget. Derfor begynder hun at gå hos en terapeut, dr. Hosono, som håber at kunne hjælpe Tsukiko via hypnose.

En dag bliver dr. Hosono opsøgt af politimanden Harada. Han efterforsker nogle mystiske mord, hvor unge mænd har slået deres kæreste ihjel, men hvor alle spor af liget efterfølgende er forsvundet. Endnu mere mystisk er det, at kæresten tilsyneladende har været den samme pige hver gang: Tomie Kawakami.

Og så dukker Tomie pludselig op på den restaurant, hvor Tsukikos kæreste Saiga arbejder …

Tomie er den første film i serien om monsterpigen, der driver mændene omkring sig til vanvid. Den bliver på dvd’en markedsført som forgængeren til The Grudge og The Ring (lidt pudsigt da The Ring udkom et år før i 1998), og den bygger på en japansk manga af Ito Junji. Efter sigende håndplukkede Ito selv Miho Kanno, som spiller Tomie i filmen, pga. hendes øjne, som skulle minde utroligt meget om hans manga-figurs.

Jeg kan som regel godt lide asiatisk horror. Det er ikke altid, jeg helt forstår dem første gang, og ind i mellem bliver jeg vældig træt af det sorthårede spøgelse, der hjemsøger mange af filmene. Men som regel bliver jeg alligevel betaget, fordi jeg bliver overrasket, og fordi der er nye vinkler på fortællingen i forhold til den vestlige facon. Her forstår jeg udmærket historien, men jeg bliver ikke særligt betaget. Filmen føles underlig flad, og som tilskuer bliver man ikke rigtig involveret i personernes skæbne – måske fordi de ikke rigtig selv er involveret.

I stedet for et plot, hvor personerne søger noget, eller historien udvikler sig i et forløb, får vi her en historie, som består af en masse enkeltstående begivenheder. Betjenten som efterforsker sagen om Tomie, efterforsker ikke rigtig. Han besøger bare dr. Hosono og fortæller hende nogle ting. Tsukiko siger måske nok, at hun ønsker at kende sin fortid, men processen er bare en række stillestående seancer med dr. Hosono, og sådan fortsætter det. Karaktererne drives ikke, og dermed udvikler historien sig ikke, den præsenteres bare for os. Måske er det anderledes at se filmen, hvis man kender mangaen, men jeg synes ikke, det er rimeligt at forlange af filmpublikummet, at de skal læse tegneserien først for at kunne forstå universet. Det er instruktørens opgave at gøre det levende for sit publikum.

Jeg kan undre mig over, at der er lavet så mange sequals til filmen, men tilsyneladende skulle de blive bedre efterhånden. Så jeg må nok hellere snuppe et par stykker mere.

Instruktøren Ataru Oikawa har også instrueret Apartment 1303, som jeg heller ikke var overvældende begejstret for.

Om filmen:

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 1999

Tomie-serien:

Tomie (1999, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Another Face (1999, D: Toshirô Inomata)
Tomie: Replay (2000, D: Tomijiro Mitsuishi)
Tomie: Re-birth (2001, D: Takashi Shimizu)
Tomie: Final Chapter (2002, D: Shun Nakahara)
Tomie: Beginning (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie: Revenge (2005, D: Ataru Oikawa)
Tomie vs. Tomie (2007, D: Tomohiro Kubo)

St. John’s Wort

Jeg så “St. John’s Wort” for første gang for nogle år siden. Da jeg pludselig faldt over den igen, kunne jeg ikke rigtig huske den og tænkte, at den nok trængte til et gensyn.

Nami får at vide, at hun har arvet et hus efter den far, som hun blev fjernet fra, da hun var lille og i stedet opfostret hos en tante. Nu viser det sig, at faren var en yderst berømt maler, Sôichi Kaizawa, og Nami har bedt sin tidligere kæreste Kohei, som laver computerspil, om at tage med hende hen til huset. Det vil Kohei gerne, for dels regner han med at kunne bruge billeder fra huset som kulisse i sit nye spil, og dels er han stor fan af Sôichi Kaizawa.

