december 2017
M T O T F L S
« nov    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Indlæg tagget med ‘mord’

Den højeste dom af Torbjørn Rafn

Den højeste straf af Torbjørn RafnEftertænksom ’slowthriller’ om ensomhed, identitet, straf, retfærdighed og moralsk deroute

Daniel Krupp er en respekteret dommer i Danmark. Men nu sidder han i en fængselscelle et ukendt sted i Belgien og venter på at blive guillotineret, når solen står op. Mens nattens timer svinder, tænker han tilbage på sit liv, og de begivenheder der har ført ham her til.

Daniel havde ikke en privilegeret barndom. Faren drak og gik med fremmede damer, mens moren var en kold kvinde, der styrede hjemmet med tæv og hårde ord. Allerede som meget ung fik han dog øje på juraen, og styrede målrettet efter at blive advokat.

Det lykkes Daniel at slutte som den anden bedste på årgangen, og efterfølgende bliver han en succesfuld forsvarsadvokat. Herfra starter et liv i en evig stræben på karrierestigen, så da Daniel stilles en mulighed for at blive højesteretsdommer i udsigt, vil han gå meget langt for at få opfyldt sin drøm.

Men tingene løber af sporet, og i afmagt beslutter Daniel sig for at begå selvmord. I samme øjeblik dukker den karismatiske D’Harlequin imidlertid op. Han lytter til Daniels fortrædeligheder, drikker med ham, og snart har han indgået en aftale med Daniel. En aftale der indebærer et mord, og som sender Daniel ud på en moralsk deroute, der får ham til at sætte spørgsmålstegn ved hele sin eksistens.

Hele sit liv har Daniel fremstået regelret. Han har afgrænset sig fra andre mennesker og oplevet dem som mindreværdige. Selv sine to ægteskaber – og skilsmisser – har han holdt sig følelsesmæssigt klar af. Men nu hvor han selv synker ned mod det plan, han i alle årene har forsøgt at undgå, må han revidere sit liv. Er han overhovedet bedre end de forbrydere, han har dømt i sin karriere?

Senere på natten drak de sammen igen. Han forstod ikke sig selv, forstod ikke hvordan han kunne ydmyge sig selv på den måde. Men Marc var omvendt det eneste menneske han havde til sin rådighed, også selvom han betragtede ham som et umenneske. Men efterhånden som han drak den ene genever efter den anden, begyndte en ubehagelig tanke at indhente ham, selvom han forsøgte at undslippe den: Måske var Marc og han i virkeligheden på sammen niveau. Måske fortjente han og Marc hinanden.”

Torbjørn Rafn har tidligere skrevet manuskripter, men debuterer her som romanforfatter, og jeg må sige, at ”Den højeste dom” er en meget positiv overraskelse. Kompositionen er stram, sproget enkelt men samtidig udtryksfuldt. Stemningen er dyster og med et til tider fantastisk strejf der giver mindelser om Kafkas ”Processen”. Og ligesom denne giver ”Den højeste dom” stof til eftertanke.

Ind i mellem kommer man ud for selvudgivne bøger, der aldrig burde være printet. I dette tilfælde forstår jeg ikke, at Rafns bog ikke er blevet headhuntet af et større forlag. Stor cadeau til denne lille bog, der overrasker med sin indsigt og velskrevethed.

(Anmeldt til Bogrummet.dk)

Om “Den højeste dom”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Books on Demand, 220 sider
Omslag: Mikkel Schrøder Dysted

Hviskende lig af Dennis Jürgensen

Hviskende lig af Dennis JürgensenEfterforskningsleder Roland Triel er en af København politis dygtigste drabsefterforskere. I Hviskende lig bliver der endnu engang brug for hans opklaringsevner, samtidig med at fortidens genfærd spøger igen.

En ung kvinde bliver myrdet på en rideskole. Politiet har umiddelbart ikke nogen fysiske spor at gå efter, men et vidne har set en forhutlet mand forlade stedet. Triel og hans kollegaer sættes på sagen, og da der kort efter findes et lig af en ung pige i en nærliggende mose, ender også den sag på Triels bord.

Liget i mosen er usædvanligt velbevaret. Det viser sig at være en pige, som forsvandt sporløst for 40 år siden. De sidste, der så hende, var to brødre, hvoraf den ene i dag driver en millionforretning som selvhjælpsguruen bag Det Perfekte Liv, mens den anden lever på overførselsindkomst.

