Indlæg tagget med ‘filmatiserede bøger’

Da Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

Jeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, der oprindelig er skrevet i 1983, men ligeså vel kunne være skrevet i 1883.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford, hvor han skal opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, en ældre dame som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford, der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde, men da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse, og han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end ”Kvinden i sort”, som også netop er blevet filmatiseret af James Watkins (”Eden Lake”) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe - i hovedrollen som Arthur Kipps. Jeg har endnu ikke set filmen, men regner bestemt med at få det gjort.

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Takashi Miike er en af de instruktører, som jeg ind i mellem har endog meget svært ved at se, fordi hans film indeholder så ekstremt realistiske voldelige scener. Det er også tilfældet her i “Ôdishon”, selvom filmen starter helt anderledes op.

Den midaldrende Aoyama mistede for 7 år siden sin hustru, og siden har han været alene med sønnen Shigehiko. Nu er sønnen blevet stor, og han opfordrer Aoyama til at finde sig en ny hustru. Men hvordan gør man lige det?

Aoyama arbejder for et filmselskab, og en dag foreslår en kollega, at han sidder med under en audition. Her bliver han betaget den smukke unge Asami, som han inviterer ud at spise. Daten går godt, og de to begynder at ses. Men kollegaen er bekymret. Han synes, der er noget sært ved den unge kvinde, og selvom Aoyama afviser mistanken, går han dog med til at tage det lidt med ro. Alligevel varer det ikke længe, før han er dybt forelsket og foreslår Asami, at de forlover sig. Men så ændres alt.

”Ôdishon” starter som sagt ud i et roligt tempo, som lader publikum få en fornemmelse af og forståelse for Aoyama. Her skildres en ærlig og sympatisk mand, som har viet sit liv til sin søn, og nu drømmer om at undslippe ensomheden med en ny hustru. Den første time er filmet i klare farver og med et roligt klippetempo.

Men den slutter i et helt andet tempo! Vi får først en mistanke om, at Asami ikke er en helt almindelig ung kvinde, da vi ser hende sidde ubevægelig i sin lejlighed, mens hun stirrer på telefonen, og efterhånden går det også op for Aoyama. Og jo nærmere han kommer på sandheden om Asami, jo mere skrues tempoet op med hurtig klipning, flashbacks og nærmeste mareridtsagtige visioner hvor perspektivet er fuldstændigt skævt, og farverne unaturlige. Aoyama oplever, at dagligdagens trummerum skiftes ud med lidenskab, angst og nærmeste surrealistiske begivenheder, og filmen kulminerer i et sandt voldsorgie, hvor Miike gør brug af sin specialitet, at lade publikums fantasi generere de afsluttende billeder ved at klippe væk før nålen stikkes ind i øjet osv.

Og hvor jeg f.eks. ikke har lyst til at se “Imprint” igen, selvom det er en udmærket film, så kunne jeg sagtens se “Ôdishon”. Her er masser af ufortalte historier mellem linjerne, som kunne fortjene et gensyn, og Asami er en besynderlig figur, der bliver mere og mere interessant. I begyndelsen af filmen optræder hun som en uskyldig men også gådefuld ung kvinde, der fremstår meget ærbødig og henrykt over Aoyamas opmærksomhed. Men jo længere frem i filmen, vi kommer, jo mere går det op for publikum, at Asami er meget mere end det.

Alt i alt forstår jeg godt, at “Ôdishon” blev Takashi Miikes internationale gennembrud. Det er en både dybt foruroligende, men også fascinerende film, som tåler at blive set mere end en gang.

Læs et interview med Takashi Miike om “Ôdishon”

Instruktør: Takashi Miike
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ôdishon

Jeg må nok hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig har fået læst Oscar Wildes berømte roman, der ligger til grund for denne filmatisering. Til gengæld havde jeg glædet mig til at se filmen, netop fordi jeg har hørt så meget om historien.

Den unge Dorian Gray arver en formue efter sin bedstefar, der tilsyneladende var en modbydelig person. Dorian drager derfor ung og naiv til London, hvor han hurtigt introduceres for den lidt ældre og meget mere kyniske Henry og dennes ven maleren Basil. Basil drages af Dorians ungdommelige sødme, og maler et smukt og livfuldt portræt af ham, som han forærer Dorian.

Henry drages også, men han sætter en ære i at vise Dorian de kyniske sider af verden, og opfordrer ham til at leve hver time, som var det den sidste. Den sætning tager Dorian til sig, og da det viser sig, at Basils maleri tager al Dorians synd på sig, mens han selv forbliver ung og uspoleret at se på, drages han ind i et liv, hvor jagten efter nydelse bliver eneste mål.

Men da Dorian efter mange år vender tilbage til London og sine nu gamle venner, opdager han, at alting har sin pris…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om filmen. På en måde er den velfortalt, smukt filmet og især Ben Barnes i rollen som Dorian spiller overraskende godt. På den anden side synes jeg ikke, at der er så mange overraskelser undervejs – men det skal der måske heller ikke være i sådan en type film.

