september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘gotik’

Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Aandemanerne

Som børn oplever Søren, Matthias, Samuel og Marie hver især noget uforklarligt, der lagrer sig i deres bevidsthed, og måske er det de oplevelser, der ligger til grund for det tætte venskab, der opstår mellem dem, da de starter på gymnasiet. En sommer tager de fire unge til Tisvilde, hvor Sørens fasters hus skal ryddes. Det der skulle have været nogle hyggelige arbejdsdage, ændrer pludselig karakter, da Samuel en aften opdager en skjult bygning i skoven.

”Åndemanerne” er blevet lanceret som en roman, men de 12 kapitler kan næsten læses som små individuelle noveller, idet de veksler (tilsyneladende) uafhængigt mellem hovedpersonerne på forskellige tidspunkter i deres liv. Efter de indledende fire kapitler hvor vi introduceres for de fire ungdomsvenner, hører vi bl.a. om en rejse til Hamborg, hvor Søren og Matthias turnerer rundt i nattelivet med uforudsete konsekvenser, mens Samuel er på jagt efter nogle breve af en digter, som han er dybt fascineret af, et andet sted i Hamborg.

Følgevirkningerne af turen til Hamborg hører vi om i de næste kapitler, hvorefter vi vender tilbage til Marie, som i mellemtiden er blevet gift og nu venter på, at hendes mand skal komme hjem. Denne længsel bringer skyggerne til live, og i et senere kapitel vender fortiden meget bogstaveligt tilbage til hende, og afslutter romanen på grummeste facon.

Det er svært at referere handlingen uden at afsløre for meget, idet en stor del af betydningen ligger i sammenspillet mellem kapitlerne, som ikke bør afsløres i en anmeldelse. På den måde er ”Åndemanerne” en meget fascinerende roman, som i sin opbygning minder lidt om et puslespil, hvor hvert kapitel lægger en ny brik til forståelsen.

Det er også en lidt kompleks roman, idet Martin Wangsgaard Jürgensen ikke lefler for læseren ved at udpensle sine pointer eller forsøger at score hurtige point ved at lade mere klassisk uhygge spille hovedrollen. I stedet er det langt hen ad vejen den underspillede gru og det skjulte begær, der pludselig bliver virkelig, hvilket lader kapitlerne sætte sig i ens underbevidsthed, hvor de rumsterer videre, længe efter at man har lagt bogen fra sig.

Martin Wangsgaard Jürgensen inviterer læserne ind i et tusmørke Danmark, hvor det ukendte lurer under hverdagens grå virkelighed, og hvor ulykkelige skæbner fører læserne helt ud sindets afkroge. Det er både trøstesløst og forfærdeligt, men også ualmindelig godt skrevet, og jeg blev med det samme indfanget af denne anderledes, men meget vellykket roman, som både skræmmer og besnærer.

Martin Wangsgaard Jürgensen er mag.art. i middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet. Han står bag bloggen ”Fra Sortsand” der beskæftiger sig med bøger og musik indenfor horror, science fiction og fantasy. ”Åndemanerne” er hans romandebut, men han har tidligere fået udgivet enkelte noveller, bl.a. “Frelse gennem bod” sammen med Jacob Krogsøe i “Undergang” samt “Under marehalmen” i “Grufulde mørke“.

Besøg Martin Wangsgaard Jürgensens blog

Læs også Jacob Krogsøes omtale af ”Åndemanerne” på Planet Pulp

Se mere og bestil bogen på H. Harksen Productions hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: december 2014
Omslag: Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Blodrus af Sebastià Alzamora

Blodrus af Sebastià AlzamoraGotisk roman om umenneskelighed, krig og vampyrer

Da jeg læste pressemeddelelsen for Blodrus, var jeg slet ikke i tvivl om, at det lige var en bog for mig: ”Blodrus er en gotisk fortælling om det monstrøse i mennesket og om kampen mellem det gode og det onde; om fornuft og videnskab på den ene side og det okkulte og irrationelle på den anden – fortalt med en detektivromans fremdrift.”

Men jeg må erkende, at under de første hundrede sider havde jeg mest lyst til at lægge bogen fra mig, og det var kun, fordi jeg skulle anmelde den, at jeg holdt ud. Når det så er sagt, blev jeg til gengæld grebet af fortællingen i de sidste to tredjedele af romanen, så jeg var alligevel glad for, at jeg holdt ved.