Der er dog noget mystisk ved huset, og da Nami opdager et foto af to små babyer, finder hun ud af, at hun havde en søster – Naomi. Men de finder også ud af, at der er forsvundet en lang række børn i området, og at de ikke er alene.

Visuelt er filmen en noget anderledes oplevelse. I begyndelsen er farverne helt ude af den normale farveskala, og jeg var lige ved at tro, at mit tv var gået bananas. Men det viste sig at være fuldt bevidst. Inde i huset er farverne mere normale, og når man ser igennem overvågningskameraerne er det sort/hvidt.

Klipningen er også ret anderledes, og til tider direkte irriterende. Jeg tænker, at det skal give associationer til det computerspil, Kohei er i gang med at lave, men jeg synes ind i mellem det var lidt trælst. Desuden veksles der mellem håndholdt subjektivt kamera og overblikskamera, uden at der virker til at være en logik i skiftene.

Plottet er dog et stykke hen ad vejen udmærket. Opbygningen af afsløringerne i huset virker fint, og både Megumi Okina som Nami og Yôichirô Saitô som Kohei spiller godt. At de to biroller til gengæld er totalt overspillede, må man bare bære over med. Jeg blev dog tabt i slutningen, hvor den klassiske soapopera-replik bliver udbrudt (SPOILER): “Nami, jeg er din tvillinge – bror!” Herfra går det ned ad bakke, og “St. John’s Wort” ender lidt skuffende.

Den amerikanske titel “St. John’s Wort” havde jeg lidt svært ved at regne ud, men med lidt hjælp fra Internettet lykkedes det. I filmen husker Nami, at morens sidste ord var Johannesurt, en plante som vokser i rigelige mængder foran huset, og som i japansk folklore betyder hævn. Johannesurt hedder på engelsk St. John’s Wort, så nu er det så bare at få morens ønske om hævn implementeret i plottet.

Efter at have set filmen synes jeg, at Megumi Okina så bekendt ud, og det viste sig, at hun også har spillet Rika i “The Grudge” fra 2002.

Instruktør: Ten Shimoyama
Udgivelsesår: 2001
Originaltitel: Otogiriso

Haunted Child (Silk)

Haunted ChildDet er lykkes for den handicappede videnskabsmand Hashimoto at opfinde “Menger Sponge”, et energifelt som kan ophæve tyngdekraften, og som er et hemmeligt projekt under den taiwanske regering.

Men Hashimoto bruger også forskningen til sit eget formål. Det er lykkes ham og hans team at fange spøgelset af en dreng ved hjælp af “Menger Sponge”, og nu forsøger han at finde ud af, hvorfor drengens spøgelse bliver på jorden, når alle andres ånd forsvinder kort efter dødens indtræffen. Han beder derfor politimanden Tung om at finde ud af, hvem drengen var, og hvorfor han døde.

Men det viser sig at være ikke helt ufarligt, for drengen har dræbt flere mennesker, og da det lykkes Tung at finde frem til, hvem drengen var, opdager han en forfærdelig hemmelighed. En hemmelighed, som Hashimoto tror, han kan bruge til sin egen fordel, for med sin sygdom har han ikke længe igen på jorden.

For mig var Haunted Child rigtig underholdende. I en blanding af spøgelseshistorie, science fiction elementer og klassisk politi-opklaring fortælles historien uden pauser til at tænke for længe over tingene. Haunted Child stiller spørgsmålstegn ved, hvad der findes efter livet, og om det altid er bedre at være levende end død.

Visuel effects er udmærkede, og scenerne når spøgelserne ser sig vrede på mennesker omkring dem er vellavede og skræmmende. Jeg havde ind i mellem lidt svært ved at følge de videnskabelige udredninger, men det er jo egentlig også ligegyldigt. I hvert fald tror jeg ikke, at “Menger Sponge” har ret meget hold i virkeligheden.

