januar 2018
M T O T F L S
« dec    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘gotik’

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard

droemmenes-bogEventyrlig og underholdende roman om bøgernes magt

Når Mikkel Birkegaard fortæller, er bøger aldrig bare bøger. Det er de heller ikke i hans nyeste roman, der foregår i København i 1840’erne.. Her bestemmer Bogministeriet, hvilke bøger der må stå på folks hylder, og der kræves en særlig tilladelse at sælge bøger, men også at komme på byens biblioteker.

Hovedpersonen er en ung dreng, som efter sin faders mystiske død og familiens sociale deroute, ender som lærling hos bogrestauratoren Mortimer Welles. Mortimer Welles restaurerer dog ikke blot bøger. Han er også en form for amatør detektiv – og så er han yderst interesseret i Biblioteket. Et særligt bibliotek, som efter sigende er mange hundrede år gammel, og hvor alle bøger findes. Et bibliotek, som Bogministeriet vil gøre alt for at ødelægge, og som andre grupperinger vil gøre alt for at beskytte.

Den unge lærling lander midt mellem fraktionerne, og takket være en gave fra sin afdøde far får han adgang til det hemmelighedsfulde Bibliotek. Men selvom det umiddelbart lyder besnærende at få adgang til al verdens viden, er det ikke uden omkostninger. Og snart opdager han nogle yderst dystre hemmeligheder.

“Fra drømmenes bog” er en herlig blanding af røverhistorie og eventyr. Her fører hemmelige selskaber, mord og mysterier vores hovedperson ad kringlede veje mod en afslutning i mere end en forstand. Birkegaard maler et stemningsfyldt portræt af det gamle København under gaslampernes skær, hvor hestevogne knirker ad de skumle gyder. Her er viden lig med magt, og dem, der har magten, har ikke tænkt sig at dele den med nogen.

Jeg var fascineret af historien fra første side. Selvom jeg har læst anmeldelser, der ikke var helt så positive, så synes jeg absolut, at Mikkel Birkegaard holder den høje standard her i sin tredje roman, som også sprogligt er en fornøjelse at læse.

Man bjærgede min fars lig fra havnens mørke vande. Han var drevet ind i flådens område på den anden side af havneløbet, hvor kroppen havde kilet sig fast mellem to fartøjer. En uge i vandet og den gentagne gennembankning mellem de to både havde forvandlet hans krop til et opsvulmet stykke kød, gråt af kulde og begyndende forrådnelse, dækket af mørke mærker og sår. Jeg så ham aldrig selv i den tilstand, men jeg havde fantasi nok til at forestille mig de tomme øjenhuler stirre bebrejdende mod mig, anklagende og nådesløse fra deres sorte dyb. For var det ikke mig, der havde ladet ham gå? Var jeg ikke den sidste, der så ham i live, og måske den eneste, som kunne have stoppet ham?

Så jeg kan kun anbefale “Fra drømmenes bog” til alle bogelskere – især hvis du er til lidt eventyrlige drengerøvs-romaner.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forlag: C&K Forlag, 442 sider

Midvintersjæle af Phil Rickman

Midvintersjæle af Phil RickmanMidvintersjæle er på ingen måde horror, men med en kvindelig eksorcist i hovedrollen er jeg næsten nødt til at omtale den her på siden. Og når her så ovenikøbet er tale om en meget velskrevet og vældig interessant roman, bøjer jeg gerne genrebegrænsningen lidt.

Merrilly Watkins er enlig mor til en teenagedatter og præst i Herefordshire i grænselandet mellem England og Wales. En dag kontaktes hun af den nye biskop, som tilbyder hende jobbet som “sjælefrelsekonsulent” – en mere moderne betegnelse for eksorcist.

Merrilly er umiddelbart interesseret, men i stillingen sidder allerede en krakilsk ældre præst, som bestemt ikke bryder sig om at se sit job overtaget af en kvinde. Alligevel er Merrilly snart mere involveret i sjælefrelser-virket, end hun nogensinde havde forestillet sig at blive.

