december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘science fiction’

Dark Matter af Blake Crouch

Dark Matter af Blake CrouchJason Dessen er en tilfreds mand. Han er gift med sit livs kærlighed, Daniela, og sammen har de sønnen Charlie. Hver dag vågner han med visheden om, at han er lige, hvor han vil være.

Men Jasons liv kunne have været helt anderledes. Da han mødte Daniela, var hun en lovende kunstner, og han på sporet af en stor karriere som atomfysiker. Så blev Daniela gravid, og Charlie havde problemer, da han blev født, og i stedet for at forfølge sine ambitioner valgte Jason at undervise på et universitet, ligesom Daniela måtte sætte sin karriere på standby.

Hvor lykkelig Jason er for sit liv, går først op for ham, den dag det bliver taget fra ham. En ganske almindelig hverdagsaften hvor han er på vej hjem med is til familiens aftensmad, bliver han overfaldet og bortført. Hans kidnapper tager ham med til en ensomt beliggende pakhus. Her tvinger han Jason til at klæde sig nøgen og forhører ham. Til sidst giver kidnapperen ham en sprøjte, og da Jason kommer til sig selv igen, er han omringet af en masse mennesker, som tilsyneladende kender ham – men han aner ikke, hvem de er.

Dark Matter er en usædvanlig spændende science fiction thriller, der stiller spørgsmålet: Ville du vælge et andet liv, hvis du fik muligheden?

Jeg er meget fascineret af teorien om multiverset. En potentielt uendelig gruppe af universer hvor hver eneste ting, der kan ske, vil ske, og hvor vores univers således blot er ét af mange. Det er denne idé Blake Crouch udforsker i Dark Matter. I ét univers er det nemlig lykkes for en anden Jason at udvikle et apparat, der kan skabe kontakt mellem de forskellige universer. Men hvad er følgerne?

Crouch beskriver let forståeligt teorien bag multiverset, Schrödingers kat og københavnerfortolkningen, så selvom man ikke ved noget om kvantemekanik, kan man sagtens følge med. Lad ikke videnskaben afskrække dig, men lad dig i stedet for underholde af denne både spændende og tankevækkende thriller, der kommer omkring temaer som, identitet – hvad gør os til lige præcis os; moral – hvor langt vil vi gå for vores ambitioner; kærlighed – hvad er vi villige til at udholde, for dem vi elsker; og ikke mindst eksistens – hvordan ved vi, hvad der er virkeligt, rigtigt, sandt.

“Nogle dage kan jeg mærke at min realitetssans glider fra mig. Amanda sagde engang at hendes gamle verden var begyndt at føles uvirkelig, og jeg tror jeg ved hvad hun mente. Vi forbinder virkeligheden med det håndgribelige – alt det vi kan opleve med vores sanser. Og selv om jeg bliver ved med at sige til mig selv at der står en terning i Chicagos South Side som kan tage mig til en verden hvor jeg har alt hvad jeg behøver og kan drømme om, så tror jeg ikke længere på at der findes sådan et sted. Min virkelighed er – mere og mere for hver dag der går – denne verden. Hvor jeg intet ejer. Hvor jeg er en beskidt, hjemløs skabning hvis eksistens kun fremkalder medfølelse og væmmelse i andre. Ikke så langt derfra står en anden hjemløs mand midt på fortovet og fører en højlydt samtale med den tomme luft. Jeg tænker: Er jeg så forskellig fra ham? Er vi ikke begge to fortabt i verdener der, af grunde som ligger uden for vores kontrol, ikke længere stemmer overens med vores identitet? (s. 276)”

Jeg var fuldstændig opslugt af Dark Matter, der da også har høstet roser, overalt den er udkommet. Plottet er overraskende og hele tiden genialt vinklet, så spændingskurven stiger støt frem til den nervepirrende slutning. Romanen er også solgt til filmatisering, og Crouch arbejder i øjeblikket på at skrive manuskriptet.

Har du mod på en tankeforvridende thriller, der sætter spørgsmålstegn ved selve vores eksistens, så er Dark Matter et fremragende bud. Jeg måtte i hvert fald overgive mig betingelsesløst.

Også Nikolaj Johansen og Lars Kramhøft har i øvrigt begivet sig ud i multiverset. Johansen med romanen Skygger fra Oktoberland, mens Kramhøft dykker ind i mørket med novellen ‘Forandringer’ fra Således forgår alverdens herlighed.

Om Dark Matter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 390 sider
Omslag: Crown Publishing Group

Besøg Blake Crouchs hjemmeside

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg

Metrozone af Søren Mosdal

Metrozone af Søren MosdalActionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser

Jeg kan godt lide at læse tegneserier, og synes det er særligt sjovt, når de er danske. Men ofte er det forfatteren til historien og ikke tegneren af illustrationerne, udgivelserne opstilles og omtales efter. Måske af den grund er der ikke altid så meget fokus på billedsiden, og det er en skam. For i Danmark har vi mange dygtige tegnere.

Søren Mosdal er en af dem, og han har både skrevet og illustreret Metrozone – en actionfyldt dystopisk tegneserie fyldt med pangfarver, skæve vinkler og overraskelser.

