maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘hjemsøgte steder’

Don’t Be Afraid of the Dark

Don't Be Afraid of the DarkI 1973 så Guillermo Del Toro filmen Don’t Be Afraid of the Dark i tv, og det var en af de mest uhyggelige film, han nogen sinde havde set. Så stort et indtryk gjorde den, at han i 2010 producerede og skrev manuskript til en genindspilning med samme titel.

Pigen Sally flytter efter forældrenes skilsmisse modvilligt hjem til faren, en anerkendt arkitekt, som sammen med sin nye kæreste Kim er ved at istandsætte huset efter kunstneren og forfatteren Emerson Blackwood. Her opdager Sally en gammel kælder, som har ligget urørt hen de sidste mange år. I kælderen er en aflukket skakt, og herfra synes Sally at høre stemmer. Det lykkes hende at få åbnet skakten for at undersøge sagen nærmere, men noget, som har været skjult i mørket i mange mange år, dukker nu op og kræver et offer …

På nogen måder er Don’t Be Afraid of the Dark både vellykket og underholdende. Filmen spiller på de gammelkendte mareridt fra barndommen – noget der lurer i mørket under sengen; mærkelige ukendte lyde; og frustrationen når ingen tror på hvad man siger som barn.

Plottet er rimeligt sammenhængende, skuespillet helt ok, og CGI effects bærer Guillermos kendte fingeraftryk. Særligt nytænkende er den dog ikke, så derfor vil det garvede horror-publikum formentlig ikke få det store sus ud af den, mens det knap så genre-kendte publikum formentlig vil hygge sig vældigt i selskab med pigen Sally og hendes “små venner”.

Best-Horror-Movies.com skriver om filmen: “Overall Don’t Be Afraid of the Dark is a very good film with great performances and expert effects. The horror is a tad tame for fear junkies due to the lack of unseen or unknown, but the nightmare quotient is certainly too high for young 2children. This is a big production with a modest budget that is just as one would expect from Guillermo del Toro. If only it was a little scarier.”

Om Don’t Be Afraid of the Dark:

Instruktør: Troy Nixey
Udgivelsesår: 2010

Besøg filmens hjemmeside

Dark matter af Michelle Paver

Dark Matter af Michelle PaverDet er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse Dark Matter af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken Slægten på Jamaica, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – Dark Matter er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.

Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.

Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.

Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.

Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever  et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.

Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…

Som sagt kan jeg kun anbefale Dark Matter. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?

Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.

Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.

“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”

Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.

Dark Matter er pt. ikke oversat til dansk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Orion, 243 sider

Se en trailer for bogen på YouTube

Besøg Michelle Pavers hjemmeside

Kvinden i sort af Susan Hill

Kvinden i sortJeg er vild med klassiske gotiske spøgelseshistorier, så det har været en stor fornøjelse at læse Susan Hills roman Kvinden i sort. Romanen blev oprindelig er skrevet i 1983, men kunne ligeså vel være skrevet i 1883. Og det er ment positivt.

Arthur Kipps bliver som ung advokat sendt til den lille by Crythin Gifford. Her skal han opgøre boet efter den afdøde Mrs. Drablows, som boede yderst afsides på den lille ø Eel Marsh i marsken ud for Crythin Gifford. En ø der kun kan nås når tidevandet er ude. Kipps ser opgaven som en god chance for at bevise sit værd og måske få en lønforhøjelse, så han kan gifte sig med sin forlovede.

Men allerede før han kommer ud til Eel Marsh, begynder Kipps at få dårlige forudanelser. Under begravelsen af Mrs. Drablows ser han en sygt udseende kvinde. Da han nævner hende for sin ledsager, den lokale advokat, virker han rædselsslagen. Heller ikke på den lokale kro hvor han indlogerer sig, ønsker man at tale om Mrs. Drablows eller den mystiske kvinde, og da han endelig kommer ud til huset, oplever han pludselige anfald af både rædsel og sorg.

Efterhånden går det op for Kipps, at kvinden i sort er et spøgelse. Han beslutter sig for at trodse sin angst og gøre sit arbejde færdigt. Men det er lige ved at få katastrofale følger for ham.

Susan Hill formår til fulde at fremmane den klassiske gotiske atmosfære, som bl.a. M. R. James var så fremragende til. Et af kapitlerne hedder da også ”Jeg kommer når du fløjter”, og titlen kan kun ses som en hommage til samme M. R. James.

Eel Marsh House fremstår i solskin gammeldags men indbydende, men når havgusen ruller ind over det, og blæsten rusker i taget, er det et helt andet sted. Susan Hill skriver levende, og man føler sig stemningsmæssigt hensat til en mørk aften foran kaminen for hundrede år siden under læsningen.

