Indlæg tagget med ‘thriller’

Den tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i “Øjensamleren” lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I ”Øjensamleren” har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

”Øjensamleren” er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til ”Øjensamleren”, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Italiens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om ”Morderens mesterværk”, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

”Morderens mesterværk” udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

”Morderens mesterværk” er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende ”From Hell”, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997

Man kan ikke påstå, at jeg er stor Renée Zellweger fan, så at hun har hovedrollen i “Case 39″, virkede snarere afskrækkende end tiltalende. Men jeg må faktisk indrømme, at hun gør det ualmindelig godt i denne intense psykologiske thriller, der langsomt udvikler sig til et sandt mareridt.

Emily er socialrådgiver og arbejder med mishandlede børn. Hun tager ud til familierne og forsøger at hjælpe dem, men hvis forældrene ikke samarbejder, tvangsfjerner hun børnene. En dag havner sagen om pigen Lily på Emilys bord. Lily har tidligere fået gode karakterer i skolen og været en sød, almindelig pige, men pludselig rasler karaktererne ned, og Lily falder hele tiden i søvn i timerne.

Da Emily besøger familien, får hun straks en fornemmelse af, at noget er helt galt. Begge forældre virker, som om de hader Lily, men uden beviser kan hun ikke gøre noget. I stedet giver hun Emily sit private telefonnummer og beder hende ringe, hvis hun bliver bange. Og en nat ringer Lily. Hun er overbevist om, at forældrene vil slå hende ihjel.

Den første del af “Case 39″ er en ren socialrealistisk thriller om børnemishandling, menneskelig ondskab og Emilys kamp for at redde den lille pige. Men så skifter filmen gradvist karakter, og noget uforklarligt begynder at spille ind. Emily fanges i en cirkel af frygt, hvor hun dels frygter at have mistet forstanden, og dels frygter at hun ikke har.

Jeg blev meget positivt overrasket over “Case 39″, hvor den anden hovedrolle spilles af Jodelle Ferland, som bl.a. også kendes fra “Silent Hill“. Stemningen i filmen er ond og intens, og Zellweger er faktisk glimrende i rollen som socialrådgiveren, der langsomt mister grebet undervejs i historien. At hun kan spille sødmefyldt og venlig, er nok ingen overraskelse, men at hun også formår at vise en kvinde på kanten af sammenbrud, blev jeg imponeret over.

Ian McShane, som spiller Emilys politi-ven, udtaler i ekstra-materialerne, at “Case 39″ er en blanding af “Bad Seed” og “Exorcisten“, og det er egentlig en meget præcis sammenligning. Under alle omstændigheder følte jeg mig vældig godt underholdt undervejs, og vil måske overveje at se flere film med Renée Zellweger – hvis hun altså vælger nogle ordentlige roller.

Instruktør Christian Alvart har bl.a. også instrueret “Pandorum”.

Instruktør: Christian Alvart
Udgivelsesår: 2009

Læs også Janus’ omtale på Horrorsiden.dk

Jeg har længe gået og luret på Rodrigo Cortés “Buried” med Ryan Reynolds i hovedrollen, og trods jævnt gode anmeldelser havde jeg alligevel lidt svært ved at tro på, at det kunne blive så god en oplevelse. Men jeg må overgive mig. Reynolds, som jeg ellers mest kender fra humoristiske roller, fylder i den grad kisten ud. Og setuppet med 95 minutter kun filmet i en kiste holder også vand. Kun på ét tidspunkt tænkte jeg, at nu kammede det lidt over, og det er altså ret godt gået på halvanden time.

Paul Conroy er lastbilchauffør, som kører transporter i Irak. En dag bliver hans konvoj angrebet, og da han kommer til sig selv, befinder han sig begravet i en kiste. Med sig har han fået en mobiltelefon, og nu begynder hans kamp for at få hjælp. Han ringer hjem, til sit firma, til FBI osv., men det er svært for ham at få nogen overbevist om alvoren i hans situation.