Alt i alt var Haunted Child underholdende og kan anbefales til et par timers gys.

Om filmen:

Instruktør: Chao-Bin Su
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Gui Si

Re-cycle

Re-cycleForfatteren Ting-Yins seneste bog er netop blevet filmatiseret, og alle venter med spænding på den nye bog, hun er gået i gang  med. Tidligere har hun skrevet kærlighedshistorier, men den nye er nærmere en spøgelseshistorie.

Skriveriet går dog ikke så godt. Mens Ting-Yin kæmper med sin historie, begynder hun at få mystiske telefonopringninger, og hun føler, at der er en anden til stede i hendes lejlighed. Det hele kulminerer efter en konfrontation med hendes eks kæreste. Efter at hun har forladt ham, befinder hun sig pludselig i et fremmed og skræmmende univers, hvor en ansigtsløs kvinde skånselsløs forfølger hende.

Re-cycle er en flot visuel fortælling, og universet for ‘overgivne ting’ er designet både skræmmende og smukt. Jeg kom til at tænke på What dreams may come, som også skaber et helt nyt visuelt univers for sin fortælling. Hvad selve historien angår, blev jeg dog ikke særligt grebet. Måske er det et kulturspørgsmål, for der var flere af begivenhederne i paralleluniverset, jeg ikke helt forstod, som måske er alment kendte myter i Kina.

Jeg blev ikke 100% imponeret af Re-cycle. Det skal dog siges, at den lukkede Un Certain Regard programmet* i Cannes 2006, og den er bestemt også en visuel tour de force, men selvom den indeholder enkelte skræmmende scener, så bliver den alligevel aldrig rigtig uhyggelig. Originaltitlen Gwai wik, som også er titlen på Ting-Yins nye bog, skulle direkte oversat betyde Spøgelsesland – Ghost Land. Det havde efter min mening været en langt mere interessant titel.

Filmen er instrueret af brødrene Pang, som bl.a. også står bag The Messengers, The Eye og The Eye 2.

Om filmen:

Instruktør: Oxide Pang Chun og Danny Pang
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Gwai wik

* Un Certain Regard  blev introduceret på Cannes i 1978. Hvert år præsenteres her en række film i forskellige visionære stilarter, som alle er “originale og anderledes”, og som fortjener international anerkendelse. Se mere på wikipedia.

Apartment 1303

Apartment-1303Den unge Sakaya flytter ind i lejlighed 1303 i et stort lejlighedskompleks ned til en strand. Men mens vennerne sidder i stuen og hygger, springer hun pludselig ud fra lejlighedens altan og dør.

Storesøsteren Mariko bor stadig hjemme hos moderen, der lider af en depression efter faderens død. Moderen forstår tilsyneladende ikke, at Sakaya er død og bebrejder Mariko det hele.

Mariko påtager sig at pakke lejligheden ned, og møder naboens lille pige som har en teddybjørn – en teddybjørn hun finder ud af tilhørte Sakaya. Mariko føler, at der er noget mærkeligt ved lejligheden. Det får hun bekræftet, da kriminalassistent Sakurai opsøger hende og fortæller, at Sakaya er den 5 kvinde, som begår selvmord i lejligheden ved at springe ud fra altanen.

Og det hele startede med Sujiko, som boede i lejligheden sammen med sin alkoholiske mor …

“Apartment 1303” er ikke en af de bedste film, jeg har set. Selve set-uppet er sådan set udmærket, men så føles det, som om historien kører i ring. Der kommer godt nok flere og flere skræk-effekter ind (og naturligvis det sædvanlige langhårede spøgelse), men der er ikke nogen udvikling af betydning. Og slutningen – ja, den er heller ikke overraskende.