I 2027 er jordens klima gået amok. Store dele af kloden er oversvømmet, og radioaktive storme forhindrer folk i at bevæge sig udenfor uden beskyttelse. I byen Aurinko bor præsident Putko og den rige del af befolkningen i en Ark over havet, mens resten af befolkningen er fanget i metrosystemet, hvor vandmasserne dagligt truer med at bryde igennem lugerne.

Nikki er en af metrobeboerne. Hun er vokset op her sammen med sin mor og sin bror, som for nogle måneder siden forsvandt og nu formodes død. Men en dag dukker han op igen som en biomekanoid, et kunstigt skabt væsen hvis krop er blevet udskiftet med nye og stærkere celler.

Biomekaerne har ingen hukommelse om deres tid som menneske – men det har Nikkis bror, og nu opsøger han Nikki for at redde hende ud af metroen. Den plan er Nikki dog ikke ubetinget enig i, for alle afskyer biomekaer. Snart er de to dog på vild flugt fra præsident Putkos styrker, som jagter dem i de labyrintiske tunneller. Under flugten må Nikki finde nye sider af sig selv frem, og spørgsmålet er, om det lykkes dem at nå Arken og friheden.

Der er fuld knald på Metrozone, som er super underholdende og spændende tegnet. Søren Mosdals illustrationer sprænger al almindelig tegneserieopbygning, og klipper filmisk historien frem. Farverne er neonagtige som en homage til de amerikanske scifi comics fra 1980’erne, Mosdal selv er vokset op med, mens stemningen er dyster og trøstesløs.

Jeg blev hurtigt fanget af historien om Nikki, og hendes drøm om at undslippe det klaustrofobiske metrosamfund, der fuldstændigt er underlagt præsident Putkos tyranniske regime. Hun lyser i mørket som en stråle af håb fyldt af ungdommens uskyld og overmod, og bringer lidt humor ind i en ellers mørk fortælling. Med en i øvrigt meget overraskende slutning!

Mondoshawan alienUndervejs hyggede jeg mig også med at finde diverse referencer. F.eks. ligner ”myrerne” (de biomekaer som forfølger Nikki og broren) Mondoshawan aliens’ne fra ”Det Femte Element”, mens Nikkis bror godt kunne være en lyshåret Snake Pliskin.

På et tidspunkt går Nikki ind i en tunnel med skiltet ”HC SVNT DRACONES”. En formulering som kendes fra gamle kort, når søfolkene sejlede ud i ukendt, farligt farvand. Under læsningen af Metrozone fandt jeg ud af, at det også er navnet på et post-cyberpunk rollespil, som udspiller sig 700 år ude i fremtiden efter menneskets udryddelse, hvor befolkningen er Vectors, som er en blanding af menneske- og dyregener. Begge fortolkninger passer i øvrigt godt til Mosdals fortælling.

Så har du lyst til en veltegnet, actionfyldt og underholdende tegneserie, der både kan læses som ren spas, men også har en række underliggende temaer som klimaforandringer og undertrykkelse, så grib endelig fat i Søren Mosdals Metrozone. Den har det hele.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Metrozone:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, Ca. 140 sider
Omslag og illustrationer: Søren Mosdal

Se bogtraileren til Metrozone
Besøg Søren Mosdals blog

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Det handler om kunstig intelligens, religion, rumrejser og udforskning af nye verdener, atomkrig, klima-nedsmeltning, alternate history, tidsrejser, virtual reality og meget mere i Science Fiction Cirklens lækre mastodont udgivelse.

Hvad gør du, hvis din kontorstol tilfredsstiller din kæreste bedre end dig selv? Hvordan reagerer du, hvis du finder ud af, at dit liv blot er en simulation, som genstartes hver dag? Hvad sker der, hvis tre atombomber falder samtidigt? Hvordan beholder du din tilknytning til jorden, hvis der går 30 år, mellem hver gang du er “hjemme”? Det er blot nogle få af de spørgsmål, forfatterne stiller i Den Store Science Fiction-bog.

Niels Dalgaard har udvalgt og oversat de 22 noveller, der her er samlet. I forordet forklarer Dalgaard, at han ikke har gjort noget forsøg på at lave en systematisk antologi i forhold til science fiction genrens motiver, historiske udvikling el. lign. Den Store Science Fiction-bog indeholder simpelthen noveller udgivet i årene 1952 til 2011, udvalgt efter det indtryk de har sat i ham som læser.

Med en så subjektiv indgang til en antologi kan der være fare for, at samlingen ikke føles relevant for andre. Det er dog ikke tilfældet her. Selvom der er enkelte af novellerne, jeg ikke er så vild med, så mærkes både Dalgaards store kendskab til genren, men ikke mindst hans kærlighed for de gode historier – i alle science fiction genrens afskygninger.

For her er virkelig tale om forskellige fortællinger. I ”Og tallerkenen løb væk med skeen” af Paul Di Filippo er vi i en fremtid, hvor hvor møbler, tøj, alt – indeholder intelligente chips for at forbedre forbrugerens oplevelse. Ind i mellem forsøger genstandene at forbinde deres processorkraft og skabe nye uafhængige enheder, populært kaldet blebs. Fortælleren er rædselsslagen for disse blebs (hans forældre blev slået ihjel af én) og begynder derfor at overvåge sin kæreste for at passe på hende. Og en dag går hans værste frygt i opfyldelse …

Paul Di Filippo bruger humor til at tage livtag med teknologiens indtog i vores verden, og gør det både underholdende og velskrevet. Novellen er fra 2003 og omhandler også temaet overvågning, idet fortælleren arbejder for TANTE – en instans der overvåger alt og alle. Det er nærliggende at tænke George Orwell 1984, men også Niels E. Nielsen har en tante (tante kluk) i Troldmandens sværd fra 1967.

