oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘mord’

Manden der glemte han var død af John Lorentz

manden-der-glemte-han-var-doedDansk-amerikaneren Frank Iverson er en succesfuld investeringsrådgiver bosat på Manhattan – men han er også en mand uden hukommelse. En majdag i 1981 kommer han til sig selv efter at have vandret rundt i dagevis. Han ved, hvad hans navn er, hvor han bor, og hvad han arbejder med. Men han ved også, at navnet Frank Iverson er et han har taget, da han kom til USA. Og han husker intet fra fortiden.

Mange år er gået, uden at Frank er kommet nærmere på at finde ud af, hvilke hemmeligheder der gemmer sig i fortidens tåger. I et forsøg på at få hukommelsen tilbage tager han hjem til Danmark. Her bosætter han sig i en herskabslejlighed på Østerbrogade i København. Men trods sine faste besøg hos psykologen Ida Bang er det først da politimanden Børge Mogensen dukker op i Franks liv, at minderne begynder at dukke op i fragmenterede bidder. Og et billede af en ubehagelig person flyder frem af mørket.

Manden der glemte han var død er en historie om mord, bedrag og skyld, som både begynder og slutter under de sidste dage af Danmarks besættelse i 1945. Her er ikke tale om en traditionel spændingsroman, og forlaget kalder da også bogen for en ”psykologisk spændingsroman/krimi noir”. Det passer egentlig godt på den oplevelse, jeg havde under læsningen.

Det er John Lorentz debutroman, men det føles ikke sådan, når man læser. Jeg blev fuldstændig opslugt nærmest fra første side, og lagde stort set ikke bogen fra mig før sidste side var vendt.

Franks forsøg på at afdække sandheden om sig selv er fuld af gådefulde og foruroligende afsløringer fra uventede – og til tider nærmest umulige – sider. Alligevel er historien så velkomponeret, at det ikke falder én spor svært at tro på fortællingen. Samtidig flyder sproget let og elegant, ligesom plottets mange grene, der langsomt afdækkes efterhånden som Franks hukommelse vender tilbage, ubesværet samles til en uforudsigelig slutning, der helt lever op til resten af historien. Det synes jeg så desværre ikke, at forsiden gør, og det er ærgerligt, for ”Manden der glemte han var død” er spændende og fascinerende læsning, som kun kan anbefales.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Finn Leth Samsø
Forlag: Emil, 335 sider

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

det-burde-du-have-vidstVelskrevet drama med et skræmmende twist

Grace er psykoterapeut og arbejder især med parforhold. I 15 år har hun lyttet til sine patienter fortælle om, hvordan den første tid med deres partner og deres første indtryk af denne var. Og i alle årene har hun i sit stille sind tænkt, at patienten i virkeligheden kendte til problemerne fra begyndelsen. Så nu har hun skrevet en bog med titlen “Det burde du have vidst”, som snart rammer butikkerne.

Hjemme er hun lykkelig gift med kræft-børnelægen Jonathan, som hun har sønnen Henry med. De bor i Upper East Side, New York, hvor Henry går på privatskolen Rearden. De er med andre ord en priviligeret og tilfreds familie.

Men en dag myrdes en mor til et af barn på en af skolens fripladser, og pludselig ændres alt. Graces trygge liv vælter sammen om ørene på hende, og hun må spørge sig selv: hvor godt kender man nogensinde et andet menneske?

På forhånd havde jeg fået anbefalet “Det burde du have vidst” af en kollega, men efter endt læsning var bogen helt anderledes – og meget bedre – end jeg havde regnet med.

Her er ikke så meget tale om en nervepirrende spændingsroman, som et langsomt afdækket ægteskabsdrama. Jean Hanff Korelitz giver læseren god tid til at komme ind under huden på Grace, så da tæppet trækkes væk under hende, følger vi med på hendes følelsesmæssige rutchetur. Jeg var fuldstændig opslugt af Graces fortumlede forsøg på at følge med i begivenhederne og sine egne følelser.

“Det burde du have vidst” er velskrevet, og bygger roligt en intens og foruroligende stemning op. Portrættet af Grace er nuanceret, og selvom man måske nok har en anelse om, hvad der er på vej, så holder romanen alligevel spændingen, netop fordi vi følger Grace så tæt.

