Onsdag d. 9. august afholdt Recreational Fear Lab for tredje gang deres årlige workshop med fokus på recreational fear. Jeg var med for første, men absolut ikke sidste gang sammen med en veninde. Man kunne også deltage online, men jeg ville ikke gå glip af at møde workshoppens æresgæst – Mr. Joe Hill.
Dagens program:
Velkomst ved Mathias Clasen fra Recreational Fear Lab
Living in Fear: The Art of Horror ved Joe Hill
“And the Oscar for Best Score Goes to … Not Horror?” The Characteristics, Purpose and Effect of the Horror Film Score, and Its Professional Recognition” ved G. Neil Martin
Teaching Death ved Asser H. Thomsen
Calm Down, It’s Just a Monster: Using Game Technology to Teach Emotional Regulation Strategies ved Lucie Daniel-Watanabe
Facing our Fears Onscreen and in Therapy ved Jenny Hamilton
Horror Film Music Conveys at Least Two Subtypes of Fear ved Caitlyn Trevor
Opsamling ved Mathias Clasen
Som programmet antyder, var det en vildt interessant dag med masser af spændende oplæg. Jeg har skrevet lidt om et par stykker af dem.
Living in Fear: The Art of Horror
Den første bog, jeg læste af Joe Hill, var Dødens jagt, der udkom i 2007. En super underholdende gyser, som han var så venlig at signere i en af pauserne. På dansk har han også udgivet Horn i 2011, og derudover har han skrevet flere titler, der ikke er udkommet på dansk.
Flere af hans historier er blevet filmatiseret. Senest The Black Phone fra 2022, men også In the Tall Grass, som han skrev sammen med sin far (Stephen King), er blevet en glimrende film.
Og Joe startede sit oplæg i filmens verden, nemlig da han som 10-årig var med i George A. Romeros Creepshow med manuskript af Stephen King. Joe spillede drengen Billy i rammefortællingens prolog og epilog, så der var masser af ventetid, når de andre segmenter skulle optages. Så Stephen King bad sin gode ven, Tom Savini (som havde været krigsfotograf i Vietnam) om at holde øje med Joe i sin vogn. En dag fandt Joe en bog med billeder af obducerede mennesker, og udover at dagene i Savinis vogn begyndelsen på Joes fascination af horror, så var det også her han fandt frem til erkendelsen, at døde kroppe er som tomme kufferter. Når vi er døde, er vi væk, og kroppen er blot et tomt hylster.
“Dead bodies are like empty suitcases.”
Joe Hill
Senere fortalte Joe, der er døbt Joseph Hillstrom King, om starten på forfatterkarrieren. Da han for alvor begyndte at skrive, valgte han dels at skrive under pseudonymet Joe Hill for at blive bedømt efter egen fortjeneste og ikke for at være sin fars søn. Dels skrev han i starten kun socialrealistiske romaner. Ret hurtigt fandt han dog ud af, at det var kedeligt at skrive socialrealisme, så han vendte sig mod horror, og resten er historie, som man siger.
Der blev også tid til at stille spørgsmål, og jeg spurgte Joe Hill, hvordan det var at blive filmatiseret. Han var især glad for The Black Phone, der er baseret på novellen af samme navn. Her fremhævede han, hvordan stort set hele novellen var med, og at store dele af dialogen fremstod ord for ord som han skrev dem. Men instruktøren Scott Derrickson havde derudover tilføjet meget af tidsbilledet og ikke mindst ‘escape room’ delen, der i den grad er med til at gøre filmen uhyggelig.
En anden spurgte til Joe Hills karriere som tegneserieforfatter. Her fortalte han blandt andet om sit tætte samarbejde med Gabriel Rodriguez, med hvem han laver serien Locke & Key, der i øvrigt også er blevet filmatiseret.
Som noget af det sidste talte Joe Hill om, at der findes et rigtigt og et forkert tidspunkt at introducere sine børn for horror. Han var selv blevet introduceret for tidligt, og det fandt han ud af til sin 12 års fødselsdag. Her inviterede han alle vennerne hjem for at se Dawn of the Dead med sine forældres velsignelse. Men én for en listede de væk, indtil den sidste skrækslagent fik fremstammet: “Jeg tror altså ikke, at vi må se den her.”
Det var en stor oplevelse at høre Joe Hill fortælle, og så var han oven i købet yderst sympatisk. Du kan høre hans oplæg HER
“And the Oscar for Best Score Goes to … Not Horror?”
Efter frokosten var det Dr G Neil Martin, æresprofessor i psykologi ved Regent’s University London. Mathias Clasen kunne fortælle, at G. Neil Martin netop har offentliggjort et peer review af Recreational Fear Labs empiriske forskning i de psykologiske reaktioner på gyserfilm. Og så er han forfatter til omkring 13 bøger og 150 artikler om psykologi og relaterede emner.
Dagens emne var dog scores i horror film, og Dr. G. Neil Martin viste sig at være en vældig underholdende oplægsholder. Allerførst lavede han en lille gætteleg med os, hvor vi skulle svare på, hvilke fire film vi hørte et lydklip fra. De to første var fra Halloween og Jaws, men herfra gik det ned ad bakke. Særligt pinligt var det, at vi ikke gættede musikken fra Scream.
Men er der noget særligt, der kendetegner scoret til horrorfilm? Og bliver horrorfilm anerkendt på lige fod med andre film?
I sin undersøgelse har G. Neil Martin fundet frem til, at kun syv horror/supernatural film har været nomineret til en Oscar for Bedste film, og kun to har vundet (Silence of the Lambs, 1992 og Parasite, 2020. De øvrige nominerede var: The Exorcist, 1973; Jaws, 1975; The 6th Sense, 1999; Black Swan, 2010 og Get Out, 2017.