Flere af novellerne ser nærmere på religion. I “Ashkelons gader” af Harry Harrison er John Garth det eneste menneske på Weskers verden. Han er handelsmand og har været på planeten et år, kun i selskab med Weskerne. De er et rent logisk folk som aldrig har haft nogen form for religion, myter eller andre overleveringer ud over rene fakta. Da et rumskib sætter en anden passager af, er Garth først glad for selskabet, indtil han opdager, at den nyankomne er præst. For Garth ønsker ikke Weskerne ‘forurenet’ af religion.

I “Oceanisk” af Greg Egan er novellens fortæller drengen Martin. Hans storebror har sluttet sig til Den Dybe Kirke og ønsker at Martin skal følge ham. Martin er også troende, men ikke så inderligt. Alligevel vælger han at følge broren, og oplever samme religiøse vækkelse. Men som voksen begynder hykleriet og videnskaben at ændre hans tro.

Begge noveller er interessante, og har hver deres indgangsvinkel til diskussionen tro. Harrisons novelle fra 1962 er relativ kort og med en meget tydelig pointe, mens Egans novelle er fra 1998, og gør meget ud af også at introducere verdenen og baggrunden for religionen.

Udforskning af nye verdener er også udgangspunkt for et par af novellerne, der pudsigt nok begge er skrevet i 1950’erne. I “Overfladespænding” af James Blish er et udsåningsskib nødlandet på vandplaneten Hydrot. Besætningen har ingen chance for at overleve ret længe, men de kan nå at modificere deres menneskelige efterkommere, så de har en chance for at overleve. Og ligesom deres forfædre udforsker også disse efterkommere universet.

Fem år efter James Blishs novelle udkom, udgav H. Beam Piper “Universalordbogen”. Her er mennesket i fuld gang med at udforske Mars, og hovedpersonen Martha Dane har sat sig for at lære at læse marsiansk. Men det er mere end vanskeligt, da intet skriftligt af betydning tilsyneladende er bevaret.

Ingen af novellerne virker på nogen måde bedagede, hverken sprogligt eller idémæssigt. Nærmest kun de mange cigaretter der ryges i Pipers novelle afslører novellens alder.

Selve rumrejsen er udgangspunktet i Tom Godwins “De kolde ligninger”, der handler om en redningsmission der opdager en blind passager. Reglerne er ganske klare. Den ekstra vægt øger forbruget af brændstof, således at man ikke når frem. Derfor skal den blinde passager forlade rumskibet. Men hvad nu hvis den blinde passager er en ung teenagepige?

Lidt mere spidsfindigt undersøger John Varley rumrejsens tidsparadoks i “Pusheren”, hvor vi følger en voksen mands forsøg på at komme i nærkontakt med en lille pige på en legeplads.

I “At græde i regnen” af Tanith Lee er klimaet gået amok. De privilligerede bor under beskyttende kupler, mens resten må klare sig så godt de kan udenfor. En enlig mor kæmper for at passe godt på sine børn og sikre dem en bedre fremtid. Men betingelserne er barske. Jeg var meget betaget af Lees novelle, som jeg finder ualmindelig smuk, og som både er sørgmodig  men også fuld af håb for menneskehedens fremtid.

Novellen “Weinachtsabend” af Keith Roberts er en alternate history fortælling, hvor England og Tyskland er allierede, og der Führer regerer sammen med kongen. Charles Stross hovedperson er tidsrejseagent i “Palimpsest”. Og i “Forskellige slags mørke” af David Langford er vi næsten ovre i sci fi-horror. Her mødes en gruppe elever på en skole i deres hemmelige Gyserklub, hvor de bl.a. udfordrer hinanden i at se på et uhyggeligt billede. Hvor uhyggeligt det er, går først op for læseren mod slutningen.

Som det forhåbentlig anes, er Den Store Science Fiction-bog fyldt med spændende, anderledes, sjove, sørgelige, eftertænksomme, udfordrende og velskrevne historier, som alle viser forskellige aspekter af genrens spændvidde. Så selvom det ikke var et mål for Dalgaard, viser antologien alligevel genrens store bredde og kvalitet. Samtidig introduceres nye forfattere på dansk, ligesom koryfæerne også er repræsenteret.

