Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl

Den fjerde rytter af Jeanette Varbarg og Poul Duedahl

Jeanette Varberg og Poul Duedahl giver i Den fjerde rytter et fascinerende og tankevækkende indblik i 10.000 års epidemihistorie. Et indblik, der bestemt ikke er mindre relevant i øjeblikket, hvor COVID-19 pandemien fejer hen over os.

Titlen henviser til de apokalyptiske ryttere fra Johannes Åbenbaringen. De tre første symboliserer krig, erobring og hungersnød, mens den sidste, der rider på en gustengul hest, spreder sygdom og død i sit spor.

Varberg og Duedahl fortæller historien om menneskets kamp med de evigt tilbagevendende epidemier. Bogen starter meget aktuelt med en kort intro til COVID-19’s start i Wuhan og den første danske smittede. Herefter vender forfatterne blikket tilbage i tiden og beretter om bl.a. udbrud af pest, tyfus, kopper, syfilis, malaria, tuberkulose, kolera, polio, den spanske syge og AIDS. Hele tiden med et blik på hvilken effekt epidemierne havde på såvel det enkelte menneske som samfundet.

De ældste fund af moderne mennesker er fundet i Nordafrika, hvor Homo Sapiens-knogler er blevet dateret til at være 300.000 år gamle. Herfra spredte vi os ud over hele verden, og er i dag ifølge forfatterne klodens mest invasive art.

I starten var vi jægere og samlere, men på et tidspunkt begyndte vi at slå os ned, dyrke jorden og holde husdyr. Overskuddet af mad betød, at vi blev flere og flere. Hvor befolkningstallet i jæger/samler-tiden næppe nåede over 10 millioner, voksede antallet af mennesker nu, og det samme gjorde antallet af de dyrearter, som vi tog til os som husdyr.

Det tætte forhold til husdyrene og bondesamfundets ensformige kost baseret på korn, lidt mælk og kød kan aflæses direkte i de tidlige europæiske bønders knogler. De fik et langt mindre indtag af protein i forhold til jægere og samlere, og ensformigheden i bondekosten svækkede deres immunforsvar, så de var mere modtagelige over for sygdomsfremkaldende mikrober som bakterier og virus. Oven i det sprang en række sygdomme på tværs af arter fra dyr til mennesker og skabte problemer, deres forfædre ikke kendte til. Agerbrug og husdyrhold havde med andre ord skabt det ideelle laboratorium for udvikling af nye sygdomme. Det var en giftig og livsfarlig cocktail, men flere og mere alvorlige sygdomme var prisen for, at menneskene blev mætte og mange.” (side 34-35)

Blandt de sygdomme, vi har fået fra husdyr, er bla. tuberkulose. Tuberkulosen stammer fra kvæg, og arkæologer har fundet beviser på, at tyske bønder for 7.400-6.800 år siden har lidt af tuberkulose.

Tuberkulose er i øvrigt en af historiens helt store dræbere. I årene 1700 til 1900 anslås det, at en milliard mennesker døde af sygdommen. I de efterfølgende årtier kostede tuberkulose yderligere fire millioner dødsfald om året alene i Europa. Da smitten var på sit højeste i Danmark, kunne hvert tredje dødsfald tilskrives tuberkulose. I 1921 lykkedes det endelig at lave en vaccine, og i løbet af 1960’erne blev sygdommen stort set udryddet i Danmark. Det er dog ikke tilfældet for resten af verden. Her dræber tuberkulose stadig op mod to millioner mennesker om året.

Den mest kendte pandemi er måske den sorte død, der ramte Europa i 1347. I Den fjerde rytter fortæller Varberg og Duedahl, at det imidlertid ikke var første gang, at pestbakterien ‘Yersinia Pestis‘ ramte Europa. Arkæologer har nemlig fundet DNA-spor af bakterien i to 5000 år gamle lig begravet i et gravkammer i Sverige.

Men selv noget så frygteligt som sygdom, har mennesket brugt aktivt. F.eks. beskriver Varberg og Duedahl, hvordan egypterne omkring 1322 f.v.t. ved hjælp af krigslist startede en epidemi blandt Hittitterne med en mystisk sygdom (formentlig kopper eller pest). Også senere er sygdom blevet brugt som biologisk krigsførelse. Bl.a. kastede tartarlederen Janibeg lig af pestofre over murene under en belejring af byen Kaffa på halvøen Krim i 1346. Byens italienske købmænd flygtede og bragte således pesten til Europa.