Samtidig med at Triel arbejder på de to drabssager, spøger sagen om hans hustrus drab stadig. Det er nu over fire år siden, at hun blev myrdet og datteren Andrea blev svært mishandlet. I sidste bind overvandt Andrea endelige sine traumer og begyndte at tale igen, men nu har ukendte gerningsmænd brændt deres gamle hus ned.

Triel er ikke i tvivl om, at det er hustruens morder, der står bag. Men selvom han – modvilligt – har slået sig sammen med journalisten Thor Brandt, som han reddede i sidste bind, er han ikke kommet nærmere på at finde ud af, hvem det er.

Imens er Triels kæreste Astrid i gang med en kæmpe oversætter-opgave for sit forlag, som betyder, at hun skal tilbringe noget tid med succesforfatteren Jeremy Forest i sin chefs sommerhus på Stevns. Men også Astrids fortid gemmer på hemmeligheder. Bl.a. en eks-mand med løse næver og et hævngerrigt sind.

Hviskende lig er tredje bind i serien om Roland Triel skrevet af Dennis Jürgensen, og som i de to første bind i serien er her tale om en velskrevet krimi af stort format. Hvor de tidligere bind havde temmelig blodige mord som omdrejningspunkt, fylder det psykologiske aspekt meget mere end selve gerningen her i bind 3, hvor Jürgensen giver os adgang til en anderledes type morder.

Som altid fremstår persongalleriet levende og interessant. Jürgensen giver sig tid til at beskrive sine personer og lader os komme ind under huden, både på hovedpersonerne, men også f.eks. på teamet omkring Triel. Han forfalder aldrig til endimensionelle klichéer, men gør sine figurer til hele mennesker.

Samtidig skriver Jürgensen, så man ser en indre film, mens man læser. Sproget er klart og mister aldrig pusten. Undervejs i romanen krydsklippes konstant mellem Triel og de øvrige figurer, hvilket giver en støt accelererende spændingskurve. Det er nemlig ikke bare historien om de to mord eller Triels jagt på hustruens morder, vi som læsere fanges af. Også bihistorierne om Astrids forfatterbesøg; Andreas ønske om at gennemgå hypnose for at huske, hvad der skete under hendes overfald, kollegaen Karstens pludselige fravær osv. har deres egen momentum, som holder én fængslet. Og så viser Jürgensens dygtighed sig til fulde, når han til sidst samler de mange plottråde i en elegant sløjfe.

Men Dennis Jürgensen er nærmest også en institution som forfatter. I mange år skrev han børne- og ungdomsbøger med en særlig forkærlighed for gyset. Hans bibliografi tæller bl.a. Danmarks første zombie-roman Kadavermarch og manuskriptet til filmen Sidste time. I 2014 udgav Jürgensen så sin første krimi for voksne, Løbende tjener, der helt fortjent røg til tops på bestseller-listen. Siden kom Dansende røde bjørne i 2015 og nu Hviskende lig.

For mig er der ingen tvivl. Uanset om han skriver for børn, unge eller voksne. Om det er horror, krimi eller for sjov. Dennis Jürgensen er en fantastisk fortæller, og han serverer endnu en gang en fremragende roman. Læs den.

Tak til forlaget Tellerup for læse-eksemplaret. Og til slut en lille tanke – gad vide om Roland Triel er opkaldt efter Stephen Kings revolvermand fra Det Mørke Tårn?

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Tellerup, 507 sider.
ISBN: 978-87-588-3000-1
Omslag: Danielle Finster
Udkommer d. 11/11-2016

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille

Vredens_Ord

Underholdende og godt tænkt videnskabskrimi med Thea Vind i hovedrollen

Igennem flere år har jeg haft fornøjelsen af at være med til at lave ”krimi bingo banko” på Årets Krimimesse i Horsens, hvor bl.a. forfatterne Lisbeth og Steen Bille med aldrig svigtende humør har deltaget som henholdsvis oplæser/opråber og præmiepige. Det har altid været et velbesøgt arrangement, og vi har haft en fest med afviklingen.

I år udkom ’Billernes’ nyeste krimi netop på Krimimessen (d. 12. marts), og de var så søde at give mig et læseeksemplar. Godt nok skriver de krimier, men “Vredens ord” er både velskrevet og underholdende, så jeg giver den alligevel et par ord med på vejen her på siden.

Thea Vind er ansat som videnskabsjournalist på forsk.nu. Hun er i gang med at skrive en reportage om et nyopfundet fællesnordisk sprog, nyska, opfundet af forskeren Sigrid Kring, som nu bruges i en stor tv-serie om vikingerne. Men den dag hun skal møde Sigrid, dør en af statisterne på settet. Selvom det ser ud til at være et hændeligt uheld, aflyses mødet naturligt nok.