Ved siden af historien om Merrily hører vi om den unge kvinde Moon, der er meget fascineret af sin families keltiske oprindelse. Hun har tidligere haft psykiske problemer, men nu har hun har slået sig ned i familiens gamle lade for at skrive en bog om forfædrene. Men stedet gemmer på flere hemmeligheder.

Ad kringlede veje føres de to tråde sammen, og til sidst falder alle plottets strenge falder på plads.

Phil Rickman skriver godt, og han får det brogede persongalleri til at stå levende for læseren. I virket som sjælefrelser kommer Merrilly ud for en række overnaturlige hændelser, men Rickman beskriver episoderne plausibelt og skaber samtidig plads for læserens egen fortolkning af hændelserne, således at man til det sidste er i tvivl om, hvorvidt Merrilly virkelig oplever noget, om hun blot er psykisk ude af balance, eller om hun måske er offer for mennesker med tvivlsomme motiver?

Stemningsmæssigt kom jeg til at tænke på Andrew Taylors fremragende Genfærdets anatomi, hvor læseren føres ind i et autentisk og velbeskrevet skolemiljø i 1700-tallets England. Her er det blot den katolske kirke, der er omdrejningspunktet.

Jeg var meget betaget af Midvintersjæle, som er spændende på flere niveauer. Phil Rickman giver sig god tid til at udfolde historien, så her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet får læseren en tankevækkende og velskrevet fortælling om den hårfine grænse mellem det gode og det onde.

Om Midvintersjæle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Klim, 551 sider
Omslag: Joyce Grosswiler
Originaltitel: Midwinter of the Spirit

Se Phil Rickmans hjemmeside
Også omtalt på Bogrummet.dk

Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm NielsenDet er ikke fordi, at vi ligefrem bliver væltet af fagbøger på dansk om horrorgenren, og alligevel er det lykkes mig at overse Jonna Wennerstrøm Nielsens bog Gysets mestre, der udkom i 2010. Det skal der hermed rådes bod på.

Gysets mestre har undertitlen “Den tidlige gotiske roman i engelsk litteratur og dens efterfølgere: “Sensationsromanen” og detektivhistorien”, og Wennerstrøm prøver i udgivelsen at give læseren et overblik over baggrunden for det gotiske samt præsentere en række centrale værker og forfatterskaber.

Der findes, så vidt jeg er bekendt, ikke meget om den gotiske litteratur på dansk, selvom der er skrevet en lang række gode introduktioner på engelsk, bl.a. Fred Bottings Gothic. Dermed rammer Wennerstrøm en tør plet, og i korte kapitler giver hun først en brugbar (og veldokumenteret) indgang til gotikken, efterfulgt af en række portrætter af forfattere indenfor området med en kort analyse af relevante værker. Endeligt slutter hun af med at række ud over gotikken med introduktionen til både sensationsromanen og detektivhistorien.

Jonna Wennerstrøm Nielsen er bibliotekar og har flere udgivelser bag sig. Gysets mestre er dog den første indenfor horrorgenren. Her er tale om en udmærket omend til tider lidt kortfattet og lidt “snakkende” indføring i gotikken, men har man ikke mod på at kaste sig ud i de mange engelsksprogede udgivelser om emnet, vil de fleste kunne finde interessant viden her.

Udgivelsesår: 2010

Indhold:

