september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Fantasy’

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann

moerke-guders-templerDansk ”Sword & Sorcery” antologi der tager læseren med ind i mørke verdener fyldt med magi, vold og død. Men også med helte der ikke viger tilbage for noget.

I det informative forord redegør Rasmus Wichmann, som også er den ene af redaktørerne på antologien, for genren ”Sword & Sorcery”, som han egentlig rettelig synes bør kaldes ”Heroisk Fantasy”. Genren har nemlig som udgangspunkt helte, der tager på eventyr, fordi det er deres levevej eller personlige kald, og ikke fordi de skal redde verden som i eksempelvis Ringenes herre, der tilhører ”Episk Fantasy”. Men, tilføjer Wichmann, navnet ”Heroisk Fantasy” kan også være misvisende, idet heltene sagtens kan være lejesoldater, enspændere eller andre der typisk opfattes som anti-helte.

Et andet træk ved genren er en stærk tradition for referencer til tabte civilisationer og en mørk, fjern fortid med gudelignende væsener, der stadigvæk tilbedes. Endelig hører også vold og erotik genren til. Vi er således langt fra børnebibliotekets hylder, og med antologien håber de to redaktører da også at hjælpe med til at gøre fantasy for voksne til en dansk genre.

Jeg må således også indrømme, at jeg egentlig aldrig har haft noget forhold til ”Sword & Sorcery” genren. Jeg kender lidt til Conan-figuren, men har generelt ikke læst så meget fantasy. Så jeg var lidt præget af fordomme, da jeg gik i gang med læsningen, og må nok også erkende at ”Sword & Sorcery” ikke er det nye sorte for mig. I det store hele tror jeg dog, at fejlen ligger hos mig i den forbindelse, for flere af novellerne er faktisk rigtig gode.

Blandt mine favoritter er Kristoffer Jacob Andersens Karzul – stjernekoglerens forbandelse, som tidligere har været udgivet i hans novellesamling Blandt danske galakser. Det er en humoristisk fortælling om Den Fede, som ernærer sig ved at fange røvere og lignende. En dag får han mulighed for at finde den ældgamle, onde troldmand Karzul, som bevogtes af Solens Klinger, og slå ham ihjel. Det bliver en underholdende færd, hvor Den Fede må kæmpe mod både mennesker og monstre for at nå sit mål.

Tårernes konge af Lars Kramhøft hører ligeledes til favoritterne. Historien udspiller sig i et Mellemøstligt univers, hvor mongolernes Khan har tvunget Kaliffen fra magten. Hovedpersonen er Jim Al-Haytam, der skulle have fulgt i sin fars fodspor som Fariser i Kaliffens livgarde, men i stedet er endt som en samvittighedsløs lejesoldat. Da han bliver bedt om at kidnappe et barn og bringe det til Skrigenes By, ser han ingen problemer i det. Alligevel bliver denne opgave anderledes, og ender med at stille Jim i et moralsk dilemma han ikke kan ignorere.

Endeligt var jeg også vældigt begejstret for Oprørere af Rasmus Wichmann. Her befinder vi os igen i et genkendeligt univers, nemlig et oprørsk Britannia der er underlagt det romerske imperium. Hovedpersonen er den romerske militærtribun Equitatus, som forsøger at standse oprørerne, der skånselsløst brænder byer ned og halshugger indbyggerne. Under et forhør får Equitatus hjælp af den mystiske Agent, og sammen drager de af sted for at fange oprørernes leder. Men det er en færd med flere farer, end Equitatus har nogen anelse om, og som, ligesom i Tårernes konge, rummer et dilemma.

I A. Silvestris bidrag En sang om vand er helten Drae’all af Mhon, der fra barnsben er blevet trænet til at udføre ritualet, der skal redde verden. Mens Ztridz og hans mænd i titelnovellen Mørke Guders Templer af Christina E. Ebbesen slås for hvem end, der betaler dem.

Bjarke Schjødt Larsens bidrag Dødedagene har en troldmand som hovedperson, og har den finte (for mig i hvert fald) at man ikke helt kan regne ud, hvem der – om nogen – er de gode. Til gengæld er ondskaben i Menneskejagt af Martin Wangsgaard Jürgensen helt tydelig.

Det er med andre ord ret forskellige noveller, selvom de alle tilhører ”Sword og Sorcery”, og selvom jeg ikke personligt er blevet mega-fan, var jeg alligevel godt underholdt under læsningen. Jeg tager hatten af for de to ildsjæle Harksen og Wichmann for at stå bag antologien, og for de 11 forfattere der har bidraget med novellerne. Og så håber jeg, at flere voksne læsere finder vej til de fantastiske genrer generelt.

Indhold:

Forord ved Rasmus Wichmann
Martin Wangsgaard Jürgensen: Menneskejagt
Helle Jakobsen: Caels øje
A. Silvestri: En sang om vand
Christina E. Ebbesen: Mørke guders templer
Bjarke Schjødt Larsen: Dødedagene
Michael Dyst: Vandrerens dagbog
Flemming R. P. Rasch: Den grå guds tempel
Kristoffer Jacob Andersen: Kazul – stjernekoglerens forbandelse
Lars Kramhøft: Tårernes konge
Rasmus Wichmann: Oprørere
Thomas Hverring: Den yderste dag
Forfatterportrætter

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Jakob Hansson
Forlag: H. Harksen Productions

Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo

thor+lokeFør Thor og Loke blev de voksne guder, vi altid hører om i de nordiske heltesagn, var de unge drenge og bedste venner. I hvert fald ifølge Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo, der står bag denne vellykkede nyfortolkning af den nordiske mytologi, der udgives som en blanding af en roman og en graphic novel.

Her i første bind bliver Thor og Loke sendt ud på deres Gudeprøve længe før tid, efter at de har provokeret Odins hustru Frigg langt ud over alle grænser. De skal rejse til jætternes land, Jotunheim ved verdens kant, hvor de skal finde ud af, hvilken fjende der gemmer sig for Odins altseende øje. Som hjælp får Thor et par magiske stridshandsker af sin mor, Fjørgyn, mens Loke har en blote-kniv skænket af Odin.

På rejsen må de krydse Heksens Mose, hvor de støder på en sær gammel kone i et hus bygget på ormædte pæle på en lille ø midt i mosen. Men konen er ikke, hvad hun giver sig ud for at være, og Thor og Lokes Gudeprøve er kun lige begyndt.

Lad mig med det samme slå fast at jeg rigtig rigtig rigtig godt kan lide “Prøven”. De to bagmænd fortæller, at de er blevet inspireret af tegneserien Valhalla, men “Prøven” er meget langt fra Peter Madsens mere humoristiske tilgang til den nordiske mytologi. Her er Heimdal ikke den hyggelige, godmodige gud med truthornet, men Odins ældste søn som er vred over at blive forbigået af de to hvalpe Thor og Loke om at være den første til at gennemgå Gudeprøven. Bifrost er ikke en tuttenuttet regnbue, og Odin er kold og brutal med en udtalt foragt for jætterne, som han omtaler som “ådselsædere og rakkerpak, der ikke formår andet end at stjæle og ødelægge.”

BifrostI det hele taget er “Prøven” en barsk fortælling, hvilket understreges af Søren Tim Nordbos fremragende illustrationer holdt i en løs, grov streg og i mørke toner med enkelte glimt af farver. Billederne er dystre, ofte nærmest rå og suger læserens blik til sig med deres vildskab hvor netop de pludselig farvepletter overvælder. Andre billeder er afdæmpede og gløder varmt, som en favn læseren kan søge tilflugt i.

Bagerst i bogen er indsat en personoversigt med en kort introduktion til de enkelte guder, samt en ordforklaring på nogle af de ældre begreber som forfatterne bruger undervejs i fortællingen.

Jeg havde store forventninger til “Prøven” efter at have set smagsprøver af illustrationerne på dens facebook-side, og heldigvis blev de indfriet til fulde. Særligt Søren Tim Nordbos illustrationer skal fremhæves, men selve historien vokser også undervejs til et højt niveau, og selvom den er rettet mod unge, kan voksne bestemt også være med. Jeg er solgt og glæder mig allerede til bind 2.

Sidste år udkom i øvrigt en anden fantastisk graphic novel, der også var inspireret af den nordiske mytologi, nemlig “Fall of gods: she is gone” af Rasmus Berggren og Michael Vogt.