Forlaget lancerer bogen til de læsere, der var glade for “Kvinden der forsvandt” af Gillian Flynn. Den var jeg desværre ikke så begejstret for. Men til gengæld kan jeg på det bestemteste anbefale “Det burde du have vidst”, hvis du holder af gode og indholdsrige dramaer med et skræmmende twist.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: You should have known
Forlag: Gads forlag, 467 sider

Drengen der slog ihjel af Simon Lelic

Knugende psykologisk thriller om mord, skyld og samfundets reaktion.

Da den 12-årige Felicity forsvinder og efter 4 uger bliver fundet, mishandlet og dræbt, er lokalsamfundet i oprør. Værre bliver det, da gerningsmanden viser sig at være den jævnaldrende Daniel Blake. I offentlighedens øjne er han ondskaben selv, og ønsket om at han skal straffes er overvældende.

Alligevel har provins advokaten Leo Curtice ikke til fulde forstået, hvilken virkning det vil få på hans liv, da han påtager sig Daniel Blake-sagen. I første omgang ser han kun hvilken gevinst, det vil blive for hans karriere, da sagen er garanteret en masse medieomtale. Senere bliver det dog et oprigtigt ønske for ham, at finde ud af hvorfor? Og ad den vej forsøge at hjælpe sin unge klient.

Efterhånden går det dog op for Leo, at det ikke kun er ham, som har påtaget sig sagen. Også hans kone og 15-årige datter, som går på samme skole som ofret, bliver involveret. De ønsker begge, at han frasiger sig sagen, og ser Daniel som et monster – ligesom resten af byen. Leos kone forstår slet ikke, at han kan forsvare Daniel, når de selv har en datter!

Alligevel forstår Leo ikke situationens alvor, selv da trusselsbreve begynder at dukke op, og først da det er for sent, går de fulde konsekvenser op for ham.

I 1993 blev England rystet i sin grundvold, da den kun 2-årige James Bulger blev tortureret myrdet af to 11-årige drenge, efter at de havde kidnappet ham i et indkøbscenter, hvor han var ude at handle med sin mor. Efterfølgende er der blevet skrevet en række bøger inspireret af sagen, bl.a. Pat Barkers Over grænsen fra 2001, og i 2007 udkom filmen Boy A.

Også Simon Lelic har fundet inspiration i Bulger-sagen i sin roman Drengen der slog ihjel. Men hvor de andre historier i høj grad har fokuseret på drengene som slog ihjel og prøvet at forklare, hvordan en sådan grusomhed kunne finde sted, så retter Lelic blikket mod forsvareren og dennes familie, og prøver at se på hvilke konsekvenser sådan en sag har for de udenforstående, som involveres.

Det virker meget stærkt og troværdigt, og som læser kan man ikke undgå at blive berørt. Det er så let at rette sit had mod nogen – selv en dreng på 12 år – når vedkommende har begået et grusomt mord på en lille uskyldig pige. Men kan man med rette dømme en 12-årig efter en voksen domstol? (i England kan børn på 10 år blive dømt som voksne, idet de anses for at være gamle nok til at kende forskel på ”bad behaviour and serious wrongdoing”).

Lelic skriver flydende og ligetil. Man bliver straks fanget ind af historien, som springer lidt i tid og sted, og både fortæller fra Leos synspunkt og fra hans kones. Jeg synes, det er en spændende disposition at vælge forsvareren som udgangspunkt for fortællingen, og netop fordi Leo ikke er ubetinget idealist fra starten af, virker historien så meget desto stærkere.

Drengen der slog ihjel er ikke den sædvanlige thriller, hvor man på sin vis nyder de makabre mord og glæder sig over morderens endeligt. Det er en mere mørk og til tider trøstesløs fortælling, som ikke kan undgå at påvirke læseren på grund af sit sørgelige udgangspunkt. Men det er også en vedkommende og meget læseværdig roman, som jeg på det stærkeste kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaltitel: The Boy Who
Omslag: Stoltze Design

Læs mere:

James Bulger sagen på Wikipedia
Besøg Simon Lelics hjemmeside
Besøg forlaget Punktums hjemmeside

Sagen Collini af Ferdinand von Schirach

Sagen Collini af Ferdinand von SchirachEn gammel mand dræbes brutalt. Morderen melder sig selv, men nægter at fortælle, hvorfor han slog manden ihjel. Vellykket krimi fra den tyske forsvarsadvokat Ferdinand von Schirach.

