juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘monstre’

Mareridtsfabrikken og andre rædsler af John Kenn Mortensen

Mareridtsfabrikken_forsideIngen andre kan tegne monstre som John Kenn Mortensen, og i “Mareridtsfabrikken” lader han sine monstre følges af korte rim, som skiftevis får læseren til at trække på smilebåndet eller tage hænderne for øjnene.

Illustrationerne er som altid helt i top, mens enkelte af rimene halter lidt. Det ødelægger dog på ingen måde det overordnede indtryk af en flot og lækker udgivelse, hvor der også er kælet for bogens fysiske detaljer.

Bogen er holdt i sort/hvide toner med enkelte røde farveglimt, og hver tegning indeholder et hav af detaljer, så man også skal huske at kigge grundigt på de sorte sider.

Læs anmeldelsen på Nummer 9

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forside: John Kenn Mortensen
ISBN-13: 9788711514351
Sideantal: 100
Forlag: Carlsen

Håbet er som en muskelhund af Nanna Gyldenkærne

haabet-er-som-en-muskelhundTankevækkende og velskrevet fortælling om et samfund gennemsyret af frygten for det anderledes

I en bevogtet lejr dybt inde i skoven bor teenageren Janus sammen med en række andre børn og unge. De har fået at vide, at lejren er til for at beskytte og uddanne dem. I virkeligheden føler Janus nærmere, at de er spærret inde for at omverdenen kan slippe for at forholde sig til dem. Alle lejrens beboere er nemlig resultatet af en genfejl hos en donor i en sædbank, og det er denne sædbank, som betaler for lejren.

Men løfterne om beskyttelse og uddannelse falder langsomt fra hinanden. Lejrchefen, som både er ondskabsfuld og brutal, holder sig hovedsageligt inde på sit kontor, hvor han taler i telefon, mens skolelæreren sjældnere og sjældnere dukker op. Nattevagten, som er den ansvarsperson, der tager sig mest af de unge, er alkoholiker, så det er i høj grad op til Janus og den jævnaldrende pige, Lola, at tage sig af de mindre børn.

Selvom Janus nåede at opleve omverdenens fordømmelse, før han blev anbragt i lejren af sin mor, drømmer han kun om at slippe væk og komme hjem at bo hos sin mor og stedfar igen. Så da chancen for flugt opstår, griber han den, selvom han samtidig føler, at han svigter de andre børn.

Drømmen om frihed viser sig dog at blive svær at opfylde. Mens han har siddet i lejren, har samfundet ændret sig til det værre, og det varer ikke længe, før Janus opdager, hvor uønskede han og de andre børn er. Romanens slutning er tveægget, idet chancen for et ‘normalt’ liv pludselig er en mulighed – men med enorme omkostninger.

”Håbet er som en muskelhund” er en tankevækkende og velskrevet fortælling for unge, om et samfund gennemsyret af frygten for det anderledes.

Genfejlen, som de unge i lejren har, får dem til at ligne monstre, men det gør dem ikke TIL monstre. I lejren har de kun hinanden, så selvom der også herinde er uvenskab og gnidninger, er venskabet dog det bærende element, og dermed står børnenes menneskelighed med deres håb, drømme, vrede og kærlighed i stærk kontrast til bogens voksne, som enten ikke kan se forbi det monstrøse ydre, eller, som nattevagten, er for forsumpet i deres eget liv til for alvor at kunne forholde sig til andre. En roman, der giver stof til eftertanke, i forhold til hvordan vi også i vores samfund reagerer på det ukendte og anderledes. Og om det altid er bedst at følge ‘det normale’, eller om omkostningerne kan blive for store?

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 155 sider

Afsind af Martin Schjönning

Afsind_forsideMartin Schjönning er et af de nyere talenter på den danske horrorscene. Han har skrevet en række noveller til forskellige antologier, og i 2015 udkom hans første selvstændige udgivelse, kortromanen Deroute, som var første bind i forlaget Kandors serie om Satan. Deroute er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse, der uddeles på Krimimessen i Horsens d. 12. marts.

Nu er han så aktuel med sin første “rigtige” roman, Afsind.

Gregor er psykisk syg. Siden hans forældre døde, da han var barn, har han været indlagt på en psykiatrisk institution. De senere år har han dog boet for sig selv i en overfyldt kælder, stærkt medicineret for at holde de værste syner væk.