Hvor de spanske conguistadorer måske nok i første omgang var uvidende om, at de bragte dødelige sygdomme med sig, da de koloniserede Amerika, så fandt de hurtigt ud af at drage nytte af det. I 1568 var der således kun tre millioner tilbage af den indfødte befolkning i Mexico, hvor tallet var 25 millioner, da europæerne ankom.

Også englænderne var bevidste om, at indianerne var sårbare for europæiske sygdomme, da lokale stammer i 1754-63 gjorde oprør i Pennsylvania. Her skrev oberst Henry Bouquet til sin overordnede: “Jeg vil prøve at inficere indianerne med tæpper, som kan falde i deres hænder, men jeg må passe på ikke at få sygdommen selv.” Tæpperne havde tilhørt patienter, der var døde af kopper, og selvom det ikke kan bevises, at det var på grund af tæpperne, så brød der kort efter kopper ud blandt indianerne, og oberst Bouquet kunne herefter sejre relativt let over de overlevende på slagmarken ved Bushy Run.

Malaria er en af de sygdomme, der stadig dræber mange mennesker hvert år. Ca. 200 millioner smittes årligt med malaria, og ca. en halv million dør. Vi tænker på det som en tropesygdom, men rent faktisk har også Danmark været hærget af malaria. I 1831 blev Sydsjælland ramt af en ny sygdom, hvis symptomer mindede om kolera. Dog ramte den stort set kun landarbejdere og dræbte hovedsageligt de ældre. Sygdommen viste sig at være malaria, og 1831 blev året med århundredets højeste dødelighedsrate, samt det eneste år hvor der døde flere, end der blev født.

Den fjerde rytter har dog ikke kun fokus på selve sygdommene, men også på følgevirkningerne. Eksempelvis fortæller Varberg og Duedahl, hvordan de store danske gårde begyndte at dræne og mergle i sidste halvdel af 1800-tallet, hvilket førte til at malaria-myggen med tiden forsvandt fra Danmark. Eller hvordan et voldsomt koleraudbrud i København i 1853 satte nyt fokus på hygiejnen, hvilket medførte, at der blev lavet nye systemer for bortskaffelse af affald, lagt nye vandledninger og opført vandværker osv.

Selvsagt er det umuligt at gå i dybden med 10.000 års historie på blot 274 sider. Den fjerde rytter giver dog et letforståeligt overblik, og ønsker man at læse mere, er der en omfattende litteraturliste bagerst.

Jeg har tidligere læst Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt og Den blege rytter af Klaus Larsen, så noget af stoffet kendte jeg på forhånd. Men Varberg og Duedahls tilgang hvor de også formidler de affødte konsekvenser af sygdommene i samfundet og de menneskelige reaktioner herpå, giver en ekstra dimension.

Det er måske upassende at skrive, at jeg var godt underholdt af Den fjerde rytter, men det var jeg ikke desto mindre. Varberg og Duedahl giver et sobert og letforståeligt indblik i de mange epidemier, der har plaget menneskeheden de sidste 10.000 år. Men også hvordan selv samme epidemier har været med til at udvikle vores samfund, til det det er i dag.

Det er ikke bare spændende læsning, men også nødvendig læsning, hvis vi vil lære af historien.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Den fjerde rytter:

Udgivelsesår: 09.10.2020
Forlag: Gad, 274 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Omslagsbillede: Arnold Böcklin “Die Pest”, 1898

Læs også:

Velkommen på bagsiden af Poul Duedahl
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
Den blege rytter af Klaus Larsen
Angst og engle af Hans Trier
Mennesket har altid vandret af Jeanette Varberg

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Dragon af Thomas C. Krohn
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug

Besat
Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner

Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner

For ikke så forfærdeligt mange år siden var antologier med nyskrevne danske horrornoveller et sjældent syn. Heldigvis har det ændret sig, så der nu kommer en, om ikke jævn strøm, så dog årlige nye udgivelser. Forlaget Petunia er et af de forlag, der ikke er bange for at se mørket i øjnene. For nyligt udgav de bind to i deres horror-antologi serie for unge: Mørkets gerninger går igen.

Forsiden af Simon Zander Skovgaard skal nok fange målgruppens øjne, og jeg er også nødt til at rose Rikke Ella Andrup for det lækre layout. Det giver bare en særlig følelse, når man kan se, at der er gjort noget ud af en bogs indpakning.