Billedsiden er holdt i stærke og klare farver langt det meste af filmen, og instruktør Oliver Parker leger med billederne, når Dorian kaster sig ud i de mest dekadente nydelser. Det virker dragende, samtidig med at det også er frastødende, hvilket på en måde kendetegner hele filmen.

Colin Firth gør det ok som den kyniske lord, der prædiker et liv i lyst, men ikke selv tør tage hele skridtet – og til sidst får sin egen filosofi smidt i hovedet, da Dorians lyst pludselig kommer tæt på ham selv.

Så jeg kan egentlig ikke sige noget skidt om “Dorian Gray”, men jeg må alligevel tilstå, at den ikke rigtig rørte mig, og det er jo desværre ikke den bedste anbefaling at give videre.

Historien om Dorian Gray er blevet filmatiseret flere gange, første gang (ifølge wikipedia) af den danske skuespiller Axel Strøm, mens den mest anmelderroste version blev instrueret af Albert Lewin i 1945.

Instruktør: Oliver Parker
Udgivelsesår: 2009
Efter romanen The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde fra 1891

Det er ikke uden grund, at filmatiseringen af H. G. Wells roman fra 1897 “The Invisible Man” står som et mesterværk indenfor horrorgenren. James Whale, som bl.a. også har instrueret historiens bedste Frankenstein-film, skabte med “The Invisible Man” helt nye standarder for special effects, samtidig med at han sørgede for, at publikum også fik en medrivende, underholdende, morsom og uhyggelig historie.

En vinterdag dukker en mystisk fremmed op på kroen Lion’s Head langt ude på landet. Han ønsker at leje et værelse – og ønsker fuldstændig ro! Hans ansigt er helt dækket af bandager, og man formoder, at han har været ude for en alvorlig ulykke. Sandheden er dog mere forunderlig. Jack Griffin er nemlig forsker, og han har forsket i et middel, der gør ham usynlig. Nu mangler han at finde en vej tilbage, men desværre har midlet en bivirkning, han ikke er klar over. Det gør ham nemlig gal og giver ham drømme om verdensherredømmet.

“The Invisible Man” har som sagt nogle for tiden fantastiske special effects. Jeg undrede mig flere gange over, hvor vellykket scenerne med den usynlige mand er. Ikke nok med at døre åbnes og stole flytter sig, men det er også lykkes James Whale at vise billeder, hvor den usynlige mand tager sine bandager af og afslører et skræmmende intet i stedet for et hoved.

Samtidig er valget af Claude Rains som den usynlige mand fremragende. Rains var ikke kendt i Hollywood, da Whale valgte ham til rollen (som han først havde tænkt på Boris Karlof til at udfylde), men med sin fantastiske stemme giver han den usynlige mand masser af karakter og troværdighed, selvom vi ikke kan se ham. Rains spillede siden med i film som “The Wolf Man” (1941), “The Lost World” (1960) samt mange andre gode roller.

“The Invisible Man” er naturligvis ikke uhyggelig efter vore dages standard, men jeg blev alligevel overrasket over, hvor ond Griffin fik lov til at være i filmen. Vi ser ham f.eks. skubbe flere mænd i døden, ligesom han afsporer et tog, hvor der dør 100 personer (og det er i øvrigt også en at de special effects som er imponerende lavet), og det synes jeg ikke, jeg har set i samtidige film fra perioden.

Jeg så filmen i en udgave fra Classic Monster Collection, som også indeholder en spændende dokumentar om James Whale og arbejdet med “The Invisible Man”. Den kan også varmt anbefales.

Læs også anbefalingen fra Classic-Horror.com

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1933

“Hunger” baserer sig på Whitley Striebers roman af samme navn, og det var egentlig derfor, at jeg så den, da den forleden blev sendt på TCM. Men jeg må indrømme, at jeg blev slemt skuffet. Filmen er en langtrukken affære, som forsøger sig med en masse “kunstneriske” tiltag for at hæve niveauet. Det virker desværre bare modsat.

Catherine Deneuve spiller den ældgammel vampyr, Miriam med det evigt unge udseende, som med mellemrum tager sig menneskelige elskere og forvandler dem til vampyrer under løftet om evig ungdom, og at de skal være sammen “for ever and ever“. Desværre har løftet den hage, at i det øjeblik Miriam mister interessen i elskeren, bliver denne gammel i løbet af ingen tid.

John (spillet af David Bowie) er den nuværende elsker, men ved filmens begyndelse starter han med at ældes. I desperation opsøger han dr. Sarah Roberts som forsker i aldringsprocessen, men i første omgang afskriver hun ham som en tosse. Det ændrer sig dog, da hun ser, hvor hurtig han pludselig ældes, men da er det for sent.

