Indlæg tagget med ‘humor’

“Thirst” er noget så usædvanlig som en sydkoreansk vampyr-film med en katolsk præst i hovedrollen.

Præsten Sang-hyun arbejder på det lokale hospital, men han drømmer om at gøre en forskel. Derfor melder han sig som frivillig forsøgsperson til et eksperiment, hvor man forsøger at finde en kur mod en dødelig virus. Sang-hyun er tæt på at dø, men overlever da han får en blodtransfusion – som er inficeret med vampyrblod!

Sang-hyun vender tilbage til sit tidligere liv, men finder det svært at forene sin tro med sine nye morderiske drifter. Han kæmper for ikke at dræbe for at tilfredsstille sin sult, men da han møder den unge kvinde Tae-ju, der lever i et kærlighedsløst ægteskab med Sang-hyuns barndomsven, overvinder drifterne ham, og de indleder et kærlighedsforhold. Men forholdet får alvorlige konsekvenser, da det går op for Tae-ju, at hendes elsker er vampyr.

“Thirst” er en anderledes vampyrfilm, og fortælles generelt i et meget roligt tempo hvor der mere er fokus på historien og personernes udvikling end på den mere bloddryppende side af vampyrlivet. Der er et meget fint samspil mellem lydsporet og billedsiden, og trods den alvorlige fortælling er historien også gennemsyret af en skæv humor, som især er tydelig i filmens sidste halvdel.

Som Jeffery J. Timbrell skriver på Fatally-yours.com: “Park-Chan Wook’s “Thirst” is like a vampire movie written by Alejandro Jodorowsky and directed by Stanley Kubrick. It has a sense of madness and objective clarity; it is equally filthy and sterile, sweet and bitter, sexy and repulsive, all at once. “Thirst” is not the vampire movie for people who want their vampires castrated and cuddly and cliché. There is no kung fu here, no karate battles between the undead for the unrequited love of a willing victim. Indeed as one vampire states with a sense of biting, fiendish simplicity: “A willing victim?  What’s the point of that?” … “Thirst” is a movie about love. So yes it is funny, it is kooky, it is strange, it’s kinky as all hell, and it is very, very dark and brutal.”

“Thirst” er instrueret af Park Chan-wook, der bl.a. også har lavet filmene “Sympathy for Mr. Vengeance”, “Old Boy” og “Lady Vengeance”. “Thirst” blev belønnet med Juryens Specialpris på Cannes International Film Festival i 2009.

Instruktør: Park Chan-wook
Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Bakjwi

Ifølge Wikipedia tilhører Strigoi den rumænske mytologi, og er: “… the troubled souls of the dead rising from the grave. Some strigoi can be living people with certain magical properties. Some of the properties of the strigoi include: the ability to transform into an animal, invisibility, and the propensity to drain the vitality of victims via blood loss. Strigoi are also known as immortal vampires…” I denne film er Strigoi meget meget sultne …

Vlad måtte forlade medicinstudiet uden at få beføjelse til at fungere som læge, da han ikke kunne tåle de mere blodige sider af faget. Herefter vendte han til Italien for at prøve lykken. Nu er han tilbage i Rumænien i sin farfars landsby, hvor en ældre, upopulær mand netop er død. Vlad er overbevist om, at der er noget unaturligt ved dødsfaldet, men landsbyboerne virker underligt ligeglade.

Så Vlad beslutter sig for selv at undersøge sagen nærmere. Han er sikker på, at den tidligere kommunist, Constantin Tirescu, har noget med sagen at gøre, men jo mere han finder ud af, jo underligere viser virkeligheden sig at være.

“Strigoi” er ikke dusinvaren blandt vampyr-film. Faye Jackson har instrueret en både intelligent og anderledes film, som er fyldt med kulsort humor. Jeg har læst forskellige anmeldelser af den, og det lader til, at de fleste føler, at “Strigoi” er flot filmet, godt castet men for lang. Sidstenævnte er jeg ikke enig i. Jeg synes, filmen holder hele vejen med sit skæve univers og flerstringede plot, som både fortæller om konspirationer, ejendomsspekulationer og strigoi-myten og dens ritualer.

På plus-siden tæller også det fantastisk underholdende soundtrack, som åbner med “Spirit in the sky” og blander rock med rumænsk folkemusik undervejs.