Romanen foregår i Barcelona i 1936 i begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig. En præst og en lille dreng findes myrdet med bidemærker i halsen, og politiinspektør Gregori Muñoz sættes på efterforskningen. Men det er ikke let i en tid, hvor kirker og klostre hærges af yderligtgående anarkister, og hvor præster og andre religiøse bliver slået ihjel, uden at nogen tør forsvare dem.

Samtidig hører vi om de 27 kapucinernonner, som har overlevet og gemmer sig i deres kloster beskyttet af anarkisten Manuel Escorza fra FAI, som ellers står bag både mord og tortur, men som har sine egne grunde til at beskytte klosteret samt om en dommer og en læge, som har et helt eget eksperiment i gang.

Alzamora indlejrer en vampyrfortælling i en reel historisk ramme, og romanen handler i høj grad om umenneskelighed. Men ikke kun vampyrens umenneskelighed, for i krig er det svært for alle at bevare menneskeligheden og troen. En filosofisk, men også bloddryppende roman, som kræver lidt af sin læser.

Sebastià Alzamora er fra Mallorca, og Blodrus er hans første bog på dansk.

(Anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Blodrus:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Turbine, 284 sider

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Ligrøverne af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.

Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.

Historien inspirerede Stevenson til Ligrøverne, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.

På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.

Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.

En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.

Ligrøverne udkom som sagt to år før Dr. Jekyll & Mr. Hyde, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.

Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.

Om Ligrøverne skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914”:

“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”

Besøg forlagets hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Om bogen:

Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt

The Woman in Black (1989)

The Woman in Black, 1989Jeg må jo erkende, at jeg slet ikke var klar over, at The Woman in Black var blevet filmatiseret før 2012-udgaven. Heldigvis har jeg en god kollega, som kendte denne tv-filmatisering og kunne låne mig den, og trods dens mere teater-agtige filmatisering så var den klart en god oplevelse at se den.

Den unge sagfører Arthur Kidd må noget mod sin vilje tage til den lille by Crythin for at ordne boet efter enken Alice Drablow, der netop er død. Mrs. Drablow havde ingen familie og holdt sig for sig selv, og til begravelsen deltager kun Arthur og den lokale sagfører Mr. Pepperell. Eller dvs. Arthur ser også en sortklædt kvinde i kirken, men da han nævner hende for Pepperell bliver denne næsten helt hysterisk.

Kidd slår sig ned i den lokale kro, og herfra kører han med kusken Keckwick ud til enkens hus, der er beliggende på en lille ø ude i marsken, som der kun er adgang til under lavvande. I huset finder han et væld af gamle papirer, som han skal sortere, men han ser også den sortklædte kvinde igen. Og denne gang er der ingen tvivl om, at hun vil ham noget ondt.

Ved aftentide da Keckwick skal hente ham, hører han en rædselsfuld ulykke i tågen. Han er sikker på, at Keckwick er druknet, men da denne uanfægtet dukker op kort efter, går det op for Kidd, at han har hørt et ekko af fortidens begivenheder. Kidd beslutter sig for at holde ud, men langsomt sniger angsten sig ind på ham. Hvad er der sket i huset? Hvem er kvinden i sort? Og hvorfor nægter landsbyboerne at tale om hende?

Tv-udgaven af The Woman in Black følger et langt stykke hen ad vejen Susan Hills roman, men især i slutningen lader instruktør Herbert Wise historien udvikle sig i en anderledes retning – en rigtig grum og vellykket retning!

Man mærker selvfølgelig, at filmen er mere end 20 år gammel. Tempoet er adstadigt, og kameraet er meget mere stationært, end vi er vant til i moderne film, og scenerne kan derfor godt føles lidt teateragtige. Underlægningsmusikken er også meget bastant, men i det store hele følte jeg det slet ikke som et problem undervejs. Jeg blev opslugt af historien og levede mig helt ind i filmens univers, som jo også foregår omkring sidste århundredskifte, og derfor ikke mangler nutidens hurtige klipning m.m.

Filmen lever især på sin isnende stemning, som langsomt kryber ind på seeren. Pauline Moran, som spiller kvinden i sort, brænder fuldstændigt igennem på skærmen. Uden at hun ytrer et eneste ord, tvinges ens øjne hen på hende, hver gang hun er med i en scene. Hendes blik emmer af had, og man er helt overbevist om, at Kidd er i alvorlig fare undervejs. Også Adrian Rawlins, der spiller Kidd, bør dog fremhæves, idet han bærer store dele af filmen i alene-scener, hvor hans intensitet tydeligt skinner igennem.

Jeg kan klart anbefale også denne udgave af The Woman in Black, som The Terror Trap kalder: “a stunning example of terror firmly founded on solid performances, carefully constructed atmosphere and chilling imagery.”

Om filmen:

Instruktør: Herbert Wise
Udgivelsesår: 1989
Bygger på romanen af Susan Hill af samme navn.

Se filmen

The Woman in Black (2012)

The Woman in BlackThe Woman in Black er en film, jeg har været ret nervøs for at se. Dels fordi jeg var så begejstret for Susan Hills bog, og dels fordi hovedrollen som advokaten Arthur Kipps spilles af Daniel Radcliffe alias Harry Potter. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Radcliffe er fuldt ud overbevisende, og instruktør James Watkins har formået at lave sin egen kunstneriske version af Hills historie, som både yder originalen ret, men samtidig er sin helt egen.

Under fødslen af deres dreng dør advokaten Arthur Kipps hustru. Sorgen gør det svært for Kipps at fortsætte – både jobmæssigt og som far, og da filmen starter, er han blevet kaldt til samtale hos sin chef som giver ham en sidste chance. Tag til den lille by Cryphin Gifford og opgør boet af den nu afdøde Mrs. Drablow.

Det lyder umiddelbart simpelt, men da Kipps når byen, er ingen villige til at tale med ham. Han kan ikke få et værelse på kroen, og han har besvær med at få transport ud til Eel Marsh House, hvor Mrs. Drablow boede, og som ligger på en lille ø, der kun er tilgængelig ved lavvande. Og endnu mere mærkeligt er det, at beboerne af al magt forsøger at forhindre Kipps i at se deres børn. Kun tilflytteren, den rige Mr. Daily, lader til at ville hjælpe Kipps, og med hans assistance får Kipps taget hul på opgaven.

Han har ikke været længe i huset, før han opdager en besynderligt trist udseende kvinde, som tilsyneladende bor på øen. Og da han nævner hendes tilstedeværelse i byen, løber tingene helt af sporet.

Som sagt får vi James Watkins historie, og det betyder, at flere træk fra bogen er helt anderledes. F.eks. er Susan Hills Kipps forlovet og tager jobbet for at få råd til at gifte sig, mens Watkins Kipps er en sørgmodig enkemand. Ligeledes er også slutningen anderledes, og det klæder absolut Watkins udgave, at han tør gøre, som han gør. Og så er jeg som før nævnt meget positiv overrasket over Radcliffe, som trods sin unge alder (født 1989) formår at give sin figur en sørgmodig tyngde, der er ganske overbevisende.

Visuelt er The Woman in Black er holdt i mørke toner, og lydsiden er en solid medspiller i at underbygge den gotiske stemning. Gotik emmer også selve Eel Marsh House af, som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: ”The house is a masterpiece of production design, crumbling, forlorn, filled with the faded and jumbled Victorian possessions of doomed lifetimes”.

Ebert er ikke ligeså overbevist som jeg over Radcliffes præstation, men slutter dog sin anmeldelse af med ordene: “The movie nevertheless is effective, because director James Watkins knows it isn’t a character study. His haunted house is the star. The illnesses of local children provide ominous portents. Daily’s wife balances precariously on the edge of madness. And there is a most satisfactory scene at a railroad station that might have had Daniel Radcliffe wondering if he will ever, in his career, take a routine rail journey.”

Jeg kan under alle omstændigheder godt anbefale The Woman in Black, såvel til dem der holder af romanen, og til dem der ikke har læst den.

Om filmen:

Instruktør: James Watkins
Udgivelsesår: 2012
Filmatisering af Susan Hill “The woman in black” fra 1983.

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard

droemmenes-bogEventyrlig og underholdende roman om bøgernes magt

Når Mikkel Birkegaard fortæller, er bøger aldrig bare bøger. Det er de heller ikke i hans nyeste roman, der foregår i København i 1840’erne.. Her bestemmer Bogministeriet, hvilke bøger der må stå på folks hylder, og der kræves en særlig tilladelse at sælge bøger, men også at komme på byens biblioteker.

Hovedpersonen er en ung dreng, som efter sin faders mystiske død og familiens sociale deroute, ender som lærling hos bogrestauratoren Mortimer Welles. Mortimer Welles restaurerer dog ikke blot bøger. Han er også en form for amatør detektiv – og så er han yderst interesseret i Biblioteket. Et særligt bibliotek, som efter sigende er mange hundrede år gammel, og hvor alle bøger findes. Et bibliotek, som Bogministeriet vil gøre alt for at ødelægge, og som andre grupperinger vil gøre alt for at beskytte.

Den unge lærling lander midt mellem fraktionerne, og takket være en gave fra sin afdøde far får han adgang til det hemmelighedsfulde Bibliotek. Men selvom det umiddelbart lyder besnærende at få adgang til al verdens viden, er det ikke uden omkostninger. Og snart opdager han nogle yderst dystre hemmeligheder.

“Fra drømmenes bog” er en herlig blanding af røverhistorie og eventyr. Her fører hemmelige selskaber, mord og mysterier vores hovedperson ad kringlede veje mod en afslutning i mere end en forstand. Birkegaard maler et stemningsfyldt portræt af det gamle København under gaslampernes skær, hvor hestevogne knirker ad de skumle gyder. Her er viden lig med magt, og dem, der har magten, har ikke tænkt sig at dele den med nogen.

Jeg var fascineret af historien fra første side. Selvom jeg har læst anmeldelser, der ikke var helt så positive, så synes jeg absolut, at Mikkel Birkegaard holder den høje standard her i sin tredje roman, som også sprogligt er en fornøjelse at læse.

Man bjærgede min fars lig fra havnens mørke vande. Han var drevet ind i flådens område på den anden side af havneløbet, hvor kroppen havde kilet sig fast mellem to fartøjer. En uge i vandet og den gentagne gennembankning mellem de to både havde forvandlet hans krop til et opsvulmet stykke kød, gråt af kulde og begyndende forrådnelse, dækket af mørke mærker og sår. Jeg så ham aldrig selv i den tilstand, men jeg havde fantasi nok til at forestille mig de tomme øjenhuler stirre bebrejdende mod mig, anklagende og nådesløse fra deres sorte dyb. For var det ikke mig, der havde ladet ham gå? Var jeg ikke den sidste, der så ham i live, og måske den eneste, som kunne have stoppet ham?

Så jeg kan kun anbefale “Fra drømmenes bog” til alle bogelskere – især hvis du er til lidt eventyrlige drengerøvs-romaner.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forlag: C&K Forlag, 442 sider

Midvintersjæle af Phil Rickman

Midvintersjæle af Phil RickmanMidvintersjæle er på ingen måde horror, men med en kvindelig eksorcist i hovedrollen er jeg næsten nødt til at omtale den her på siden. Og når her så ovenikøbet er tale om en meget velskrevet og vældig interessant roman, bøjer jeg gerne genrebegrænsningen lidt.

Merrilly Watkins er enlig mor til en teenagedatter og præst i Herefordshire i grænselandet mellem England og Wales. En dag kontaktes hun af den nye biskop, som tilbyder hende jobbet som “sjælefrelsekonsulent” – en mere moderne betegnelse for eksorcist.

Merrilly er umiddelbart interesseret, men i stillingen sidder allerede en krakilsk ældre præst, som bestemt ikke bryder sig om at se sit job overtaget af en kvinde. Alligevel er Merrilly snart mere involveret i sjælefrelser-virket, end hun nogensinde havde forestillet sig at blive.

Ved siden af historien om Merrily hører vi om den unge kvinde Moon, der er meget fascineret af sin families keltiske oprindelse. Hun har tidligere haft psykiske problemer, men nu har hun har slået sig ned i familiens gamle lade for at skrive en bog om forfædrene. Men stedet gemmer på flere hemmeligheder.

Ad kringlede veje føres de to tråde sammen, og til sidst falder alle plottets strenge falder på plads.

Phil Rickman skriver godt, og han får det brogede persongalleri til at stå levende for læseren. I virket som sjælefrelser kommer Merrilly ud for en række overnaturlige hændelser, men Rickman beskriver episoderne plausibelt og skaber samtidig plads for læserens egen fortolkning af hændelserne, således at man til det sidste er i tvivl om, hvorvidt Merrilly virkelig oplever noget, om hun blot er psykisk ude af balance, eller om hun måske er offer for mennesker med tvivlsomme motiver?

Stemningsmæssigt kom jeg til at tænke på Andrew Taylors fremragende Genfærdets anatomi, hvor læseren føres ind i et autentisk og velbeskrevet skolemiljø i 1700-tallets England. Her er det blot den katolske kirke, der er omdrejningspunktet.

Jeg var meget betaget af Midvintersjæle, som er spændende på flere niveauer. Phil Rickman giver sig god tid til at udfolde historien, så her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet får læseren en tankevækkende og velskrevet fortælling om den hårfine grænse mellem det gode og det onde.

Om Midvintersjæle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Klim, 551 sider
Omslag: Joyce Grosswiler
Originaltitel: Midwinter of the Spirit

Se Phil Rickmans hjemmeside
Også omtalt på Bogrummet.dk

Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm NielsenDet er ikke fordi, at vi ligefrem bliver væltet af fagbøger på dansk om horrorgenren, og alligevel er det lykkes mig at overse Jonna Wennerstrøm Nielsens bog Gysets mestre, der udkom i 2010. Det skal der hermed rådes bod på.

Gysets mestre har undertitlen “Den tidlige gotiske roman i engelsk litteratur og dens efterfølgere: “Sensationsromanen” og detektivhistorien”, og Wennerstrøm prøver i udgivelsen at give læseren et overblik over baggrunden for det gotiske samt præsentere en række centrale værker og forfatterskaber.

Der findes, så vidt jeg er bekendt, ikke meget om den gotiske litteratur på dansk, selvom der er skrevet en lang række gode introduktioner på engelsk, bl.a. Fred Bottings Gothic. Dermed rammer Wennerstrøm en tør plet, og i korte kapitler giver hun først en brugbar (og veldokumenteret) indgang til gotikken, efterfulgt af en række portrætter af forfattere indenfor området med en kort analyse af relevante værker. Endeligt slutter hun af med at række ud over gotikken med introduktionen til både sensationsromanen og detektivhistorien.

Jonna Wennerstrøm Nielsen er bibliotekar og har flere udgivelser bag sig. Gysets mestre er dog den første indenfor horrorgenren. Her er tale om en udmærket omend til tider lidt kortfattet og lidt “snakkende” indføring i gotikken, men har man ikke mod på at kaste sig ud i de mange engelsksprogede udgivelser om emnet, vil de fleste kunne finde interessant viden her.

Udgivelsesår: 2010

Indhold:

Forord
Hvad er en gotisk roman?
Gotikken og arkitekturen
Hvad forstår man ved litterær gotik?
Gotikken og det dramatiske element
Hvorfor optræder den gotiske roman netop i perioden 1760-1820?
Den tyske indflydelse
Den nostalgiske længsel efter middelalderen
Hvorfra stammer ordet gotik?
Graveyard Poetry (kirkegårdspoesi)
Kejser Augustus sans for lov og orden
I det gotiske univers opereres med tre symbolske skikkelser
Gotikkens mange ansigter
De romantiske lyrikere, der fik inspiration fra gotikken
– William Blake
– Percy Byshe Shelley
– George Gordon Lord Byron
– John Keats
En annoteret oversigt over de benyttede værker om den gotiske roman
Gotiske romaner
– The Castle of Otranto
– The Mysteries of Udolpho
– Ambrosio or the Monk
– Frankenstein or the Modern Prometheus
– The Picture of Dorian Gray
– The Canterville Ghost
– Dracula
Sensationsromanen
Baggrunden for sensationsromanen
Samtidens syn på sensationsromanen
Sensationsromaner
– The Woman in White
– The Moonstone
– The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
– The Beach of Falesá og The Ebb-Tide
– The Turn of the Screw
Detektivhistorien
The Newgate Novel – og hvad deraf fulgte
Reformer indenfor det engelske retsvæsen
Detektivhistoriens “gyldne tid”^
Introduktion til de populæreste detektiver
The Hound of Baskerville
Vor tid og Gotikken
Biografier over forfattere
– Collins, William Wilkie
– Doyle, Arthur Conan
– James, Henry
– Lewis, Matthew Gregory
– Radcliffe, Anne Ward
– Shelley, Mary Wollstonecraft
– Stevenson, Robert Louis
– Stoker, Bram
– Walpole, Horace
– Wilde, Oscar

The Man in the Picture af Susan Hill

The Man in the Picture af Susan HillEfter skuffelsen over The Mist in the Mirror var jeg lidt spændt på, om The Man in the Picture også ville skuffe. Men heldigvis er Susan Hill her tilbage i klassisk god stil med en victoriansk spøgelseshistorie, præcis som den skal være.

Oliver besøger sin gamle mentor, Theo Parmitter, i Cambridge, hvor Parmitter fortæller ham en gådefuld historie om et maleri, han længe har haft i sin vartægt. Billedet, som forestiller et venetiansk karneval, kom i Parmitters hænder under en kunstauktion. Egentlig var det slet ikke hans normale stil, men maleriet kaldte på ham, så da han efterfølgende blev tilbudt at sælge det videre (og blot skulle nævne en pris), siger han klart nej.

Der er dog noget ualmindeligt ved maleriet, som er malet sidst i 1700-tallet, men som alligevel indeholder meget vellignende ansigter på nutidige personer. Og efterhånden som Parmitter fortæller Oliver hele historien om maleriet, går det op for ham, at billedet gemmer på en tragedie.

Susan Hill skaber en klassisk gotisk atmosfære i fortællingen, og hvor jeg ikke syntes, at historien helt hang sammen i The Mist in the Mirror, så fungerer plottet fint her i The Man in the Picture. En dejlig, velskruet og underholdende historie, der passer perfekt til en mørk og stormfuld aften.

Om The Man in the Picture:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Profile, 145 sider

The Mist in the Mirror af Susan Hill

The Mist in the Mirror af Susan HillJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så da jeg læste Susan Hills roman ”Kvinden i sort”, var jeg overbevist om, at her var en forfatter, jeg skulle læse mere af. Hendes bøger er dog langt fra alle gotiske gysere, men jeg fandt dog et par titler, som lød interessante. Heriblandt The Mist in the Mirror.

Efter en hyggelig aften i klubben hvor der er blevet udvekslet spøgelseshistorier, får fortælleren stukket et manuskript i hånden af en ældre herre, der har frekventeret klubben gennem mange år med ordene: ”I beg you, read it!” Manuskriptet indeholder Sir James Monmouth’s historie, og gengives som nedskrevet.

Som 5-årig døde Monmouth’s forældre, og han blev siden opdraget af en værge, der boede i Afrika og Asien. Da værgen døde, var Monmouth 18 år, og han fortsatte med rejserne. Han var nemlig blevet betaget af en opdagelsesrejsende ved navn Conrad Vane, og fulgte nu i hans spor. Som midaldrende besluttede han sig for at vende tilbage til England. Målet var at slå sig ned samt at skrive den endegyldige biografi om Vane.

Monmouth finder et værelse i London, men da han begynder at undersøge Vanes liv nærmere, møder han modstand. Ingen ønsker tilsyneladende at hjælpe ham med oplysninger, og samtidig sker der flere sære hændelser for ham. En ukendt dreng forfølger ham, lyde af gråd vækker ham om natten, og efterhånden bliver Monmouth i tvivl om sin forstand.

Det lykkes ham dog at finde frem til Vanes skole, og her får han et nyt spor – et spor, der peger i retning af Monmouths egen barndom, som han intet kender til.

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev ligeså betaget af The Mist in the Mirror, som jeg var af ”Kvinden i sort”. Selvom Susan Hill beskriver det gamle regnvåde London og Nordenglands uendelige hede overbevisende og med masser af atmosfære, så har historien slet ikke sammen intense stemning over sig. Monmounts oplevelser virker for så vidt levende nok, men slutningen forbliver underlig uforløst, og jeg må indrømme, at det aldrig kom til at stå klart for mig, hvad spejlet havde med historien at gøre? Men måske er det bare mig.

I hvert fald blev jeg lidt skuffet, men regner nu med at give Susan Hill en chance mere. Så mange nutidige forfattere er der jo heller ikke, som skriver gotiske gysere 🙂

Om The Mist in the Mirror:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Sinclair-Stevenson, 185 sider

Susan Hills hjemmeside