juli 2017
M T O T F L S
« jun    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘thriller’

Kaldet af Inger Ash Wolfe

Kaldet af Inger Ash WolfeHazel er konstitueret kriminalkommissær i den lille canadiske by Port Dundras, hvor sagerne som oftest handler om spritkørsel eller slagsmål på det lokale værtshus. Men en dag står hun pludselig med et bestialsk mord på en kræftsyg gammel dame.

Den lokale politistation er stærkt underbemandet. Alligevel knokler de på for at opklare den grusomme forbrydelse, og undervejs går det op for Hazel, at der er en sammenhæng mellem en lang række uopklarede mord i andre små byer, hvor ofrene også var dødssyge. For ikke at advare morderen forsøger Hazel at holde sagen ude af offentlighedens søgelys, men det er vanskeligt og bliver ikke lettere af interne stridigheder i hendes afdeling.

Kaldet er en underholdende og velskrevet krimi fra Canada. Forfatternavnet er et pseudonym, og blandt budene på hvem den virkelige person bag er, er der blevet gættet på forfattere lige fra Thomas Harris til Margaret Atwood. Uanset hvem der står bag pseudonymet, er Kaldet en knaldgod thriller.

Jeg faldt især for den lidt anderledes hovedperson, Hazel, som ikke er en typisk heltinde. Hun er først i tresserne, lettere alkoholiseret og for nylig blevet skilt fra sin mand gennem fyrre år. Det har ført en mindre depression med sig, og så lider hun af stærke rygsmerter. Men alt dette afholder hende ikke fra at gennemskue langt mere end omgivelserne, og med hjælp fra sine folk – og sin gamle mor på 87 – udgør hun en stærk modspiller til romanens morder, som i øvrigt også er stærkt portrætteret.

Kaldet krydsklipper mellem morderens og Hazels/politiets synsvinkel, og det er både med til at skabe suspense og øge spændingen. Samtidig giver det et indblik i morderens psyke, som både gør ham mere menneskelig, men også mere skræmmende.

En spændende seriemorderkrimi der lyser op i mængden.

Om Kaldet:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Klim, 324 sider
Originaltitel: The calling

Mørk treenighed af Karin Slaughter

Mørk treenighed af Karin SlaughterI en ualmindelig grov sag om voldtægt mod mindreårige piger kolliderer tre meget forskellige mænd med hinanden. Kriminalassistent Michael Ormewood, der kæmper for sit ægteskab, hvor hustruen begraver sig i arbejdet og i deres handicappede søn; John Shelley en pædofildømt morder, som netop er blevet løsladt efter 20 år i fængsel; og specialagent Will Trent der gemmer på en dyster fortid.

Da en narkoluder findes dræbt og voldtaget på en måde, der minder om de mindreårige piger, bliver specialagent Trent involveret i politiets arbejde. Men intet er som man tror, og efterhånden som man læser videre, viser det sig, at Trent ikke er den eneste med hemmeligheder.

Karin Slaughter har med Mørk Treenighed begået en dyster og voldsom krimi, hvor der absolut ikke lægges fingre imellem. Det er ikke læsning for sarte sjæle, men til gengæld er man sikker på spænding og sans for det dramatiske, når Karin Slaughter fortæller. Samtidig leger hun med opbygningen af fortællingen, så der i hver del fortælles fra en ny synsvinkel og dermed afsløres detaljer, der giver et helt andet blik på det, vi hidtil har fået fortalt.

Mørk Treenighed er en rå og velskrevet seriemorder-thriller, hvor personerne står klart, og plottet virker troværdigt. En rigtig pageturner til elskere af f.eks. Jo Nesbø, Giorgio Faletti og Chelsea Cain.

