I weekenden var jeg i Odense til Skrækfest 2024. Jeg har været med i større og mindre grad siden Odense Zombiefestival 2017, og det er stadig en udsøgt fornøjelse. Hvert år er der nye, spændende programpunkter, men der er også gode tilbagevendende kendinge. Jeg nåede desværre ikke alt, hvad jeg gerne ville i år, men her kommer lidt indtryk, fra det jeg trods alt nåede.
Italienske horrorfilm ved Davide Rota:
For mig startede Skrækfest 2024 som altid med Davide Rotas foredrag om italiensk horrorhistorie. Tidligere år har Davide vist en udvalgt film efter en lille introduktion, men i år fik vi en mere overordnet gennemgang af italiensk horror med indlagte klip fra de nævnte film.
Den allerførste italienske horrorfilm var Il Mostro di Frankenstein fra 1920, og som titlen antyder, var den løseligt baseret på Mary Shelleys roman Frankenstein fra 1818. Egentlig meget passende da Mary Shelley fik idéen til sin roman under et ophold i Italien. Filmen er dog forsvundet, og der findes ingen kopier af den i dag.
Op gennem 1930’erne og 1940’erne var horrorfilm underlagt streng censur i Italien, men samtidig med at den italienske filmindustri tog fart i 1950’erne, begyndte der at blive produceret film rettet mod det udenlandske marked. Blandt andet blev Italiens første talehorrorfilm I Vampiri produceret i 1957. Filmen var instrueret af Riccardo Freda og Mario Bava, og blev også senere udgivet i henholdsvis USA og England under titlerne The Devil’s Commandment samt Lust of the Vampire uden dog at handle om en vampyr. I Vampiri blev ikke nogen større succes, og først med Mario Bavas La maschera del demonio fra 1960 kom der for alvor gang i den italienske horrorfilm-industri.
Et af Davides fun facts var i øvrigt, at Mario Bava, som var inspireret af russisk litteratur i sine film, omtalte det at lave film rettet mod det amerikanske marked som at lave film til børn. Det skulle ikke være for kompliceret, og der skulle være masser af action.
En anden instruktør, Davide kom omkring, var den meget produktive Aristide Massaccesi (1936-1999). Han var bedre kendt som Joe D’Amato og instruerede/co-instruerede omkring 200 film i sin karriere samt over 100 pornofilm. Heriblandt genreblandinger som Erotic Nights of the Living Dead og Porno Holocaust. Joe D’Amato var ikke bange for at kopiere andres værker og lod sig blandt andet inspirere af instruktører som Dario Argento, Lucio Fulci og Ruggero Deodato. I 2017 udkom dokumentaren Omega Rising – Remembering Joe D’Amato om hans karriere.
Davide kom også omkring nogle af de dårlige film. Ikke mindst så vi klip fra Troll 2 fra 1990. Filmen er instrueret af Claudio Fragasso og har intet med den første Troll film fra 1986 at gøre. Filmen handler om vegetariske kannibaler, og selvom hverken Fragasso eller hans hustru Rossella Drudi der skrev manuskriptet var gode til engelsk, skrev de det alligevel på engelsk, og forlangte at skuespillerne skulle følge replikkerne slavisk. Troll 2 er blevet kåret som ‘the best worst movie ever’, og i 2009 kom der en dokumentar om den med titlen Best Worst Movie.
Som et andet fun fact bad Davide os lægge mærke til navnet på byen i Troll 2, Nilbog. Lyder det bekendt, hvis du staver det bagfra 🙂
Italien har også produceret en række parodiske horrorfilm a la Abbott & Costello møder … indsæt et Hollywood-monster. Skuespilleren Ciccio Ingrassia instruerede for eksempel L’esorciccio i 1975, som var en parodi på The Exorcist.
Derudover kom Davide også omkring tegneserien Dylan Dog af Tiziano Sclavi, der blev til filmen Dellamorte Dellamore med Rupert Everett som Francesco Dellamorte i 1994. Og endelig kom han med et par bud på gode nyere italienske horrorfilm, som jeg skal have set. Her i blandt Il mistero di Lovecraft – Road to L. fra 2005 og Il Legame fra 2020. Sidstnævnte kan streames på Netflix.
