Indlæg tagget med ‘humor’

Tre gode børnegys fra Henrik Einspor

Henrik Einspor driver forlaget Løse Ænder, der udgiver børne- og ungdomsbøger. Altid med et øje for kvalitet, både hvad angår historie, layout og forside. For nyligt fandt jeg tre nye udgivelser fra forlaget i min postkasse: Døden i Råbjerg Mile, Skudt ned og Masser af slim.

Døden i Råbjerg Mile

Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor

Døden i Råbjerg Mile tilhører Einspors røde serie. Det er bøger skrevet til børn og unge fra 12 år, der har udfordringer med at læse. Bøgernes lixtal starter allerede ved 6, uden at det går ud over læseoplevelsen. På trods af det lette læseniveau passer indholdet nemlig til de lidt mere modne læsere, og det er også tilfældet med Døden i Råbjerg Mile.

En geolog lejer en gammel hytte tæt på Råbjerg Mile. Klimaændringerne har medført tørrere somre og flere storme. En kombination, der får milen til at bevæge sig hurtigere end tidligere. Geologen skal måle, hvor hurtigt den bevæger sig, men hvad kan man gøre for at stoppe en løbsk natur? Og er milen måske mere end det?

Der er en ildevarslende stemning i historien næsten fra første side. Einspor beskriver sandets indtrængen og vindens hylen yderst atmosfærefyldt, og jeg kom til at tænke på historier som fx Martin Wangsgaard Jürgensens novelle ‘Under marehalmen‘, selvom sidstnævnte er et mere sofistikeret gys for voksne.

Uddrag:

“Nå, går alt som det skal?” siger han. Han sender mig et blik som for at antyde, at jeg da vist er lidt tosset. Sådan at gå og måle sand hele dagen.

“Jeg har sand alle vegne,” siger jeg.

“Ja, milen bliver man ikke fri for.” Han nikker mod sandet. “I min tid er den rykket ind på os. Da jeg var barn, lå den helt derude.” Han peger på et punkt bag skoven.

“15 meter om året,” nikker jeg.

“Meget mere nu,” afgør han. Hunden piber lavt. Den virker urolig. Simoni tysser på den og rykker i dens snor.

“Af og til må man bøje sig for moder natur,” siger jeg. “Men ro på. Det tager kun 40 år, så er den forbi.”

Simoni smiler ikke af min spøg. Han kaster et blik på milen.

“Hun vil os ikke noget godt,” siger han. Det ser ud, som om han gyser.

“Hun?”

Simoni rømmer sig. Så giver han sig til at tale om gamle dage. Det viser sig, at hans oldefar havde en gård her for længe siden. Gården og dens jord er nu et sted under sandet. Han blev drevet bort. Som mange andre. (side 21-23)

Skudt ned

Skudt ned af Henrik Einspor

Skudt ned tilhører ligeledes Løse Ænders røde serie.

Joe Hell er agterskytte i et B-17 bombefly, han og de andre besætningsmedlemmer kalder Lucky. 20 gange har hun fløjet dem sikkert ud og hjem på togter over Tyskland. Men denne gang går det galt. Lucky styrter ned, og Joe Hell må springe ud med faldskærm. Han ender på en lille ø i Nordsøen, hvor han beslutter sig for at skjule sig, indtil han kan finde en måde at komme væk på. Han ved, at de allierede soldater skal passe på lokalbefolkningen, som ofte føler et stort had til flyverne for at bombe deres land. Men det viser sig, at det er en helt anden trussel, der gemmer sig på øen. Nazisterne bruger nemlig øen som et laboratorium for udviklingen af uovervindelige supersoldater.

Skudt ned skal helt sikkert nok finde sine fans blandt actionhungrende unge. Med sin blanding af krigsdrama og hemmelige eksperimenter sker der noget på hver eneste side, uden at historiens lave lixtal sænker underholdningsværdien.

Uddrag:

De kom som sværme af hvepse. Det kan nok være, vi fik travlt.