Hvis du er til gotiske spøgelseshistorier, så bliver det ikke meget bedre end Kvinden i sort, som også er blevet filmatiseret af James Watkins (Eden Lake) med Harry Potter – nå nej, Daniel Radcliffe – i hovedrollen som Arthur Kipps, samt til tv i 1989.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Originaludgivelse: 1983
Omslag: Tegningen af gyngestolen er af G. R. Mantard, det grafiske arbejde er af Steffen Rayburn-Maarup

Se mere på Loxodontas hjemmeside

Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor

PorcelænsdukkenHer på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

7 days to live

Hvis du mikser “The Amityville Horror” med “The Shining” og smider lidt “Poltergeist” ind over, så har du stort set historien i “7 days to live”. Det er dog ikke ensbetydende med, at “7 days to live” er en decideret dårlig film, blot at den hverken er særligt overraskende eller nytænkende.

Ægteparret Ellen og Martin Shaw flytter efter deres søns tragiske død langt ud på landet i et ensomt beliggende hus. Martin er forfatter, og han håber på at kunne begynde at skrive igen, mens de sammen kommer sig over dødsfaldet. Men de har ikke boet i huset længe, før Ellen begynder at få varsler om sin snarlige død.

I begyndelsen afviser hun det som synsbedrag og hallucinationer, men da hændelserne bliver ved, forsøger hun til sidst at tale med Martin om det. Han afviser hende dog fuldstændig, og bebrejder hende også at hun er gået til lægen med sine spekulationer.

Mens Ellen trækkes længere og længere ind i frygten, opdager hun, at Martin langsomt ændrer sig. Han bliver mere aggressiv og vil ikke lade hende komme ned i husets kælder, hvor han efterhånden opholder sig længere tid ad gangen. Samtidig går det dog rigtig godt med at skrive på hans nye roman, men da Ellen ser, hvad han skriver, åbenbarer den grusomme sandhed om hendes varsler sig.

Amanda Plummer, som spiller Ellen, er udmærket, mens Sean Pertwee, der spiller Martin, er oppe imod hårde odds, fordi man ikke kan lade være med at sammenligne ham med Jack Nicholson i “The Shining”, og den sammenligning taber de fleste. Han gør dog et ihærdigt forsøg, og det lykkes ham at vise en personlighedsændring fra normal til psykopatisk på en rimelig overbevisende måde.

Som sagt bliver historien dog ret forudsigelig, ligesom der er en del “tilfældigheder”, som virker lige vel usandsynlige, men som sørger for at plottet hænger sammen. Alt i alt er det dog en film, som er hurtigt set og sikkert lige så hurtigt glemt igen.

Instruktør:  Sebastian Niemann
Udgivelsesår: 2000

Darkness

DarknessHvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se Darkness – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

Darkness er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

Darkness er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som The Amityville Horror, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, Thir13teen Ghosts, The Shining og Balaguerós egen Fragile for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står Darkness ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som Darkness at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af Darkness og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører – og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for Darkness. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse 🙂

Om filmen:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk

The Old Dark House

The Old Dark HouseJeg så for nyligt The Invisible Man af James Whale, og i den medfølgende dokumentarfilm blev en anden Whale-film omtalt, nemlig The Old Dark House som udkom i 1932. Den har jeg nu fået fat i, og jeg glæder mig til at få set den.

Fem mennesker ender under en storm med at overnatte i et gammelt hus langt fra alting. Huset ejes af Horace Femm, som bor der sammen med sin ondsindede, døve søster Rebecca og sin stumme, alkoholiske butler Morgan. De er dog ikke husets eneste beboere, for også faderen, Sir Roderick, og broderen Saul som har pyromanske tendenser, bor skjult i huset.

Ifølge Kim Newman, som har skrevet den medfølgende folder om filmen, bygger The Old Dark House på J. B. Priestleys roman Benighted, og kan betragtes som James Whales mest personlige film. Den blev ikke den store succes i USA, men i England udsprang der snart et spin-off af med filmen The Ghoul.

I 1939 forsøgte man sig med at genudsende The Old Dark House i biografen, men så forsvandt den og blev i  mange år betragtet som tabt for eftertiden, indtil Curtis Harrington, instruktør og ven af James Whale, fik overtalt Universal Studios til at finde filmen frem fra arkivet.

Læs Robert Rings anmeldelse på Classic-Horror.com

Læs omtalen på wikipedia

Om The Old Dark House:

Instruktør: James Whale
Udgivelsesår: 1932

 

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

Hvorfor skriger paven? af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Hvorfor skriger paven? af Bjarne Dalsgaard SvendsenMalthe er en lidt nørdet 16-årig, som er vild med bøger og med piger, og sammen med bedstevennen Chris har besluttet sig for, at denne sommer skal være sommeren hvor mødommen ryger. Til en fest møder han den søde Lisbeth, og hun lader heldigvis også til at synes, at Malthe er sød. Men om aftenen bliver Malthe slået ned, og må indlægges med hjernerystelse.

Efter et par dage er han dog klar igen og kan starte på sit sommerferiejob med at katalogisere en bogsamling på slottet Traumenborg. Et job han faldt over ved et heldigt tilfælde, og som bliver ualmindelig godt betalt af ejeren Hübner. Men Malthe har ikke været længe på slottet, før det går op for ham, at noget ikke er helt rigtigt. Det føles som om gangene ændrer sig, og så får Malthe den mest skræmmende drøm, der næsten virker virkelig …

Hvorfor skriger paven? er underholdende gys for teenagedrenge. Her er masser af snak om babser og sex, og samtidig sørger B. D. S. også for at smøre historien med et par gode gys. Her refereres til flere genreklassikere på både film og bog, så måske kan den unge læser få lidt inspiration til videre læsning med i købet.

Jeg synes måske nok, at starten er lidt lang med sin festbeskrivelse osv., og slutningen bliver lidt letkøbt, men historien er også rettet mod et yngre publikum end mig, og de vil sikkert synes, det er hyleskægt at læse om. På plus-siden er, at B. D. S. også har lidt alvorligt indhold med i romanen, for Malthes mor er nemlig død for et år siden, og han har svært ved at bearbejde sorgen. Den historie fortælles troværdigt, uden at det virker påklistret, ligesom kærlighedshistorien mellem Malthe og Lisbeth også skildres fint.

Selvom Hvorfor skriger paven? ikke helt når på højde med Khi-ritualet efter min mening, så er her tale om en ganske underholdende ungdomsroman med et gyser-islæt.

Om Hvorfor skriger paven?:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Anders Walter

Stir of Echoes

Tom er en ganske almindelig mand, gift med Maggie som han har sønnen Jake med og en lille ny baby er på vej. Som yngre drømte han om at blive noget særligt, men hverdagslivet har indhentet ham. Til en fest lader han sig overtale til at blive hypnotiseret af sin svigerinde, mest for at kunne grine af det bagefter, for han er helt sikker på, at det ikke vil virke.

Men det gør det. Tom falder i dyb hypnose, og da han kommer til sig selv igen, er alt forandret. Han bliver ved med at få nogle mærkelige syn om en ung kvinde, der bliver myrdet, men han kan ikke se hvem eller hvor. Han får dog en anelse om ofrets identitet, da deres unge babysitter næsten kidnapper Jake, fordi han påstår at have talt med hendes forsvundne søster. Jake har nemlig nogle ikke helt almindelige evner, hvad forældrene dog ikke er klar over.

Tom ved ikke, hvordan han skal forholde sig til alt dette, og i forsøget på at kapere det er han ved at blive sindssyg. Og så går han endnu en gang til svigerinden…

“Stir of Echoes” er en klassisk mainstream thriller med et overnaturligt twist, som nogen steder er rigtig god og andre steder rigtig amerikansk. Jeg synes, Kevin Bacon udfylder rollen som Tom godt, og det lykkes ham at lægge den rette desillusion ind over figuren, der ønskede sig så meget af livet, og nu pludselig må være glad for endnu et barn, selvom han havde drømme for sin egen karriere, som dermed må sættes på standby. Hans besættelse af sine mystiske visioner er også fabelagtigt spillet, og  man fornemmer, hvordan han synker ned i en form for sindssyge i sit forsøg på at finde ud af, hvad det hele handler om.

Der er også nogle vældig effektive scener, hvor Tom får sine syn. Ikke mindst da den unge kvinde i vrede over, at Tom ikke hjælper hende, vender tilbage. Her lader David Koepp lille Jake se tv, mens dramaet udspiller sig i etagerne under ham, og hans tegnefilm afbrydes hele tiden af klip fra forskellige gyserfilm som f.eks. “Night of the living dead”, hvor de døde kommer igen. Jeg sad med hjertet i halsen, mens Toms hustru forbereder sit bad, og ikke kan se den unge kvindes genfærd sidde ved siden af sig.

Jeg hyggede mig fint i selskab med “Stir of Echoes”, selvom det ikke er et stort genremesterværk. Ind i mellem kan mindre nemlig også gøre det, og for mit vedkommende ramte David Koepp plet her.

“Stir of Echoes” er baseret på en roman af Richard Matheson, som også har skrevet den fremragende roman “I am legend“. I 2007 kom en slags fortsættelse med titlen “Stir of Echoes: The Homecoming” instrueret af Ernie Barbarash, som jeg endnu ikke har set, men som historiemæssigt vist ikke har meget med første film at gøre.

David Koepp har bl.a. også instrueret Stephen King filmen “Secret Window”.

Instruktør: David Koepp
Udgivelsesår: 1999