Som altid var det interessant at høre Davide Rota fortælle og spændende at blive introduceret til flere, for mig, ukendte italienske instruktører.
Fantasy Booktalk
Egentlig er jeg jo ikke den helt store fantasy-læser, men når nu de to Kerteminde-bibliotekarer Kimmie Lønsmand og Sarah Tarp Madsen kom til Skrækfest 2024 for at fortælle om gode fantasyromaner med et true crime tvist, ville jeg da ikke gå glip af det. Det endte såmænd også med, at jeg måtte ind på biblioteks-appen og bestille flere af titlerne.
Hver især fortalte om seks titler, der spredte sig over den første true crime bog til hardcore fantasy.
- “I koldt blod” af Truman Capote
- “Amerikanske guder” af Neil Gaiman
- “What Moves the Dead” af T. Kingfisher
- “The Invisible Life of Addie Larue” af V.E. Schwab
- “Cemetery Boys” af Aiden Thomas
- “House of Salt and Sorrows” af Erin A. Craig
- “Miss Peregrines hjem for sælsomme børn” af Ransom Riggs
- “Rivers of London” af Ben Aaronovitch
- “The Eyre Affair” af Japer Fforde
- “Eventyrhuset” af T. J. Klune
- “Amberville” af Tim Davys
- “Nattens cirkus” af Erin Morgenstern
Desuden nævnte Kimmie og Sarah også Boris Hansens serie Tavse verdener, som jeg tidligere er blevet anbefalet. På biblioteket står den under YA science fiction, og nu er jeg vist nødt til at få den læst.
Kortfilm fra Odense Filmværksted
Efter den spændende book talk stod der kortfilm på programmet. Dagmar (jeg fik desværre ikke fat i efternavnet) præsenterede kort, hvad Odense Filmværksted er og kan. Herefter viste hun tre kortfilm, der alle var lavet med støtte fra OF.
- Højlandet (19 min.)
instrueret af Sif Lana Lambæk - Sommerhus (9 min.)
instrueret af Emil Eg - Bæst (12 min.)
instrueret af Anton Isbrand
Kenneth Bøgh Andersen genfortæller klassikere
Det er altid spændende at høre Kenneth Bøgh Andersen fortælle. Så selvom jeg havde hørt ham i samtale med Jakob Levinsen på Fantasyfestival om genfortællingen af Dracula, glædede jeg mig alligevel til at høre ham til Skrækfest 2024. Jeg lærte da også noget nyt om de tre genfortællinger af Dracula, Frankenstein og Jekyll & Hyde.
Blandt andet talte KBA om:
- Hvordan man fortæller ud fra et væsens synspunkt, der ikke har et sprog.
- Hvorfor ingen af Rasmus Jensens illustrationer viser monstret i sit fulde.
- At et teaterstykke baseret på Jekyll & Hyde i 1888 førte til en anmeldelse af skuespilleren Richard Mansfield, fordi publikum troede, at han var Jack the Ripper, der på den tid hærgede London.
- Hvordan Jekyll & Hyde måske ikke er ligeså ikoniske monstre som Frankenstein og Dracula, men til gengæld er blevet et integreret begreb i psykologien.
- Hvorfor KBA’s Hyde bliver fysisk større i løbet af fortællingen.
- At der findes en islandsk udgave af Bram Stokers Dracula, som kun er en tredjedel længde af originalen, mens en svensk udgave er dobbelt så lang.
Undervejs læste KBA også lidt op, både af originalerne og sine genfortællinger. Og så viste han et klip fra tv-filmen Jekyll & Hyde fra 1990 med Michael Caine i hovedrollen, som jeg vist skal se at få fingre i.
Vlad Spidderen ved Nicolas Barbano
Fredag på Skrækfest 2024 sluttede af med Nicolas Barbanos foredrag om Vlad Spidderen og Stokers Dracula, og at Nicolas er et omvandrende leksikon blev endnu en gang bevist. Han vidste naturligvis, hvorfor den svenske udgave af Stokers Dracula var så lang. Som et forsøg på at undgå at betale copyright til Stoker blev den nemlig skrevet om til det svenske publikum med nye navne og udvidet handling.
