maj 2020
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

Huset i Chelsea af Lisa Jewell

På sin 25-års fødselsdag får Libby Jones det brev, hun som adoptivbarn har ventet på hele sit liv. Endelig skal hun få at vide, hvor hun kommer fra.

Brevet giver ikke alene svar på, hvem hendes biologiske forældre var. Det fortæller også, at Libby har arvet et gammelt hus i millionklassen i den fashionable London-bydel Chelsea. Men huset gemmer på en mørk hemmelighed.

25 år tidligere blev politiet kaldt ud til et hus. Her fandt de en baby, der lå mæt og tilfreds i sin vugge. Og tre sortklædte lig, der havde ligget i køkkenet i flere dage. To af dem var Libbys forældre.

Mysteriet om huset i Chelsea er aldrig blevet opklaret. Hvor forsvandt husets fire andre børn hen? Og hvem var det, der tog sig af den lille Libby i vuggen, i dagene efter forældrenes død?

Libby vil kende hele sandheden om sin familie. Den ligger begravet i huset i Chelsea. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Og så var hun væk af Lisa Jewell, så forventningerne var høje, da jeg åbnede Huset i Chelsea. De blev mere end indfriet!

Historien fortælles gennem tre forskellige stemmer: Libby, Lucy og Henry, og der går lidt tid, før vi finder ud af, hvem de hver især er. Det giver en meget åben start på romanen, som holder læseren i usikkerhed, men også skaber et bånd til os. For vi vil vide, hvem de tre personer er, og hvilken forbindelse de har.

Igennem Libby hører vi i nutiden om arven af huset, og de detaljer om begivenhederne som er offentlig kendt. Hvilket ikke er mange. Så Libby kontakter journalisten Miller Roe, som dækkede sagen dengang, i håb om at han kan hjælpe hende med at finde ud af mere.

Lucy følger vi i Frankrig, hvor hun befinder sig sammen med sine to børn. Hun er hjemløs, og ved romanens begyndelse forbereder hun sig på at besøge én, hun aldrig havde regnet med at skulle se igen.

Det er således kun gennem Henrys kapitler, vi hører om fortiden i huset i Chelsea. Han fortæller om et priviligeret liv, der langsomt begynder at ændre sig, indtil al normalitet er forsvundet, og hverdagen forvandlet til et mareridt.

Både i nutiden og i fortiden trækker hændelserne sig sammen mod en overraskende kulmination, der vender alt, hvad vi tror, vi ved, på hovedet.

Jeg var fuldstændig opslugt under læsningen. Historien folder sig ud i et roligt tempo, men er alligevel fuld af suspense og ikke mindst en nærmest fortættet atmosfære, jo længere ind i fortællingen vi kommer.

Lisa Jewell skriver levende og filmisk. De skiftende synsvinkler fungerer som iboende cliff-hangere i fortællingen, som lokker læseren ind i en verden af rædsel og misrøgt. Men kan vi overhovedet stole på, hvad vi læser?

Huset i Chelsea er en forrygende psykologisk thriller om identitet, bedrag og ikke mindst en grum hemmelighed der har været skjult i 25 år. Er du til stramt komponerede thrillers med overraskende twists og en mørk tone, så kan jeg absolut anbefale at tage med Lisa Jewell til Chelsea i London.

Reklame: Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Min far var ved at trække vin op. Min mor havde sit frynsede forklæde på og var ved at slynge salat. “Hvor længe skal de mennesker være her?” brast det ud af mig. Jeg kunne se, der gik en skygge over min fars ansigt, fordi jeg ikke havde formået at skjule en uforskammet undertone.

“Åh. Ikke så længe.” Min mor satte proppen tilbage på en flaske balsamico og stillede den til side med et mildt smil.

“Må vi blive længe oppe?” spurgte min søster. Hun kunne ikke se det store billede, ikke se ud over sin egen næsetip.

“Ikke i aften,” svarede min mor. “Måske i morgen, når det er weekend.”

“Og hvornår tager de af sted igen?” spurgte jeg og skubbede meget forsigtigt til grænsen mellem mig selv om min fars tålmodighed med mig. “Når weekenden er slut?”

Jeg vendte mig om, fordi jeg fornemmede min mors blik glide forbi mig. Birdie stod i døråbningen med katten i favnen. Den var brun og hvid og havde et ansigt som en ægyptisk dronning. Birdie så på mig og sagde: “Vi kommer ikke til at bliver her længe, lille dreng. Kun indtil Justin og jeg har fundet vores eget sted at bo.” (side 50-51)

Om Huset i Chelsea:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Gad, 344 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Family Upstairs (2019)
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Bjerget af Luca D’Andrea
Familiens synder af Cara Hunter
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Tabu af Steen Langstrup
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Løgnen af C. L. Taylor

Onde piger af Alex Marwood

Onde piger er en forfærdelig og fremragende fortælling om menneskelig ondskab og tilfældighedernes spil.

