august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘science fiction’

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Illuminae af Amie Kafuman og Jay KristoffFra bagsiden:
Illuminae er første del af en trilogi om sandhedens pris. Bogen er bygget op af hackede filer af dokumenter, interviews, aflytninger, journaler, mails etc., der tilsammen udgør historien om den hemmelige krig mellem de to megakoncerner.”

Jeg læste en anmeldelse på Bogrummet af Illuminae og vidste bare, at den bog var jeg nødt til at læse. Og heldigvis lever Illuminae helt op til sine 5 stjerner.

Året er 2575. Teenageren Kady bor på Kerenza, en ulovlig mineplanet i udkanten af universet. Hun har netop slået op med kæresten Ezra, og føler sig helt nede. Men så bliver planeten angrebet af den rivaliserende megakoncern, BeiTech Industries, med målet at dræbe alle civile på planeten og overtage minerne.

Flåden Alexander fra Den Terranske Alliances Søværn befinder sig dog tilfældigt i nærheden og kommer Kerenza til hjælp. Det lykkes dem at uskadeliggøre flere af fjendes flåder, samt at evakuere en stor del af de civile, før de må stikke af pga. skader på rumskibet.

Under evakueringen redder Kady Ezra fra nogle BeiTech soldater, for selvom hun har slået op med ham, fortjener han trods alt ikke at dø. Efterfølgenede forsøger hun at finde sin mor og ender til sidst på et andet evakueringsskib end Ezra.

Men et af BeiTechs rumskibe er lige i hælene på de flygtende, som oveni må kæmpe mod en yderst smitsom sygdom, der muterer ombord på skibene – og med rumskibet Alexanders kunstige intelligens, der blev svært skadet under BeiTechs angreb…

Jeg blev fuldstændig grebet af Illuminae, som dels er en dramatisk og underholdende historie fortalt med en herlig tør humor. Dels er bogen layoutmæssigt bygget helt fantastisk op. Som bagsideteksten antyder, fortælles romanen gennem en samling af diverse kilder som f.eks. mails og interviews. Man skal selvfølgelig lige vænne sig til at læse en roman på den måde, men når det er gjort, giver det grafiske en helt anden visuel dybde til historien. Det er fremragende lavet og 100% gennemført.

Illuminae er første bind i en trilogi, og Brad Pitts selskab Plan B Entertainment har købt rettighederne til en filmatisering. Bog to Gemina er udkommet men endnu ikke oversat til dansk, og bind tre forventes at udkomme på engelsk i løbet af 2017. Jeg glæder mig allerede.

Om Illuminae:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politiken, 599 sider
Omslag: Stine Trampe, Tramperiet
Originaltitel: Illuminae (engelsk)

Besøg Amie Kaufmans hjemmeside

Besøg Jay Kristoffs hjemmeside

 

 

 

De blindes land af H. G. Wells

De blindes land af H. G. WellsDen engelske forfatter Herbert George Wells levede fra 1866 til 1946. I sin levetid skrev han en række romaner og noveller indenfor stort set alle genrer, lige fra almindelig mainstream over humoristiske underholdnings-historier til fantastik, science fiction og horror.

I novellesamlingen De blindes land har Niels Dalgaard udvalgt og oversat 13 af H. G. Wells noveller indenfor science fiction genren. Som altid ved Science Fiction Cirkelens klassiker-serie har han også skrevet et interessant og uddybende efterord om forfatterskabet.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd, bl.a. titelnovellen “De blindes land” og novellen “Historien om afdøde mr. Elvesham“. Resten var nye for mig. Langt de fleste er dog både velskrevne og interessante trods de efterhånden mange år på bagen.

Blandt mine favoritter er “Stjernen”, som oprindelig blev skrevet i 1897.

Få mennesker uden naturvidenskabelig uddannelse kan gøre sig klart hvor isoleret Solsystemet er. Solen med dens pletter af planter, dens støv af planetoider, og dens urørlige kometer, svømmer i en enorm tomhed der næsten er umulig at forestille sig. Uden for Neptuns kredsløb er der rum, tomt så langt mennesket har været i stand til at observere, uden varme eller lys eller lyd, blank tomhed, i 30 millioner gange en million kilometer. Og bortset fra nogle få kometer der er mindre massive end den tyndeste flamme, havde intet stof så vidt menneskene vidste, nogen sinde krydset denne afgrund i rummet, før denne besynderlige vandringsmand dukkede op i begyndelsen af det tyvende århundrede.”

Jeg er vild med dette citat, som på fornem vis opsummerer, hvor meget man vidste og ikke vidste om rummet i slutningen af 1800-tallet. Man fandt f.eks. først Pluto i 1930 (som siden er blevet nedgraderet til en dværgplanet), så Neptun var den yderste planet man kendte. Man anså kometer for tynde flammer, mens man siden har fundet ud af, at de er rester, en slags dybfrosne tidskapsler, fra solsystemets dannelse for 4,6 milliarder år siden. Og man kunne ikke forestille sig, at jorden kunne blive ramt af et andet himmellegeme, for der var ingen fortilfælde for den slags. I dag mener forskerne, at det var et meteornedslag, der udryddede dinosaurerne for 65 millioner år siden. Og at månen i øvrigt blev skabt, da jorden og planeten Theia stødte sammen mellem 50-150 millioner år efter vores solsystems fødsel.

“Stjernen” er dog spændende læsning, for H. G. Wells har også mange rigtige betragtninger med, når han forestiller sig følgerne af et stort himmellegeme, der nærmer sig jorden med astronomisk fart. Han forudser tsunamier, miljøforandringer med følgende smeltning af polerne, oversvømmelser, jordskælv m.m. Og så slutter han af med en absolut sandhed om katastrofen, som jeg ikke vil afsløre her. Men virkelig en vellykket novelle.