“Strigoi” vandt da også første-præmien for Best Independent Feature Film på Toronto After Dark Film Festival i 2009, hvilket jeg synes, er fuldt fortjent. Alt i alt kan jeg kun anbefale “Strigoi”, men man skal dog være klar over, at her ikke er vild og bloddryppende action at hente.

Besøg “Strigoi”s hjemmeside

Instruktør: Faye Jackson
Udgivelsesår: 2009

Jeg har længe gået og luret på “Trick’r Treat”, hvis forside med den lille figur med sækkehovedet virker stærkt fascinerende på mig. Desværre synes jeg ikke, at indholdet levede helt op til forsiden.

“Trick’r Treat” er en antologifilm a la “Creepshow“, og det er tydeligt, at instruktør og manuskriptforfatter Michael Dougherty er inspireret af de gamle film og EC comics. Men i modsætning til de gamle film, hvor historierne er individuelle og kædes sammen af en rammefortælling, så væver de fem fortællinger i “Trick’r Treat” sig ind i hinanden undervejs i fortællingen, som springer i tid og sted.

Første fortælling er om det unge par, hvor kvinden ikke er særlig vild med Halloween og slukker græskarlampen før tid. Anden fortælling handler om gymnasielæreren der har sine helt egne Halloween-traditioner. Tredje fortælling handler om en gruppe børn, som laver en practical joke der løber helt af sporet. Fjerde historie handler om jomfru-lillesøsteren, som tager med sin storesøster til fest og endelig slipper af med mødommen – men på en lidt anderledes måde. Og femte historie handler om den gamle vrede mand, der hjemsøges af Halloween-ånden.

I ekstra-materialet fortæller Dougherty, at han altid har været fascineret af Halloween, og at han i sin film har ønsket at sætte fokus på baggrunden for Halloween og de traditioner, der er forbundet hermed. Undervejs kommer personerne da også med små oplysninger flettet ind i historien, men jeg må indrømme, at jeg først fangede de fleste af dem, da jeg så ekstra-materialet.

Generelt er filmen teknisk flot lavet, og det er ganske morsomt at sidde og holde øje med personer og lyde fra de andre historier undervejs. Når det er sagt, så blev jeg dog lidt skuffet over “Trick’r Treat”, som aldrig bliver rigtig overraskende eller skræmmende, og heller ikke indeholder den sorte humor, som fx “Creepshow” gjorde. Det hele er lidt for poleret og pænt efter min smag, men Janus skriver ganske pænt om den på Horrorsiden.dk, og jeg kan også se, at den har scoret 6,9 på IMDB, så det er sikkert bare mig, som er lidt for negativ igen igen.

Instruktør: Michael Dougherty
Udgivelsesår: 2007

For lidt mere Halloween-info se her

Darren Shan er en helt almindelig dreng, ja faktisk lidt af et dydsmønster. Men en dag sniger han sig sammen med sin bedste ven Steve til at besøge et omrejsende freakshow, og herfra ændres hans liv fuldstændig. Han bliver nemlig så betaget af edderkoppen Octa, at han stjæler den fra en vampyr, der optræder i cirkusset.

Men edderkoppen slipper væk og bider Steve, og for at redde Steves liv må Darren indgå en aftale med altovervældende konsekvenser. Og som om det ikke var nok, er begge drenge nu kommet i Mr. Tinys søgelys, og Mr. Tiny har en plan …

Filmen “The Vampire’s Assistant” bygger på børnebogsserien om drengen Darren Shan, og det er da også en børnefilm fremfor en decideret gyser. Men den var nu ganske underholdende, og jeg er altid vild med John C. Reilly, som spiller Mr. Crepsley – vampyren der gør Darren til sin assistent.

Instruktør: Paul Weitz
Udgivelsesår: 2009

”I Sell the Dead” var en noget skuffende oplevelse for mig. Den er ellers ganske flot lavet (lige med undtagelse af de sidste zombier, som ligner det, de er – mænd pakket ind i laser med en gummimaske på), men den var nærmest kedelig og også temmelig forudsigelig til tider.