Aturu Oikawa har også instrueret “Tomie – Revenge”, som jeg har til at ligge i bunken af film, jeg mangler at se. Jeg håber, den er bedre.

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 2007

Ringu 0

Ringu 0I 1998 kom “Ringu“, i 1999 kom “Ringu 2” og i 2000 kom denne prequel “Ringu 0” instrueret af Norio Tsuruta, der også har instrueret film som “Premonition” og “Dream Cruise“.

Filmen starter for 30 år siden, og fortæller historien om hvad der skete med Sadako i tiden efter dr. Ikumas eksperiment frem til hendes død.

Journalisten Miyaji opsøger skolelæreren fru Sudo fra Oshima for at spørge om en elev, som gik på skolen 11 år tidligere. Eleven var Yamamura Sadako. Fru Sudo fortæller, at Sadako var en sød og nem pige, og at hun flyttede med dr. Ikuma til Tokyo.

Så klipper filmen til Sadakos liv. Hun bor i Tokoy og går jævnligt ved en læge, som giver hende medicin for nogle syner, hun har. Hun forsøger at leve et normalt liv, og har bl.a. meldt sig til en teatertrup, men de øvrige skuespillere er nervøse omkring hende.

Da Aiko, som spiller den kvindelige hovedrolle i stykket, dør, får Sadako rollen, og det skaber endnu mere splid. Den eneste, som er på Sadakos side, er lydmanden Toyama, og de to forelsker sig. Men dagen før premieren ser Toyama instruktøren forulempe Sadako, og der opstår et slagsmål, hvor instruktøren dør. Sadako og Toyama forsøger at skjule liget, men det opdages midt under premieren, og Sadako får skylden.

Miyaji, som også har opsøgt både Sadakos læge og instruktøren,  er også til stede under premieren, og hun har fået en af de øvrige fra truppen til at spille et bånd, der blev opdaget under dr. Ikumas eksperiment. Alt dette er med til at skabe en kaotisk stemning om Sadako, og aftenen ender på en måde, der bringer minder om Stephen Kings roman “Carrie“.

Men teatertruppen er ikke færdig endnu og tager ud til dr. Ikumas hus, hvor endnu en overraskelse venter.

Jeg er ikke så imponeret over “Ringu 0”. Jeg forstår ikke helt, hvorfor journalisten i den grad har et horn i siden på Sadako, og spændingen kan heller ikke blive så stor, når man på forhånd ved, hvordan filmen ender. Samtidig er en stor del af plottet snarere en tragisk kærlighedshistorie end en gyser.

Tsuruta forsøger godt nok at lægge en ny betydning ind over slutningen, men resultatet er det samme, og om Sadako kommer tilbage efter hævn af den ene eller anden årsag i de efterfølgende film, synes jeg egentlig ikke ændrer så meget. Men jeg fandt da ud af, hvorfor hun bevæger sig så underligt som ånd.

Hvis du ikke er helt vild med asiatisk horror, så spring “Ringu 0” over og prøv i stedet for Tsurutas “Premonition“. Den er meget bedre.

Om “Ringu 0”:

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ringu 0: Bâsudei

Reincarnation

ReincarnationTredje film i J-horror serien er Takashi Shimizus “Reincarnation”. Shimizu står også bag film som “Ju-on“, “Ju-on 2” og “The grudge“, men “Reincarnation” er en lidt anderledes spøgelseshistorie med en grum slutning.

Instruktøren Matsumura er i gang med at lave en film over en virkelig begivenhed. For mere end 20 år siden slog en professor Omori 11 mennesker ihjel på Hotel Ono Kanko, heriblandt sine to børn. Efter drabene begik han selvmord.

Matsumura er i gang med at caste skuespillere og bliver straks tiltrukket af den unge Nagisa Sugiura til rollen som Omoris datter, der var den sidste, der blev dræbt dengang. Nagisa er først begejstret for rollen, men snart begynder hun at se underlige syner, og da hele crewet skal besøge hotel Ono Kanko for at fornemme stemningen, befinder hun sig pludselig i fortiden som direkte vidne til mordene.

