Planet X – ankomsten af Ronny M. Reffelt

Planet X - ankomsten af Ronny M. Reffelt

Er du vild med katastrofefilm som Deep Impact, 2012 og Greenland, så vil du også kunne lide Planet X – ankomsten af Ronny M. Reffelt.

Den 17-årige Cody Hicks er midt i sæsonens afgørende kamp, da stadionet pludselig kollapser og efterfølgende rammes af flere meteorer. Cody overlever, og i det efterfølgende kaos forsøger han at finde hjem.

Samtidig er Codys far, den anerkendte matematikprofessor Henry Hicks, blevet tilbageholdt af secret service og bragt til en tophemmelig base. Henry ved ikke, hvorfor han bliver hentet, men det lykkes ham at sende en besked til Cody via naboen, om at de straks skal forlade Californien og tage til Denver lufthavn. Det, der skete under Codys fodboldkamp, er nemlig kun begyndelsen.

Det opdager Henry, da han sammen med en række andre eksperter, der ligeledes er hentet til basen, får besked på at skrive en tale til præsidenten. Det viser sig, at en planet kaldet Planet X er ankommet til den yderste del af solsystemet. Det er dens tilstedeværelse der skaber jordskælv, kæmpe tsunamier, tordenstorme og alle de andre ulykker, der dræber milliarder af mennesker. Men Henry opdager også noget andet. Én af de andre eksperter har nemlig en vild teori om, hvad Planet X er.

Også Cody får rystet sin forestillingsverden. Det er lykkes ham at komme hjem, og sammen med nabopigen Susan bliver han hentet af militæret, som vil tage dem til Denver. Det går ikke helt efter planen, men heldigvis er Susan forberedt på lidt af hvert. Hun elsker nemlig at researche diverse konspirationsteorier, og den viden får de brug for, hvis de skal overleve.

Der er ingen tvivl om, at Ronny M. Reffelt må elske katastrofefilm. Han har i hvert fald skrevet en boglig pendant med Planet X – ankomsten, som sender en hilsen til 2012, der ifølge Susan er “en fed film”. Og det er den da også 🙂

Planet X – ankomsten fortælles i to spor. Dels følger vi Cody og Susan, dels Henry Hicks. Kapitlerne med Cody er fulde af fysiske farer, og de unge mennesker udfordres både på krop og sjæl. Kapitlerne med Henry er mere teoretiske, idet vi her får forklaret det forskerne ved om Planet X. De relative korte kapitler og mange spring skaber en god fremdrift i romanen, som er med til at holde et højt spændingsniveau.

Sprogligt kunne romanen godt strammes lidt op efter min smag. Den er til tider meget beskrivende, og det bremser læseflowet. Persontegningerne er heller ikke så dybe, og jeg skal ikke kunne sige om videnskaben i romanen er korrekt. Men bogen er fuld af action, og under læsningen føltes det lidt som at se en underholdende B-film. Så jeg var fint underholdt, og kan sagtens anbefale Planet X – ankomsten, hvis du som jeg kan lide tjubang katastrofefilm.

Og så synes jeg også det var lidt fedt, da forfatteren introducerer nogle ret interessante teorier om menneskets evolution sidst i bogen. Det fik mig til at tænke på Jacob Jonias roman Manden der opdagede at jorden er flad. Her filosoferer Jonia nemlig også over om videnskab nu også altid er så uvildig.

Historien fortsættes i Planet X – Mørket.

Uddrag af bogen:

Cody lod langsomt blikket glide rundt på stadionet. Ligegyldigt hvor han så hen, herskede der dyb panik. På de resterende tre tribuner kæmpede tilskuerne imellem hinanden for at komme ud, og skrigene, der kom fra dem, skar i hans ører og fyldte ham med en umådelig tristhed. Der var intet, han eller de andre spillere kunne gøre for at hjælpe.

“Drenge!”

Han vendte sig, da han hørte sin træner, hr. Harris, råbe efter dem. Hr. Harris stod sammen med hjælpetrænerne og gruppen af cheerleaders ud for nedgangen til spillertunnelen.

“Kom herover!” Han vinkede efter dem. “Her er sikkert!”

Hr. Harris ventede ikke på dem, i stedet skyndede han på sine kollegaer og pigerne og gennede dem ned i spillertunnelen.

Cody og de øvrige spillere forblev stående. Han så sig om. Det var lykkes for mange af tilskuerne at komme ned fra tribunerne, og de havde forsamlet sig i grupper ved udkanten af fodboldbanen.

Så var der en spiller, der pegede op og højt råbte: “Der er noget deroppe!”

Hen over en af tribunerne kom en ildkugle flyvende imod dem med en hale af damp efter sig.

I lighed med de andre drenge kastede Cody sig ned. I et kort øjeblik fornemmede han en intens varme over sig, da kuglen fløj over hans ryg, så fulgte et gigantisk brag, som blev fulgt op af en bølge af hede blandet op med støv, der hvirvlede hen over ham og de andre spillere og omsluttede dem. (side 17)

Om Planet X – ankomsten:

Udgivelsesår: 2023
Forlag: Brændpunkt, 270 sider
Omslag: Per Baasch Jørgensen

Læs også:

Solstorm af Rasmus Dahlberg
Vandaben af Claus Due
Noter om at overleve af Christian Engkilde
Tørke af Per Jacobsen
Varslet af Liz Jensen
Dommedag af Dean Koontz
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den hvide fjende af Niels Meyn
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Syndfloden af Carl S. Torgius
Undergang / red. Martin Schjönning
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Stjerneklart af Lars Wilderäng

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.