Nicolas slog også endegyldigt en pæl igennem påstanden om, at Bram Stoker byggede sin Dracula på den valakiske fyrste Vlad III. I Stokers egne noter til romanen skriver han, at han fandt navnet i en transylvansk historiebog, og syntes at det lød godt. Indtil da havde Stoker kaldt Dracula for grev Wampyr, så lad os være glade for Stokers research.
The Romanian Drǎculea, meaning ‘son of Dracul,’ had its origin in the sobriquet or nickname of his father, Vlad Dracul (“Vlad the Dragon” in medieval Romanian), who received it after he became a member of the Order of the Dragon.[1] The word “dracul” means “the Devil” or “demon” in modern Romanian, but in Vlad’s day it also meant “dragon,” and derives from the Latin word Draco, “dragon.” His son Vlad III would later use the name Drăculea or Drakulyain signing documents. Through various translations Vlad III eventually came to be known as Dracula. Vlad was referred to as Dracula in a number of documents of his times, mainly the Transylvanian Saxon pamphlets and The Annals of Jan Długosz.[2] Now primarily known as the name of a vampire, “Dracula” was for centuries known as the sobriquet of Vlad III.
(New World Encyclopedia)
Nicolas gjorde ligeledes kål på en anden myte, nemlig at slottet Bran skulle være Draculas og/eller Vlad Tepes slot. Vlads slot blev kaldt Poenari og er beliggende på bjerget Cetatea. I dag er det kun en ruin. Nicolas kunne også fortælle, at selvom området ikke hjemsøges af vampyrer, så skal turister alligevel være varsomme, hvis de besøger Vlads bolig. Der er nemlig masser af vilde bjørne i området, og de har ikke noget imod en udenlandsk snack 🙂
Endelig tog Nicolas fat i Francis Ford Coppolas film fra 1992 Bram Stokers Dracula, der har slået sig op på at være den mest loyale gengivelse af romanen. Det er den dog langt fra. Stokers Dracula har for eksempel ikke været hærfører. Den idé har Coppola stjålet fra tv-filmen Dracula fra 1974, hvis manuskript er skrevet af Richard Matheson.
I Stokers roman er det heller ikke er en tragisk kærlighedshistorie, der vender Dracula fra Gud og gør ham til vampyr. Den detalje har mange teaterstykker dog efterfølgende grebet fat i, og gengiver troligt Coppolas version som Stokers.
At Dracula skulle være en tiltrækkende og charmerende figur er også langt fra Stokers version. Det koncept opstår i forbindelse med skuespilleren Frank Langellas optræden som Dracula først på Broadway og siden i John Badhams film fra 1979.
Således oplyst om disse og mange andre interessante detaljer om Vlad og Dracula sluttede dagens program for mit vedkommende.
Aske Munk-Jørgensen og A. Silvestri i samtale
Lørdag må siges at være den helt store dag, hvad angår programpunkter på Skrækfest 2024.
Hele dagen var der Dark Market, og som sædvanlig kom jeg til at købe noget med hjem. Der var også aktiviteter for børn og en horror maze for voksne, plus en lang række spændende foredrag. Jeg fik kun slutningen af Florence McLeans snak om Ondskabens psykologi, som var dagens første oplæg. Men hun kommer heldigvis også til Krimimessen i Horsens, hvor jeg kan høre hende.
Mit første foredrag lørdag blev således Amdi Silvestris snak med Aske Munk-Jørgensen, der er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse.
Det var dog ikke kun Når frosten kommer, de to herrer talte om. De kom langt omkring både i Askes forfatterskab og mere generelt. Der blev talt om blues musik, om Son House, om Rembrandt, om Vadehavet, om moral og om ondskab. Der blev citeret Ibsen og Martin A. Hansen, og Aske afslørede, at han blandt andet spiller banjo. Jeg fik desværre ikke spurgt, om hans yndlingsfilm er Deliverance.
Amdi lagde ud med at spørge, hvordan historierne opstår. For Aske starter en historie tit med en banal situation mellem nogle personer, der siden ender som figurer i bogen. Det kan være en situation i historiens dramatiske højdepunkt, men det kan også være en lille detalje midt i det hele. Derfra udbygges idéen, og skriveprocessen er dermed også en slags opdagelsesrejse for Aske.