En dag finder Gregor et billede skubbet ind under sin hoveddør, der viser en torteret pige, som han genkender. Han beslutter sig at søge hjælp hos sin psykiater Lacedon, men på vejen til hospitalet mister han orienteringen, og da han kommer til sig selv, er kaos brudt ud i byen. Ud af det blå overfalder og maltrakterer ganske almindelige mennesker familiemedlemmer, og hvem der ellers er så uheldige at være i nærheden af dem, når vanviddet rammer, og nu er både hospitalet og politiet presset til det yderste.

Det går langsomt op for Lacedon, at Gregors barndoms syner måske ikke blot er hallucinationer, og sammen med Overlægen og en mand ved navn William, der selv har oplevelser med afsindets følger tæt på, forsøger de fire at finde frem til kilden for udbruddet for at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort, når dæmonerne lurer, og byen er grebet af vanvid.

Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind. Dels elsker jeg fortællinger, hvor vanviddet bryder ud, og når der så bliver smidt lidt dæmoner og andre lækkerier ind i blandingen, så er det slet ikke til at stå for.

Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med.

Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau. Til tider endda særdeles højt, idet jeg var nødt til at slå en del ord og begreber op undervejs.

Generelt er der fuld fart på fortællingen, men mod slutningen bliver det flotte billedskabende sprog dog også romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift, hvor jeg som læser ikke kan vente på at plottets fortsættelse. F.eks. i nedenstående eksempel hvor kvartetten kører gennem byen på udkig efter pigen fra Gregors fotografi, og pludselig skal vi høre om Lacedons tanker om Paris:

Lacedon havde et indplantet frankofilt forhold til storbyens inderste og mest intense helvedesring. I tre lange måneder havde han som ung ligget vandret med en lungebetændelse, der åbenbart havde besluttet sig for at overvintre. Faderens private bibliotek havde været hans eneste trøst. Så han havde opædt de bedste og værste af storbyens poeter. Han havde grædt med Victor Hugos stakler, der alle syntes fanget af et Paris, der blev ved med at føde børn kun for selv at æde dem igen. Hugos storby var vokset i takt med forfatterskabet, indtil den antog uhyrlige proportioner i både bogstavelig og overført betydning. Elendige mennesker dræbte, bestjal og forulempede andre elendige mennesker i en ubrydelig cyklus – en lortebrun charybdis, en hvirvelstrøm af kloakvand, holdt i live af vanskabningens og sigøjnerskens tårer…” (s. 204)

Herefter følger næsten en halv sides beskrivelse Paris set gennem forskellige klassiske forfatteres øjne, og selvom jeg godt kan forstå sammenligningen mellem Hugos uhyrlige Paris og Schjönnings dæmonplagede By, så bliver det simpelthen for meget. Byen fylder dog generelt meget i Schjönnings univers. Både i Deroute og novellen Præludium er Byen ikke blot en kulisse for fortællingen, men snarere en medspiller i form af en nærmest levende organisme, og den rolle fører han til fulde videre her i Afsind.

Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!

Besøg Martin Schjönnings blog

(også anmeldt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Tom Kristensen
ISBN-13: 9788791589430
Sideantal: 294
Forlag: Kandor

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

The Babadook

The BabadookI en lang periode har jeg ikke fået set særlig mange gyserfilm, men forleden læste jeg et indlæg på Skræk og Rædsel, som bl.a. nævnte The Babadook, og da jeg samme dag faldt over den på Netflix, ja så fik jeg taget mig sammen. Og heldigvis, for The Babadook er efter min mening en fremragende film.

Amelia er alene med sønnen Samuel efter sin mands død i en trafikulykke. Samuel plages af drømme om monstre, og da Amelia en aften læser en godnathistorie fra en bog om Babadook, bliver Samuels besættelse endnu værre.

The Babadook er en velfortalt og skræmmende fortælling om en mor og søn med alvorlige problemer. Amelia er aldrig kommet sig over sin mands død, og Samuel føler sig skyldig og savner samtidig sin far, som han aldrig nåede at få et forhold til. Selvom de to elsker hinanden, er hjemmet fyldt med skygger og fortielser, som sammen med Samuels absurde opførsel, der skaber problemer i skolen og i samværet med andre, langsomt presser Amelia ud over kanten.