Caspar Leinen er nyuddannet forsvarsadvokat, da han som sin første sag får til opgave at forsvare Fabrizio Collini. Collini har tilsyneladende uden nogen former for motiv har skudt den 85-årige Hans Meyer og derefter sparket hans ansigt til ukendelighed.

I første omgang ved Leinen ikke, hvem offeret er. Det går dog hurtigt op for ham, at det er hans barndomskammerats bedstefar, som nærmest var som familie for ham i barndommen. Efter råd fra en ældre kollega ender det dog med, at han holder fast i sagen, som viser sig at være ganske usædvanlig.

Collini forsøger på ingen måde at unddrage sig skylden for mordet – men han nægter at fortælle sit motiv. Leinen er derfor på en svær opgave. Hvordan skaber man sympati for en mand, der erkender en grusom gerning, men ikke vil fortælle, hvorfor han har begået den? Leinen må selv forsøge at finde en forklaring, og det bringer ham tilbage i tiden men også på kant med magtfulde personer i nutiden.

Jeg stødte første gang på Ferdinand von Schirach, da jeg læste novellesamlingen Forbrydelser fra 2011. Schirach har arbejdet som forsvarsadvokat, og jeg blev øjeblikkeligt betaget af hans sobre og nøgterne skrivestil. Her er intet af den sensationslystne svælgen i elendighederne. Næsten klinisk beretter han om grufulde episoder og menneskelig afmagt, og som læser kan man ikke lægge romanen fra sig.

I både Forbrydelser og Skyld, som også udkom i 2011, blev Schirach inspireret af virkelige sager. Her i Sagen Collini er udgangspunktet i stedet en lovændring fra 1968, som vendte op og ned på mulighederne for at forfølge krigsforbrydere. Dette holdepunkt i virkeligheden gør kun fortællingen endnu stærkere. Jeg kan på det varmeste anbefale Sagen Collini og i det hele taget Ferdinand von Schirachs forfatterskab.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal, 161 sider

Pantomime af Annika von Holdt

Sharon Crane har mistet alt. Hun sidder indespærret på en institution for farlige kriminelle sindsyge – dømt for det bestialske mord på sin bedste veninde – hendes mand har forlangt skilsmisse, og hun har ikke set sin søn siden dommen.

Men en dag smiler heldet alligevel til Sharon, og det lykkes for hende at stikke af. Hendes eneste tanke er at se sønnen Max igen, men hun er godt klar over, at politiet er på udkig efter hende. Heldigvis møder hun Charles Broussard, som mod alle odds tror på hendes uskyld og beslutter sig for at hjælpe hende.

“Pantomime” er en okay thriller, men jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet under læsningen. Tidligere synes jeg, at von Holdt har underholdt med drabelige historier, som måske ikke altid overraskede 100%, men som ikke desto mindre holdt læseren fanget hele vejen igennem. Denne gang synes jeg ikke helt, historien holder. Der er nogle yderst heldige sammentræf, som er lidt svære at sluge, og selvom Sharons forsøg på at rense sig selv, og derved finde ud af hvem der så har slået veninden ihjel, er ganske spændende og overraskende, så er tråden om hendes søn og kampen for at finde ham lidt for nem at gennemskue efter min mening.

Forside er  meget stemningsfuld, og jeg forstår godt baggrunden for at bruge den, men den minder uhyggelig meget om forsiden fra “Sov som de døde“, og det, synes jeg også, er lidt ærgerligt.

Jeg er sikker på, at der nok skal være mange, som synes “Pantomime” er en fin bog, og er du til Dean Koontz, så tror jeg bestemt heller ikke du bliver skuffet.

Læs starten på romanen:
I offentlighedens øjne scorer jeg højt på tosse-o-meteret. Medierne har med deres udpenslede historier og hang til det makabre gjort mig til indbegretbet af alt, hvad der er ondt og grusomt, og folk er i almindelighed enige om, at de har ret. Jeg er bedst kendt som galning, psykopat og uhyre. Mit rigtige navn er Sharon Crane, men du kan kalde mig, hvad du vil. Lige i øjeblikket siger jeg, at det er Claire Bessette, hvis nogen spørger.

Jeg har været død i to år; gemt af vejen i seksogtredive kubikmeter eneværelse med et ammoniakstinkende lokum, stålforstærket jerndør uden håndtag, tremmer for vinduerne og udsigt til en solsveden mark, varmere end helvedes forgård. Men jeg håber ikke, at jeg behøver at være død resten af mine dage.”