Arthur kommer som ung i lære hos gravrøveren/ligrøveren Willie Grimes. Nu er de begge blevet anklaget for gravrøveri og mord, og Arthur fortæller sin historie til præsten fader Duffy, som besøger ham i cellen, natten før han skal henrettes ligesom Grimes.

Først vil Arthur ikke fortælle, men lidt whiskey overtaler ham, og snart beretter han løst og fast om et liv i gravrøveriets tjeneste, hvor han og Grimes har set lidt af hvert, fundet ud af at der er flere penge i at sælge de udøde end de døde, og været i evig konkurrence med en anden gravrøverbande Murphy-klanen.

Ron Pearlman spiller fader Duffy, og han er ganske charmerende med sin irske accent, men der er ingen overraskelser gemt i hans karakter. Dominic Monaghan (Merry fra ”Ringenes Herre”) spiller Arthur, og forsøger med en blanding af kækhed og charme at få publikum interesseret i sin figur.

Men som sagt synes jeg, der mangler noget. Filmen forsøger sig med en blanding af gys og sort humor, men det bliver aldrig hverken rigtigt uhyggeligt eller særligt morsomt efter min mening. Jeg begyndte på den tre gange, før det lykkes mig at holde mig vågen hele vejen igennem, og det er sjældent et godt tegn.

Retfærdigvis skal det dog siges, at den scorer 6.1 på IMDB, og Best-Horror-Movies.com anmelder den således: ”I Sell the Dead was like a breath of fresh air. Glenn McQuaid did not try to redo any other movie. He took known genre stereotypes (grave robbers, undead, Hammer) and put his own twists and turns to them. Dominic Monaghan shows that he can do more than play a Hobbit, Ron Perlman gives a performance (albeit small) that shows why he has been in the business for over three decades and Angus Scrimm brings the same brilliance that only he can bring to a role. News Flash: That is what makes something original. We horror freaks do not expect someone to reinvent the wheel. We just want to see something more than a fresh coat of paint on the old wheel. I Sell the Dead gives a good mixture of horror, comedy and sci-fi that leaves you with a fun and original 90 minutes that you will not be sorry you spent when it is over.”

Så ikke alle er enige med mig i, at den er halvkedelig.

Instruktør: Glenn McQuaid
Udgivelsesår: 2008

“Critters 2″ starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2″ er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 - 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Efter et halvt års pause får vi nu endelig 6. del af serien om servitricen Sookie Stackhouse, som bor i den lille sydstatsby Bon Temps. Sookie er en helt almindelig kvinde med en lidt usædvanlig evne – hun er nemlig telepat og kan høre andre menneskers tanker. Det har gjort hendes liv isoleret, men heldigvis fandt hun en kæreste, som hun ikke kunne aflæse: vampyren Bill. Samlivet med Bill kastede Sookie ud i en masse farlige og anderledes oplevelser, og hun fandt ud af, at der findes et hav af væsner, som lever side om side med menneskene. Der er vampyrer, varulve, hekse, feer osv., og ikke alle vil os det godt.

Som faste læsere ved, kom der forskelligt mellem Sookie og Bill, og nu er hun single og på vej til New Orleans for at ordne boet efter sin kusine Hadley. Hadley var stærkt knyttet til vampyrdronningen i New Orleans, så Sookie må træde varsomt. Hun ankommer nemlig midt i en politisk heksekeddel, hvor nogen helt klart ikke ønsker hendes tilstedeværelse. Og som altid når det gælder Sookie, er kærlighedslivet heller ikke ukompliceret. Den lækre var-tiger Quinn har nemlig kastet sine øjne på Sookie, og selvom hun er fristet, så har hun også lært på den hårde måde, at man ikke altid skal kaste sig blindt ud i et kærlighedseventyr.

Historierne om Sookie Stackhouse er fantastisk underholdende. Charlaine Harris skriver en blanding af thriller og kærlighedshistorier iblandet en stor portion humor. Hvis ikke Sookie havde så meget selvironi, er jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde de  mange romantiske islæt ud, men det bliver ikke for meget, fordi humoren kommer ind over. Og så giver Harris denne gang en grund til, at Sookie i den grad bliver eftertragtet af de overnaturlige væsner, så det hjælper også på det.