Det er skønt at se en gyser, som ikke forfalder til “jump scares” (som Skræk og Rædsel Søren kalder det). I stedet opbygger instruktør og manuskriptforfatter Jennifer Kent en stemning af intens rædsel, som stille og roligt sniger sig ind på én, så jeg pludselig sad med dunkende hjerte og opdagede, at jeg faktisk var lidt bange for skyggerne i hjørnerne.

Historien bygger på kortfilmen Monster fra 2005, som også er instrueret af Jennifer Kent. The Babadook er hendes debut som spillefilms-instruktør, og jeg synes, hun gør det fremragende. Essie Davis er fantastisk i rollen som den kærlige, men skrøbelige mor, der langsomt bryder sammen, ligesom Noah Wiseman overrasker yderst positiv som Samuel. Han formår at undgå klichéen om drengen, der er bange for monstret under sengen, og viser i stedet imponerende skuespil.

Personligt holder jeg meget af horrorfilm, hvor det psykologiske aspekt er det vigtigste. Jeg synes, det er langt mere skræmmende, når man er i tvivl om, hvorvidt Babadook er et virkeligt monster, og det udfører Jennifer Kent perfekt. Som A. O. Scott skriver i sin anmeldelse i New York Times: “The brilliance of “The Babadook,” beyond Ms. Kent’s skillful deployment of the tried-and-true visual and aural techniques of movie horror, lies in its interlocking ambiguities. For a long time, you’re not sure if the Babadook is a supernatural or a psychological phenomenon. Once you’ve started to figure that out — or to decide that you’re too freaked out for it to matter — another, more disturbing question starts to arise. Maybe the monster is all in someone’s head, but if so, whose? Sam’s? Amelia’s? Yours?”

Babadook_tegningEndelig var jeg også vild med udgangspunktet for historien, bogen om Babadook, hvis illustrationer nok kan give mig væmmelige drømme i fremtiden, selvom her “blot” er tale om stregtegninger.

Om filmen:

Premiere: 2014
Instruktør: Jennifer Kent

Se mere på IMDB

Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

kadaverkoebingSjov, uhyggelig og velskrevet børnebogsdebut fra en af den danske horrorscenes største talenter

Forestil dig at du kunne rejse til en anden verden, hvor alting var præcis efter dit hoved. Det drømmer 12-årige Gordon om. Han er vild med horror, men ingen andre forstår ham. Hans forældre forbyder ham ikke at interessere sig for det, men de driller ham og er slet ikke engagerede i hans hobby. Hans bedste ven, Andreas, interesserer sig kun for fodbold og kunne ikke kende en vampyr fra en varulv, og i skolen får Gordon ene lave karakterer for sine stile, fordi de er alt for blodige.

Men en dag får Gordon en gave af ejeren af byens antikvariat, hvor han køber de fleste af sine bøger, og næste dag ser verden meget anderledes ud. Vømstrup er blevet forvandlet til Kadaverkøbing, og pludselig er horror det eneste, alle går op i. Først synes Gordon, at det er rigtig fedt, men efterhånden går det op for ham, at det ikke altid er lykken at få sine drømme opfyldt.

Jonas Wilmann er en yderst produktiv forfatter, som siden 2011 har udgivet 6 bøger, hvoraf den ene, ”Frygtfilerne”, modtog Dansk Horror Selskabs pris for Årets Bedste Horrorudgivelse i 2012. Nu debuterer han som børnebogsforfatter med ”Velkommen til Kadaverkøbing”, og jeg er imponeret over, hvor godt det er lykkes.

Sproget er klart og lettilgængeligt uden at give køb på handlingen, som i en støt stigende spændingskurve rummer både humor og uhygge. Også den grafiske del er vellykket med bloddryppende kapitel-angivelser og sort/hvide stregtegninger i bedste ”MAD”-stil, som Wilmann i øvrigt selv har tegnet.

Jeg synes måske, at slutningen bliver lidt brat, men det ændrer ikke ved et overordnet meget positivt indtryk af Wilmanns seneste udgivelse, hvor det er lykkes at transformere forfatterens store kærlighed og kendskab til horrorgenren om til en underholdende og letlæst gyserroman for børn. En klar anbefaling herfra.