Samtidig studerer pigen Yayoi Kinoshita reinkarnation, deja vu og andre cryptomnesia fænomener. Hun har siden sin barndom drømt om et hotel med rødt tag, som hun aldrig har været i. Nu fører hendes klassekammerat hende sammen med veninden Yuka, der påstår, at hun har levet tidligere.

De to historier flettes sammen, og slutningen i “Reincarnation” er som sagt temmelig grum. Her er virkelig tale om, at straffen følger en, og at døden ikke nødvendigvis er slutningen.

Shimizu bygger en yderst uhyggelig stemning op gennem filmen. Når synerne tager over, bliver billedet grynet og håndholdt, og det er med til at underbygge gruen. Mod slutningen kammer hans brug af spøgelser lidt over, men stadigvæk er her tale om en vellykket film. Og så bruger han en af de mest uhyggelige dukker, jeg har set længe.

Instruktør: Takashi Shimizu
Udgivelsesår: 2005
Originaltitel: Rinne

Også omtalt på horrorsiden.dk

Premonition

Jeg blev opmærksom på “Premonition”, da jeg rent tilfældigt fik fingre i den japanske gyser “Infection“. Omtalen lød så interessant, at jeg blev nødt til at se den, og for en gang skyld levede filmen helt op til mine forventninger. “Premonition” er velspillet, uhyggelig og absolut seværdig!

Hideka er på vej hjem efter en hyggelig weekend sammen med sin hustru Ayaka og datteren Nana. Undervejs på hjemturen holder de ind til siden, da Hideka skal sende en mail. Mens han venter, ser han et avisudklip, som fortæller om en bilulykke, hvor hans datter dør. Få øjeblikke efter pløjer en stor lastbil ind i deres bil, og datteren Nana slipper ikke ud.

Her klipper filmen til 3 år senere. Hideka og Ayaka er blevet skilt, og mens Hideka er gået i stå i sin karriere, er Ayaka begyndt at forske i det overnaturlige – i særdeleshed forudsigelser. Hun har fundet en bog af Rei Kigata, som beskriver “The Newspaper of Terror” – en avis som forudsiger ulykker, og hun har forsøgt at få fat i Kigata, men han er forsvundet.

Da hun en dag får fingre i et foto af sin eks-mand, der forudsiger hans død, beslutter hun sig for at opsøge ham, og sammen forsøger de at finde ud af mere om de mystiske avisudklip, som igen er begyndt at vise sig for Hideka. Det fører dem sammen igen, men for hvor længe?

“Premonition” bygger på en manga af Jiro Tsunoda med titlen “The Newspaper of Terror”, og er både en historie om sorg og kærlighed såvel som en gyser. Jeg blev øjeblikkeligt fanget af personernes skæbne, og åbningsscenen hvor bilen med den lille pige bliver smadret er utrolig vellykket. Samtidig er slutningen yderst interessant og grum.

Hvis man ikke kan lide asiatiske gysere, skal man alligevel give “Premonition” en chance. Den har alt den underspillede asiatiske horror-følelse, uden at vi skal trækkes med det sorthårede kvindespøgelse. En super fed film jeg kun kan anbefale …

Der findes i øvrigt også en amerikansk film med titlen “Premonition”. Denne handler om en kvinde som forudser sin mands død i et biluheld og hvordan hun forsøger at undgå dette, men om den har nogen tilknytning til den japanske film, kan jeg ikke se.

“Premonition” er en del af J-horror serien.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2004
Originaltitel: Yogen

R-Point

R-PointNo. 1 Korean Horror Movie of the Year står der på bagsiden af “R-Point”, og det er nok lidt af en overdrivelse. Men det er helt sikkert en film med flere interessante scener i.