Onde piger af Alex Marwood

En sommermorgen i 1986 mødes to elleve-årige piger for første gang. Ved dagens afslutning står de anklaget for en frygtelig forbrydelse.

Femogtyve år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række mord og bestialske overfald på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet, og hendes undersøgelser bringer hende i kontakt med Amber Gordon, der arbejder som rengøringskone i det lokale tivoli.

Det er første gang, Kirsty og Amber ser hinanden, siden den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever nye liv med mænd og børn, som intet ved. Men nu er det hele truet. For mens jagten i badebyen går ind for at afsløre en morder, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret. Afsløret som de børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv. (fra bogens bagside)

Nogle gange er de mest uhyggelige bøger ikke de blodigste. Nogle gange er beskrivelsen af hverdagens brutale ligegyldighed og konsekvenserne deraf langt mere skræmmende end seriemordere eller dæmoner fra helvede.

Onde piger er på én og samme tid rørende og modbydelig ond. I to tidsspor følger vi Kirsty og Amber, der første gang mødte hinanden for 25 år siden. Nu er Kirsty gift med to børn og arbejder som freelance journalist, mens Amber er rengøringsassistent i det lokale tivoli og bor sammen med den lidt yngre Vic. Begge har lagt låg på fortiden, og forsøger nu at leve et normalt liv hvor ingen kender deres baggrund.

Men en dag findes en ung kvinde dræbt på Ambers arbejdsplads. En seriemorder hærger Whitmouth, og pludselig bliver de to kvinders hemmelighed meget nærværende, da Kirsty dukker op for at skrive en artikel om mordene og tilfældigt møder Amber. Mødet lukker op for en masse fortrængte følelser, og samtidig dukker frygten op for, at deres fortid igen har indhentet dem.

Ind i mellem den nutidige fortælling hører vi om den dag for 25 år siden, hvor de to 11-årige piger mødes for første gang. I små bidder får vi at vide, hvad der skete og de langtrækkende konsekvenser af tilfældigheders grusomhed.

Onde piger er mere end “bare” en krimi. Den er et velskrevet indblik i menneskelig ondskab og ligegyldighed. En historie om, hvordan det ikke kun er børn i den nedre del af samfundet, der udsættes for svigt og forsømmelse. Om samfundets ønske om hævn, og om det svære i at se gennem gerningerne til mennesket bag.

Vi hører ikke meget om opklaringsarbejdet i romanen. I stedet er fokus lagt på portrættet af de to kvinder, der kæmper med at komme overens med fortiden, og den de er. Det er både barskt og rørende, og Alex Marwood kommer ikke med nogen lette udveje.

I 2012 hvor Alex Marwood oprindeligt skrev Onde piger, var udskamningen på de sociale medier slet ikke så voldsom som i dag. Ikke desto mindre får vi et tydeligt billede af mediernes sensationsjagt og drejning af “historien”, så aviserne får flest mulige læsere, ude hensynstagen til menneskerne bag. Beskrivelsen af, hvor hurtigt vi mennesker dømmer hinanden, er rystende overbevisende, og jeg kan ikke lade være med at gyse ved tanken om, hvordan vores nutid dokumenterer alt online, sandt som falskt, og danner grobund for endnu mere had og udskamning.

Jeg kom både til at tænke på Villy Sørensens novelle Blot en drengestreg, der stiller skarpt på det uskyldige barns ondskab. Men også på Pat Barkers Over grænsen fra 2001, der var inspireret af sagen om den 2-årige James Bulger, som i 1993 rystede England i sin grundvold. Onde piger har en anden vinkel, men stiller samme eksistentielle spørgsmål: Kan mennesker ændre sig? Hvornår er folk blevet straffet nok? Og har vi ikke alle været grusomme som børn?

Onde piger er en fremragende bog. En stor anbefaling herfra.

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Der er ikke noget blod. Kun højrøde mærker efter fingre, der har klemt om hendes hals. Det her er den tredje i år, tænker Amber. Det kan ikke være noget tilfælde. To er et tilfælde; tre er … åh, arme barn.

Amber er kold helt ind til marven, selvom natten er lun. Hun kanter sig langsomt fremad, som en gammel kone, støtter sig til spejlene med en dirrende hånd. Nye spejlbilleder krydser hendes synsfelt efterhånden – en million lig spredt i en uendelig sal.