Men selvom horrorfilmene ikke er at finde på Oscar akademiets yndlingsliste, klarer de sig godt rent publikumsmæssigt. Martin har fundet frem til, at globalt set tilhører 27 af de mest indtjenende R-ratede film horrorgenren. For eksempel indtjente The Blair Witch Project sit budget med over 165%. Men den helt store vinder er Paranormal Activity med over 1293%!!! (se den fulde oversigt her) En del af den store indtjening handler naturligvis om, at film som Paranormal Activity er lavet på et meget lille budget. Men ikke desto mindre vidner indtjeningen om, at gysergenren er populær blandt publikum.
Herefter kom Martin ind på, hvad scoret til horrorfilm kan. Blandt andet kan musikken forstærke publikums følelser. For eksempel har forsøg vist, at hvis man tilføjer ‘thriller music’ til en neutral scene i en film, finder publikum de ellers neutrale karaktere mindre sympatiske.
“Horror scores are very functional scores.”
G. Neil Martin
Og så vendte vi tilbage til Oscar priserne. For Martin har undersøgt, hvordan akademiet har uddelt prisen for Best Original Score i forhold til 17 filmgenrer. Her er Drama den helt store vinder med 54 priser gennem tiden. Romance kommer ind på andenpladsen med 18 priser. Horror ligger på en delt andensidste plads sammen med crime og thriller, alle tre med to priser for Best Original Score gennem tiden. Mens den absolutte taber i denne opgørelse er Documentary/Biopic, som har vundet nul Oscars for sine scores.
Dr. G. Neil Martin konkluderer til sidst, at horror scores er karakteristiske. De er både funktionelle, utilitaristiske, målrettede og eksperimenterende.
Facing our Fears Onscreen and in Therapy
Jenny Hamilton er lektor ved University of Lincoln ved siden af sin private terapeut praksis. Hun har udarbejdet metoder inden for filmterapi, hvor hun udforsker de terapeutiske muligheder for at reflektere over monsterbilleder og de følelser, monstre kan repræsentere.
Det virker umiddelbart selvmodsigende, at traumatiserede patienter ser horrorfilm for at bearbejde deres traumer. Men i det fiktive univers symboliserer monstrene de svære følelser, og gennem filmen de guider hovedpersonen igennem dem, idet de tvinger hovedpersonen til at konfrontere monstret og via denne gennemlever traumapatienten de følelser, som patienten mindst har lyst til at konfrontere i sig selv.
Af film nævnte Jenny Hamilton blandt andet The Shallows og A Monster Calls, som begge kan være gode i forbindelse med sorgbearbejdelse. Mens stalker/slasher-genren kan være god til ofre for overfald og vold. For eksempel kan en holocaust-overlever finder bedre hjælp i en film som Saw fremfor Schindlers liste.
“Film therapy is a highly accessible and relatable method for many diverse client groups. Clients often talk about films and TV shows during therapy sessions as they see elements of their own story reflected on screen.”
Jenny Hamilton
Jenny Hamilton har udarbejdet The M.O.V.I.E. model i forbindelse med sin terapi, som hjælper patienten med at bruge filmen til at forholde sig til egne oplevelser. Som terapeut skal man dog huske de etiske overvejelser og være meget påpasselig med ikke at restimulere patientens traume. Læs mere om filmterapi på Jenny Hamiltons hjemmeside.
Horror Film Music Conveys at Least Two Subtypes of Fear
Caitlyn Trevor underviser i musik ved University of Birmingham, hvor hun blandt andet holder foredrag om gyserfilmmusik, musikerkendelse og musik og følelser og hun forsker især i musik og frygt. Hun kunne desværre ikke være fysisk til stede under Recreational Fear Labs workshop. I stedet hørte vi hendes spændende oplæg i en online streaming.
Musik kan formidle mange følelser, heriblandt frygt. Men frygt er ikke bare en enkelt følelse. Caitlyn Trevor satte sig for at undersøge forskellige former for frygt, og hvordan de blev udtrykt i horrorfilms musik. Hun fandt frem til, at der findes mindst to “subgenrer” i frygt-musikken: Terror og Anxiety.
Terror-musikken udtrykker frygten for en umiddelbar fare, mens Anxiety-musikken udtrykker frygten for en teoretisk fare, altså noget der måske sker. Helt kort kendetegnes Terror-musikken blandt andet ved et hurtigt tempo, kaotiske figurationer og en støjende klang. Modsat kendetegnes Anxiety-musikken af et langsomt og tungt tempo, gentagende, melodiske figurationer og en dæmpet, mørk klang. Som eksempler på de to spillede Caitly Trevor uddrag af musikken fra henholdsvis A Quiet Place og The Babadook.
Som grundlag for sit studie har Caitlyn Trevor lavet databasen FEARMUS med uddrag af 100 horrorfilms scores.
“We used emotion ratings from 99 participants to create a new ecologically valid database of horror film music excerpts that reliably convey terror and anxiety called FEARMUS. We also use descriptive and acoustic analyses to demonstrate the musical and acoustic differences between musically conveyed terror and anxiety.”
Caitlyn Trevor
Læs mere om Caitlyn Trevors studie her.
Tak for en super interessant og spændende dag til alle oplægsholderne, de øvrige deltagere og ikke mindst arrangørerne bag Third Annual Aarhus Workshop on Recreational Fear. Det var en forrygende dag, og jeg glæder mig allerede til næste år.