Selvom Theas redaktør skubber på, for at Thea skal skrive om dødsfaldet, insisterer hun på at holde sig til reportagen om nyska. Men da hun senere forsøger at få interviewet med Sigrid Kring, og hun også ender op død, samtidig med at det viser sig, at både Sigrid og statisten kommer fra det samme alternative økosamfund, Humla, hvor alle taler nyska, får Thea sværere og sværere ved ikke at blande sig.

”Vredens ord” er en underholdende og godt tænkt videnskabskrimi, hvor opfindelsen af et nyt sprog danner baggrund for en smeltedigel af vrede, jalousi og mord, selvom målet med sproget i virkeligheden var at danne fællesskab.

Plottet i romanen er som sagt godt tænkt, og jeg synes, det er yderst befriende at læse en krimi, hvor hovedpersonen ikke er overmenneskelig, og hvor mange af brikkerne i virkeligheden falder på plads via tilfældigheder. Som læser har vi nemlig bedre overblik over, hvorfor tingene sker, end Thea har. Dermed ikke sagt at man regner morderen ud med det samme, for ’Billerne’ lægger naturligvis lidt twist og fælder ind undervejs, så man alligevel bliver snydt.

Samtidig lykkes det rigtig godt for forfatterne at få formidlet en masse viden om kunstige sprog uden at handlingen går i tomgang (eller bliver til volapyk – som i øvrigt også et kunstsprog som var populært i slutningen af det 19. århundrede). For hvis man tror, at universitetsfolk er vindtørre og lidenskabsløse, så tager man i hvert fald grueligt fejl.

”Vredens ord” er fjerde bind i serien med videnskabsjournalisten Thea Vind i hovedrollen. Nye læsere kan sagtens starte her, men hvorfor dog snyde sig for en god læseoplevelse med de første tre bøger.

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Serien om Thea Vind:

Vredens ord (2016)
I ond tro (2014)
Nattens gerning (2013)
Gudindens sidste offer (2012)

Om bogen:

Udgivet: 12. marts 2016
Omslag: Silvana Nikolic
ISBN-13: 9788799893102
Sideantal: 333
Forlag: Umlaut

Manden der glemte han var død af John Lorentz

manden-der-glemte-han-var-doedDansk-amerikaneren Frank Iverson er en succesfuld investeringsrådgiver bosat på Manhattan – men han er også en mand uden hukommelse. En majdag i 1981 kommer han til sig selv efter at have vandret rundt i dagevis. Han ved, hvad hans navn er, hvor han bor, og hvad han arbejder med. Men han ved også, at navnet Frank Iverson er et han har taget, da han kom til USA. Og han husker intet fra fortiden.

Mange år er gået, uden at Frank er kommet nærmere på at finde ud af, hvilke hemmeligheder der gemmer sig i fortidens tåger. I et forsøg på at få hukommelsen tilbage tager han hjem til Danmark. Her bosætter han sig i en herskabslejlighed på Østerbrogade i København. Men trods sine faste besøg hos psykologen Ida Bang er det først da politimanden Børge Mogensen dukker op i Franks liv, at minderne begynder at dukke op i fragmenterede bidder. Og et billede af en ubehagelig person flyder frem af mørket.

Manden der glemte han var død er en historie om mord, bedrag og skyld, som både begynder og slutter under de sidste dage af Danmarks besættelse i 1945. Her er ikke tale om en traditionel spændingsroman, og forlaget kalder da også bogen for en ”psykologisk spændingsroman/krimi noir”. Det passer egentlig godt på den oplevelse, jeg havde under læsningen.

Det er John Lorentz debutroman, men det føles ikke sådan, når man læser. Jeg blev fuldstændig opslugt nærmest fra første side, og lagde stort set ikke bogen fra mig før sidste side var vendt.