Ofte handler Askes fortællinger om moral, et emne der interesserer ham meget. Vi befinder os i en tid, hvor moral ikke er absolut. Ser vi for eksempel 200 år tilbage i tiden, vidste alle, hvordan man skulle opføre sig. Der var klare regler i både kirke og samfund. Men i dag er moral blevet et personligt anliggende, noget vi selv definerer, og det kan gå helt galt. Et eksempel på det kan ses i Retfærdig vold fra 2018.
Han kom også ind på, hvordan vi mennesker har en tendens til at tro, at det onde er noget der krydser vores vej, som om ondskaben er sin egen entitet. Men det er ikke sandt. Det onde eksisterer ikke i sig selv, men er noget mennesket gør. En udtalelse, der ville have sendt Aske på bålet for 500 år siden.
Et andet emne, der går igen i flere af Askes bøger, er naturen. Der ligger en masse symbolik i naturen, og vi er tilbøjelige til at spejle naturen ud fra, hvordan vi har det indeni. Men naturen er fuldstændig ligeglad med os. Naturen er modstykket til vores etablerede samfund på godt og ondt.
At det ikke altid er lige let at skrive horror, kom Aske også ind på til sidst. For ham skal god horror være ubehageligt at skrive. Det har blandt andet betydet, at flere af scenerne i Når frosten kommer efterfølgende forfulgte ham både i form af mareridt og en periodisk fobi for at stå foran et mørkt vindue med et lyst rum bag sig. Måske en retfærdig straf for at skræmme sine læsere? Uanset var samtalen mellem de to herrer absolut interessant at overvære.
Martin Wangsgaard-Jürgensen om middelalderens hekse.
Jeg har flere gange hørt Martin Wangsgaard-Jürgensen fra Nationalmuseet fortælle. Både om sine egne bøger, om romanerne skrevet sammen med Jacob Krogsøe og om faglige emner. Sidstnævnte var udgangspunktet for foredraget til Skrækfest 2024, der handlede om middelalderens hekse, og som altid fik Martin introduceret emnet både spændende og letforståeligt.
I dag er vores forståelse af en heks helt anderledes end den var i middelalderen. Dengang gennemsyrede kirken og kristendommen alle aspekter af livet. For det enkelte menneske handlede alt om Dommens Dag. Om man havde været god nok til at vende hjem til Paradiset, eller om man fortjente at blive straffet i Helvede for sine synder i evig tid. Hver eneste handling havde betydning.
Samtidig havde man en helt fast tro på, at kvinden allerede fra begyndelsen var syndig. Det var hende, der lyttede til slangen og fik Adam til at spise æblet, hvilket sendte dem ud af Paradiset. Så som udgangspunkt var manden skyldfri, mens kvinden var syndig. Derfor var kvinden også altid afbilledet blandt synderne i tidens kirkemalerier som vist på billedet fra Tuse kirke på Sjælland 1450-1475. Hun har udslået hår som en jomfru, men er samtidig nøgen som et billede på liderlighed. Et klart forsøg på at friste manden.
Tidens opfattelse var, at kvinden, modsat manden, ikke kan lade være med at lytte til Djævlen. Om end der fandtes få hellige kvinder, der havde givet sig selv til Gud. Men selv disse var stadig forbundet til Djævlen. De formåede blot at holde ham i skak.
Tre anklager, der skaber heksen:
- Kvinder er pyntesyge, og udover at det er forfængeligt at være så optaget af sit eget udseende, gør de det også for at friste mændene til at begå synd.
- Kvinder sladrer og taler hele tiden
- Kvinder er nydelsessyge og liderlige. Da kvinden allerede er fortabt, kan hun ikke lade være med at forføre mænd og rive dem med sig i faldet.
Middelalderens hekse var både et socialt og et økonomisk problem i de små samfund. Socialt fordi hun fristede naboens mand til synd. Økonomisk fordi hun fik hjælp af Djævlen, så hun enten tjente mere end andre på eksempelvis salg af øl. Eller fordi hendes øl gjorde andre syge, så de ikke selv kunne arbejde. Hun påvirkede de nære omgivelser, og var farlig fordi hun udfordrede andres sjæle, men selve hekserierne var ret trivielle.
