oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘krimi’

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille

Vredens_Ord

Underholdende og godt tænkt videnskabskrimi med Thea Vind i hovedrollen

Igennem flere år har jeg haft fornøjelsen af at være med til at lave ”krimi bingo banko” på Årets Krimimesse i Horsens, hvor bl.a. forfatterne Lisbeth og Steen Bille med aldrig svigtende humør har deltaget som henholdsvis oplæser/opråber og præmiepige. Det har altid været et velbesøgt arrangement, og vi har haft en fest med afviklingen.

I år udkom ’Billernes’ nyeste krimi netop på Krimimessen (d. 12. marts), og de var så søde at give mig et læseeksemplar. Godt nok skriver de krimier, men “Vredens ord” er både velskrevet og underholdende, så jeg giver den alligevel et par ord med på vejen her på siden.

Thea Vind er ansat som videnskabsjournalist på forsk.nu. Hun er i gang med at skrive en reportage om et nyopfundet fællesnordisk sprog, nyska, opfundet af forskeren Sigrid Kring, som nu bruges i en stor tv-serie om vikingerne. Men den dag hun skal møde Sigrid, dør en af statisterne på settet. Selvom det ser ud til at være et hændeligt uheld, aflyses mødet naturligt nok.

Selvom Theas redaktør skubber på, for at Thea skal skrive om dødsfaldet, insisterer hun på at holde sig til reportagen om nyska. Men da hun senere forsøger at få interviewet med Sigrid Kring, og hun også ender op død, samtidig med at det viser sig, at både Sigrid og statisten kommer fra det samme alternative økosamfund, Humla, hvor alle taler nyska, får Thea sværere og sværere ved ikke at blande sig.

”Vredens ord” er en underholdende og godt tænkt videnskabskrimi, hvor opfindelsen af et nyt sprog danner baggrund for en smeltedigel af vrede, jalousi og mord, selvom målet med sproget i virkeligheden var at danne fællesskab.

Plottet i romanen er som sagt godt tænkt, og jeg synes, det er yderst befriende at læse en krimi, hvor hovedpersonen ikke er overmenneskelig, og hvor mange af brikkerne i virkeligheden falder på plads via tilfældigheder. Som læser har vi nemlig bedre overblik over, hvorfor tingene sker, end Thea har. Dermed ikke sagt at man regner morderen ud med det samme, for ’Billerne’ lægger naturligvis lidt twist og fælder ind undervejs, så man alligevel bliver snydt.

Samtidig lykkes det rigtig godt for forfatterne at få formidlet en masse viden om kunstige sprog uden at handlingen går i tomgang (eller bliver til volapyk – som i øvrigt også et kunstsprog som var populært i slutningen af det 19. århundrede). For hvis man tror, at universitetsfolk er vindtørre og lidenskabsløse, så tager man i hvert fald grueligt fejl.

”Vredens ord” er fjerde bind i serien med videnskabsjournalisten Thea Vind i hovedrollen. Nye læsere kan sagtens starte her, men hvorfor dog snyde sig for en god læseoplevelse med de første tre bøger.

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Serien om Thea Vind:

Vredens ord (2016)
I ond tro (2014)
Nattens gerning (2013)
Gudindens sidste offer (2012)

Om bogen:

Udgivet: 12. marts 2016
Omslag: Silvana Nikolic
ISBN-13: 9788799893102
Sideantal: 333
Forlag: Umlaut

Mercedesmanden af Stephen King

MercedesmandenDa politimanden Bill Hodges efter 40 år som opdager går på pension, føler han snart en uventet trang til at afslutte det hele. Det ændrer sig dog, da han modtager et brev fra ‘ham der slap væk’.

I 2009 kørte en grå Mercedes ind i en menneskemængde og dræbte 8 samt kvæstede flere. Hodges var på sagen, som ikke var blevet opklaret, da han gik på pension. Men nu har Mercedes-morderen taget kontakt til Hodges, og Hodges har ikke til sinds at lade ham slippe væk igen. Med hjælp fra en kvik ung mand fra nabolaget, der hjælper ham med at passe haven, og en psykisk ustabil kvinde starter han sin egen efterforskning i håb om endelig at få ram på morderen. Sideløbende med at vi følger Hodges og opklaringsarbejdet, introduceres vi også for morderen, en ung mand ved navn Brady Hartsley, der har store planer for Bill Hodges.

Der har været stor hype omkring denne nye Stephen King udgivelse, der betegnes som hans første regulære kriminalroman, og samtidig er første bind i en trilogi med Bill Hodges som hovedperson. Hvad synes jeg så om denne ‘rendyrkede krimi’? Faktisk tænker jeg lidt, at betegnelsen kriminalroman mest er brugt for at ramme en bredere læserskare, for King er i mange tilfælde en forfatter, der helt hæver sig over genrebegrebet (selvom mange tror, han er ren horror-forfatter).

I dette tilfælde har romanen dog en krimi-intrige som omdrejningspunkt og en politimand (omend forhenværende) som hovedperson, ligesom der ikke er skyggen af overnaturlige elementer i. I stedet får vi en klassisk ‘katten efter musen’ krimi, hvor der ikke svælges i blodige detaljer men snarere fokuseres på personerne og deres baggrund. Så på den måde er ”Mercedesmanden” alligevel en klassisk King roman med sine yderst troværdige og levende personbeskrivelser, der straks skaber lyst hos læseren til at få mere at vide mere om dem.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af opklaringsdelen i romanen, men det betyder dog ikke, at jeg synes, ”Mercedesmanden” er en dårlig roman. For det er den bestemt ikke. Den er velskrevet, underholdende og både portrættet af Bill Hodges og Brady Hartsley er fremragende. Derudover er valget af Hodges hjælpere på samme tid totalt usandsynligt og samtidig fuldstændigt velfungerende, så også det løfter fortællingen. Og selvom jeg ikke synes plottet overrasker, så har fortællingen alligevel både spænding og gru, blot på det mere menneskelige plan.

I det hele tager indeholder ”Mercedesmanden” i rigt mål Kings kendetegn: den fremragende beskrivelse af historiens personer og baggrunde; de springende fortællervinkler; det umiddelbart letlæselige sprog der smider små kroge ud til læseren med hints om fortid og fremtid; samt – naturligvis – referencer til Kings øvrige univers som når politifolkene behandler den grå Mercedes, somom de ”forventede at den store, grå sedan skulle gå i gang af sig selv og forsøge at stikke af ligesom den der gamle Plymouth i gyserfilmen.”

Så jo, jeg var godt underholdt af ”Mercedesmanden”, som i øvrigt modtog den prestigefyldte Edgar Award i 2015 for Best Novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (2014)
Omslag: Jon Asgeir
Originaltitel: Mr. Mercedes
ISBN-13: 9788793323186
Sideantal: 480
Forlag: Hr. Ferdinand

I skyggen af Sadd 2 af Friis, Holm, Kjædegaard og Langstrup

I-skyggen-af-Sadd-2Godt 10 år efter første bog om gangsterbossen Jimmy Sadd høstede roser blandt læsere og anmeldere, udkommer del to om den berygtede forbryder, og ligesom sidst består romanen af fire dele, skrevet af hver sin forfatter med hver sin stemme.

Det lå dog langt fra i kortene, at der skulle komme en efterfølger til Sadd. Steen Langstrup, som er idémanden bag bøgerne, fortæller på sin blog om overvejelserne:

For mig var tanken om en 2’er lettere irriterende. Lidt som om, at nu det er en vellykket krimi, og krimier, de har det jo så godt med at udkomme i serier, så må alle gode krimier føre en serie med sig. Men for mig var ‘I skyggen af Sadd’ alt andet en bare endnu en krimi. Det var en udfordring af genren og af kultursnobberes opfattelse af, at genrelitteratur og litterære eksperimenter intet havde med hinanden at gøre. Vi havde vist dem at man kunne ting med krimigenren, som brød som med de stive, kedelige kasser, hvis man turde … Det var ikke genren, der krævede den skabelon-agtige tilgang til at skrive, det var måden, man tænkte genren på, der hæmmede kreativiteten.”

Men på et tidspunkt begyndte Gretelise Holm at puffe til Langstrup og fik ham efterhånden overbevist om, at en fortsættelse kunne være en god idé, og – lang historie kort – ”I skyggen af Sadd 2” blev virkelighed med en enkelt udskiftning på forfatterholdet, som denne gang består af Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup.

Også i Byen er der gået 10 år, og kynismen og grådigheden styrer i endnu højere grad. Selvom Sadd nu indtager den offentlige scene som en respektabel forretningsmand, styrer han dog stadigvæk Byens kriminelle netværk med hård hånd bag kulisserne.

I første afsnit møder vi stuepigen Frida – eller servicemedarbejderne som hotelledelsen nu kalder dem. Hun arbejder på det mondæne Royal Park Palads Hotel, hvor diskretion er mere end en æressag. Under morgenrengøringen finder hun en død kvinde i et af værelserne, og ikke bare en hvem-som-helst.

I afsnit to møder vi radioværten fra Radio Fake, Baggårdskatten Jack, der har økonomiske problemer og er midt i en skilsmisse. Også han befinder sig på Royal Park Palads Hotel, hvor han skal mødes med en ung talentfuld sangerinde, der gerne vil have en hjælpende hånd for at få karrieren skudt i gang.

I tredje afsnit ankommer kriminalbetjent Andrea Sabueso til Royal Park Palads Hotel for at undersøge, hvad der er sket, mens sidste afsnit introducerer Ministeren, som har haft en kometkarriere i Byen de seneste år. De fire afsnit fletter sig ligesom i første bog efterhånden sammen, så plotbrikkerne langsomt falder på plads, og trods de forskellige vinkler og stemmer er resultatet endnu en gang vellykket og godt tænkt.

Selvom forbindelsen mellem romanens fire afsnit måske nok står lidt tydeligere end de gjorde i første bind, hvor alle persontråde først blev knyttet i allersidste afsnit, så er “I skyggen af Sadd 2” bestemt en værdig efterfølger. Stemningen er rå og betændt, og der er hverken meget kærlighed eller håb at finde i Byen, hvis mørke og dystre kulisse læner sig tungt ind over fortællingen. Penge og magt er alt, der tæller, og enhver tager grådigt de chancer, der byder sig, uanset love og moral.

Det er beskidt, barskt og ingen kan føle sig sikker. Heller ikke læseren, som nok engang snydes af en plotdrejning i den overraskende slutning. Og selvom det ikke ligefrem er opmuntrende at bevæge sin ind i Byen under Sadds skygge, så er det fremragende læsning om forhutlede menneskeskæbner i et sjældent kynisk univers.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Steen Langstrup
ISBN-13: 9788779944077
Sider: 186
Forlag: 2FeetEntertainment

 

I skyggen af Sadd af Blædel, Holm, Kjædegaard og Langstrup

I-skyggen-af-SaddTilbage i 2005 udkom den første roman om gangsterbossen Jimmy Sadd, som forfatteren Steen Langstrup var initiativtageren til. Han havde en løselig idé om et plot og inviterede herefter tre forfatterkollegaer til at være med i skriveprocessen: Sara Blædel, Gretelise Holm og Lars Kjædegaard. Hver forfatter skrev et afsnit af fortællingen ud fra sin persons synspunkt, og det kom der en anderledes og velkomponeret roman ud af.

Jeg skrev en anmeldelse til Litteratursiden dengang, men nu hvor en ny omgang Sadd er på trapperne, synes jeg også lige, at jeg vil give den første bog ros med på vejen herfra.

Jimmy Sadd er gangsterboss, og selvom han ikke optræder som andet end et navn i bogen, er det ham, der er omdrejningspunkt for plottet. Han er en grim karl med masser af penge og ingen samvittighed, og de fire personer, som fortæller romanen, har hver deres forbindelse til Sadd.

Bruno er håndlanger for Sadd. Han sørger for at penge bliver indkasseret, at varer bliver leveret, og at lig bliver skaffet af vejen. I første del af bogen hører vi om, hvordan han desperat forsøger at komme af med et lig, som Sadd ikke har bedt om at få ekspederet.

Anden del handler om Paul, en ganske almindelig dyrehandler som passer Jimmy Sadds fisk, men en dag opdager en hemmelighed i Sadds lejlighed. Tredje del springer til en advokatfrue, som har psykiske problemer, og er overbevist om at hendes mand har møder med mafiaen, og fjerde del fortæller historien om den prostituerede Victoria, der vil gøre alt for at opfylde sin drøm om at slippe ud og bort fra Byen.

De fire fortællinger har ikke umiddelbart det store med hinanden at gøre, men efterhånden som man læser, opdager man tråde til de andre fortællinger. Denne opbygning lykkes ekstremt godt, og plottet falder først helt på plads for læseren til allersidst. Det er både elegant og intelligent lavet, og anmelderne roste da også “I skyggen af Sadd” til skyerne med bemærkninger som “Lurmærket dansk pulp fiction” (Politiken) og “Lystmorderisk, dygtigt, genreironisk og ofte morsomt udført” (Fyens Stifttidende).

Her er ikke tale om hverken gys eller horror, men derimod om en vellykket og super veldrejet krimi. Stemningen er mørk, men alligevel er “I skyggen af Sadd” både letlæst, underholdende og spændende, og så er den netop blevet genudgivet med en ny forside i forbindelse med udgivelse af bind 2.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Omslag: Steen Langstrup
ISBN: 87-7994-400-0
Sider: 208
Forlag: 2FeetEntertainment

Fuldmånehunden af Niels Lindow

Fuldmånehunden af Niels LindowMed en lækker forside af en ulv der hyler mod fuldmånen og en underoverskrift med spørgmålet: Er der varulve i Nordsjælland? Ja, så kunne jeg ikke stå for Niels Lindows roman Fuldmånehunden.

Journalisten Mikkel Dyndvig arbejder på Bladet som kriminalreporter, så da et lig af en midaldrende mand findes død i en skov med struben revet ud, sættes Mikkel på sagen. Som hunde-elsker har Mikkel svært ved at tro, at det kan være en omstrejfende hund, der er synderen, selvom det tilsyneladende er politiets udgangspunkt. Og sagen bliver mere speget, da det viser sig, at der har været flere ofre for hunden.

På hjemmefronten kører alt til gengæld på skinner, efter at Mikkel er blevet kæreste med den DTU-studerende, Cecilie, der læser biokemi. Cecilie er både køn og fornuftig, og Mikkel ser allerede en fælles fremtid for dem.

Men Cecilie har en hemmelighed. Hun er sikker på, at hun er ved at miste forstanden – og samtidig er hun bange for, at hun ikke er det.

Forlaget kalder Fuldmånehunden: ”… en realistisk spændingsroman, hvor der bare er lidt højere til loftet og en lidt dybere kælder.” Her er da også tale om en krimi, hvor Mikkel og kollegaerne sideløbende med politiet forsøger at finde ud af, hvem der står bag de makabre mord ved at følge forskellige spor. Og selvom fortællingen også involverer varulve, er det ikke det overnaturlige element, der fylder. Fokus er på opklaringen og på Mikkel og Cecilie.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kom helt op at ringe over Fuldmånehunden. Egentlig synes jeg godt om plottets elementer, men der mangler noget i udførslen. Niels Lindow skriver meget ”snakkende” og får ikke skabt en spændingskurve på trods af op til flere mord, voldtægter og varulve-elementet. Det hele remses groft sagt nærmest bare op, og jeg sad derfor ikke på noget tidspunkt med den der hvad-sker-der-nu fornemmelse, som en spændingsroman helst skal udløse.

Derudover synes jeg også, at Lindow skøjter lige lovligt let hen over sine personer. Vi får godt nok lidt af Cecilies tanker vedrørende ”vufferen”, men kun overfladisk. Der er ingen reflektioner eller reaktioner på noget af det, der sker.

På positivsiden er Fuldmånehunden letlæst, og trods af den lidt opremsende stil har Lindow en interessant vinkel på varulve-myten, som trækker linjer til de gamle danske vikingehøvdinge. Det er dog ikke nok til at gøre bogen rigtig spændende, så desværre må jeg konkludere, at indholdet ikke helt kunne leve op til den lækre forside.

Om Fuldmånehunden:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Henrik Koitzsch

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Når månen titter gennem ruden af Lars Thomassen

månenFor nyligt satte jeg mig for at lave en liste over de danske horrortitler, der var udkommet i 2015 indtil videre. Det blev til listen, som kan ses her på siden (og som selvfølgelig skal opdateres løbende).

Blandt titlerne var Lars Thomassens novellesamling ”Når månen titter gennem ruden”. Jeg havde ikke hørt om novellesamlingen, men titelnovellen kendte jeg fra forlaget Kandors fine antologi ”Tågevals”, og kunne huske at den både var velskrevet og fangede mig. Nu har jeg så læst hele samlingen, og jeg må sige, at jeg er imponeret. Lars Thomassen har selv stået for udgivelsen, men her er ikke mange amatørfejl i. Enkelte steder er der kiks med orddelinger og slåfejl, men i det store hele er det en lækker udgivelse i godt papir og med pænt layout. Og ikke mindst – med otte virkelig velskrevne og underholdende noveller.

Samlingen indledes af ”Mors blomst” om drengen Daniel, hvis mor er død, og hvis far – en tidligere præst – tyranniserer hjemmet både nat og dag. Daniel dukker hovedet og forsøger at klare sig uset gennem dagene, indtil den dag hvor han ikke kan holde det ud mere.

I ”Skøjteprinsessen” er Inge blevet enke efter et langt og lykkeligt ægteskab. Hun er naturligvis helt slået ud, så sønnen Helge lærer hende at gå på Facebook for at opmuntre hende. Inge er ikke overbevist om sidens fortræffeligheder, men så får hun en besked, som ikke burde være mulig.

”Fraklip” er fortællingen om Lauritz, der er gået helt i hundene og fuldstændig har mistet forbindelsen med datteren Mona. Da lykken en dag pludselig tilsmiler ham, beslutter han sig for at opsøge Mona for at klinke skårene mellem dem. Det møde går dog ikke helt som forventet.

I ”Dødens engel” er narkomanen Adam kommet i alvorlige problemer. Han skylder den lokale narkobaron penge, mange penge. Redningen kommer fra oven, da han får ordre på at røve en lokal ældre kvinde, som efter sigende ligger inde med en masse værdifulde smykker. Men det er svært at røve nogen, når abstinenserne overfalder én.

Titelnovellen ”Når månen titter gennem ruden” handler om de to betjente Troels Brahms og Gustav Kragh, som efterforsker en seriemorder, der står bag en række kvindemord. Ved det seneste mord blev også en lille dreng dræbt, og det piner i den grad den ene betjent, som bebrejder sig selv. Men kunne han have gjort noget for at forhindre det?

I ”Gengæld” rystes Billund af en række brutale mord, tilsyneladende uden forbindelse til hinanden. En gammel hemmelighed dukker dog frem, og med den svaret på hvorfor.

Martin er lykkelig gift og far til en dejlig datter i ”Farmand”. Det afholder dog ikke skæbnen fra at banke på døren, en aften den lille familie er på vej hjem efter et besøg hos svigerfamilien. En bilist er lige ved at køre ind i dem, og da Martin undviger og får bilen på ret køl igen, er både hustru og datter sporløst forsvundet. Martin har dog tænkt sig at finde dem – uanset om han skal slå nogen ihjel for at få dem igen.

Den sidste novelle hedder ”Blå toner” og handler om den socialt akavede men meget musikalske Robert Raunekilde, hvis liv tager en uventet drejning, da han møder den nye underbo, Marianne.

Et fællestræk for novellerne er, at de undersøger menneskets skyggesider. Thomassen løfter sløret for sine personers mest skamfulde hemmeligheder, og flere af novellerne handler om fortrængning, og om at stå til regnskab for fortidens synder. I nogle af historierne finder Thomassen inspiration i bl.a. Stephen Kings værker ”Misery” og ”Carrie” og måske også John Ajvide LindqvistsLille stjerne”, men det er fuldt bevidst, og Thomassen bruger udgangspunktet til at skabe sine egne fortællinger.

Novellerne spænder fra krimi over spænding til horror, hvor ”Farmand” skinner særligt grumt med sin slutning, som først virker for letkøbt og siden viser sig at være virkelig ond. Generelt er Thomassen rigtig god til at twiste sit plot, så man ikke regner slutningen ud før til allersidst, og ligesom King leger han også ind i mellem med formen bl.a. ved at henvende sig direkte til læseren for at advare om, hvad der herefter følger.

Et andet fortæller-kneb, som også både Thomassen og King benytter sig af, er at lade personer fra en fortælling optræde i en anden. Helge fra ”Skøjteprinsessen” har f.eks. en ikke uvæsentlig rolle i ”Gengæld”, ligesom også Troels Brahms fra titelnovellen optræder i ”Gengæld”. Nogen lader sig irritere over det, men jeg synes, det er sjovt, når det ikke virker påtaget, og det gør det ikke her. Da Billund og omegn er geografisk udgangspunkt for novellerne, er det helt naturligt, at beboernes liv og skæbner krydses i det lille samfund.

I det hele taget er der ikke meget dårligt at sige om ”Når månen titter gennem ruden”, som i øvrigt er Lars Thomassens skønlitterære debut, og dermed er der kun et at sige: Læs den – og hellere i dag end i morgen…

Bogen kan købes via forfatterens facebook-side

Indhold:

Mors blomst
Skøjteprinsessen
Fraklip
Dødens engel
Når månen titter gennem ruden
Gengæld
Farmand
Blå toner

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Lars Thomassen

Kulde af Yrsa Sigurðardóttir

KuldeDa Odin Hafsteinsson møder den unge Lára finder de hurtigt sammen, bliver gift og får datteren Rún. Samlivet varer dog ikke ved, og efter skilsmissen mister Odin langsomt forbindelsen til datteren.

Men en dag får han beskeden, at Lára er død ved et ulykkestilfælde, og fra den ene dag til den anden bliver han fuldtidsfar for Rún, hvilket bl.a. betyder, at han starter på et nyt job, hvor han skal undersøge en gammel sag om en række overgreb mod anbragte drenge på behandlingsinstitutionen Krókur tilbage i 1970’erne.

Romanen fortælles i to spor. Dels Odins historie i nutiden, og dels tilbageblik til 1974, hvor vi følger Aldís, der er ansat på Krókur. Det varer ikke længe, før man får en fornemmelse af, at noget er helt galt – både dengang og i nutiden. Men er det mørket fra dengang, som flyder ind over Odin og Rún?

Jeg har tidligere læst Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir, som også foregik i det grå område, hvor virkeligheden og det uforklarlige mødes. Kulde kan dog ikke helt leve op til forgængeren, som jeg var rigtig begejstret for.

Plottet i Kulde er interessant og veludført. Det samme er portrættet af Aldís og hendes historie, som hurtigt opslugte mig. Men Odin kom aldrig rigtig til at stå levende for mig, hvilket gjorde, at nutids-delen kun delvist fungerede 100%.

Når det er sagt, er Kulde dog stadig læseværdig, hvis du holder af krimier med et drys af det overnaturlige, som f.eks. Johan Theorins Ølandskvartet.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 343 sider
Omslag: Henrik Koitz
Originaltitel: Kuldi

Tågevals redigeret af Nikolaj Højberg

TågevalsHvorfor slår mennesker ihjel? Er det af fortærende had? Af forvrænget kærlighed? Af udsigten til hurtige penge? Eller er det slet og ret af vanvid?

Det forsøger ti danske forfattere at svare på i den seneste tema-antologi fra forlaget Kandor: Tågevals, som er udsprunget af krimikonkurrencen ”Døden har en årsag”. Novellerne skulle overholde en række krav, bl.a. skulle de omhandle et mord og temaet hvorfor, samt udspille sig i Danmark. Selvom samlingen altså ikke er horror, er den så god, at jeg alligevel vil omtale den her på siden.

Vindernovellen Tågevals er skrevet af David Garmark. Heri følger vi to brødre, Vilhelm på 81 og Karl på 79, som er på vej ud at fiske. Vi følger Karls tanker, som drejer sig om, hvordan Vilhelm altid har været et larmende og påtrængende menneske, men i dag vil Karl tage hævn. Tågevals blev udvalgt som vinder blandt de 41 indsendte noveller: ”…for sin originalitet, sine uventede twists og for at være ganske hjerteskærende.” Og her er virkelig tale om en fortælling som både overrasker og berører læseren.

Tanja Christensen og A. Silvestri, som henholdsvis har skrevet første og sidste novelle i antologien, kan bestemt også fremhæves. Begge er skrevet med en jeg-fortæller. I ”Befrieren” følger vi en mand, som er hentet ind til forhør i forbindelse med en ulykke på Glostrup Station, og vi hører hans tanker gennem forløbet. I ”Redningsmand” står hovedpersonen for en dommer og forklarer sine gerninger. Begge har en anderledes vinkel på temaet mord, og selvom de tilsyneladende minder om hinanden, er de alligevel vidt forskellige.

Jeg var også ret begejstret for ”Mens månen titter gennem ruden”, hvor to betjente efterforsker en seriemorder, der står bag en række kvindemord, men ved det seneste blev en lille dreng dræbt. Det piner i den grad den ene betjent, som bebrejder sig selv. Men kunne han have gjort noget for at forhindre det?

I ”Vrangside” undersøger Susanne Thrane, hvordan mobning kan ændre menneskeliv, mens Mogens Fjord Christensen i ”Påskedage” lader en forfatter tage i sommerhus, hvor hun får uventet besøg af sin mand – der er anmelder. Og i ”Mord i æteren” har Christian Holger Pedersen måske fundet inspiration i ”Saw-filmene”. I hvert fald må radioværten Steffen igennem en meget speciel udsendelse.

I det hele taget holder alle 10 noveller et højt niveau og viser mange forskellige sider af krimigenren, så en klar anbefaling herfra.

Om Tågevals:

Originaludgave: 2015
Forlag: Kandor, 173 sider
Omslag: Galyna Andrushko|Dreamstime.com

Indhold:
Tanja Christensen: Befrieren
David Diemer: Mord for sjov
Maria Kjær-Madsen: Sov sødt, barnlille
David Garmark: Tågevals
Susanne Thrane: Vrangside
Mogens Fjord Christensen: Påskedage
Christian Holger Pedersen: Mord i æteren
Lars Thomassen: Mens månen titter gennem ruden
Vibeke Vipse Blohm: En kærlighedshistorie
A. Silvestri: Redningsmand

Løbende tjener af Dennis Jürgensen

loebende_tjenerNervepirrende pageturner med en sympatisk hovedperson og et blodigt, men velkonstrueret plot

Da den rige forretningsmand Frans Jessen bliver overfaldet i sin private skov og tvinges til at se sin halshuggede og lemlæstede hund, er det kun begyndelsen på en makaber sag, som ryster Københavns befolkning.

Overfaldet følges nemlig op af flere yderst brutale mord, og fællesnævneren mellem sagerne er Frans Jessens milliardforretning, Løbende Tjener.

I spidsen for opklaringens står efterforskningsleder Roland Triel. Triel var selv midtpunkt for en voldsom sag 4 år tidligere, hvor hans hustru blev myrdet og datteren svært mishandlet. Traumet har gjort hende stum, og hun er nu indlagt på en institution.

I kapløb med tiden forsøger Triel at finde Knoglebrækkeren, som medierne har døbt morderen, men fortiden dukker distraherende op, da han pludselig modtager livstegn fra sin kones morder.

Dennis Jürgensen har haft 30-års jubilæum som forfatter, men har tidligere skrevet for børn og unge. I et interview i Femina fortæller han, hvordan han ofte har mødt læsere, som er vokset op med hans bøger og nu er blevet så gamle, at de selv har børn, som læser ham, og som spørger, hvornår han skriver noget for deres generation. Det har han nu gjort med Løbende Tjener, og jeg må sige, at springet til forfatter af voksen-krimier er faldet yderst heldigt ud.

Løbende Tjener er velskrevet med en solid spændingskurve, der holder læseren fanget hele vejen igennem. Persontegningerne er troværdige, og selvom Triel på sin vis minder meget om andre fordrukne politimænd med en traumatisk fortid, så bliver han aldrig en kliché. I stedet får man sympati med ham, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Tellerup, 489 sider
Omslag: Peter Nielsen

Sagen Collini af Ferdinand von Schirach

Sagen Collini af Ferdinand von SchirachEn gammel mand dræbes brutalt. Morderen melder sig selv, men nægter at fortælle, hvorfor han slog manden ihjel. Vellykket krimi fra den tyske forsvarsadvokat Ferdinand von Schirach.

Caspar Leinen er nyuddannet forsvarsadvokat, da han som sin første sag får til opgave at forsvare Fabrizio Collini. Collini har tilsyneladende uden nogen former for motiv har skudt den 85-årige Hans Meyer og derefter sparket hans ansigt til ukendelighed.

I første omgang ved Leinen ikke, hvem offeret er. Det går dog hurtigt op for ham, at det er hans barndomskammerats bedstefar, som nærmest var som familie for ham i barndommen. Efter råd fra en ældre kollega ender det dog med, at han holder fast i sagen, som viser sig at være ganske usædvanlig.

Collini forsøger på ingen måde at unddrage sig skylden for mordet – men han nægter at fortælle sit motiv. Leinen er derfor på en svær opgave. Hvordan skaber man sympati for en mand, der erkender en grusom gerning, men ikke vil fortælle, hvorfor han har begået den? Leinen må selv forsøge at finde en forklaring, og det bringer ham tilbage i tiden men også på kant med magtfulde personer i nutiden.

Jeg stødte første gang på Ferdinand von Schirach, da jeg læste novellesamlingen Forbrydelser fra 2011. Schirach har arbejdet som forsvarsadvokat, og jeg blev øjeblikkeligt betaget af hans sobre og nøgterne skrivestil. Her er intet af den sensationslystne svælgen i elendighederne. Næsten klinisk beretter han om grufulde episoder og menneskelig afmagt, og som læser kan man ikke lægge romanen fra sig.

I både Forbrydelser og Skyld, som også udkom i 2011, blev Schirach inspireret af virkelige sager. Her i Sagen Collini er udgangspunktet i stedet en lovændring fra 1968, som vendte op og ned på mulighederne for at forfølge krigsforbrydere. Dette holdepunkt i virkeligheden gør kun fortællingen endnu stærkere. Jeg kan på det varmeste anbefale Sagen Collini og i det hele taget Ferdinand von Schirachs forfatterskab.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal, 161 sider