Vietnamkrigen er mod slutningen, da løjtnant Choi bliver sendt på en mission med sin enhed. De skal finde 9 soldater, der er forsvundet i det samme område – døde eller levende. Hvad Choi og hans mænd ikke ved, er at hovedkvarteret igennem længere tid har modtaget nødråb fra de forsvundne mænd, selvom en overlevende har sværget på, at alle er døde.

Redningsgruppen ankommer i god behold til R-Point, som området kaldes, og slår lejr i et gammelt tempel. Men snart begynder mystiske ting at ske. En af soldaterne i gruppen dør, og det viser sig, at han i virkeligheden var en af de forsvundne soldater. Hvor kom han fra? Og hvorfor kan gruppen ikke slippe væk igen?

Som sagt er noget af filmen noget værre hø, men der er også flere rigtig fede scener. “R-Point” er et udmærket valg til en krigsgyser, men “Deathwatch” er alligevel bedre.

Om filmen:

Instruktør: Su-chang Kong
Udgivelsesår: 2004

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Ringu

RinguDet er efterhånden en del år siden, jeg første gang så “Ringu”, og for at være ærlig var jeg dengang slemt skuffet. Måske fordi Ole Michelsen, som havde film-programmet Bogart, havde afsløret plottet, da han anmeldte filmen. Det har jeg aldrig rigtig tilgivet ham, og jeg skal gøre mit bedste for ikke at begå samme brøler her på siden. For da jeg genså filmen i går, blev jeg helt anderledes grebet.

Filmen åbner op i et pigeværelse, hvor de to veninder Tomoko og Masami sidder og snakker. Masami fortæller en vandrehistorie om et videobånd, som efter sigende slår dem der ser båndet ihjel efter syv dage. Tomoko bliver bange og fortæller, at hun for syv dage siden så et mærkeligt videobånd, da hun og tre venner var på en weekendtur. De to piger griner lidt af det hele, men Tomoko dør samme aften.

Så skifter vinklen til journalisten Asakawa. Hun er ved at lave et interview med nogle piger om vandrerhistorier, bl.a. en historie om det mystiske videobånd. Samme aften skal hun til mindehøjtidligheden for Tomoko, som var hendes niece. Ved den lejlighed møder hun nogle piger fra Tomokos gymnasie, som kan fortælle, at tre andre fra skolen døde samme dag. En ved en motorcykel-ulykke og to i en aflåst bil. Noget politiet ikke kan forklare.

Asakawa beslutter sig for at undersøge Tomokos død nærmere, og finder frem til det mystiske videobånd de så i hytten. Men da Asakawa ser båndet, går det op for hende, at hun kun har syv dage til at opklare mysteriet, ellers vil hun selv dø. Hun involverer derfor sin ex-mand Ryuji, og sammen ender de på vulkanøen Oshima, hvor en synsk kvinde for 40 år siden kastede sig i vulkanen, hvorefter hendes datter sporløst forsvandt.

“Ringu” er en rigtig god film. Den bygger langsomt historien op, så uhyggen kryber stille og roligt ind under huden på tilskueren, og i filmens slutning sætter Hideo Nakata trumf på med en utrolig vellavet og skræmmende tv-scene. Jeg forstår godt, at filmen blev startskuddet til den bølge af asiatisk horror, der siden har ramt Vesten, for det er høj kvalitet.

“Ringu” blev genindspillet til det amerikanske publikum i 2002 med Gore Verbinski som instruktør. Hideo Nakata fik dog selv lov til at instruere “The Ring 2” med vestlige skuespillere. Jeg har ikke set nogen af de to. Til gengæld har jeg set “Dark Water“, som Hideo Nakata også har instrueret, og den er absolut også anbefalelsesværdig.

“Ringu” bygger på Koji Suzukis roman “Ring“.

Om filmen:

Instruktør: Hideo Nakata
Udgivelsesår: 1998
Originaltitel: Ringu