Også “Myrernes imperium” var jeg meget betaget af. Her sendes kaptajn Gerilleau med sin kanonbåd til Badama på Batemo-armen af Guaramadema for at hjælpe indbyggerne mod en invasion af myrer. Først er Gerilleau skeptisk og tror, at nogen holder ham for nar, men båden sejler af sted. Ombord er også maskinmesteren Holroyd, og undervejs begynder situationen for alvor at gå op for ham.

Det var dette lands umenneskelige enormitet, der forbløffede og undertrykte ham. Han vidste, at der ikke var mænd i himlen, at stjernerne var pletter i rummets utrolige enormitet; han vidste at havet var enormt og ikke lod sig tæmme, men i England tænkte han på landjorden som menneskets. I England er den vitterligt menneskets, de vilde ting lever på hans nåde og vokser under kontrol, overalt er der veje, hegn og fuldstændig sikkerhed. Også i et atlas er jorden menneskets, og alt sammen farvet for at vise hans krav på det – i levende kontrast til havets uafhængige blå. Han havde taget det for givet, at der ville komme en dag, hvor der overalt på jorden ville herske plov og dyrkning, letbaner og gode veje, velordnet sikkerhed. Men nu tvivlede han. Skoven var uendelig, den virkede uovervindelig, og mennesket var i bedste fald en sjælden, usikker indtrængende.”

Blandt de mere kulørte noveller holder jeg særligt af den første novelle i samlingen “Den mærkelige orkidés blomstring”. Her får den sky og svagelige Winter-Wedderburn en dag får fingre i en ukendt orkideart. Med spænding planter han den ud i sit drivhus, men da den endelig blomstrer, får det uforudsete følger.

Jeg vil også fremhæve “Historien om afdøde mr. Elvesham”. Edward George Eden er en ung stærk mand, som er i gang med sit medicinstudie, da han en aften opsøges af en ukendt ældre mand, Mr. Elvesham. Elvesham har et noget usædvanligt forslag til Edward. Han vil indsætte ham som arving til sin store formue, hvis Edward vil gennemgå en række fysiske tests og iøvrigt indvillige i at tage Mr. Elveshams navn. Edward er først lidt skeptisk, men lader sig overbevise og snart er han i fuld gang med at blive testet. Da alle test er gennemført tilfredsstillende, fejrer de to mænd det med en god middag. Her giver Mr. Elvesham Edward et pulver i sin drik, som får ham til at føle sig meget mærkeligt tilpas, men heldigvis har han fået et andet pulver med, som kan hjælpe ham til at sove. Men da Edward vågner op, er noget helt galt. Og så ser han sig selv i spejlet …

Jeg har tidligere læst novellen som horror, men i efterordet forklarer Dalgaard, at “Historien om afdøde mr. Elvesham” (sammen med “Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne”) er med, fordi personerne heri udsættes for oplevelser, der drejer sig om forskydninger i tid og rum.

Personligt er jeg ikke så begejstret for “De landgående panserskibe”, der tilhører subgenren fremtidskrigsfortællingen (Slaget ved Dorking, Dommens dag og Slaget ved Lyngby), som jeg synes bliver lidt kedelig. Men som dog på en måde forudser opfindelsen af terrængående tanks. Heller ikke “I afgrunden” (der muligvis har inspireret Arthur Conan Doyle til novellen “Maracot-dybet“) falder helt i min smag, selvom selve idéen om at blive sænket ned på haves bund er godt skrevet. Disse beklagelser hører dog til i småtingsafdelingen.

Som regel er det både en fornøjelse og en oplysende oplevelse at læse et værk i SFC’s klassiker-serie, og De blindes land af H. G. Wells er ingen undtagelse. Wells er både en underholdende fortæller, men har også en bred viden der får hans historier til at virke troværdige. Så giv endelig denne novellesamling en chance.

Indhold:

Den mærkelige orkidés blomstring (1894)
Diamantmageren (1894)
Elefantfuglenes ø (1894)
Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne (1895)
Historien om afdøde mr. Elvesham (1896)
I afgrunden (1896)
Krystalægget (1897)
Stjernen (1897)
Filmer (1901)
Den nye accelerator (1901)
De landgående panserskibe (1903)
De blindes land (1904)
Myrernes imperium (1905)

Om De blindes land:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Tidskisten af Andri Snær Magnason

TidskistenTidskisten er en smuk og mytisk roman om tidens og kærlighedens væsen, der kan nydes både af børn og voksne.

Tidskisten var lidt af en overraskelse at læse. Dels troede jeg før læsningen, at her var tale om en ren science fiction roman, men Andri Snær Magnason blander genren med eventyret. Dels var det ikke gået op for mig, at det er en børnebog. Det varede dog ikke mange sider, før jeg overgav mig fuldstændig til Andri Snær Magnasons prisbelønnede roman.

Det går rigtig skidt med økonomien. Pigen Sigrun forsøger at opmuntre sine forældre og få dem til at tænke på andet end krise, prisindex og rentefald, men det lykkes ikke. I stedet beslutter de sig for at afvente krisens afslutning i Timax’s fantastiske tidskister, der holder tiden ude. Og Sigrun skal selvfølgelig med.

Da Sigruns tidskiste åbner sig igen, føles det, som om der kun er gået et øjeblik. Men der ligger et dådyr i sofaen, og gennem et kæmpehul i taget kan Sigrun se op i den blå himmel. Forvirret forsøger hun at åbne sine forældres kiste, og mens hun leder efter en unbrakonøgle, møder hun drengen Markus. Markus tager hende med hen til en gammel kvinde ved navn Svale, hvor de også møder andre børn, som alle ønsker at få at vide, hvad der er sket.

Som svar fortæller Svale dem historien om Raventina den evige prinsesse, datter af kong Dimon af Pangea og den underskønne Vårsol, og det er denne beretning, der fylder det meste af romanen.

Vårsol dør straks efter Raventinas fødsel. I sin store sorg beslutter Dimon sig for at erobre hele verden for sin datters skyld, så hun kun skal opleve lykke og glæde, og til sidst vil han tvinge selv tiden til at underlægge sig sine ønsker. Trods kong Dimons gode intentioner ender fortællingen således med krig, død, misundelse, sorg og oprør. Og kun hvis den gamle forbandelse bliver brudt, kan Sigruns verden igen vågne op.