Besøg Annika von Holdts hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Stoltze

Jeg kan se i mørke af Karin Fossum

Jeg kan se i mørke af Karin FossumJeg kan se i mørke er en velskrevet norsk thriller om den pligtopfyldende Riktor som under overfladen er en helt anden.

Det er først for nyligt, at jeg fik øjnene op for Karin Fossums forfatterskab, men jeg skal lige love for, at hun gør indtryk. I sin nye bog, Jeg kan se i mørke, dykker hun endnu engang ned i menneskesindet og sætter ord på de tanker og følelser ingen af os bryder os om at erkende.

Riktor ved, at han er noget særligt. Han kan se i mørke, og han kan gennemskue mennesker. Han bor alene og arbejder på et plejehjem for demente og meget syge ældre mennesker. Hver dag efter arbejde går han over i parken, hvor han sidder og studerer de andre gæster.

På overfladen er Riktor høflig og hjælpsom. Han ved godt, hvordan man skal opføre sig. Men ind i mellem koger følelserne over for ham. Han bryder sig i virkeligheden slet ikke om de gamle på hjemmet, så når ingen ser det, piner og plager han dem og smider deres medicin ud.

Riktor føler egentlig ikke, at han gør noget forkert, men han ved godt, at andre ikke vil bryde sig om hans handlinger. Han tænker tit på, at han fortjener mere, og en dag beslutter han sig for at få en ven. Det bliver den gamle spritter Arnfinn fra parken. Men da Arnfinn stjæler penge fra ham, slår det klik.

Riktor fortæller selv sin historie, og dermed kommer vi helt ind under huden på ham. Han er overbevist om, at han er et godt menneske, der fortjener kærlighed og venskab. Når han ”kommer til” at følge sine laveste instinkter, så føler han altid, at det kan undskyldes.

For mig er der ingen tvivl om, at Riktor er psykopat, og rejsen ind i hans samvittighedsløse og alligevel sært genkendelige verden, beskriver Karin Fossum utroligt overbevisende. Ved at bruge en jeg-fortæller kommer der ikke et fordømmende blik på hans gerninger, og denne nærmest rationelle måde at fortælle om Riktors grusomheder er med til at føje en dyb gru til historien.

Fossum behøver ikke at udpensle sine fortællinger med blodsprøjt og dusinvis af døde. Hun finder ondskaben inde i det enkelte menneske, og hendes psykologiske thrillers er noget af det mest uhyggelige jeg længe har læst.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal, 221 sider

Trick’r Treat

Trick'r TreatJeg har længe gået og luret på Trick’r Treat, hvis forside med den lille figur med sækkehovedet virker stærkt fascinerende på mig. Desværre synes jeg ikke, at indholdet levede helt op til forsiden.

Trick’r Treat er en antologifilm a la Creepshow, og det er tydeligt, at instruktør og manuskriptforfatter Michael Dougherty er inspireret af de gamle film og EC comics. Men i modsætning til de gamle film, hvor historierne er individuelle og kædes sammen af en rammefortælling, så væver de fem fortællinger i Trick’r Treat sig ind i hinanden undervejs i fortællingen, som springer i tid og sted.

Første fortælling er om det unge par, hvor kvinden ikke er særlig vild med Halloween og slukker græskarlampen før tid. Anden fortælling handler om gymnasielæreren der har sine helt egne Halloween-traditioner. Tredje fortælling handler om en gruppe børn, som laver en practical joke der løber helt af sporet. Fjerde historie handler om jomfru-lillesøsteren, som tager med sin storesøster til fest og endelig slipper af med mødommen – men på en lidt anderledes måde. Og femte historie handler om den gamle vrede mand, der hjemsøges af Halloween-ånden.

I ekstra-materialet fortæller Dougherty, at han altid har været fascineret af Halloween, og at han i sin film har ønsket at sætte fokus på baggrunden for Halloween og de traditioner, der er forbundet hermed. Undervejs kommer personerne da også med små oplysninger flettet ind i historien, men jeg må indrømme, at jeg først fangede de fleste af dem, da jeg så ekstra-materialet.