Forord
Hvad er en gotisk roman?
Gotikken og arkitekturen
Hvad forstår man ved litterær gotik?
Gotikken og det dramatiske element
Hvorfor optræder den gotiske roman netop i perioden 1760-1820?
Den tyske indflydelse
Den nostalgiske længsel efter middelalderen
Hvorfra stammer ordet gotik?
Graveyard Poetry (kirkegårdspoesi)
Kejser Augustus sans for lov og orden
I det gotiske univers opereres med tre symbolske skikkelser
Gotikkens mange ansigter
De romantiske lyrikere, der fik inspiration fra gotikken
– William Blake
– Percy Byshe Shelley
– George Gordon Lord Byron
– John Keats
En annoteret oversigt over de benyttede værker om den gotiske roman
Gotiske romaner
– The Castle of Otranto
– The Mysteries of Udolpho
– Ambrosio or the Monk
– Frankenstein or the Modern Prometheus
– The Picture of Dorian Gray
– The Canterville Ghost
– Dracula
Sensationsromanen
Baggrunden for sensationsromanen
Samtidens syn på sensationsromanen
Sensationsromaner
– The Woman in White
– The Moonstone
– The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
– The Beach of Falesá og The Ebb-Tide
– The Turn of the Screw
Detektivhistorien
The Newgate Novel – og hvad deraf fulgte
Reformer indenfor det engelske retsvæsen
Detektivhistoriens “gyldne tid”^
Introduktion til de populæreste detektiver
The Hound of Baskerville
Vor tid og Gotikken
Biografier over forfattere
– Collins, William Wilkie
– Doyle, Arthur Conan
– James, Henry
– Lewis, Matthew Gregory
– Radcliffe, Anne Ward
– Shelley, Mary Wollstonecraft
– Stevenson, Robert Louis
– Stoker, Bram
– Walpole, Horace
– Wilde, Oscar

The Man in the Picture af Susan Hill

The Man in the Picture af Susan HillEfter skuffelsen over The Mist in the Mirror var jeg lidt spændt på, om The Man in the Picture også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i The Mist in the Mirror, så fungerer plottet fint her i The Man in the Picture. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Om The Man in the Picture:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Profile, 145 sider

The Mist in the Mirror af Susan Hill

The Mist in the Mirror af Susan HillJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt The Mist in the Mirror.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af The Mist in the Mirror, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere 🙂

Om The Mist in the Mirror:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Sinclair-Stevenson, 185 sider

Susan Hills hjemmeside

Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Morderens mesterværk af Gigi SimeoniItaliens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om Morderens mesterværk, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

Morderens mesterværk udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

Morderens mesterværk er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende From Hell, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Om Morderens mesterværk:

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Kvinden i sort af Susan Hill

Kvinden i sortJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman Kvinden i sort. Romanen blev oprindelig er skrevet i 1983, men kunne ligeså vel være skrevet i 1883. Og det er ment positivt.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford. Her skal han opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford. En ø der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde. Da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse. Han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end Kvinden i sort, som også er blevet filmatiseret af James Watkins (Eden Lake) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe – i hovedrollen som Arthur Kipps, samt til tv i 1989.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Genfærdets anatomi af Andrew Taylor

Genfærdets anatomi af Andrew TaylorDet er i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at omtale Andrew Taylors nyeste roman her på siden, men med en titel som Genfærdets anatomi og en fantastisk skrevet historie, så lusker jeg den alligevel ind ad bagdøren.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham. Til sidst må de fraflytte huset pga. manglende midler, men det slår hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen Genfærdets anatomi, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så han kan blive normal igen og fortsætte studierne.

Holdsworth accepterer opgaven, som viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skubbede Frank ind i galskaben, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, og jeg læste stort set romanen i et stræk. Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade, fordi han savner sin familie sådan.

Læs ikke Genfærdets anatomi som en typisk spøgelses-fortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Om Genfærdets anatomi:

Originaltitel: The Anatomy of Ghosts
Omslag: Joyce Grosswiler
Dansk udgave: 2011

Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

NosferatuDen unge advokat Hutter sendes af sin chef til Transylvanien for at sælge en bygning til grev Orlok lige overfor Hutters eget hjem i Wisburg. Hutters hustru Ellen er ikke glad for situationen, men Hutter er ikke bange. Grevens slot viser sig dog at være et skræmmende sted, og da handlen er overstået, ser Hutter i rædsel på, at greven begynder sin rejse. Selv flygter han også, men hans hjemtur forsinkes af et hospitalsophold. Imens rejser grev Orlok med et skib, hvor besætningsmedlemmerne dør en efter en. Hans mål er Wisburg og med ham rejser pesten…

Nosferatu fra 1922 var den første filmatisering af Bram Stokers verdensberømte roman Dracula. Filmen blev instrueret af Friedrich Wilhelm Murnau, og Max Schreck havde rollen som grev Orlock. Bram Stokers enke levede stadig, da filmen blev produceret, og hun sagsøgte filmens bagmænd for ikke at være blevet bedt om tilladelse og for ikke at modtage nogen royalties. Retssagen stod på gennem flere år, og Florence bad om at filmen blev destrueret. Men selvom Florence vandt sagen i 1925, overlevede filmen og eksisterer også i dag.