Efter min mening er Den Store Science Fiction-bog derfor nærmest et must for science fiction fans. Og for de læsere, der endnu ikke ved, at de er science fiction fans, så er den et godt sted at starte. Hellere i dag end i morgen …

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den Store Science Fiction-bog:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 534 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Paul Di Filippo: Og tallerkenen løb væk med skeen (2003)
Harry Harrison: Ashkelons gader (1962)
Gene Wolfe: Mars’ skjolde (2002)
Paolo Bacigalupi: Fløjtepigen (2003)
James Blish: Overfladespænding (1952)
Vernor Vinge: Cookie monster (2003)
Malcolm Edwards: Efterbilleder (1983)
Tanith Lee: At græde i regnen (1987)
Greg Egan: Oceanisk (1998)
H. Beam Piper: Universalordbogen (1957)
Connie Wilis: Et brev fra familien Cleary (1982)
Ian R. MacLeod: Nyt lys på Drakes ligning (2001)
Keith Roberts: Weihnachtsabend (1972)
Bruce Sterling: Maneki Neko (1998)
Tom Godwin: De kolde ligninger (1954)
Charles Stross: Palimpsest (2009)
David Langford: Forskellige slags mørke (2000)
Richard Cowper: Derude hvor de store skibe sejler (1979)
Ken Liu: Et helt andet sted, uhyre flokke af rensdyr (2011)
John Varley: Pusheren (1981)
Pat MacEwen: Hjem, kære BioHjem (2011)
Brian W. Aldiss: Et skin af liv (1976)

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj JohansenSpændende og velskrevet science fiction thriller der tager læseren med til et regnfyldt Odense og tættere på udødeligheden

Den danske medicinal virksomhed Medici har udviklet biokernen. Et kunstigt organ, der løbende reparerer cellernes forfald og holder mennesket sundt og ungt frem til udløbsdatoen. Den danske stat samarbejder med Medici, for jo flere der får indsat en biokerne, jo billigere er udgifterne til sundhedsvæsenet. Så nu har op til 99% af befolkningen biokerner – og i fremtiden vil de måske allerede kunne indopereres i fosterstadiet.

Men ikke alle er ubetinget begejstret for hverken biokerneteknologien eller Medici. En hackergruppe, der gemmer sig på Netværket, er modstandere af, at et privat firma har så meget magt og har frivilligt undergået operationer for at få fjernet deres biokerner igen.

Det var det faktum, at hun fint kunne klare sig uden, som for alvor havde overbevist hende om, at biokerneteknologien ikke bare var kapitalistisk, men at den var fjendtlig for hele menneskeheden, at den var direkte ond. Et menneske kunne sagtens klare sig uden en biokerne, men Medici havde manipuleret folk til at tro, at det var umuligt, og at indoperationen af en biokerne var det eneste logiske valg, det eneste samfundstjenstlige valg. Ja, biokernen holdt måske nok folk sunde, men dens bagside var enorm, og for Katrine fyldte bagsiden det hele. Når kernen kunne hackes, som Netværket havde demonstreret, man kunne gøre, blev alles liv bragt i fare, og når klip kunne stjæles, som det var sket for Konrad, så beviste det, at biokernen kun havde de to funktioner og ingen nuancer derimellem. Det var enten unaturlig sundhed eller øjeblikkelig død. Hak. Den magt burde intet privat firma have over menneskekroppen, og den magt burde intet menneske tvinges til at underkaste sig.”

I denne fremtidige verden møder vi Anna og Konrad. De har været gift i mange år, men for et par måneder siden fik Anna en umulig besked. En ondartet kræftknude breder sig i hendes indre, og der er intet at gøre. Konrad forsøger at overføre nogle af sine klip til hende, men en regnvåd nat bliver han overfaldet og får selv frarøvet alle sine klip. Nu er de begge dødsdømte.

Men Anna har en hemmelighed. Hun er gravid. I et desperat håb fortæller hun det til sin arbejdsgiver, Medici, for Anna vil gøre alt for at barnet skal overleve. Så da Medici tilbyder hende at indoperere en biokerne i fostret, hvis hun vil være deres spion i Netværket, har Anna ikke andet valg end at sige ja.

I 2016 udskrev Science Fiction Cirklen en romankonkurrence, som Nikolaj Johansen vandt med sit bidrag Syndfloden og Storbyen.

Her er tale om en velskrevet og nervepirrende science fiction thriller, som både har et elementært spændende plot, men som også giver stof til eftertanke. Det dystre regnvåde Odense er en perfekt kulisse for fortællingen, hvor befolkningens rettigheder langsomt skylles bort af fremskridtets syndflod. Det emmer af noir.

Syndfloden og Storbyen er også en interessant roman. Dels er det første gang (så vidt jeg husker), at jeg læser en historie med en ‘ond’ danskejet virksomhed som skurk. Endda i tæt samarbejde med den danske stat/det danske forsvar. Medici er naturligvis en forkortelse af medicin, men det er også navnet på den florentinske Medici slægt, der med få afbrydelser sad på magten i Firenze og Toscana i næsten 300 år (1434-1737). Blandt andet var pave Leo 10., som bandlyste Martin Luther i 1521, af Medici-slægten. Altså et magtforum som romanens medicinalfirma.

Ligeledes er det interessant at følge Johansens overvejelser om biokernen: hvordan den kan bruges og misbruges. Som læser må vi i det hele taget løbende tage stilling til moralske problemstillinger. Kan man f.eks. retfærdiggøre et mord i en højere sags tjeneste? Hvad er en højere sag? Og hvor langt vil man gå for at redde sit eget liv?

Endelig er persontegningerne af Anna og Konrad både overraskende og nuancerede. De to sidste hovedpersoner er hackeren Katrine og privatdetektiven Kurt, og selvom de ikke fremstår helt så facetterede som Anna og Konrad, så virker også de troværdige. Jeg har måske ikke altid har sympati for personernes overvejelser og handlinger, men jeg kan forstå dem.

I det hele taget er Syndfloden og Storbyen langt mere end en standard thriller, og jeg blev hurtigt grebet af historien, som fortælles på skift gennem de forskellige personer. Johansen afslører detaljer undervejs, så noget af plottet gættede jeg godt. Men slutningen var alligevel en stor overraskelse, og jeg brygger stadigvæk videre på den i mit hoved. Og det er altså godt gået af forfatteren.

Skulle du ikke være science fiction læser, så lad dig ikke skræmme væk af den label. Læs i stedet Syndfloden og Storbyen som en etisk thriller, for jeg garanterer, at du vil føle dig godt underholdt.

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet horrorromanen ”Skygger fra oktoberland”, ligesom flere af hans noveller er udkommet i forskellige antologier.

(også anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om Syndfloden og Storbyen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 281 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Fantastiske virkeligheder / redigeret af Knud Larn

Fantastiske virkelighederSandsynlige drager, nye verdener, krig og ære er blot nogen af temaerne i denne SF antologi fra 4 af genrens store forfattere.

I september 2007 blev science fiction festivallen Eurocon for første gang afholdt i Danmark. Her var 3 æresgæster inviteret: Anne McCaffrey, Zoran Zivkovic og Stephen Baxter. Alle 3 kendte i udlandet, men knap så godt repræsenteret i danske oversættelser. Sammen med Stanislaw Lem bliver de introduceret til danskerne i antologien Fantastiske virkeligheder fra Science Fiction Cirklen.

Alle 4 forfattere præsenteres først med en kort gennemgang af deres forfatterskab efterfulgt af 2 noveller, som er udvalgt for at vise bredden i forfatterskabet. Det er 4 meget forskellige forfattere, som skriver indenfor forskellige områder af science fiction genren. Dermed giver antologien både en smagsprøve på hver forfatter, men også på forskellige subgenrer.

Af de 4 forfattere havde jeg kun stiftet bekendtskab med Stanislaw Lem, før jeg læste Fantastiske virkeligheder. Han har skrevet romanen Solaris, som er blevet filmatiseret flere gange. Stanislaw Lem bevæger sig både i den hårde science fiction, men også skriver mere fabulerende historier. Her repræsenteret med novellen ”Sandsynlighedsdragerne”.

Anne McCaffrey har fået 4 romaner oversat til dansk. Bøgerne er en del af Pernsagaen, om planeten Pern som befolkes af drager og deres riddere. Karakteristisk for McCaffreys bøger er en stærk kvindelig heltinde.

Zoran Zivkovic skriver surrealistiske flot konstruerede historier, som kommer ind på moral og etik. På dansk er tidligere udkommet Biblioteket i 2006.

Den hårde science fiction er repræsenteret ved Stephen Baxter, som jeg glæder mig til at læse mere af. Baxter bliver kaldt Arthur C. Clarkes arvetager, og han har også skrevet et par romaner sammen med Clarke. På dansk findes også novellesamlingen Det himmelske tyranni. I antologien er han repræsenteret med novellerne ”Ombord på Orion Linien” og ”Stillehavets mysterium”.

I den første er menneskene i krig med en fremmed race, man kalder spøgelser, og hovedpersonen er den 15-årige rumskibsmatros, Case, som er klar til at ofre sit liv i kampen. ”Stillehavets mysterium” foregår derimod i en alternativ verden, hvor Hitler vandt 2. verdenskrig, og hvor Stillehavet ikke kan krydses.

Alle 4 forfattere fortjener at blive læst langt mere på dansk, og jeg håber, at Science Fiction Cirklen kan inspirere andre forlag til at udgive flere titler fra dem.

Om Fantastiske virkeligheder:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Science Fiction Cirklen, 274 sider

Den beske magt af Niels E. Nielsen

Den beske magt af Niels E. NielsenNiels E. Nielsen er en af Danmarks største science fiction forfattere, om end han også skrev indenfor andre genre. Han døde i 1993, og indenfor de senere år har Science Fiction Cirklen genudgivet en række af hans romaner samt to bind med noveller. Nu kommer så den ikke tidligere udgivne roman Den beske magt.

Den beske magt er fortællingen om den unge bonde Peter Granik, som vokser op under Okaens brutale styre. Da hans familie dræbes af det kejserlige parti, tilslutter han sig oprørspartiet De Sorte, hvor han gør sig så godt bemærket, at han ender som lederen Klenovs sekretær.

Da krigen mod Okaen er slut, sidder Granik med i toppen af det nye system. Han er blevet gift med lægen Katyn, som også deltog i borgerkrigen og er højtelsket af folket. Nu er det tid til at genopbygge Centralunionen som en demokratisk stat. Men som man siger, så korrumperer magt, og i det skjulte bygger Granik sit eget system op med hemmeligt politi, tortur og arbejdslejre for at skabe en stærk nation alene under ham.

Der er ingen tvivl om, at Niels E. Nielsen har været inspireret af både Hitler og nazismen såvel som Stalin og Sovjetunionen, da han skrev romanen. I efterordet fortæller Niels Dalgaard, at Niels E. Nielsen første gang indsendte Den beske magt til sit forlag i 1952. Den gang blev bogen afvist med den begrundelse, at fremstillingen af hvordan det foregår bag kulisserne i et diktatur var for ukompliceret og naiv. Fire år senere i 1956 forsøgte Nielsen igen at få udgivet bogen, denne gang med en mere mistrøstig pointe, men fik igen afslag.

Dalgaard lægger ikke skjul på, at Den beske magt ikke hører til blandt Niels E. Nielsens bedste romaner. Den er for lang, og kommer samtidig ikke rigtig bag ved personen Granik. Nok hører vi om hans samvittighedskvaler over magtens metoder, som hver gang overdøves af begæret efter magten, men han fremstår alligevel ikke særligt nuanceret eller interessant. Jeg havde f.eks. svært ved at forstå, hvorfor hustruen Katyn elsker ham og holder fast i ham i så mange år, men også hvad det er, Granik begærer ved magten. Og så ærgrer jeg mig over, at korrekturlæsningen er gået for stærkt. Som regel er udgivelser fra Science Fiction Cirklen 100% i orden, men denne gang skæmmes teksten af slåfejl, hvor kanoner bliver til kaniner, masseflugt til maseflugt osv.

Når det er sagt, så er der dog også interessante aspekter i romanen, som tegner et portræt af et idealistisk oprør, der ender med at blive et ligeså totalitært regime som det gamle. Især mod slutningen vinder romanen ved sine beskrivelser af Graniks forsøg på at få kontakt med sin ældste søn, og den yngste søns anglen efter farens kærlighed. Også Graniks indsigt i hvordan regimets mange udrensninger har fjernet de selvstændige tænkere, som der pludselig bliver brug for, er virkningsfulde, ligesom Graniks stadig stigende paranoia og regimets brug af propaganda er velbeskrevet.

Endeligt synes jeg, at selve budskabet i romanen er vigtigt, også i dag, så selvom Den beske magt” kan virke både lidt gammeldags og naiv, er den alligevel et læseværdigt bekendtskab.

Om Den beske magt:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Science Fiction Cirklen, 302 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Diabolik af S. J. Kincaid

Diabolik af S. J. KincaidNemesis er en diabolik. Et genmodificeret humanoid væsen skabt til at dræbe og bundet til sin ejer, senatordatteren Sidonia, med en ubrydelig loyalitet der gør hende den perfekte livvagt. Da diabolikker pludselig forbydes, overtaler Sidonia sine forældre til at lade hende beholde Nemesis. Sidonia ser nemlig ikke Nemesis som en sjælløs genstand, men som sin ven.

År senere forbryder Sidonias far, senator von Impyrean sig mod kejseren, der forlanger Sidonia som gidsel for at sikre senatorens lydighed. For at redde deres datter sender senatoren og matriarken i stedet for Nemesis, der er blevet oplært til at opføre sig som Sidonia, af sted. De er nemlig overbeviste om, at kejseren ikke har rent mel i posen – og de har helt ret.

Diabolik er et vellykket, underholdende YA scifi-drama, der udspiller sig i en fremtidig verden, hvor kun den herskende klasse, Grandiokratiet, må eje teknologien til at rejse mellem stjernerne. Grandiokraterne bor i sikkerhed på luksuriøse rumstationer, mens de almindelige mennesker, plebejerne, er henvist til at bo på planterne udsat for stråling og andre farer, og helt underlagt Grandiokraternes styre.

I toppen af samfundet sidder den enerådige og paranoide kejser Randevald von Domitrian, der efter at have udrenset det meste af sin familie har udnævnt sin utilregnelige nevø Tyrus som sin arving. Grandiokratiet opvartes af kunstigt fremstillede domestikker, der er genmodificeret til at tjene, og samfundet bygger på troen om Det Levende Kosmos, hvor videnskab betragtes som kætteri.

Nemesis smides midt ind i den politiske slangerede på Krysantemum, Imperiets største heliosfære, der huser kejserens hof, hvor hun både skal huske at opføre sig som et menneske, men også bliver nødt til at lære at manøvrere blandt korrupte Grandiokrater og forkælede senatorbørn. Men som tiden går, opdager hun, at selvom hun anses (og også anser sig selv) for at være en sjælløs ting, dukker hidtil ukendte følelser op i hende. Hendes loyalitet udfordres og hun tvinges til at vælge sin egen vej, frem for den som hun blev bundet til i sin skabelse.

Jeg var vældig underholdt af S. J. Kincaids Diabolik, der forkæler læseren med både action, drama, store følelser og moralske dilemmaer. De mange intriger ved kejser Domitrians hof fik mig til at tænke på Philippa Gregorys bøger fra Tudor-tidens England, hvor adlen var i en evig magtkamp, der udspillede sig såvel i soveværelset som i rådssalen eller på slagmarken.

Udover den elementært spændende handling indeholder Diabolik også en mere eftertænksom del. Nemesis er kunstigt skabt, og hun er skabt til at dræbe. Undervejs i romanen følger vi, hvordan hun langsomt udvikler sig fra en hensynsløs dræber kun med tanke for sin herskers sikkerhed, til en reflekteret og medfølende skabning. Gennem hende tvinges læseren til, ikke alene at forholde sig til hvornår man er menneske, men også til om mennesker har en moralsk ret til at herske over andre skabninger, som f.eks. domestikker, diabolikker og de mange genetisk fremstillede bæster, Grandiokratiet bruger i dyrekampe. Og hvis Nemesis er menneskelig, kan man så klandre hende for de mange drab, hun har begået som diabolik?

Endeligt var jeg også begejstret for hele universet, som Kincaid har bygget op. Hun fortæller i et interview, hvordan hun ønskede at skabe en dekadent fremtidsverden, hvor overklassen havde masser af penge og ikke noget at lave, så i stedet går de op i deres udseende til en grad, hvor alle kan modificeres til ukendelighed, og udseendet dermed er blevet en kunstform. Denne dekadence giver mindelser til det romerske imperium med kejsere som Caligula og Nero, og Kincaid fortæller da også, at Diabolik bl.a. er inspireret af BBC-miniserien Jeg, Claudius af Robert Graves.

Under alle omstændigheder er universet gennemført og godt skruet sammen, og jeg fik lyst til at lære mere om de forskellige grupperinger. Alligevel vil jeg skynde mig at tilføje, at det også for en gang skyld var fedt at læse en roman, der IKKE er første bind i en trilogi. For undskyld mig – ind i mellem er det altså rart, at en historie slutter, når den slutter.

Diabolik er blevet sammenlignet med både Hunger Games og Star Wars, men Kincaid er i virkeligheden Star Trek-fan. Sammenligningen generer hende dog ikke spor, selvom hun synes bedre om sin redaktørs beskrivelse ”Terminator møder House of Cards i rummet”. Selv kom jeg også til at tænke på Pierce Browns Red Rising og Golden Son.

Om Diabolik:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Carlsen, 371 sider
Omslag: Sam Weber

Besøg S. J. Kincaids hjemmeside

The Martian af Andy Weir

The Martian af Andy WeirThe Martian er en moderne Robinson Crusoe fortælling om NASA-astronauten Mark Watney, som strander på Mars uden kontakt til Jorden

Mars er ikke længere uudforsket territorium. To bemandede ekspeditioner har været på planeten, men på den tredje ekspedition går det galt. Under en voldsom storm som tvinger Ares 3 til at opgive deres mission, forsvinder astronauten Mark Watney. Den resterende besætning må forlade planeten uden deres – formodede – døde kammerat.

Men Mark er ikke død. Held i uheld gør at han overlever stormen, og nu skal han finde en måde at overleve alene på Mars, indtil den næste ekspedition ankommer – om 4 år! Heldigvis har Mark et par tricks i baghånden. Han er uddannet ingeniør og botaniker, og disse færdigheder samt hans ukuelige optimisme kommer ham til gode i den desperate kamp for overlevelse. Langsomt får han bugt med problemerne vedrørende iltforsyning og vand, og da man tilbage på jorden, via satellitbilleder af Mars, opdager, at Mark er i live, sættes en storstilet redningsaktion i værk.

Andy Weir debuterede med The Martian, der udkom i 2011 og befinder sig i subgenren ‘hård science fiction’. Det betyder, at der bruges en del tekniske forklaringer undervejs. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg synes, det er med til at gøre romanen mere virkelig, når den videnskabelige del virker korrekt.

Romanen blev oprindeligt selvudgivet, men så købte Crown Publishing rettighederne og genudgav den i 2014. Året efter fulgte en filmatisering af bogen instrueret af Ridley Scott og med Matt Damon i hovedrollen som Mark Watney. Filmatiseringen er ret tro mod bogen (pånær mod slutningen), og jeg synes Matt Damon gør det godt i rollen som Mark. Så hvis de tekniske beskrivelser i bogen bliver for tunge, vil jeg i stedet anbefale at se filmen.

Men The Martian er faktisk også ret morsom. Weir lader sin hovedperson Mark fortælle sin historie via log notater, og da han er en meget humoristisk mand, omstændighederne til trods, så sad jeg faktisk flere gange og klukkede undervejs. Så har du endnu ikke læst Andy Weirs fremragende science fiction bestseller, kan jeg kun sig: Gør det – og hellere i dag end i morgen.

Om The Martian:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: DreamLitt, 368 sider
Omslag: Bianca Giese
Originaltitel: The martian (amerikansk)

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard

Slaget ved Lyngby og andre fremtidskrigsfortællinger / red. Niels DalgaardUdgivelsen Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger fra Science Fiction Cirklen er ikke helt ny, men eftersom novellerne heri i forvejen har omkring 100 år på bagen, gør et par år fra eller til vist ikke den store forskel i forhold til en anmeldelse.

Som undertitlen antyder, handler de seks noveller om tænkte fremtidige krigsscenarier og følger i den retning samme tråd som en tidligere udgivelse i serien ‘Gammel Dansk Science Fiction’, nemlig Karl Larsens Dommens dag der oprindelig udkom i 1908 og blev genudgivet af SFC 100 år senere i 2008.

I Dommens dag angriber Tysk­land Danmark, hvis militær er blevet nedprioriteret, og det er samme udgangspunkt her i titelnovellen “Slaget ved Lyngby”. Tyskland invaderer Danmark, som forgæves håber på hjælp fra Rusland da det danske militær slet ikke kan hamle op med den effektive tyske krigsmaskine. P. N. Nieuwenhuis står bag novellen, der udkom i 1880. Nieuwenhuis havde en lang militærkarriere bag sig, og fortællingen sprudler da heller ikke ligefrem litterært, men tynges i stedet af alenlange militære opremsninger.

Samlingens anden novelle er langt lettere at læse og dermed også (i mine øjne) mere underholdende. “Københavns belejring i 189*” er skrevet af R-r, og igen trues Danmarks grænser af en tysk invasion. Men i stedet for kun at se på situationen i Danmark, lader R-r konflikten sprede sig til hele Europa, idet Frankrig og Rusland står overfor Tyskland og Østrig. Danmark forsøger at holde sig neutralt, men invaderes alligevel, og endnu engang beskrives det danske militær som aldeles utilstrækkeligt. Modsat “Slaget ved Lyngby” må den ukendte forfatters motiv altså være at advare mod en militæroprustning.

“Den store revolution 1904” er ligeledes skrevet af en anonym forfatter og blev trykt som en avisføljeton i 1901. Her er der ikke tale om en udenlandsk invasion af Danmark, men derimod en anarkistisk revolution i København. Historien er på den ene side satirisk med masser af ‘name dropping’ af datidens kendte, men samtidig indeholder den ret voldsomme og udpenslede scener, som beskrivelsen af, hvordan anarkisterne torturerer og dræber børn af rige forældre.

Viggo Schiwe har skrevet novellen “Lynet”, hvor den tyske kejser Wilhelm for at forberede sig på krig med England og Frankrig flytter tropper til Danmark for at ‘tilbyde’ at hjælpe kong Frederik d. 8. med at bevare landets neutralitet. Skulle kongen nægte, bliver tropperne alligevel, men så som besættelsesmagt og med store økonomiske konsekvenser for landet. Endnu engang ender det med, at slaget udkæmpes på dansk jord med danskerne som de store tabere, der nogle år efter krigen må indgå i en skandinavisk forsvarsunion med Sverige og Norge. “Lynet” udkom i 1908, samme år som Dommens dag, og blev i første omgang udgivet anonymt, men da en mistanke om plagiat blev luftet, meldte Schiwe sig på banen med afvisninger af dette. Ligesom P. N. Nieuwenhuis er Schiwe tilbøjelig til at remse alt for mange tal og navne op, men “Lynet” er dog alligevel langt mere læsevenlig.

Som et modsvar til Schiwes pessimisme udgav Ekstra Bladet, ligeledes i 1908, fortællingen “Skypumpen” der tykt parodierer historier som bl.a. “Lynet”. Historien er skrevet af Julius Magnussen og Frejlif Olsen og er en ret morsom fortælling om, hvordan tyskerne vil invadere os, men i stedet ender Danmark med at herske over hele Europa pga. danskernes store tapperhed og fædrelandskærlighed. “Skypumpen” hører klart til de bedre læseoplevelser i samlingen, og de to forfattere var da også journalister og derfor vant til at skrive.

Samlingens sidste fortælling hedder “Angrebet på København 8. juli 1918 skildret af et øjenvidne”. Den udkom i et månedsblad i 1909 og er af en ukendt forfatter. Historiens fortæller er tidligere militærmand, som pga. en skade har måtte lade sig pensionere. Han er dog stadig stærkt optaget af landets forsvar og forsøger – forgæves – at gøre den militær ledelse opmærksom på, at man trods oprustning og udbygning af forsvarsværker helt glemmer ‘det vertikale forsvar’. Ingen vil dog lytte til ham, men heldigvis er han på plads til at hjælpe, da tyskerne angriber med luftskibe, som det danske forsvar er fuldstændigt hjælpeløse overfor. Historien er en blanding af en heltefortælling og en fremtidskrigsfortælling, som vil fortælle en underholdende historie og gøre opmærksom på at det ikke nytter at stagnere i sin militære tankegang, men at man er nødt til at holde de nye våben og metoder for øje.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger sluttes af med et oplysende efterord af Niels Dalgaard, som både forklarer om perioden, genren og særlige omstændigheder for historierne og som også fungerer som opslagsværk over de mange navne og betegnelser der bruges undervejs.

Som altid er Dalgaards efterord fremragende til at give en forståelse af historierne og hvorfor de er valgt til udgivelsen. Det hjælper på oplevelsen at få sammenhængen til sidst, men jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen til tider havde lyst til at lægge bogen fra mig. Især titelnovellen var uhyre kedelig, men jeg forstår alligevel godt bevæggrundene for at tage den med i samlingen og også hvorfor den står først. Det gør den desværre bare ikke til underholdende læsning. I den anden ende af spektret er “Skypumpen”, hvis satiriske tone og betydeligt bedre fortalte historie stadigvæk er morsom og læseværdig.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger er et godt indblik i en genre, der i denne særlige form kun eksisterede i en kortere periode. Samlingen er ikke så umiddelbart tilgængelig som hverken Dommens dag eller Slaget ved Dorking, og jeg tænker, at man skal have en vis interesse i enten militærhistorie eller større kendskab til tidens politiske og kulturelle klima, end jeg har, for at få fuldt udbytte af udgivelsen.

(Anmeldt til Himmelskibet, nr. 47)

Indhold:

P.N. Nieuwenhius: Slaget ved Lyngby
R-r: Københavns Belejring i 189
Viggo Schiwe: Lynet
Julius Magnussen: Skypumpen
Den store Revolution i 1904
Angrebet på København 8. Juli 1918 skildret af et Øjenvidne

Om Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Carl-Eddy Skovgaard