#NoFilter af Sabine Hein
Hannah og veninderne Louise og Melinda er taget til en strandfest, hvor Malthe (som Hannah har et crush på) også deltager. De to har udvekslet billeder og skrevet lidt sammen på nettet, men da de mødes IRL, bliver Malthe skuffet over Hannahs udseende. Hun har photoshoppet sine billeder lidt rigeligt. I frustration begynder Hannah at uploade billeder helt uden brug af filter, og pludselig stiger antallet af følgere helt vildt. Men det er ikke det eneste, der sker.

Allerdybest nede af Gru Oustrup
Fem kammerater fejrer, at gymnasiet nu er et overstået kapitel, ved at tage på weekendtur til Sverige. Her har de lånt Sebastians onkels hytte, der ligger langt ude i en skov i nærheden af en lille sø. Drengene er varme og svedige efter turen, så de hopper straks i søen. Men da de vender tilbage til hytten, begynder turen at ændre sig for Sebastian. Han synes, der lugter så mærkeligt. Og skete der ikke noget underligt med Asger nede ved søen?

Flænger af Karina Sund
Julie har for nyligt mistet sin mor, og hun er hårdt ramt af sorgen. Hun sover dårligt og pjækker en del fra skolen. Så tager hun tit hen på kirkegården og sidder ved morens grav. En dag tager en ældre kvinde kontakt til Julie. Hun vil fortælle hende noget vigtigt, men Julie synes, hun er underlig. Heldigvis har hun veninden Fine, og så er der Jonas, som hun er lidt smålun på. En aften kommer han på besøg, og alt er godt – eller er det.

Vis mig mere af C. Olsen
Sofie og hendes storebror Frederik er alene hjemme. Der har lige været loppemarked, hvor hun har købt en trenchcoat og en hat, som hun glæder sig til at bruge til den kommende Halloweenfest. Frederik er træt af at skulle passe sin søster, så da vennen Christian kommer forbi, er Frederik godt tilfreds. Men Sofie synes, det er underligt. For har Christian ikke lige sendt hende nogle ret intime snaps?

Dukkeøen af Helle Jakobsen
I 1956 er en gruppe kostskole-elever på tur til Mexico. En aften bliver Ylva efterladt af bussen, der kører eleverne tilbage til deres hostel. Mens hun forbander Sally, som hun er sikker på står bag, dukker danske Samuel pludselig op. De to ender med at feste sammen hele natten, og for første gang i mange år føler Ylva sig godt tilpas. Det varer dog ikke ved.

Hotel af Freddy E. Silva
Dean har lige afsluttet high school, og nu ønsker faren, at han skal læse jura på college. Det har Dean absolut ingen intentioner om, og frustreret stikker han af i farens vinrøde Plymouth. Året er 1967, og til tonerne af The Doors kører han gennem natten, til han langt ude i ørkenen støder på et ensomt liggende hotel. Receptionisten er en smuk ung pige, men derudover føles hotellet helt forkert. Ikke desto mindre beslutter Dean sig for at overnatte der. Det bliver en endeløs nat.

Stilhed af Maria Pilh Bengtsen
Francesca mistede hørelsen for 6 år siden, og ikke en dag går, uden hun drømmer om at få den igen. Heldigvis kan Marco fra spejderne tegnsprog, så da han inviterer hende med på en tur op i bjergene sammen med Dahlia og Leon, siger hun ja. Særligt Dahlia er træt af at have Francesca på slæb, og undervejs udvikler turen sig i en uforudset retning.

Skyggen af AJ Weida
Leonora er en sød pige, og Christina holder meget af hende. Men efterhånden som Leonora bliver ældre, bliver hun mere og mere selvoptaget, og Christina begynder at drømme om et bedre liv. Et liv hvor hun er ligeså smuk som Leonora.

Den gode nabo af C.C. Thybro
Kira er indlagt på hospitalet. Hun har ondt, har svært ved at sove og lider af mareridt, når det endelig lykkes at falde i søvn. Kira har særlig en drøm, hvor hænder famler over hele hendes krop, som får hende til at vågne mere træt og konfus, end før hun faldt i søvn. Og en nat synes hun, at en skikkelse fra drømmen står i hospitalsstuen.