Besøg forlaget Calibats hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Søren Tim Nordbo
ISBN-13: 9788793281196
Sideantal: 141
Forlag: Calibat

Den faldne engel af Kenneth Bøgh Andersen

Den-faldne-engel-Kenneth-Boegh-AndersenDa Kenneth Bøgh Andersen afsluttede serien ”Den store djævlekrig” tilbage i 2010, tror jeg, vi var mange, som ønskede, at han ville overveje sin beslutning én gang til. Og heldigvis fortrød Kenneth Bøgh Andersen, så vi nu kan læse femte bind i serien om Filip Engell – den velopdragne og høflige dreng, som ved et uheld ender i Helvede for at blive Djævelens lærling.

”Den faldne engel” starter halvandet år efter den ødelæggende krig i Helvede i bind fire. Dengang måtte Filip træffe et valg, og sagde farvel til Helvede for altid for at vende tilbage til jorden, men Filip er ikke glad. Tværtimod. Tankerne om alle de ting, han har oplevet, og savnet af Satina har ændret ham til en vred, ung mand, som ikke går af vejen for ondskabsfuldheder.

En dag bliver han kaldt til rektors kontor, og før han ved af det, vågner Filip overrasket op i Helvede endnu en gang. Endnu mere overrasket bliver han, da det viser sig, at det ikke er Djævelen men Gud, som har tilkaldt ham. Og især da det går op for ham, at det tilsyneladende slet ikke er for at hjælpe med et problem, at han er tilkaldt.

Men det holder desværre ikke stik…

Jeg er vild med Kenneth Bøgh Andersens Djævlekrigs-univers, som tager sagn og myter fra biblen og andre religioner gennem en mytologisk vridemaskine, og diskuterer etik og moral på et højt plan mens man samtidig underholdes på bedste vis af en spændende og velskrevet historie.

Og med ”Den faldne engel” er Kenneth Bøgh Andersen tilbage i Djævlekrigs-universet for fuld skrue. Femte bind er en helt naturlig forlængelse af serien, så det føles som om det altid har været planlagt, at det skulle skrives, og eftersom KBA afslutter med en cliffhanger af format, venter jeg nu utålmodigt på, at bind seks skal komme.
Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet.dk

Den store djævlekrig:

Djævelens lærling, 2005
Dødens terning, 2007
Den forkerte død, 2009
Ondskabens engel, 2010
Den faldne engel, 2015

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Rasmus Jensen og Peter Stoltze

Forbandelsesbryder af Gail Carriger

Forbandelsesbryder af Gail CarrigerEndeligt udkom andet bind af Gail Carrigers serie ”Soulless”, og som første bind læste jeg den som ebog og nærmest i et stræk.

Den sjælløse Alexia er blevet gift med lord Maccon, lederen af BRU som også er varulv. Hun har selv fået status af Muhjah, hvilket betyder, at hun er en del af dronning Victorias skyggeparlament. Her skal hun sammen med storvesiren (varulv) og potentaten (vampyr) for at sørge for daglysfolkets interesser samt ligevægt i vampyrernes og varulvenes styrkeforhold.

Igennem skyggeparlamentet får hun kendskab til en mystisk lidelse, der har ramt både spøgelser, varulve og vampyrer, og efterladt dem dødelige. I første omgang er hun selv mistænkt af de øvrige medlemmer af skyggeparlamentet, da hun som sjælløs, gør fornaturlige dødelige ved sin berøring. Men det lykkes hende at overbevise dem om, at hun ikke har evnerne til at gøre dette på så mange på en gang.

Samtidig er lord Maccon på vej til Skotland, hvor også denne mærkelige lidelse bevæger sig mod. Alexia beslutter sig for at følge sin ægtemand for at finde ud af sagens sammenhæng. Sammen med veninden Ivy, søsteren Felicity, opfinderen madame Lefoux og ægtemandens lakaj Tunstell tager hun et luftskib til Skotland. Desværre forløber rejsen ikke uden problemer, og det gør ankomsten til Skotland heller ikke.

Som i første bind leverer Gail Carriger humor og underholdning på et højt plan. Stilen minder om Kim Harrisons The Hollows og Jim Butchers Dresden-filerne, men er alligevel helt sin egen, ikke mindst pga. settet i victoriatidens London.

Alexia er en uimodståelig og rapkæftet heltinde, der sætter stor pris på god mad og aldrig kan have en pæn frisure ret lang tid ad gangen. Desuden er hun interesseret i videnskabelige opfindelser, er aldrig bleg for at kaste sig ud i det ukendte, og glemmer ofte at følge de vedtagne sociale etiketter.

”Hvem fanden er De?” spurgte Alexia. Mandens nonchalante indblanding irriterede hende så meget at hun kom til at bruge et rigtigt bandeord. ”Major Channing Channing fra Channingslægten i Chesterfield.” Alexia stirrede åbenmundet på ham. Ikke underligt at han var så selvglad. Det var man nødt til at være med sådan et navn. ”Nå, major Channing, jeg må bede dem om ikke at blande dem i hvordan jeg styrer husholdningen. Det er mit domæne.” ”Ah, så De er den nye husholderske? Jeg var ikke blevet informeret om at lady Maccon havde lavet så drastiske ændringer.” Alexia blev ikke overrasket over hans antagelse. Hun var udmærket klar over at hun ikke levede op til folks åbenlyse forventninger om hvordan en lady Maccon skulle se ud, idet hun var alt for italiensk, alt for gammel og, for at sige det ligeud, alt for yppig.”

”Forbandelsesbryder” slutter med noget af en cliffhanger, så der er kun at håbe, at Tellerup også snart får oversat de efterfølgende bind 🙂

Besøg Gail Carrigers hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Changeless
Omslag: Lauren Panepinto

The Parasol Protectorate Series:

Timeless
Heartless
Blameless
Forbandelsesbryder (Changeless)
Sjælesluger (Soulless)

Vinden gennem nøglehullet af Stephen King

Vinden gennem nøglehullet af Stephen KingEn vellykket tilføjelse til Stephen Kings fremragende fantasy-serie, som stadig er aktuel på trods af de mere end 30 år, der er gået siden første bind udkom.

I 2004 afsluttede Stephen King sin mammut fantasy-serie Det mørke tårn, hvis første bind Revolvermanden udkom i 1982. Serien handler om den sidste revolvermand i Midtverdenen, Roland Deschain, som sammen med sin Ka-tet bestående af drengen Jake, eks-narkomanen Eddie og Susannah, en sort kvinde i kørestol, rejser gennem Midtverdenens post- apokalyptisk landskab i en søgen efter Det Mørke Tårn, før verden bryder sammen i kaos.

Serien Det mørke tårn har fulgt Stephen King gennem stort set hele hans forfatterskab. Både som romanerne i selve serien, men Midtverdenens univers og personer har også jævnligt optrådt i andre af hans fortællinger. Det er derfor måske ikke en stor overraskelse, at han nu udgiver endnu et bind om Roland, som han i sit forord kalder for nummer 4½, idet den tidsmæssigt placerer sig mellem Troldmanden og glaskuglen og Ulvene. Men – skriver han – den kan godt læses, selvom man ikke har læst serien. Det er jeg måske ikke helt enig i, for man får helt klart større udbytte, hvis man læser hele serien. Det er dog korrekt, at historiens handling godt kan stå alene.

Vinden gennem nøglehullet er en historie i en historie i en historie. De tre fortællinger hænger tematisk sammen og er som altid velskrevne og underholdende.

Rammen er fortællingen om Rolands søgen efter Det Mørke Tårn. Ka-tet’en tvinges af en storm til at søge ly. Mens stormen raser udenfor, fortæller Roland, om dengang han og Jamie som unge drenge og revolvermænd bliver sendt til Debaria for at fange en morder, der terroriserer befolkningen. I Rolands fortælling hører vi så eventyret “Vinden gennem nøglehullet”, som Rolands mor fortalte til ham, da han var en lille dreng. Det er fortællingen om drengen Tim, hvis far dør, og da moren af nød gifter sig igen, ender det i ulykke, og Tim drager af sted for at gøre tingene godt igen.

Hvis man er fan af serien, vil man helt sikkert også nyde dette bind. Allerede fra første side er stemningen velkendt med dens magiske elementer knyttet sammen med brokker fra vores verden til en eventyrlig saga, hvor personerne træder levende ud af siderne.

Jeg har gennem årene læst serien flere gange, og selvom jeg måske ikke synes, at Vinden gennem nøglehullet tilfører den overordnede fortælling noget afgørende nyt, så føjer den på bedste vis ny viden om Rolands ungdom til legenden, og det er bestemt heller ikke at kimse ad.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Originaltitel: The wind through the keyhole
Omslag: Jon Asgeir

Stormfront af Jim Butcher

Storm_FrontDetektivroman møder urban fantasy med et glimt i øjet. Et underholdende første bind i serien om troldmanden Harry Dresden fra Chicago.

Harry Blackstone Copperfield Dresden er troldmand og ekstern konsulent for politiets afdeling for ”usædvanlige forbrydelser”.

Dresden tilbyder bl.a. hjælp med at finde bortkomne genstande, og en dag opsøger en kvinde ham for at få hjælp til at finde sin mand. Opgaven ligger lidt udenfor Dresdens normale område, men da han mangler penge til huslejen, accepterer han til sidst.

Kort efter ringer telefonen. Der er sket et dobbeltmord, hvor ofrenes hjerter er blevet flået ud, og vicekriminalkommisær Karrin Murphy har brug for Dresdens hjælp.

Det viser sig, at opgaven med den forsvundne ægtemand alligevel ikke er så simpel, og da mordsagen samtidig tyder på at have forbindelse til en ualmindelig ondskabsfuld mørk magi, hvor Dresden nødt til at overtræde Det Hvide Råds regler for brug af magi, hvis han skal hjælpe Murphy, må han balancere på en knivsæg, for Det Hvide Råd har allerede et skarpt øje på ham, og et fejltrin kan koste ham livet.

Urban fantasy er en sub-genre af fantasy, som defineres af, at den udspiller sig i det urbane miljø. I tilfældet med ”Stormfront” finder handlingen sted i nutiden, men urban fantasy kan ligeså vel udspille sig i fortiden eller fremtiden, blot byen er centrum for fortællingen. Udover troldmænd og magi finder vi også varulve og dæmoner i fortællingen, som byder på masser af action undervejs.

Jim Butcher lader Dresden fortælle historien selv, og da han er en lun fætter med masser af selvironi, følte jeg mig totalt underholdt, selvom jeg ellers mere er til gys og science fiction. Men historien om Dresdens eventyr fortælles med et herligt glimt i øjet, så når dæmonerne går løs på Dresden, som kun er iført hårshampoo og bar r.., er det både nervepirrende og morsomt.

Selve plottet hænger godt sammen (altså under forudsætning af at man kan acceptere magi og dæmoniske væsner), og Butcher lægger nogle teasere ud om Dresdens fortid, som vi formentlig får uddybet i de senere bøger.

Indtil videre er der udkommet 14 bind i serien om Harry Dresden, men kun det første bind er blevet oversat til dansk, hvilket jeg synes er en skam, da den charmerende troldmand er et underholdende bekendtskab.

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Storm Front

Besøg Jim Butchers hjemmeside

Gravslægt – skeletter i skabet 4 af Nicole Boyle Rødtnes

gravslægtJeg har læst alle tre foregående bind i serien med stor fornøjelse, så det var med spænding, at jeg begyndte på bind 4. Ville Rødtnes kunne bevare tempoet og samtidig få knyttet alle løse ender på en troværdig måde, eller ville historien om Davie ende skuffende og usammenhængende? Det spørgsmål kan heldigvis besvares med dette citat fra en tidligere anmeldelse: “Underholdning i topklasse for både unge og voksne!”

I bind 3 svigtede Adamo sin aftale med Devon og de andre dødsbørn, og nu har de overtaget Zantora. Davie befinder sig igen midt i begivenhedernes centrum, for Devon bruger ham som dobbeltgænger. Det er en farlig tjans, da Zantoras borgere er bestemt ikke tilfredse med dødsbørnenes overtagelse af byen, og en modstandsbevægelse opstår.

Davie holdes fanget, men det lykkes ham at overtale Devon til at lade ham møde sine forældre. Her fortæller Davies far, at sagnet om Gravslægten måske kan være vejen til at vinde Zantora tilbage fra dødsbørnene. Men før Davie finder ud af, hvad sagnet går ud på, bliver mødet afbrudt af Devons højre hånd, Malcolm, der hader Davie og alle andre “almindelige” mennesker.

Da Statshuset brænder ned, flytter dødsbørnene ind i Davies gamle hus, og her lykkes det for Davie sammen med slægtsskelettet at finde på en plan, så han kan undslippe. Men knap er han sluppet bort fra dødsbørnene, før han bliver fanget af modstandsbevægelsen, som styres af ingen ringere end Adamo. Og denne gang har Adamo ikke tænkt sig at lade Davie slippe væk…

Som i de første bind er der tempo og underholdning fra side et. Efter min mening er Rødtnes serie helt på højde med både “Dragens øjne” af Stephen King og “Dystopia” af Dennis Jürgensen. Hun har skabt et troværdigt og spændende univers fyldt med interessante personer, som hele tiden kastes ud i nye udfordringer, og man kan som læser ikke være sikker på, hvem der klarer sig, for Rødtnes er ikke sentimental. Samtidig forstår hun at lade sine personer udvikle sig undervejs, så den Davie, vi møder her i bind 4, har udviklet sig meget, siden vi første gang mødte ham i bind 1.

Det er muligt, at “Skeletter i skabet” er en børne-/ungdomsserie, men jeg kan på det varmeste anbefale den til voksne også. Jeg har følt mig top-underholdt hele vejen igennem, og Rødtnes slutter serien i samme høje tempo og med samme sikkerhed, som resten af bøgerne er skrevet i. Læs dem …

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Rasmus Jensen

Skeletter i skabet-serien:

Dødsbørn (2010)
Blodtåge (2011)
Ildfugl (2012)
Gravslægt (2013)

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Skeletter i skabets hjemmeside

Snowmageddon

SnowmageddonSnowmageddon har med garanti ikke vundet store filmpriser eller modtaget flot kritik fra estimerede filmanmeldere. Ikke desto mindre følte jeg mig vel underholdt af denne B-film med – efter min mening – helt hæderlige skuespillerpræstationer.

Den lille by Normal i Alaska danner baggrunden for denne mærkelige julehistorie. Dagen før juleaften afleveres en mystisk pakke på familien Millers dørtrin. Sønnen, Rudy, åbner den og finder en smukt udformet snekugle, som indeholder en by der til mindste detalje ligner Normal. Om aftenen rystes Normal af et jordskælv, og da Rudy ser på snekuglen, før han skal sove, ser han lignende rystelser her. Men ingen tror på ham.

Næste dag flyver Beth med datteren Jennifer ud med pakker til de omkringliggende byer. Med sig har de også to snowboardere, som skal tage turen ned af det lokale bjerg. Turen starter begivenhedsløst, men ændrer sig til et mareridt efter at snowboarderne er blevet sat af. Pludselig rammer et forfærdeligt uvejr helikopteren, som tvinges til at nødlande. Beth og Jennifer må nu kæmpe sig vej ned af bjerget, og også de to snowboardere er i store problemer.

Og det slutter ikke her. Flere ulykker ramler ned over Normal, og til sidst må byens indbyggere se i øjnene, at der er en sammenhæng mellem snekuglen og begivenhederne i byen. Men hvordan kan de bremse udviklingen, før byen ødelægges fuldstændigt?

Jeg indrømmer, at historien ikke er hverken overraskende eller nytænkende. Ikke desto mindre blev jeg charmeret af filmen, lige fra de tydelige scenekulisser til de knap så overbevisende CGI effekter. Måske fordi jeg rent faktisk tænkte, at skuespillerne gjorde det ganske fint, og at replikker og plot et langt stykke hen ad vejen egentlig er ok. Eller også kan jeg bare godt lide katastrofe-julefilm med et stejf af Dungeon and Dragons universet.

Snowmageddon har kun fået scoren 3,7 på IMDB, og ingen af de anmeldelser, jeg har læst af den, er særligt postive (for at sige det mildt). DreadCentral.com går så vidt som at slutte sin anmeldelse med ordene: “Snowmageddon? More like Snoremageddon?”

Snowmageddon er produceret af Snow Globe Productions for SyFy Channel, hvilket sikkert også siger lidt om, hvad man kan forvente sig.

Om filmen:

Instruktør: Sheldon Wilson
Udgivelsesår: 2011

Svovlild af Jonas Wilmann

Svovlild af Jonas WilmannNormalt læser jeg ikke meget fantasy, da jeg jeg har en fordom om, at det er lidt kedeligt. Men da jeg tidligere har læst Jonas Wilmann med stor fornøjelse og ved, at han har en interessant stil, gav jeg Svovlild en chance, og derfor omtaler jeg den også her på siden, selvom den vist ikke helt kan betegnes som horror.

Romanen foregår sig i Drageriget, som er befolket af fire drageklaner: De hvide, de røde, de blå og dragerne i havet. En voldsom krig lagde stort set alt øde for mange år siden, og først da det lykkedes for de hvide drageguder at forvise de røde drageguder til intetheden, blev der fred.

De forskellige klaner fik hvert deres område og påbud om at genopbygge landet. Men det efterlod de røde i det mest ødelagte land, og i nutiden er der oprør på vej i de unges rækker.

Fortællingen følger den hvide drage Esmeree, som mistede sin mage nogle år tilbage, så nu er hun alene med sine to sønner. Den anden hovedperson er Nauser. Han er søn af den røde dragekonge, men har alle dage følt sig anderledes. I hans hjerte banker hadet mod de hvide drager, og så er han voldsomt draget af Død.

De to drager er i starten nærmest modsætninger, men da krigen atter bryder ud, bliver Esmeree ligeså hadefuld og nådesløs som Nauser. Men hvis begge parter er lige grusomme, hvad bliver der så af håbet?

På sin blog skriver Wilmann, at romanen repræsenterer en klassisk øst/vest-konflikt og er inspireret af bl.a. Muhammedkrisen. Ved at overføre sin historie til et fantasy-rige kan han tage konflikten og fører den ud i yderste konsekvens; her et scenarie hvor grusomheder fører til hævn og endnu flere grusomheder og hvor ingen skånes uanset tilhørsforhold, alder eller køn.

Det var ikke muligt at lave en historie eksklusivt med drager, hvis de var umælende dyr, så de skulle være menneskelige – og netop ved at gøre deres træk så genkendelige, og sporadisk bryde dem ned i glimt af dyrisk vold, fik jeg en glimrende måde at konkretisere vort eget indre bæst. Samtidig bestemte jeg mig for,  at historien skulle være en slags analyse af krigens eller konfliktens mekanikker, og hvordan sådan noget opstår – og jeg havde masser af inspiration i den uforsonlighed, der var på begge sider i Muhammedkrisen.”

Sprogligt forsøger Wilmann sig ud i det mere patosfyldte, og det fungerer fint til fortællingens klassiske fantasy-univers.

Som sagt er jeg ikke stor fantasy-fan, og det var først i romanens anden del, at jeg for alvor blev grebet af historien. Her viser Wilmann sine evner til at beskrive ondskaben og forfaldet, som få formår det.

”Årstiderne havde kun skiftet én gang, og der var intet tilbage af det smukke rige, der engang fandtes. Overalt lå udbrændte kadavere og gik til i dyngerne af slagger; sur, sort regn silede ned over det forkullede landskab, og hvert et blad, der endnu ikke var visnet, var dækket af sort snask. Dette var maddikernes og råddenskabens æra. Der var død, og så var der endnu mere død. Den stinkende, rådne svovlstank hang altid på vinden og hviskede om nye, blodige kampe. Kæmpeskeletter lå strøet omkring i ødemarken og stirrede paralyserede, opgivende, på katastrofen, mens altædende insektsværme lænsede de sidste trevler fra knoglerne.”

For fanatasy-elskere er jeg overbevist om, at Svovlild vil være et hit. For mig var det okay underholdning, men jeg glæder mig til Wilmann kommer med sit næste horror-udspil. Det er her, jeg synes, han er stærkest og mest interessant at læse.

Om Svovlild:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Fotokostic/Jonas Wilmann

Besøg Jonas Wilmanns hjemmeside