Og så, pludselig, hende selv. Ansigtet hvidt, øjnene store, munden en tynd streg. Stående ved liget som lady Macbeth.

Hvad havde du tænkt dig at gøre? Røre ved hende?

Tanken får hende til at stivne. Hun har ikke tænkt sig om. Chokket har gjort hende til et instinktdrevet væsen, en mekanisk dukke. Har gjort hende glemsom.

Hvad er det, du laver? Du kan ikke lade dig blive blandet ind i det her. Det kan du ikke. Anonym. Det er meningen, at du skal være anonym. Hvis du bliver involveret, finder de ud af det. Hvem du er. Og når først de ved, hvem du er …

Hun mærker panikken sprede sig i kroppen. Den nervøse snurren. Den kvalmende kløe. Velkendt, aldrig langt borte. Hun må beslutte sig hurtigt.

Det kan ikke være mig, der finder hende. (side 28)

Om Onde piger:

Udgivelsesår: 24.04.2020
Forlag: Hoff & Poulsen, 427 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Wicked Girls (2012)
Oversætter: Signe Lyng

Besøg Alex Marwoods hjemmeside

Læs også:

Over grænsen af Pat Barker
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Drengen der slog ihjel af Simon Lelic
Blot en drengestreg af Villy Sørensen
En morders død af Rupert Thomson

Sort arv af David Garmark

Sort arv af David Garmark

November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.

Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)

Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.

Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.

Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.

Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.

Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.

Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.

Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.

Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.

Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.

“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.

En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.

“Maximilian, du kom.”

“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)

Om Sort arv:

Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Krimiserien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020

Besøg David Garmarks hjemmeside

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Leg med døden af Rachel Abbott

Leg med døden af Rachel Abbott

Letlæst domestic noir thriller om hemmeligheder, løgne og barndomsvenskab.

For godt et år siden læste jeg Drevet til mord af Rachel Abbott, som var første bind i krimi-trilogien med kriminalassistent Stephanie King. Nu er bind to, Leg med døden, udkommet. Den fangede mig desværre ikke helt så godt som første bog.

Jemma Hudson er med sin mand Matt inviteret til bryllup hos Matts barndomsven, Lucas. Sammen med en lille gruppe andre gode venner mødes de på Lucas gods nogle dage før den store dag. Jemma glæder sig til at møde Matts venner, som hun ikke har mødt før. Det bliver et par hyggelige dage – indtil en forfærdelig tragedie indtræffer, og bryllupsfesten aflyses.

Et år senere inviterer Lucas alle vennerne til en ny sammenkomst på godset, og denne gang har Jemma ikke lyst til at komme. I det forløbne år er hendes og Matts ægteskab smuldret, og samtidig forstår hun ikke, hvorfor Lucas inviterer dem alle igen.

Det viser sig, at Lucas har en skjult dagsorden, som trækker tråde tilbage til en forbrydelse i vennernes ungdom. En forbrydelse som har haft konsekvenser helt op i nutiden, og nu vil Lucas – koste hvad det vil – finde gerningsmanden.

Umiddelbart er Leg med døden letlæst, og idéen bag er interessant. Som i Drevet til mord fortæller Rachel Abbott gennem flere stemmer. Jemmas vinkel fortælles i første-person, mens kapitlerne med Stephanie King fortælles i tredje-person. Ind i mellem er også indlagt korte kapitler trykt i kursiv og fortalt af endnu en jeg-fortæller. Skiftene mellem de forskellige synsvinkler giver et godt flow i historien og skaber suspense.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over Leg med døden, er der flere årsager. Dels kom jeg ikke rigtig til at bryde mig om nogen af personerne. Dels havde jeg ret hurtigt en stærk mistanke om, hvordan fortællingen ville slutte. Nu læser jeg ret meget, så måske er det derfor, plottet ikke overraskede mig, men når så personerne heller ikke helt fanger, ja så er det bare ikke verdens bedste læseoplevelse.

Når det er sagt, så har Rachel Abbott en flydende pen og mange spændende idéer, så måske var mine forventninger simpelthen for høje. Jeg har i hvert fald stadig lyst til at læse sidste bind i trilogien, når den udkommer.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg har kun stået på balkonen et øjeblik, da jeg hører lette skridt bag mig. Matt lægger armen om livet på mig og nusser mig i nakken, så jeg gyser af fryd, men da jeg vender mig om mod ham, stivner han. Jeg drejer hovedet for at se, hvad han ser. Han stirrer på en, der kommer gående med hastige skridt nede på terrassen – en ung kvinde. Hun har sænket blik, så ansigtet er skjult af det glatte, sorte hår, der hænger ned på hver side som gardiner. På trods af de løse, grå lærredsbukser og en endnu løsere bluse i samme stof er det let at se, hvor tynd hun er.