”Fuldstændig død” har mange små plots, som slynger sig ind og ud af hinanden. Udover hovedplottet med vampyrdronningens smykker, må Sookie og Quinn f.eks. også se sig over skulderen efter et varulveangreb. Men Harris samler trådene fint til sidst, og selvom der måske ikke er så store overraskelser i afsløringerne denne gang, så er det stadigvæk underholdende: Ikke mindst fordi Harris har skabt et helt enestående univers, som det hver gang er en fornøjelse at komme længere ind i.

Selvom hvert bind i serien er en afsluttet historie, så synes jeg, at det vil være svært at springe ind i serien med bind 6. Der er for mange tråde, der trækker tilbage til de tidligere romaner, til at man kan følge ubesværet med. Derfor vil jeg anbefale nye læsere at starte med første bind ”Død indtil solnedgang”, mens erfarne læsere kan glæde sig til endnu en tur til Sookie-land med ”Fuldstændig død”.

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Mark Airs
Originaltitel: Definitely Dead

Sookie Stackhouse serien:

Død indtil solnedgang (Dead until dark, 2001)
Levende død i Dallas (Living dead in Dallas, 2002)
Klub Død (Club dead, 2003)
Død for verden (Dead to the world, 2004)
Stendød (Dead as a doornail, 2005)
Fuldstændig død (Definitely dead, 2006)
All together dead (2007)
From dead to worse (2008)
Dead and gone (2009)
Dead in the family (planlagt maj 2010)

Besøg Charlaine Harris hjemmeside

Jeg ved ikke, om det er Joe Dantes “Gremlins” fra 1984, der har inspireret til filmen “Critters”, men umiddelbart er der i hvert fald lidt af samme stemning i Stephen Hereks film fra 1986.

Filmen starter in space, hvor en fangetransport bliver kapret af fangerne, kaldet Critters, som flygter mod jorden. Et par dusørjægere sendes efter dem, og så skifter scenen til vores jord, hvor drengen Brad bor med sine forældre og den irriterende storesøster på en farm lidt udenfor en lille by. Alt ånder idyl, indtil de ser en meteor styrte til jorden. Brad og faderen går ud for at undersøge det, men opdager, at deres kvæg er blevet ædt. Kort efter ryger strømmen og telefonforbindelsen, og da Brads far tjekker sikringerne, bliver han overfaldet af en lille pelskugle fyldt med skarpe tænder og stikkende pigge.

Og så går det ellers løs. The Critters er landet på jorden, og de æder alt af kød og blod. Kort efter lander også dusørjægerne, og deres jagt på flygtningene sker heller ikke uden materielle skader.

“Critters” er en rigtig 80′er film, som mikser gys med humor. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, men er underholdende alligevel. Jeg spekulerede som en vild over, hvad Scott Grimes, som spiller Brad, siden har været med i, for hans ansigt virkede uhyggeligt bekendt. Det viste sig at være “Band of Brothers”, hvor han spiller sergeant Malarkey.

“Critters” blev siden efterfulgt af endnu tre film om de små dødbringende pelskugler fra out of space.

Instruktør: Stephen Herek
Udgivelsesår: 1986

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 - 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

Are you eating it … Or is it eating you?

“The Stuff” er fra 1985 og er en vaskeægte B-film, med alt hvad dertil hører. Mere sjove end uhyggelige special-effects, et manuskript fyldt med dårlige oneliners og huller i historien på størrelse med elefanter, og så er den plat på grænsende til det pinlige. Lige alt det som man ind i mellem har lyst til at hygge sig med, og det gjorde jeg så.

En minearbejder opdager noget hvidt stads, der pibler op af jorden. Da han smager på det, opdager han, at det smager fantastisk, og snart har han fået sat en kæmpeproduktion i gang, og “The Stuff” som det kaldes sælges overalt. Industri-spionen David “Mo” Rutherford bliver ansat til at finde ud af hemmeligheden bag produktet, men i stedet opdager han, at ”The Stuff” gør folk afhængige, og forvandler dem til en slags zombier, der vil gøre alt for at få mere Stuff.

Også drengen Jason fornemmer, at der er noget galt med “The Stuff”. Han forsøger at forhindre sin familie i at spise det, men det mislykkes, og da de forsøger at tvinge ham til at spise stadset, så han igen kan blive part af deres lykkelige familie, stikker han af og ender op sammen med “Mo”, der også har slået sig sammen med Nicole, som opfandt kampagne for “The Stuff”.

