Kan krimiforfattere slippe af sted med drab?Cameron og Lisa Murdoch har succes som newzealandske krimiforfattere, er lykkeligt gift og topper alverdens bestsellerlister. De har i årevis været promoveret i medierne og spøger med, at de ved mere end nogen andre om, hvordan man slipper godt fra forbrydelser. De lever trods alt af at skrive om det. Så da deres psykisk udfordrede syvårige søn Zach forsvinder, spørger politiet og offentligheden helt naturligt sig selv, om de nu har besluttet sig for at føre bevis for det, de selv så længe har hævdet …Forsøger de at demonstrere, at de er i stand til at begå den perfekte forbrydelse?
(fra forlagets hjemmeside)
De mistænkte er Paul Cleaves 10. bog på dansk og tilhører hans Christchurch-noir serie, der i virkeligheden består af stand-alone romaner med sammenfald i tid og sted, men med skiftende centrale karakterer.
Denne gang leder kriminalkommissær Rebecca Kent politiundersøgelsen, da ægteparret Murdochs 7-årige søn, Zach, forsvinder. Umiddelbart undersøger politiet alle muligheder, men snart fokuseres mistanken på Cameron. Kan han stå bag sin søns forsvinden? Og hvis han er uskyldig, hvem har så Zach?
Historien fortælles skiftevis i førsteperson af Cameron Murdoch og gennem Rebecca Kent som tredjepersonsfortæller. Efter en kort prolog foregår handlingen kronologisk fra søndag til lørdag. De overordnede kapitler er yderligere opdelt i kortere kapitler, som springer mellem Camerons og Rebeccas synsvinkler.
Paul Cleave er en særdeles effektiv fortæller, som i De mistænkte endnu en gang har udtænkt et plot, der med sine utallige twists gentagne gange vender op og ned, på alt hvad læserne tror, vi ved. Karaktererne er interessante, sammensatte som de er af både godt og ondt. Ikke mindst portrættet af Cameron og hans desperate adfærd under det massive pres fra både Lisa, politiet og offentligheden er suverænt beskrevet. Og som altid tilfører det trøstesløse Christchurch univers, hvor menneskets laveste instinkter sjældent er langt fra overfladen, romanen en dyster, nærmest skæbnesvanger setting, hvor alt ondt kan ske.
Som i flere af sine andre thrillers undersøger Paul Cleave temaer som skyld, tvivl og mistanke. Hvordan folkedomstolen er hurtig til at dømme, og hvordan selv de bedste af os kan skubbes ud over grænsen.
Jeg læste stort set De mistænkte i et stræk, og er du til nervepirrende, mørke thrillers med velkonstruerede plots, kan jeg kun anbefale den.
Uddrag af bogen:
“Stop lige en halv,” siger jeg. “Hvad er det, du siger?”
“Jeg siger, at der er et fodspor i haven under vinduet til jeres søns værelse. Kunne det være dit?”
Alt ændrer sig. For et øjeblik siden håndterede vi Zachs forsvinding. Han var stukket af og faret vild eller gemte sig et sted. Nu fortæller Kent os noget af det, Hvad-nu-hvis-hviskeren har hvisket hele formiddagen. Kan du se, hvad jeg sagde? Og du ville ikke høre. Hvad var det, du tænkte i går? Var det ikke, at det kun er andre menneskers børn, der forsvinder, ligesom med bilulykker, husbrande og kræft? Hvis du havde taget dig lidt tid til at tænke over det, ville du have indset, at du selv er andre mennesker.
Jeg kigger på Lisa. Hun knytter hænderne så hårdt, at neglene må bore sig ind i hendes håndflader. Hun stirrer på mig. Hendes øjne er blanke af tårer.
Jeg ryster på hovedet. “Det er ikke mit fodspor,” siger jeg og rejser mig. Jeg mærker et jag af smerte, som ved dårlig fordøjelse, i den ene side af maveregionen. Noget brænder derinde. Det breder sig op til hovedet. Væggene vælter og flår kablerne over, mens de smuldrer. Jeg bevæger mig rundt i rummet, fordi bevægelse er en handling, der får noget til at ske, mens det at sidde passivt bare tillader tilfældet at råde.
“Siger du, at nogen hjalp vores søn ud gennem vinduet?”
“Nej. Jeg siger, at vi fandt et fodspor i haven, som vi skal have identificeret.”
Det handler ikke længere om BZ. Zach er blevet lokket ud af sit værelse.
“Du tror, nogen har bortført ham?” siger Lisa med en stemme, der knap er en hvisken. (side 52-53)
Om De mistænkte:
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Jentas, 395 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: The Quiet People
Oversætter: Peter Carstens
Christchurch-noir serien:
De mistænkte (Originaltitel: The Quiet People), 2021
Offer (Originaltitel: Joe Victim), 2020
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery Lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting Cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The Cleaner), 2013
Læs også:
Klik af Linwood Barclay
Enken af Fiona Barton
Måske uskyldig af Alafair Burke
Slagtehuset af Paul Cleave
Mørke steder af Gillian Flynn
Familiens synder af Cara Hunter
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Skygger af Henriette Rostrup