Nogle dage senere opsøger hun Miriam for at spørge til John, og her indfanges hun af den fascinerende kvinde, som forfører hende i en lesbisk elskovsscene der er som taget ud af en blød pornofilm. Men Sarahs kæreste opdager, at noget er galt, og en blodprøve viser, at Sarahs blod er blevet inficeret af en anden blodtype, som ikke er menneskelig. Sarah tager tilbage for at stille Miriam til regnskab, men her opdager hun en ny sult, som kun Miriam kan hjælpe med at stille.

For at være ærlig synes jeg, at filmen forsøger sig alt for meget med blafrende gardiner og flagrende duer, ligesom instruktør Tony Scott hele tiden klipper korte sekvenser ind, hvor vi ser en abe, der går amok i et bur (Sarahs forsøgsdyr), glimt fra en natklub, en kvinde der svømmer i en pool, glimt fra Miriams fortid med tidligere elskere osv. osv. Jeg er sikker på, at Scott synes, det bringer noget til filmen, men jeg synes, det blev mere og mere irriterende. Sikkert fordi jeg ikke fattede, hvad duerne lavede på loftet, og hvorfor gardinerne var så vigtige. Eller som Roger Ebert udtrykker det, så er filmen: “so ruthlessly overproduced that it’s all flash and style and no story. There’s so much crosscutting, so many memories, so many apparent flashbacks, that the real drama is lost.”

To ting, synes jeg dog, var vellykkede. David Bowies forvandling fra en ung til gammel var utroligt godt lavet, især i betragtning af at filmen er fra 1983. Og så er det en utrolig grum tanke, at Miriam opbevarer sine tidligere elskere i kister på loftet. For hun løj ikke for dem, da hun lovede, at de skulle være sammen “for ever and ever“. For uanset hvor gamle de bliver, dør de ikke. Som Miriam udtrykker det: Der er ingen udfrielse for sådan nogen som os. Og det er virkelig ondt at skulle leve i al evighed i en mørk kiste, mens du bare forfalder mere og mere.

For en god ordens skyld må jeg hellere sige, at ikke alle er enige i min irritation over “Hunger”. Læs f.eks. anmeldelsen på Classic-Horror.com.

Instruktør: Tony Scott
Udgivelsesår: 1983

Jeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen “Sælsom hvisken”.

Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.

Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.

Nu er det mange år siden, jeg læste romanen, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver “Sælsom hvisken” en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.

Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999

Jeg er en af de tumper, som falder for en film, hvis den hedder noget med enten Stephen King eller H. P. Lovecraft. Det har betydet, at jeg ind i mellem har set nogle virkelig dårlige film. ”H. P. Lovecraft’s The Tomb” er blandt dem, måske endda ligefrem den dårligste …

Tara Griffin vågner op i en forladt lagerbygning. Hun er skadet og pakket ind i plastic, og så har hun en seddel med sit navn og en dato bundet om storetåen. Senere finder hun endnu et offer, Billy, og efterhånden kommer der flere ofre til, mens en mystisk stemme fortæller dem, at kun én af dem kommer ud i live. Sammen forsøger de at finde ud af, hvorfor de er blevet anbragt her, og hvem der står bag, men efterhånden som tiden går, begynder de at vende sig mod hinanden.

Der er flere ting, som gør dette til en af de dårligste film, jeg nogensinde har set. Først og fremmest har den intet med Lovecrafts novelle at gøre. Den eneste forbindelse er i virkeligheden, at navnet Charles Dexter Ward optræder i filmen.

Dernæst er her tydeligvis tale om et rip-off af Saw-serien, bare fuldstændigt talentløst lavet.

Sidst men bestemt ikke mindst er historien totalt usammenhængende. Der gives ingen forklaringer på halvdelen af begivenhederne, og den anden halvdel forklares så sølle, at det er latterligt.

Da historien ikke har en naturlig spændingskurve, har instruktør Ulli Lommel i stedet forsøgt at skabe suspense ved at klippe nogle tåbelige og uforklarede klip ind af en kvinde, som ligger bundet nøgen til et bord, hvor en mand kærtegner hende med knive, økser o.lign. Når det bliver for kedeligt, klipper Lommel billeder ind af en maskeklædt person på en hest – hvilket naturligvis heller ikke forklares. Derudover forsøger Lommel også at skabe spændig ved at bruge et utal af ufokuserede billeder, lave dobbelteksponerede billeder og klippe umotiveret og pludseligt. Og så er hele filmen naturligvis gennemsyret af ”uhyggelig” musik!

Utroligt nok (og det er dybt sarkastisk ment) hjælper intet af ovenstående, og faktum er, at her er tale om en ualmindelig dårlig film, som hverken har historie, skuespil, atmosfære, teknisk dygtighed eller en vellavet lydside til at redde oplevelsen. Der er ikke engang en smule humor, så man kunne tro på, at den måske er lavet for sjov.

Selv ikke med de værste tømmermænd kan jeg forestille mig, at nogen vil synes om denne film, som da også kun scorer sølle 1,6 på IMDB.

Instruktør: Ulli Lommel
Udgivelsesår: 2007

Læs også anmeldelsen på Dreadcentral.com

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001