november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘humor’

Okkult mekanik af Emil Brahe og Andreas Hansen

Okkult mekanik af Brahe/HansnMagnus Finkel er arbejdsløs. Han er også okkultist og magiker, og han har planlagt at genoplive Adolf Hitler for at lade ham stå i spidsen for et magisk felttog, der skal omstyrte den gældende orden. Men det er ikke uden problemer, for når man er på laveste sociale ydelse, har man hele tiden Socialforvaltningen i hælene. Og oveni viser Hitler sig at være lidt af en skuffelse.

Okkult mekanik startede som en nettegneserie, og er en rablende skæv historie skrevet og tegnet af Emil Brahe og Andreas Hansn, der bl.a. også står bag den fine Atomvinterbørn.

Jeg var så heldig at møde de to herrer på ArtBubble i Aarhus, hvor de tog sig tid til at signerer mit eksemplar. Det var en underholdende oplevelse, for ligesom deres udgivelser er de to herrer ikke helt almindelige.

På Nummer9 har Michael Lindal Andersen skrevet en rigtig god anmeldelse, som jeg ikke kan være andet end enig i, så her kommer lige et par citater fra den + naturligvis et link.

“Hele Danmarks overgrunds-undergrunds-tegneserieskabere, Brahe/Hansn, er tilbage med endnu en forrykt og skamløs omgang grafisk vildhed.”

Okkult mekanik signeret af Brahe/Hansn“Okkult Mekanik er fyldt med vilde besværgelser, hvor galskaben får frit, visuelt og psykedelisk løb samt magiske væsener som taget ud af farverige fantasy og/eller rollespilsuniverser. Intet er for urimeligt for denne historie.”

“Men mest er Okkult Mekanik en grovkornet satire over samfundets dumhed og alle de førsteverdensproblemer, der går og fylder her til lands.”

“Det er pisse ufedt at være et moderne menneske med flere first world problems, end man kan overskue. På hver deres måde kæmper både socialrådgiveren og Magnus med socialforvaltningen, der er det ægte monster fra det ukendte og lige så uforståeligt og uden for menneskelig kontrol som sort magi, der kan få Hitler til at flyve ud af stive tissere som et unaturligt, misdannet missil.”

“Keep up the good work, Brahe/Hansn.”

Læs hele anmeldelsen på Nummer9

Om Okkult mekanik:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Fahrenheit, 184 sider

Besøg Gymnoten.dk

De utilpassede af John Kenn Mortensen

De utilpassede af John Kenn MortensenEt blodigt eventyr fra Udkantsdanmark” er undertitlen på John Kenn Mortensens vampyrroman fra 2014. Den har længe stået på min læse-liste, men først for nyligt fik jeg gjort noget ved det. Nu vil jeg så skynde mig at anbefale den videre, for De utilpassede er vitterlig både blodig og sjov, og er som altid mesterligt illustreret af John Kenn Mortensen selv.

Johan bor på Lolland sammen med sine forældre og storesøsteren Mette. Hans bedste ven er Jacob. De har holdt sammen altid, selvom Jacob er både lille og lidt mærkelig. En dag kommer en gammel lastbil til byen. Ud stiger to grimme, gamle kvinder, som hænger en plakat op på byens opslagstavle:

VIGTIGT! VIGTIGT!
INFOMØDE
Mød op i forsamlingshuset i aften kl. 20
og hør, hvordan vi vil bringe velstand
tilbage til jeres vidunderlige by!
GRATIS FORFRISKNINGER
(KUN for voksne)

Siden sukkerfabrikken lukkede, er økonomien gået ned ad bakke i byen, så alle de voksne tager naturligvis med til mødet. Johan må blive hjemme, hvor hans babysitter (den lidt ældre Dorthea som han hemmeligt er forelsket i) passer ham. Om aftenen bliver det et frygteligt uvejr, og Johan og Dorthea ender med at falde i søvn under billiardbordet. Men da de vågner næste dag, er Johans forældre stadigvæk ikke kommet hjem.

Herfra går det fra skidt til værre. Det viser sig, at alle de voksne er blevet forvandlet til vampyrer, og nu må børnene forsøge at overleve. Men i stedet for at holde sammen bliver børnene delt op i fraktioner, og til sin store skræk ender Johan sammen med byens rod, Jackie. Johan har engang sladret om Jackie, og nu er han overbevist om, at Jackie vil slå ham ihjel.

Det er dog langt fra det eneste problem. For hvad er der sket med Jacob? Hvad er det for nogle skikkelser, der gemmer sig i skoven? Og hvordan slipper de væk fra Lolland?

De utilpassede er en yderst underholdende roman for børn fra 10-12 år og op, fortalt i et let og ligetil sprog og med en konstant vibrerende spændingskurve. Der er fart over feltet fra første side, og John Kenn Mortensen lader aldeles politisk ukorrekt sine unge hovedpersoner opleve den ene blodige episode efter den anden, mens den lollandske soveby forvandles til et vampyrmekka, hvor ingen er fredet.

Selve bogen er også lækker. Der er arbejdet med layoutet, så hvert kapitel er illustreret med fine vignetter, der passer til netop det kapitel. Ligeledes er romanen fyldt med fede illustrationer holdt i John Kenn Mortensens velkendte stil. Så selvom man er ovre sin første ungdom, så er det en ren fornøjelse at dykke ned i dette syrede udkantseventyr, hvor humor og splat går hånd i hånd.

Om De utilpassede:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Carlsen, 312 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Udvalgt bibliografi:

Mareridtsfabrikken og andre rædsler, 2016
Monstre, 2016
Turen gennem Midnatsskoven, 2015
Flere post-it monstre, 2012
Post-it monstre, 2011

Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside
Læs også anmeldelsen af De utilpassede på Kulturkapellet

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Hvad nu hvis kedsomhed ikke er det værste, du har at frygte i Udkantsdanmark?

Mathias er forfatter, men han er gået i stå med skriveriet. Han er også lige blevet dumpet af kæresten Lene, og så har han arvet et hus langt ude i provinsen, efter en onkel han ikke kendte. Med det nylige brud i bagagen beslutter Mathias sig for at tage til Mundstrup for at komme væk fra det hele. Og måske vil roen og freden hjælpe ham med at få skrevet noget.

På overfladen virker Mundstrup da også som en ren og pæn lille by, fyldt med venlige indbyggere. Men Mathias får alligevel snart fornemmelsen af, at noget er helt galt. Hvorfor er byens borgmester så interesseret i at holde ham fra oplysninger om byens historie? Hvad laver de i rådhusets kælder? Hvorfor sejler bådene ud om natten? Og har Mathias en chance hos Kaya, Mundstrups bibliotekar?

Skyggen over Mundstrup er en herlig homage til H. P. Lovecrafts roman Skyggen over Innsmouth. Mads L. Brynnum blander Lovecrafts rædsler med dansk provinsidyl, og resultatet er en underholdende roman med et snert af uhygge, som kan læses af både unge og voksne.

Brynnum er også stand-up komiker, og hans tørre humor skinner klart igennem i romanen, hvor Mathias kommer længere ud på landet, end han har lyst til. Historien har dog også mere skræmmende elementer, og slutningen blander action, uhygge og humor i et perfekt mix.

Jeg læste Skyggen over Mundstrup i et stræk under en togtur hjem fra Berlin. Brynnum skriver levende, og historien er letlæst med et godt flow. Jeg sad med et smil på læben under det meste af læsningen, hvor selv de mest horrible scener serveres med kulsort humor.

Der er dog også en god spændingskurve i fortællingen, for Mathias vakler konstant mellem at tro på onklens efterladte noter, der støtter hans egen fornemmelse af, at noget er helt galt i Mundstrup, og så hans realitetssans der naturligvis ikke kan tro på monstre og menneskeofringer. Således er der også ansatser til rigtig horror ind i mellem som f.eks. Mathias’ besøg i rådhusets kælder eller hans tur ud i mosen. Også det gør Brynnum godt, så skulle han få lyst til at give den genre et skud, står jeg i hvert fald klar. Jeg var nemlig vældig underholdt under mit besøg i Mundstrup.

Godt en time og en halv pakke optændingsblokke senere var der ild i brændeovnen. En flakkende og usikker ild der ikke gjorde meget i kampen mod kulden. Men Mathias havde fået basket skrivebordet ned ad trappen og havde pludselig ikke brug for mere varme. Det passede godt i stuen, skrivebordet, og tre-fire kopper kaffe senere var han klar til at gå i gang. Der var en bog der skulle skrives, og det kunne passende være første skridt at få styr på livet. Så han klappede sin computer op, og præcis samtidig med det tændte naboen for sin plæneklipper. Det var ikke en høj lyd, men til gengæld var den gennemtrængende. Den startede i tænderne og spredte sig derfra indtil han snart følte at alle knogler i hans krop vibrerede. 

Mathias tog høretelefoner på, tændte for noget aggressivt musik og lod dunkende trommer og hvinende guitarer drukne lyden af plæneklipperen. Men han havde kun lige sat fingrene til tastaturet, før en knugende fornemmelse fik hans skuldreblade til at trække sig sammen. Det var som om nogen som kiggede på ham. Som om nogen stod lige bag ham og bare stirrede, og pludselig kunne han også fornemme lyden af et tungt åndedrag gennem larmen fra musikken og plæneklipperen. 

Der var selvfølgelig ingen. Ingen i stuen, ingen i haven og ingen på den anden side af den døende hæk. Ingen. Han var helt alene.”

Udover Skyggen over Mundstrup har Mads L. Brynnum også skrevet Mythos ABC, en Lovecraft inspireret abc-billedbog bygget på Cthulhu Mythos, samt Når en drage drager ud med rim om monstre for mindre børn.

Har du lyst til at prøve andre danske provinsgys, så giv f.eks. Morten Nis Klenøs Skidt klædte mænd med baseballbat eller Morf af Frank Brahe en chance.

Om Skyggen over Mundstrup:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Calibat, 210 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter SnejbjergJeg er født i 1972 – samme år som tegneseriemagasinet Gru begyndte at udkomme. Bladene indeholdt fortællinger fra det amerikanske forlag Warrens udgivelser Eerie og Creepy samt Fætter Maddikes brevkasse og forskellige noveller. Heriblandt historierne om den koldblodige, charmerende og altid snarrådige lejemorder Luckner, der havde større skrupler over at få mudder på sine italienske designersko, end over at slå kvinder og børn ihjel mod betaling.

Det sidste nummer af Gru udkom i 1975, men bladene levede (og lever) stadig via byttecentraler o.lign., og det var herigennem, at jeg første gang stødte på bladet. Som jeg iøvrigt straks blev kæmpe fan af.

Nu har SerieKlubben samlet alle novellerne om Luckner i En sag for Luckner, som er stemningsfuldt illustreret af dygtige Peter Snejbjerg. Har du ikke tidligere læst Luckners eventyr, så er her chancen for en nostalgisk tur tilbage til 1970’erne. Det er måske ikke ligefrem finkulturens højborg, Luckner repræsenterer, men det er absolut underholdning af høj kaliber.

I forordet fortæller Kristian Nordestgaard, hvordan Luckner opstod ved lidt af et tilfælde. Interpresse havde besluttet sig for at bruge en illustration af Enric Torres-Prat til forsiden af det næste Gru. Billedet forestillede en ung rædselsslagen kvinde på en kirkegård med et monster ludende over sig. Desværre indeholdt bladet ikke en historie, der passede til illustrationen, men så slog Per Sanderhage til og skrev den første novelle om Luckner ‘De smukke, de rådne og de døde’. Og resten er historie, som man siger.

Jesper Ilum Petersen fortæller i efterordet, hvad det var med Luckner, der gjorde ham så fascinerende, da han første gang dukkede op i Gru. Bl.a. det faktum at han var en iskold, skruppelløs lejemorder, som samtidig besad alle heltens (altså ‘den godes’) egenskaber, var usædvanligt. Og at han så samtidig var ansat i en organisation, hvor bureaukratiets snærende bånd var ligeså trælse for ham, som for enhver anden kontorslave gav lige figuren et ekstra strøg.

“Det var vrangbilledet på samfundsordenen, jeg faldt for. At kriminelle kunne være konservative og konservative kunne være kriminelle … dengang var det hylende morsomt, at Luckner skulle fungere og hykle inden for det kontorlandskab, der lignede det, mange af os havde at se hen til.”

I løbet af de 13 noveller udsættes Luckner for lidt af hvert. Han møder både ghouls, vampyrer, varulve, Frankensteins monster, hekse, zombiepræster for blot at nævne nogle af de monstre, han bliver hyret til at slå ihjel – udover altså de almindelige mennesker der også skal likvideres ind i mellem.

Fælles for historierne er en grundlæggende sort humor og masser af kendskab til horrorgenren. Fortællingerne er fyldt med referencer om alt lige fra Ilse, hunulven fra SS (‘Diabolikernes Relikvie) over Andreas Baader (‘Franske frygteligheder’) og Washington Irving (‘Den hovedløse motorcyklist’) til Horace Walpole (‘Rette tid og sted’).

Luckner er altid velklædt, skruppelløs, glad for kvinder og whiskey og formår altid at klare skærene til sidst. Klichéerne står i kø, men hvad gør det. Historierne om Luckner er super underholdende, og kitsch når det er bedst.

Jeg læste En sag for Luckner over en uges tid, og det vil jeg anbefale i stedet for at tage alle novellerne i et stræk. På den måde bevarer Luckners eventyr deres charme. Jeg havde i hvert fald en fest med den lapsede lejemorder, og kan kun anbefale En sag for Luckner til alle, der holder af kulørt underholdning med humor og monstre.

“Hvad vil De egentlig bruge mig til?” spurgte Luckner.
Frankenstein smilede igen. “Kan De ikke gætte det?”
“Jo,” mumlede Luckner. “Jeg har en ualmindelig ubehagelig anelse om at jeg kan!”
“Glæder mig … men ellers skal jeg gerne fortælle Dem, at jeg agter at suge Deres forbandede morderblod og bruge Deres lig til at skabe et monster!”
“Hmm … vil De gøre mig til vampyr?”
“Ikke tale om!” Vampyren så rystet på ham. “Er De gal, menneske?! Min stakkels slægtning fandt jo ud af hvor farlig De var som menneske … jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis De blev vampyr! De ville være langt stærkere end mig, og en alvorlig trussel mod mit ønske om at blive alle vampyrernes hersker! Næ, Luckner … De skal DØ!”
“Ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det!”svarede Luckner elskværdigt og afslappet. I næste sekund var han oppe af sengen og satte af i et enormt spring mod døren.

Bagerst i bogen er indsat en kronologisk oversigt over Per Sanderhages øvrige horrorudgivelser – diverse Rasmus Klump-historier med uhyggelige elementer er dog ikke medtaget 🙂

Om En sag for Luckner:

Udgivelsesår: 01.08.2017
Forlag: SerieKlubben, 311 sider
Omslag: Peter Snejbjerg

Tak til SerieKlubben for læseeksemplaret 

Læs mere:

ComicWiki  
Peter Snejbjergs hjemmeside

Operation: Blå Beluga af Kristoffer J. Andersen

Operation: Blå Beluga af Kristoffer J. AndersenPeter går i 9. klasse. Han er hemmeligt forelsket i Anna, dårlig til sport, men elsker kaffe. Og så er hans lillesøster Rosa blevet besat af spøgelset af en russisk KGB agent ved navn Boris…

Peter bor sammen med sine forældre og lillesøsteren Rosa. Han er en god dreng, men i dag er han alligevel lidt træt af Rosa, som bliver ved med at påstå, at hendes usynlige ven Boris er virkelig. For én gang for alle at overbevise hende om, at Boris ikke eksisterer, udfordrer han hende til at bevise det. Men da hun gør det, går alting helt galt.

Pludselig er deres forældre væk – bortført af russere påstår Rosa. Som nu også siger, at Boris’ spøgelse har overtaget hendes krop. Men heldigvis kan Boris hjælpe. Han er nemlig Ruslands bedste agent, en mester i kampsport, uovertruffen i våbenbrug og kan bryde en dør op hurtigere end du kan blinke. Han skal bare lige overbevise Peter om, at han ikke er et produkt af Rosas fantasi.

Operation: Blå Beluga er en fandenivoldsk actionfyldt agenthistorie for børn og unge, men som voksen følte jeg mig nu også vældig underholdt. Kristoffer J. Andersen skriver nemlig veloplagt og fuld af humor, og selvom det ikke er så svært at gennemskue plottet (for en voksen), så er det hamrende underholdende at følge Peter og Boris’ bestræbelser på at finde de bortførte forældre.

Jeg er også vild med, hvordan forfatteren smider små samfundsrevsende kommentarer ind i romanen, uden at det virker hverken moraliserende eller påklistret. Som når Boris bliver helt salig, da det går op for ham, at i Danmark kan firmaer og regeringen helt lovligt se og høre gennem folks mobiltelefoner, mens offentlighedsloven skjuler politikernes gerninger for befolkningen. For en tidligere KGB agent er det jo simpelthen himmelsk.

I det hele taget er der ikke meget skidt at sige om Operation: Blå Beluga. Den er sjov, actionfyldt og spændende, og så hænger plottet rigtig fint sammen. Med andre ord – læs den. Også hvis du er over din først ungdom.

Rosa,” sagde Peter. “Hold så op. Det er ikke sjovt, det der.”
“Nej, det er det ikke,” sagde Rosa. “Dine forældre er lige blevet kidnappet. Jeg var her, og jeg så det.”
Peter blinkede forvirret.
“Jeg kender de typer. Har jagtet dem i hele min karriere,” sagde Rosa. “Og hvis du ringer til politiet, er dine forældre døde inden er der er gået en time. Sandsynligvis inden et kvarter. Jeg …” hun slog sig i brystet med en knyttet næve “… er den eneste der kan hjælpe dig. Så fortæl mig hvad jeg skal gøre for at overbevise dig om at jeg ikke er en lille pige på syv år.”
“Jeg …” Peter gik i stå. Havde hun fået en psykose?
“Nå, men hvad skal jeg gøre?” spurgte Rosa. “Men ikke noget med matematik, sømand.” Hun stak underlæben frem og skulede. “Som om nogen an huske det efter de er gået ud af skolen.” Rosa pegede på Peter med sin lillefinger. “Jeg kan godt sige dig det er spild af tid. Så snart du går ud af skolen, får du aldrig brug for det igen. Aldrig. Og hvis du vil vide hvor højt det lokale vandtårn er, slår du det op! Du står ikke og fedter med en vinkelmåler
.”

Om Operation: Blå Beluga:

Udgivelsesår: 17. maj 2017
Forlag: Tellerup, 240 sider
Omslag: Danielle Finster

Tak til forlaget Tellerup for læseeksemplaret

Julefandens hævn af Patrick Leis

JuleFandens hævn af Patrick LeisDet er blevet d. 24. december og sidste side er læst i Patrick Leis‘ kalenderbog for uartige unger JuleFandens hævn. Og for dælen den har været underholdende …

Fra bagsiden:
“JuleFandens hævn er en julekalenderbog i 24 kapitler. Om den december, hvor det hele pludselig gik ad helvede til. Bogstaveligt talt. Hvor Kia og hendes bror Mikkel fik helt andre ting i pakkekalenderen, end de havde regnet med, hvor dukker og havenisser slet ikke opførte sig, som de burde, og hvor katten Felix måtte erkende, at hans lune kurv under radiatoren slet ikke var så hyggelig og tryg, som den plejede at være. Snart blev familieidyllen udskiftet med en rasende jagt på Julefanden, og det gik bestemt ikke stille af sig.”

Kia er Mikkels lillesøster, og hun går næsten amok, da det endelig bliver 1. december. Hun har plaget forældrene om en pakke-kalender og tvunget Mikkel til at være med til at åbne den hver eneste dag i december (hun slog ham nemlig ydmygende i Speeddrive på X-boxen og vandt deres væddemål). Men i stedet for fede pakker ligger der en grim, ildelugtende dukke i Kias julestrømpe og to plantefrø i Mikkels. Selvom Kia skælder forældrene hæder og ære fra, bliver gaverne i julestrømpen blot værre d. 2. december. Og det er kun begyndelsen.

Overalt i kvarteret går tingene lidt skævt. Der bliver stjålet småting, strømmen går, en snestorm truer og underlige små fodspor dukker op i sneen. Mikkel begynder at undre sig, og sammen med kammeraten Dex begynder han at undersøge de mange sære begivenheder, der – spøjst nok – koncentrerer sig om ‘idioterne’ i kvarteret.

Imens har Kia besluttet sig for at finde juleglæden frem, og besøger den gamle eneboer på vejen for at give ham julesmåkager. Og katten Felix – ja, den passer sig selv som en rigtig kat skal. Bortset fra at den kommer til at hjælpe familien, da det hele brænder på. For da sneen begynder at falde som en tung dyne, forvandler hele kvarteret sig ganske langsomt. Og de voksne lader ikke til at bemærke spor.

Det er svært at give et fyldestgørende referat af handlingen i JuleFandens hævn, for Patrick Leis lader fantasien løbe med warp speed. Hvert kapitel er fyldt med sjove, skøre og skræmmende hændelser fortalt levende og totalt overskudsagtigt. Vi præsenteres for havenisser, havuhyrer, nordiske guder og julemanden, og som et andet julemirakel lykkes det Leis at samle alle båndene til en fin julesløjfe i sidste kapitel.

JuleFandens hævn er illustreret af Patrick Leis selv, og de gråtonede stregtegninger er både utroligt flotte og stemningsskabende. I det hele taget er der gjort meget ud af bogens layout. Alle siderne er indrammede, papiret er blankt og lækkert, og omslaget er hardback med en appetitvækker af en forside. Det giver altså bare noget ekstra, når der er arbejdet så meget med detaljerne.

Propfyldt med både action, humor og en noget anderledes juleånd er JuleFandens hævn ikke en traditionel kalenderbog. Men den er underholdende som ind i Hades, og jeg er sikker på, at børnene vil more sig lige så kosteligt over den, som jeg har gjort. Glædelig jul!

Om JuleFandens Hævn:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 245 sider
Omslag: Patrick Leis

To Those Who Are Asleep af Bo Sejer

To Those Who Are Asleep af Bo SejerI 2015 udkom Bo Sejers totalt gakkede, men også vildt underholdende horror-roman Dead World, der udspillede sig i et ikke særligt hyggeligt Esbjerg. Nu kommer så en stand-alone novella i samme univers, denne gang dog skrevet på engelsk.

Ash vågner op i sin seng uden at kunne genkende sin lejlighed. Da han ringer til Easley, viser det sig, at der er forsvundet fire år fra Ash’s hukommelse. Mens han forsøger at finde ud af, hvad der er sket, bliver han næsten opslugt af et talende sort hul. Verden er nemlig død og befolket af edderkoppe-folk, søvngængere og spøgelser, samt en lille håndfuld mennesker (heriblandt Ash, Easley og Sid) som kan se de dæmoner, der har overtaget jorden.

For de tre venner er hver dag en flugt fra dæmonerne, som de dog også af bedste evne forsøger at udrydde, hvor de kan (på trods af at deres helte-potentiale er på det absolutte minimum!). Så da detective Jensen dukker op og beder om deres hjælp, følger de gladeligt med. Og herfra tonser historien af sted i fuld fart med døde dæmoniske piger, ande-monstre og huse hvis døre forsvinder og grundplan ændrer sig i et væk.

Ligesom Dead World er To Those Who Are Asleep en surrealistisk læseoplevelse. Ash har ingen anelse om, hvad der foregår, og det har læseren stort set heller ikke. Vi halser bare efter hovedpersonerne og prøver at overskue den ene gakkede og gyselige episode efter den anden, fra tid der stopper, til edderkopper der kravler ned i halsen på folk og fjernstyrer dem som robotter. Det er vildt, men heldigvis også vildt underholdende.

Som sagt er To Those Who Are Asleep skrevet på engelsk for at udvide læserskaren. Jeg kan sagtens læse engelsk, men er ikke stærk nok til at kunne vurdere hvorvidt romanen sprogligt lever op til Dead World. Jeg fornemmer dog, at det ikke er lykkes at nå helt samme niveau af crazy humor, som gennemsyrede universet i første bog.

To Those Who Are Asleep er dog stadigvæk en både underholdende og syret læseoplevelse, hvor grum horror går hånd i hånd med slapstick humor, og som en smagsprøve på Dead World universet er den slet ikke så ringe – for at sige det på jysk.

When I looked up again I almost split my pants in two by a massive fart of terror. In the gap, where Syd’s front door used to be located, there was nothing but at swirling black hole. A swirling black hole with teeth. And a tongue. A swirling black hole with teeth and tongue and which apparently talked. – Hello there! it remarked chippy, like it was the most natural occuring thing in the world.”

Om To Those Who Are Asleep:

Udgivelsesår: 2016
Victory Publishing, 132 sider
Omslag: Branca Studio, Bacelona

Læs mere på Bo Sejers hjemmeside

Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud

Lockwood & Co. - Den skrigende trappeNår de døde vender tilbage for at jage de levende, træder Lockwood og Co. til… (fra bogens bagside)

For ca. 50 år siden begyndte Problemet – eller rettere, man erkendte at det var et problem. Pludselig begyndte de døde i stigende grad at vende tilbage og terroriserer de levende, og siden er spøgelses-epidemien kun blevet værre. Langt de fleste voksne har ikke evnen til at se og høre de døde, så opgaven med at mane spøgelserne væk er tilfaldet børnene og de unge.

Lucy Carlyle var 8 år, da hun kom i lære hos den lokale agent, Mr. Jacobs. Nogle år efter søger hun job hos Lockwood & Co., et uafhængigt agentbureau i London som usædvanligt nok ikke har en voksen tilsynsførende. I stedet består bureauet af ejeren Anthony Lockwood, medhjælperen George Cubbins. Og nu Lucy.

Men det er svært at klare sig på markedet, der er domineret af de to gamle og respekterede agentbureauer Fittes og Rotwell, og da en sag ender med, at Lucy og Lockwood nærmest brænder deres klients hus ned, får de DEPFOK (Departementet for Parapsykologisk Forskning og Kontrol) på nakken. Hvis de ikke inden en måned betaler 60.000 £ til deres klient, lukker DEPFOK bureauet ned.

Heldigvis dukker en yderst usædvanlig sag op. Ejeren af den velrennomerede virksomhed Fairfax Jern ønsker deres hjælp til at komme nogle uhyre sejlivede genfærd til livs på en gammel herregård, han har overtaget. Det er ikke første gang, at agenter har forsøgt at fjerne de døde fra adressen, men det er end ikke lykkes nogen at overleve natten.

Det får dog ikke Lockwood & Co. til at ryste på hånden, og snart er de på vej mod Combe Carey Hall, hvor deres største sag venter dem.

Jeg hyggede mig gevaldigt med Den skrigende trappe, som en anmelder meget rammende har betegnet som “Hitchcock møder Ghostbusters”. Det er godt nok en ungdomsroman, men den kan nu også sagtens læses af voksne. Jonathan Stroud lader Lucy fortælle historien, og det fører både til sjove episoder men lader også uhyggen komme tættere på læseren.

Stroud skriver godt og levende med nuancerede hovedpersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Plottet er naturligvis ikke så kompliceret, men Den skrigende trappe er ikke desto mindre et rigtigt underholdende bekendtskab. Det er desværre kun første bind i serien, der indtil videre er oversat til dansk. Men man har da lov at håbe, at Carlsen med tiden vil oversætte resten også.

Lige så hurtigt som jeg blev vild med huset og dets finurligheder, lige så hurtigt dannede jeg mig en uforbeholden mening om mine nye kollegaer. Lockwood kunne jeg allerede godt lide. Han virkede som det stik modsatte af den fjerne og forræderiske agent Jacobs; hans iver og engagement var tydelig for enhver. Hér var én, som jeg følte, jeg kunne følge, måske endda ligefrem stole på. Men George Cubbins? Nej. Han gik mig virkelig på. Jeg forsøgte heroisk ikke at lade mig irritere alt for meget den første dag, men det var ikke menneskeligt muligt. Tag nu bare hans udseende. Der var noget ved det, som udløste éns værste instinkter. Hans ansigt var ufatteligt øretæveindbydende – selv en nonne ville have brændt efter at stikke ham et par på skrinet – mens hans bagdel skreg til himlen efter et velrettet spark…” (side 110)

Om bogen:

Dansk udgivelsesår: 2014
Originaltitel: The Screaming Staircase
Omslag: Allessandro ‘Talexi’ Taini
Forlag: Carlsen, 430 sider

Serien Lockwood & Co.:

The Creaping Shadow, 2016
The Hollow Boy, 2015
The Wispering Scull, 2014
Den skrigende trappe (The Screaming Staircase, 2013)

Besøg Jonathan Strouds hjemmeside

Gigant af Rune Ryberg

gigant_rune_rybergKulørt, humoristisk og actionfyldt coming-of-age tegneserie fyldt med monstre, ottebenede hunde og en kærlighed der overvinder alt

Den lille, spinkle Ozzy, hvis øgenavn er Gigant, er på date med Donna. Pludselig dukker et monster op og spiser Donna i en mundfuld. Gigants første indskydelse er at stikke af, som han plejer, men så beslutter han sig alligevel for at tage kampen op. Det fører ham ud på en farlig færd til fremmede dimensioner, hvor monstre og ottebenede hunde forsøger at bremse ham i at redde Donna.

Historien om Gigant er en kulørt coming of age-fortælling pakket godt ind i humor, action og tjubang. Helten skal som i de klassiske eventyr igennem en masse prøvelser, før han kan få prinsessen og vende hjem som et bedre menneske. Der er dog ikke meget belærende over Gigants flippede og crazy univers, som ubegribeligt nok er Rune Rybergs debut.

Der kan siges meget positivt om ebøger, men for mig slår intet følelsen af at sidde med en rigtig bog, hvor du ligefrem kan mærke håndværket. Sådan en udgivelse er Gigant. Med sit luksuriøse omslag hvorpå tegninger og tekst er trykt i klare røde og blå farver, så de nærmest springer ud i hovedet på læseren, ligefrem skriger udgivelsen: fremragende håndvæk. Papiret er ligeledes i kraftig kvalitet, og udgivelsen afsluttes med et indblik i Rybergs arbejdsproces med Gigant. Det er bare så lækkert, og udgivelsen har da også modtaget støtte fra Statens Kunstfond.

Rybergs tegninger fremstår lidt forpjuskede og skæve, men er samtidig både udtryksfulde og fyldt med dynamik og energi. Her i Gigant er de holdt i pangfarver, der underbygger det gakkede univers, vi befinder os i.

Ryberg er oprindeligt uddannet animator fra Animationsværkstedet i Viborg. Han har også arbejdet på forskellige danske kortfilm og tv-serier. Gigant vandt Pingprisen 2015 for Bedste børne/ungdomstegneserie, hvor den fik følgende ord med på vejen:

Med minimal tekst og up-beat tempo styrer et suverænt billedflow fortællingen i land. Det gennemarbejdede fantasyunivers byder på action, humor og spænding, og de vilde farver og afstemningen mellem dem gør læsningen til en udsøgt visuel fornøjelse.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Forlæns, 60 sider

Besøg Rune Rybergs hjemmeside

Den gale galakse 1: Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm Nielsen

Ondskaben vågner af Anders Winkel Hjelm NielsenHvad har dinosaurernes uddøen med teddybamser at gøre? Tilsyneladende en hel del hvis den debuterende forfatter Anders Winkel Hjelm Nielsen har ret

Peter er lidt af en nørd og er vild med dinosaurer. Desværre er der ikke rigtig andre, der forstår hans fascination. Forældrene har travlt med at feste, og skælder bare ud når de endelig lægger mærke til ham. Og i skolen er både klassekammeraten Hans og deres klasselærer hr. Rheitl efter ham.

Men en dag finder Peter en teddybjørn ude i skoven. Han tager bamsen med hjem, blot for at opdage at den er levende! Faktisk hedder den Lumbazor, er teddarianer og har ligget i dvale i sit rumskib i 65 millioner år.

Peter bliver selvfølgelig begejstret og vil gøre alt for at hjælpe sin nye ven. Desværre er han ikke klar over, at Lumbazor blot lader som om, han er rar. I virkeligheden er han et morderisk bæst, der drømmer om at blive universets hersker, og som sammen med de andre teddarianer har flere planet-udryddelser på samvittigheden.

Heldigvis er pigen Hyori lige startet på skolen. Og så er der også den grå alien, Bent.

Med muligheden for selvudgivelser er bogmarkedet blevet åbnet for alle med en forfatter i maven. Langt fra alle forsøg er lige vellykkede, men jeg synes faktisk, at Ondskaben vågner er underholdende læsning.

Dels har Anders Winkel Hjelm Nielsen et godt nuanceret sprog, på et til tider højt – og bramfrit – niveau for en børnebog. Dels er historien både skæv og sjov med overraskende vinkler, som f.eks. en fortæller der helt fralægger sig ansvaret for bogens indhold. Jeg er også vild med, hvordan AWHN har lavet sit eget rumvæsen-alfabet, som jeg bladrede lystigt frem og tilbage til, når jeg skulle oversætte undervejs.

På minus-siden er der ikke helt overensstemmelse mellem udseende og indhold. Forsiden signalerer umiddelbart børn, men her tænker jeg, at bl.a. den ret splattede slutning bliver for voldsom. Til gengæld er personerne lidt unuancerede for den unge læser, hvortil indholdet passer. Forfatteren angiver selv målgruppen som 12+ med et ønske om ”at sprede latter til læserne, hvad enten de er 12 eller 30.”

Bortset fra dette lille sure opstød, så blev jeg dog hurtigt grebet af det skøre univers, hvor dødsensfarlige teddybjørne med znazzle blastere ikke lige er sådan at spøge med. Humoren fejler ikke noget, og slutningen har masser af splatter, såvel som begyndelsen på et nyt eventyr. Så jeg ser frem til fortsættelsen. Ondskaben vågner er nemlig blot første bind i serien Den gale galakse, som AWHN har arbejdet på siden 2012.

Brachiosauren blev holdt fast, da tippen af dens hale kørtes over af meteoren. Det store dyr kunne ikke bevæge sig og trompeterede højt af smerte, mens kometen kørte længere og længere hen over dinosaurens krop som en kagerulle over en dej! Meteoren havde bevæget sig fra halespidsen op ad ryggen og kørte nu hen ad dyrets lange hals, mens blodet fossede ud af munden på den stakkels sauropod. Meteoritten stoppede endelig op, men det var kun brachiosaurens hoved, der ikke nåede at blive mast fladt under det tunge himmelobjekt. Dens oppustede øjne lignede fodbolde med pupiller, der kiggede i hver deres retning … OKAY, HVOR POKKER BLIVER DEN ALTØDELÆGGENDE KOMET AF!? ØH, HVAD FA...”

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Winkel
Forlag: Books on Demand, 163 sider