januar 2020
M Ti O To F L S
« dec    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘insekter’

Bug

“Bug” er det, jeg vil kalde en foruroligende oplevelse. Den foregår hovedsageligt på et motelværelse, hvor servetricen Agnes bor. En aften får hun besøg af en veninde, som har fyren Peter med. Han og Agnes finder sammen, og han flytter ind. Men med Peter dukker også nogle små – næsten usynlige – insekter op, og nu starter et studie i paranoia. For er der virkelig nogle insekter, eller er det hele et selvbedrag med forfærdelige konsekvenser?

Ashley Judd og Michael Shannon spiller henholdsvis Agnes og Peter, og det gør de forrygende godt. Deres liv har været noget møg, indtil de møder hinanden, men sammen skaber de et univers, hvor de betyder noget. At det er et univers, som fører dem ud i afgrunden, plager dem ikke. Skuespillet er i top, og historien er tæt og skræmmende. Er de ofre for en krybende sindssyge – eller findes insekterne virkeligt?

Instruktør: William Friedkin
Udgivelsesår: 2006

Myrerne af Bernard Werber

MyrerneMyrerne har stået på min læseliste lige siden den udkom i 1992, men af en eller anden grund blev det bare ikke til noget. Nu har jeg læst den, og den viste sig at være anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg havde fået det indtryk, at det var en gyser. Det er det ikke, men den er underholdende alligevel.

Jonathan arver et hus efter sin onkel, og sammen med sin hustru og sønnen Nicolas flytter han ind. Der er dog en betingelse knyttet til arven – de må under ingen omstændigheder gå ned i kælderen!

Før Jonathan får spærret døren til, smutter familiens hund dog derned, og da den ikke kommer tilbage, går Jonathan ned efter den. Men da han kommer op igen, er han forandret. Han sørger for at spærre døren for alle andre, men begynder selv at opholde sig i kælderen i længere og længere tid. Indtil en dag, hvor han ikke kommer op igen.

Sideløbende med historien om Jonathan hører vi en beretning fra et myresamfund: Bel-O-Kan. Myre 327 overlever som den eneste et baghold på en jagtekspedition. Da den kommer tilbage til Byen, forsøger den at rejse de øvrige til kamp, for den er overbevist om, at det er dværgmyrerne, som er gået i krig mod Bel-O-Kan. Men ingen lytter, og måske er der noget helt galt i Byen?

De to historier fortælles sideløbende, men med afsnittene flettet ind mellem hinanden uden overskrifter. Først til allersidst går det op for læseren, hvad der binder de to beretninger sammen. Mellem fortællingerne er indsat små bidder fra ”Leksikon over relativ og absolut viden”, som Jonathans onkel har skrevet. Afsnittene handler om myrernes samfund, og jeg ved ikke, om det er videnskabeligt korrekt, men interessant er det i hvert fald.

Myre-historien fylder mest i romanen, men det passer meget godt, for det var også den jeg blev mest grebet af. Myre 327 får hjælp til at afdække sin konspirationsteori af både en myreprinsesse og en kriger, og trekløveret beskrives, så jeg troede på, at det kunne være sandt.

Min eneste anke er, at jeg blev lidt irriteret over, at afsnittene ofte er meget korte, så det er svært at nå at fordybe sig i historien, før man bliver trukket over i det andet forløb igen.

Alt i alt var Myrerne dog en interessant og velskrevet roman, som kan læses af alle – også selvom du ikke er specielt insekt-interesseret.

I 1993 udkom fortsættelsen Myrernes dag.

Om Myrerne:

Udgivelsesår: 1992
Originaltitel: Les fourmis
Forlag: Borgen, 288 sider

Fluen

I 1986 lavede David Cronenberg en genindspilning af “The fly” med Jeff Goldblum i hovedrollen som Seth Brundle, videnskabsmanden som opfinder en telepod, der kan flytte entiteter fra et sted til en anden. Som i originalhistorien teleporterer han sig selv, men der har gemt sig en flue i telepoden, og de to gen-masser fusioneres. I starten virker Seth forbedret, men da han fysisk begynder at ændre sig, går det op for hans kæreste, journalisten Veronica (Geena Davis), at noget gik galt i overførslen.

Cronenbergs genindspilning er selv blevet en klassiker og er absolut stadig seværdig, selvom Brundle-fly ikke mere er så skræmmende, som da filmen blev lavet. Jeg kan huske, hvordan anmeldelserne advarede om, at i USA var flere besvimet i biograferne, da de så filmen, og den har da også flere udmærkede splatter-scener (vandt også en Oscar for bedste make-up). Mit største ankepunkt er Cronenbergs besættelse af “kødet”, som skal pensles ud i flere scener, men skuespillet er generelt godt, og selvom slutningen bliver lidt sentimental, fungerer filmen alligevel efter min mening.