Om Mørk Treenighed:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Hr. Ferdinand, 441 sider
Originaltitel: Triptych
Omslag: Jón Ásgeir

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj JohansenSpændende og velskrevet science fiction thriller der tager læseren med til et regnfyldt Odense og tættere på udødeligheden

Den danske medicinal virksomhed Medici har udviklet biokernen. Et kunstigt organ, der løbende reparerer cellernes forfald og holder mennesket sundt og ungt frem til udløbsdatoen. Den danske stat samarbejder med Medici, for jo flere der får indsat en biokerne, jo billigere er udgifterne til sundhedsvæsenet. Så nu har op til 99% af befolkningen biokerner – og i fremtiden vil de måske allerede kunne indopereres i fosterstadiet.

Men ikke alle er ubetinget begejstret for hverken biokerneteknologien eller Medici. En hackergruppe, der gemmer sig på Netværket, er modstandere af, at et privat firma har så meget magt og har frivilligt undergået operationer for at få fjernet deres biokerner igen.

Det var det faktum, at hun fint kunne klare sig uden, som for alvor havde overbevist hende om, at biokerneteknologien ikke bare var kapitalistisk, men at den var fjendtlig for hele menneskeheden, at den var direkte ond. Et menneske kunne sagtens klare sig uden en biokerne, men Medici havde manipuleret folk til at tro, at det var umuligt, og at indoperationen af en biokerne var det eneste logiske valg, det eneste samfundstjenstlige valg. Ja, biokernen holdt måske nok folk sunde, men dens bagside var enorm, og for Katrine fyldte bagsiden det hele. Når kernen kunne hackes, som Netværket havde demonstreret, man kunne gøre, blev alles liv bragt i fare, og når klip kunne stjæles, som det var sket for Konrad, så beviste det, at biokernen kun havde de to funktioner og ingen nuancer derimellem. Det var enten unaturlig sundhed eller øjeblikkelig død. Hak. Den magt burde intet privat firma have over menneskekroppen, og den magt burde intet menneske tvinges til at underkaste sig.”

I denne fremtidige verden møder vi Anna og Konrad. De har været gift i mange år, men for et par måneder siden fik Anna en umulig besked. En ondartet kræftknude breder sig i hendes indre, og der er intet at gøre. Konrad forsøger at overføre nogle af sine klip til hende, men en regnvåd nat bliver han overfaldet og får selv frarøvet alle sine klip. Nu er de begge dødsdømte.

Men Anna har en hemmelighed. Hun er gravid. I et desperat håb fortæller hun det til sin arbejdsgiver, Medici, for Anna vil gøre alt for at barnet skal overleve. Så da Medici tilbyder hende at indoperere en biokerne i fostret, hvis hun vil være deres spion i Netværket, har Anna ikke andet valg end at sige ja.

I 2016 udskrev Science Fiction Cirklen en romankonkurrence, som Nikolaj Johansen vandt med sit bidrag Syndfloden og Storbyen.

Her er tale om en velskrevet og nervepirrende science fiction thriller, som både har et elementært spændende plot, men som også giver stof til eftertanke. Det dystre regnvåde Odense er en perfekt kulisse for fortællingen, hvor befolkningens rettigheder langsomt skylles bort af fremskridtets syndflod. Det emmer af noir.

Syndfloden og Storbyen er også en interessant roman. Dels er det første gang (så vidt jeg husker), at jeg læser en historie med en ‘ond’ danskejet virksomhed som skurk. Endda i tæt samarbejde med den danske stat/det danske forsvar. Medici er naturligvis en forkortelse af medicin, men det er også navnet på den florentinske Medici slægt, der med få afbrydelser sad på magten i Firenze og Toscana i næsten 300 år (1434-1737). Blandt andet var pave Leo 10., som bandlyste Martin Luther i 1521, af Medici-slægten. Altså et magtforum som romanens medicinalfirma.

Ligeledes er det interessant at følge Johansens overvejelser om biokernen: hvordan den kan bruges og misbruges. Som læser må vi i det hele taget løbende tage stilling til moralske problemstillinger. Kan man f.eks. retfærdiggøre et mord i en højere sags tjeneste? Hvad er en højere sag? Og hvor langt vil man gå for at redde sit eget liv?

Endelig er persontegningerne af Anna og Konrad både overraskende og nuancerede. De to sidste hovedpersoner er hackeren Katrine og privatdetektiven Kurt, og selvom de ikke fremstår helt så facetterede som Anna og Konrad, så virker også de troværdige. Jeg har måske ikke altid har sympati for personernes overvejelser og handlinger, men jeg kan forstå dem.

I det hele taget er Syndfloden og Storbyen langt mere end en standard thriller, og jeg blev hurtigt grebet af historien, som fortælles på skift gennem de forskellige personer. Johansen afslører detaljer undervejs, så noget af plottet gættede jeg godt. Men slutningen var alligevel en stor overraskelse, og jeg brygger stadigvæk videre på den i mit hoved. Og det er altså godt gået af forfatteren.

Skulle du ikke være science fiction læser, så lad dig ikke skræmme væk af den label. Læs i stedet Syndfloden og Storbyen som en etisk thriller, for jeg garanterer, at du vil føle dig godt underholdt.

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet horrorromanen ”Skygger fra oktoberland”, ligesom flere af hans noveller er udkommet i forskellige antologier.

(også anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om Syndfloden og Storbyen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 281 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Omslag: Bitten Vernersen

Slagtehuset af Paul Cleave

Slagtehuset af Paul CleaveSlagtehuset er mit første besøg i Paul Cleaves Christchurch noir-serie – men det bliver bestemt ikke det sidste!

Privatdetektiven og tidligere betjent Theodore Tate har haft nogle vanskelige år, med bl.a. et fængselsophold for spritkørsel, en død datter og en hustru i koma. Han drømmer om at vende tilbage til sit job i politiet, og får chancen da en seriemorder hen over en enkelt nat slår til mod flere ofre.

De første to ofre er plejehjemsbeboere, og pressen døber derfor hurtigt morderen ’seniormorderen’. Men så brydes mønstret, da en hårdtarbejdende revisor bliver næste offer. Og da en yngre læge med sine tre børn kort efter forsvinder, sætter politiet alle sejl til.

Romanen udspiller sig i Christchurch, der er den andenstørste by i New Zealand. Jeg håber dog ikke, at bøgerne tegner et korrekt billede af byen, for jeg kom til at tænke på Gotham City under læsningen. Kriminaliteten er støt stigende, og menneskekærligheden faldende i samme hastighed i Cleaves kulsorte version af byen, hvor borgerne hellere spytter på politiet end hjælper dem.

Paul Cleave skriver forrygende. Det er sort, ondt og uden mange lyse øjeblikke, men det er også spændende og gribende. Ved at lade os følge sagen fra både Tates og morderens side får vi en helt anderledes forståelse for begivenhederne. Det er svært ikke at føle medlidenhed med morderen, jo mere vi lærer hans fortid at kende. Men samtidig er hans gerninger så modbydelige, at de ikke kan forsvares. Oveni er Tate bestemt ingen engel, og til tider sidder man under læsningen og spekulerer over, om der i virkeligheden er den store forskel på betjenten og morderen?

Jeg er vild med Slagtehuset, som nok er både dyster og brutal, men som også er velskrevet og med et skarptskåren plot, der bliver ved med at overraske lige til sidste side. Det er ikke ofte, at en thriller, hvor vi kender morderens identitet fra start, kan overraske så meget til slut.

Som sagt har jeg ikke læst de tidligere bøger i Christchurch noir-serien, men det var ikke noget problem at følge med af den grund. Selvom personerne går igen i universet, og der naturligvis sker en personlig udvikling med bl.a. Tate, så er han ikke hovedpersonen i alle bøgerne. Det syvende mord har f.eks. seriemorderen Joe som fortæller, mens Hævn har en søn af en seriemorder i hovedrollen. Så man kan sagtens springe ind undervejs, omend jeg nu vil skynde mig at læse de første også.

Slagtehuset er ikke for alle. Den er grum og dyster, og Cleave lægger ikke fingrene imellem i de mere blodige detaljer. Men jeg var vild med den, og vil slutte med at citere lektør Jacob Holm Krogsøe som opsummerer så rammende: ”Efter endt gennemlæsning sidder man tilbage med en knugende fornemmelse i maven og undres over, hvordan noget så modbydeligt, kan være så underholdende på samme tid.”

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Slagtehuset:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Jentas, 383 sider
Originaltitel: Laughterhouse
Omslagsillustration: Koitz Animation & Graphics

Christchurch noir-serien:

Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider

The Circle af Dave Eggers

the_circleSynes du, at George Orwells samfund i “1984” var skræmmende? Så læs ikke Dave Eggers tankevækkende thriller “The Circle” som tager overvågningssamfundet til helt nye højder…

Fra forlagets hjemmeside:
Da Mae bliver ansat i firmaet The Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. Hun er mere end begejstret, da hun bliver vist rundt i The Circles imposante kontorlandskaber af glas, campusområdet og kollegieværelserne for dem, der ender med aldrig at gå hjem. Hun er fascineret af firmaets dynamik, forført af den ultimative fællesskabsånd og visionen om, at alle er forbundne og online 24/7. Ikke engang da Maes liv uden for The Circle og forholdet til forældrene og ekskæresten Mercer svinder mere og mere ind, og Maes egen rolle i virksomheden bliver mere og mere … offentlig, aftager hendes begejstring.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg startede på at læse “The Circle”. Jeg havde hørt lidt om handlingen, og den stod placeret blandt spændings-bøgerne på mit bibliotek. Det er dog langt fra en almindelig spændings-roman. Her sker hverken mord, vold, kidnapninger eller lignende. I stedet følger man en ung kvindes stigen i graderne i et idealistisk firma, der langsomt hjernevasker sine medarbejdere under dække af at hjælpe, skabe sammenhold og ikke mindst åbenhed.

For en introvert som mig, var allerede begyndelsen et mareridt af dimensioner. I the Circle bliver de ansatte målt konstant på deres deltagelse i sociale aktiviteter såvel i arbejdstiden som i fritiden – selvfølgelig for deres eget bedste! Jeg ville hade hvert eneste minut på sådan en arbejdsplads (og i øvrigt også ret hurtigt gå ned med stress). Men Mae begynder hurtigt at se det som en mulighed for at være sit bedste selv, og hun bliver snart foregangskvinde for firmaets grundsten om åbenhed og kommunikation.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den nærmest religiøse tilbedelse the Circle’s ansatte har for firmaet, godt kan minde lidt om ideologien i firmaer som Google og Apple. Disse virksomheder går også nye veje i deres bestræbelser for at skabe et godt arbejdsklima for deres ansatte. Det er jo ikke dårligt, men kan det blive det? Og hvor hurtigt bliver ens loyalitet overfor arbejdspladsen blind?

Forfatteren Dave Eggers tager udgangspunkt i allerede tilgængelige teknologier som f.eks. Facebook og overvågnings-apps som MobileKids, og lader the Circle udvikle dem yderligere et hak. Udgangspunktet er drømmen om at gøre demokratiet totalt ved hjælp af de sociale medier. Men dækker de gode intentioner i virkeligheden over et ønske om at styre og overvåge folk?

Det var vildt ubehageligt at læse hvordan “the land of the free,” uden nærmest at overveje det, afgiver de mest basale demokratiske rettigheder. Hvordan ønsket om at høre til og være populær får folk til at affinde sig med det utroligste. Hvor hurtigt verden udenfor ens egens sfære bliver ukendt og farlig. Og ikke mindst – hvor kort der er mellem ønsket om at bruge teknologien til at fremme demokrati, til at det i stedet styrker totalitarisme med social kontrol og overvågning.

Det er cirka et år siden, at “The Circle” udkom på dansk, og til efteråret rammer filmatiseringen de danske biografer. Hovedrollen som Mae spilles af Emma Watson, der sikkert er bedst kendt for sin rolle som Hermione i Harry Potter-filmene. Jeg er meget spændt på, hvordan transformeringen af bogen til det store lærred bliver, for som sagt er der ikke voldsomt meget ydre handling i romanen. Til gengæld er der virkelig mange problemstillinger om personlig integritet, demokrati og individets ukrænkelighed på spil, og det er mere end skræmmende nok for mig.

“The Circle” er skrevet af Dave Eggers, som udover romaner også har skrevet manuskriptet til den fremragende børnefilm “Where the wild things are”.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forlag: People’s Press

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg

Og_jeg_saa_en_ny_himmelTitlen ”Og jeg saa en ny himmel” stammer fra Johannes Åbenbaring, som handler om de sidste tider: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.« (Johs. Åb. 21,1), og romanen åbner lige på og hårdt.

Vi følger to brødre, som er på vej til Afrika, den ene som forretningsmand og den anden er hans livvagt. Men der er tydeligvis ikke meget kærlighed mellem de to brødre, og mødet i Afrika ender da også brutalt.

Så vender vi tilbage til Danmark og springer tre måneder frem i tiden. Martin Lindvad forsker i molekylær biologi, og en dag modtager han en kryptisk mail fra sin gamle mentor, Håkon Sandberg, som får ham til at slippe alt og flyve til Bergen for at mødes.

Men Martin kommer for sent. Håkon er blevet myrdet, og pludselig er Martin i politiets søgelys – mistænkt for mordet på sin ven. Hans eneste chance er nu at finde ud af, hvem der myrdede Håkon. Her fører den kryptiske mail ham i en uforudset retning, for hvad har SARS-udbruddet i Asien i starten af årtusindet med det hele at gøre? Martin og Håkons enke Elise blandes ind i et farligt spil, hvor de kommer op mod en ældgammel organisation med en grusom plan.

Romanen fortælles i to spor. Det ene er livvagten Sam, der arbejder for organisationen, og det andet spor følger Martin i dennes bestræbelser på at holde sig fri af politiet og opklare mysteriet. Kapitlerne er relativt korte, og krydsklipningen har til hensigt at øge spændingen. Da Hallenborg til tider skriver meget udførligt, lykkes det imidlertid ikke ubetinget. Lidt mere ’show’ og lidt mindre ’tell’ kunne have strammet handlingen op og øget suspensen.

Når det er sagt, er jeg til gengæld fuldstændig vild med konspirationsteorien, som Hallenborg bygger sit plot op over. Fra det øjeblik Martin kommer på sporet af Cordoum, sad jeg helt opslugt, og nød hvor elegant han får verdenshistorien til at passe ind i romanens univers. Det er virkelig spændende og interessant.

Ligeledes lykkes det at forklare ellers ganske kompliceret forskning letforståeligt og naturligt i historien. Hallenborg har da også en Ph.D. i molekylær- og cellebiologi fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han forsker i at forstå udvikling af type II diabetes, så han ved, hvad han skriver om.

Forsiden er lækker med et lidt fortegnet biohazard symbol og en giftig gul farve, som virkelig fanger øjnene, og så skal Hallenborg også have ros for et godt arbejde med korrekturlæsningen.

Så selvom ”Og jeg saa en ny himmel” måske ikke ligefrem er en neglebiddende pageturner, så er den alligevel både underholdende og med spændende momenter. Ikke mindst giver den læseren noget at tænke over, i forhold til hvad nutidens teknologi kan forårsage, men også i forhold til tro og religion og hvad vi gør i dens navn.

Besøg forfatterens hjemmeside
(oprindelig anmeldt på Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Philip Hallenborg
ISBN-13: 9788799897704
Sideantal: 431
Forlag: Hallenbooks

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

det-burde-du-have-vidstVelskrevet drama med et skræmmende twist

Grace er psykoterapeut og arbejder især med parforhold. I 15 år har hun lyttet til sine patienter fortælle om, hvordan den første tid med deres partner og deres første indtryk af denne var. Og i alle årene har hun i sit stille sind tænkt, at patienten i virkeligheden kendte til problemerne fra begyndelsen. Så nu har hun skrevet en bog med titlen “Det burde du have vidst”, som snart rammer butikkerne.

Hjemme er hun lykkelig gift med kræft-børnelægen Jonathan, som hun har sønnen Henry med. De bor i Upper East Side, New York, hvor Henry går på privatskolen Rearden. De er med andre ord en priviligeret og tilfreds familie.

Men en dag myrdes en mor til et af barn på en af skolens fripladser, og pludselig ændres alt. Graces trygge liv vælter sammen om ørene på hende, og hun må spørge sig selv: hvor godt kender man nogensinde et andet menneske?

På forhånd havde jeg fået anbefalet “Det burde du have vidst” af en kollega, men efter endt læsning var bogen helt anderledes – og meget bedre – end jeg havde regnet med.

Her er ikke så meget tale om en nervepirrende spændingsroman, som et langsomt afdækket ægteskabsdrama. Jean Hanff Korelitz giver læseren god tid til at komme ind under huden på Grace, så da tæppet trækkes væk under hende, følger vi med på hendes følelsesmæssige rutchetur. Jeg var fuldstændig opslugt af Graces fortumlede forsøg på at følge med i begivenhederne og sine egne følelser.

“Det burde du have vidst” er velskrevet, og bygger roligt en intens og foruroligende stemning op. Portrættet af Grace er nuanceret, og selvom man måske nok har en anelse om, hvad der er på vej, så holder romanen alligevel spændingen, netop fordi vi følger Grace så tæt.

Forlaget lancerer bogen til de læsere, der var glade for “Kvinden der forsvandt” af Gillian Flynn. Den var jeg desværre ikke så begejstret for. Men til gengæld kan jeg på det bestemteste anbefale “Det burde du have vidst”, hvis du holder af gode og indholdsrige dramaer med et skræmmende twist.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: You should have known
Forlag: Gads forlag, 467 sider

Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Jeg skal huske dig af Yrsa SigurðardóttirJeg skal huske dig er en isnende thriller hvor uhyggen sniger sig ind på læseren under Islands forblæste og kolde vinterhimmel

Parret Garðar og Katrín har sammen med veninden Líf, hvis nyligt afdøde mand var Garðars bedste ven, købt et forfaldet hus på øen Hesteyri. Målet er at sætte huset i stand og åbne et lille pensionat. Men da de ankommer til øen en kold efterårsmorgen, er Katrín meget i tvivl om projektet. Øen er mennesketom, og deres eneste forbindelse til omverdenen er båden, der afleverede dem, og som kommer tilbage om en uge – hvis vejret er til det!

Det viser sig, at huset de har købt, gemmer på en historie, og de har ikke været længe på øen, før Katrín er overbevist om, at de alligevel ikke er alene.

Sideløbende med fortællingen fra Hesteyri hører vi om psykiateren Freyr, der for nylig er flyttet alene til Ísafjöður. Hans lille søn, Benni, forsvandt sporløst for tre år siden. Mens hustruen Sara er overbevist om, at sønnens ånd stadig er hos dem, ved Freyr, at det er ønsketænkning, og det har været med til at ødelægge ægteskabet.

Men som fortællingen skrider frem, trænger Bennis forsvinden sig på, og viser sig – måske – at have noget at gøre med et omfattende hærværk i en børnehave, et mystisk selvmord og en anden forsvinden for 50 år siden.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Ég man þig