Selv med næsten 90 år på bagen er Nosferatu stadig værd at se. Murnau bygger en fantastisk stemning op undervejs i filmen ved hjælp af skygger, kulisser, baggrundsmusikken og ikke mindst Max Schreck, som spiller greven så overbevisende, at han stadig skræmmer livet af tilskueren. Jeg er dermed ikke helt enig med Roger Ebert, som i sin anmeldelse af filmen skriver: “Is Murnau’s Nosferatu’ scary in the modern sense? Not for me. I admire it more for its artistry and ideas, its atmosphere and images, than for its ability to manipulate my emotions like a skillful modern horror film. It knows none of the later tricks of the trade, like sudden threats that pop in from the side of the screen. But Nosferatu remains effective: It doesn’t scare us, but it haunts us. It shows not that vampires can jump out of shadows, but that evil can grow there, nourished on death.”

Som den første film undgår Nosferatu også de klichéer, som mange senere film er snublet i. Greven er ikke en charmør, der indbyder til hverken tillid eller seksuel forførelse. Han minder på mange måder om de rotter, som er hans trofaste følgesvende, og som bærer pesten med sig. Han indgyder rædsel, og dermed bliver Ellens offer sidst i filmen så meget desto større. I øvrigt lader Murnau historien udspille sig i 1838, samme år hvor der virkelig fandt et pestudbrud sted.

Og selvom filmens special effects med en hestevogn, som pludselig forsvinder, døre der åbner og lukker sig af sig selv, greven der pludselig hæver sig fra en kiste, ikke er ligeså overbevisende i dag som dengang, så fungerer de alligevel i filmens univers. Ifølge Wikipedia er Nosferatu da også rangeret som nr. 21 på Empire Magazines liste over de 100 bedste film i 2010.

Nosferatu er ikke en film, man skal se en hyggeaften sammen med vennerne. Det er en film, man skal nyde, og som jeg tager frem med års mellemrum, lige fascineret hver gang.

Om filmen:

Instruktør: Friedrich Wilhelm Murnau
Udgivelsesår: 1922

De underjordiske af Thomas Strømsholt

De underjordiskeJeg har tidligere med fornøjelse læst noveller af Thomas Strømsholt i diverse antologier, så jeg så frem til at læse hans første selvstændige novellesamling. Mine forventninger blev heldigvis indfriet, for De underjordiske er interessant, velskrevet, uhyggelig og stemningsfuld læsning.

Samlingen består af 19 noveller, heraf er ca halvdelen fortalt af en jeg-fortæller, og det var især dem, jeg faldt for. De både fanger stemningen fra de klassiske engelske spøgelseshistorier, som jeg personligt holder meget af, og er også fulde af den udefinerbare uhygge, som H. P. Lovecraft var ekspert i at fremmane. Lovecraft har Strømsholt tidligere hyldet med sin novelle i antologien Fra skyggerne, hvor 8 danske forfattere gav deres bud på en fortælling inspireret af Lovecraft. Her var Strømsholts bidrag “Den lede ting” min favorit.

Der er dog også flere af novellerne uden jeg-fortæller, som bør fremhæves. Bl.a. “Allesjælesnat” om præsten hvis mand er død, og som i sin sorg går til hans grav på Allesjælesnat. “Grønne fingre” om Andersen som nærmest er besat af at holde sin blomsterhave fri for ukrudt og skadedyr, og “Frygten og grundejerne” om David som sammen med sin mor flytter ind i et hus – der allerede har beboere.

Blandt jeg-fortællingerne vil jeg især fremhæve “Under overfladen”, som er en revideret udgave af en novelle, der tidligere har været trykt i Nyarlathotep nr. 3.  Hovedpersonen arbejder i en bank og er fascineret af tal, som for ham står for orden, sandhed og skønhed. Stor er derfor bestyrtelsen, da han en dag ender på -7 etage i banken, hvor parkeringskælderen er laveste niveau. Men værre bliver det, da han opdager, hvad der befinder sig på etagen. Også “Qivitoq” som foregår i Grønland hører til blandt samlingens bedste. Her er fortælleren på slædetur med en ven, da de ved et uheld mister den ene hundeslæde. Da vejret også skifter, søger de tilflugt i en nærliggende forladt bygd, og her gør de et uhyggeligt fund. Endelig er også både “Choronzon” og “Jeg ved nu, hvordan det hele ender” værd at fremhæve. I den første følger vi en civilingeniør, der sendes ned i byens kloaker sammen med desinfektøren, Weser, da store regnmængder har fået rotterne til at søge op ad. Nede i dybet finder de dog andet og mere end rotter. I den sidste er hovedpersonen en embedsmand, der oplever, hvordan verden forandrer sig i en periode med ualmindelig store mængder regn.

De underjordiske er i det hele taget en vellykket samling, som kun har enkelte skønhedsfejl – og det kan være en individuel smagssag, om det i det hele taget er skønhedsfejl, for Strømsholt er en teknisk dygtig forfatter, som man sprogligt ikke kan pege fingre ad, og samtidig skriver han også sært poetisk og til tider nærmest smukt. Personligt var jeg dog ikke så vild med “Heksen”, som jeg synes faldt lidt udenfor samlingen og mere var en form for debatindlæg, og heller ikke “Skrigedalen. Tre fynske pisalikker” som er en lidt spøjs genrehybrid af folkesagn, horror og science fiction var lige min stil. “Skiftningen” ramte heller ikke helt så dybt, men den tragiske slutning skal ikke forklejnes.

Samlingen er fuld af referencer til tidligere gotiske forfattere, men Strømsholt sender også sit bidrag i antologien Lyden af vanvid en lille hilsen. Her var hans novelle “Lyngmanden – af en geologs optegnelser fra heden”, og  geologen Anders Berg er forfatter til bogen De underjordiske: Arkæologiske Undersøgelser og Meditationer, som der henvises til i “Troldomslatter. En fortælling fra det mørke Jylland“. I samme novelle refereres også til M. R. James, som skrev novellen “Nr. 13“, der udspiller sig på hotel Den Gyldne Løve i Viborg.

I et interview på Fantastiske Forfattere fortæller Strømsholt, at bortset fra 2-3 fortællinger er alle novellerne skrevet til De underjordiske, som skulle have danske sagn som overordnet tema (f.eks. har B. S. Ingemann også brugt titlen De underjordiske til sin fortælling af et bornholmsk sagn) , dog med plads til afvigelser. Strømsholt ønsker, at læseren skal finde nogle af de traditionelle gotiske motiver, bl.a. spøgelset, vampyren og varulven, men med udgangspunktet i danske sagn og det er lykkes.

Alt i alt er her tale om en absolut læseværdig debut, hvor flere af novellerne er af meget høj kvalitet. Thomas Strømsholt er bestemt et navn i dansk horror, som det er værd at holde øje med i fremtiden, og når han er bedst, rejser hans fortællinger sig langt over genreklicheerne og giver læseren en uventet oplevelse.

Indhold:

I en dans så lang
Troldomslatter. En fortælling fra det mørke Jylland
Traum
Heksen
Det møblerede værelse
Pan
Mosekonen
Skrigedalen. Tre fynske pisalikker
Allesjælesnat
Christina
Under overfladen
Grønne fingre
Frygten og grundejerne
Qivitoq
Beechiana
Spøgelset på Den Gyldne Løve
Choronzon
Skiftningen
Jeg ved nu, hvordan det hele ender

Læs et interview med Thomas Strømsholt på Fantastiske Forfattere

Besøg Thomas Strømsholt hjemmeside

Om De underjordiske:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen
Forlag: H. Harksen Productions, 186 sider