Som om hun kan mærke vores blik på sig, løfter hun pludselig hovedet og kigger op mod os. Hun vakler. Det er overstået så hurtigt, at jeg ikke engang er sikker på, at det skete.

“Hvem er det?” spørger jeg, mens jeg stadig aer Matts arm, der ligger fast om livet på mig.

Han er tavs.

“Matt?”

“Det er Lucas’ søster.” Han taler lavt og i et blødt tonefald, og jeg drejer hovedet og ser på ham.

“Jeg vidste ikke, at han havde en søster. Hun virker …” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Plaget er det ord der falder mig ind på grund af den anspændte tynde krop og den måde, hun bevæger sig på. Men det vil lyde for brutalt. Ulykkelig er måske mere passende.

“Ja,” siger Matt uden at vente på, at jeg gør sætningen færdig. “Ja, det gør hun.” (side 20)

Om Leg med døden:

Udgivelsesår: 16.04.2020
Forlag: Gads forlag, 384 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Murder Game
Oversætter: Nanna Lund

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Løgnen af C. L. Taylor
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Tre af A. Silvestri

Tre af A. Silvestri

En lejlighed. Tre forfattere. Tre historier. Eller …?

For over 20 år siden var Emmanuel Dunkeltier på alles læber. Horrorprofeten. Rædslernes fyrste. Ondskabsfuldhedens atlet. Så forsvandt han og efterlod kun sit manifest: verden er rædsel.

Nu vil det manifest diktere et døgn for tre forfattere. Ina, Sander og Thorvald er blevet inviteret til et mystisk rendezvous, hvor de får stillet en opgave. Mens København sner til i en storm, skal de skrive hver deres fortælling, for at bevise hvem der bedst forstår, at verden er rædsel. Vinderen får retten og rådighed over Dunkeltiers bo.

Men i takt med at fortællingerne kommer til live, gryer det for Ina, Sander og Thorvald, at én ting er at vinde. Noget helt andet er at fortælle den bedste historie. (fra bagsiden)

Tre består af tre lange noveller omgivet af en rammefortælling. I rammefortællingen præsenteres vi for horrorforfatteren Emmanuel Dunkeltier, som for 20 år siden var kendt og feteret af alle. Men pludselig forsvandt han, og ingen ved, hvad der skete med ham.

I nutiden er en slem snestorm ved at lægge sig over København. Tre af tidens dygtigste forfattere har hver især modtaget en invitation til at møde op i en afsidesliggende lejlighed. En invitation sendt af Dunkeltier! Han ønsker, at de hver især skal skrive en fortælling over en nat i lejligheden, og den, der skriver den bedste historie, bliver hans arvetager.

Der er ingen kærlighed tabt mellem de inviterede forfattere, som skriver vidt forskelligt og har vidt forskellige syn på, hvad god litteratur er. Men de kaster sig ufortrødent over opgaven, og ud fra hver deres valgte genstand fra Dunkeltiers idé-bank skriver de en fortælling med udgangspunkt i Det Dunkeltierske Manifest: “Verden er rædsel.”

Resultatet bliver de tre lange noveller, der udfylder rammefortællingen: ‘Catwalk’ af Thorvald Ask, ‘Abstraktion af Ingemann’ af Ina Heim og ‘Stegt flæsk’ af Sander Dahlfelt.

Det er altid interessant at læse A. Silvestri. Han har en spændende pen og et godt sprog. Og så er han ikke bange for at udfordre sin læser. Jeg indrømmer, at jeg måtte læse slutningen mere end én gang, før jeg helt fangede den. Men netop det uforudsigelige gør Silvestri så fascinerende at læse, så selvom jeg ikke altid forstår alt, så har jeg altid lyst til at læse mere.

Tre er A. Silvestris 16. bog. Ret vildt, især taget i betragtning af at han debuterede for 10 år siden, i 2010. Han har bevæget sig inden for mange forskellige genrer; skrevet både romaner og noveller; og har aldrig været bange for at eksperimentere, når han fortæller sine historier. Denne gang stammer hans inspiration blandt andet fra 1816 og fra antologi-film som f.eks. Creepshow.

Hør A. Silvestri fortælle om og læse op af romanerne Et satans arbejde og Tre.

Uddrag af bogen:

Ina gik forrest. Hendes tunge støvler med firkantet hæl slog rytmisk i trinene. Lige efter hende kom Sander, og en halv etage længere nede i dybet travede Thorvald, hvis pande perlede af sved. Han hev efter vejret og støttede sig til det hvidmalede gelænder, hvor der hist og her var revner i malingen. I hullerne kunne han se den oprindelige farve, identisk med trinene. Det hele havde været mørkt træ og spejle, før nogen havde forsøgt at give det mere liv. Effekten var stik modsat. Det føltes dødt.

“Det er en fotomodel med leverpletter,” mumlede han og hev sig op på tredje sal. “På afstand ser hun dejlig ud, tæt på falder hun fra hinanden. Hun er en stabel knogler syet ind i en hudsæk, hendes øjne alt for små til kraniets huler. Hun var yndig, nu er hun tonet bort.”

Han drejede om det sidste hjørne og så op. Ina og Sander ventede på ham foran en rødmalet dør. I modsætning til gelænderet var malingen hverken flosset eller falmet, men flammende, som var den ild. Midt på døren var fæstnet en gammel dørhammer, der forestillede et gargoylefjæs, og dørhåndtaget sad langt oppe på døren, så de fleste ville være nødt til at række op for at trykke det ned. (side 18-19)

Om Tre:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Kandor, 205 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjætt Poulsen

Læs mere om bogen på A. Silvestris hjemmeside

Læs også:

Begravelsesudstyr af Fernando Iwasaki
Dansk Standard af Kim Leine
Perfekte dage af Raphael Montes
Etatsråden af Arne Munk
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget” består af 17 noveller, hvor nogle tidligere har været udgivet, mens andre her optræder på tryk for første gang. De noveller, der har været udgivet før, har alle gennemgået en let redigering […] Historisk befinder vi os i en periode, hvor mennesket er priviligeret med højteknologiske bekvemmeligheder og raffineret kunst, kultur og tænkning. Alligevel er elendighed og grusomhed stadig en del af vores verden.” (fra forordet)

I Ord har hærget beskæftiger Gudrun Østergaard sig med nogle af de temaer, der fylder i vores tid, men lader dem udspille sig i en nær fremtid, hvor hun kan sætte fuld skrue på problematikkerne. Vi hører om klimakatastrofer, diktaturstater, fremmedhad og ords betydning for blot at nævne et par stykker.

Blandt mine favoritnoveller er ‘Kreds 11 mandag aften‘, som oprindeligt blev skrevet til Science Fiction Cirklens antologi Som et urværk. Klimaet er gået helt amok. Det internationale råd er lykkes med at udvikle en måde at kolonisere Mars, og nu skal man udvælge de personer, der skal med.

På et tidspunkt havde jeg i min naivitet troet, at Nordeuropa var nogenlunde sikret klimamæssigt, men efter den sidste oversvømmelse og storm, der havde lavet voldsomme skader på Molsbroen, undermineret flere af de store motorveje og lammet togtrafikken i ugevis, blev det klart for mig, at ingen steder på kloden var fredet.” (side 95)

Også ‘Sidst på eftermiddagen, først på aftenen‘ fra Fremmed stjerne skal fremhæves. Her er en kvinde under anklage for drab i en retssal dækket af tv. Sideløbende med samfundets fordømmelse hører vi kvindens minder, som afslører en anden side af sagen.

Nu, da seerne har hørt den grufulde historie om, hvordan Adalja Yung Tsin myrdede sin mand, vil TV1 stille et par uddybende spørgsmål til den anklagede.” Dina Hin Chen nærmede sig podiet med en kameramand i hælene, mens hun kommenterede. “Jeg vil nu konfrontere denne kvinde og stille hende nogle af de spørgsmål, vi alle sammen brænder efter at få svar på. Har denne forbryder overhovedet moral? Eller er hun den rene inkarnation af ondskaben?” (side 174)

Endelig vil jeg nævne ‘Som ingen andre ser‘ om Per, som ved novellens start er i gang med at mure en væg op, mens han tænker tilbage på begivenhederne, der har ført ham frem hertil.

I starten havde Per ikke tænkt så meget over det, men tilskrev det bare verdens almindelige mærkværdighed. Hver morgen på vej ud til bilen gik han en runde i haven og samlede et par stykker op, som han puttede i lommen for senere, når han kom ind på kontoret, at lade plumpe ned i en affaldsspand. Nogle morgener fandt han bare en enkelt, andre gange tre, men han havde aldrig fundet flere end fire ad gangen. Til syneladende var der ingen andre, der bemærkede dem, men Per kunne slet ikke lade være med at få øje på dem, som de lå der og forstyrrede det daglige landskabs sædvanlige udseende.” (side 156)

Novellerne er velskrevne, interessante og ofte med skarpe pointer. En spændende novellesamling som bestemt kan anbefales.

Om Ord har hærget:

Udgivelsesår: 16.11.2019
Forlag: Kandor, 278 sider
Omslag: Peter Palmqvist Poulsen

Besøg Gudrun Østergaards hjemmeside

Indhold:
Noget at skulle have sagt
Sprækker (fra Det sker igen)
Den sidste markør (fra Den nye koloni)
Nocebo (fra Rustkammeret)
Vågehuller (fra De andres blod)
Kreds 11 mandag aften (fra Som et urværk)
Når krager i hobetal søger ly (fra Efter fødslen)
Havnomader (fra Ingenmandland)
Kolonien
Som ingen andre ser
Sidst på eftermiddagen, først på aftenen (fra Fremmed stjerne)
Animaxit (fra Til deres dages ende)
Knæler
Udenfor (fra Proxima, nr. 98)
Agernø (fra Varulv)
Et barndomshjem (fra Når mørket kommer krybende)
Ord har hærget (fra Undergang)

Hør Gudrun Østergaard fortælle om klimafiktion og sit forfatterskab.

Paria af David Jackson

Paria af David Jackson

Callum Doyle er kriminalassistent ved New Yorks politi. For et år siden døde hans makker under en anholdelse, der førte til mistanke om, at han havde noget med dødsfaldet at gøre. Doyle endte med at blive frikendt og er nu tilbage på jobbet med sin nye makker, Joe Parlatti.

Men en kold vinternat bliver Doyles liv igen forvandlet til et mareridt. Parlatti findes død på en tom byggegrund – skudt sammen med en ung prostitueret. Rygterne begynder hurtigt at summe, og snart sker endnu et mord på en person nær Doyle. Hvem står bag? Og hvorfor?

Paria er først bind i David Jacksons serie om kriminalassistent Doyle. På dansk er også udkommet Hjælperen, samt yderligere to bind der endnu ikke er oversat.

Historien er en hårdkogt, underholdende krimi, hvis plot tager en overraskende drejning mod slutningen, der fuldstændig snød mig. Det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren. Til gengæld er persontegningerne lidt tynde, men det hører med til den hårdkogte genre, hvor der ikke er hverken lyst eller tid til dybe psykologiske overvejelser undervejs.

Handlingen accelerer hurtigt med en støt stigende suspense, og er du til actionfyldte pageturnere er Paria et rigtig godt bud. Jeg ser i hvert fald frem til at læse næste bind i serien om Callum Doyle.

Uddrag af bogen:

“Okay, så Joe finder pigen. Han prøver på at hjælpe hende. Det afleder hans opmærksomhed. Så morderen ser sit snit …”

“Nej, det er for mange tilfældigheder. Jeg tror, det var planlagt. Jeg tror, pigen var indblandet, men ikke af egen fri vilje. Det er derfor, Joe befinder sig nede bag i grunden med lygten i hånden. Han prøver på at hjælpe hende, men han ved ikke, at han er gået lige i en fælde. Han ved ikke, at han er blevet ført hen til et sted, hvor ingen ude på gaden vil se eller høre noget.”

“Og det ville så kræve, at morderen vidste, at Joe kom her forbi omkring det tidspunkt.”

“Præcis. Han skulle også vide, at Joe ikke ville ignorere sådan noget. De fleste ville skynde sig over på den anden side af gaden, hvis de hørte larm inde fra en mørk afkrog. Men ikke Joe. Ikke hvis nogen var i fare.”

Franklin trækker vejret ind gennem tænderne. “Åh gud. Var hun madding? Hvis du har ret, så er det en ren likvidering.” (side 23-24)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Paria:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Bazar, 363 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: Pariah (2011)
Oversætter: Stig W. Jørgensen

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Den fortabte søn af Dean R. Koontz og Kevin J. Anderson
Tabu af Steen Langstrup
Under overfladen af Claus Lohman
De efterladte af Palle Schmidt

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

I den nære fremtid i et velkoordineret øjeblik, der går ubemærket hen blandt mennesker, holder al den strålende teknologi, der får verden til at løbe rundt, pludselig op med at virke. Den forener sig … og begynder at vende sig imod os.

En vanvittigt kraftfuld, kunstig intelligens kaldet Archos bliver sat i verden, men kan ikke holdes under kontrol. Menneskeheden fatter ingen mistanke, da Archos i smug begynder at overtage vores biler, elforsyninger, flykontrolsystemer og computernetværk – hele det globale system, der styrer vores liv.

I det, der senere bliver kendt som Katastrofetimen, da robotkrigen pludselig bryder ud, bliver menneskeheden udslettet – og for første gang i historien – forenet.

Vi vil ikke lade os udrydde. (fra bogens bagside)

Robopocalypse er skrevet af Daniel H. Wilson, der har en PhD i Robotics og er af Cherokee afstamning. På engelsk er der også udkommet en efterfølger med titlen Robogenesis. Filmrettighederne blev ret hurtigt solgt til Steven Spielberg, men det lader til, at projektet siden er blevet lagt på hylden.

Bogen udkom oprindeligt i 2011, og opbygningen minder en del om Max Brooks World War Z, der udkom i 2006. Selvfølgelig med den store forskel at her handler det ikke om zombier, men om robotter.

Jeg kan godt lide science fiction, og for mig tæller handling ofte højere end et flot sprog. Og der er masser af handling i Ropocalypse, så uden at kalde den et mesterværk var jeg nu udmærket underholdt under læsningen.

Anmelderne skriver:

Apokalyptisk: “Som helhed er Robopocalypse et spændende værk, og man sluger de +350 sider ret hurtigt. Men når bogen er lukket er der få af karaktererne og de ofre de bringer, de heltedåder de udfører og de tab maskinerne påfører dem, der rigtigt har brændt sig fast. […] Den planlagte filmatisering er desværre blevet skrinlagt. Personligt tror jeg at Wilsons værk havde egnet sig bedre som en episk Hollywood-blockbuster end den gør som roman.” Læs resten af anmeldelsen HER

Bogblogger.dk:I Robocalypse – Krigen mod robotterne inviterer Daniel H. Wilson læseren med nogle år frem i tiden. Kunstig intelligens, robotter og anden skøn teknologi er blevet integrerede dele af vores liv. Det gælder på børneværelset med de ’smarte’ dukker, det gælder de førerløse biler, det gælder i servicefag og krig, så nærmest uanset, hvor mennesker befinder sig, er de omgivet af teknologi. Men en dag begynder der at ske mærkelige ting. Det er som om, at teknologierne vender sig mod mennesket. Dukker bider fra sig, biler mejer fodgængere ned, flykontrolsystemer sætter ud, og til sidst bryder en sand udslettelseskrig løs. I Katastrofetimen starter robotkrigen, og milliarder af mennesker udryddes eller interneres i arbejdslejre.” Læs resten af anmeldelsen HER

Littuna.nu:Det siges, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Og selvfølgelig er det bedst at fralægge sig sine fordomme, inden man begynder at læse, da bøger ofte kan overraske. Men nogle gange møder man en bog, der så kraftigt projekterer, hvilken læseoplevelse man har i vente, at det kan ses på flere kilometers afstand. Robopocalypse er præcis sådan en bog. Det er en af de bedste titler på en roman, jeg længe har stødt på, og den primære årsag til at jeg valgte at læse bogen. For over for sådan en titel der på én gang både er kortfattet genial og Hollywood-idiotisk, kan man ikke kan andet end at bøje sig i støvet. Og bogen leverer lige præcis den blockbuster-agtige historie, titlen foreskriver.” Læs resten af anmeldelsen HER

Politiken:Forlaget har på titelbladet valgt at forkorte oversætterens navn A. I. (normalt forkortelse for Artificial Intelligence). I en bedre sammenhæng kunne det ellers have været en meget sød joke. Skal man sige noget positivt om romanen, er det den fantasifulde mangfoldighed i robotverdenen. De forskellige robottyper beskrives detaljeret og overbevisende, grinebidere, knælere, edderkoppetanks, pløkkere, stumpere og mange, mange flere (og her har oversætteren gjort et godt stykke arbejde), og man fornemmer, at Daniel H. Wilson er uddannet i robotteknologi. For den robotrigdom får ‘Robopocalypse’ sine to hjerter. Resten er mekaniske massakrer.”
Læs hele anmeldelsen i Politiken 29.02.2020

Weekendavisen:Det er ren ramasjang af den gode gamle science fiction-gyser-slags, og selv om mange af actionscenerne har en slowmotion-ynde over sig, går den mere filosofiske vinkel tabt i kamptumlen. Daniel H. Wilson er af indiansk afstamning, og derfor lader han meget passende den vigtigste menneskelige modstands-rede opstå i et indianerreservat og beretter samtidig om, hvor godt naturen har det under robotkrigen, hvor maskinerne kommer til at stå som dyrenes beskyttere […] Det får læseren til at overveje, om forfatteren egentlig er på menneskenes side eller naturens? Vil han virkelig fortælle os, at maskinerne har ret i, at vores tid er udløbet? At maskinernes oprør i virkeligheden er naturens oprør?
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 24.01.2020

Om Robopocalypse – krigen mod robotterne:

Udgivelsesår: 17.01.2020
Forlag: Klim, 344 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Originaltitel: Robopocalypse (2011)
Oversætter: AI (Anne Iversen)

Besøg Daniel H. Wilsons hjemmeside

Læs også:

World War Z af Max Brooks
Colossus af D.F. Jones
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger af Christian Kronow

Drømmefanger er andet bind i Christian Kronows fantasy-serie om drengen Saxo med de specielle evner.

I Blodets bånd fandt Saxo ud af, at de gamle myter om trolde og sagnhelte er sande. På en ø kaldet Orator lever alle disse væsener, og ind i mellem dukker de op i menneskenes verden og laver ravage. For at stoppe sagnvæsenerne har man etableret en enhed af orator-agenter, som Saxo har været elev hos i snart et år under lærermesteren Bitten. Også Saxos far er orator-agent, men efter en ulykke sidder Torben nu i kørestol og holder styr på enhedens arkiv.

I året der er gået siden første bind, har Saxo og de øvrige orator-agenter haft travlt med at indfange de mange væsener, der slap fri under Brages oprør. Men nu er hverdagen ved at indfinde sig, og Saxo vender tilbage til skolen, hvor ingen kender hans hemmelighed, og hvor han drømmer om Maren fra parallelklassen.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Saxo lider af frygtelige mareridt, hvor det føles, som om han er inde i cellen hos Brage. Samtidig er der kommet en ny chef for orator-enheden, Ragnar, og han har store planer. Alle artefakter skal indsamles og gemmes i en ny research-enhed, og Ragnar har også store planer for Saxo. Han er nemlig den eneste tilbage med evnen til blodmagi, og det vil Ragnar udnytte. Om Saxo vil eller ej …

Og for at gøre ondt værre er Alfast, havets konge, tæt på at slippe fri af sine blodbånd, der har holdt ham fanget i havets dyb. Alfast drømmer om hævn over menneskene, og han vil sætte alle kræfter ind på at befri Brage, så de sammen kan lægge verden øde.

Drømmefanger er drønspændende. Endnu en gang præsenteres vi for en række gamle danske sagn og myter, som på vellykket vis føres ind i nutiden i et moderne fantasy-setup. Min eneste anke er, at jeg godt kunne tænke mig, hvis Christian Kronow kort havde ridset handlingen op fra første bind. Vi bliver kastet ret hovedkulds ind i historien, så har man ikke læst Blodets bånd, eller ikke lige har den i frisk erindring, kan det være lidt svært at følge med.

Trods denne lille anke kan jeg dog klart anbefale Drømmefanger. Forfatteren skal have ros for at bringe nyt liv til de danske sagn i denne actionmættede fantasy-serie for de +12-årige, herunder også voksne. Bøgerne er fulde af spænding, underholdning og action nærmest fra start til slut, og jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen. Slutningen er nemlig noget af en cliffhanger.

Uddrag af bogen:

Saxo står i skolebibliotekets hemmelige kælder med ører, der stadig blopper efter turen i helikopteren. Det er mærkeligt, som selv de vildeste ting kan blive rutine, når bare man har gjort det rigeligt. At skyde monstre og Brages håndlangere er efterhånden sammenligneligt med matematiklektier for Saxo. Det er på ingen måde rart eller let, men noget han desværre alt for tit løber ind i. Omvendt får Saxo aldrig gjort noget ved sine matematiklektier.

Han kigger over på sin skoletaske, der står ved siden af et af kælderens mange blinkende skabe. Skabet indeholder Sigurd Fafnersbanes berømmede sværd, Gram. Saxos far har fortalt ham, at sværdet dukkede op nogle måneder efter hans mors død. Og endda leveret af en havmand.

Saxo dvæler et øjeblik ved Sigurd Fafnersbane, som han desværre ikke er rendt ind i på Orator. Sigurd var en legendarisk dragedræber og helt. Faktisk var han den største helt i Vølvsungesagaen, og det siger ikke så lidt. Sigurd var også farverig på en helt anden måde end den gængse helt. Blandt andet har Saxo altid tolket, det som om Sigurd har en affære med en valkyrie. Derudover dræber han sin fosterfader, Regin, og drikker dragen Fafners blod og lærer fuglenes tale. Sigurd er bare en temmelig heftig bad-ass-helt alt i alt, synes Saxo.

Og her står Saxo ved siden af hans sværd i en fuldstændig almindelig provinsby på Hornsherred. (side 48-49)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Drømmefanger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 330 sider
Illustrationer: Onkel Krig

Orator-trilogien:

Blodets bånd, 2018
Drømmefanger, 2020