Her er som sagt tale om et eventyr for de lidt større børn, men når man som voksen læser med, rummer romanen flere lag. Tidskisten udkom f.eks. i 2013, lige i kølvandet på den store økonomiske krise hvor den islandske krone mistede 80% i forhold til euroen. Efterfølgende blev den nyvalgte regering sat til at arbejde for en ny forfatning, men den har i flere år nu stået i stampe, uden at befolkningen har kæmpet mere for den. Man kunne fristes til at sige, at befolkningen er gået i dvale igen, efter at økonomien atter er på ret køl.

Et andet eksempel er fortællingens navne. Kong Dimons navn kan f.eks. føres tilbage til Njals Saga, hvori en række slag fandt sted ved landmærket Dìmon under bosættelsen af Island. Kongens regnemester hedder Exel og kan ikke krydse linjer (excel regneark). Og Pangea, sagnlandet hvor kong Dimon regerer, betyder på oldgræsk ‘hele verden’ og er også betegnelsen for superkontinentet som eksisterede i Palæozoikum- og Mesozoikumæraerne, før kontinenterne blev adskilt til deres nuværende placeringer. En adskillelse, der også sker i romanen.

Endelig indeholder historien masser af referencer til eventyr og sagaer. Helt oplagt er naturligvis Snehvide, den smukke prinsesse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt, der ligger i sin glaskiste og venter på sit kærlighedskys.

Andri Snær Magnason, som udover forfatter også er debattør og miljøaktivist, fortæller i et interview til Information, hvordan hans bøger altid er påvirket, af det han foretager sig. Bøgerne rummer stærke metaforer for nutidens dagsordener, og i Tidskisten bruger han f.eks. myternes metaforer til at pege på, at det kan have enorme konsekvenser at lægge sig ud med elementerne og håbe på, at andre løser de problemer, man selv har skabt.

Man behøver dog ikke vide spor om disse ting for at nyde fortællingen, som er virkelig fint oversat af Kim Lembek.

Kongen sad midt i nettet af sin verdensmagt, fuldstændig rundt på gulvet af alt det, det var nødvendigt at styre og bestemme. Han var som regel altid gået til møde, når Raventina vågnede, så han kunne aldrig sige godmorgen, og som regel nåede han heller ikke at sige godnat. Han var ikke sikker på, om han var en edderkop eller en flue, der sad fast i tidens net.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesdato: 15. november 2016
Originaltitel: Tímakistan
Forlag: Tiderne Skifter, 262 sider

Læs også Mod Spor’s fine anmeldelse

Sand og sten, stål og glas – udvalgte fortællinger af A. Silvestri

Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri

Fra bagsiden:
Otte fortællinger om fremtiden og os
Mennesket er et grimt og ubehøvlet dyr, der hellere vil stjæle føden fra sine kammerater end at hjælpe dem. Mennesket ser ikke frem, men ind, centrerer universet omkring sig selv. Men mennesket er også et snedigt og stærkt dyr. Møder det modstand, bryder det ikke sammen, men kæmper blot hårdere, og selv når menneskets undergang er uundgåeligt, uddør det med oprejst pande.
Mennesket er både usselt og smukt, nogle gange samtidig, og nogle gange det ene eller det andet, alt efter hvilken læser, der læser historien.

A. Silvestri er en ualmindelig flittig forfatter. Hver måned opdaterer han sin blog med, hvor meget han har nået at skrive den forløbne måned. Det er sjældent småting, og når man ser på hans litterære C.V., har han skrevet indenfor stort set alle genrer, medvirket i over 35 antologier + blade og magasiner, samt udgivet seks selvstændige værker, herunder zombieromanen Pandaemonium.

I Sand og sten, stål og glas har Silvestri samlet 8 tankevækkende science fiction noveller, hvoraf de 7 tidligere har været udgivet i andre sammenhænge. Hver novelle følges af en kort kommentar, hvor Silvestri bl.a. fortæller lidt om idéerne bag, tankerne bag skrivestilen osv. Det kan man vælge at springe over, hvis man helst selv vil stå for hele tolkningen. Personligt synes jeg dog, at det er spændende at få et lille kig ind i forfatterens ‘maskinrum’.

Samlingens første novelle hedder Det bedste og er det ældste bidrag. Her beretter fortælleren om dengang for 30 år siden, hvor han sammen med tre medstuderende besluttede sig for at finde på et bedre samfund. Over en uge i morfarens sommerhus nedfælder de grundstenene til det samfund, der nu eksisterer. Et samfund hvor alle virker til gavn for det fælles bedste. Hvor der ikke findes racisme, kønsdiskriminering og lignende, fordi det eneste man bedømmes på er sin intelligens. Men som altid når der er tale om et totalitært styre, er der enkelte forstyrrende elementer, hvilket leverer den overraskende afslutning.

Også den anden novelle Glemmer du så husker jeg alt udspiller sig i en fremtid, hvor befolkningen er underlagt kontrol og censur. Miranda vågner øm i kroppen og forbereder sig på en ny dag. Kort efter vågner David med et vræl, og hun gør sutteflasken klar. Snart går det dog op for læseren, at David ikke er en almindelig baby. Han er en voksen mand, der hver dag må gennemleve et helt livsforløb både fysisk og mentalt. Hvorfor skal ikke afsløres her, men historien handler om kontrol på flere niveauer, og – måske – om kærlighed.

Som nævnt eksperimenterer Silvestri ofte med sin skrivestil. I Højdepunkt er fortælleren den 16-årige Joakim, og novellen er en stil, han skal aflevere. Da Joakim er ordblind, er fortællingen fuld af stavefejl, hvilket får ham til at fremstå lidt naiv. Joakim er snart voksen og skal have sit eget indeklima, så han kan arbejde udenfor kuplen. Han ved, at der er sket en katastrofe på jorden, som gør, at han og de andre må arbejde under jorden, men Joakim stiller ingen spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke engang i novellens slutning, som efterlod mig lidt trist.