Så ringer bortføreren ham op. Han vil have 5 millioner dollars, ellers får han lov at dø i kisten. Paul ved, at det ikke vil ske, for USA forhandler ikke med terrorister. Alligevel forsøger han, og endelig lykkes det at få kontakt med en kidnapningsekspert i Irak, Dan Brenner. Men kan han overhovedet hjælpe?

Filmen er for det første utrolig godt filmet. Her er ikke sjusket med lyset, så vi pludselig kan se mere end realistisk kan forklares. I stedet starter filmen med sort skærm, hvor vi bare høre Paul stønne, indtil han finder sin lighter. Så ser vi hvor han befinder sig – en kiste, hvor han knap kan dreje sig. Senere finder han også en lygte, så der bliver anderledes lyssætning, men igen er det holdt på et plausibelt plan.

Ryan Reynolds overrasker også yderst positivt. Han bærer hele filmen som den eneste skuespiller udover stemmer i telefonen, og han brænder totalt igennem lærredet. Skiftevis er han bange, vred, opgivende eller fuld af håb, og det er imponerende gjort i betragtning af, at han bare kan ligge på sin ryg under hele filmen.

Jeg har ikke set andre film af instruktør Rodrigo Cortés, men med “Buried” er han blot endnu et bevis på, at spaniolerne kan noget ganske særligt når det kommer til horror. Sjældent har jeg set sådan en slutning i en film med en superstjerne i hovedrollen.

Instruktør: Rodrigo Cortés
Udgivelsesår: 2010

Jeg elsker hule-horror og ville have set “Sanctum” i biografen. Det nåede jeg desværre ikke, men nu har jeg så fået set den på Blueray, og selvom jeg tror, at oplevelsen havde været bedre i biografen, så er her dog alligevel tale om en ganske effektiv thriller.

Milliardæren Carl betaler for udforskningen af et stort hulesystem i Papua Ny Guinea. Nu kommer han selv på besøg med kæresten Victoria for at se, hvad der foregår og få sat skub i udforskningen, som han synes går for langsomt. Lederen i grotten er Frank, som er en utrolig dygtig grottedykker, men ikke er særlig god med mennesker – og slet ikke med sønnen Josh, der meget modvilligt er med i udforskningen.

Men under Carl og Victorias ophold 5 km under jorden i grotten bryder en voldsom storm ud, og gruppen afspærres fra overfladen. Vandet stiger støt, og snart må gruppen forlade det kendte område og forsøge at finde en ny vej til overfladen, hvis de skal overleve.

Historien er set før, men her er nogle virkelig flotte undervandsoptagelser, og flere af grottescenerne er rigtig godt lavet. Persontegningerne er dog noget endimensionelle, og  man kan heller ikke påstå, at plottet byder på mange overraskelser. Jeg gætter på, at hvis man (som mig) holder af hule-horror, så bærer man over med mærkværdighederne i manuskriptet, og lader sig indfange af stemningen i filmen. Så selvom jeg måske ikke ligefrem sad med tilbageholdt åndedræt undervejs, så følte jeg mig dog ganske godt underholdt og kan godt anbefale “Sanctum” til en regnfuld aften.

Instruktør: Alister Grierson
Udgivelsesår: 2011

Det er i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at omtale Andrew Taylors nyeste roman her på siden, men med en titel som “Genfærdets anatomi” og en fantastisk skrevet historie, så lusker jeg den alligevel ind ad bagdøren.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham. Til sidst må de fraflytte huset pga. manglende midler, men det slår hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen “Genfærdets anatomi”, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så han kan blive normal igen og fortsætte studierne.

Holdsworth accepterer opgaven, som viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skubbede Frank ind i galskaben, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, og jeg læste stort set romanen i et stræk. Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade, fordi han savner sin familie sådan.

Læs ikke “Genfærdets anatomy” som en typisk spøgelsesfortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Originaltitel: The Anatomy of Ghosts
Omslag: Joyce Grosswiler
Dansk udgave: 2011

Ægteparret Mi-sook og Do-il har længe forsøgt at få et barn. Til sidst beslutter de sig for at adoptere, og da Mi-sook på børnehjemmet ser drengen Jin-song, føler hun øjeblikkeligt, at han hører til hos dem.