Jeg fik en i sigtet. En Focke-Wulf 190. Hurtigt som et lyn. Men dens pilot var en ren amatør. Nok helt ny. Og uvant med kamp. Han tøvede lidt for længe. Det gjorde jeg ikke. Jeg gav ham to korte salver. Ra ta ta ta! Ra ta ta ta! Jeg så mine kugler danse hen over hans fly. Smadre motor og propel. Det brød straks i brand og gik ned med en hale af ild efter sig. Ingen pilot kom ud. Fint. En mindre. Næste! Jeg så mig om efter et nyt mål. (side 14)

Masser af slim

Masser af slim af Henrik Einspor

Masser af Slim er femte uafhængige bog i serien om Jack Stump. Drengen der drak plantegift, gik i koma og vågnede 20 år senere, helt grøn. Nu driver han detektivbureauet De Grønne Detektiver sammen med Dick og Sue i byen Doom Town. De har fokus på økologien og naturligvis kun blyfrit bly i skyderne.

Historien udspiller sig op til jul, men kan sagtens læses hele året, hvis du er til grinegys og masser af action.

Sue er ved at pynte kontoret op til jul, men hverken Dick eller Jack er i særlig høj julestemning. De kommer ovenikøbet til at ødelægge alle Sues forberedelser, så hun smider dem ud for at skaffe både julestemning og penge. Det lykkes Dick og Jack at få et job i Megaton storcenter, hvor de skal spille julemanden og hans grønne alfehjælper – en rolle Jack er som skabt til. Samtidig skal de holde øje med lommetyve, som Megaton har været plaget af. Men selvfølgelig kommer de to i store problemer. Problemer der involverer både mega meget slim og nisserobotter.

Jeg er vild med den gakkede humor, og hvordan Jack altid får reddet sig ud af de mest tossede situationer – som han ofte selv er skyld i. Her er både action, spænding og masser af grin, og selvom serien er for de +10 årige, så kan man som voksen godt grine med.

Uddrag:

Sue kom ind hidkaldt af støjen. Hun holdt en dåse brunkager i hænderne. Men det var synd at sige, at hun blev begejstret ved synet af kontoret.

“Hvad har I to klaphatte gang i?” råbte hun.

“Det var ikke mig,” sagde jeg.

Sue så sig om. Vores kontor var forvandlet til et julelandskab, men ikke på den gode måde. Alt var dækket af hvidt skum, selv Dick lignede en snemand.

“Alt er under kontrol,” lød det inde fra skummet.

Sue fik et udtryk i ansigtet, som gjorde, at jeg var glad for, at det ikke var mig, som stod med brandslukkeren. Det kan godt være, at ilden var under kontrol, men det var Sues humør ikke.

“Store, julehadende turbotorsk,” skreg hun og fyrede hele dåsen med økologiske brunkager efter ham.

Dick nåede ikke at dukke sig og fik kagedåsen lige i låget. Og låget gik af (altså kagedåsens låg), og så var der ellers økologi ud over hele kontoret. (side 9-10)

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bøgerne til anmeldelse

Om bøgerne:

Titel: Døden i Råbjerg Mile
Udgivelsesår: juli 2021
Forlag: Løse Ænder, 48 sider
Omslag: Johannes Bojesen
Lix: 8

Titel: Skudt ned
Udgivelsesår: juli 2021
Forlag: Løse Ænder, 88 sider
Omslag: Peter Snejbjerg
Lix: 8

Titel: Masser af slim
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Løse Ænder, 109 sider
Omslag: Tommy Kinnerup

Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev

Hit And Run Mutants af Tue Sprogø og Zven Balslev

Forleden fik jeg en besked fra biblioteket. Der var kommet en tegneserie hjem til mig. Det viste sig at være Hit And Run Mutants af Tue Sprogø og Zven Balslev. Jeg husker overhovedet ikke, hvordan jeg faldt over den i første omgang, og havde egentlig ikke planlagt at lave et indlæg om den. Men den var så charmerende (hvis man da kan sige det om totalt splattet horror), at jeg alligevel var nødt til at nævne den her.

Af forordet fremgår det, at arbejdet med Hit And Run Mutants startede under en ‘come together and draw’ seance for tegneserie-tegnere. Det endte dog med, at kun to dukkede op – Sprogø og Balslev. De kastede sig alligevel ud i det, og efter et par timer havde de den første side i det, der siden blev til Hit And Run Mutants.

Already from the start we knew that we wanted the story to take place in a kind of post-apocalyptic setting. A bleak futuristic world. The kind of world where MAD MAX (and al the cheap italien rip offs) take place. But also a world filled with mutants, robots and mad scientists!” (fra introduktionen)

Historien er opdelt i tre kapitler. Et nutidigt hvor vi følger en biljagt. Et tilbageskuende hvor vi er på besøg i et skummelt laboratorium. Og tilbage til nutiden hvor en ny spiller dukker op hos de overlevende fra biljagten i første del.

Som det fremgår, er historien ikke epokegørende nytænkende. Men for dulan den er charmerende, hvis du som jeg er til splat og B-films action.

Illustration af Tue Sprogø og Zven Balslev

Tegningerne er holdt i sort/hvid, og som et benspænd for dem selv besluttede Sprogø og Balslev at de begge skulle tegne noget på alle siderne. Da deres tegnestile er ret forskellige, kunne det godt være blevet et værre rod, men jeg synes, at det virker. Et særligt godt eksempel på det er illustrationen til højre, hvor de bogstaveligt talt har tegnet hver deres halvdel af figuren.

Jeg tror desværre ikke, at man kan købe Hit And Run Mutants mere, så hvis du er blevet nysgerrig, må du gøre som jeg og låne den på biblioteket. Og det kan anbefales 🙂

Om Hit And Run Mutants:

Udgivelsesår: 2015
Udgiver: Cult Pump Comix, 32 sider
Illustationer: Tue Sprogø & Zven Balslev

Læs også:

Absurd
Creepy presents: Richard Corben
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Kulkælderen #5
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Metrozone af Søren Mosdal
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Creepy presents: Bernie Wrightson

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Forleden læste jeg et opslag min kollega Janus havde skrevet på eReolen om 5 måder, det kunne være gået galt. En af de titler, han nævnte, var Peter Adolphsens Rynkekneppesygen, som jeg tilfældigvis havde liggende. Da hans omtale var så positiv, skyndte jeg mig at læse den. Og jeg må sige, at det var en både sær, skæv og humoristisk oplevelse, der samtidig sine steder er skræmmende aktuel.

Forlagets beskrivelse:

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’. (Gyldendal.dk)

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Tue Andersen Nexø i Information
Der hittes på til højre og venstre i Peter Adolphsens nye roman, “Rynkekneppesygen”, og det med en ubesværet og overlegen bevægelighed. På godt 200 sider zigzagger man gennem liderlig overdrive og pludselig smertelighed hele vejen fra mikrobernes opkomst i det ydre rum over medicinske redegørelser og til sygdommens forskellige ofre og deres forbløffende ens skæbner. De knepper i det store hele, til de dør.
Man bevæger sig fra udredninger af sprog på andre planeter til underhudens niveauer, fra prosexfeminisme til subtile forandringer i de sociale koder i rynkekneppesygens tid. Man bevæger sig fra biologisk science fiction til mikromagi. Men især bevæger man sig boblende hurtigt fra scene til scene.
(Læs hele anmeldelsen i Information, 26.08.2017)

Anmeldt af Merete Reinholdt i Berlingske Tidende:
Det poetisk klare sprog, tag bare en sætning som: »brisen riflede vandoverfladen«, de nørdede (pseudo) naturvidenskabelige beskrivelser, de humoristisk studentikose formuleringer som f. eks. en »post-ejakulatorisk omtåget« Artur, de litterære og musikalske henvisninger og ikke mindst den bidende morsomme sarkasme i dette vanvittige samfundsportræt, gør »Rynkekneppesygen« til et vidunderligt, vedkommende og vovet værk om fornuft, følelser og adfærd i Velfærdsdanmark. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende, 26.08.2017)

Anmeldt af Jette Holmgaard Greibe på Litteratursiden:
‘Rynkekneppesygen’ er en roman, der på alle måder giver et billede af, hvad der kan ske i samfundet, når normaliteten sættes ud af kraft. Når man skal undgå kropskontakt, busserne ikke må tage alle passagerne med, og der oprettes karantænesteder har vi brug for at kanalisere vores frustration og angst ud. Når nogle af samfundets trygge spilleregler ikke gælder, begynder vi at dømme hinanden, og en form for anarki opstår. Romanen kaster et sarkastisk blik på velfærdssamfundet og på vores syn på sex, pornografi og gammeldags kærlighed. Et bud på en mulig fremtid eller en aktuel samtid, som både er skræmmende og vanvittig. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Birte Strandby på Bogvægten:
Science fiction genren benyttes ofte til at udfordre og undersøge et samfunds grænser og strukturer samt til at sætte perspektiv på den givne virkeligheds rammer og normer. Rynkekneppesygen er altså i denne henseende ingen undtagelse, og selvom hændelserne i romanen er absurde og ofte bærer et komisk præg, formår Adolphsen qua sit store fortæller-talent at komme med en stærk og overbevisende kommentar til individets og fællesskabets reaktionsmønstre, når traditionelle tabuer som seksuel drift og dødsangst i absurd forening tages op til behandling. Det er interessant, det er begavet og det er ikke mindst underholdende læsning. (Læs hele anmeldelsen)

Om Rynkekneppesygen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 246 sider
Omslag: Andreas Kjærgaard

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Morf af Frank Brahe
Drifter / red. Nikolaj Højberg
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Dansk standard af Kim Leine
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger. Til gengæld drikker hun alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med Tredive dages mørke. En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

Jeg er vild med udgangspunktet om en litterær snob, der tvinges til at skrive en krimi, fordi: det kan alle gøre! Hannah er nemlig ikke en særlig sympatisk hovedperson. Hun er en arrogant, mistroisk enspænder, der holder alle fem fod fra livet.

Hannah starter sin eftersøgning med alle krimigenrens klichéer som udgangspunkt, men opdager at verden ikke er så simpel. Samtidig kommer hun meget mod sin vilje tættere på Ella, ligesom hun bliver involveret i andre af byens indbyggere under forsøget på at opklare mordet på Thor. Ikke mindst den lokale betjent Viktor og hans kone Margrét. Og efterhånden opdager Hannah, at hun ikke mere står uden for og betragter livet, men at hun rent faktisk deltager. Nu er det ikke et spørgsmål om at få skrevet krimien, men om rent faktisk at hjælpe Ella.

Som Hannah opdager undervejs, er det ikke helt let at skrive en god krimi. Men det er lykkes for Jenny Lund Madsen. Tredive dages mørke er en charmerende og spændende krimi med en original vinkel og en interessant hovedperson. Jeg er vild med metalaget om litterær værdi, som dog på ingen måde overskygger den gode historie. Tværtimod er vi underholdt på bedste vis hele vejen.

En varm anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview-kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog. Mængden griner, Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, hed din forrige udgivelse ikke Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der går i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten. (side 22-23)

Om Tredive dages mørke:

Udgivelsesår: 18.09.2020
Forlag: Grønningen 1, 332 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Læs også:

Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Døden på stranden af Ann Cleeves
Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
De efterladte af Palle Schmidt
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Udød af Ruben Greis

Udød af Ruben Greis

Love it. Love it. Love it.

Udød af Ruben Greis er hylende morsom, fuld af splat og med actionknappen drejet på maximum fra første side.

Den splejsede teenager Tom har ikke meget kørende for sig, og nu har bonus lillesøsteren også ødelagt hans PlayBox. Så Tom må tage et sommerferiejob som rengøringsassistent på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning for at få råd til at købe en ny. Her kommer han til at arbejde sammen med Paquita, som mildest talt ikke er imponeret over Tom eller sommerferieafløsere i almindelighed.

En dag bryder helvede løs på Riverside. Pludselig dukker nogle zombie-lignende væsener op, der forsøger at bide og dræbe alle de møder. Tom overlever sit første møde med de udøde og slår sig sammen med forskningsassistenten Barbra og siden støder også Paquita til gruppen.

Men begivenhederne udvikler sig fra skidt til værre. Kan Tom træde i karakter som zombie-dræber? Hvad er Liebermann konferencen? Vil det lykkes Ronnie at få fat i sin Milky Way? Har Singh-Singh virkelig fået fat i “Final Death: Uncut!”? Og hvem er Brian?

I et interview med Xenias Bogblog fortæller Ruben Greis, at han godt kan lide zombier. Det fremgår tydeligt af Udød, der er en stor hyldest til zombiegenren. Historien er fuld af hints og referencer for zombie-nørder.

Den gale videnskabsmand hedder f.eks. Hubert West (Re-animator). En af de kvindelige hovedpersoner hedder Paquita (Braindead), en anden hedder Barbra (“They’re coming to get you, Barbra“), mens en af vagterne hedder Ben (Night of the Living Dead). Army of Darkness-karakteren Ash får en hyldest med på vejen: “Hail to the King, baby!” og det samme gør den danske horror-serie Jonny Nekrotic af Emil Blichfeldt. For blot at nævne et par stykker …

Men man behøver slet ikke at være zombie-nørd for at få noget ud af historien. Udød er underholdende i sig selv. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Tom der – trods sin kiksethed – er utrolig relaterbar og sympatisk. Jeg er også vild med den røvsparkende Paquita, der ikke finder sig i noget pis fra nogen – heller ikke zombier. Og så udvikler Barbras figur sig også interessant gennem historien.

Den flotte indpakning skal også lige nævnes. Aske Schmidt Rose står for den lækre 1980’er inspirerede forside samt vignetterne, der pryder historien undervejs.

Så kan du lide zombie-action krydret med en underholdende historie, vellykkede karakterer og fantastiske one-liners? Jamen, så må du ikke gå glip af Udød!

Uddrag af romanen:

Ruben var så flink at signere mit eksemplar af Udød.

Som han sad der i fred for resten af verden, tillod han sig alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden ud, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, at rønnebærrene var nok så sure. Både ham og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tankerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig færdig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen, greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem. (side 50-51)

Om Udød:

Udgivelsesår: 31.10.2020
Forlag: Calibat, 361 sider
Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
De dødes tid af Thomas Helle
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Repulsive Attraction af Patrick Steptoe

Jeg får desværre ikke skrevet så mange bogomtaler for tiden, men der udkommer jo stadigvæk masser af anbefalelsesværdige titler. Så jeg har besluttet mig for at lave nogle kortere præsentationer på titler, der fortjener opmærksomhed, men som jeg ikke når at lave en omtale på.

Opmærksomhed fortjener Repulsive Attraction af Patrick Steptoe, der er udgivet på forlaget Baggårdsbaroner. Som altid med værker fra Baggårdsbaronerne er der kræset for det visuelle, lige fra den blåligt farvede papirkant til den smukt illustrerede inderflap og det lækre, tykke papir.

Anmelderne skriver:

Repulsive Attraction’ er danske Steptoes tegneseriedebut, en samling billedfortællinger uden dialog om en civilisation i forfald. De fleste er enkeltstående små stikpiller som den om rigmanden, der smider en plastflaske i havet fra sin sportsvogn. Flasken bliver slugt af en fisk, fisken serveres for manden, manden kløjes og dør. »The End«, som det lakoniske punktum lyder for hver lille fortælling […] Fra en overfladisk betragtning taler ‘Repulsive Attraction’ komediens sprog. Formerne er runde, figurerne karikerede, farverne hidsige. Fortællingerne afsluttes med grovkornede punchlines, der ligner noget, vi bør grine ad. Men det er ikke hjertelig latter og klask på lårene, samlingens tegneserier kalder på. Snarere det tørre, kyniske »ha!« […] Det er en sjældent helstøbt og aldeles kompromisløs debut. Steptoes tegneserier er elegant konstruerede og visuelt virtuose, men også dogmatiske. (Weekendavisen, 2020-04-17)

‘Repulsive Attraction’, den tredje solide tegneserieudgivelse fra spradebasseforlaget Baggaardsbaroner, er et spraglet og spruttende katalog over alt, hvad der er galt i verden. Død og ødelæggelse, krig og nød, glubsk forbrugerisme, amok-og anløben kapitalisme, grasserende imperialisme og mellemfolkelig menneskehad stråler fra siderne i muntert muterende farver fra giftgrøn over kaustisk cyan til hidsig pink, så øjeæblerne får et syrebad, og svovllugten svider i næseborene […] Patrick Steptoes streg er lækker og helt umiddelbart appellerende – et sted mellem børnebog og reklametegning – med et internationalt og, ironisk nok, kommercielt præg. Både håndværk og talent er på plads, og de flot designede sider myldrer med groteske detaljer, de bedste af dem springer ligefrem i øjnene på læseren. (Politiken, 2020-04-29)

Patrick Steptoe har helt sin egen stil, som er enormt farverig, syret og levende. Tegningerne er på en eller anden måde både utroligt flotte og grimme, og de indeholder ofte både det hæslige og klamme og næsten decideret nuttede elementer samtidig. […] Tegningerne er næsten overvældende og kræver, at læseren koncentrerer sig for at undgå at drukne i overfloden af fantasi og associationer. […] I vores kapitalistiske tid kan man få næsten lige, hvad man vil have, hvis bare man er villig til at betale prisen – men prisen kan ende med at være sjælen, og forbrugerismen og ressourceforbruget baner muligvis vejen for menneskehedens undergang. Budskabet er ikke nyt, men når Steptoe siger farvel med den velkendte afskedsreplik: ”That’s all folks!”, præsenteret på en dunk benzin med vores planet jorden i baggrunden, burde vi alle lytte. (Litteratursiden.dk)

Forlagets beskrivelse:

Repulsive Attraction er en socio- og økokritisk novellesamling i toksisk farvepalet. En samling dystopiske pantomimefortællinger om det snarligt forestående samfundsnedbrud, kapitalismens grådige mutanter og dommedagens absurde og frastødende fremtidsversioner. Her er ingen tekst eller talebobler, kun radioaktive, psykedeliske farver.

Udgivelsen er et introduktionsmæssigt overflødighedshorn til Patrick Steptoes finurlige, surrealistiske mikrokosmos – og ikke mindst særegne streg, kendetegnet af en minutiøs, underliggende detaljegrad og en bevidst leg med panelers begrænsning.

Repulsive Attraction er en skelsættende debut, der formår at svinge mellem neoimpressionistiske farver og formudtryk og mørkhumoristiske, næsten dadaistiske afbildninger af et selvdestruktivt samfund.

Om Repulsive Attraction:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Baggårdsbaroner, 80 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Steptoe

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Børnenes jord af Gipi
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund
Gigant af Rune Ryberg

Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař

Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař

Om rumrejser, ægteskab, kosmiske edderkopper og fortidens byrder. Rummand fra Tjekkiet har det hele.

Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede Rummand fra Tjekkiet. Jeg havde aldrig hørt om den, men den stod på hylden med nye bøger, og så røg den med hjem, for så meget nyt science fiction udgives der jo heller ikke på dansk.

En aprildag i 2018 sendes rumskibet JanHus1 af sted fra Petřin-højen. Ombord er Jakub Procházka, og målet er at nå ud til en kosmisk støvsky (navngivet Chopra) mellem Venus og Jorden og tage prøver herfra. Turen skal sætte Tjekkiet på verdenskortet som en selvstændig og innovativ nation, og meget af udstyret er således sponseret af kommercielle virksomheder. Turen tager mange måneder. Undervejs reflekterer Jakub over sin familiehistorie sat i kontekst med Tjekkiets historie, og ikke mindst over forholdet til hustruen Lenka.

På biblioteket står romanen klassificeret som science fiction, og rammehistorien er da også Jakubs rejse i rummet. Men fokus er i virkeligheden snarere på alt det andet. Personligt var jeg især fascineret af at læse om Jakubs opvækst i en vasalstat for Sovjetunionen.

Jakubs far var ansat i det hemmelige politi, og det fik store følger for familien, da det kommunistiske regime brød sammen under Fløjlsrevolutionen. Fra at være respekteret (eller rettere frygtet) bliver familien pariaer, og det kommer til at påvirke Jakub resten af livet.

Rummand fra Tjekkiet er både humoristisk, tankevækkende og anderledes end det meste af det science fiction, jeg har læst. Den er godt skrevet, men der er dog en del korrekturfejl, lige fra underlige orddelinger til slå- og stavefejl. Jeg ved godt, at jeg er lidt sart på den område, men det irriterer mig, når Jakub pludselig bliver til Jakob eller bagefter deles bage-fter, for det bryder min læserytme. Det er dog ikke nok til at ødelægge den overordnede læseoplevelse, og jeg kan bestemt anbefale Rummand fra Tjekkiet, hvis du har lyst til en ny oplevelse.

Jaroslav Kalfař immigrerede til USA fra Tjekkiet som 15-årig. Rummand fra Tjekkiet er hans debutroman, som udkom på engelsk i 2017 og blev godt modtaget i USA. Romanen er eftersigende også på vej til en filmatisering af Johan Renck, der blandt andet er kendt for tv-serien Tjernobyl.

Anmelderne skriver:

Af Jørgen Johansen, Berlingske:
”Et fantasifuldt rumeventyr og et dystert stykke nyere tjekkisk historie. Forfatteren Jaroslav Kalfar, der er født i Prag i 1988, året før Fløjlsrevolutionen, og som kom til USA som 15-årig, har mikset en romancocktail af de mere hårdtslående. To dele science fiction blandet med én del kærlighedstragedie og én del politisk-psykologisk samtidshistorie om tiden før og efter omvæltningerne i 1989, da det kommunistiske regime brød sammen, og forfatteren Vaclav Havel afløste Gustav Husak som præsident i Tjekkoslovakiet […] Rummand fra Tjekkiet er en både underholdende og tankevækkende historie, hvis største problem i virkeligheden er, at den indeholder stof og tilløb til meget mere end en enkelt roman.”

Af Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen:
”Tjekken Jaroslav Kalfar, der som 15-årig udvandrede til USA, har skrevet en fin, fabulerende roman om at udvandre til det ydre rum. Og om at længes tilbage.”

Af Jennifer Senior, The New York Times:
”Jaroslav Kalfar’s “Spaceman of Bohemia” is not a perfect first effort. But it’s a frenetically imaginative one, booming with vitality and originality when it isn’t indulging in the occasional excess. Kalfar’s voice is distinct enough to leave tread marks. He has a great snout for the absurd. He has such a lively mind and so many ideas to explore that it only bothered me a little — well, more than a little, but less than usual — that this book peaked two-thirds of the way through. Sigh. Don’t we all.”

By Tibor Fischer, The Guardian:
”Spaceman of Bohemia should win many fans. It’s Solaris with laughs, history lessons and a pig killing. I will be interested to see what Kalfar has to say about the US in the future.”

Om Rummand fra Tjekkiet:

Udgivelsesår: 14.02.2020
Forlag: Mr. East, 288 sider
Omslag: Nana Andrea Tiefenböck
Originaltitel: Spaceman of Bohemia, 2017
Oversætter: Uffe Gardel

Læs også:

Månebase Rødhætte af Lars Ahn
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Forvandlingen af Franz Kafka
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
The Martian af Andy Weir