Besøg Jonas Wilmanns blog

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Omslag: Jonas Wilmann

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Hvisken fra dybet af Patrick Leis

Hvisken_fra_dybetUnderholdende dansk horror for alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Havet ud for den jyske fiskerlandsby Bolvig er hjemsøgt af en stærk understrøm. I hvert fald er antallet af drukneulykker ved Bolvig mange gange større end noget andet sted.

For 6 år siden druknede Johns far, og kort efter forlod John og moren Bolvig i al hast og efterlod huset som det stod. Farens død tog hårdt på John, som blev lidt af en rod, imens moren blev mere og mere alkoholiseret. En dag styrtede hun ned ad trappen og døde, så nu er John alene, og han plages af onde drømme.

For at finde ud af hvad drømmene kommer af og komme til bunds i, hvad der egentlig skete den nat, faren forsvandt, tager den nu 16-årige John tilbage til Bolvig. Men byens beboere bliver ikke glade for at se ham – og snart drukner et nyt offer.

Patrick Leis er altid god for et underholdende gys, og det får vi også her i ”Hvisken fra dybet”. Håndværket er i orden, historien flyder og fører læseren videre og videre, og der gemmer sig flere overraskelser undervejs.

Korrekturen kunne dog godt have været lidt bedre. Dels er der en del slå- og stavefejl, som f.eks. at Johns mormor lider af ”altzenheimer” (side 94), og dels er der kontinuitets fejl, som når John kommer tilbage til huset, og på side 24 konstaterer at strømmen for længst er slukket, og derefter tænder farens gamle computer på side 27.

Trods disse beklagelser var jeg alligevel vældig underholdt af romanen, som har en mørk og dyster stemning med en til tider næsten gotisk kvalitet over sig. De bagvedliggende sagn, som Johns opdukken giver nyt liv, er interessante og fik mig til at tænke på H. P. Lovecraft. Persontegningerne er lidt kliché-agtige, men det gør ikke noget, for det actionfyldte plot er altid det vigtigste i Patrick Leis’ bøger, og det er helt i orden her i ”Hvisken fra dybet”.

Alt i alt endnu en underholdende horror-roman fra Patrick Leis til alle som holder af gedigne drengerøvshistorier.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Patrick Leis
Forlag: Cadeau
Sider: 204

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside

Hospitalet af Michael Kamp

HospitaletEn grufuld fornøjelse med et afsluttende twist

Jonas er kommet alvorlig til skade i en trafikulykke og svæver mellem liv og død på hospitalet. Mens lægerne kæmper for at redde hans liv, ligger Jonas i en smertedøs, der gør det svært for ham at skelne mellem virkelighed og hallucinationer, så da han pludselig befinder sig i hospitalets nederste etager, hvor skidt og blod løber ned ad væggene, håber han, at det blot er en drøm. Men i mørket lurer groteske skabninger, og hvis Jonas ikke snart finder op til overfladen igen, er det for sent.

I ”Hospitalet” spiller Michael Kamp på vores frygt for sygdom, død og hospitaler, og det gør han godt.

Historien fortælles med enkelte tilbageblik i en stadig stigende spændingskurve, hvor Kamps evne til at fremmane næsten filmiske billeder i éns hjerne rammer som knytnæveslag under læsningen. Sproget flyder let i et til tider hæsblæsende tempo, og som læser er vi ligeså meget i tvivl som Jonas over, hvor virkelighedens grænser går. Det er godt – og ondt – skrevet.

Jeg kom til at tænke på den fremragende film ”Jacob’s Ladder”, hvor hovedpersonen også på et tidspunkt køres rundt i et stadigt mere nedslidt hospital, hvor virkeligheden bliver mere og mere mareridtsagtig. Samme paranoide stemning får Kamp frem, når de skræmmende portører kører den hjælpeløse Jonas rundt til forskellige rædselsscener i hospitalets uendelige kælder, hvor sindssyge kirurger og sygeplejersker udfører grufulde operationer på fortabte patienter.

Jeg har med stor fornøjelse læst Kamps tidligere romaner, og ”Hospitalet” lever fuldt op til hans sædvanlige høje standard. Som altid en grufuld fornøjelse, og denne gang med et afsluttende twist.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: breth design, Mette B. Klausen
Sider: 272
Forlag: Tellerup

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen

Monstrologi - Frygtens manifestationerMonstrologi – Frygtens manifestationer er udgivet på Aalborg Universitetsforlag, og bogens forfattere er hovedsageligt forskere. Sprogligt er her derfor ikke tale om et festfyrværkeri af sproglig sprudlen, men indholdet er interessant nok, til at man bærer over med de til tider snørklede akademiske sætninger.