Blodrus af Pernille Thorenfeldt
Maj og Liw er dybt forskellige. Alligevel er de veninder. En aften har Liw overtalt Maj til at gå med i byen. Hun vil forsøge at score den lækre Gert fra 3. G. I løbet af aftenen får Maj dog menstruation og tager hjem. Men da hun vågner næste morgen, er noget anderledes.

De ti noveller i Mørkets gerninger går igen tager udgangspunkt i unges hverdag og problemer, og giver det så med et skræmmende tvist. Målgruppen er unge +13 år, men flere af historierne kan nu også sagtens nydes af den voksne læser.

To af forfatterne fra Mørkets gerninger er gengangere: Helle Jakobsen og Freddy E. Silva. Derudover har jeg læst novellen ‘Svendborg by night’ af Karina Sund i Frygtelige Fynske Fortællinger, mens de øvrige 7 forfattere er nye for mig.

Om Mørkets gerninger går igen:

Udgivelsesår: 07.11.2020
Forlag: Forlaget Petunia, 417 sider
Omslag: Simon Zander Skovgaard

Indhold:
#NoFilter af Sabine Hein
Allerdybest nede af Gry Oustrup
Flænger af Karina Sund
Vis mig mere af C. Olsen
Dukkeøen af Helle Jakobsen
Hotel af Freddy E. Silva
Stilhed af Maria Pilh Bengtsen
Skyggen af AJ Weida
Den gode nabo af C.C. Thybro
Blodrus af Pernille Thorenfeldt

Læs også:

6 gode grunde til ikke at sove i mørke
#ModerneEventyr
Blandt danske galakser
Mørkets gerninger
Sku’ ikke hunden på hårene

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

I 1589 sejlede Christian d. 4.’s orlogsflåde mod Skotland. Ombord var kongens søster, Anna, som skulle giftes med den skotske konge. Men alt gik galt, og det endte med, at Anna landede i Norge. Selvom Anna senere blev gift med Jacob d. 6., så førte de mange ulykker omkring togtet til en anklage om trolddom, som sendte mindst 13 personer på bålet: “[…] for at have medvirket til forgørelsen af kongens orlogsflåde.” (side 12)

Men hvorfor blussede forfølgelsen af trolddom og hekseri pludselig op?

Heksejagt er en del af serien 100 Danmarkshistorier. Louise Nyholm Kallestrup forklarer her baggrunden for hekseforfølgelserne, og ser nærmere på udvalgte danske hekseretssager.

I 1500 og 1600-tallet var eksistensen af trolddom ligeså virkelig for folk som Gud og Djævelen. Alligevel var det først efter Reformationen, at hekseforfølgelserne i Danmark for alvor tog fart. Nu anså man nemlig paven som Antikrist og katolicismens religiøse ritualer som trolddom.

I Danmark var Christian d. 4. meget involveret retssagerne om trolddom. Det var således ham, der udstedte Trolddomsforordningen af 1617, der ofte bliver fremhævet som loven, der satte gang i trolddomsforfølgelserne. Selvom det i dag virker som en fuldstændig grundløs forfølgelse, så var udryddelsen af trolddom i datiden et alvorligt anliggende, og forordningen lagde et særlig ansvar på rigets konge for at forfølge og udrydde trolddom.

[…] Det var nu blevet et kollektivt ansvar at udrydde det diabolske uvæsen, som virkede så vredesprovokerende på Gud. Ellers ville Han straffe hele samfundet med krig, hunger eller sygdom.” (side 49)

Kallestrup kommer omkring flere sager undervejs i Heksejagt. Mest brutal er sagen mod Bodil Hoffuen, der blev dømt skyldig ved landstinget i Viborg d. 19. juli 1617. Mest kendt er sikkert Maren Splids, der blev dømt skyldig i Ribe i 1641. Men vi kommer også omkring anklager mod adelskvinder og en retssag mod en særlig nidkær lensmand, hvis ivrighed efter at dømme trolddomsfolk førte til at loven blev skærpet, så man fra 1686 indførte krav om, at skyldige kendelser skulle prøves ved Højesteret.

I 1693 blev Anne Pallis fra Falster som den sidste i Danmark henrettet for trolddom. Men befolkningens angst for hekseri var langt fra forbi. Retssager blev i stedet for afløst af selvtægtssager, og så sent som i år 1800 blev en gammel kone tæsket ihjel nær Horsens, fordi man troede, at hun var en troldkvinde.

Heksejagt er spændende læsning uden at forfalde til sensationsjageri. Louise Nyholm Kallestrup får sat datidens angst i perspektiv og giver indblik i retssystemet, hvor hun kan konstatere, at “når først sagerne var nået på tinge, var der en tydelig indsats for at overholde retsplejen.” At retsplejen så sjældent gav den sigtede mulighed for at forklare sig, men blot til at forholde sig til spørgsmålet om skyld, er så en anden sag.

Jeg er generelt begejstret for serien 100 Danmarkshistorier, som kort og præcist introducerer en række interessante kapitler og emner. Heksejagt lægger sig fint i rækken, og kan bestemt anbefales hvis du vil have et indblik et af Danmarks mere mørke kapitler. Bagerst i bogen finder du også forslag til videre læsning, hvis du vil gå mere i dybden med emnet.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Heksejagt:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 100 sider
Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold
Serie: 100 Danmarkshistorier

Læs også:

Den glemte inkvisition af Lars Andersen
Monstre af Mathias Clasen
Heksenes forsvarere af Jan Guillou
I pagt med djævelen af Louise Nyholm Kallestrup
Arvingen af Michael Sørensen

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Udød af Ruben Greis

Udød af Ruben Greis

Love it. Love it. Love it.

Udød af Ruben Greis er hylende morsom, fuld af splat og med actionknappen drejet på maximum fra første side.

Den splejsede teenager Tom har ikke meget kørende for sig, og nu har bonus lillesøsteren også ødelagt hans PlayBox. Så Tom må tage et sommerferiejob som rengøringsassistent på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning for at få råd til at købe en ny. Her kommer han til at arbejde sammen med Paquita, som mildest talt ikke er imponeret over Tom eller sommerferieafløsere i almindelighed.

En dag bryder helvede løs på Riverside. Pludselig dukker nogle zombie-lignende væsener op, der forsøger at bide og dræbe alle de møder. Tom overlever sit første møde med de udøde og slår sig sammen med forskningsassistenten Barbra og siden støder også Paquita til gruppen.

Men begivenhederne udvikler sig fra skidt til værre. Kan Tom træde i karakter som zombie-dræber? Hvad er Liebermann konferencen? Vil det lykkes Ronnie at få fat i sin Milky Way? Har Singh-Singh virkelig fået fat i “Final Death: Uncut!”? Og hvem er Brian?

I et interview med Xenias Bogblog fortæller Ruben Greis, at han godt kan lide zombier. Det fremgår tydeligt af Udød, der er en stor hyldest til zombiegenren. Historien er fuld af hints og referencer for zombie-nørder.

Den gale videnskabsmand hedder f.eks. Hubert West (Re-animator). En af de kvindelige hovedpersoner hedder Paquita (Braindead), en anden hedder Barbra (“They’re coming to get you, Barbra“), mens en af vagterne hedder Ben (Night of the Living Dead). Army of Darkness-karakteren Ash får en hyldest med på vejen: “Hail to the King, baby!” og det samme gør den danske horror-serie Jonny Nekrotic af Emil Blichfeldt. For blot at nævne et par stykker …

Men man behøver slet ikke at være zombie-nørd for at få noget ud af historien. Udød er underholdende i sig selv. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Tom der – trods sin kiksethed – er utrolig relaterbar og sympatisk. Jeg er også vild med den røvsparkende Paquita, der ikke finder sig i noget pis fra nogen – heller ikke zombier. Og så udvikler Barbras figur sig også interessant gennem historien.

Den flotte indpakning skal også lige nævnes. Aske Schmidt Rose står for den lækre 1980’er inspirerede forside samt vignetterne, der pryder historien undervejs.

Så kan du lide zombie-action krydret med en underholdende historie, vellykkede karakterer og fantastiske one-liners? Jamen, så må du ikke gå glip af Udød!

Uddrag af romanen:

Ruben var så flink at signere mit eksemplar af Udød.

Som han sad der i fred for resten af verden, tillod han sig alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden ud, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, at rønnebærrene var nok så sure. Både ham og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tankerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig færdig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen, greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem. (side 50-51)

Om Udød:

Udgivelsesår: 31.10.2020
Forlag: Calibat, 361 sider
Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
De dødes tid af Thomas Helle
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Interview med Ruben Greis om Udød

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson