september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Monsun af stjerner af Katrine Williams

Monsun af stjerner af Katrine Williams16-årige Stella er lidt af en enspænder. Hendes bedste (og eneste) veninde er Veronica, og de to piger hænger sammen som ærtehalm. En ulykke fører dog til Veronicas død, mens Stella kun med nød og næppe overlever.

Ulykken efterlader Stella i dyb sorg. Hun kan ikke tro, at Veronica er død, så hun forestiller sig, at veninden stadig er i live et sted. Men resten af byen er ikke tvivl om, at Veronica er død – og at det er Stellas skyld! Så på en måde kommer flytningen til Australien på et godt tidspunkt.

Stella skal nemlig flytte ind hos morens tvillingesøster i Australien, mens moren falder på plads i forbindelse med et nyt job. Selvom Stella ikke er specielt begejstret, falder hun dog til hos mosteren og på sin nye skole. Her bliver hun venner med goth-pigen Nena og den smukke Alyssa (der også gemmer på en hemmelighed), og hun møder fætrene Castor og Jared.

Men der er noget sært ved de to fætre. De virker bekendte, selvom Stella aldrig har set dem før. Samtidig begynder hun at modtage mærkelig breve fra nogen som tilsyneladende ved ting, hun aldrig har fortalt til nogen. Hun hjemsøges af underlige hallucinationer. Og har den perle, Stella fik under ulykken, noget med det hele at gøre?

Monsun af stjerner er første bind i Young Adult-serien Sjælealkymi og Katrine Williams debutroman, som har været seks år undervejs. Jeg blev kontaktet af forfatteren og spurgt, om jeg ville læse bogen, og når det sker, vil jeg altid allerhelst kunne skrive en ubetinget positiv anmeldelse. Men jeg blev desværre ikke 100% fanget.

Der er masser af gode elementer i romanen. Det er ikke tit, at jeg læser en dansk roman, der foregår i Australien,  men det, synes jeg, tilfører historien et vellykket eksotisk strejf. Fortællingen springer mellem romanens nutid i 1986 og 1835, hvor Stellas hallucinationer udspiller sig, og også det er vellykket. Stella fungerer godt som hovedperson, og der er nogle interessante tråde til alkymi og astronomi i plottet. Og så sker der en masse, ikke mindst på den romantiske front, ligesom slutningen er noget af en cliffhanger.

Målgruppen vil garanteret synes, at kærlighedshistorien i romanen er spændende, men det er et af de punkter, der trækker lidt ned hos mig. Jeg er simpelthen for gammel og kynisk, og har aldrig været stor fan af Paranormal Romance i det hele taget. Derudover synes jeg desværre, at sproget til tider er for affekteret og ind i mellem mangelfuldt. Formuleringer som “mit kropssprog stivnede” (s. 62) og “en stripdansers g-streng” (s. 154) skurer i mine øjne, og den slags småfejl bør en redaktør hjælpe med at luge ud.

Nå, jeg kan godt være lidt pernittengryn med den slags, og det tror jeg ikke nødvendigvis målgruppen er på samme måde. I hvert fald har jeg læst flere anmeldelser af Monsun af stjerner, som er helt igennem positive. Jeg tror derfor, at det er et af de tilfælde, hvor bogen er udmærket, men anmelderen forkert. Så er du til mystik, spænding og kærlighed, kan Monsun af stjerner være lige noget for dig.

Læs Cats, Books & Coffees anmeldelse af Monsun af stjerner

Læs et mini-interview med Katrine Williams

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret

Om Monsun af stjerner:

Udgivelsesår: 09.02.2018
Forlag: mellemgaard, 355 sider
Omslag: Christina Tscherning Andersen

Edderkoppen af Richard Matheson

Edderkoppen af Richard MathesonScott Carey er en ganske almindelig mand. Gift med Lou som han har datteren Bett med, arbejder for broderen Marty og er godt tilfreds med livet. Indtil den dag det går op for ham, at han skrumper. Hvert døgn bliver han nøjagtig 3,3 millimeter mindre, og lægerne kan intet gøre.

Da sandheden går op for Scott, trygler Lou ham om at gå til lægen. Herfra bliver han sendt til specialister, som nok finder ud af, hvorfor han bliver mindre, men ikke hvordan man stopper processen. Til sidst får Scott nok af forsøg, injektioner og nysgerrighed og tager hjem, hvor han nærmest gemmer sig i huset.

Men en dag går det galt. Scott bliver ved et uheld fanget i kælderen, uden at Lou opdager det. Nu er det op til ham selv at overleve – for kælderen har flere beboere …

Jeg har aldrig lagt mærke til, at Richard Matheson er forfatter til romanen bag filmen The Incredible Shrinking Man, Jeg kender ham hovedsageligt fra Jeg er den sidste. Men stor var min glæde, da jeg tilfældigt faldt over Edderkoppen på biblioteket og så forfatternavnet.

Edderkoppen udkom i 1956, og allerede året efter blev den filmatiseret. Det forstår jeg godt, for trods de godt 60 år på bagen, så er historien stadigvæk spændende. Naturligvis er der nogle tidstypiske elementer, der virker gammeldags i dag. Ikke mindst kønsrollerne er groteske set med nutidens øjne, for her er Scott eneforsørger og enevældig, og hustruen Lou må bare smile og samtykke. Men ser man bort fra den del, så indeholder historien masser af action, men også tankevækkende betragtninger over, hvad Scott føler, og hvordan omverdenen behandler ham.

Størstedelen af fortællingen udspiller sig i kælderen, efter at Scott er blevet ganske lille. I kælderen bor også en edderkop, som er hans største fjende, udover sult og tørst. Vi følger hans forsøg på at undslippe såvel edderkop som kælder, og det er fascinerende at følge hans snarrådighed, jo mindre han bliver.

Ind i mellem klippes til fortiden, når Scott tænker tilbage. Hvert tilbageblik starter med Scotts højde, så 173 cm er f.eks. dagen, hvor Lou kan se ham ind i øjnene. Mens 78 cm fortæller om en uhyggelig oplevelse med nogle unge fyre, der er ude på ballade.

Richard Matheson er til tider skræmmende realistisk, især i betragtning af at han er amerikaner. F.eks. hører vi om, at selvom Scott ligner en lille dreng, har han stadig en voksen mands kønsdrift, og hvordan håndterer et ægteskab lige det?

Endelig er slutningen forrygende – og for mig – uventet. Det er fedt med den slags overraskelser.  Jeg var underholdt og skræmt af Scotts trængsler, og selvom Edderkoppen sikkert ikke er for alle, var det for mig en uventet god læseoplevelse.

Om Edderkoppen:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Winther, 157 sider
Omslags-layout: Tage Jørgensens tegnestue

Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon StangerupSpøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup er en af den slags udgivelser, jeg elsker. Dels indeholder den 13 pragtfulde spøgelseshistorier. Dels har Hakon Stangerup forfattet en oplysende indledning om spøgelsets historie fra primitive forestillinger til moderne tid.

Stangerup definerer et spøgelse, som en afdød der går igen fra det hinsides og fornemmes gennem sine virkninger i den fysiske verden. Troen på spøgelser har eksisteret til alle tider. F.eks. mener Stangerup, at drømme kun har bestyrket urmennesket i troen på dem, for møder vi ikke de døde lyslevende i drømme?

På et tidspunkt ændrer spøgelserne karakter, således at det kun er særlige sjæle der går igen. Nemlig sjæle der har en form for udenstående med tilværelsen, f.eks. mordere, tyve, elskovssyge, ulykkelige og hævngerrige, som enten skal sone noget, hjælpe nogen, eller ikke kan slippe den elskede. Denne karakterændring grundlagde tanken om, at spøgelser fortrinsvis viser sig på særlige steder, som kirkegårde, mordscener osv.

Stangerup fortsætter med at følge spøgelseshistorierne ind i kunst-litteraturen, hvor han bruger Shakespeare som eksempel. I kunst-litteraturen kan spøgelser enten opfattes lige ud af landevejen eller som hallucinationer, og Shakespeare gør begge dele. I Hamlet er faderens ånd er et genuint spøgelse, mens Bancos ånd i Macbeth er en hallucination.

Spøgelseshistorier blomstrede under romantikken hos forfattere som E. T. A. Hoffmann og Horace Walpole, og i Danmark skrev B. S. Ingemann med på ‘bølgen’. Men overraskende nok levede historierne videre under naturalismen. Her demonstrerer Stangerup, hvordan en naturalistisk forfatter kan blande spøgelseseffekter med virkninger af fysiske og kemiske eksperimenter til en slags ‘videnskabelig’ spøgelseshistorie. Da så spiritisme, magnetisme og psykoanalyse blev ‘opfundet’ åbnede endnu flere muligheder sig for at operere med spøgelser i litteraturen og samtidig benytte sig af den relative videnskabs nyeste resultater.

Hakon Stangerup slutter sin indledning af med ordene:

“Det er mit håb, at man vil få et indtryk af spøgelseshistoriens mange faser og muligheder: fra den primitive over den videnskabelige til den okkulte og fra den yderst seriøse til den direkte spøgefulde. Den moderne spøgelseshistorie — fra det nittende århundredes begyndelse til vore dage — er selvfølgelig en ‘gyser’, men den opererer ikke med plumpe realistiske rædselseffekter. Den appellerer til noget uroprindeligt i os alle, og den holder muligheder åbne —  ikke til troen på spøgelser naturligvis, men til fornemmelsen af en gådefuld, uafsluttet tilværelse.” (s. 9)

Indhold:

Skomageren fra Selkirk
Frederick Marryat: Varulven (The White Wolf of the Hartz Mountains, 1839)
Edgar Allan Poe: Den hypnotiserede døde (The Facts in the Case of M. Valdemar, 1845)
Edgar Allan Poe: Berenice (Berenice, 1835)
Charles Dickens: Historien om den handelsrejsendes onkel (The Story of the Bagman’s Uncle, 1837)
Sheridan Le Fanu: Genganger-elskere (The Phantom Lovers, 1938)
Sheridan Le Fanu: Graveren i Chapelizod (The Sexton’s Adventure, 1851)
A. B. Edwards: Genfærds-diligencen (The Phantom Coach, 1864)
Ambrose Bierce: Den midterste tå på den højre fod (The Middle Toe of the Right Foot, 1890)
Miss Braddon: Evelines gæst (Eveline’s Visitant, 1867)
H. G. Wells: Det røde værelse (The Red Room, 1896)
E. F. Benson: Den hængte (The Hanging of Alfred Wadham, 1928)
Mary Webb: Mr. Tallent går igen!

Om Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Grafisk Forlag, 190 sider
Omslagstegning: Missen Herluf-Jensen

Blodengel af Lotte Petri

Blodengel af Lotte PetriEt mere end 20 år gammelt kvindelig dukker op på en mark, og kort efter findes en ung kvinde dræbt. Fælles for ligene er, at de har fået fjernet tænderne og presset en stor genstand ind i munden. Men hænger de to mord overhovedet sammen?

Sofie Engell har en baggrund som psykolog, men skiftede spor og har nu fuld fart på karrieren som efterforsker ved Vest- og Midtsjællands Politi. Hun indkaldes, da et skelet dukker op på en mark, hvor landmanden er ved at lægge dræn. Skelettet viser sig at være en kvinde, som har ligget i en dyb grav i 20 år, måske mere. Hun har fået fjernet alle sine tænder, og en sten er blevet presset ind i munden på hende.

Sofie er klar over, at det bliver en svær sag. Alene at få identificeret ofret viser sig vanskeligt. Og så dukker endnu et lig op. Denne gang en ung prostitueret, der ligeledes har fået fjernet alle tænderne og er blevet efterladt med en gagball tvunget ind i munden.

Det nye mord hører under Københavns Vestegns Politi, og vicepolitiinspektør Walter Bjørn Andersen sættes på sagen. Han er sikker på, at der er tale om et tilfældigt mord. Da Sofie hører om det nye mord, føler hun sig derimod overbevist om, at de to sager hænger sammen, selvom der er gået så mange år imellem mordene.

Samtidig med opklaringen af mordene kæmper Sofie med sit privatliv. Hun har en problematisk bagage i form af en voldelig eks-mand, og holder sig delvist oppe på sprut og piller. Men spørgsmålet er, hvor længe det kan gå. Især da hun bliver sat i spidsen for den nyetablerede E-gruppe, der har til opgave at fange morderen.

Jeg er generelt begejstret for Lotte Petris bøger, som ofte blander videnskab og krimi i et spændende miks. Der er måske ikke så meget videnskab her i Blodengel, men det gør nu ikke fornøjelsen mindre. Her er nemlig tale om en hæsblæsende krimi, hvor stort set hvert eneste kapitel slutter med en tænderklaprende cliffhanger.

Petri er en effektiv forfatter, som formår at skrue et spændende og overraskende plot sammen. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen, fordi jeg hele tiden var nødt til at finde ud af, hvad der nu ville ske. Historien veksler imellem politiets synsvinkel og morderens, og det giver et helt særligt perspektiv at komme tæt på den intelligente og skruppelløse morder, der føler sig hævet over alle. I det hele taget er personerne troværdige og interessante, og jeg håber bestemt ikke, at det sidste gang vi møder Sofie Engell og Walter Bjørn Andersen.

Jeg var vældig underholdt, og er du til hæsblæsende og lidt makabre krimier, så er Blodengel et must.

Blodengel er skrevet som en Storytel Original. Storytel er en digital abonnementsservice, hvor du kan streame lydbøger og ebøger til din mobiltelefon via en app, når du har købt et abonnement. Bogen kommer dog også i papirudgave senere.

Tak til Storytel som har sponseret læseeksemplaret

Om Blodengel:

Udgivelsesår: 20.07.2018
Forlag: Storytel Original, 10 kapitler
Omslag: Henrik Stig Møller

Besøg Lotte Petris hjemmeside

Læs også:

Blodmåne af Katrine Engberg
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Hviskende lig af Dennis Jürgensen
Djævelens værk af Lotte Petri
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Autoritet af Jeff VanderMeer

Autoritet af Jeff VanderMeer

I Southern Reachs nedslidte forskningsfaciliteter studerer man Område X. Efter mange år med manglende resultater indkaldes en ny leder. Men hvem undersøger egentlig hvem? Autoritet er 2. bind i Southern Reach trilogien.

Jeg var vild med med første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, så jeg havde store forventninger til bind to. Måske lidt for mange, for da jeg begyndte at læse Autoritet, greb den mig ikke i lige så høj grad. Alligevel læste jeg videre, for slutningen ville jeg have med. Det var godt, jeg gjorde det. Sidste tredjedel er nemlig mindst lige så spændende som Udslettelse.

I første bind hørte vi om ekspedition nr. 12, der krydsede grænsen til Område X. Et område der er afskærmet fra omverdenen under påskud af et fejlslagent militærforsøg. I virkeligheden ved man ikke, hvad Område X er, selvom den videnskabelige institution, Southern Reach, i 30 år har studeret det. Og det er i Southern Reachs nedslidte og indskrumpede faciliteter, at bind to udspiller sig.

John Rodriguez, kaldet Control, er blevet indsat som leder i Southern Reach, efter at Direktøren forsvandt med ekspedition 12. Controls opgave er at effektivisere og få styr på institutionen, samt at danne sig et overblik over hvad Område X er. Det er ikke en nem opgave.

Dels modarbejder vicedirektøren Grace ham åbenlyst. Hun tror stadig, at Direktøren vender tilbage fra Område X. Dels er intet af materialet om området og ekspeditionerne digitalt. I stedet må Control læse optegnelser på papir, i logbøger og på tilfældige lapper og kvitteringer alt efter hvad Direktøren lige havde ved hånden, når hun ville skrive noget ned. Selv den ene væg på hendes kontor er overtegnet med notater og kort. Og endelig virker resten af staben underligt ude af sync, selvom de overfladisk set er venlige nok.

Control gør sit bedste, og særligt er han interesseret i at interviewe Biologen fra ekspedition 12. Hun vendte sammen med Antropologen og Topografen tilbage fra Område X uden at have nogen erindring om hvordan. Alligevel virker hun mere vidende end de to andre, og Control er ivrig efter at nå ind til hende.

Det er dog en kamp mod tiden, og Control udsættes ikke kun for chikane i den ene ende. Også hans kontakt i Central bruger beskidte tricks for at få oplysninger ud af ham. Og så er der selve Område X …

Som sagt blev jeg ikke grebet af Autoritet lige så hurtigt, som jeg blev af Udslettelse. Ikke desto mindre er her tale om en fremragende roman, som bliver bedre, jo længere ind i historien man kommer. Jeff VanderMeers beskrivelse af Control, der starter med de bedste intentioner, men snart bliver viklet ind i Southern Reachs betændte atmosfære, er fascinerende. Den forvrængning Område X udøver, strækker sig tilsyneladende helt ind bag Southern Reachs mure, og som læser invaderes vi ligeså usynligt som Control. Det er brandgodt udført.

Mod slutningen accelerer handlingen, og jeg sidder allerede som på nåle for at læse bind tre, Accept, som er sat til at udkomme til august.

Southern Reach trilogien hører til subgenren New Weird, der nedbryder grænserne mellem horror, science fiction og fantasi. Her bruges genre-klichéerne til at skabe ubehag fremfor sikkerhed, og læseren ved aldrig, i hvilken retning historien drejer.

Hvis du er til overraskende og foruroligende romaner, er Southern Reach trilogien et must. Også selvom bind to er lidt længe om at komme rigtigt i gang.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Autoritet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 362 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Serie: Southern Reach, bind 2

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Samlerne af Michael Kamp
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft
Udslettelse af Jeff VanderMeer

 

Mørke af Torben Pedersen

Mørke af Torben PedersenI 1500-tallet anklages en kvinde for hekseri og tortureres til døde. Hundredvis af år senere taler et barn med sin usynlige ven. Hvad har disse begivenheder med hinanden at gøre?

Jeg er så heldig, at jeg ind i mellem får tilbudt læseeksemplarer, og det var tilfældet med Mørke. Forfatteren Torben Pedersen spurgte, om jeg havde lyst til at læse en uudgivet debutant, der skriver science fiction i stil med Peter F. Hamilton. Det tilbud kunne jeg ikke modstå og fik kort efter tilsendt en ebog på 439 sider. Jeg er ikke altid så stor fan af digitale bøger –  jeg er lidt gammeldags og holder af følelsen af papir – men ikke desto mindre blev jeg lynhurtigt opslugt af historien, som overraskede mig positivt på alle parametre.

Mørke er – trods sin kompleksitet – velskrevet og sammenhængende, og er du til romaner om eksistens med sci-fi briller, så er den et rigtig godt bud.

For at starte med det faktuelle: der var et fåtal af korrekturfejl, og layoutet var umiddelbart let læseligt, hvilket man langt fra altid kan være sikker på hos debuterende forfattere. Jeg har efterfølgende købt paperback-udgaven via Amazon (ja, så god synes jeg, den er). Det er en ordentlig moppedreng trykt på A4-papir og med stor skrift. Bortset fra at den er tung, virker den til at være limet fint i ryggen, men jeg ville ønske, at der var trykt sidetal på siderne. Men alt i alt ok kvalitet uden at være prangende.

Og så til indholdet.

Romanen er opdelt i en prolog, syv bøger med titlerne: Ofret, Prædikanten, I al fortrolighed, Åndenød, Mørke, Arvetagerne og Resterne, og slutter af med en epilog. Hver bog er derudover inddelt i en række kortere kapitler, der ligeledes er navngivet, og enkelte af disse kapitler er ligeledes underinddelt.

Allerede her gik det op for mig, at Mørke er en ret kompleks roman på mange måder. Den springer i tid, sted og fortæller, og i begyndelsen havde jeg svært ved at regne ud, hvad der foregik. Historien starter tilbage i 1500-tallet med en hekseafbrænding, og så springer den frem i tiden uden nogen forklaring eller genkendelse i personer eller historie. Ikke desto mindre havde jeg lyst til at læse videre. Både for at finde ud af hvad der foregik, men i ligeså høj grad fordi romanen er skrevet i et velformuleret, troværdig og tidstypisk sprog, uanset om vi er i middelalderen eller fremtiden. Og så blev jeg bare grebet af stemningen.

Det er godt gjort af en debutant at have styr på så mange forskellige skrivestile, og ligeledes er jeg imponeret over, hvor godt styr Torben Pedersen har på de mange forskellige handlingstråde. Undervejs føres vi som sagt igennem flere århundreder, og store og små begivenheder fortælles i en – tilsyneladende – tilfældig rækkefølge. Som sagt var jeg til tider ganske meget i tvivl om, hvor romanen var på vej hen, men slutningen samler nok så nydeligt alle ledetråde og binder en smuk sløjfe af dem. Det er godt gjort.

Jeg har til gengæld svært ved at genfortælle ret meget af handlingen uden at ødelægge oplevelsen for andre. Jeg kan dog sige, at bogen handler om kontakt med andre væsener i universet, som i tusindvis af år har holdt øje med menneskeheden. De ønsker at finde ud af, om vi vil møde universet med ødelæggelse eller fred, og har derfor sendt en observatør til jorden. Men hvordan kommunikere man overhovedet med andre væsener? Og selv når det lykkes at få et budskab igennem – hvordan opfatter vi det så?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Dæmonens bagdør af Nils Hoffman, som jeg kaldte velskrevet dansk science fiction af international klasse. Nu skal der jo ikke gå inflation i den betegnelse, men faktisk synes jeg, at Mørke fortjener samme prædikat. Mørke er dog noget mere dyster og tankevækkende. Her er ikke hæsblæsende action, men i stedet fascinerende eftertænksomhed. Også selvom Mørke slet ikke er en blodfattig oplevelse, idet her beskrives flere temmelig voldsomme begivenheder undervejs.

Torben Pedersen gør meget ud af at få sin kulisse til at fremstå troværdig, og han introducerer flere sci-fi gadgets undervejs. Det bliver dog aldrig for teknisk eller detaljepræget. I stedet underbygger det fortællingen, og giver samtidig stof til eftertanke. F.eks. bruger alle R-linser, som giver mulighed for at få læst alle bøger på alverdens sprog op, uanset om man kan tale det eller ej. Eneste problem er, at der er lagt censur i linserne, så børn får en korrigeret version af bøgerne, og heller ikke voksne har adgang til alt. Så hvis man vil opleve sand adgang til litteraturskatten, er man stadig nødt til at lære at læse de enkelte sprog. Men hvem gider det, når man tilsyneladende får alt serveret?

En anden opfindelse er biocomputeren, som alle får ved 15-års alderen, når hjernen er ved at være færdigudviklet. Med BC’en kan man slå alt op, optage samtaler, se film eller opleve dem i 3D osv. Til gengæld har andre også altid mulighed for at se, hvor man befinder sig, for med sin BC, er man altid online.

Mørke var en fascinerende og til tider udfordrende læseoplevelse. Som læser skal man holde tungen lige i munden, og ikke forvente at man forstår alt med det samme. Til gengæld er slutresultatet både tilfredsstillende og overraskende. Jeg kan kun give den en stor anbefaling og opfordre alle der fascineres af temaer som eksistens, menneskehedens fremtid og velskrevet science fiction til at læse den.

Tak til Torben Pedersen som har foræret mig læseeksemplaret.

Om Mørke:

Udgivelsesår: 2018

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Kolonien af Pierre Robert
Faderens sønner af A. Silvestri

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Acceptance (pt. ikke oversat til dansk)

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano

 

Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Sandhedens labyrint af Jørgen SteinesHvad nu hvis den tyske befolkning var blevet gjort opmærksom på nazisternes udryddelseslejre allerede under krigen? 

Jeg blev positivt overrasket af denne kontrafaktiske spændingsroman af Jørgen Steines, Sandhedens labyrint. Romanen udspiller sig i sidste halvdel af 1943. Anden verdenskrig er på sit højeste. Nazisterne er blevet bremset ved Stalingrad, hvor det ser ud til, at krigslykken er vendt.

Major Johann Richter fra den tyske udenrigspolitiske efterretningstjeneste Abwehr indkaldes af sin øverste chef, admiral Canaris, der har en specialopgave til ham. Noget tyder på, at der er en forræder i egne rækker, og Canaris ønsker, at Richter diskret skal finde frem til vedkommende. Uanset hvor højt oppe i systemet, han befinder sig.

Richter er mildest talt ikke begejstret for opgaven, som bringer ham på kollisionskurs med RSHA, der har ansvaret for den indre sikkerhed. Under RSHA gemmer Gestapo, Kripo og Sicherheitsdienst sig nemlig. Det er tjenester, som ikke bekymrer sig om borgernes retssikkerhed, og Richter er klar over, at han risikere at gøre sig upopulær, når han skal snuse alle steder. Men han kan ikke undslå sig, og snart bringer jagten på forræderen ham på sporet af hemmeligheder, som civilbefolkningen ikke har kendskab til. Hemmeligheder som ryster Richters tro på Føreren og Det Tredje Rige.

Sideløbende med Richters historie følger vi en polsk kaptajn, der er flygtet til England fra Auschwitz samt politikere og militærfolk i England, der får indblik i koncentrationslejrenes rædsler og skal afgøre, hvilke foranstaltninger de allierede skal tage.

Som nævnt er her tale om en kontrafaktisk spændingsroman, hvor forfatteren tager udgangspunkt i virkelige historiske personer og hændelser, men så forestiller sig, hvordan begivenhederne kunne have udspillet sig med få ændringer.

I Sandhedens labyrint får de allierede f.eks. uigendrivelige beviser på nazisternes koncentrationslejre, og Churchill beslutter sig for at handle på den viden. Bl.a. ved at sørge for, at den tyske befolkning får kendskab grusomhederne i lejrene. Spørgsmålet er så, om denne ændring af historien gør en forskel?

Jeg blev nærmest øjeblikkeligt fanget ind af romanen, der både er spændende og tankevækkende. Jørgen Steines fortæller levende og får historien til at stå skarpt for læseren. Selvom Richter er overbevist nazist, er han også et moralsk menneske, som tror på lov og orden. Det er interessant at følge hans tanker, efterhånden som hans undersøgelser afslører systemets umenneskelige sider og sætter hans loyalitet på prøve.

Steines betragtninger om, hvordan få ændringer kunne have drejet forløbet af 2. verdenskrig, og hvilke følgevirkninger det kunne afstedkomme, er troværdige og spændende. Og så fører de til en overraskende slutning, som samtidig viser, hvor komplekst krig og storpolitik er.

Udover de interessante tankeeksperimenter er selve plottet simpelthen godt skruet sammen med en stigende spændingskurve og nogle troværdige personer. Afsløringen af forræderen gemmes til allersidst, og jeg tror, at den vil overraske de fleste.

Jeg er stor fan af velunderbygget kontrafaktisk litteratur, og det er Sandhedens labyrint af Jørgen Steines. Der ligger tydeligvis en stor mængde research bag romanen. Alligevel overvældes man som læser ikke af detaljer. Tværtimod. Sproget er letforståeligt, og romanen er opbygget i korte, overskuelige kapitler, der skaber suspense ved at springe mellem de forskellige handlingstråde, og dermed hele tiden lokker læseren til at læse videre.

Sandhedens labyrint er en fornem debut, og jeg kan kun anbefale den til alle, der elsker en god roman. Også selvom du måske ikke kender til kontrafaktiske romaner.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Sandhedens labyrint:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 457 sider
Grafisk produktion: KWG Design
Grafiker: Kasper Olsen

Læs også:

Den der bliver tilbage har ret af Richard Birkefeld
Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Fædrelandet af Robert Harris
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen & Hanne Rump

Dagbog fra zombieverdenen af Klaus Frederiksen og Hanne RumpI 2017 udgav Klaus Frederiksen romanen Dagbog fra zombieland. Dagbog fra zombieverdenen er en selvstændig fortsættelse hertil, som udspiller sig i samme univers og med samme hovedperson, men denne gang fortalt i romanform.

Ingen ved hvorfor, men verden er blevet overtaget af zombier. Menneskene forskanser sig rundt omkring og prøver at overleve. I Aalborg har nogle forskere samlet sig og prøver at lave en kur. Noah var på en ekspedition fra Aalborg, da han blev nødt til at flygte. Under flugten bliver han samlet op af en fiskekutter, og her starter bind 2.

Det er en umage gruppe, Noah er faldet ind i. Den består af soldaten Emil, fiskeren Røskva, psykologen Jim og ingeniøren Ingwar. De er på vej til Svalbard, hvor en forskningsfacilitet opbevarer alverdens frø i tilfælde af en katastrofe. Tanken er, at zombier ikke bryder sig om kulde, og at at de mange frø vil gøre det muligt for dem at dyrke mad nok til at overleve. Noah er mest stemt for at komme tilbage til Aalborg. Han bliver dog underkendt, og snart er de på vej.

Vi følger Noah og gruppen på deres rejse, som bringer dem vidt omkring og i kontakt med overlevende fra mange lande. Ingwar er nemlig også radioentusiast. Zombierne er stadig et stort problem, og særligt superzombierne skal de passe på. De er ikke alene hurtige, men virker også intelligente. Og så kan de tilsyneladende undertvinge nogle mennesker mentalt.

Som i Dagbog fra zombieland er der fuld knald på handlingen. Gruppen må konstant kæmpe mod zombier, når de er i land efter forsyninger, og undervejs støder de på forskellige overlevende samfund. Det er forfriskende, at de to forfattere denne gang lader der være en vis optimisme i fortællingen. Hvor mange zombieromaner beskriver, hvor hurtigt civilisationen bryder sammen til hver mand for sig selv, oplever Noah og gruppen mest medmenneskelighed og hjælpsomhed i det omfang ressourcerne tillader det.

Noah har også et brændende håb om, at der vil blive fundet en kur. Han har nogle specielle oplevelser med en zombie, gruppen på et tidspunkt holder fanget ombord på kutteren, som måske er med til at puste ild i det håb. Også selvom resten af gruppen er overbeviste om, at det er utopi at tro, at zombier, der er så forandret, kan bringes tilbage til deres menneskelige form.

Dagbog fra zombieverdenen er grundlæggende god underholdning. Frederiksen og Rump har skrevet en spændende og actionfyldt zombieroman, hvor der også er plads til lidt filosoferen over menneskeheden. Sproget flyder let, og jeg synes, at bind to har udviklet sig positivt fra første bind. På nogle punkter er historien måske lidt naiv. F.eks. er der aldrig sprogproblemer, selvom Noahs gruppe taler med alverdens folkeslag, bl.a. russere, og de etiske diskussioner bliver aldrig så dybe. Men det er småting og ændrer ikke ved underholdningsværdien.

Med andre ord – er du til zombieromaner, så er Dagbog fra zombieverdenen slet ikke et dårligt bud. Jeg var i hvert fald fint underholdt en solbeskinnet søndag på en drømmeseng i haven.

“Ingen kunne længere være i tvivl om, at de nu var på vej om mod kajen. De norske soldater begyndte at trække sig, og pludselig lød de første maskingeværsalver. 
Røskva skreg. Jim sprang ombord, mens den sidste pose med proviant blev liggende tilbage på kajen.
Emil slog bak og klampede gashåndtaget helt i bund, men motoren startede langsomt. 
Røskva og Jim rev maskingeværer frem.
En brændende pil hamrede ind i en zombie, der faldt om lige på starten af kajen. En superzombie sprang kraftfuldt over det brændende lig og spændede ud ad kajen, mens båden langsomt speedede op i baggear.
Superzombien satte i et kæmpe spring ud mod båden, samtidig med at endnu en sprang over det brændende lig.
Røskva og Jim begyndte at skyde.
Tågen sænkede sig over Noah, da zombien på kajen begyndte at kalde.” (s. 50)

Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.

Om Dagbog fra zombieverdenen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 255 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen
Grafisk produktion: KWG Design

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
Dagbog fra zombieland af Klaus Frederiksen
Død verden af Louise Haiberg
Hvidt støv af Line Kyed Knudsen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Zam af Jesper Wung-Sung