Jin-song er en stille dreng med en passion for træer og for at tegne, og han “forelsker” sig straks i et dødt akasie-træ, som står i parrets have. Han falder dog efterhånden til i familien, men så bliver Mi-sook pludselig gravid, og det ændrer alt.

“Acacia” er snarere et drama end en egentlig gyser. Den indeholder dog nogle meget intense og skræmmende scener, som gør, at jeg alligevel vil omtale den her på siden. Instruktør Ki-hyeong Park fortæller sin historie i en rolig og lavmælt tone, men mod slutningen bruger han nogle spændende klipninger med pludselige spring i tidsforløbet.

Jeg har set mere uhyggelige asiatiske film, men “Acacia” er værd at se, hvis man blot ikke forventer en film, hvor blodet sprøjter, og man hopper ud af sædet af forskrækkelse.

Instruktør: Ki-hyeong Park
Udgivelsesår: 2003

Jeg kan faktisk ikke helt huske i hvilken forbindelse, jeg faldt over “Population 436″, for jeg mindes ikke på forhånd at have læst anmeldelser eller omtale af den. Uanset så røg den i hvert fald i kurven, og nu har jeg så fået set den.

Steve Kady arbejder som statistiker og rejser rundt i landet for at foretage folkeoptællinger. Det bringer ham til den lille by Rockwell Falls, som tilsyneladende er et paradis på jord. Indbyggerne er tilfredse og glade, og ingen har lyst til at forlade byen for at slå sig ned andre steder.

Til at begynde med opfatter Kady intet af dette som unormalt, men da det viser sig, at Rockwell Falls indbyggertal ikke har ændret sig i 100 år, får han mistanke om, at noget er helt skævt under den idylliske overflade. Og snart går det op for ham, at byen ALTID har 436 indbyggere – uanset omkostningerne…

Som sagt faldt jeg ikke ned af stolen af begejstring, men til en kedelig regnvejrsdag kan den godt bruges, hvis man altså ikke forventer sig de store overraskelser. Kender man f.eks. Shirley Jacksons novelle “Lotteriet” så gennemskuer man hurtigt plottet (og det tror jeg såmænd også man gør, selvom man ikke kender den). Slutningen var dog lidt anderledes, end jeg havde forventet af en amerikansk film, men i ekstra-materialerne findes en alternativ slutning, som levede helt op til mine fordomme

Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Udgivelsesår: 2006

Jeg har besøgt Dean Koontz land en del på det sidste, og har bl.a. fået set filmatiseringen af romanen “Sælsom hvisken”.

Hilary er forfatter. En aften overfaldes hun i sin lejlighed af en mand, hun en måned før har interviewet som research for sin næste bog. Det lykkes hende at kæmpe sig fri, men Bruno (som han hedder) forsvinder uden spor, og politiet har svært ved at tro hende, da en opringning til Brunos hus viser, at han har været hjemme hele aftenen. Politimanden Tony, som er vældig tiltrukket af Hilary, afskriver dog ikke helt hendes forklaring, og da hun kort efter igen bliver overfaldet, er han først på stedet med sin partner Frank.

Denne gang lykkes det Hilary at såre sin angriber – som viser sig at være Bruno. Og så burde sagen være opklaret, men det er den ikke, for tilsyneladende opstår Bruno fra de døde og bliver ved med at forfølge Hilary.

Nu er det mange år siden, jeg læste romanen, men jeg husker den som ret ubehagelig og temmelig uhyggelig. Det er filmatiseringen ikke. Her er tale om en rigtig 80-film, hvor fokus er på kærlighedsaffæren mellem Hilary og Tony og den helt almindelige detektivhistorie. Vi får lidt forklaring på, hvorfor Bruno er blevet som han er, men langt fra så dybdegående som i romanen. Det er nok meget naturligt, mediet taget i betragtning, men det er ikke desto mindre ærgerligt, for Brunos historie er det, som gør romanen anderledes fra alle de andre stalker-thrillers, der er skrevet. Uden hans baggrund bliver “Sælsom hvisken” en tam omgang, som da også kun scorer 4.2 på IMDB.

Instruktør: Douglas Jackson
Udgivelsesår: 1990