Matthæus 20:16 er historien om verdens første (og sidste) tidsrejsende. Det lykkes Kaspersen at rejse 1000 år frem i tiden, men da han når frem, ser verden noget anderledes ud, i forhold til hans forestillinger. Novellen er velskrevet og har kant, og så har den en sidste linje som lige fik mig til at tænke en ekstra gang.

I novellen Ukrudt fører Silvestri læseren på en rejse i både tid og rum. Novellen foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. Jeg kom til at tænke på romanen Grøn af Alan Dean Foster, som også udspiller sig på en plante-domineret planet, men som altid har Silvestri sin helt egen vinkling. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs.

I sit ansigts sved foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ‘Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet. Her må de hele tiden må holde et vågent øje med fribyttere, der stjæler hvad de kan komme til. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen. Silvestri lader historien udfolde sig i et adstadigt tempo, og fortæller en historie om det at være et godt menneske i et post-apokalyptisk samfund, som i mine øjne også rummer pointen: Den kloge narrer den mindre kloge.

Samlingens nyskrevne novelle er titelnovellen Sand og sten, stål og glas. Fortælleren er Konrad Pri, som hver dag møder ind på sit arbejde, hvor han sidder og bedømmer sine medmennesker udfra en computergenereret test. Konrad Pri er tilfreds med sit liv og efterlever til mindste detalje samfundets krav om effektivitet og lydighed. Men en dag dukker et umuligt testresulatat op, og Konrad Pri befinder sig pludseligt i et dilemma. Computeren kan ikke lave fejl, for den styres af systemet, så hvordan kan testen så findes? Novellen rummer små citater fra flere science fiction klassikere, og kan til dels ses som Silvestris version af The Matrix. Naturligvis med Silvestris tydelige fingeraftryk, som bl.a. ses i skrivestilen, hvor tal konsekvent skrives 1, 2, 3 osv.

Den sidste novelle hedder Den allersidste dans, og Silvestri kalder den for en af sine smukkeste tekster. Historien, der handler om 7 par, der danser på himmelvælvingen, mens jorden går under omkring dem, er en sprogligt eksperimenterende novelle. Silvestri har lagt hele teksten til sangen Den allersidste dans ind i fortællingen. Samtidig består teksten af 30% unikke ord, dvs. at de kun optræder én gang. Særligt for denne novelle har det været positivt for min læseoplevelse at læse forfatterens tanker bag. Jeg er generelt mest til tekster, hvor handlingen eller personerne er i centrum, fremfor fordybelse i det sproglige. Men ved at genlæse historien med Silvestris noter i baghovedet, blev den langt mere interessant, selvom jeg dog stadig holder mere af de øvrige noveller i Sand og sten, stål og glas.

De 8 noveller bevæger sig bredt indenfor science fiction genren med temaer som jordens undergang, tidsrejser, dystopiske fremtidsscenarier, rumrejser til fremmede planeter osv. Silvestri lader dog den teknologiske vinkel ligge, så her er ikke decideret ‘hård’ science fiction, hvilket gør samlingen velegnet til læsere, der ikke tror, at de kan lide genren.

Jeg kan både lide ‘blød’ og ‘hård’ science fiction, men historien skal dog være troværdig. Så selvom jeg f.eks. synes godt om plottet i “Højdepunkt”, finder jeg det utroværdigt, at menneskene i kuplen har forandret sig så meget i løbet af så få generationer. Hvis de er blevet genetisk modificeret, hvorfor føder de så så mange børn? Spørgsmål, som ikke betyder det store for plottet, men som stikker irriterende under læsningen.

Sand og sten, stål og glas er første bind i et samarbejde mellem A. Silvestri, forlaget Calibat og forlaget Dreamlitt. Målet er at udgive flere genre-samlinger af Silvestris noveller både fysisk og digitalt, og jeg ser frem til at læse dem. For selvom jeg havde læst 6 af novellerne i Sand og sten, stål og glas før, så giver det læseoplevelsen noget særligt at sidde med en lækker bog i hånden. Og så er jeg som nævnt også vild med at kigge ind i forfatterens ‘maskinrum’.

Indhold:

Det bedste – Proxima nr. 92: 2010
Glemmer du, så husker jeg alt – Den nye koloni: 2011
Højdepunkt – Fremmed stjerne: 2012
Matthæus 20:16 – Ingenmandsland: 2010
Ukrudt – De sidste kærester på månen: 2014
I sit ansigts sved – Farvel, min astronaut: 2013
Sand og sten, stål og glas – 2016
Den allersidste dans – Undergang: 2014

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 221 sider
Omslag: Anna Degnbol

Lidenskab og lysår – Lige under overfladen 11 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Lidenskab og lysår - Lige under overfladen 11Science Fiction Cirklens årlige udgivelse af nye danske science fiction noveller er nu nået til bind 11, men der er heldigvis ingen metaltræthed at mærke. Tværtimod kan man faktisk sige. For oveni diskussionen om hvorvidt dansk science fiction har udviklet sig til dystopiske fremtidsfortællinger, serverer Lidenskab og lysår et bredt udvalg af noveller både indenfor hård science fiction, spekulativ fiktion og grænselandet mellem science fiction og socialrealisme.

Samtidig er her endnu en gang tale om et generelt meget højt niveau blandt bidragene, som rummer både gamle kendinge og debutanter blandt forfatterne.

Carl-Eddy Skovgaard er redaktør på serien, og beskriver i forordet valget af titlen: “Antologiens titel, der i år er Lidenskab og lysår, er som sædvanlig ikke valgt for at fremhæve en bestemt novelle, men valgt ud fra at jeg synes titlen ganske udmærket dækker bredt, hvad hele antologien indeholder. Specielt hvis man tager ordene hver for sig. Jeg læser her lidenskab som: forhold mellem mennesker, og lysår som: forskelle i tid og rum.” Den beskrivelse, synes jeg, dækker udgivelsen på bedste vis.

Kickstart af Niels Kjærgaard
Thorkild er på date med en herlig blondine, da tiden pludselig fryser. Bandende må han forlade hende for at finde kickstartpedalen, så han kan sætte tiden i gang igen, før tidskræene får fat i ham. Humoristisk novelle, der godt kunne være inspireret af Stephen Kings kortroman Langolinerne.

Jerndrømme af Manfred Christiansen
Gennem årtier har menneskeheden vidst, at en stor asteroide ville flyve forbi jorden uden problemer. Men man tog fejl. Dragon Ball, som asteroiden blev kaldt i folkemunde, kolliderer med solen og udløser en voldsom solstorm over jordens dagside, der efterlades forbrændt og overtrukket med en rødglødende glasur af jern, og kun ganske få overlevende. 14 år efter arbejder Piet Jarnosh på at få sendt en Ark afsted med menneskehedens udvalgte for at give racen en chance for at overleve. Den umulige opgave er blevet gjort nemmere af, at jernet fra Dragon Ball har nogle særlige egenskaber, som kan bruges under bygningen af rumskibet. Ikke alle er dog trygge ved at bruge det ukendte materiale, for man har jo ikke nået at teste det til bunds.

Manfred Christiansen er en af de garvede bidragsydere til serien, ligesom han står bag den rigtig fine forside til Lidenskab og lysår. Hans novelle er både spændende og velskrevet, og så giver den også et lille hip til den igangværende debat, som jeg nævnte i indledningen. Her er nemlig tale om en novelle, der både er en dystopisk fremtidsfortælling, men som også indeholder hård science fiction samt filosofiske overvejelser.

Nettet over Berlin af Torben Magnild Husum
Herschel Knecht er ene-ejer et gammelt antikvariat, efter at hans partner Joseph W. Benz er død. En aften på vej hjem bliver Herschel standset af politiet og anklaget for potentiel e-kriminalitet. Nu må han forsøge at overbevise overkommisæren om, at han ikke er den eftersøgte hacker, staatsfeind. Vellykket novelle med både et krimi-plot og en humoristisk vinkel, der udspiller sig i en fremtid, hvor myndighederne forsøger at styre internettet og den digitale kommunikation.

Mod død skal livet leves af Christian Holger Pedersen
Christian Holger Pedersens bidrag til Lidenskab og lysår er svær at give et handlingsreferat af uden at komme til at røbe for meget. Hovedpersonen er den selvmordssyge Gustav, der vågner på hospitalet efter at have kastet sig ud fra en bro. Han er sluppet uden skader, men kæresten Livaea finder ham dybt egoistisk. Hvorfor og hvordan skal jeg ikke røbe, men jeg kan afsløre, at manglende fertilitet og beskrivelsen af orgasme som la petite mort randt mig i hu under læsningen.

Ud af mørket af Jesper Rugaard Jensen
Daanie vågner op alene i en ødelagt redningskapsel. Hun kan intet se og husker ikke, hvordan hun er endt i her. Det lykkes hende at komme tilbage til astroiden, hvor hun straks begynder at lede efter andre overlevende. Men hvad er der sket? ‘Ud af mørket’ er nærmest scifi-horror og meget vellykket. Jesper Rugaard Jensen skriver, så jeg følte mig fanget i mørket, blind og uden hukommelse, sammen med Daanie. Og da så brikkerne begynder at falde på plads, kommer bare endnu et chok. Virkelig vellykket novelle om hvad der skal til, hvis vi skal bosætte os i rummet, og hvilke konsekvenser det kan få. En af mine favoritter.

Slidte dukker af Majbrit Høyrup
I stedet for at sende mennesker af sted for at undersøge fremmede planeter, har man opfundet en måde at overføre menneskets hjerneaftryk til kropsdukker, der kan dyrkes på stedet, når blot det fjernstyrede rumskib har fundet et velegnet sted og udvundet de relevante råmaterialer. På Bror Måne vågner således Rosalin op som den første af seks kropsdukker, der er blevet modificeret til at kunne overleve og udforske månen. De skal løbende sende aftryk af deres hjerner retur til deres primere på jorden, og når dukken er nedslidt, skal de afslutte missionen.

Majbrit Høyrup har bl.a. skrevet en novelle til antologien Universets mørke med titlen ‘Killinger’, der leger med samme problemstilling som i ‘Slidte dukker’: genetisk fremavlede hybrider, her blot brugt til udforskning af fremmede verdener. Og ligesom i ‘Killinger’ giver Høyrup sin fortælling en etisk dimension, for hvornår er man en kopi, og hvornår bliver man et menneske? En af mine favoritter.

Mord på Mars af Glen Stihmøe
Et ægtepar har vundet et ophold på Hotel Ares på Mars. Hustruen er stor fan af tv-serien, der indspilles her, og som en del af præmien skal hun spille en mindre rolle i et afsnit. Hendes mand deler ikke hendes begejstring for hverken serien eller skuespilleren Sam Willer, men hvad kan han gøre? Humoristisk novelle, der bruger lokationen Mars som kulisse.

Genfærdenes Tårn af Nikolaj Johansen
På kanten af rummet passer fortælleren sit job som fyrtårnspasser. Det er et ensomt job, hvor kun døde astronauter engang i mellem holder ham med selskab. En dag dukker en kæmpe flok rumsprutter op og omringer fyrtårnet. Fortælleren giver Centralen besked, og de vil sende et operatørskib. Men hvad er proceduren for mødet med aliens?

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet flere noveller samt romanen Skygger fra Oktoberland. Han vandt Science Fiction Cirklens romankonkurrence 2016 med Syndfloden og Storbyen, og hvis den er ligeså velskreven som ‘Genfærdenes Tårn’ er det fuldt fortjent. Novellen er skarptskåren, stemningsfuld og med et spændende twist i slutningen. En af mine favoritter.

I fædrelandets tjeneste af A. Silvestri
Hovedpersonen i novellen er blevet udpeget til en særlig opgave. En opgave der kræver stor disciplin og gennemførelsen af en række ritualer. En opgave der er en stor ære. A. Silvestri er en forfatter, der eksperimenterer med stil, genrer og alt der i mellem, når han skriver, hvilket gør ham rigtig interessant at følge. Hans bidrag til Lidenskab og lysår er f.eks. fortalt kun med brug af du, og så har den en slutning, man husker.

Hver time får du også et glas vand, og du drikker det altid, fordi salt gør dig tørstig. De syv andre kokke er danskere. De tager dig kort i skulderen, når de går forbi, men de snakker ikke med dig. Hvis du skal opnå balance i dit sind, er det vigtigt at du ikke deltager i en samtale. Du tager langsomme og dybe indåndinger. Punkt 7 i din kontrakt.”

DreamChild af Helle Perrier
Karina og Markus venter barn, og da de har råd til det, har de valgt en rugemor samt fikset lidt på barnets gener for at undgå sygdomme m.m. Selvom de ikke har bestilt pakken med morgenkvalme, er Karina alligevel ikke helt på toppen under graviditeten. Det viser der sig at være en overraskende forklaring på. Udmærket novelle med en anderledes vinkling på etikken i at lave børn med bestemte egenskaber.

HDO Margarethe mod nye mål af Carl Gustav Werner
Novellen udspiller sig i slutningen af 1800-tallet, i et Skandinavien hvor Kalmarunionen stadigvæk eksisterer. Lille Elna sælger sit hår til SAS, som bruger langt hår som brændstof til deres luftskibe. Men præsten derhjemme siger, at kvindens hår hører til på hendes hoved. Kontrafaktisk historie om religion og videnskab skrevet i en blanding af skandinavisk og dansk. Anderledes og interessant novelle.

Lidenskab og lysår af Lise Andreasen
Bonnie og Noah er det perfekte par, der supplerer hinanden som yin og yang. En dag får de muligheden for at tage af sted som kolonister, og det gør pludselig løftet “til døden jer skiller” meget håndgribeligt. En sød og fin kærlighedshistorie der udspiller sig i fremtiden.

Trippelkøb af Lars Behn-Segall
Nationalstaterne eksisterer ikke mere i Lars Behn-Segalls bidrag til Lidenskab og lysår. I stedet har multinationale selskaber taget over, og familien Johansen bor i Adnill Corps handelsimperium. Her afgøres ens værdi for samfundet af, hvor god man er til at øge selskabets profit. Johansens tilhører underklassen, der højst kan håbe på dårligt betalte job i service-sektoren, og hvor sygdom og sult ikke er ualmindelig. Indtil den dag hvor Johansen modtager et trippelkøb. Grum novelle med en genial vinklet slutning, som udspiller sig i en fremtid, hvor demokratiet har slået fejl, og alt nu handler om profit. En af mine favoritter.

Møde af Steen Knudsen
Der er langt mellem stjernerne. Langt, mørkt og koldt… En sjælden gang, en meget sjælden gang, erkender et væsen, at det ikke er en del af omgivelserne. At det er ’sig selv’… På et tidspunkt finder enkelte af disse bevidste væsener ud af, hvad stjernerne i virkeligheden er. Nogle få, nogle ganske få, rækker derpå ud efter dem.” Velskrevet, gennemført og interessant novelle om mødet mellem to fremmede intelligenser midt i det tomme rum. En af mine favoritter.

Den første danske kulturskat af Bjarke Schjødt Larsen
For 6 år siden blev der indført kulturskat i Danmark. Alle skal opleve kultur, og består man ikke den årlige prøve, bliver man skrevet op til et Kulturelt Opfølgningsforløb. Det sker for Lasse, som synes, at alt det kultur er noget opblæst hø. Vellykket novelle med en anderledes vinkel på et fremtidssamfund. Oftest når forfattere beskriver et kontrolsamfund, bliver kunsten og kulturen undertrykt, men her bruges kulturen som kontrol. Er det så ikke magtmisbrug fra statens side?

Eftermiddag i parken af Jesper Goll
Jesper Goll har bl.a. skrevet ‘Farvel min astronaut’ i LUO 8 og ‘Betydningen af små ting’ i LUO 9. Begge noveller udspiller sig i en fremtid, hvor man har lært at gøre tiden langsommere for enkelte mennesker og dermed gøre det muligt at foretage rumrejser. ‘Eftermiddag i parken’ fortsætter i universet. Samleren har gennem mange år rejst fra planet til planet for at beskrive menneskenes historie, overalt hvor de har slået sig ned. Nu har han fået færten af den planet, hvor det første skib efter sigende skulle være landet. En af mine favoritter.

Stoppested af Hans Peter Madsen
Kort, velskrevet novelle om manden der hver dag rejser mellem sit hjem og arbejde via stoppestedet. Hans Peter Madsen sætter meget præcist fingeren på betydningen af eksistens, ægthed og hvad der udgør jeg’et.

Flyvebladenes tid af Gudrun Østergaard
Novellen starter som en hverdagshistorie om den enlige, udearbejdende mor, der døjer med at få hverdagen og arbejdet til at hænge sammen, men udvikler sig, efterhånden som det går op for læseren, hvad hovedpersonen arbejder med. Hverdagsliv under et totalitært-agtig regime.

Ukendt kode af Michael Ganz Andersen
Jonas hører til eliten indenfor kodning og programmering, og kan som sådan vælge og vrage mellem jobtilbuddene. En dag får han et tilbud om at arbejde for en gruppe, der ikke vil fortælle nærmere om deres identitet. De garanterer dog, at han vil komme til at arbejde for verdensfreden. Spørgsmålet er så, om Jonas har samme opfattelse som sin nye arbejdsgiver? Effektiv novelle om borgerpligt og ideologiske forskelligheder.

Mindbook 2.0 af Sara Buch
Hvad nu hvis man opfandt en måde at overføre de følelser, der var i situationen, til de fotos vi lægger ud på nettet? Den tanke lader Sara Buch udfolde sig i ‘Mindbook 2.0’, hvor Patrick, Ducky og Paw beslutter sig for at hacke Mindbooks seneste version. Hvilke etiske konsekvenser ville det have? Vil folk gå efter had eller kærlighed?

Mærk fremtiden af Richard Ipsen
Farfaren og barnebarnet går tur på Hammerknuden, Bornholm. Farmoren er kort forinden død, og nu vil farfaren gerne fortælle barnebarnet sin historie. Smuk og tænksom novelle om at kende sin fremtid. Hvis man nu kan se, hvad der sker, hvordan vælger man så? Og vil ens liv så hele tiden føles som en genudsendelse? En af mine favoritter.

Rumkaptajnens kone af Lars Ahn Pedersen
Rumkaptajnens kone ville skilles. Denne sætning starter Lars Ahn Pedersens bidrag til Lidenskab og lysår, og som altid når det drejer sig om LAP, er her tale om en velskrevet og interessant novelle, der pludselig skifter spor undervejs, så slutningen er ganske uforudsigelig.

Firmaets mand af Nikolaj Højberg
Den sidste novelle i Lidenskab og lysår er en barsk historie. Jonas vil frem i verden og føler ikke, at hans firma værdsætter ham. For at komme af med sine frustrationer opsøger han Kuben, der styres af Værten. Her kan man købe sig til at opleve andres oplevelser – alle slags oplevelser. Men jo dybere Jonas synker moralsk i sine tanke-oplevelser, jo bedre går det hans karriere. Det er muligt, at Nikolaj Højberg har skelet til filmen Strange Days fra 1995, da han begyndte at skrive ‘Firmaets mand’, men han har absolut givet historien sit helt eget twist og tog virkelig r…. på mig med slutningen. En af mine favoritter.

Med 27 forskellige noveller indenfor stort set alle hjørner af science fiction universet er det selv sagt ikke alle, jeg er ubetinget begejstret for. Et par stykker er for sprogligt eksperimenterende efter min smag, da jeg mest læser med følelserne. Og ved et par stykkede misser jeg simpelthen pointen.

Det ændrer dog ikke på, at Lidenskab og lysår lever op til alle forventningerne. Her er både rumrejser, teleportering, aliens, kontrafaktisk historie, hackere, humor, dystopiske fremtider og etiske problemstillinger. Alt det der gør science fiction til sådan en spændende genre at udforske. Og det er fedt at se, hvordan Science Fiction Cirklen år efter år formår at samle så mange og så forskellige noveller ind af så høj kvalitet. Jeg håber, at serien vil fortsætte mange år endnu.

Indhold:

Niels Kjærgaard: Kickstart
Manfred Christiansen: Jerndrømme
Torben Magnild Husum: Nettet over Berlin
Christian Holger Pedersen: Mod død skal livet leves
Jesper Rugaard Jensen: Ud af mørket
Majbrit Høyrup: Slidte dukker
Glen Stihmøe: Mord på Mars
Viggo Madsen: Herligt er Hypermans hop
Nikolaj Johansen: Genfærdenes tårn
A. Silvestri: I fædrelandets tjeneste
Helle Perrier: Dreamchild
Carl Gustav Werner: HDO Margarethe mod nye mål
Ellen Miriam Pedersen: I 1923
Lise Andreasen: Lidenskab og lysår
Lars Behn-Segall: Trippelkøb
Morten Carlsen: Laikas strand
Steen Knudsen: Møde
Libe R.: Dvale
Bjarke Schjødt Larsen: Den danske kulturskat
Jesper Goll: Eftermiddag i parken
Hans Peter Madsen: Stoppested
Gudrun Østergaard: Flyvebladenes tid
Michael Ganz Andersen: Ukendt kode
Sara Buch: Mindbook 2.0
Richard Ipsen: Mærk fremtiden
Lars Ahn Pedersen: Rumkaptajnens kone
Nikolaj Højberg: Firmaets mand

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 441 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen

destin-seerkrystallen31-årige Danny Biltoft Davidsen har skrevet science fiction siden han var 17 år, og har tidligere udgivet science fiction trilogien ”Meta-type”, hvis første bind fik følgende ord med på vejen i Himmelskibet nr. 5: ”…en god ungdoms-science fiction-actionroman, der på den ene side er fyldt med action og på den anden side udfolder et godt drama.”

Nu er Biltoft så aktuel med Destin – seerkrystallen, der ligeledes er første del af en serie, og jeg er ganske begejstret.

Vi befinder os 10.000 år ude i fremtiden, hvor menneskene har fået hjælp af overlegne teknologiske race Torakiderne. Siden har mennesket bekriget dem til udryddelse, så de nu bruger de nye teknologier, men har glemt hvor de kommer fra.

I denne verden lever drengen Destin en kummerlig tilværelse på asteroiden Lyoneida, indtil den dag hans veninde Maridel finder en ældgammel boks. Før de når at finde ud af, hvad de skal gøre med den, bliver de fanget af Rødfrakkerne fra kongeriget Carnelior. Maridel bliver bortført, mens Destin efterlades som død.

Han er dog langtfra død og ender ombord på rumskibet Den lovløse under kaptajn Cyrils kommando. Cyril og besætningen er skattejægere, som søger efter artefakter fra Torakiderne for at sælge dem videre. Og nu er de på jagt efter Maridels boks.

Destin – seerkrystallen er en rigtig tjubang-historie med masser af slagsmål, action og eventyr. Biltoft skaber et spændende univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men skaber i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et stænk 1700-tals-atmosfære.

Målgruppen er unge science fiction læsere, men historien er som sagt både spændende og underholdende, så den voksne læser kan også sagtens være med – også selvom sproget ikke altid er lige elegant. Jeg blev i hvert fald lynhurtigt fanget ind, og venter nu i spænding på bind to efter en rigtig cliffhanger-afslutning på bind et.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 48)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 225 sider
Omslag: Jessica Heick

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin

gamiderne_pelle-ilja-goldin”Gamiderne” er ikke en nem bog at anmelde. Den starter ligeså brat, som den slutter, og undervejs holdes læseren fanget i uvidenhed – nøjagtig som bogens hovedperson, Ilja.

I bogens start dømmes Ilja til døden. For hvad ved vi ikke, blot at han skal overflyttes til Engfængslet, mens han venter på henrettelse eller benådning. Fængslet er dog slet ikke, som Ilja forventer. Han ser nærmest ingen andre fanger og kan frit gå rundt, både ude og inde, blot er der altid en vagt i nærheden af ham. Og skulle han forsøge at flygte, vil han blive skudt.

Alligevel tager Ilja chancen efter nogen tid. Selvom flugten ikke går efter planen, ender han i et samfund skjult i bjergene langt fra Engfængslet. Her bliver Ilja vel modtaget og indgår snart i hverdagen. Men hvad er formålet med det lille samfund? Hvem står bag? Og hvad er Gamiderne?

Uden mange svar og med masser af spørgsmål følger læseren Iljas forsøg på at finde ud af, hvad der foregår. Han finder ud af, at der for 35 år siden i området ved Engfængslet skete en atomulykke, men har den noget med Gamiderne at gøre? Er de aliens eller måske mutanter fra ulykken? Eller kan de være et eksperiment, som enten er løbet løbsk eller kører helt efter planen? Under alle omstændigheder er han ikke tryg ved det samfund, der opbygges omkring dem. Men hvad kan han gøre?

Forlaget kalder ”Gamiderne” for: ‘…en forrygende og mystisk spændingsroman, der ikke er en krimi, men en svært definerlig blanding af en science fiktion roman og en fremtids-dystopi.’ Jeg synes måske ikke, at ‘forrygende’ er helt sandt, men mystisk og tankevækkende er den. Læseren følger Ilja ind i ukendt territorium og udforsker den menneskelige eksistens. Hvor stammer vi fra, og hvor skal vi hen? Er vi enestående væsner eller myrer i en tue? Er Gamiderne fjenden eller frelsen?

Palle Ilja Goldin skriver godt, og jeg læste ”Gamiderne” uden mange pauser, fordi jeg hele tiden var nysgerrig på, hvad i alverden der foregik. Så på den ene side har Goldin skrevet en interessant fortælling, som udspiller sig i et genkendeligt samfund, der samtidig er meget fjernt fra vores. På den anden side virker Iljas historie meningsløs, fordi jeg ikke kunne sætte den ind i en forståelig sammenhæng og egentlig er usikker på, om jeg overhovedet har forstået den.

Alt i alt må jeg nok erkende, at jeg mere er til handlingsorienterede fortællinger end til ”Gamiderne”s kafkaske univers. Det skal dog ikke afholde andre fra at give Goldins roman en chance, hvis man har lyst til at prøve kræfter med en anderledes læseoplevelse.

Besøg forlagets hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Larsen Lab
Forlag: Apuleius Æsel, 312 sider
ISBN: 978-87-998882-3-8

Oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk

Antistof af Charles Stross

antistof_strossAntistof af Charles Stross er nyeste udgivelse fra Science Fiction Cirklen, og her får læseren fem fascinerende historier om en fremtid hvor den kolde krig udkæmpes med våben værre end atombomber, og hvor en matematisk opfindelse fører til verdens sammenbrud

Den første novelle hedder ”En koldere krig”, og er en Alternate History historie, dvs. den foregår i en verden lig vores men med få ændringer. Hitler er f.eks. ikke død og flere andre historiske begivenheder er lige lidt anderledes.

Den kolde krig er dog ligeså virkelig i denne verden, og våbnene er langt mere skræmmende end vor tids atomvåben. Hovedpersonen Roger arbejder for CIA, hvor han foretager sikkerheds-vurderinger. Han kender derfor alt til de mystiske portaler, som fører til andre verdener. Og som har ført uhyggelige skabninger, der kan bruges som ustoppelige våben til denne verden!

”En koldere krig” er uhyggelig på en tankevækkende måde. Den stiller fokus på vores samfundsorden og udbygning af krigsmaskineriet, og hvilke konsekvenser det kan få, hvis vi ikke passer på, og så trækker den tråde til H. P. Lovecrafts skræmmende og fascinerende forfatterskab.

Mere morsom er ”Snøbel med snabel”, som er samlingens sidste novelle. Her har hovedpersonen Ralph fået sin søsters mini-mamut i pleje, mens hun er ude at rejse, og samtidig har han problemer med kæresten. I denne historie eksisterer mennesker og robotter i en skøn sammenblanding. Men der er stadig store klasseskel, og en revolution er ved at bryde ud. Det bliver Ralph uvidende blandet ind i, og så træder den lettere alkoholiserede mini-mamut til.

Også de øvrige noveller i Antistof er værd at læse. Her kommer vi omkring ødelæggelsen af vores samfund pga. en matematisk formel; en verden hvor mennesker slår sig sammen i organiske kollektiver, der slet ikke ligner mennesker mere; og ikke mindst historien om Manfred der forærer alle sine patenter væk som open source.

Stross er en dygtig fortæller, som formår at fortælle komplekse historier, så de alligevel er spændende og letlæste. Han beskæftiger sig især med udviklingen af kunstig intelligens, som han mener vil fører til, at menneskeheden vil ophøre med at eksistere i den form, vi er i dag.

De fem udvalgte noveller viser forskellige sider af Stross, lige fra det utroligt skræmmende fremtidsperspektiv til det langt mere humoristiske, men ligeså seriøse.

Charles Stross har flere bøger bag sig. Antistof er dog den første på dansk. Novellerne er udvalgt og oversat af Niels Dalgaard, som også har skrevet efterskriftet.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Science Fiction Cirklen, 196 sider