Generelt er filmen teknisk flot lavet, og det er ganske morsomt at sidde og holde øje med personer og lyde fra de andre historier undervejs. Når det er sagt, så blev jeg dog lidt skuffet over Trick’r Treat, som aldrig bliver rigtig overraskende eller skræmmende, og heller ikke indeholder den sorte humor, som fx Creepshow gjorde. Det hele er lidt for poleret og pænt efter min smag, men Janus skriver ganske pænt om den på Horrorsiden.dk, og jeg kan også se, at den har scoret 6,9 på IMDB, så det er sikkert bare mig, som er lidt for negativ igen igen.

Om Trick’r Treat:

Instruktør: Michael Dougherty
Udgivelsesår: 2007

For lidt mere Halloween-info se her

The Dark Room

For 15 år siden fandt man en ung teenager vandrende midt på vejen. Hans hænder var sølet til i blod, han havde ingen papirer på sig, og han havde mistet sin hukommelse. 15 år senere har et medicinalfirma opfundet et lægemiddel, der kan give amnesia-patienter deres hukommelse igen. Midlet er stadig under udvikling, men den navnløse patient som siden den dag har været indlagt på et psykiatrisk hospital ønsker at afprøve det. Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at det virker. Det eneste, patienten oplever, er nogle sære syn af et skræmmende muddermonster. Men så får han muligheden for at stikke af, og i håb om at finde ud af hvad der skete dengang løber han.

Udenfor møder han teenageren Stanley, som har problemer derhjemme. Moren drikker, og stedfaren lusker af sted hver aften uden at ville sige, hvad han laver. Stanley beslutter sig for at finde ud af, hvad stedfaren laver, og han får patienten med. Men jo mere de finder ud af om Stanleys stedfar, jo flere syner får patienten.

“The Darkroom” er en udmærket thriller, som forsøger sig med en uventet drejning af historien hen mod slutningen. Drejningen er dog ikke så uventet, hvis man er lidt bekendt med genren. Skuespillet er ok, og det mystiske muddermonster er faktisk ret godt lavet. Plottet har dog et par usandsynlige præmisser, som man kan ærge sig over, at instruktøren/manuskriptforfatteren ikke har ofret lidt tid på. Bl.a. er det temmeligt utroværdigt, at man ikke har kunne finde den navnløse patients identitet.

Alt i alt er “The Dark Room” dog en okay film, som man sagtens kan slå et par timer ihjel med, hvis den kommer på tvet.

Instruktør: Michael Hurst
Udgivelsesår: 2006

Prison

PrisonEt gammelt nedlagt fængsel genåbnes, da man mangler cellepladser. Eaton Sharpe, tidligere vagt i fængslet, udnævnes til direktør, og Kathrine Walker skal være bestyrelsens øjne og øre i fængslet. Men der går ikke længe, før den første fange dør på mystisk vis, og da endnu en fange findes dræbt, sætter Sharpe hårdt mod hårdt for at finde frem til morderen, som han er overbevist om, er en af fangerne. Det viser sig dog, at det gamle fængsel gemmer på en hemmelighed. Noget fra fortiden er blevet vækket og ønsker hævn. Midt i det hele befinder den unge biltyv Burke sig, og uanset om han vil eller ej, bliver han blandet ind i et blodigt opgør.

Prison er ikke en epokegørende eller vildt opfindsom film. Det er en B-films variation af haunted-house-genren, som udspiller sig i et fængsel. Men selvom den måske ikke er særligt overraskende i plot og manuskript, så er det alligevel en rigtig underholdende film. Ikke mindst fordi det er lykkes at skabe nogle utroligt klaustrofobiske scener ved at optage filmen i et virkeligt nedlagt fængsel.

Derudover er skuespillet slet ikke så dårligt. Lane Smith, som spiller Eaton Sharpe, kan især fremhæves. Han er fremragende som den psykopatiske fængselsdirektør, der hverken kan lide kvinder eller fanger, og som gemmer på en hemmelighed. Viggo Mortensen spiller biltyven Burke, og selvom rollen ikke hører til hans største præstationer, så er det alligevel solidt og ganske overbevisende. Som en kuriositet kan jeg også nævne Kane Hodder, der siden kom til at spille Jason Vorhees et par gange, som har en ganske lille rolle som fængselsbetjent.

I ekstra-materialerne fortæller finske Renny Harlin om arbejdet med Prison, hans første amerikanske spillefilm. Før den havde han lavet Born American i 1986, men da filmen blev bandlyst i Finland af politiske årsager, tog Renny til USA for at slå igennem. Her rendte han studierne på dørene med en kopi af Born American, og heldet ville, at han mødte produceren Erwin Yablans, der bl.a. havde distribueret John Carpenters Halloween. Yablans mente, at Renny kunne blive den nye John Carpenter og hjalp filmen i gang.

Prison blev optaget på 36 dage on location i et nedlagt fængsel i Rawlins, Wyoming. Ved siden af var der blevet bygget et nyt fængsel, og her fandt Renny både eksperthjælp til researchen samt statister til fanger og fængselsbetjente. Budgettet var på blot 1,3$ dollar, så Renny og holdet måtte selv lave deres special effects, hvilket er lykkes overraskende godt for det meste. I en af scenerne bliver en fængselsbetjent f.eks. snøret godt og grundigt ind i pigtråd, og den klarede man ved at lave pigtråden af telefonledning, og så indspille snøringen baglæns. Det virker vældig godt.

Filmen blev en af de sidste produktioner fra Empire Pictures, der måtte lukke året efter af økonomiske årsager. Det betød, at Prison aldrig fik den store markedsføring, og dermed ikke blev nogen kommerciel succes. Ikke desto mindre var filmen medvirkende til, at Renny samme år fik jobbet som instruktør på A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master, bl.a. fordi producenterne kunne se, at han kunne lave meget film for små penge. Siden har Renny Harlin stået bag film som Die Hard 2, The Long Kiss Goodnight, Deep Blue Sea og Exorcist: The Beginning for blot at nævne et par stykker.

Selvom Prison ikke er stor filmkunst, så havde jeg alligevel en fornøjelig oplevelse med at se den. Nok kammer den gevaldigt over mod slutningen, hvor man mærker, at både tid og penge er ved at løbe ud, men langt det meste af filmen er interessant filmet og underholdende spillet. Og så er det jo aldrig af vejen at hygge sig med lækker-måsen Viggo.

Om Prison:

Instruktør: Renny Harlin
Udgivelsesår: 1988

Læs også Planet Pulps omtale af ”Prison”

Også omtalt på Horrorsiden.dk

De døde brødre af Nick Clausen

De døde brødre af Nick ClausenJeg har tidligere læst Tidevandet og Ulm (sidstnævnte er udkommet efter De døde brødre) af Nick Clausen, og jeg må indrømme, at jeg synes hans forfatterskab bliver bedre og bedre. Selvom De døde brødre er en ungdomsbog, så er den både underholdende og overraskende også for den voksne læser.

De to venner, Adam og Troels, møder en ældre mand foran den lokale Netto. Han bor i et gammelt hus ude i Præsteskoven, men han kan snart ikke holde det ud mere, for huset bliver hjemsøgt af et par tvillinge-drenge. Adam er meget skeptisk overfor alt overnaturligt og tror slet ikke på Bent, som den gamle mand hedder. Men Troels er fyr og flamme. Han er overbevist om, at der både findes ånder og andre overnaturlige ting, og det lykkes ham at overtale både Bent og Adam til, at han og Adam må overnatte i huset den efterfølgende weekend.

Som sagt så gjort. Adam og Troels tager ud til Præsteskoven, og efter at Bent har fortalt dem historien om tvillingerne, tager han på weekend-ophold hos sin søster, mens drengene bliver i huset. Og der er ikke gået længe, før Troels føler, at der er andre i huset end dem. Men Adam lader sig ikke overbevise – i hvert fald ikke til at begynde med …

Det lykkes Nick Clausen at fremmane en troværdig og lidt skræmmende atmosfære i fortællingen om de to døde brødre. Det er godt gået, da den ene hovedperson er meget skeptisk anlagt, og dermed hele tiden finder logiske forklaringer på alt, hvad der sker i huset. Alligevel opbygges der en fin stemning, og mod slutningen laver forfatteren lige et par twists med plottet, som faktisk virker ganske overbevisende. Den fede forside er tegnet af Christian Guldager, og jeg synes, den er utrolig flot og stemningsfuld.

Man skal selvfølgelig ikke læse De døde brødre med forventningen om at få en oplevelse á la Rosemarys baby, men ønsker man sig lidt let og uforpligtende gys, så brug et par timer i selskab med Adam og Troels og de to døde brødre. Det kan godt betale sig.

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs et interview med Nick Clausen på Fantastiske Forfattere

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager