august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘horror’

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas Wilmann

Jeb Skulls makabre eventyr af Jonas WilmannSiden Jonas Wilmann debuterede som forfatter i 2009 med “The End”,  har han udgivet en lang række bøger. Enkelte på andre forlag, men de fleste som selvudgiver på sit eget forlag Kaos. Genremæssigt har han bevæget sig i horror, fantasy, science fiction og værker udenfor gængse genrebetegnelser. Han har skrevet romaner og noveller, og han har skrevet for børn, unge og voksne. Wilmann er med andre ord en både produktiv og alsidig forfatter.

“Jeb Skulls makabre eventyr” er seneste udgivelse, som Wilmann kalder: “et grumt og bloddryppende folkeeventyr“.

Hovedpersonen Jeb Skull er endier, dvs. en kunsthåndværker der rejser rundt og sælger sine varer, hvor han kommer frem. Jeb har bl.a. valgt denne profession, fordi han mildest talt ikke bryder sig meget om andre mennesker. Ved bogens start er han så træt af menneskeheden, at han beslutter sig for at gå igennem Den Sorte Skov, da han tilfældigt er i nærheden.

Den Sorte Skov er omgærdet af mystik. Der går fortællinger om, at skoven hjemsøges af både trolde og ligædere, men Jeb er en rationel mand, som ikke tror på trolddom. Så han beslutter sig for at gå gennem skoven, der udefra ikke ser særlig stor ud, og sælge sine varer til de få eneboere der bor derinde.

Men så let går det selvfølgelig ikke. Da Jeb holder hvil ved siden af en gammel gravplads, bliver han overfaldet af en sindssyg kvinde. Det lykkes ham at slippe væk, men i sin sårede tilstand farer han vild. I stedet vågner han op i en lille bjælkehytte, der tilhører kvinden Sicuuna. Hun forbinder hans sår og giver ham en drik mod eftervirkningerne. Men Jeb tror ikke på den slags hekseri, så da han atter forsøger at finde ud af skoven, smider han flasken fra sig. Det skulle han ikke have gjort …

“Jeb Skulls makabre eventyr” er en roman, men hvert kapitel fortæller en ny historie om Jeb Skull og hans oplevelser. Fra opholdet hos Sicuuna drager Jeb videre ind i skoven og støder på både landsbyer og omrejsende tivolier, men ligegyldigt hvor han kommer frem, tvinges han til at forholde sig til begivenheder og personer. Og det huer bestemt ikke den menneskesky endier.

Jeg plejer at være rigtig begejstret for Jonas Wilmanns udgivelser, men denne gang er jeg desværre ikke helt oppe at ringe. Dels synes jeg ikke, at sproget glider helt så ubesværet som sædvanligt, og så er tonen i fortællingen lidt for frisk-fyr-agtig-røverfortælling efter min smag. Det er så egentlig ikke fair at beklage sig over det, for her er jo netop tale om en eventyrlig roman. Men jeg kan nok bedre lide, når Wilmann er helt sort, eller i hvert fald ikke helt så lystig som her.

“Der er ingen, som kan vise dig ud af skoven. Jeg ved alt, hvad der er værd at vide her. Men hvis du leder efter andre mennesker, er der en by i den retning.” Han pegede og tilføjede: “Men pas på, Jeb Skull. De er ikke alle til at stole på.” Jeg kunne ikke lade være  med at le. Sikke en lille rad! Så højtidelig, og så vidste han simpelthen alt, hvad der var værd at vide heromkring! Jeg skulle til at finde på et eller andet morsomt quizspørgsmål, men drengens omrids begyndte at sløre for øjnene af mig. Jeg gned mine øjne. Skulle jeg nu allerede drikke det gule sjask igen?”

Når det er sagt, så er historien om Jeb Skull ikke dårlig. Her er både utroligt klamme passager og underholdende røverhistorier. Og så skal Aske Schmidt Roses flotte forsideillustration også fremhæves. Alt i alt er “Jeb Skulls makabre eventyr” letfordøjelig underholdning med et stænk klam gru – og det er jo heller ikke så tosset.

Skulle du have lyst til at læse om forhistorien til og arbejdet med bogen, så har Wilmann skrevet et interessant blogindlæg på sin hjemmeside.

Om “Jeb Skulls makabre eventyr”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Kaos, 220 sider
Forside: Aske Schmidt Rose

Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Mørkets skønhed af Vehlmann & KerascoëtMørkets skønhed er en fortælling om døden, ondskaben og skønheden i fordærvet

Forlaget Forlæns kommer ind i mellem med nogle virkelig lækre udgivelser. Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann er en af dem. Her er tale om en hardcover udgivelse med en vidunderlig forside, hvor omslaget nærmest føles som fløjl, så allerede før man åbner bogen, ved man, at her er tale om noget helt særligt.

Så overraskes man, idet illustrationerne de første sider minder om barnlige skitser, og jeg nåede lige at tænke at måske var det en fortælling for børn. Men det er det ikke! I stedet er det en fortælling om død, ondskab og fordærv, fortalt i de smukkeste billeder som både komplimenterer teksten og er en konstant kontrast. Det er virkelig stærkt lavet.

I skovbunden ligger liget af en lille pige. Hendes krop er hjem for en række små væsener, der nu må klare sig i skoven. Blandt væsnerne er Aurora. Hun er opsat på at sørge for, at tingene bliver som de var før, og at alt går retfærdigt til, og så er hun meget forelsket i den smukke prins, Hector.

Auroras hjælper er et lille abelignende væsen ved navn Plim, som udfører Auroras bud. Derudover præsenteres vi bl.a. for den egoistiske og ubetænksomme, men skønne Zelie. Timothea med kun et øje, som har fundet en lille baby i skoven. Og den selvstændige Jane, som Aurora ender med at se meget op til.

I starten er alt idyl mellem væsnerne, men så begynder problemerne. De mangler mad, husly, kommer til skade i skoven, og på et tidspunkt ’stjæler’ Zelia prins Hector fra Aurora. Så Aurora drager væk og finder også ly sammen med Jane. Men snart dukker de andre væsner op igen.

Mørkets skønhed er svær at give et referat af, og ovenstående er slet ikke fyldestgørende. Det er blot den rent overfladiske handling. Historien er nemlig fuld af lag og muligheder for fortolkning og fortælles som en hybrid mellem eventyr og horror. Jeg kom både til at tænke på ”Fluernes herre” af William Golding, ”Tommelise” af H. C. Andersen og ”Her fra min himmel” af Alice Sebold under læsningen, og kombinationen af gys og eventyr er utrolig vellykket.

Udgangspunktet for fortællingen er liget af en lille pige, og jeg forestiller mig, at de små væsner er elementer af hendes personlighed, som nu er sat fri. Et drab er jo en frygtelig hændelse, men fordærv og død fremstilles i fortællingen ikke som entydigt grimt. Zelias smukke kjole er f.eks. lavet af vinger fra de myg, der sværmer om liget, og titlen Mørkets skønhed antyder da også denne dobbelthed.

Fortællingen ser i det hele taget stort på begreber som godt og ondt. De små væsner er ofte så tankeløse og egoistiske, at deres handlinger umiddelbart fremstår onde men måske slet ikke er det? Bl.a. bliver en dukke sulten og spiser en af de andre, men så leger de øvrige bare, at dukken er gravid. Og da Zelie tvinger Hector til at sejle ud på søen, hvor han bliver spist af en tudse, samler hun efterfølgende de andre til en storslået grædeseance, hvor de sørger over ham.

Kerascoëts fantastiske illustrationer skal også roses. Kerascoët er et peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset, og så vidt jeg kan finde frem til, er Mørkets skønhed deres første udgivelse på dansk.

Illustrationerne er en blanding af ultrarealistiske billeder og naive, næsten barnlige figurer. Liget af pigen og illustrationerne fra skoven og dyrene heri er detaljerede og virkelighedstro, mens de små væsner er tegnet nærmest naivistisk. Det lyder måske umiddelbart som en underlig kombination, men det virker fantastisk. Farveskalaen er holdt i bløde pasteller, og illustrationernes poetiske udtryk står i stærk kontrast til de uhyrligheder, de små væsner udfolder i skovbunden.

Som sagt er der uanede muligheder for fortolkning af både billeder og tekst, og Mørkets skønhed er en udgivelse, jeg er sikker på at tage frem og genlæse mange gange. En stor anbefaling herfra.

Om Mørkets skønhed:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlæns, 94 sider
Originaltitel: Jolies Ténebrès
Illustrationer: Kerascoët (peudonym for Marie Pommepuy og Sébastien Cosset)

Læs også anmeldelsen på Serieland
Tak til forlaget Forlæns for læseeksemplaret

John Ajvide Lindqvist

 

 

John Ajvide Lindqvists bøger rummer indgående og interessante socialrealistiske skildringer af livet i svenske betonforstæder og den barske Skærgård, hvor der står bestialsk mobning, alkoholisme, arbejdsløshed, overlevelse og ensomhed på dagsordenen. Ved at kombinere de to genrer formår forfatteren at skrive om betingelsesløs kærlighed på tværs af liv og død, om smertende længsel og afgrundsdyb sorg.” (mag.art. Abigail Josephsen)

John Ajvide Lindqvist blev født i 1968. Før han debuterede som forfatter, optrådte han som gøgler, tryllekunstner og stand-up komiker samt skrev en del manuskripter til både teater og tv.

Lad den rette komme ind

I 2004 udgav han den socialrealistiske vampyrroman ”Låt den rätte komma in” om den 12-årige Oskar, som bor sammen med sin mor i det sociale boligbyggeri ved Blackeberg, hvis beboere hovedsageligt består af alkoholikere, arbejdsløse og enlige mødre.

Jeg blev med det samme fascineret af historien om skilsmisse drengen Oskar, som bliver mobbet i skolen. Oskar ser stadig faren ind i mellem – når han ikke drikker for meget, men han er en ensom dreng, så da pigen Eli flytter ind i opgangen sammen med sin bedstefar, tager han chancen. Det viser sig dog, at den ældre mand, der bor med Eli, er ikke hendes bedstefar, og at Eli ikke er en almindelig pige.

Samtidig er der en ritualmorder på spil i området. Han slår børn ihjel på bestialsk vis, og folk er forargede og rystede. Ved et tilfælde får en lokal spritter øje på noget. Men han tør ikke gå til politiet.

Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist“Lad den rette komme ind” er både velskrevet, spændende og rystende. I et område beboet af narkomaner og alkoholikere, som vil gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet deres trang, er en vampyrs behov for blod ikke uforståelig. Og i modsætning til sine menneskelige modstykker er blodet livsnødvendigt for vampyren, så set i det perspektiv er det ikke vampyrens gerninger, der er de mest forfærdelige.

Lindqvist beskriver Oskar og hans angst og drømme, så det går lige i hjertet. Da han møder den lige så ensomme og stigmatiserede Eli, opstår et smukt venskab, som på trods af de gerninger der følger med Elis vampyr-tilværelse, er en stærk kontrast til den umenneskelige mobning, Oskar oplever i skolen, og det fravær af opmærksomhed han oplever hos sine forældre.

John Ajvide Lindqvists egen barndom var ikke så fjernt fra Oskars. Ligesom sin unge hovedperson boede han alene sammen med sin mor i den belastede betonforstad Blackeberg udenfor Stockholm, og om sommeren var han hos sin far, der var fisker i Skærgården. I et interview til Politiken fortæller han, hvordan han blev mobbet og var meget isoleret og ensom som barn, og hvordan de oplevelser har præget hans forfatterskab: “Selv om jeg i dag er et lykkeligt menneske, kan jeg kun skrive mørkt og uhyggeligt. For min grundtone i livet, mit følelsesskelet, min verdensopfattelse, blev grundlagt, før jeg var 18.

”Lad den rette komme ind” er blevet filmatiseret to gange: i 2008 af Tomas Alfredson og i 2010 af Matt Reeves. Overraskende nok er begge filmatiseringer blevet yderst vellykket og fanger Lindqvists lavmælte, insisterende rå tone, der mikser det socialrealistiske med det magiske og skaber sit helt egen genre.

Håndtering af udøde

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist”Lad den rette komme ind” udkom på dansk i 2007, og allerede året efter kom oversættelsen af Lindqvists anden roman ”Hanteringen av odöda”. Ligesom i sin første roman lader han handlingen udspille sig på et socialrealistisk realplan, men tilfører denne gang zombier til ligningen. Og som i ”Lad den rette komme ind” er Lindqvists zombier lige så lidt genretro som hans vampyrer.

“Håndtering af udøde” handler om de praktiske og følelsesmæssige problemer, der opstår, hvis en afdød vender tilbage fra graven. Den tematiserer familiernes længsel, skræk og kærlighed. Det giver bogen nogle stærke eksistentielle undertoner, og som genre kan den betegnes som et krydsfelt mellem en eksistentialistisk og en socialrealistisk zombieroman. (mag.art. Abigail Josephsen)

En langvarig hedebølge har plaget Stockholm. Den kulminerer en aften, hvor de elektriske apparater går helt amok, og hvor en voldsom hovedpine angriber alle. Med et stopper det, og alt bliver atter normalt – tror man da, for kort efter vågner de første døde op.

Romanen følger tre familier, som alle har mistet et medlem, der genopstår. Journalisten Mahler har for knap to måneder siden mistet sit barnebarn. Han får et tip om, at de døde vågner på hospitalerne, og tager ud for at dække sagen. Men da det går op for ham, at det rigtigt sker, tager han ud på kirkegården og graver sit barnebarn op.

Stand-upperen Davids kone er netop omkommet i en trafikulykke, men hun vågner op kort efter at være erklæret død – smadret næsten til ugenkendelighed men med evnen til at tale en smule, hvilket ingen af de andre døde kan.

Endelig er der også teenageren Floras morfar, som har været død i et par uger efter mange år som dement. Han kommer tilbage til mormoren Elvy, og både hun og Flora får mærkelige syn, når de er nær ham. Begge har altid haft evnen til at “læse” andre menneskers følelser, men nu begynder de også at se mærkelige syner.

Mange bøger og film om zombier spiller på, at zombierne er tankeløse dræbermaskiner, som kun har et mål: at dræbe og spise mennesker – også de fortællinger som bruger zombier til at vise os noget om samfundet og vores vilkår heri. Men John Ajvide Lindqvist bryder denne genretradition. Hans zombier er ikke aggressive fra starten af. I stedet er de tomme beholdere, som fyldes op af de følelser, menneskene omkring dem har. Desværre har mennesker en tilbøjelighed til at frygte det, de ikke forstår, så dermed kommer det alligevel hurtigt til konflikter mellem de døde og de levende.

Jeg havde store forventninger til ”Håndtering af udøde”, fordi jeg var så begejstret for Lindqvists første roman, og heldigvis er også ”Håndtering af udøde” er yderst læseværdig. Dels synes jeg, det er fascinerende at se, hvordan Lindqvist forestiller sig det svenske samfunds forsøg på at implementere de døde. Er det f.eks. ok at udføre eksperimenter på dem, som man aldrig ville gøre på levende? Må folk beholde deres døde hjemme, eller skal de samles? Og hvis de skal samles, er det så på hospitaler, i lejre eller noget helt andet?

Samtidigt beskriver han utroligt smukt sorgen over døden, og de tanker man får, når man mister en elsket, ligesom hans beskrivelser af den had og frygt de døde giver de levende er troværdig og forfærdelig på samme tid.

Nogle anmeldere har følt sig fristet til at tolke ”Håndtering af udøde” som en kommentar til, hvordan det svenske samfund behandler flygtninge og andre ”anderledes”. Til det svarer Lindqvist i interviewet til Politiken, at sådan kan den læses, men det var ikke sådan, han skrev den: “Jeg tænkte ikke på nogen bestemt gruppe, da jeg skrev. Men når vi, som mennesker ofte gør, siger vi, er det en forudsætning, at der er nogen, der er dem. Og så kan man sige, at dem er de handikappede eller indvandrerne, men dem, som er allermest dem, er de døde.”

I et andet interview i Weekendavisen fortæller Lindqvist: ”Jeg vidste helt fra begyndelsen, at ’Håndteringen Af Udøde’ skulle slutte dér, hvor en almindelig zombiefilm begynder, nemlig dér, hvor zombierne bliver aggressive, og man forsøger at bekæmpe dem med våben. Det synes jeg er ret kedeligt, så den del af historien er udeladt.”

Hvis man alligevel skulle have lyst til at finde ud af, hvad der videre sker med zombierne i Stockholm, så har Lindqvist skrevet en 110 sider lang fortsættelse ”Sluthandteringen” som findes i novellesamlingen ”Pappersväggar”. Historien foregår to år efter, hvor en gruppe læger eksperimenterer med de døde for at finde ud af livets hemmelighed, og er ifølge Lindqvist ”vældig væmmelig på en anden måde.”.

Menneskehavn

”…’Menneskehavn’ er velegnet til at kaste efter, hvem der stadig måtte se nedladende på genrelitteratur eller bare litteratur, der som Lindqvists arbejder ud fra f. eks. gysergenren. Mens den omvendt over for de forfattere, der tør beskæftige sig med genrelitteratur, sætter et højvandsmærke for, hvor meget der ad den vej kan opnås. (Jakob Levinsen)

Menneskehavn af John Ajvide LindqvistI ”Människohamn”, som er den tredje af Lindqvists bøger, der er blevet oversat til dansk, er stemningen mere magisk end i de første romaner. I stedet for vampyrer og spøgelser bruger Lindqvist den svenske folklore som afsætning for historien, der nærmest ender som en episk slægtshistorie, som fortælles i adskillige spor med mange tilbageblik og med Lindqvists sorte humor.

Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö (hvor Lindqvist i øvrigt selv tilbragte sine somre hos sin far), og han kommer stadig jævnligt dertil med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten, men mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunnet tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.

Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?

Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.

Det er svært at fortælle ret meget om handlingen i “Menneskehavn” uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.

Som i sine tidligere romaner skaber John Ajvide Lindqvist et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. At vi som læsere tror på det, skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og så beskriver han de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.

Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig betingelsesløs kærlighed og ubærlig sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner? Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogle gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogle gange vil dette noget os ikke kun godt.

Lille stjerne

Lille stjerne af John Ajvide LindqvistDer skal en vis portion råstyrke til for at læse svenske John Ajvide Lindqvists »Lille stjerne«, og man skal helt over i den billige splatterlitteratur for at matche den vold og ondskab, der hersker i denne foruroligende og groteske roman om voksensvigt, manglende kærlighed og de berørte børns hævn. Men hvad de mere underlødige kioskbaskere mangler i psykologisk dybde og sprogligt overskud, har Lindqvist til overmål, og hans seneste epos kan for så vidt bedst kategoriseres som en litterær pendant til Tarantino. (Merete Reinholdt)

John Ajvide Lindqvists seneste roman på dansk er ”Lille stjerne”, som udkom i 2013. Fortællingen starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver Theres en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om Theres møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille, småtyk pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind, og efterhånden isolerer hun sig mere og mere.

Da Teresa under en X-factor udsendelse hører Theres synge, bliver hun nærmest besat af hende, og de to piger knytter venskab i det virkelige liv. Via chatrooms kommer de i kontakt med flere piger, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

”Lille stjerne” er en foruroligende og voldsom roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold som en grum karikatur af den moderne verden og den menneskelige natur. Her er børnene følelsesmæssigt overladt til dem selv, mens de voksne har nok i deres egne drømme og ambitioner, og kun bruger børnene som projekter for at fremme disse.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket.

Også Theres er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Hun er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at Theres har en helt anden tilgang til verden end andre.

Det er fristende at sammenligne med Goldings klassiker ‘Fluernes herre’, for også hos Lindqvist er det gruppeprocesser, der sætter al indlært civilisation ud af kraft. I ‘Lille stjerne’ er det ikke en øde ø, der danner rammen om, hvad mennesker er i stand til, men snarere livet i et overfyldt samfund, hvor den enkelte er ensom og udgør sin egen øde ø. Chat-roomet bliver det sted, hvor ensomheden og taberfølelsen kan overskrides og udvikle sig på den hårrejsende måde, som Lindqvist udfolder med en imponerende og rystende fantasi…Det er måske meget godt, at vi ikke får stavet alt for meget ud om menneskets iboende ondskab eller lignende i skildringen af dette pige-ulvekobbel, der ender med at dræbe for at føle sig levende. Det, der står tilbage, er den originale skildring af gruppeprocesser, sat helt på spidsen, men desværre ikke uigenkendelige i deres grundsubstans.(May Schack)

Ligesom Lindqvists tidligere romaner er ”Lille stjerne” yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen. Men hvor Lindqvists fortællinger tidligere har haft en vis optimisme i slutningen, er ”Lille stjerne” barsk og grum uden meget håb.

Skrivestil

For mig er noget af det fantastiske ved John Ajvide Lindqvist, hvordan han implementerer det overnaturlige og magiske i det realistiske univers, og bruger de overnaturlige elementer som et middel til at fortælle store historier om alment menneskelige vilkår. Hvad enten det er en datters forsvinden i ”Menneskehavn” eller de dødes tilbagekomst i ”Håndtering af udøde”, så giver han læseren en indsigtsfuld og realistisk skildring af, hvordan almindelige mennesker reagerer i ualmindelige situationer. Hans romaner er genre-hybrider, der nok spiller på gysets elementer, men også altid bevæger sig i andre retninger samtidig.

Et andet stort plus er, at han skriver fremragende med en underliggende humor midt i alt det onde. Han er heller ikke bange for at afprøve forskellige fortælle-teknikker. I ”Menneskehavn” lader han således synsvinklen skifte mellem fortid og nutid og mellem forskellige personer, mens han i ”Håndtering af udøde” indlægger avisartikler m.m. for at give historien en mere dokumentarisk realisme. Og på trods af de magiske elementer er hans fortællinger lavmælte og først og fremmest realistiske.

”Jeg synes, det er sjovt, når man kan tro på illusionen en stund. På en måde ligner trylleri og skriveri hinanden meget. Man træner og træner og bliver bedre og bedre, men til syvende og sidst handler det om en teknik til at fremstille det fantastiske. At skrive er en teknik, der gør det utrolige troværdigt.” (John Ajvide Lindqvist)

Ligesom hos en anden af mine yndlingsforfattere, Stephen King, bruger John Ajvide Lindqvist også ofte børn som hovedpersoner. Det gør han helt bevidst, idet han mener, at man som læser bliver særligt engageret i børn, fordi man gerne vil beskytte dem, og ønsker at de skal klare sig. Hans børn er dog ikke nødvendigvis umiddelbart særligt elskelige. F.eks. samler Oskar fra ”Lad den rette komme ind” på avisklip om brutale mord, og drømmer om at tage blodig hævn på sine klassekammerater. Men ved at gøre sine personer flerdimensionelle, gør Lindqvist dem også mere troværdige, så man ender med at have både forståelse og sympati for dem.

John Ajvide Lindqvists monstre er heller ikke typiske for horrorgenren, selvom han bruger både vampyrer og zombier. De er ikke onde i sig selv men eksponenter for ”noget andet”, og det interessante hos Lindqvist er, hvordan vi tager hånd om dette andet. For ham er ondskab ikke noget udefrakommende, men noget mennesker skaber imellem sig, og med sine bøger viser han, hvordan gyset fungerer, når det bliver trukket ned på hverdagsniveau. I interviewet til Politiken siger han: “Et monster bliver ikke interessant – eller skræmmende – før det også bliver muligt at føle noget for ham. Det var hele ideen med mine zombier. Det er vigtigt at kunne elske sine monstre”. På den led bringer hans monstre mindelser om f.eks. Mary Shelleys Frankensteins monster, der ikke var skabt ondt.

Samtidig foretrækker han dog selv at gestalte frygten for forandringer igennem kroppen frem for igennem psyken. Han fortæller til Weekendavisen: ”Der er nogle, der har læst ’Lad Den Rette Komme Ind’, som om vampyren Eli bare er en projektion af Oscars fantasi. Sådan er det absolut ikke. Det er meget mere uhyggeligt, når det eksisterer.”

På mange måder er John Ajvide Lindqvist ikke en typisk horrorforfatter, men han har dog ikke det mindste imod at blive betegnet som sådan. ”Jeg tror, at jeg er et af den slags mennesker, som nyder at blive skræmt. En skrækforfatter arbejder jo med både sin egen og andres generelle frygt. Det er en måde at leve gennem dem og se dem formet til en historie, der giver mening, hvilket hverdagens skrækkelige tildragelser som regel ikke gør.” (Information, 18.08.2010)

John Ajvide Lindqvist er en af de få ting, jeg misunder svenskerne. Han skriver grusomme historier fulde af kærlighed, had, sorg og angst, som oftest med et drys af sort sort humor. Historier der ikke kan undgå at påvirke læseren og give stof til eftertanke, samtidig med at man bliver elementært underholdt og nyder den smukt skrevne prosa. Han får samtidig også som en af de få horrorforfattere ganske ofte pæne anmeldelser af de etablerede anmeldere på aviserne, og selvom sidstnævnte ikke betyder meget for min læseoplevelse, så viser det alligevel, at ikke-genre entusiaster også kan læse med. Alt dette gør Lindqvist til en af samtidens største forfattere i mine øjne, så derfor kan jeg kun opfordre flere til at læse ham og få øjnene op for et stort forfatterskab.

Og skulle mine ord ikke være nok henviser jeg til nedenstående citat fra “Horror: a Literary History”, hvor Xavier Aldana Reyes i kapitlet om ‘Post-Millennial Horror, 2000-16’ nævner John Ajvide Lindqvist som en af de få genre-forfattere uden engelsk som første-sprog, der har fået litterær succes udenfor hjemlandet.

“Since the translation of his ‘Let the Right One In’, but especially after the critically acclaimed 2008 Swedish film adaptation by Tomas Alfredson and the American remake ‘Let Me In’, Ajvide Lindqvist’s work have been systematically, if slowly, apperaring in English; his persona has been compared to that of Stephen King. The truth is that his style does feel fresh, and his reluctance to offer finale answers or rounded resolutions – most notably in ‘Harbour’ and ‘Little Star’ – imbues his novels with an allegorical power that, although it can feel somewhat vague in places, shows the work of a truly ambitious writer interested in exploring themes such as the turmoil of adolescence, loneliness, death and mourning or the possibiblity of overcoming trauma. Like King, Ajvide Lindqvist is interested in child psychology, especially where the children are damaged or social outsiders. Unlike other horror writers, he focuses almost exclusively on working-class characters or otherwise downbeat figures who manage to escape simple social typecasting. His is the world of failed hopes and dreams, of bullied children, of drunkards who just get by and of families destroyed by sudden and unexpected death. And yet, in all his novels, there is a clear sense of hope and the possibility of a bright and promising future. His main message seems to be that life is gruelling and difficult, but that it can also be rewarding and fruitful for those who perservere and accept the prevalence of pain.” (side 201)

Læs mere om John Ajvide Lindqvist

http://johnajvide.com
John Ajvide Lindqvist, Forfatterweb vedmag.art. Abigail Josephsen
Hvad nu hvis … Weekendavisen 27.02.2009
Det er vigtigt at elske sine monstre, Politiken 21.03.2009
Manden, der elsker at skræmme, Information 18.08.2010
Hvor de døde våger, Jyllands-Posten 20.08.2010
Litteraturens Tarantino, Berlingske 06.04.2013
De dræber for at føle sig levende, Politiken 13.04.2013

Udvalgt bibliografi

Låt den rätte komma in, 2004 (Lad den rette komme ind, 2007)
Hanteringen av odöda, 2005 (Håndtering af udøde, 2008)
Pappersväggar, 2006
Människohamn, 2008 (Menneskehavn, 2010)
Lilla stjärna, 2010 (Lille stjerne, 2013)
Låt de gamla drömmarna dö, 2011
Tjärven, 2011

Udvalgt filmografi

Låt den rätte komma in, 2008 – D: Tomas Alfredson
Let me in, 2010 – D: Matt Reeves

Oprindeligt skrevet til bloggen Fra Sortsand

 

 

Køtere dør om vinteren af A. Silvestri

koetere-doerJeg er stødt på A. Silvestri i forskellige antologier, og har altid fundet hans bidrag interessante, selvom de ikke nødvendigvis helt er faldet i min smag. Lidt på samme måde har jeg det med novellesamlingen “Køtere dør om vinteren”, som er Silvestris første soloudgivelse.

De 31 noveller var oprindeligt tænkt til to novellesamlinger: én med realistiske historier og én med noveller i de fantastiske genrer horror, fantasy og science fiction. Dermed spænder samlingen mellem det fantastiske og underlige og så hverdagen og det realistiske. Enkelte af novellerne har en humoristisk undertone, men langt de fleste fortælles mere afdæmpet og til tider direkte trøstesløs. Man ved aldrig, hvilken oplevelse den næste novelle gemmer på, og flere af novellerne stod meget stærkt i min bevidsthed efter endt læsning.

Samlingen åbner med “Kakao”, fortællingen om en kvinde som kæmper med sin forbudte trang, og manden som fascineret forsøger at fange hendes opmærksomhed. En 100 % realistisk novelle som afløses af den surrealistiske “Husker du” om bibliotekaren Christian på 60 år, hvis hukommelse begynder at svækkes med voldsomme konsekvenser.

“Pengetransport” trækker tråde til den græske mytologi, mens “Exsanguis” spiller på biblens fortællinger. Novellen “Isolation” befinder sig i grænselandet mellem drøm og virkelighed, og det gør “Brune bamse” til dels også men ender ud i skræmmende horror. Og mens “Lille frøken Himmelblå” måske nok befinder sig reelt i vores verden, så er horroren dog ikke mindre heri. Også “Kædebrev” har klare horror-toner og bragte minder frem om både H. P. Lovecraft og “Hellraiser” af Clive Barker.

I “For Satan” forsøger Djævlen at få sig en efterfølger uden det forstyrrende menneskelige mellemled, og det betyder en tur på fertilitetsklinikken, og i “Sfinks” dukker katten Misser op hos Morten midt om natten for at fortælle ham om et mindre uheld. I “Fader Vor” får en pædofil far sin velfortjente straf, mens en anden fortæller sin historie i “Kæreste”, og en tredje må se fortiden i øjnene i titelnovellen “Køtere dør om vinteren”.

A. Silvestri er en teknisk dygtig forfatter, som ofte formår at sætte hele sin historie i spil i fortællingens sidste linje. Det er fremragende, når det lykkes. Samtidig kan han sætte en scene med meget få ord, og jeg blev hurtigt fanget ind af novellesamlingens dystre stemning. Jeg vil dog anbefale, at man læser novellerne i små bidder, da oplevelsen ellers næsten bliver for meget, og historierne derved mister deres kraft. Men tager du en novelle om dagen, vil du langt de fleste dage få en interessant og læseværdig oplevelse.

(anmeldt på Bogrummet.dk)

Indhold:

Kakao
Husker du
Det år faldt sommerferien på en torsdag
Sne
Og fuglene er sat fri
Pengetransport
Klor
Exsanguis
Fuldbyrdet
Isolation
Brølende kronhjort ved skovsø
Brune bamse
Lille frøken Himmelblå
Kæreste
Sudoku
Køtere dør om vinteren
Grund
Èclair
Alma Mater
Kædebrev
Strejfer
Dødsriget
For Satan
Detour
Sfinks
Blot lyd
Fader Vor
Farverig besjæling
Splitscreen
Porno
Kontaktbureau

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Hexameter, 345 sider

Skræk

SkrækOp gennem 1950’erne udgav EC Comics nogle af de bedste skræk-tegneserier igennem tiden med serierne “Tales from the Crypt”, “The Vault of horror” m.fl. I “Skræk” har Egmont Serieforlaget samlet en række af de bedste og oversat dem til dansk.

En af mine favorit-tegnere er Graham Ingels, som bl.a. har tegnet “Samling i sumpen”. En rejsende strander langt ude i sumpen, men heldigvis ser han lys fra et hus ikke så langt borte. En lille sørgmodig ældre herre lukker ham ind – nærmest som om han var ventet. Det viser sig, at den lille mand med vilje har flyttet vejskiltet, så den rejsende er kørt forkert, for hans bror bliver vred, hvis han ikke får nogen “at lege med”. Og for den rejsende er løbet kørt, men som i alle gode EC historier sker retfærdigheden alligevel fyldest til sidst. Ingels tegninger er fulde af atmosfære. Han bruger skygger utroligt effektiv og formår med få penselstrøg at ændre personernes udtryk fra sørgmodig til ond. Al Feldstein og Bill Gaines står for historien.

En anden lækkerbidsken er “Den der ler sidst” tegnet af Will Elder. Her kommer en temmelig overvægtig herre til lægen, fordi det gør ondt, når han ler. Og han er en rigtig praktical joker, så han ler ofte. Bl.a. lo han rigtig meget, da han narrede nogle drenge, så de troede, at en af deres venner var blevet kørt ihjel af toget. Desværre for manden fik joken fatale konsekvenser – og lægen har tænkt sig at få sin hævn. Will Elder har en helt anden stil med rene linjer og næsten ingen skygger i forhold til Ingels. Alligevel er også hans tegninger utrolig effektive, og slutbilledet af manden som er ved at grine sig ihjel er både morsomt og ubehageligt. Igen er det Al Feldstein og Bill Gaines, som har skrevet historien.

Den sidste historie, jeg vil fremhæve, er “Drømme” tegnet af Bernie Krigstein. En ældre kinesisk herre ligger og ryger opium, mens han fortæller sin historie. Han har altid været en svag mand, og hans hustru var den der passede på familien. Da hun dør, beslutter han sig for at tage sig sammen og udfylde sin plads som familiens overhoved, men i stedet ender det med, at sønnen træder til. Da sønnen bliver indkaldt, drømmer faren om hans død – og kort efter får han besked om, at drømmen er blevet virkelig. Nu har han kun sin datter tilbage, og endnu engang beslutter han sig for at tage sig sammen. Igen ender det dog i fiasko, og datteren må gifte sig med en mand, der mishandler hende. En nat drømmer faren, og datterens mand er død, og kort efter går også denne drøm i opfyldelse. Men i stedet for at blive lykkelig bliver datteren sigtet for mordet, og nu venter faren blot på den drøm, der kan udfri ham selv.  Johnny Craig har skrevet historien, som er anderledes sørgmodig i tonen end de fleste EC historier, og som er helt uden det humoristiske islæt, de normalt har. Tegningerne er drømmeagtige og passer godt til historien med deres blanding af lethed og mørke.

I alt indeholder samlingen 22 historier og i forordet giver Haakon W. Isachsen en god introduktion til EC Comics historie, samt en kort biografi til bladets tegnere og forfattere.

Om “Skræk”:

Udgivelsesår: 2006
Forlag: Egmont Serieforlaget, 180 sider