I løbet af 1300-tallet ændrer dette sig dog, da lærde teologer begynder at undersøge og beskrive den onde magi. Pludselig får heksen magt til at ‘fjernestyre’ andre, og tanken om, at andre kan få dig til at begå handlinger, der kan føre til sjælens fortabelse, er dybt skræmmende.
Omkring 1500-tallet opstår arkeheksen, og i de protestantiske lande bliver heksen symbolet på alt ondt. Hun fremstilles som en gammel kælling, der på overfladen er harmløs men i virkeligheden har diabolske kræfter. Udgivelsen af Heksehammeren i 1486, der er et opslagsværk over alt det onde, kvinder har indført i verden, spreder en teologisk gift sig ind i samfundet. For selvom de fleste trods alt mener, at Heinrich Kramers og Jakob Sprengers bog er for meget, så er der måske også noget sandt i den?
Martin Wangsgaard-Jürgensens oplæg var dybt interessant og affødte også lidt diskussion efterfølgende. I dagens Danmark er det jo utroligt svært at forstå middelalderens kvindesyn, og Martin kom da også ind på den ansvarsforflygtigelse, der ligger i, at middelaldermanden som udgangspunkt var skabt anstændig. Han ville ikke gøre ondt, så hvis han alligevel kom til det, måtte det være på grund af noget udefrakommende. Og her var kvinden det oplagte valg.
Bo Bomuld-Hamilton Wittendorff om okkultisme i Danmark
Næste programpunkt på Skrækfest 2024 var Bo Bomuld-Hamilton Wittendorff, der har skrevet flere bøger om det okkulte Danmark.
Bo fortalte, at han var en bangebuks som barn. Derfor forsøgte han allerede som barn at finde ud af de ting, der gjorde ham bange. Som voksen begyndte han at lede efter anderledes og hemmelige steder for at fortælle deres ukendte historier. Det blev i 2001 hans første bog Guide til det okkulte København, og siden er der kommet flere til.
I dagens oplæg fortalte Bo flere historier med rod i det fynske. Blandt andet kom han omkring henrettelsen af Hans Hansen i 1869, som var den sidste henrettelse i Odense. Hans Hansen blev dømt for mordet på sin mor, og i første omgang tilstod han at have gjort det for at få penge til at rejse til Amerika. Men da han blev idømt dødsstraf, trak han tilståelsen tilbage. Rygtet gik, at han kun havde tilstået, fordi man havde fortalt ham, at moren hjemsøgte arresten. Hans blev alligevel henrettet, men nogle år senere modtog man en række breve fra Amerika, hvor en mand påtog sig skylden for mordet på Hans Hansens mor. Så var den sidste henrettelse i Odense et justitsmord? Historien findes også på Odense Leksikon.
Bo havde mange sjove historier. Vi fik for eksempel også at vide, at den fynske by Ørbæk er det sted i Danmark, der har fleste varulvehistorier. At det bedste sted at se UFO’er i Danmark er i Odense. Og at Svendborg er en by med masser af spøgelsesdyr, blandt andet spøgelseshøns!
Mathias Clasen om virkelighedens horror
Horrorforsker Mathias Clasen er også et af de faste programpunkter til Skrækfest, som jeg ser frem til. Her til Skrækfest 2024 fortalte han om, hvorfor vi er så fascinerede af virkelighedens horror, og lod os teste vores morbide nysgerrighed.
Nogle af de ting, vi fik at vide under Mathias’ foredrag, var
- Ca. 75% af true crime lyttere er kvinder.
- De fleste mordofre er mænd, alligevel overvurderer kvinder generelt risikoen for at blive myrdet.
- Det er ikke kun mennesker, der har en morbid nysgerrighed. Hvis en gazelle for eksempel ser en anden gazelle blive angrebet af en krokodille, løber den først i sikkerhed, men derefter stopper den og kigger på.
Mathias fortalte også om grunden til, at mange horrorfilm slår sig op på at bygge på virkelige begivenheder, eller som for eksempel The Blair Witch Project og andre found footage-film ved at fremstå som dokumentariske beretninger. Det gør de for at gennembryde publikums psykologiske distance.
Den psykologiske distance består af fire elementer: Rumlig distance, Social distance, Tidslig distance og Plausibilitet. Altså hvor tæt på er truslen? Sker det for én vi kender eller for en fremmed? Sker det nu eller for 100 år siden? Og hvor sandsynligt er det, der sker? For at skræmme skal en film, bog, spil osv. derfor nedbryde den psykologiske distance, og det hjælper antydningen om ‘at det er virkelighed’ med til.
Scaryo – en dansk streamingtjeneste
Jeg har tidligere skrevet lidt om streamingstjenesten Scaryo, der absolut er et besøg værd. Så jeg så frem til at høre de to stiftere, Morten Bak og Steffen Trannerup, fortælle om deres hjertebarn til Skrækfest 2024.
I dagens oplæg fortalte de om arbejdet med at starte tjenesten, de mange tekniske udfordringer i udviklingen af tjenesten, om hvordan de finder de rette film og ikke mindst udfordringerne med at skaffe rettighederne til filmene. Som eksempel gav de den originale Halloween fra 1978, som de prøvede at skaffe, men produktionsselskaberne blev ved med at sende dem videre, fordi ingen tilsyneladende havde rettighederne mere.
Med hensyn til indhold gjorde de klart, at de ikke ønskede at fungere som kvalitetsbedømmere. De vil være den største tjeneste i forhold til horror-relateret indhold, og ikke den tjeneste med de mest kendte eller bedst anmeldte film. Mange af filmene på Scaryo vil aldrig dukke op på Netflix eller de andre store streamingstjenester, men det betyder ikke, at der ikke er genrefans, som gerne vil se dem. Det er da også et af de punkter, der gør, at jeg personligt synes, at Scaryo er et abonnement værd.
Morten og Steffen fortalte også om deres ønsker for fremtiden. Blandt andet drømmer de om at få ‘behind the scenes-materialer’, interviews og andre fan features på siden, og i øjeblikket arbejder de på at få kortfilm fra hele verden ind på Scaryo. De vil ligeledes gerne samarbejde med både biografer og andre om at lave events, og så har de de nordiske rettigheder til alle film på tjenesten pt., så de drømmer også om en nordisk lancering.
Det var rigtig interessant at komme ind i arbejdsrummet, og har du endnu ikke prøvet Scaryo, kan jeg kun anbefale dig at tjekke tjenesten ud. Der ligger i øjeblikket cirka 450 film fra hele verden, og der kommer løbende nye til.
Dark Market og alt det andet
Der var som tidligere nævnt, flere programpunkter jeg ikke nåede i år. Blandt andet gik jeg glip af Nicolas Barbanos foredrag om Blodbaronessen og Martin Wangsgaard-Jürgensens oplæg om djævleuddrivelser om lørdagen.
Til gengæld prøvede jeg Horror Mazen i bibliotekets kælder (endda den for voksne), der var lavet i samarbejde med Fyns Sommerland. Jeg havde ovenikøbet fornøjelsen at gå igennem den sammen med Jonas Bøgh fra Dystopia Entertainment, som sikkert fik sig et godt grin. Jeg er jo et skvat til live-horror, så jeg skreg som en lille pige undervejs. Bagefter hamrede mit hjerte og jeg følte mig helt forpustet. Men det havde jo også været sjovt, så måske bliver det i år, jeg kommer til Halloween-arrangement i Vejle?
Jeg havde også stor fornøjelse af Dark Market, hvis stande fordelte sig over to etager på Skrækfest 2024. Jeg fik blandt andet hilst på forfatter Steen Langstrup fra 2 Feet Entertainment og på Mette Sejrbo, der har skrevet Ulfhedin-sagaen. Det blev også til en lille snak med Henrik Andersen fra AMOS-FX, der blandt andet står bag den herlige film Sort kaffe. Og så var der simpelthen så mange flinke folk ved de forskellige stande fyldt med flotte, uhyggelige og helt uundværlige effekter.
Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år 🙂
Om Skrækfest 2024:
Skrækfest 2024 var arrangeret af Odense Bibliotekerne med projektleder Niels Mark i spidsen og blev støttet af Statens Kunstfond og Nordea Fonden. Årets tema var virkelighedens horror.
Skrækfest blev i år afholdt i samarbejde med blandt andre Musikhuset Posten, Kulturmaskinen og Magasinet.