Franks forsøg på at afdække sandheden om sig selv er fuld af gådefulde og foruroligende afsløringer fra uventede – og til tider nærmest umulige – sider. Alligevel er historien så velkomponeret, at det ikke falder én spor svært at tro på fortællingen. Samtidig flyder sproget let og elegant, ligesom plottets mange grene, der langsomt afdækkes efterhånden som Franks hukommelse vender tilbage, ubesværet samles til en uforudsigelig slutning, der helt lever op til resten af historien. Det synes jeg så desværre ikke, at forsiden gør, og det er ærgerligt, for ”Manden der glemte han var død” er spændende og fascinerende læsning, som kun kan anbefales.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Finn Leth Samsø
Forlag: Emil, 335 sider

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

det-burde-du-have-vidstVelskrevet drama med et skræmmende twist

Grace er psykoterapeut og arbejder især med parforhold. I 15 år har hun lyttet til sine patienter fortælle om, hvordan den første tid med deres partner og deres første indtryk af denne var. Og i alle årene har hun i sit stille sind tænkt, at patienten i virkeligheden kendte til problemerne fra begyndelsen. Så nu har hun skrevet en bog med titlen “Det burde du have vidst”, som snart rammer butikkerne.

Hjemme er hun lykkelig gift med kræft-børnelægen Jonathan, som hun har sønnen Henry med. De bor i Upper East Side, New York, hvor Henry går på privatskolen Rearden. De er med andre ord en priviligeret og tilfreds familie.

Men en dag myrdes en mor til et af barn på en af skolens fripladser, og pludselig ændres alt. Graces trygge liv vælter sammen om ørene på hende, og hun må spørge sig selv: hvor godt kender man nogensinde et andet menneske?

På forhånd havde jeg fået anbefalet “Det burde du have vidst” af en kollega, men efter endt læsning var bogen helt anderledes – og meget bedre – end jeg havde regnet med.

Her er ikke så meget tale om en nervepirrende spændingsroman, som et langsomt afdækket ægteskabsdrama. Jean Hanff Korelitz giver læseren god tid til at komme ind under huden på Grace, så da tæppet trækkes væk under hende, følger vi med på hendes følelsesmæssige rutchetur. Jeg var fuldstændig opslugt af Graces fortumlede forsøg på at følge med i begivenhederne og sine egne følelser.

“Det burde du have vidst” er velskrevet, og bygger roligt en intens og foruroligende stemning op. Portrættet af Grace er nuanceret, og selvom man måske nok har en anelse om, hvad der er på vej, så holder romanen alligevel spændingen, netop fordi vi følger Grace så tæt.

Forlaget lancerer bogen til de læsere, der var glade for “Kvinden der forsvandt” af Gillian Flynn. Den var jeg desværre ikke så begejstret for. Men til gengæld kan jeg på det bestemteste anbefale “Det burde du have vidst”, hvis du holder af gode og indholdsrige dramaer med et skræmmende twist.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: You should have known
Forlag: Gads forlag, 467 sider

Drengen der slog ihjel af Simon Lelic

Knugende psykologisk thriller om mord, skyld og samfundets reaktion.

Da den 12-årige Felicity forsvinder og efter 4 uger bliver fundet, mishandlet og dræbt, er lokalsamfundet i oprør. Værre bliver det, da gerningsmanden viser sig at være den jævnaldrende Daniel Blake. I offentlighedens øjne er han ondskaben selv, og ønsket om at han skal straffes er overvældende.

Alligevel har provins advokaten Leo Curtice ikke til fulde forstået, hvilken virkning det vil få på hans liv, da han påtager sig Daniel Blake-sagen. I første omgang ser han kun hvilken gevinst, det vil blive for hans karriere, da sagen er garanteret en masse medieomtale. Senere bliver det dog et oprigtigt ønske for ham, at finde ud af hvorfor? Og ad den vej forsøge at hjælpe sin unge klient.

Efterhånden går det dog op for Leo, at det ikke kun er ham, som har påtaget sig sagen. Også hans kone og 15-årige datter, som går på samme skole som ofret, bliver involveret. De ønsker begge, at han frasiger sig sagen, og ser Daniel som et monster – ligesom resten af byen. Leos kone forstår slet ikke, at han kan forsvare Daniel, når de selv har en datter!

Alligevel forstår Leo ikke situationens alvor, selv da trusselsbreve begynder at dukke op, og først da det er for sent, går de fulde konsekvenser op for ham.

I 1993 blev England rystet i sin grundvold, da den kun 2-årige James Bulger blev tortureret myrdet af to 11-årige drenge, efter at de havde kidnappet ham i et indkøbscenter, hvor han var ude at handle med sin mor. Efterfølgende er der blevet skrevet en række bøger inspireret af sagen, bl.a. Pat Barkers Over grænsen fra 2001, og i 2007 udkom filmen Boy A.

Også Simon Lelic har fundet inspiration i Bulger-sagen i sin roman Drengen der slog ihjel. Men hvor de andre historier i høj grad har fokuseret på drengene som slog ihjel og prøvet at forklare, hvordan en sådan grusomhed kunne finde sted, så retter Lelic blikket mod forsvareren og dennes familie, og prøver at se på hvilke konsekvenser sådan en sag har for de udenforstående, som involveres.

Det virker meget stærkt og troværdigt, og som læser kan man ikke undgå at blive berørt. Det er så let at rette sit had mod nogen – selv en dreng på 12 år – når vedkommende har begået et grusomt mord på en lille uskyldig pige. Men kan man med rette dømme en 12-årig efter en voksen domstol? (i England kan børn på 10 år blive dømt som voksne, idet de anses for at være gamle nok til at kende forskel på ”bad behaviour and serious wrongdoing”).

Lelic skriver flydende og ligetil. Man bliver straks fanget ind af historien, som springer lidt i tid og sted, og både fortæller fra Leos synspunkt og fra hans kones. Jeg synes, det er en spændende disposition at vælge forsvareren som udgangspunkt for fortællingen, og netop fordi Leo ikke er ubetinget idealist fra starten af, virker historien så meget desto stærkere.

Drengen der slog ihjel er ikke den sædvanlige thriller, hvor man på sin vis nyder de makabre mord og glæder sig over morderens endeligt. Det er en mere mørk og til tider trøstesløs fortælling, som ikke kan undgå at påvirke læseren på grund af sit sørgelige udgangspunkt. Men det er også en vedkommende og meget læseværdig roman, som jeg på det stærkeste kan anbefale.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaltitel: The Boy Who
Omslag: Stoltze Design

Læs mere:

James Bulger sagen på Wikipedia
Besøg Simon Lelics hjemmeside
Besøg forlaget Punktums hjemmeside

Sagen Collini af Ferdinand von Schirach

Sagen Collini af Ferdinand von SchirachEn gammel mand dræbes brutalt. Morderen melder sig selv, men nægter at fortælle, hvorfor han slog manden ihjel. Vellykket krimi fra den tyske forsvarsadvokat Ferdinand von Schirach.

Caspar Leinen er nyuddannet forsvarsadvokat, da han som sin første sag får til opgave at forsvare Fabrizio Collini. Collini har tilsyneladende uden nogen former for motiv har skudt den 85-årige Hans Meyer og derefter sparket hans ansigt til ukendelighed.

I første omgang ved Leinen ikke, hvem offeret er. Det går dog hurtigt op for ham, at det er hans barndomskammerats bedstefar, som nærmest var som familie for ham i barndommen. Efter råd fra en ældre kollega ender det dog med, at han holder fast i sagen, som viser sig at være ganske usædvanlig.

Collini forsøger på ingen måde at unddrage sig skylden for mordet – men han nægter at fortælle sit motiv. Leinen er derfor på en svær opgave. Hvordan skaber man sympati for en mand, der erkender en grusom gerning, men ikke vil fortælle, hvorfor han har begået den? Leinen må selv forsøge at finde en forklaring, og det bringer ham tilbage i tiden men også på kant med magtfulde personer i nutiden.

Jeg stødte første gang på Ferdinand von Schirach, da jeg læste novellesamlingen Forbrydelser fra 2011. Schirach har arbejdet som forsvarsadvokat, og jeg blev øjeblikkeligt betaget af hans sobre og nøgterne skrivestil. Her er intet af den sensationslystne svælgen i elendighederne. Næsten klinisk beretter han om grufulde episoder og menneskelig afmagt, og som læser kan man ikke lægge romanen fra sig.

I både Forbrydelser og Skyld, som også udkom i 2011, blev Schirach inspireret af virkelige sager. Her i Sagen Collini er udgangspunktet i stedet en lovændring fra 1968, som vendte op og ned på mulighederne for at forfølge krigsforbrydere. Dette holdepunkt i virkeligheden gør kun fortællingen endnu stærkere. Jeg kan på det varmeste anbefale Sagen Collini og i det hele taget Ferdinand von Schirachs forfatterskab.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal, 161 sider

Pantomime af Annika von Holdt

Sharon Crane har mistet alt. Hun sidder indespærret på en institution for farlige kriminelle sindsyge – dømt for det bestialske mord på sin bedste veninde – hendes mand har forlangt skilsmisse, og hun har ikke set sin søn siden dommen.

Men en dag smiler heldet alligevel til Sharon, og det lykkes for hende at stikke af. Hendes eneste tanke er at se sønnen Max igen, men hun er godt klar over, at politiet er på udkig efter hende. Heldigvis møder hun Charles Broussard, som mod alle odds tror på hendes uskyld og beslutter sig for at hjælpe hende.

“Pantomime” er en okay thriller, men jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet under læsningen. Tidligere synes jeg, at von Holdt har underholdt med drabelige historier, som måske ikke altid overraskede 100%, men som ikke desto mindre holdt læseren fanget hele vejen igennem. Denne gang synes jeg ikke helt, historien holder. Der er nogle yderst heldige sammentræf, som er lidt svære at sluge, og selvom Sharons forsøg på at rense sig selv, og derved finde ud af hvem der så har slået veninden ihjel, er ganske spændende og overraskende, så er tråden om hendes søn og kampen for at finde ham lidt for nem at gennemskue efter min mening.

Forside er  meget stemningsfuld, og jeg forstår godt baggrunden for at bruge den, men den minder uhyggelig meget om forsiden fra “Sov som de døde“, og det, synes jeg også, er lidt ærgerligt.

Jeg er sikker på, at der nok skal være mange, som synes “Pantomime” er en fin bog, og er du til Dean Koontz, så tror jeg bestemt heller ikke du bliver skuffet.

Læs starten på romanen:
I offentlighedens øjne scorer jeg højt på tosse-o-meteret. Medierne har med deres udpenslede historier og hang til det makabre gjort mig til indbegretbet af alt, hvad der er ondt og grusomt, og folk er i almindelighed enige om, at de har ret. Jeg er bedst kendt som galning, psykopat og uhyre. Mit rigtige navn er Sharon Crane, men du kan kalde mig, hvad du vil. Lige i øjeblikket siger jeg, at det er Claire Bessette, hvis nogen spørger.

Jeg har været død i to år; gemt af vejen i seksogtredive kubikmeter eneværelse med et ammoniakstinkende lokum, stålforstærket jerndør uden håndtag, tremmer for vinduerne og udsigt til en solsveden mark, varmere end helvedes forgård. Men jeg håber ikke, at jeg behøver at være død resten af mine dage.”

Besøg Annika von Holdts hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Stoltze

Jeg kan se i mørke af Karin Fossum

Jeg kan se i mørke af Karin FossumJeg kan se i mørke er en velskrevet norsk thriller om den pligtopfyldende Riktor som under overfladen er en helt anden.

Det er først for nyligt, at jeg fik øjnene op for Karin Fossums forfatterskab, men jeg skal lige love for, at hun gør indtryk. I sin nye bog, Jeg kan se i mørke, dykker hun endnu engang ned i menneskesindet og sætter ord på de tanker og følelser ingen af os bryder os om at erkende.

Riktor ved, at han er noget særligt. Han kan se i mørke, og han kan gennemskue mennesker. Han bor alene og arbejder på et plejehjem for demente og meget syge ældre mennesker. Hver dag efter arbejde går han over i parken, hvor han sidder og studerer de andre gæster.

På overfladen er Riktor høflig og hjælpsom. Han ved godt, hvordan man skal opføre sig. Men ind i mellem koger følelserne over for ham. Han bryder sig i virkeligheden slet ikke om de gamle på hjemmet, så når ingen ser det, piner og plager han dem og smider deres medicin ud.

Riktor føler egentlig ikke, at han gør noget forkert, men han ved godt, at andre ikke vil bryde sig om hans handlinger. Han tænker tit på, at han fortjener mere, og en dag beslutter han sig for at få en ven. Det bliver den gamle spritter Arnfinn fra parken. Men da Arnfinn stjæler penge fra ham, slår det klik.

Riktor fortæller selv sin historie, og dermed kommer vi helt ind under huden på ham. Han er overbevist om, at han er et godt menneske, der fortjener kærlighed og venskab. Når han ”kommer til” at følge sine laveste instinkter, så føler han altid, at det kan undskyldes.

For mig er der ingen tvivl om, at Riktor er psykopat, og rejsen ind i hans samvittighedsløse og alligevel sært genkendelige verden, beskriver Karin Fossum utroligt overbevisende. Ved at bruge en jeg-fortæller kommer der ikke et fordømmende blik på hans gerninger, og denne nærmest rationelle måde at fortælle om Riktors grusomheder er med til at føje en dyb gru til historien.

Fossum behøver ikke at udpensle sine fortællinger med blodsprøjt og dusinvis af døde. Hun finder ondskaben inde i det enkelte menneske, og hendes psykologiske thrillers er noget af det mest uhyggelige jeg længe har læst.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal, 221 sider