Læs omtalen af “The fly” fra 1958

Om filmen:

Instruktør: David Cronenberg
Udgivelsesår: 1986

Return of the fly

Efter successen med “The fly” producerede 20th Century Fox allerede året efter opfølgeren “Return of the fly”. Vincent Price er også med i denne, som følger Andre og Helene Delambres søn Philippe som voksen.

Philippe er meget optaget af sin fars opdagelse af en maskine, som kan flytte materie gennem rummet ved at opløse det i atomer og samle dem igen, og han arbejder videre med de noter, som overlevede farens destruktion. Desværre er hans hjælper, den kriminelle Alan Hinds som blot ønsker at stjæle maskinen og sælge den videre til højestbydende. Da Philippe opdager det, kommer det til et opgør, og Philippe genoplever sin fars uheld i maskinen på nærmeste hånd, da han selv bliver forvandlet til halvt mand, halvt flue. Men Alan Hinds og hans kumpaner har gjort regning uden vært, for Philippe søger en grusom hævn.

“Return of the fly” er ikke nær så god som originalen. Plottet er ikke særligt interessant, og selvom der er lagt vægt på at skræmme publikum med mand-flue slagsmål, så virker det ikke nær så uhyggeligt i denne. Og hvor det etiske i opfindelsen spillede en stor rolle i første film, så har det ingen betydning her. Fortsættelsen bliver derfor efter devicen “more is much better”, og det holder sjældent – heller ikke i dette tilfælde.

Instruktør: Edward Bernds
Udgivelsesår: 1959

The Fly (1958)

The Fly, 1958Det er ikke voldsomt længe siden, at det gik op for mig, at filmen “The fly” af David Cronenberg fra 1986 er en genindspilning af en film fra 1958, men med den viden i baghovedet var jeg selvfølgelig nødt til at få fat i originalfilmen og se den. Det gjorde jeg så her i juleferien, og det var en fin oplevelse.

“The Fly” starter i en fabrikshal, hvor nattevagten ser en kvinde løbe væk fra en presser – hvor der ligger et lig uden hoved! Det viser sig at kvinden er Helene Delambre, og at den døde er hendes mand, Andre. Ingen forstår, hvorfor Helene har myrdet sin mand, og Andres bror Francois (spillet af Vincent Price) forsøger at opklare sagen, så Helene ikke skal hænges for mord.

Og historien er grum! Andre har nemlig opfundet en maskine, som kan flytte materie gennem luften ved at opløse dem til atomer og så samle dem igen. Men da han ville afprøve maskinen på sig selv, var der desværre en flue med i kassen, og han og fluen blev blandet sammen. For at blive sig selv igen må han finde fluen, som nu har dele af ham i sig, men fluen er borte, og Andre begynder langsomt at miste sin selvkontrol. Der er derfor ingen anden udvej, end at få Helene til at hjælpe sig med selvmord efter at have destrueret maskinen og alle optegnelser om den.

“The Fly” har garanteret været et chok for datidens publikum. Maskinen, som kan flytte materie gennem rummet, må have været ret overbevisende, og jeg kan forestille mig, at Andres tilsynekomst som halvt flue og halvt mand har skræmt livet af biografpublikummet dengang. Naturligvis er vi i dag vant til anderledes special effects osv., men ikke desto mindre synes jeg faktisk, at originalversionen af “The Fly” var en udmærket og interessant film også i dag. Og så er det jo altid sjovt at se Vincent Price folde sig ud.

Om filmen:

Instruktør: Kurt Neumann
Udgivelsesår: 1958

Fluernes hvisken af Steen Langstrup

Fluernes hvisken af Steen LangstrupUnder min genlæsning af Steen Langstrups forfatterskab er jeg nu kommet til Fluernes hvisken fra 1999. Og hvilken udsøgt fornøjelse det var at få fingre i den igen.

Det er den sidste sommer i årtusindet, og varmen hviler over København som en tung dyne. En ung kvinde findes dræbt – brændt ihjel – og Henriette Nielsen sættes på sagen sammen med den ældre kollega Egon Kjeldsen.

Det viser sig snart, at den unge kvinde var datter af Poul Zinger – den tidligere ejer af diskoteket Heaven, som brændte for nogle år siden (trofaste Langstrup læsere vil vide, at diskoteket var en del af handlingen i romanen Pyromania), og da et vidne har set en vansiret mand i nærheden af mordstedet på gerningstidspunktet, er det nærliggende at tro, at det er et af de overlevende brændofre fra Heaven, som søger hævn. Men så sker endnu et mord. En ung og succesfuld svømmepige findes myrdet – druknet – og der er tilsyneladende en sammenhæng mellem de to mord. Men hvilken?

Et langt stykke hen ad vejen er Fluernes hvisken simpelthen en gedigen krimi, men hele tiden hviler en dyster skygge af ondskab over personerne, og den konstante vrimmel af fluer, som er ved at gøre alle vanvittige, er også med til at underbygge den dystre stemning. Og når man nærmer sig slutningen, bliver det da også helt klart, at der er noget ondt i gære, og at Langstrup formår at gøre en god krimi til en langt mere uhyggelig historie.

Jeg blev totalt opslugt af romanen – igen. Steen Langstrup kan noget med sit sprog. Det er enkelt og præcist, og han lokker hele tiden læseren med videre frem. Man må lige have næste afsnit med, og så næste og næste igen. Billederne står klokkeklart i læserens bevidsthed, og jeg kunne personligt godt tænke mig at se denne historie som film. Spørgsmålet er, om den kan laves ligeså godt, som den film der kørte bag mine øjne, mens jeg læste.

Om Fluernes hvisken:

Udgivelsesår: 1999
Omslag: Peter Stoltze/Imperiet

Genudgivet i 2016 på 2 Feet Entertainmaint (Langstrups eget forlag)

Besøg Mørket.dk

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Sick girl

I serien Masters of Horror har også Lucky McKee (“May” og “The Woods“) instrueret et afsnit, nemlig “Sick Girl”.

Ida (Angela Bettis) er vild med insekter. Så vild med dem at hendes kærlighedsliv lider under det. Men en dag møder hun den smukke Misty, som tilsyneladende ikke har nogen problemer med Idas kæledyr. De to forelsker sig, og Misty flytter ind hos Ida. Umiddelbart er alt ren idyl, men (for der er altid et men i gyserfilm). Kort tid før Ida mødte Misty, modtog hun et mystisk insekt med posten. Det slap ud, og Ida fandt det ikke igen. Insektet fandt til gengæld Misty, som blev bidt af det, og langsomt begynder Misty at forandre sig.

Nu er jeg ret vild med Angela Bettis, og jeg synes, hun udfylder rollen som den generte Ida fremragende. Selve historien er også velskrevet, og slutningen – ja, den er nærmest lykkelig…

En udmærket film i serien.

Instruktør: Lucky McKee
Udgivelsesår: 2006

Island of the dead

Island-of-the-deadDet starter ellers ret godt, men desværre fuser “Island of the dead” ud til sidst.

I næsten 150 år er New Yorks fattige og familieløse blevet begravet på en lille ø kaldet Hart Island. Straffefanger fra byens fængsler begraver de døde i kæmpe massegrave uden navne. Nu har millionæren Rubert King købt øen for at bygge Hope City, en by hvor hjemløse og fattige kan få en ny start. Men det viser sig snart, at Rubert Kings planer er knap så ædle, og da han besøger øen, slippes en sky af ondskab løs, som kaster sig over alle levende.

Idéen er god, og skuespillet er ikke så dårligt. Desværre halter filmen gevaldigt hen mod slutningen, og det ødelægger lidt en ellers okay filmoplevelse.

Instruktør: Tim Southam
Udgivelsesår: 2000

Infested

 InfestedInd i mellem får jeg fat i en usædvanlig dårlig film, hvor jeg simpelthen må undre mig over, at nogen har ville betale for at få den lavet. “Infested” er en af dem.

Det starter ellers nogenlunde. En flok venner mødes efter en fælles vens begravelse. De mener, at han har begået selvmord ved at rulle sig selv fuldstændig ind i plastic. De har dog ikke været samlet ret længe, før den første bliver overfaldet af nogle mærkelige fluer. Hun er alene på stranden, så ingen opdager det. Det lykkes hende at smitte en mere, og lige pludselig er de alle i fare.

Én ting er, at computertricksene er dårlige. Det er man næsten vant til i lavbudget gysere. Men skuespillet og sammenhængen efter at fluerne går til angreb er så ringe, at jeg sjældent har set noget lignende. I en af de mest dramatiske scener skal vores helte forbi tre inficerede venner ud til en bil og hente en mobiltelefon. Vores helte laver nogle fakler, og så står de ellers stille på græsplænen og svinger med dem, mens de inficerede står stille og glor på dem. Hvor er det uhyggelige i det?

Denne film kan jeg simpelthen ikke anbefale for noget som helst.

Instruktør: Josh Olson
Udgivelsesår: 2002

Når mørket kommer af Patrick Leis

Når mørket kommer af Patrick LeisEr alfer søde, og er en måneformørkelse ufarlig? Få svaret i denne veltegnede graphic novel fra Patrick Leis.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Patrick Leis har skrevet en spændende historie, som er illustreret med mere end 120 billeder. Her er arbejdet meget med det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Patrick Leis har en sikker hånd, og kan tegne både monsteredderkopper og familieidyl, så begge dele virker overbevisende. Blandingen af enkeltstående illustrationer og hele sider med flere billedrammer fører historien frem mod klimakset, og selv hvis man ikke synes om en god gyserhistorie, så bør man tjekke Når mørket kommer alene for illustrationernes skyld. Det er nemlig ikke uden grund, at Patrick Leis har vundet VM i bodypaint.

Leis har flere gysere og science fiction bøger bag sig, og Når mørket kommer er en fin fortsættelse af forfatterskabet. En lækkerbisken til fans af fantasy og gysergenren – og til dem, som vil nyde de flotte illustrationer.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Patrick Leis