Forord
I bogens forord sættes der ord på monstrets betydning i dag, f.eks. kan man se monstret som en måde at fortolke verden på: “Monstre er ikke virkelige, men deres effekter og påvirkninger er virkelige, og den måde de udtrykker noget om verden er også virkelig. På denne måde er monstret en ideologisk konstruktion, som vil tvinge os til at forstå verden på en bestemt måde. Monstret skal måske indfanges og ødelægges, eller det er en fundamental del af vores verden, men monstret er den måde, vores verden giver mening på.

Et andet synspunkt er monstret som grundlag for korruption: “Monstret, hvad enten det er en fundamental del af vores verden eller noget fremmed, som skal indlejres, er altid korrupt og korrumperende. Dette kan være i bogstavelig forstand med monstre som inficerer og forandrer vores kroppe, eller det kan være en psykologisk transformation, hvor monstret får os til at gøre ting, vi aldrig ellers kunne finde på. Menneskelige karakteristika projiceres over på monstret som svagheder for på den måde at afsløre og afbillede vores fejl.”

Det er også vigtigt at se monstrets krop i kulturel sammenhæng: “Den monstrøse krop er altid det, vi finder afskyeligt, ulækkert og abjekt. Monstrets krop afslører altid afvigelse og abnormalitet på mindst én måde og afslører dermed, hvad der er marginaliseret og kulturelt uacceptabelt. Derfor er det altid nødvendigt at påtænke monstrets historicitet og påtænke deres sære genealogier, afskyelige afkom og deforme forfædre. Det er gennem kulturhistoriens optik, at vi kan forklare monstrets uendelige mutationer.”

Det er bl.a. gennem monstret, at samfundets grænser afgrænses: “Det er netop gennem de transgressive, abjekte og korrumperende træk, at monstret viser os, hvad der er uacceptabelt i vores kultur. Dette bringer os tilbage til den første pointe om, at monstre hjælper os med at fortolke verden, for det er i monstres natur, at det overtræder grænserne og også, at det er op til os at bekæmpe dem tilbage over grænsen.”

Endeligt kan vi også se monstret som en form for husdyr: “Det er vigtigt at huske på at gennem den proces, hvor vi gør monstret konkret, gør vi det også kontrollerbart; monstret bliver en måde at håndtere, afgrænse og kontrollere vores frygt. Ved at gøre vores monstre konkrete og synlige, gør vi dem også forståelige og afgrænsede.”

Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
I den indledende artikel redegør Jørgen Riber Christensen for, hvad man forstår ved monstrologi. Hvordan monstret ikke er i den virkelige verden men kun eksisterer som semiotik, og hvordan denne semiotik har udviklet sig over årene. Desuden indeholder artiklen en film- og mediehistorisk oversigt over horrorfilmens monsterhistorie samt en monstertypologi:

Fusionsmonstre består af sammensmeltningen af normalt adskilte kategorier, f.eks. en zombie er både levende og død. Fissionsmonstre, f.eks. varulve og dobbeltgængere, er som fusionsmonstre sammensat af forskellige kategorier, men denne sammensætning er splittet i tid og/eller sted: varulven er på skift menneske og ulv, og dobbeltgængeren er adskilt fra sin “original” i sted. Magnifikationsmonstre er en kategori af i forvejen frastødende væsener, der er forstørret eller som optræder i stort tal. 1950’ernes teknogyserfilm myldrer med disse monstre [nutidens zombi-film kan også ses som magnifikationsmonstre] … Kompilationsmonstret hvor et monster eksplicit udviser kendetegn fra forskellige monstre på skift.” [f.eks. Pennywise fra Stephen King’s “It”, som tager form efter sit offers værste frygt]

H. P. Lovecrafts Unseen Terrors af Torben Rølmer Bille
Torben Rølmer Bille fortæller i sin artikel om, hvordan filmfolk gennem tiden har løst opgaven med at vise forfatteren H. P. Lovecrafts monstre. Artiklen tager udgangspunkt i forskellige film, som enten bygger direkte på Lovecrafts fortællinger eller blot er inspireret heraf, og gennemgår hvordan monstret visualiseres i filmen. Desuden indeholder artiklen en kort indføring i H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, som groft opdeles i tre hovedperioder:

Den første strækker sig fra 1905 til 1920 og dækker over, hvad bedst kan beskrives som en række makabre historier, inspireret af forfattere som Edgar Allan Poe og Ambrose Bierce … Fra 1920 til 1927 blev Lovecraft mere interesseret i drømmeverdenen, underbevidstheden og hvilke rædsler, der gemmer sig her, omtrent samtidig med at psykoanalysen også gjorde sine egne opdagelser – her skrev han mange fortællinger der foregik i “The Dreamlands” – bedst kendt er “The Dream Quest og the Unknown Kaddath”. Den sidste periode strækker sig fra 1927 og frem til Lovecrafts død i 1937. Her skrev Lovecraft på en række historier og romaner, der har fået fællesbetegnelsen Cthulhu- eller Lovecraft-Mytologien. Det er disse fortællinger, han er bedste kendt for.”

Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Steen Ledet Christiansen tager i sin artikel udgangspunkt i spredningsaspektet ved monstret, hvordan deres grænseløse overskridelse kan ses som et udtryk for en kulturel angst for de netværkssamfund vi lever i. Her er zombi-film en yderst relevant genre, idet frygten for bioteknologi, terrorisme og globaliseringen smelter sammen i et monstrøst udtryk.

What I want to show here, then, is composed of three points. First, that the new zombies are viral terrorists. Second, that these new zombies are uncanny things best understood as swarms. And third, that the zobies infect and exploit the global networks of our current moment. In this way, I will point out not just how the new zombies differ from their younger cousins but also show how these zombies, like all monsters, reveal the anxieties of their time. In this case, pandemics, epidemics and terrorist attacks are the immediate, visible symptoms of a deeper lying fear of the results of being connected and living i the network society.”

Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
I sin artikel introducerer Mathias Clasen en nyere tilgang til monstrologien, nemlig den evolutionære som anvender et biokulturelt syn for at passe de historisk kulturelt bestemte monstre sammen med menneskets evolutionshistorie og de trusler, som har præget os i vores udviklingshistorie. Clasen tager udgangspunkt i romanen “Relief” og belyser bogens monstre ud fra en biokulturel monstrologi.

Vi mennesker er nok bange af os, men vi er ikke bange for hvad som helst. Fobier er ikke tilfældige. Det vi typisk frygter, er det, som har udgjort en trussel for vores forfædre over evolutionær tid, og det reflekteres også i den morderne horrorfiktion. Når mørket falder på, er vi alle stenalderfolk, bange for rovdyr og puslelyde i mørket. Monstrene i “Relief” er variationer over evolutionært relevante frygttemaer. Men de synes samtidig at have en tidstypisk resonans, primært som den specifikke frygt for kropsligt forfald og smittefare, som aids-epidemien i slutningen af 1980’erne og op i 19990’erne bragte med sig.”

Indhold:

Forord – bogens artikler
Monstrologi og frygtens kulturhistorie af Jørgen Riber Christensen
Monstervisualiseringer af Jørgen Riber Christensen
Beowulf’s Monsters From the Mere to the Movies af Robert W. Rix
H. P. Lovecrafts Unseen Terrors. Et studie i hvorledes filmmagere har forsøgt at visualisere det umulige af Torben Rølmer Bille
Sonic Monstrosity af Isabella van Elferen
Things Come Alive. Rise of the Zombies af Steen Ledet Christiansen
Zombie, Romance, Comedy (Horror, Humour and Hypermodernity) af Fred Botting
Biokulturel monstrologi – illustreret ved Dennis Jürgensens Relief af Mathias Clasen
Kropslig deformitet i japansk cyperpunk af Thomas Mosebo Simonsen
Batailles godnathistorie – Jean Rollin, True Blood og den erotiske vampyr af Kim Toft Hansen
Värt behov av monster och skräck. Fiktiva berättelser som rollspel och social träning af Yvonne Leffler
Virkelighedens monstre. Den historiske og samtidshistoriske krimidokumentar af Gunhild Agger

Om Monstrologi – Frygtens manifestationer:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ernst-Ullrich Pinkert
En del af serien Interdisciplinære kulturstudier

Hør Jørgen Riber Christensens forelæsning i Danskernes Akademi

Videnskab.dk’s store guide til monstre

Læs en omfattende anmeldelse på Kulturkapellet

Kimæren af Christian Reslow

Christian Reslow debuterede i 2010 med romanen “Miraklets fald“, en slags fantasy science thriller, som jeg omtalte her på siden på grund af dens nærmest splatteragtige afslutning. Senere samme år kom endnu en roman “Micki 19.50“, som tog splatterniveauet højere op og på alle måder var en fremragende lille kortroman. Siden har jeg så ventet på at høre nyt fra Reslow, og d. 20. december 2012 udkom så endelig hans tredje roman “Kimæren”. Og lad mig blot afsløre med det samme – den var værd at vente på!

Der er noget helt galt i den lille by Rowley. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp.

Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.

Christian Reslow fortæller i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. Vi præsenteres hurtigt for Kimæren, men for bogens hovedpersoner går der længere tid, før de finder ud af, hvad de er oppe imod. En kimære, forklarer Reslow, er et individ, der består af celler fra flere forskellige arter. Kimæren er ikke som sådan blodtørstig, den søger blot føde for at udvikle sig, og desværre for Rowleys beboere har den opdaget, at mennesker er en kilde til helt nye bevidstheder og former.

Som sagt er historien fyldt med action – og splat – og det er ment i ordets allerbedste betydning. Ikke mange danske forfattere tør kaste sig ud i den slags lemlæstelser, som Reslow smider om sig med her i “Kimæren”, og det er måske meget heldigt for min nattesøvn, for Reslow formår virkelig at skabe de mest sindssyge billeder i læserens hoved. Men det er også samtidig det, som er med til at gøre historien så sært fascinerende.

I mørket kunne han ikke tydeligt se livsformen, der holdt ham, men han fornemmede med ærefrygt dens skikkelse. Blødende fra alle – nu ledløse – led og med luften hvinende ind og ud af halsen, sad han ansigt til ansigt med den, da blodbadet var ovre. En kropsdel, som hans hjerne ikke kunne identificere, blev placeret imod hans mave. Ikke for at penetrere, ikke denne gang. I stedet blev han presset med bagdelen først, ned igennem den smalle åbning i beholderen.

Den eksisterende smerte forhindrede ham i at mærke det lag af hud, der blev skrabet af hans ryg, mens han sank ned igennem hullet. Han mærkede heller ikke væsken. Ikke før den nåede de dybe, udhulede huller, hvor hans bøjelige dele havde siddet placeret for et minut siden. Mens hans udtømte krop blev fyldt af syren, sendte hans nervesystem en fornyet bølge af energi igennem ham og han så tydeligt sine egne skinneben, presset imod sit ansigt, da hans hoved blev presset under overfladen. Hans øjne var åbne, hans krop forsøgte stadig at trække vejret, forsøgte stadig at fungere. Mens hans øjne rullede hjælpeløst op imod overfladen af den orangegule væske, så han væsenet trække sine kropsdele til sig, ud af syltekarret. Den betragtede ham et øjeblik, mens marinade strømmede igennem hans hals og fyldte hans brystkasse. Og så lukkede den låget …”

Reslow lader fortællingen udspille sig i USA. Det virker fint og mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben. Ligeledes virker brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også mere realistisk i et amerikansk setup. Og ved at gøre omgivelserne realistiske, bliver personerne troværdige, og dermed kommer kimæren også til at føles meget virkelig – og meget skræmmende…

Sprogligt flyder historien godt, plottet holder og slutningen – ja, den vil jeg ikke sige noget om, andet end at den er skruet effektivt sammen, og at tempoet holder hele vejen igennem.

“Kimæren” er sin helt egen historie, men skal jeg sammenligne den med andet, må det blive en blanding af Dean Koontz “Skygger” (fra dengang han skrev forrygende) møder Stephen KingsDesperation” med et lille stænk “The Crazies” ind over.

Forsiden er lavet af Martin Zauner, som også var manden bag “Micki 19.50“s fantastiske forside. Igen synes jeg, at det er lykkes for Zauner” at skabe en foruroligende atmosfære, før man overhovedet åbner bogen, og den ildevarslende fornemmelse holder hele bogen igennem. Jeg kan kun sige: Læs den!

Besøg Christian Reslows hjemmeside
Besøg forlaget Valetas hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Martin Zauner