Det lykkes dem at komme ind på fabrikkens område, hvor stadset puttes i emballage, men først da de finder frem til minen, hvor arbejderne henter stadset, får de en chance for at bremse det.

Filmen har masser af kiksede specialeffects, hvor vi ser stadset forlade de mennesker, som det har fyldt helt op, og i en slagsmåls-scene får en Stuffie en skovl i hovedet, og afslører et tomt, blodigt hulrum. I en anden scene brænder “Mo” og Nicole en masse af stadset, som flyder op af væggene, og det er heller ikke just overbevisende lavet. Mest kikset er nok en scene inde i en tankbil, hvor Jason forsøger at holde sig klar af stadset, der af uransagelige grunde venter med at springe på ham, til det er for sent.

Men trods alt det dårlige, der kan siges om filmen, så morede jeg mig vældigt med at se den. Michael Moriarty, som (over)spiller “Mo” er simpelthen herlig, og flere af hans replikker er så tåbelige, at de bliver fantastiske, ligesom hans scener med Chocolat Chip Charlie (Garrett Morris) er forrygende. Så har du lyst til at se en underholdende B-film, er “The Stuff” the stuff – when you just can’t get enough.

Instruktør Larry Cohen har også instrueret film som “It’s Alive” (1974), “A Return to Salem’s Lot” (1987) og ”Pick me up” (2006) i Masters of Horror-serien.

Instruktør: Larry Cohen
Udgivelsesår: 1985

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg satte “Murder Party” på, men mine forventninger blev både gjort til skamme og overgået på samme tid, for her er tale om en underholdende omgang splat mikset godt med sort humor og masser af entusiasme.

Den lidt kiksede og ensomme Chris finder på vej hjem fra arbejde en invitation til et Halloween-party samme aften. I stedet for at se sine lejede gyserfilm sammen med katten beslutter han sig for at tage til fest, og med et hjemmelavet ridderkostume (lavet ud af en papkasse) tager han af sted til festen, som finder sted i et lager i et skummelt område af byen. Desværre for Chris er der ikke tale om en almindelig fest. Det er et Murder Party, og han er aftenens offer…

Værterne er en gruppe kunstnere, som konkurrerer indbyrdes og nu vil afprøve det ekstreme – nemlig at gøre et mord til kunst. I løbet af aftenen dukker også gruppens guru, Alexander, op sammen med pusheren Zycho , og aftenen eskalererer var vild til vanvittig.

“Murder Party” er skrevet og instrueret af Jeremy Saulnier og er en entusiastisk første film fra The Lab of Madness, som både har produceret og spiller de fleste af rollerne. Det er low budget, men det har ikke afholdt gutterne fra at lave en effektiv splatterfilm med gode makeup-effekter, som udnytter de økonomiske begrænsninger til filmens styrke. Som John Shelton skriver på Bloody Good Gore: “… “Murder Party” has a few other tricks up its sleeve. Most notably, it breaks modern horror movie conventions by having a few of the more extravagant deaths happen off-screen, only showing us the grisly results. This hearkens back to the early days of slasher movies and the movie plays these off-screen deaths to its advantage by milking dark comedy out of them. At this point your average movie-goer has seen people on fire in so many movies that unless it’s a really spectacular scene it’s not going to have much of an effect on them. If, on the other hand, a character’s screams as they burn alive go unnoticed because the other characters are so petty and self-absorbed… well, that’s comedy gold.”

“Murder Party” beskrives på forsiden som en film i stil med “Braindead” og “Bad Taste”, og det er for så vidt sandt, når vi kommer til filmens sidste tredjedel, hvor det hele eksploderer i underholdende splatter. De første totredjedele minder dog mere om “Resorvoir Dog” forklædt som horror-comedy, så man skal altså være forberedt på både snak og skæve scener, før splattet eksploderer om ørene på én. Til gengæld går det rigtig stærkt, når først det går i gang.

Filmen vandt Slamdance Film Festivals publikumspris i 2007 og blev nummer to i Toronto After Dark’s Audience Choice Award.

Instruktør: Jeremy Saulnier
Udgivelsesår: 2007

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk